

Få inspiration til de bedste seværdigheder i Randers. Byen ved fjorden byder på masser af spændende oplevelser for store og små, lige fra den tropiske regnskov med eksotiske dyr til museer for kunst, kulturhistorie og Elvis Presley. Du kan også nyde den smukke natur langs Gudenåen – f.eks. i skønne Vorup Enge – eller udforske midtbyens mange interessante butikker.
Randers ligger i bunden af Randers Fjord, hvor Gudenåen har sit udløb. Det smalle overfartssted over åen, og adgangen til Kattegat via fjorden, gjorde allerede i middelalderen byen til et naturligt centrum for områdets handel. Da jernbanen kom til byen i 1862 (den første jyske jernbanestrækning gik fra Aarhus til Randers), tog industrialiseringen fart, og byen blev hjemsted for flere store virksomheder.
I dag er Randers Danmarks 6. største by, og selvom byen har et blakket ry, og må lægge øre til mangen en vittighed, så er det også en spændende by at besøge. Midtbyen byder på mange historiske bygninger – bl.a. det gamle rådhus fra 1780, Sankt Mortens Kirke og Niels Ebbesens Gård i Storegade fra 1643.
Området omkring Randers byder ligeledes på en række interessante attraktioner, herunder det elegante Clausholm Slot og den historiske landevejskro i Hvidsten. I denne byguide finder du inspiration til alle de bedste seværdigheder og oplevelser i – og omkring – Randers, samt forslag til de bedste restauranter og hoteller. God fornøjelse.
Booking.comIndhold
Seværdigheder i Randers – de 10 bedste oplevelser
1. Randers Regnskov
[Tropisk dyrepark]

I Randers Regnskov kan du opleve tropiske dyr og planter fra Afrika, Asien og Sydamerika. Tre kæmpestore drivhus-agtige kupler danner rammen om den eksotiske dyrepark, som bl.a. byder på alligatorer, slanger, komodovaraner, flagermus, piratfisk, giftige frøer og meget mere. I en mindre afdeling under åben himmel kan du bl.a. møde den elegante jaguar.
Randers Regnskov blev indviet i 1996. I begyndelsen havde den tropiske dyrehave to kupler, men siden er haven blevet udvidet med endnu en kuppel, et saltvandsakvarium og et større udendørs område.
Turen gennem regnskoven foregår på kuperede stier, hængebroer og trædesten. Flere af dyrene kan frit bevæge sig rundt blandt havens gæster, så du skal holde godt øje med, hvor du træder, og hvad der klatrer (eller flyver) rundt over dig.
Udover de mange spændende dyr, er det også værd at nyde regnskovens spektakulære omgivelser. Kæmpestore palmer stræber mod kuplens tag, lianer dingler fra grenene og orkideer blomstrer. Det 15 meter høje vandfald er blandt højdepunkterne.
Luftfugtigheden i regnskoven er høj, og en computer styrer temperaturen, så dyr og planter får de optimale livsbetingelser. Temperaturen ved jorden er ca. 18 grader, mens den i toppen af kuplen er omkring 30 grader. Det er derfor en god idé at efterlade overtøjet i bilen eller i garderoben.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
2. Memphis Mansion
[Museum for Elvis Presley]

I det travle kryds, hvor Aarhusvej og Hammelvej mødes, ligger et fornemt palæ. Den elegante stenbygning med de hvide søjler stjæler naturligvis opmærksomheden i det klassiske industrikvarter, og det er bestemt værd at kigge indenfor, hvor Henrik Knudsen viser sin omfattende Elvis-samling frem for offentligheden.
Elvis Presley – kongen af Rock’n’Roll – døde den 16. august 1977, men lidt uden for Randers holdes minderne i live. Den flotte museumsbygning er en (forstørret) kopi af Elvis’ hjem i Memphis, Tennessee, og på turen rundt i udstillingen kan man opleve en lang række historiske effekter, som havde forbindelse til den afdøde stjerne.
Tøj, sko, plakater, vinylplader, fotografier – ja selv askebægre og kaffestel, som har tilhørt Elvis, vises frem. Udstillingen er arrangeret kronologisk og starter i biografen, hvor man får en glimrende introduktion til Elvis, til museet og ikke mindst til museets grundlægger; Elvis-superfan, Henrik Knudsen.
I kælderen kan man nyde den fedeste amerikanerbil, og bag palæet ses en kopi af Elvis’ beskedne fødehjem i Tupelo, Mississippi, som ikke er meget mere end et skur. Her findes også en udstilling om country-legenden, Johnny Cash. Tip: På museets restaurant – en autentisk amerikansk diner, serveres glimrende burgere.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
3. Vorup Enge
[Naturområde + Vandreruter]

Vorup Enge er et skønt naturområde, som kan opleves få minutters gang fra Randers midtby. Her kan du vandre gennem det 119 hektar store vådområde og nyde synet af de mange forskellige fugle, som lever her.
Det bynære engområde er en del af Gudenåens indlandsdelta og består af græssede enge, åbne vandflader, småkrat, vandrestier og træbroer. Fra de tre fugletårne har man glimrende udsigt over området.
I 1951 blev det besluttet at afvande Vorup Enge, så man kunne benytte arealet til kornproduktion. Der blev derfor opført diger og pumpestationer, og det naturskønne område mistede sin charme. Produktionen i det tørlagte område blev dog opgivet, og i 2003 blev digerne nedbrudt.
Fra Randers Regnskov fører en gangbro over Gudenåen, og herfra kan man begive sig ud på opdagelse i Vorup Enge. Der findes forskellige vandreruter (2 til 8 km). På den længste, der bringer dig hele vejen rundt om Vorup Enge, krydser du Gudenåen igen ved E45-motorvejen. Der er også adgang til Vorup Enge fra motorvejsrastepladsen Gudenå Øst.
Læs mere om Vorup Enge og find kort over området her.
4. Randers Kunstmuseum
[Museum]
Midt i Randers ligger Kulturhuset – et kulturelt samlingspunkt, som både huser byens kunstmuseum, Kulturhistorisk Museum, bibliotek, stadsarkiv og café. Kulturhusets hovedbygning – en markant kvadratisk kolos – er tegnet af Flemming Lassen, og blev indviet i 1969. Over hovedindgangen til bygningen hænger den arkitektoniske skulptur Ringen (1998), skabt af den slovakisk-danske kunstner, Viera Collaro.
Kunstmuseets samling består primært af dansk billedkunst fra 1800-tallet og frem til i dag, og blandt højdepunkterne finder man bl.a. L.A. Rings “Sommerdag ved Roskilde Fjord” (1900), som er optaget i den danske kulturkanon, “Interiør med ung kvinde set fra ryggen” (1904) af Vilhelm Hammershøi, “Syende fiskerpige” (1890’erne) af Anna Ancher og “Portræt af Madam Wuldem” (ca. 1797) af Jens Juel.
Kurt Trampedachs tredimensionelle, hyperrealistiske opstilling “Telefonboks” (1973) er ligeledes et interessant indslag. Det samme kan muligvis siges om værket “Merda d’artista” (1961) af den italienske avantgardekunstner Piero Manzoni.
Manzonis provokerende kunstværk er slet og ret lort på dåse, og består af 30 gram af kunstnerens afføring i en konservesdåse. Værket – der kan ses som en kritik af forbrugerisme og af kunsten som en industri – blev i 1961 udbudt til salg, for det der svarede til dagsprisen for 30 gram guld.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
5. Sankt Mortens Kirke
[Kirke]

Sankt Mortens Kirke er den fineste og mest interessante kirke i Randers. Den flotte bygning blev påbegyndt i 1490’erne, og hørte oprindeligt til byens helligåndskloster. Efter reformationen overgik den til at være sognekirke. Kirken er blevet ombygget flere gange siden middelalderen, bl.a. i 1795 under arkitekten Christian Jensen Mørup.
Det stemningsfulde kirkerum byder på flere højdepunkter – bl.a. den barokke altertavle, der stammer fra 1765. Det centrale maleri er imidlertid af nyere dato. Det blev nemlig skabt af Per Kirkeby i 2004, og det dystre aftenlandskab trækker på fortællingen om Jesus sidste aften i Getsemane Have. Rundt om maleriet ses altertavlens originale korintiske søjler, skulpturer og relieffer.
Den kubistiske døbefont fra 1951 er ganske speciel. Den er udført i keramik af kunstneren Jais Nielsen, og forsynet med religiøse relieffer, der viser Jesu dåb (mod øst), Jesus der velsigner de små børn (mod vest), Gravlæggelsen (mod syd) og Opstandelsen (mod nord).
Læg også mærke til prædikestolen fra 1686, som er udsmykket med 11 billeder af Jesu lidelseshistorie. Stolen bæres af en siddende Moses – en tolkning af denne opstilling kan være, at kristendommens nye pagt hviler på den gamle.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
6. Museum Østjylland Randers
[Kulturhistorisk museum]
Museum Østjylland har flere afdelinger rundt omkring i regionen, men den største finder du i Kulturhuset i Randers. Her kan du blive klogere på byens og egnens historie, fortalt gennem en række interessante udstillinger, ligesom du kan træde indenfor i et helt særligt Randers-hjem.
Museets permanente udstilling er inddelt i fire sektioner; Livet ved fjorden, Middelalderens mennesker, Fra købstad til industriby og De Buhlske Stuer. Livet ved fjorden handler om oldtiden, og her kan du opleve arkæologiske fund, som knyttes til egnen gennem en spændende og engagerende formidling.
Den moderne formidlingskunst er ligeledes i centrum i Middelalderens mennesker, hvor de udstillede genstande (bl.a. en 500 år gammel alterkalk, riddervåben og kunsthåndværk) suppleres med lyde, lys, lugte, film og computeranimationer.
I Fra købstad til industriby kigger man nærmere på nogle af de store virksomheder, der blev grundlagt i Randers, og på, hvordan forholdene for byens arbejdere har udviklet sig gennem tiden. Du kan bl.a. blive klogere på guldsmedehåndværkets opblomstring i 1700-tallet og se modeller af jernbanevogne fra togfabrikken Scandia.
De Buhlske Stuer er et helt særligt Randers-hjem fra begyndelsen af det 20. århundrede, som overretssagfører Paul Buhl og fru Johanne Buhl donerede til museet. I de tre stuer findes mere end 300 kunstværker – bl.a. 48 raderinger af Rembrandt, men også værker af Kyhn, Marstrand og Skovgaard.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
7. Storegade
[Gå-i-byen gade]
Den 100 meter lange Storegade er centrum for Randers’ natteliv med diskoteker, barer og restauranter. Her bliver der festet til de lyse morgentimer med alt fra eksotiske drinks og shots til friskskænket fadøl fra Thor. Under Storegade løber nemlig den såkaldte ‘pipeline’, der forsyner gadens beværtninger med den populære øl.
120 cm under Storegade ligger et nedgravet rør – Thor Pipeline – der siden 1992 har forsynet gadens beværtninger med frisk Thor-øl. Røret har en samlet længde på 3,6 km og er forbundet til en 8.000 liter stor øltank, som er nedgravet i en baggård i Vestergrave. 8.000 liter svarer til 24.200 flaskeøl. Thor Pipeline sørger for, at der altid er frisk øl i hanerne, og beværtningerne slipper for besværet med at håndtere tunge fustager.
Barrys Pub, der ligger i Storegade, men officielt har adresse i Middelgade, er det oplagte sted at prøve det friske øl fra Thor Pipeline. Vægge og lofter i den hyggelige engelske pub er dekoreret med fodboldhalstørklæder, gamle emaljeskilte, flag og historiske fotos. Thor Pilsner og Thor Classic er favoritterne her, men der findes også et stort udvalg af mere specielle øl.
Udover diskoteker, barer og restauranter, byder Storegade også på flere historiske bygninger. Den mest berømte er Niels Ebbesens Gård (Storegade 13) – et flot bindingsværkshus i tre etager fra 1643. Den fredede gård er en af de få velbevarede renæssancebygninger i Danmark.
8. Clausholm Slot
[Slot + Park]

Ca. 12 km sydøst for Randers ligger et af landets smukkeste barokslotte, nemlig Clausholm Slot med sine 14 stuklofter, bemalede paneler og fine interiør. Hertil kommer den elegante barokhave med alléer og fontæner. I sommermånederne er slot og park åbent for publikum.
Det nuværende Clausholm Slot blev opført i slutningen af det 17. århundrede af Storkansler Greve Conrad Reventlow. Greven indkaldte en række af datidens dygtigste og mest anerkendte europæiske kunstnere til at udsmykke slottet, og takket være flere omfattende restaureringer fremstår det historiske barokslot usædvanligt autentisk.
Slottets mest berømte beboer var Conrad Reventlows datter, Anna Sophie, som blev gift med Frederik IV. I 1712 bortførte kongen den unge Anna Sophie, som han havde mødt til et maskebal. Kongen var dog allerede gift, så ægteskabet med Anna Sophie blev indgået til venstre hånd.
Efter dronning Louises død, blev kongen og Anna Sophie ægteviet, og Anna Sophie blev således dronning af Danmark. Hendes stedsøn, den senere Christian VI, var ikke begejstret for den nye dronning, og efter kongens død i 1730 blev Anna Sophie forvist fra København. Hun blev pålagt livslangt eksil på Clausholm Slot , og havde ikke lov til at forlade slottes jorde.
Historien om Anna Sophie er interessant at have i baghovedet, når man bevæger sig rundt i de historiske sale, der stort set ser ud, som de gjorde på hendes tid. Det var også Anna Sophie, der indrettede slottets kapel, som rummer et af landets ældste orgler – bygget omkring 1700.
De imponerende baroklofter er ubetinget slottets højdepunkt, og man får næsten ondt i nakken, når man skal betragte de historiske mesterværker. Det gælder bl.a. det overdådigt udsmykkede loft i Havesalen, skabt af den italienske kunstner Carlo Tagliati i 1697. I kælderen findes desuden et kakkelovnsmuseum.
Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden
9. Skinnecykler hos Djursland for fuld damp
[Cykeltur på nedlagt jernbane]

På den nedlagte jernbanestrækning mellem Randers og Allingåbro kan du prøve kræfter med en helt speciel transportform, nemlig skinnecykel. Turen går gennem et skønt landskab med skov, mark og fjord, og er en spændende oplevelse for både børn og voksne.
En skinnecykel er en specialkonstrueret trehjulet cykel, som kører på jernbaneskinner. Én person kan træde i pedalerne, mens op til to personer kan sidde på den dertil indrettede bænk. Kommer der modkørende, skal en af cyklerne løftes væk fra sporet for at give plads.
Djursland for fuld damp, som driver skinnecyklerne, hører hjemme i den gamle stationsbygning i Allingåbro. Du kan enten starte din tur her, eller ved Romalt Trinbræt tæt på Randers. Skinnecyklen skal bringes tilbage til udgangspunktet. Hele turen fra Romalt til Allingåbro (eller omvendt) er på 16 km og tager ca. 2 timer. Der er flere gode muligheder for at holde pause langs ruten.
Jernbanestrækningen mellem Romalt og Allingåbro var oprindeligt en del af Randers-Ryomgård-banen, som blev indviet i 1876. Frem til 1971 kørte persontog på strækningen, mens godstrafikken først blev indstillet i 1993.
Du kan booke skinnecykler på forhånd gennem Djursland for fuld damps hjemmeside.
10. Hvidsten Kro
[Historisk kro + Museum]
I landsbyen Hvidsten – ca. 12 km nord for Randers – ligger den historiske landevejskro fra 1634. I de stemningsfulde lokaler serveres flæskeæggekage – kroens specialitet – præcis som i gamle dage, og efter måltidet kan du besøge det lille museum, der er indrettet i de gamle staldbygninger. Her fortælles om kroens historie og ikke mindst om kroens forbindelse til Hvidstengruppen.
Den historiske kro er bestemt interessant i sig selv, men forbindelsen til modstandskampen under 2. Verdenskrig giver besøget en ekstra dimension.
Under krigen kom kroparret Marius og Gudrun Fiil nemlig til at spille en stor rolle i den lokale modstandsgruppe, Hvidstengruppen. Gruppen sørgede bl.a. for at modtage våben og sprængstoffer, der blev kastet ned af engelske fly.
Hvidstengruppen led en tung skæbne, da Marius, sønnen Niels og svigersønnen Peder Sørensen alle blev anholdt af Gestapo og siden henrettet. Udover museet på kroen, der blev etableret i 2017, er der også rejst en mindesten for gruppens faldne medlemmer ved hovedvejen, som går gennem Hvidsten.
Åbningstider: Se kroens aktuelle åbningstider på hjemmesiden
Restauranter i Randers – de bedste spisesteder
1. Bistroteket
[Rosengade 2]
I Rosengade midt i Randers – ved siden af det gamle rådhus – finder du den fransk-inspirerede bistro, Bistroteket. Indretningen leder tankerne i retning af en fransk dagligstue, hvor stole fra loppemarkeder og hjemmebyggede rustikke borde præger det stemningsfulde serveringslokale. Bistroteket har eksisteret siden 2015, og er blevet et populært gastronomisk samlingspunkt i Randers.
Menukortet er inspireret af det klassiske franske køkken og middelhavskøkkenet, hvor retterne skabes med sæsonens bedste råvarer. Af denne grund skifter menuen i løbet af året, og du kan f.eks. være heldig at nyde stegt kammusling, rørt fasansalat, Hopballe mølle-kylling med rødder, bacon og rødvin, confiteret bryst af Durocgris med æble og rosmarin eller flamberet ribeye med fritter og bearnaise.
2. Highway 51 Diner
[Graceland Randers Vej 3]
Er du til burger, så er Highway 51 Diner det helt rigtige valg. Den charmerende amerikansk-inspirerede diner findes i forbindelse med Elvis-museet Memphis Mansion, men du kan sagtens besøge restauranten uden at løse billet til museet. Hvis du vil nyde en autentisk burger, saftige ribs eller en velsmagende milkshake, så fås disse ikke bedre i Kronjylland.
Stolene er bløde, betjeningen venlig og udsmykningen bemærkelsesværdig. Væggene er naturligvis dekoreret med alverdens Elvis-effekter – lige fra plakater og fotografier til pladecovers og videobånd. Over bordene hænger farverige Tiffany-lamper. Der findes 14 forskellige burgere på menukortet plus månedens burger, så der er virkelig noget at vælge imellem.
3. Restaurant Østergade 1
[Østergade 1]
Er du til finere gastronomi, så er Restaurant Østergade 1 en af de absolut bedste muligheder i Randers. Hvide duge og elegante møbelklassikere præger serveringslokalet midt i Randers, og man får straks lyst til at lade sig forkæle i disse omgivelser. Her kan du enten nyde en sammensat menu eller a la carte.
Den sammensatte menu kunne f.eks. byde på blåmuslinger, havtaske med morkler, kalvemørbrad, og pecan pie. Det er muligt at bestille en matchende vinmenu. Servicen er i top, og ønsker du en kulinarisk oplevelse, så vil et besøg på Restaurant Østergade 1 skabe gode minder.
Hotel i Randers – de bedste overnatningssteder
Der findes mange gode overnatningsmuligheder i Randers, og nedenfor finder du mit bud på tre af de bedste. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Randers hos Booking.com her.
1. Hotel Randers
[Torvegade 11]
Hotel Randers er indrettet i en charmerende ejendom fra 1850’erne, og så byder det 4-stjernede hotel på byens ubetinget bedste beliggenhed, lige midt i Randers. Herfra kan du nemt udforske byens mange attraktioner, restauranter og caféer. Du kan selvfølgelig også slappe af på værelset, hvor du bl.a. finder en komfortabel seng, skrivebord, fjernsyn, minibar, elkedel mm.
Hotel Randers har flere forskellige værelsestyper – også store og indbydende familieværelser med dobbeltseng og sovesofa. Om morgenen kan du nyde en skøn morgenmadsbuffet. Der findes parkeringskælder under hotellet. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.
Hvorfor skal du vælge Hotel Randers?
- Perfekt beliggenhed midt i Randers
- Indrettet i historisk bygning
- Parkeringskælder under hotellet
- Rating på 8,6 (ud af 10) hos Booking.com
2. Davaa’s Bed & Breakfast
[Dronningensgade 6]
Er du interesseret i budgetvenlig overnatning midt i Randers, så er Davaa’s Bed & Breakfast et oplagt valg. Her får du et pænt, rent og enkelt værelse, som egner sig perfekt til et par overnatninger. Der er fælles bad / toilet, og ligeledes et fælles køkken, hvor man kan tilberede mad. Det er desværre ikke muligt at tilkøbe morgenmad.
Davaa’s Bed & Breakfast ligger få hundrede meter øst for Randers’ centrum, og herfra kan du nemt gå rundt til byens bedste seværdigheder. Det er muligt at parkere i nærheden af overnatningsstedet. Og har du brug for at slappe af, kan dette gøres i den tilhørende have med en herlig terrasse. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.
Hvorfor skal du vælge Davaa’s Bed & Breakfast?
- Billig og enkel overnatning
- Central beliggenhed midt i Randers
- Adgang til fælles køkken, terrasse og have
- Rating på 8,6 (ud af 10) hos Booking.com
3. Hotel Kronjylland
[Vestergade 53]
Det 4-stjernede Hotel Kronjylland er blandt byens bedste hoteller og et oplagt valg, hvis du kommer til Randers med tog. Hotellet ligger nemlig kun 300 meter fra stationen. Der er også et mindre antal gratis parkeringspladser lige udenfor hotellet. Om morgenen kan du se frem til en fremragende morgenmadsbuffet.
Hotel Kronjylland ligger tæt på bymidten, og det er nemt at gå til byens seværdigheder, butikker og spisesteder. Værelserne er lyse og stilfuldt indrettet. Personalet er serviceminded og hjælper gerne med forslag til aktiviteter. Eneste minus er prisniveauet, som er i den høje ende. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.
Hvorfor skal du vælge Hotel Kronjylland?
- Pæne og indbydende værelser
- Fremragende morgenmadsbuffet
- 300 meter fra Randers Station
- Rating på 8,4 (ud af 10) hos Booking.com
Sådan kommer du til Randers
Uanset om du kommer i bil, med tog eller med bus til Randers, er det nemt at komme til den kronjyske by. Fra Aalborg og Aarhus fører E45-motorvejen direkte til Randers. Fra Aalborg er distancen ca. 75 km og fra Aarhus ca. 50 km. Der er ca. 330 km fra København til Randers via Storebæltsbroen.
Direkte tog fra København til Randers tager ca. 3,5 timer. Fra Aarhus tager den hurtigste afgang under 30 minutter.
Randers Station ligger ca. 1 km vest for midtbyen. Der kører bybusser på strækningen. Randers busterminal ligger til gengæld lige midt i byen.
Sådan kommer du rundt i Randers
Midtbyen i Randers er ikke stor og kan nemt udforskes til fods. Her finder du langt de fleste af byens seværdigheder. Der findes også et udmærket netværk af bybusser og fjernbusser. Du kan f.eks. benytte bus for at komme til Elvis-museet Memphis Mansion. Brug Rejseplanen til at finde den bedste forbindelse.
Flere oplevelser
Aalborg: Du kan med fordel kombinere oplevelser i Randers med en tur til Aalborg. I Aalborg kan du bl.a. opleve byens zoologiske have, gå i byen i Jomfru Ane Gade og besøge spændende museer – f.eks. Vikingemuseet Lindholm Høje eller Forsvars- og Garnisonsmuseet. Der er ca. 75 km mellem de to byer. Du kan finde inspiration til de bedste seværdigheder i Aalborg i min byguide til “Nordens Paris” her.
Silkeborg: Du kan også følge Gudenåen mod sydvest til Silkeborg. Turen kan tilbagelægges i kano (men det er hårdt, for det er mod strømmen). Er du til vandre- eller cykelferie, kan du også udforske Trækstien – en naturskøn rute langs åen. Du kan læse mine forslag til de 15 bedste oplevelser i Silkeborg her.
Fotokreditering: Artiklens øverste billede (hesteskulptur i Randers): Foto: Benjamin Munk Olsen