

Verdens nordligste hovedstad byder turister velkommen med farverige huse, skønne museer og moderne arkitektur. Det er dog den storslåede natur, som kommer i første række, og den finder du lige udenfor bygrænsen. Reykjavik byder på masser af spændende seværdigheder, en imødekommende befolkning og magiske oplevelser.
Reykjavik er en fremragende base, hvis du ønsker at udforske Islands spændende natur. Du kommer nemt rundt til varme kilder, vandfald, vulkaner, gejsere og gletsjere enten i lejet bil, eller med en af de mange rejsearrangører, som du finder i bymidten.
Tip: Sightseeing i Reykjavik – 24- eller 48-timers hop-on hop-off-bustur. Læs mere her
Islands hovedstad byder på en unik atmosfære. Det er en lille storby, hvor man oplever et helt særligt fællesskab. Alligevel er der heldigvis plads til turister. Og der kommer rigtig mange turister til Reykjavik. Det kan naturligvis have negative konsekvenser, hvis du gerne vil opleve en autentisk handelsby, for Reykjavik bliver langsomt mere international. Byen er dog stadig dybt forankret i de lokale traditioner.

Man må heller ikke overse det positive, i de voksende turiststrømme. Den ekspanderende turistindustri har nemlig medført mange nye og spændende initiativer. Forskellige attraktioner, flotte udstillinger og museer har de seneste år set dagens lys rundt i Reykjavik. Det er perfekt, for det islandske vejr er meget omskifteligt, og det er derfor belejligt med gode indendørs aktiviteter.
Mange turister kommer til Island på grund af den unikke natur, men når du har brug for at shoppe, være kulturel, spise på gode restauranter, slappe af eller feste til langt ud på natten, så er Reykjavik et fremragende supplement til landets mange naturrigdomme.
I denne rejseguide har jeg samlet de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Reykjavik, som du med fordel kan finde inspiration i. Rigtig god tur til Island!
Indhold
- Seværdigheder i Reykjavik – de 10 bedste oplevelser
- 1. Austurvöllur og Reykjaviks bymidte
- 2. Hallgrimskirken (Hallgrímskirkja)
- 3. Nationalmuseet (Þjóðminjasafn Íslands)
- 4. Hval-safari
- 5. Perlen (Perlan)
- 6. Bosættelsesmuseet Reykjavík 871±2 (Landnámssýningin)
- 7. Den blå lagune (Bláa lónið)
- 8. Frilandsmuseet Árbæjarsafn
- 9. Reykjaviks maritime museum (Sjóminjasafnið)
- 10. Udflugt fra Reykjavik: Den gyldne cirkel (Gullni hringurinn)
- Restauranter i Reykjavik – de bedste spisesteder
- Overnatning i Reykjavik – de bedste hoteller
- Sådan kommer du til Reykjavik
- Sådan kommer du rundt i Reykjavik
- Flere oplevelser…
Seværdigheder i Reykjavik – de 10 bedste oplevelser
1. Austurvöllur og Reykjaviks bymidte
[Sightseeing]

Austurvöllur er Reykjaviks centrale torv, og et godt udgangspunkt for at opleve byens mange seværdigheder. Midt på den grønne plads står en skulptur af Jón Sigurðsson, som var en væsentlig skikkelse i uafhængighedskampen i midten af 1800-tallet. Rundt om Austurvöllur ligger barer og caféer, så om sommeren er her masser af liv. Du finder også et par af Reykjaviks vigtigste bygninger her.
I en toetagers stenbygning (Alþingishúsið) fra 1881 finder man det islandske parlament, Altinget. Altinget er blandt Verdens ældste fungerende parlamenter, og blev grundlagt helt tilbage i året 930. Dengang foregik det i Þingvellir (Thingvellir) ca. 40 øst for Reykjavik – et sted, der i dag er optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, og som kan opleves på Den gyldne cirkel (Læs mere om Den gyldne cirkel nedenfor).
Man finder også domkirken (Dómkirkjan) her på torvet. Kirkebygningen er meget enkel i sit udtryk, og blev oprindeligt indviet i 1796. I 1847 blev den genindviet, og indeholder bl.a. en smuk døbefont udført af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Døbefonten var en gave til Island, hvorfra Thorvaldsens far stammede.
Syd for Austurvöllur ligger den rolige sø, Tjörnin. Søen udgør samtidig starten på en grøn og indbydende korridor, der strækker sig ned mod den trafikerede vej, Hringbraut. Her kan man slappe af og nyde de mange forskellige vandfugle, som holder til i søen. Lige ud til søen ligger også byens rådhus (Ráðhús) – en modernistisk bygning med betonsøjler, mosklædte mure og farvede vinduer.
Når du går rundt i Reykjaviks bymidte, må du også en tur op ad gaden Laugavegur. Den lange gade er blandt byens ældste, og samtidig en af Reykjaviks primære handelsgader. Her findes mange hyggelige butikker, spisesteder og cafeer. Om aftenen er der som regel godt gang i bylivet på Laugavegur, og du kan roligt indlede en pub-crawl netop her.
2. Hallgrimskirken (Hallgrímskirkja)
[Kirke + Udsigt]

Arkitekten Guðjón Samúelsson havde store planer med området øst for Reykjaviks gamle bydel. Faktisk var tanken i 1920’erne, at byens nye centrum skulle ligge netop her, og derfor skulle der naturligvis bygges stort. Helhedsplanen blev ikke til noget, men én stor bygning blev dog opført, nemlig Hallgrimskirken – et af Reykjaviks bedst kendte vartegn.
Selv i dag er Hallgrimskirken blandt Islands højeste bygningsværker, og som turist tænker man uvilkårligt, at dette må være byens domkirke. Men Hallgrimskirken er faktisk blot en almindelig sognekirke. Den ekspressionistiske arkitektur er helt speciel, og inspirationen er først og fremmest hentet i de islandske landskaber. Særligt det karakteristiske søjlebasalt, som kan opleves mange steder på øen, har tjent som inspirationskilde.
Det tog hele 41 år at opføre den enorme kirkebygning, som er opkaldt efter den islandske salmedigter, Hallgrímur Pétursson (1614-1674). Det 73 meter høje tårn stræber mod himlen, og når man står foran kirken, føler man sig meget lille. Det kan varmt anbefales at tage en tur op til udsigtsplatformen i tårnet, hvor der venter et helt anderledes perspektiv på Reykjavik og byens omgivelser. Og bare rolig; der er elevator i tårnet…
Åbningstider: Onsdag til lørdag 12:00-15:00 og søndag 10:00-15:00. Tårnet er åbent onsdag til søndag 12:00-14:45.
3. Nationalmuseet (Þjóðminjasafn Íslands)
[Museum]
Det islandske nationalmuseum giver et fremragende indblik i øens historie. Her kan du opleve, hvordan livet har udspillet sig for landets befolkning lige fra vikingetiden til i dag. Det er bestemt spændende at se nærmere på udviklingen fra primitive bosættelser til landets kamp for uafhængighed i 1800-tallet.
Blandt de mest spændende effekter på nationalmuseet er de gamle fund fra bosættelsestiden. Her kan man nyde de smukke kirkedøre fra Valþjófsstaður, forskellige våben, sirligt udskårne drikkehorn og forskellige sølvfund. Læg også mærke til den flotte bronzefigur af tordenguden Thor, som menes at være 1000 år gammel.
Brætspillet ’hnefatafl’ er også ganske specielt. Det var nemlig efter fundet af dette spil fra vikingetiden, at man besluttede at grundlægge et museum dedikeret til den spændende fortid. Her findes også rekonstruerede vikingegrave, som giver et godt indblik i vikingernes liv. Det kan anbefales at benytte audioguiden, som kan hentes til smartphone (findes også på dansk).
Åbningstider: Dagligt 10:00-17:00 (fra medio september til april er der lukket om mandagen).
Transport: Bus 1, 3, 6, 11, 12 og 14 stopper lige foran museet.
4. Hval-safari
[Sejltur + Dyreliv]

Hval-saferi er en af de mest populære aktiviteter i Island, og når du har været på tur med en af de mange hvalbåde, forstår du hvorfor. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse, at se de enorme havdyr helt tæt på og i deres rette element. Her kan du opleve vågehvaler, pukkelhvaler og finhvaler – nogle gange kan man endda være heldig at spotte en spækhugger eller endda en blåhval.
Pukkelhvalerne er blandt de mest almindelige hvaler i området, og det er en fornøjelse at se, når de stikker finnerne gennem havoverfladen og sprutter vand, inden de igen dykker ned i dybet. Pukkelhvalerne bliver omkring 15 meter lange. De er meget nysgerrige af natur, og de kommer derfor gerne hvalbådene i møde. Vågehvalerne er mere slanke og kan springe helt op over vandet.
Udover hvalerne, som naturligvis er dem, publikum betaler for at se, kan man også nyde de mange forskellige havfugle, bl.a. lomvier, havterner, suler og naturligvis de søde søpapegøjer. Der er flere forskellige bureauer, som arrangerer hvalture, og de sejler alle fra den gamle havn. Vil du være sikker på en plads, kan du booke billet på forhånd. Mange af selskaberne tilbyder en gratis tur på et senere tidspunkt, hvis man er så uheldig ikke at se nogen hvaler.
Køb billet: Køb billet til en fantastisk 3-timers hvalsafari hjemmefra – læs mere her
Tip: Vil du være sikker på at se hvaler, kan du besøge udstillingen Whales of Iceland i det gamle havneområde. Udstillingen byder på en række flotte modeller – naturligvis i korrekt størrelsesforhold. Du kan købe entrébillet til Whales of Iceland her.
5. Perlen (Perlan)
[Udsigt + Udstilling + Planetarium]

I 1939 byggede man den første store varmtvandsbeholder på Öskjuhlíð-bakken udenfor Reykjavik. Placeret 61 meter over havoverfladen garanterede beliggenheden, at der kunne komme tryk på vandmasserne helt ned i byen. Siden kom yderligere fem enorme beholdere til, og i slutningen af 1980’erne blev tankene rekonstrueret, så hver tank havde plads til fire millioner liter vand.
I 1991 besluttede man at gøre området tilgængeligt for offentligheden, og man startede byggeriet af Perlen (officiel hjemmeside). Navnet refererer til den skinnende glaskuppel, som i dag står øverst på det specielle byggeri. Her kan du opleve et planetarium, som viser film om nordlys, samt udstillinger om Islands fantastiske natur.
Der er god mulighed for at blive klogere på vulkaner, jordskælv og varme kilder. Fra toppen af vandtankene har man ligeledes en fornem panoramaudsigt over omgivelserne.
Køb billet: Du kan købe din entrébillet til Perlen inkl. Islands Vindundere og Nordlyset
Transport: Du kan køre med den gratis shuttle-bus fra centrum. Turen kræver, at du har købt billet til Perlen, eller at du gør dette i bussen. Læs mere og se køreplanen her.
6. Bosættelsesmuseet Reykjavík 871±2 (Landnámssýningin)
[Museum]

I 2001 var man i fuld gang med at grave ud til et nyt hotelbyggeri på Aðalstræti i det centrale Reykjavik, da man gjorde et yderst interessant fund; et vikingelanghus fra 900-tallet. Ved at analysere det askelag (tefra), som lå umiddelbart under bygningen, har man dateret langhuset til år 871, med en usikkerhed på ±2 år – derfor museets specielle navn.
Bygningsdelene er blandt de ældste, der nogensinde er fundet på Island, og fundet har derfor haft stor betydning i forhold til at beskrive livet for de tidlige bosættere. Museet er ikke stort, men det er meget spændende og lærerigt.
Kombinationen af arkæologisk udgravning og anvendelsen af moderne teknologi fungerer upåklageligt, og man kan således både nyde de konkrete fund samt få vækket historien til live.
Åbningstider: Dagligt 9:00-18:00 (rundvisning kl. 11:00 på hverdage juni-august).
7. Den blå lagune (Bláa lónið)
[Termalbade + Wellness]

Én attraktion overstråler alle de andre i Island, når det kommer til berømmelse: Lagunen med det lysende turkisblå vand er en sand turistmagnet, og det er ikke kun vandets varmegrader, som er høje – det er priserne også. Alligevel er det en oplevelse at besøge Den blå lagune 47 km fra Reykjaviks centrum.
Temperaturen er 38 grader, og vandet ser fantastisk ud. Nuancen kan svinge fra klar blå til mere mælkehvid og uklar, og her er ikke dybt. Voksne kan faktisk bunde overalt. Lugten af svovl hænger unægteligt i næsen, men luften er samtidig frisk. Rundt i det store bassin er der gode steder at sidde, og lagunen er desuden forsynet med dampbade, ligesom der kan tilkøbes forskellige behandlinger. Det er ren wellness i luksusklassen.
En kunstig sø
Den blå lagune ligger på en flot, sort lavamark, og får sit vand fra det geotermiske anlæg, Svartsengi. Da man anlagde det store varme- og elværk opstod den kunstige sø, der i dag er kendt som Den blå lagune. Vandet til Svartsengi hentes to kilometer under jordoverfladen, og da man var i gang med boringerne, stødte man på en blanding af varmt havvand og fersk grundvand. En unik blanding, der sammen med en række mineralsalte og blågrønne alger gør vandet perfekt til wellness og spa.
Blue Lagoon: Køb din adgangsbillet med drink, håndklæde og muddermaske her
Selvom Den blå lagune er menneskeskabt, gør det ikke oplevelsen dårligere. Faciliteterne er rigtig gode, og du kan nemt tilbringe mange timer i og udenfor bassinerne. Det skorter ikke på barer – de findes både inde og ude… og endda i selve bassinet, hvor du kan få serveret en kold øl. Prøv også det varme vandfald, som giver en fremragende massage.
Åbent dagligt 8:00-22:00 – det kan anbefales at bestille tid online. Det gælder både for regulært besøg og for de forskellige behandlinger. Du vælger ankomsttidspunkt, og herefter kan du blive i lagunen så længde, du ønsker. Der er mulighed for at leje badetøj, badekåber mm.
Transport til Den blå lagune
Der er gode parkeringsmuligheder, hvis du kommer i bil. Der kører også mange busser mellem Reykjavik og Den blå lagune. Du kan se køreplan og bestille busbillet hos Blue Lagoon Tours her.
Den blå lagune ligger væsentligt tættere på Keflavik-lufthavnen end på Reykjavik, så du kan også kombinere dit besøg med flyankomst eller afgang. Der er f.eks. mulighed for at blive hentet i lufthavnen, og kørt til Den blå lagune. Og når dit besøg er slut, kan du blive kørt ind til Reykjavik. En praktisk og tidsbesparende løsning. Læs mere om Den blå lagune og bestil afhentning i lufthavnen her.
Tip: Hvis du synes, at Den blå lagune er for dyr, for kommerciel og for turistpræget, så findes der mange andre badeanlæg i Reykjavik og det øvrige Island, som får vand fra varme underjordiske kilder. Et lokalt et af slagsen findes f.eks. i badeanlægget Laugardalslaug lidt udenfor centrum.
8. Frilandsmuseet Árbæjarsafn
[Frilandsmuseum]
Er vejret godt, kan du med fordel lægge vejen forbi det flotte frilandsmuseum, Árbæjarsafn i udkanten af Reykjavik. Navnet stammer fra den gamle tørvegård, Árbær, som du naturligvis kan opleve i det skønne område. Her er bygninger fra nær og fjern – hele Island er repræsenteret, selvom de fleste bygninger stammer fra det centrale Reykjavik.
Museet har eksisteret siden 1957, og gennem tiden er mere end 20 unikke huse blevet flyttet hertil. I dag danner bygningerne tre forskellige miljøer; et bytorv, en lille landsby og et bondegårdsmiljø. I og udenfor husene kan du opleve, hvordan livet har været i Island gennem årene. Her er forskellige værksteder, hvor man kan beundre fordoms håndværk, ligesom man kan opleve en række forskellige husdyr på bondegården.
Åbningstider: Dagligt 13:00-17:00 (juni-august 10:00-17:00). Rundvisning dagligt kl. 13:00.
Transport: Bus 12 eller 24 til Árbæjarsafn.
9. Reykjaviks maritime museum (Sjóminjasafnið)
[Søfartsmuseum]
Meget af Islands historie er naturligvis knyttet til havet, og således er Det maritime museum i Reykjaviks gamle havn et naturligt sted at gå på opdagelse. Her kan man nemlig blive klogere på landets spændende søfartshistorie, opleve forskellige skibe og høre om de mænd, som sejlede dem.
Museet er blevet udvidet af flere omgange, og er i dag et ganske imponerende besøgscenter. Der er ingen tvivl om, at livet som fisker ikke har været en dans på roser. Omkring år 1900 var kystfiskeri den primære levevej for mange islændinge, og udstillingen skildrer dette arbejde rigtig godt. Udgangspunktet er den firepersoners robåd Farsæll – en fiskebåd bygget i 1907.
Med tiden fik man større både og bedre arbejdsvilkår. Alligevel forløb fiskeriet ikke uden problemer. I 1950’erne og 1970’erne herskede torskekrigene mellem Island og Storbritannien. Striden handlede om fiskerettigheder i Nordatlanten og indebar en række konfrontationer til søs. Det gamle inspektionsskib, Óðinn (bygget i Aalborg i 1959), spillede en stor rolle for Island under torskekrigene, og Óðinn er i dag en vigtig del af udstillingen på museet.
Åbningstider: Dagligt 10:00-17:00.
Transport: Bus 14 til Grandagarður.
10. Udflugt fra Reykjavik: Den gyldne cirkel (Gullni hringurinn)
[Naturoplevelser]

Begrebet ’Den gyldne cirkel’ er skabt i markedsføringsøjemed, men det gør ikke turistruten fra Reykjavik mindre interessant. Den gyldne cirkel er en populær rundstrækning på ca. 300 km fra den islandske hovedstad, som bringer dig forbi tre af landets mest spektakulære naturskabte seværdigheder; nationalparken Þingvellir, Gullfoss-vandfaldet og det geotermiske område Haukadalur, hvor man finder gejserne Geysir og Strokkur.
Turen kan enten tilbagelægges i en lejet bil, eller med bus. Mange forskellige arrangører tilbyder dagsudflugter med bus til Den gyldne cirkel, som varer 6-7 timer. Det er en nem måde at opleve de spændende seværdigheder på, men til gengæld har man ikke samme mulighed for fordybelse, som hvis man selv kører hertil og kan tage turen i sit eget tempo.
Thingvellir (Þingvellir)
[Altinget + Klippeforkastning]

Thingvellir (Þingvellir) er islændingenes vigtigste historiske sted, for det var her bosætterne i år 930 grundlagde Verdens første demokratiske parlament, Altinget. Det foregik under åben himmel i en enorm klippespalte, hvor de nordamerikanske og de eurasiske tektoniske plader mødes. Hvert år rykker pladerne 1 mm – 18 mm væk fra hinanden, hvilket har betydet, at det spektakulære område er fyldt med dramatiske revner, sprækker, damme og floder.
Start dit besøg i Thingvellir Besøgscenter, hvor du kan blive klogere på Altingets funktion og området generelt. Herefter kan du nyde den spektakulære Almannagjá-forkastning – der går en sti langs kløften. Se også vandfaldet Öxaráfoss på den nordlige klippekant. På lavaklippen ’Löberg’ blev altinget afholdt hvert år, og lovtaleren oplæste de eksisterende love for tilhørerne.
I 2004 blev Almannagjá optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, og det er et helt fantastisk sted at besøge. Her kommer dog rigtig mange turister, så har du mulighed for det, bør du ankomme meget tidligt eller sidst på dagen.
Åbningstider: Besøgscenteret er åbent dagligt fra 9:00-19:00.
Geysir & Strokkur
[Gejsere]

I det geotermiske område Haukadalur findes et utal af varme kilder, og nogle af disse sender skoldhed vand mange meter op i luften. Den mest kendte af disse springkilder er Geysir, som alle andre gejsere er opkaldt efter. Geysir kunne engang sende vand 80 meter op i luften, men er i dag ikke længere aktiv. I stedet må turisternes blik vendes mod arvtageren, Strokkur få meter borte.
Jordskælv i området kan stimulere gejsernes aktivitet. Derfor kan det sagtens ske, at Geysir kommer i gang igen. Heldigvis er Strokkur mere pålidelig i øjeblikket, og med jævne mellemrum (gerne omkring 10 minutter) sender den et kogende vandfyrværkeri 15 til 30 meter op i luften.
Hele området omkring Geysir og Strokkur bobler og syder, så det kan bestemt anbefales at holde sig på de afmærkede stier. Du kan med fordel gå turen op på bakkedraget nord for gejserne, hvorfra du har en fremragende udsigt over området. Her har du også et godt kig til vulkanen, Hekla.
Gullfoss
[Vandfald]

Gullfoss betyder ’Det gyldne vandfald’, og har således lagt navn til begrebet ’Den gyldne cirkel’. Det er meget passende, for vandfaldet er et af Islands absolut smukkeste, og kommer du hertil i solskin, kan du ofte opleve smukke regnbuer over de frådende vandmasser.
Gullfoss ligger på elven Hvitá og består af to fald, hvor vandmasserne styrter 32 meter ned, inden de forsvinder i en 70 meter dyb og 2,5 km lang kløft. Der er mange gode stier og trapper i området, og det er en god idé at medbringe vandresko. Stier og klipper kan dog være glatte, så pas på. Det er fantastisk at opleve vandfaldets enorme kræfter, når man står tæt på det. Over vandfaldet findes et stort udsigtspunkt – der er en belagt sti hertil fra parkeringspladsen.
Information om Den gyldne cirkel: Alle tre steder er tilgængelige døgnet rundt. Om sommeren hvor det næsten er lyst hele tiden, kan det være en særlig oplevelse at komme her på alternative tidspunkter, hvor man kan have stederne for sig selv.
Transport: Du kan leje bil ved et af de mange udlejningssteder i Reykjavik eller benytte en af byens mange turarrangører, som arrangerer busture hertil. Du kan f.eks. benytte BusTravel Iceland, som arrangerer flere forskellige ture til Den gyldne cirkel og andre af Islands spændende attraktioner. Læs mere om turen og køb dine billetter her.
Restauranter i Reykjavik – de bedste spisesteder
Det er naturligvis oplagt at vælge fisk, når man skal ud at spise i Reykjavik. Havene omkring Island byder på mange lækkerier, og islændingene ved godt, hvordan fisken skal tilberedes. Herudover er lam meget populært og velsmagende. Lammet er gerne krydret med timian, som vokser vildt i fjeldene. Her får du fem anbefalinger til gode spisesteder i Reykjavik:
1. Sægreifinn
[Geirsgata 8]
I det gamle havnekvarter finder du det utroligt populære spisested, Sægreifinn. Det er alt andet end luksus, men her serveres frisk fisk på spyd, og så kan du bestille en fremragende hummersuppe. Sidstnævnte er perfekt efter en kold hval-safari. Man vælger sit spyd fra en køledisk, hvorefter det grilles. Atmosfære er yderst afslappet. Kan man få plads indenfor, sidder man på blå plastiktønder. Hvis vejret er godt, kan man også sidde på bænkene udenfor.
2. Matarkjallarinn
[Aðalstræti 2]
Madkælderen er en fantastisk stemningsfuld restaurant – perfekt til en romantisk middag. Stedet er indrettet i en 160 år gammel bygning midt i Reykjavik, og man forsøger at skabe en pæn men samtidig uformel brasserie-stemning. Det spændende islandske køkken er omdrejningspunktet, og prisniveauet er i den højere ende. Maden er dog ikke det eneste, der spiller – her er nemlig også en huspianist, som tilfører stedet ekstra charme. Mere autentisk bliver det ikke. Her serveres også lækre vellavede cocktails.
3. Forréttabarinn
[Nýlendugata 14]
Ikke langt fra havnen finder du dette fremragende spisested, som har specialiseret sig i tapasretter inspireret af det islandske køkken. Det betyder at du både finder fisk og skaldyr flere steder på det ellers korte menukort. Mange af de delevenlige retter er ganske kreative, så der venter nogle sjove overraskelser i blandt. Forréttabarinn er både populært blandt lokale og turister, priserne er bestemt på et acceptabelt niveau. Indretningen er afslappet – her er højt til loftet, slidte træborde og venlig betjening.
4. Svarta Kaffið
[Laugavegur 54]
Temperaturene i Reykjavik kan svinge en hel del – også om sommeren. På en kold dag er det fantastisk at slå et smut forbi Svarta Kaffið midt i den travle handelsgade, Laugavegur. Her serveres nemlig en fremragende suppe. Og øl. Det ganske enkle initiativ er helt perfekt. Du kan vælge mellem en cremet gullashsuppe eller en krydret vegetar-suppe – begge serveret i et udhulet brød. Udvalget af drikkevarer er noget større. Indretningen er hyggelig og afslappet. Det er ikke muligt at reservere bord, men der er som regel plads til et par stykker til…
5. Old Iceland
[Laugavegur 72]
Navnet ’Old Iceland’ snyder en smule. Ingredienserne er klassiske, men retterne er samtidig moderne og tilføjer et twist til det gamle islandske køkken. Den familiedrevne restaurant er utrolig populær, og råvarerne fås næppe bedre. Islandsk fisk og kød er hovedingredienserne, primært krydret med de urter og krydderier, der findes i den islandske natur. Smagssammensætningerne er spændende og unikke. Atmosfæren er pæn men samtidig afslappet. Et oplagt sted at nyde en treretters menu, som du vil kunne huske længe efter.
Overnatning i Reykjavik – de bedste hoteller
Reykjavik byder på mange gode overnatningsmuligheder. Her får du tre bud i forskellige prisklasser, så du med garanti kan finde det perfekte hotel til din ferie. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Reykjavik hos Booking.com her.
1. Hlemmur Square
[Laugavegur 105]
Hlemmur Square er et fremragende budgethotel og vandrehjem i hjertet af Reykjavik. Du får en fornem beliggenhed i den store shopping- og gå-i-byen gade, Laugavegur, og kan desuden se frem til en glimrende morgenmad og en imødekommende betjening. Hlemmur Square byder både på klassiske hotelværelser med eget bad og på billigere og mere primitiv indkvartering på sovesale. Uanset hvad du vælger, er du tæt på mange af de bedste seværdigheder i Reykjavik – bl.a. i gåafstand til den smukke Hallgrimskirke. Læs mere om hotellet her.
2. Apartment K
[Thingholtsstraeti 2-4]
Apartment K er et rigtig godt lejlighedshotel, hvor alle de moderne værelser er udstyret med køkkenfaciliteter. I køkkenet findes alt det inventar, du skal bruge til et afslappende ferieophold med egen forplejning. Dermed har du frihed til selv at planlægge din tid i Islands spændende hovedstad. Beliggenheden er også fremragende, når du skal rundt til de mest populære seværdigheder i Reykjavik. Desuden har receptionen døgnåbent og det er muligt at leje cykler på steder. Læs mere om hotellet her.
3. Midgardur by Center Hotels
[Laugavegur 120]
Midt i Reykjaviks største handelsgade, Laugavegur, finder du hotellet Midgardur med spændende butikker, caféer, restauranter og barer som nærmeste naboer. Midgardur er et luksuriøst hotel, der foruden pæne og moderne værelser også byder på lækre wellness-faciliteter med spa, sauna og motionscenter. Der er garanti for forkælelse under dit besøg, hvor du desuden kan nyde en fremragende morgenmad og yderst kompetent service. Beliggenheden er også perfekt, når du skal ud og nyde den islandske hovedstad. Læs mere om hotellet her.
Sådan kommer du til Reykjavik
Det tager lidt over 3 timer at flyve fra Danmark til Islands internationale lufthavn i Keflavik udenfor Reykjavik. Alternativt kan du sejle til den smukke nordatlantiske ø. Her skal du dog være opmærksom på, at færgerne fra Danmark ankommer på den modsatte side af øen i forhold til hovedstaden, Reykjavik.
Reykjavik med fly
Fly er det oplagte transportmiddel, når det gælder rejser til Reykjavik. Du kan flyve til Islands internationale lufthavn i Keflavik fra både København og Billund. Keflavik-lufthavnen ligger ca. 50 km sydvest for Reykjavik, og der er gode busforbindelser mellem lufthavnen og centrum.
Busturen fra Keflavik Lufthavn til Reykjavik tager ca. 45 minutter. Du kan købe bustransfer her. Har du planer om at besøge Den blå lagune, kan du også gøre dette direkte fra lufthavnen. Den kendte blå lagune ligger blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen, og der arrangeres afhentning med bus fra ankomsthallen i Keflavik. Herefter har du valgfri tid i Den blå lagune, inden du bliver kørt til Reykjavik. En smart og tidsbesparende mulighed. Du kan læse mere om bus fra Keflavik til Den blå lagune her.
Reykjavik med båd
Der sejler færger mellem Danmark og Island via Færøerne, så det er bestemt muligt at komme til Island ad vandvejen. Færgerne ankommer dog til havnebyen Seyðisfjörður, som ligger på Islands østkyst, ca. 660 km fra Reykjavik. Det er muligt at tage bil med den store færge fra Smyril Line, så efter ankomsten til Island, kan du køre rundt og opleve den spændende ø. Du kan læse mere om færge til Island med Smyril Line her.
Du kan også leje bil på østkysten, og enten aflevere den samme sted, hvis du skal med færgen tilbage, eller aflevere den i Reykjavik, og flyve hjem til Danmark. Du kan læse min rejseguide om turen tværs over Island i bil her.
Sidst men ikke mindst er det også muligt at krydse Island med bus. Om sommeren kører der flere busser dagligt mellem de større byer og bygder.
Sådan kommer du rundt i Reykjavik
Det centrale Reykjavik kan med fordel opleves til fods, men her findes også et udmærket netværk af busser. De fleste seværdigheder i Reykjavik findes centralt i byen, men det lokale busselskab Strætó har også mange ruter, som nemt bringer dig til din ønskede destination. Der findes en rigtig god rejseplan på hjemmesiden, som du med fordel kan benytte – den er også på engelsk. Find rejseplanen til Reykjaviks bybusser her.
Tip: Sightseeing i Reykjavik – 24- eller 48-timers hop-on hop-off-bustur. Læs mere her
Der findes både enkeltbilletter og billetter, som gælder flere dage. Enkeltbilletter kan købes af buschaufføren – sørg for at have lige penge (i 2020 er prisen 480 for en enkeltbillet – chaufføren giver ikke penge tilbage). Billetter til 1 eller 3 dage (eller længere perioder) kan købes på større stoppesteder eller på turistbureauet.
Flere oplevelser…
Island gemmer på mange flere spændende oplevelser end dem, du finder i og omkring Reykjavik. Vil du gerne have de bedste forudsætninger for at opleve Island, kan du med fordel leje en bil, og køre på opdagelse i de fantastiske landskaber.
Thorshavn Det er både muligt at flyve og sejle fra Island til Færøerne. Flyveturen er ikke lang, og er en nem måde at opleve mere af nordatlanten på. Fra havnebyen Seyðisfjörður i det østlige Island kan du sejle med Smyril Lines direkte til Thorshavn. Du kan læse mine forslag til de bedste seværdigheder og oplevelser i og omkring Thorshavn her.
Fotokreditering: Artiklens øverste billede (skulptur af vikingebåd): Billede af JACQUES BARBARY fra Pixabay