Aalborg Lufthavn: Destinationer, transport og parkering

Aalborg Lufthavn (AAL) er Danmarks tredjestørste lufthavn, og ligger ca. 6 km nordvest for Aalborgs centrum. Ønsker du at rejse med fly fra den nordlige del af Jylland, findes her flyrejser til en række spændende destinationer. Du kan enten komme hertil i bil (her er gode og ikke mindst gratis parkeringsmuligheder), med bus eller med direkte tog.

Hvor går turen hen? I denne korte guide finder du en praktisk oversigt over samtlige flyruter fra Aalborg Lufthavn (inklusive links til rejseguides med seværdigheder, restauranter og hoteller), information om transport og parkering i lufthavnen samt overblik over lufthavnens faciliteter.

Destinationer fra Aalborg Lufthavn (2022)

Herunder finder du en oversigt over de forskellige ruter, som flyves fra Aalborg Lufthavn. Nogle ruter betjenes året rundt, mens andre udelukkende flyves i sommerperioden:

DestinationSelskab Rejseguide
AmsterdamKLMLæs rejseguiden til Amsterdam her
AntalyaSunExpressLæs rejseguiden til Antalya her
BarcelonaVuelingLæs rejseguiden til Barcelona her
BornholmDATLæs rejseguiden til Bornholm her
FærøerneAtlantic AirwaysLæs rejseguiden til Færøerne her
KøbenhavnSAS + NorwegianLæs rejseguiden til København her
LondonRyanairLæs rejseguiden til London her
MálagaGreat Dane Airlines + NorwegianLæs rejseguiden til Málaga her
MallorcaNorwegianLæs rejseguiden til Mallorca her
OsloSASLæs rejseguiden til Oslo her

Herudover flyves til følgende charterdestinationer: Fuerteventura (Spanien), Gran Canaria (Spanien), Tenerife (Spanien), Kreta (Grækenland), Meganisi (Grækenland), Paleros (Grækenland), Rhodos (Grækenland), Azorerne (Portugal), Lissabon (Portugal), Madeira (Portugal), Alanya (Tyrkiet), Belek (Tyrkiet), Side (Tyrkiet), Golden Sands (Bulgarien), Korsika (Frankrig), Sorrento (Italien), Toscana (Italien), Split (Kroatien), Dublin (Irland), Edinburgh (Skotland), Salzburg (Østrig) og Cypern.

Transport til Aalborg Lufthavn

Der er gode muligheder for at komme til Aalborg Lufthavn med offentlig transport. I slutningen af 2020 åbnede den nye jernbanestation i lufthavnen, og du kan således køre direkte fra Københavns hovedbanegård (via bl.a. Odense og Aarhus) til terminalen i Aalborg Lufthavn.

InterCity-lyntogene ankommer til lufthavnen en gang i timen. Strækningen fra Aalborg Station til lufthavnen tager blot 10 minutter. Du kan finde din ideelle afgang ved at benytte Rejseplanen her.

Der er også busforbindelser til Aalborg Lufthavn: Rute 12 (bybus) kan benyttes fra bl.a. Aabybro, Lindholm Station, Aalborg Busterminal og Universitetet. Rute 70 (regionalbus) kan benyttes fra Thisted, Rute 71 (regionalbus) kan benyttes fra Hjørring og Løkken, mens Rute 200 kan benyttes fra Blokhus. Alle regionalbusser kører via Aalborg Busterminal.

Parkering i Aalborg Lufthavn

Kommer du i bil til Aalborg Lufthavn, kan du benytte en af områdets 5.500 gratis parkeringspladser. Der findes 4 parkeringsområder, og på lufthavnens hjemmeside kan du altid holde dig opdateret om, hvor mange ledige pladser, der findes på henholdsvis P1, P2, P3 og P4.

Vil du gerne parkere helt tæt på lufthavnsterminalen, kan du benytte dig af konceptet ’Direct Parking’. Direct Parking er betalingsparkering, og findes lige overfor indgangen til terminalen. Du betaler for den tid, du benytter pladsen, enten pr. time, pr. døgn, pr. uge eller for 14 dage. Det er også muligt at købe årskort til Direct Parking. Du finder information om gratis parkering og Direct Parking på Aalborg Lufthavns hjemmeside her.

Faciliteter i Aalborg Lufthavn

I Aalborg Lufthavn kan du købe toldfrie varer i Duty Free-området, og er du sulten eller tørstig kan du besøge Deli – et uformelt cafeteria med færdiglavede salater, sandwich og snacks samt legeområde for de mindste. Du kan også besøge Heineken Gastro Pub, hvis du ønsker et mere fyldigt måltid.

Der er desuden mulighed for at slappe af i lufthavnens lounge på 1. sal (kræver bonuskort, Priority Pass eller betaling på stedet). I loungen findes gratis kolde og varme drikke, aviser og magasiner samt mulighed for at købe øvrige drikkevarer, snacks, mm.

Aalborg Lufthavn har 10 gates – 5 i stueplan og 5 på 1. sal. Det er således meget nemt at orientere sig i afgangsterminalen, og man får hurtigt overblikket over området. Har du brug for et mødelokale, kan disse bookes gennem lufthavnen. Der er også mulighed for billeje i terminalen.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (lufthavnsterminal i modlys): Billede af Rudy and Peter Skitterians fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *