Seværdigheder i Aalborg: Byguide til den nordjyske hovedstad

Kom med til Nordjyllands hippe hovedstad, som ligeledes er Danmarks fjerdestørste by. Aalborg har seværdigheder, restauranter, shoppe-muligheder og caféer for enhver smag, så du kan roligt tage familien med til et par herlige dage ved Limfjorden.

Den charmerende bymidte er præget af smalle gader og hyggelige huse, men her findes også mere storslåede bygningsværker – f.eks. Jens Bangs Stenhus fra 1624. Det er også oplagt at nyde atmosfæren langs vandet, hvor en moderne havnepromenade har taget form gennem de seneste årtier. Blandt klassiske seværdigheder finder man bl.a. Aalborg Zoo, vikingegravpladsen Lindholm Høje samt en række spændende museer. I denne korte guide finder du forslag til alle de bedste oplevelser i Aalborg.



Booking.com

Seværdigheder i Aalborg – de 10 bedste oplevelser

1. Aalborg Zoo

[Zoologisk have]

Brunhalset kænguru er blandt de arter, der kan opleves i Aalborg Zoo. Foto: Edo Emmerig fra Pixabay

Er du i Aalborg med børn, så er det oplagt at besøge byens zoologiske have – en af de mest populære seværdigheder i Nordjylland. Den 8 hektar store dyrepark ligger sydvest for Aalborg centrum, og i de skønne omgivelser kan der opleves dyr fra hele verden. Som det eneste sted i Danmark kan Aalborg Zoo bl.a. fremvise den afrikanske elefant, Borneo-orangutangen og den asiatiske løve.

Aalborg Zoo slog dørene op for publikum i 1935, men meget har ændret sig i årenes løb, og i dag har parken fokus på dyrevelfærd, naturbevarelse og bæredygtighed. De forskellige anlæg er indrettet, så dyrene kan udfolde sig i naturtro omgivelser, og charmere sig lige ind i hjertet på publikum.

Blandt top-attraktionerne i Aalborg Zoo finder du bl.a. savannen, hvor giraffer, zebraer, kuduer og sjældne oryx-antiloper græsser sammen, og det sydamerikanske hus, hvor du kan komme helt tæt på dovendyr, bæltedyr og kapivarer. Herudover byder haven bl.a. på isbjørne, kænguruer, søløver, chimpanser og tigere. Husk også at tjekke fodringstiderne. At se dyrene blive fodret er altid en spændende og lærerig oplevelse for børn og voksne.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 11 eller S2 til Zoo.

2. Vikingemuseet Lindholm Høje

[Firtidsminder + Museum]

En af skibssætningerne på Lindholm Høje. Foto: Javier Rincón fra Unsplash

Træd ind i vikingetiden og oplev den stemningsfulde gravplads få kilometer nord for Aalborg. Lindholm Høje byder på 682 grave og 150 skibssætninger, ligesom et flot og moderne museum fortæller om området og de arkæologiske fund. Lindholm har en utrolig spændende historie, som går helt tilbage til den germanske jernalder. Alt dette og meget mere kan du blive klogere på, når du bevæger dig rundt i det spektakulære område og besøger det fine museum.

Lindholm Høje ligger i et bakket terræn nord for Limfjorden, på det sted hvor fjorden er smallest. Af denne grund har stedet været benyttet til overfart mellem Jylland og Vendsyssel, hvilket har givet grobund for en blomstrende boplads. Arkæologer har fundet rester af bopladsen nord for de mange grave.

De ældste grave på Lindholm stammer fra omkring år 500, mens de yngste er fra omkring år 1100. I den sidste del af vikingetiden blev området dækket af flyvesand, hvilket har været med til at bevare fortidsminderne for eftertiden.

I op mod 800 år lå gravplads og boplads dækket af sand, indtil begge dele blev opdaget af en ivrig amatørarkæolog i slutningen af 1800-tallet. I perioden fra 1952-58 blev hele gravpladsen udgravet, og i 1992 åbnede et nyt museum i de smukke omgivelser. Museet er blevet udbygget af flere omgange, og fremstår i dag som et spændende vindue til fortiden.

Gennem moderne teknologier (interaktive elementer, levende billeder, lys og lyd) og fortidens arkæologiske fund, viser udstillingen, hvordan menneskene på Lindholm levede i jernalderen og i vikingetiden. Vi får således et interessant indblik i jernaldermenneskenes og vikingernes hverdag og deres særlige ritualer. Lær bl.a. om hvordan man lavede mad, vævede stof og handlede med folk fra nær og fjern. Temaet om døden og begravelsesritualerne er naturligvis også spændende og yderst aktuelle på netop dette sted.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 13, 17 eller 42 til Lindholm Høje.

3. Aalborgtårnet

[Udsigt]

Aalborgtårnet er blandt de mest populære seværdigheder i Aalborg og byder på en fremragende udsigt. Foto: Alexander Kokkedal fra Pixabay

Nyd udsigten over Aalborg og Limfjordens smukke opland i 55 meters højde. Aalborgtårnet har gennem en menneskealder fungeret som et vartegn for den nordjyske by, og det er fortsat en skøn oplevelse at tage turen op i den ikoniske stålkonstruktion. Tårnet er desuden opført på en 50 meter høj bakketop, og den samlede højde på Aalborgs højeste seværdighed er dermed mere end 100 meter.

Aalborgtårnet blev opført på Skovbakken i 1933 som del af Nordjysk Udstilling, og blev hurtigt en af de mest populære seværdigheder i Aalborg. Den udendørs elevator er Nordeuropas længste af sin slags, og bringer dig nemt og hurtigt til tårnets top. Herfra kan du betragte byen og landskabet, der ligger for dine fødder, ligesom du kan besøge tårnets bistro for en portion mad eller noget at drikke.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 15 eller 38 til Skovbakkevej.

4. Sankt Budolfi Kirke (Aalborg Domkirke)

[Kirke]

Man får det bedste indtryk af Sankt Budolfi ved at besøge kirken til gudstjeneste søndag formiddag. Foto: Benjamin Munk Olsen

Danmarks mindste domkirke er bestemt et besøg værd, når du går rundt i Aalborgs hyggelige gader. Sankt Budolfi Kirke er anlagt på det højeste punkt i den gamle bydel, og den hvidkalkede bygning med det smukke spir har gennem årene været et naturligt samlingspunkt for byen. Allerede i 1000-tallet blev her opført en simpel trækirke, men den nuværende kirkebygning – et treskibet langhus – stammer fra omkring 1450.

Igennem mange år fungerede Børglum Kloster som den eneste domkirke i Nordjylland, men denne epoke sluttede med reformationen. Herefter besluttede den danske konge, at biskoppen skulle bo i Aalborg, og Budolfi Kirke fik status af domkirke.

Gennem årene er kirken blevet udvidet af flere omgange – det smukke tårnspir stammer f.eks. fra 1779. Navnet Budolfi stammer fra den engelske abbed og helgen Sankt Budolfi, som levede i 700-tallet. Sankt Budolfi – Butwolf som englænderne kalder ham – dyrkes gerne som beskytter af rejsende og søfarere.

Sankt Budolfis kirketårn indgår i dag i Aalborgs våbenskjold, og inde i det fine kirkerum kan du bl.a. opleve den smuk altertavle i barok fra 1689, den sort-hvide døbefont i marmor (fra 1728), samt flere fine gravminder. Klokkespillet med 48 klokker er også en attraktion, og kan høres hver hele time fra kl. 8.00 til 22.00. Repertoiret udskiftes løbende og passer til højtider og årstider.

Åbningstider: 10:00-15:00 (mandag til fredag), 10:00-12:00 (lørdag). Gudstjeneste søndage kl 10:00.

5. Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum

[Museum]

En Starfighter er blandt de maskiner som kan opleves på Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum. Foto: Michael Kauer fra Pixabay

Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum har til huse i en stor hangar, som den tyske besættelsesmagt opførte i vinteren 1940-41. Kort efter besættelsen blev Aalborg nemlig valgt som base for det tyske luftvåben, og en flyveplads for vandfly blev anlagt vest for byen. Seefliegerhorst Aalborg blev navnet, og herfra kunne de tyske fly patruljere og udføre togter i Nordsøen, Skagerak og Kattegat.

I dag hersker der mere fredelige forhold på den gamle flybase, men det skorter ikke på militært isenkram i form af flyvemaskiner, biler, kampvogne, håndvåben og uniformer. Den store hangar er fyldt til bristepunktet med historiske genstande, men det er særligt de imponerende flyvemaskiner, der tiltrækker sig opmærksomhed. Super Sabra, Meteor og Starfighter er blandt de udstillede maskiner. Udenfor hangaren står tanks på rad og række, og alle som ønsker det, kan kravle op på – og ind i – de pansrede kampvogne.

Husk også at besøge den store kommandobunker – én af mange bunkere, som den tyske besættelsesmagt opførte i området. Ikke overraskende fokuserer en stor del af udstillingen på 2. Verdenskrig, og museets gæster får et spændende indblik i Aalborgs rolle under krigen. Her findes desuden en stor udstilling om Den kolde krig, en udstilling om Dansk Industrisyndikats våbenproduktion fra 1900 til 1960, om Krigen i 1864 og meget mere. Husk også at kaste et blik på udvalget af luftartilleri – bl.a. HAWK luftværnsraketterne.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 2 til Skydebanevej v. Væddeløbsbanen.

6. Kildeparken

[Park + Afslapning]

Kildeparken i forårssolen. Foto: Benjamin Munk Olsen

Kildeparken – eller ‘Kilden’ i daglig tale – er Aalborgs ældste offentlige parkanlæg, med en historie der går tilbage til 1802. Parken ligger lige bag banegården, og på en tur rundt på de hyggelige stier kan du bl.a. opleve en lang række smukke skulpturer, velholdte alléer og springvand. Her findes også en populær legeplads for børnene. Hvert år i maj danner Kildeparken desuden rammen om Aalborg Karneval.

En af parkens mest populære attraktioner er De syngende træer. Installationen består af 85 kirsebærtræer, som hver især er forsynet med en musikstander. Træerne er alle plantet af musikalske verdensstjerner, som gennem årene har besøgt Aalborg. På denne måde fungerer træerne som en levende gæstebog.

Det første træ blev plantet af Cliff Richard i 1987, og siden er der kommer mange flere til. Ved at aktivere musikstanderen kan man høre et udsnit af kunstnerens værker. Blandt verdensstjernerne finder man bl.a. Elton John, Kylie Minogue, Sting, Tom Jones, Prince, Leonard Cohen, André Rieu og Andrea Bocelli.

Transport: Bus eller tog til Aalborg Banegård.

7. Kunsten: Museum of Modern Art Aalborg

[Kunstmuseum]

Kunsten i Aalborg byder på spændende kunstværker og unik arkitektur. Foto: LøbeUniverset fra Unsplash

Alvar Aaltos ikoniske bygningsværk ligger smukt placeret nedenfor Skovbakken, og om sommeren danner de hvide marmorfacader og de store vinduespartier en smuk kontrast til baggrunden af grønne trækroner. Inde bag de markante mure venter en storslået samling af moderne kunstværker, og udenfor kan gæsterne tillige nyde den fine skulpturpark. Kunsten: Museum of Modern Art er et besøg værd for alle, som interesserer sig for billedkunst, skulpturer, installationer og naturligvis arkitektur.

Aalborgs modernistiske kunstmuseum blev realiseret mellem 1968 og 1972, og bygger på tegninger af den finske arkitekt Alvar Aalto. Det tunge materiale i form af marmor går igen ude og inde, men løftes op af de lette vinduespartier, som ligeledes skaber et unikt lysindfald. I disse majestætiske omgivelser kan du gå på opdagelse blandt museets 4.000 værker fordelt på fem udstillingssale, som findes både over og under jorden. Det primære fokus er på værker fra år 1900 og frem til i dag.

På turen rundt i samlingen kan du få et indblik i spændende kunstretninger som CoBrA, Fluxus og Konkret kunst, og kunstnere som Ejler Bille, Marc Chagall, Max Ernst, Henry Heerup, Asger Jorn, Michael Kvium, Roy Lichtenstein og Andy Warhol. Udenfor i skulpturparken kan du desuden møde værker af Bjørk Nørgaard, Olafur Eliasson og Jeppe Hein.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 15 eller 38 til Skovbakkevej.

8. Springeren – Maritimt Oplevelsescenter

[Museum]

Kom med indenfor i en rigtig ubåd og oplev den store samling af modelskibe. Foto: Brandi Day fra Pixabay

Kom med ombord på Springeren – den sidste danskbyggede undervandsbåd, oplev udsigten fra kommandobroen på torpedobåden Søbjørnen, og gå på opdagelse blandt mere end 600 modelskibe. Det maritime oplevelsescenter, der har navn efter den ikoniske ubåd, giver et spændende indblik i dansk og international søfart, og byder på masser af sjove oplevelser for både børn og voksne.

Springeren er den ubestridte hovedattraktion på oplevelsescentret, der tidligere var kendt som Aalborg Søfarts- og Marinemuseum. Her ved Skudehavnen i det vestlige Aalborg kan gæsterne opleve den gamle ubåd på nærmeste hold. Tjek ved selvsyn de klaustrofobiske forhold, som besætningen levede under, og hør hele historien om den 53,9 meter lange ubåd, der var i den danske flådes tjeneste fra 1964 til 1989.

Udstillingen på det maritime oplevelsescentret strækker sig over 15.000 kvadratmeter, og der er således masser af plads at boltre sig på. Tag f.eks. turen ind i en 100 år gammel dykkertank og se Aalborg Miniby – en detaljeret miniature i størrelsesforholdet 1:10, som forestiller Aalborg midtby anno 1870. For de yngste er der også gode muligheder for leg – prøv bl.a. det interaktive piratspil og den underholdende sejlskibs-simulator.

Åbningstider: Dagligt 10:00-16:00.

Transport: Bus 2 til Kastetvej v. Steen Billes Gade (herefter ca. 450 meters gang).

9. Utzon Center

[Museum + Udstillingshal]

Utzon Center med de karakteristiske høje tagkonstruktioner. Foto: LøbeUniverset fra Unsplash

Hvis ikke du allerede interesserer dig for arkitektur, så gør du det temmelig sikkert efter et besøg på Utzon Center. Her kan du nemlig få et førsteklasses indblik i moderne arkitektur, og komme helt tæt på den verdensberømte arkitekt, Jørn Utzon. Centret, som bærer Utzons navn, er en arkitektonisk perle, der indtager en prominent placering langs Aalborgs havnefront. Bygningen slog dørene op i 2008, og blev skabt som et samarbejde mellem Jørn Utzon og hans søn, Kim Utzon. Utzon Center blev Jørn Utzons sidste værk, inden han døde samme år.

Jørn Utzon blev født i København, men hans opvækst fandt sted i Aalborg, hvor faderen fik arbejde som skibsingeniør. Skibsfart skulle også indfinde sig i Utzons arkitektur, og de monumentale tagkonstruktioner på Utzon Center skal f.eks. imitere sejl. Indenfor i de asymmetriske sale arrangeres skiftende udstillinger om arkitektur, mens man kan nyde udsigten over Limfjorden gennem panoramavinduerne.

Et af formålene med Utzon Center er at give børn, voksne og ikke mindst de lokale studerende en forståelse for arkitektur, formgivning og materialer. Her skal arkitekturen sanses, berøres og italesættes, så den afmystificeres, og bliver håndgribelig og forståelig. Foruden de skiftende udstillinger som gerne kredser om aktuelle temaer, byder Utzon Center også på en permanent udstilling med nedslag i Jørn Utzons spændende karriere. Her kan du bl.a. høre om Operahuset i Sydney, som Utzon altid vil blive husket for.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 1 eller 2 til Nytorv.

10. Jomfru Ane Gade

[Gade + Natteliv]

Jomfru Ane Gade ved højlys dag. Foto: Benjamin Munk Olsen

Jomfru Ane Gade – eller blot ‘Gaden’ som den kaldes af de lokale – er blandt de mest berømte seværdigheder i Aalborg, og bestemt et besøg værd, hvis du skulle få lyst til øl, drinks, shots og en tur på dansegulvet. Den smalle gågade i det centrale Aalborg er kendt for sine mange barer, værtshuse og diskoteker – etablissementer der ligger side om side i hele gadens længde. Her findes noget for enhver smag – lige fra kulørte natklubber og diskoteker til mere afdæmpede bodegaer.

Det første diskotek i Jomfru Ane Gade åbnede i 1967, men Gadens historie er langt ældre. Det nuværende navn har i hvert fald været benyttet siden slutningen af det 16. århundrede, og gaden menes at være opkaldt efter jomfru Ane Madsdatter Viffert – en tidligere nonne fra et lokalt kloster.

Jomfru Ane blev begravet i Hals Kirke i 1572 – altså næsten 400 år før Jørgen Steffensen åbnede Gaslight, der blev Jomfru Ane Gades første beværtning. Inden da havde gaden bl.a. været hjemsted for mange af byens købmænd, og det er således værd at kigge nærmere på nogle af de historiske bygninger, der i dag er omdannet til beværtninger.

Vil du gerne opleve så meget af Jomfru Ane Gade som muligt, er det oplagt at foretage en pub crawl gennem den 300 meter lange gade, hvor du besøger nogle af de mange barer. Du kan enten starte din helt egen pub crawl, eller få inspiration fra officiel side. Læs mere her.

Restauranter i Aalborg – de bedste spisesteder

1. Duus’ Vinkjælder

[Østerågade 9]

Duus’ Vinkjælder er indrettet under kælderhvælvingerne på Aalborgs vel nok mest berømte bygning, nemlig Jens Bangs Stenhus fra 1624. Huset blev opført til storkøbmand Jens Bang, og er et forment eksempel på hollandsk renæssance i røde munkesten.

Samme historiske charme finder man i Duus’ Vinkjælder, hvor der bages, syltes, koges og brases dagen igennem. Menukortet er fyldt med danske klassikere som stegt flæsk, æggekage, wienerschnitzel og stjerneskud. Uanset om du kommer til frokost eller aften, venter her god mad i unikke omgivelser.

2. Prinses Juliana

[Vestre Havnepromenade 2]

Prinses Juliana er et gammelt skoleskib fra 1931, som siden 2006 har ligget til kaj ved havnepromenade i Aalborg – nu som flydende restaurant. Kom ombord og oplev den maritime atmosfære, fremragende udsigt og velsmagende mad.

Mahognigulve og messingbeslag samt et blidt bølgeskvulp bidrager til den autentiske stemning. Menukortet tæller lækre klassikere som moules frites, helstegt rødspætte og oksemørbrad, men der er også plads til en god sæsonmenu og forskellige snacks. Hver lørdag serveres desuden en stor brunchbuffet.

3. Wildebeest

[Reberbansgade 16B]

Wildebeest er en stemningsfuld gastropub, hvor der er fokus på spændende øl og mad, der passer hertil. Der er altid nye og lækre øl på hanen – primært fra det nordjyske bryggeri Bad Seed Brewing – og endnu flere på flaske. Menukortet fokuserer på luksus-burgere og de såkaldte sliders (mini-burgere). Begge dele er blandt byens absolut bedste.

Wildebeest havde oprindeligt hjemme i en højloftet kælder på Østerbro, men er nu flyttet ind i bymidten. Lokalerne er ikke helt så stemningsfulde som tidligere, men maden, drikkevarerne og betjeningen er fortsat i top. Et oplagt sted at starte en bytur.

4. La Locanda dei Liberati

[CW Obels Plads 3]

Den italienske restaurant La Locanda har hjemme i Aalborgs ældste bindingsværkshus, Brix Gaard, som stammer fra 1600-tallet. Siden 1995 har den stået på italiensk gourmet i de hyggelige og autentiske omgivelser. Det rustikke udtryk sørger for masser af sjæl, og den romerske kok, Carlo Liberati, står bag et altid spændende og aktuelt menukort.

Selvom det italienske flag vejrer højt over La Locanda, er det ikke pizzaer, der bliver langet over disken, men derimod støvlelandets mere eksklusive retter – prøv f.eks. den hjemmelavede Tortelli Pasta fyldt med braiseret oksehale, langtidstilberedt kalveskank eller en klassisk risotto.

5. Tabu

[Vesterå 5]

Er du til en vaskeægte gourmetmiddag, hvor der ikke er sparet på noget? Hos Tabu kan du opleve en gastronomisk fortolkning af de nordjyske kyster, enge, skove og marker, hvilket naturligvis involverer lokale råvarer af bedste kvalitet. Køkkenchef Michael ”Miv” Pedersen går ikke på kompromis med sin madkunst, som naturligvis gerne ledsages af en perfekt afstemt vinmenu.

Restaurant Tabu har bl.a. udmærket sig gennem rosende omtale i New York Times. Indretningen på Tabu er eksklusiv og minimalistisk, bordene er beklædt med lange, hvide duge og betjeningen er eksemplarisk.

Hotel i Aalborg – de bedste overnatningssteder

Aalborg byder på en lang række skønne hoteller. Du kan se en oversigt over alle hoteller i Aalborg her.



Booking.com

1. Hotel Scheelsminde

[Scheelsmindevej 35]

Hotel Scheelsminde ligger i fredelige omgivelser ca. 10 minutters kørsel syd for Aalborg centrum. Her kan du slappe af og nyde de hyggelige omgivelser, for hotellet er indrettet i en charmerende firlænget gård fra begyndelsen af 1800-tallet.

Værelserne er store og indbydende, og det samme gælder for wellness-afdelingen med swimmingpool, spabad og sauna. Morgenmadsbuffeten er endnu et stort plus, som er værd at komme efter. Der er gratis parkeringspladser lige udenfor bygningen. Læs mere om hotellet her.

2. Zleep Hotel Aalborg

[Jyllandsgade 6]

Vil du gerne bo billigt og centralt, så kan du med fordel vælge Zleep Hotel Aalborg. Det moderne koncept-hotel ligger 350 meter fra banegården (endnu tættere på busterminalen), og er således ganske praktisk, hvis du ankommer med offentlig transport. Alternativt er der mulighed for at parkere i p-hus.

Fra hotellets hoveddør kan du nemt gå rundt til seværdigheder, restauranter og caféer i Aalborg. Værelserne er relativt små, men pladsen er godt udnyttet, og stilen er pæn og moderne. Personalet er hjælpsomt (receptionen døgnåben), og morgenmadsbuffeten er indbydende. Læs mere om hotellet her.

3. Hotel Jomfru Ane

[Jomfru Ane Gade 3]

Ønsker du at bo midt i byens populære gå-i-byen kvarter? Hotel Jomfru Ane ligger i gaden af samme navn, og du har således barer, caféer, diskoteker og restauranter lige rundt om hjørnet. Det 3-stjernede hotel er nyistandsat, og værelserne er indbydende, selvom de ikke er specielt store.

Beliggenheden er naturligvis det største plus, og du kommer nemt rundt til de bedste seværdigheder i Aalborg. Trods adressen kan der blive relativt stille på værelserne, og om morgenen kan du stå op til en skøn morgenmad, som serveres i et pænt spiseområde. Læs mere om hotellet her.

Sådan kommer du til Aalborg

Uanset om du ønsker en forlænget weekend i Aalborg, eller du gerne vil tilbringe længere tid i det nordjyske, så kan du nemt komme frem i bil, med tog eller med fly. Der er ca. 415 km fra København til Aalborg, hvis du kører over Fyn, ca. 255 km fra Odense og ca. 115 km fra Aarhus.

Tog til Aalborg

Det er oplagt at tage med toget, når du skal besøge Aalborg. Du ankommer lige midt i byen, og kan således nemt begive dig rundt til de bedste butikker, restauranter, caféer og seværdigheder. Herunder behøver du ikke at bekymre dig om at finde en parkeringsplads til din bil.

Med lyntoget kan du komme fra Københavns Hovedbanegård til Aalborg på 4 timer og 12 minutter. Fra Aarhus tager den hurtigste afgang 1 time og 49 minutter, mens den fra Odense tager 3 timer og 33 minutter. Du kan finde den bedste forbindelse på Rejseplanen.

Fly til Aalborg

Det er også muligt at komme til Aalborg med fly. Fra København kan du vælge mellem en lang række daglige afgange, som flyves af henholdsvis SAS, DAT og Norwegian.

Den officielle flyvetid mellem København og Aalborg er 45 minutter. Aalborg Lufthavn ligger ca. 6 km nordvest for bymidten, og siden 2020 har lufthavnen haft sin egen togstation. Det er derfor meget nemt at komme fra lufthavnen til centrum. Alternativt kan du benytte bybusrute 12.

Sådan kommer du rundt i Aalborg

Den centrale del af Aalborg kan med fordel opleves til fods. Det er hyggeligt at gå rundt i midtbyens smalle gader, hvor du bl.a. finder seværdigheder som Budolfi Kirke og Jomfru Ane Gade. Gå også en tur ad havnepromenaden og nyd udsigten over Limfjorden.

Nogle af de mest populære seværdigheder i Aalborg ligger imidlertid et stykke udenfor centrum. Her kan du med fordel køre til i bil, eller benytte det gode netværk af busser. De fleste busser kører fra Aalborg Busterminal, som ligger syd for Banegården, bag storcentret Kennedy Arkaden. Buslinje 1 er en populær rute, som skærer sig gennem byen, inden den forgrener sig til de forskellige forstæder. Linje 1 findes i forskellige udgaver (markeret med et bogstav efter 1-tallet), så vær opmærksom på hvilken udgave af 1’eren, du skal med.

Flere oplevelser

Nordjylland byder på mange spændende oplevelser, og når du har været forbi de mest populære seværdigheder i Aalborg, kan du passende fortsætte turen rundt i denne dejlige landsdel. Oplev f.eks. det imponerende ørkenlandskab i Råbjerg Mile, lækre sandstrande ude langs kysten eller den populære forlystelsespark, Fårup Sommerland.

Går turen længere ned i Jylland, et det oplagt at gøre stop i Aarhus, hvor du både kan opleve kunst, historie og natur, for slet ikke at tale om et hyggeligt cafémiljø samt fremragende mulighed for shopping. Du kan læse min guide til de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i Aarhus her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsigt over Aalborg): Foto: Rahbek Media fra Unsplash

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *