Guide: Sådan kommer du til Berlin med tog, fly, bus & bil

Det er utroligt populært at rejse til Berlin, og heldigvis er det også nemt at komme fra Danmark til den tyske hovedstad. Er du i færd med at planlægge en tur til Berlin, så finder du alle relevante informationer i denne korte guide.

Man siger, at alle veje fører til Rom, men denne talemåde er stort set også gældende, når det drejer sig om Berlin. Du kan således nemt komme til Berlin med både tog, fly, bus og bil. Hvilket transportmiddel, du bør vælge, anhænger derfor af din økonomi, din tid og dine planer i den tyske storby.

Læs også: Guide til de bedste seværdigheder i Berlin

Tog til Berlin

Det er meget nemt at rejse fra Danmark til Berlin med tog, og planlægger du rejsen i god tid, kan du købe togbilletter til en fordelagtig pris. Husk også, at det er gratis at medbringe børn under 12 år på togrejsen!

Togrejser fra både København og Aarhus til Berlin tager lige under 7 timer, og kræver et enkelt skift i Hamborg. Selvom Hamborgs banegård er stor, er den relativt overskuelig.

Læs også: De bedste seværdigheder i Hamborg

Ventetiden i Hamborg er omkring en halv time, hvilket er helt perfekt. Du behøver således ikke være nervøs for mindre forsinkelser, og du har samtidig god tid til at orientere dig på banegården, og finde den rigtige perron.

I Berlin har toget tre stop: Berlin Spandau, Berlins hovedbanegård (Berlin Hbf) og Berlin Südkreuz. Berlin Spandau er en vestlig forstad til Berlin, og her kan du skifte til byens S-tog (bl.a. oplagt, hvis du skal til Charlottenburg eller andre områder vest for centrum). Berlin Südkreuz er endestationen og ligger syd for centrum. Her kan du ligeledes skifte til byens S-tog.

De fleste rejsende vælger at stå af på hovedbanegården (Berlin Hfb), som ligger meget centralt i byen. Her kan du skifte til både undergrundsbane og S-tog, men du kan også gå direkte ud til nogle af byens skønne seværdigheder (bl.a. Rigsdagsbygningen, Brandenburger Tor og Tiergarten).

Du kan købe dine togbilletter til Berlin hos DSB her

Rejser du på Interrail, er Berlin også oplagt som et første (eller sidste) stop på rejsen rundt i Europa. Du kan læse mere om Interrail her.

Fly til Berlin

Fly er naturligvis den hurtigste rejsemetode, og du kan flyve til Berlin fra både København og Billund. Rejsetiden fra København til Berlin er ca. 1 time, mens den fra Billund er ca. 1 time og 10 minutter.

Der er flere forskellige selskaber, som udbyder ruter til Berlin, så der er gode muligheder for at finde en billig billet, som matcher din ønskede rejseperiode. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Fra Berlins lufthavne til centrum

Vær opmærksom på, at der er to lufthavne i Berlin; Berlin Tegel (TXL) og Berlin Schönefeld (SXF). Tegel er den primære lufthavn, mens Schönefeld benyttes af budget-selskaber som Ryanair, Wizz Air mf. Begge lufthavne har dog glimrende forbindelse til centrum:

Fra Berlin-Tegel kan du tage busserne mærket ’TXL-express’, som kører mange gange i timen. Busserne kører fra Tegel-lufthavnen til Alexanderplatz via hovedbanegården (Hauptbahnhof). Turen tager under 40 minutter. Der er ingen jernbanestation ved lufthavnen.

OBS: Forsøg ikke at planlægge turen ved at tage S-toget fra/til Tegel – Tegel Station ligger nemlig i bydelen Tegel og langt fra selve lufthavnen.

Fra Berlin-Schönefeld kan du tage S-tog eller regionaltog. Der er et stykke at gå fra ankomsthallen til Schönefeld Station, men gåturen foregår under glastag. Togturen fra Schönefeld til hovedbanegården tager ca. 30 minutter med regionaltog og 40 minutter med S-tog. Der kan købes billetter i automaterne på Schönefeld Station.

Bus til Berlin

Skal du fra København til Berlin er det oplagt at tage bussen, hvis du gerne vil spare penge. Busbilletterne er nemlig ofte en del billigere end billetter til tog og fly. Den direkte rute fra København til Berlin med Flixbus tager ca. 8 timer.

Turen er med færge fra Gedser til Rostock, hvor du kan få en tiltrængt pause fra bussens sæder. Der er stop undervejs i Nykøbing Falster og på busterminalen i Rostock. Vil du med bus fra Jylland til Berlin, kræver det i øjeblikket, at du skifter bus i Hamborg. Du kan købe dine busbilletter til Flixbus her.

Bil til Berlin

Med blot 440 km til Berlin fra den dansk/tyske grænse, er en bilferie til den tyske hovedstad således oplagt. Afstanden fra Aarhus er ca. 620 km og afstanden fra København ca. 440 km, når du benytter færgeruten Gedser-Rostock.

Du får naturligvis den optimale frihed ved at vælge bilen som dit transportmiddel, når du skal afsted på ferie. Tyskland har ingen vejafgifter, så du kan frit benytte landets store netværk af motorveje, og dermed komme hurtigt frem til dit bestemmelsessted.

Til gengæld skal du være opmærksom på de miljøzoner, som eksisterer i en række tyske storbyer – herunder Berlin. Miljøzonerne er indført for at begrænse trafik og forurening i byerne, og skal du køre ind i centrum af Berlin, kræver det derfor, at din bil er udstyret med et miljømærke.

Miljømærket er obligatorisk uanset hvilket brændstof, din bil kører på (benzin, el eller diesel). Desuden har Berlin indført totalforbud mod ældre dieselbiler.

Du kan læse mere om miljøzonerne, forbud for ældre dieselbiler og købe dit miljømærke hos FDM her.

I Tyskland er det også muligt at købe miljømærkerne på samtlige TÜV-stationer og DEKRA-værksteder.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Berlinmuren med bil): Billede af Caro Sodar fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *