Seværdigheder og overraskelser i Bukarest

Bukarest kan bedst beskrives som et patchwork-tæppe fyldt med forskellige farver, miljøer, kulturer og ikke mindst arkitektoniske stilarter. Her ligger 300 år gamle kirker side om side med moderne kontorbygninger i glas og stål, og lige rundt om hjørnet ses slidte beboelsesejendomme fra kommunisttiden. Mellem alle de forskellige indtryk finder du dog også masser af spændende seværdigheder i Bukarest.

Den rumænske hovedstad har kronisk vokseværk og en ung befolkning, som enten drager mod udlandet eller bliver i byen og kæmper for fremskridtet. For fremskridtet er på vej, og en række højteknologiske virksomheder har de seneste år slået sig ned netop her.

Det moderne Bukarest er en fornøjelse. Rå og fin på samme tid. Lige så forsømt og misligholdt den ene gade kan synes, lige så charmerende og indbydende kan du finde den næste. Sådan er det i Bukarest.

En moderne storby

Bukarest har været Rumæniens hovedstad siden 1862, og er i dag en by fuld af liv. Der er læs på busserne i myldretiden, og propfyldte metrotog suser mod forstæderne efter fyraften. Væk fra den charmerende gamle bydel og ud mod de endeløse betonbyggerier. Med over to millioner indbyggere er Bukarest en rigtig storby i en Europæisk kontekst, og den største by på strækningen mellem Berlin og Istanbul.

Du kan bruge lang tid på at studere livet i byen, menneskerne der går forbi dig på gaden, de store monumenter og de pompøse bygningsværker fra Nicolae Ceausescus regeringstid. Det er spændende at dykke ned i byens og landets turbulente og skræmmende historie, og det er der bestemt gode muligheder for – besøg f.eks. Ceausescus private palads udenfor centrum, eller tag med på en gratis byvandring fyldt med interessante historier og anekdoter.

Du kan også besøge nogle af byens gode museer, samt opleve klassisk musik i verdensklasse. Når du har brug for at slappe af, er der altid en indbydende park i nærheden – flere af dem er yderst velholdte. Bukarest byder også på masser af gode restauranter, og et skønt og varieret byliv. I den gamle bydel ligger barer, restauranter og caféer side om side, og stemningen i de brostensbelagte gader er fantastisk.

Det bedste tidspunkt at rejse til Bukarest er i foråret eller i sensommeren / det tidlige efterår. Lige så varme og uudholdelige sommermånederne kan være i Bukarest, lige så kolde og ugæstfri er vintermånederne.

Nedenfor har jeg samlet en kort rejseguide til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Bukarest, så du kan blive klædt godt på til din rejse. Der venter dig med garanti mange spændende overraskelser. God tur!



Booking.com

Seværdigheder i Bukarest – de 10 bedste oplevelser

1. Lipscani – Bukarests gamle bydel

[Sightseeing + Shopping + Barer & Caféer]

Den flotte biblioteksbygning er blot en af mange smukke bygninger i Bukarests gamle bydel. Foto: Hari Nandakumar fra Unsplash

I dag har restauranter og barer indtaget store dele af Bukarests gamle bydel. Men selvom cafébordene fylder i gadebilledet, fornemmer man stadig en vis historisk charme i Lipscanis hyggelige brostensbelagte gader. I middelalderen var Bukarest en vigtig handelsby – strategisk placeret på Silkevejen mod Asien – og det var her i Lipscani, de handlende mødtes.

I Lipscani blev der udvekslet varer fra nær og fjern, ligesom de lokale håndværkere producerede genstande, som kunne falbydes på markedet. I dag er det mest barregninger, som produceres her, men gadenavnene vidner om en anderledes fortid. F.eks. betyder Strada Blănari ‘Buntmager Gade’ og Strada Șelari betyder ‘Saddelmager Gade’.

Det hyggelige netværk af smalle, snoede gader er i dag et stort bilfrit område, hvor man kan tilbringe mange timer med at shoppe og ikke mindst frekventere de forskellige udskænkningssteder. Om aftenen står tjenerne ude på gaden, og forsøger at kapre kunder. Det kan være lidt anstrengende, men dog ikke noget som kan ødelægge indtrykket af det spændende miljø.

Et af områdets mest spektakulære bygninger er den gamle kro, Hanu’ lui Manuc, fra 1802, som du kan læse mere om i afsnittet ’Spisesteder i Bukarest’.

Ønsker du at blive klogere på Bukarest og byens historie, vil jeg anbefale at tage med på en gratis byvandring med Bucharest – Walkabout Free Tours, som er en af de bedste byvandringer, jeg har været på. Jeg vil foreslå turen ’The Story of Bucharest’, som foregår dagligt og tager sit udgangspunkt ved Piata Unirii. Herfra går turen rundt til nogle af midtbyens mest interessante bygningsværker – også en del, som du ikke selv ville have fundet frem til. Læs mere om Bucharest – Walkabout Free Tours her.

2. Parlamentets Palads (Palatul Parlamentului)

[Parlamentsbygning + Museum]

Den enorme parlamentsbygning står som et symbol på en mørk fortid. Foto: hpgruesen fra Pixabay

Parlamentets Palads er en gigantisk bygning – både på billeder og i virkeligheden. Det tog hele 12 år at bygge det enorme palads, der i dag står som et utvetydigt bevis på Nicolae Ceaușescus storhedsvanvid. 20.000 arbejdere og 700 arkitekter var med til at realisere diktatorens prestigebyggeri, der er Verdens tungeste bygning. Paladset består af 12 etager, 1.100 rum, en 100 meter lang lobby og fire underjordiske niveauer – inklusive en stor atombunker.

Nicolae Ceaușescu var Rumæniens leder fra 1965 til 1989, og i den periode formåede han at sætte et varigt aftryk på hele landet og i særdeleshed på hovedstaden, Bukarest. Et stort boligområde – omkring en femtedel af det gamle bycentrum – måtte rives ned, for at give plads til Ceaușescus vision. Her skulle opføres en storslået plads, Piaţa Unirii, og en endnu mægtigere boulevard, Bulevardul Unirii. Kronen på værket skulle naturligvis være den overdådige parlamentsbygning.

Omkring 40.000 mennesker måtte forlade deres hjem, for at gøre plads til den nye bydel. Man opfandt hurtigt et begreb for det storstilede projekt; Ceaușima – en sammentrækning af Ceaușescu og Hiroshima, med henvisning til den ødelæggende atombombe, som blev kastet over den japanske storby. Bukarest lignede pludselig et offer for en atomulykke.

En stor turistattraktion

Parlamentets Palads er i dag en af byens største turistattraktioner. For at få det bedste indtryk af bygningen, bør du komme hertil ad Unirii-boulevarden. Den brede boulevard var inspireret af Champs-Élysées i Paris – blot lidt længere og lidt bredere.

På afstand tårner den 84 meter høje bygning sig op i flere niveauer som en enorm lagkage. Byggeriet blev indledt i 1984, og stod først færdigt i 1997 – otte år efter Ceaușescu var blevet væltet. I dag huser parlamentsbygningen landets demokratiske forsamlings to kamre, tre museer samt et internationalt konferencecenter. Alligevel står 70% af bygningen fortsat ubrugt hen.

Parlamentets Palads er i dag et symbol på Rumæniens mørke fortid, hvor pengene blev brugt på prestigeprojekter frem for at forbedre levevilkårene for den fattige befolkning. Alligevel kan det anbefales at besøge den voluminøse bygning, som er Verdens næststørste administrationsbygning, kun overgået af Pentagon-bygningen i USA.

Udover at besøge museerne, kan du komme med på en spændende rundvisning i bygningen. Her kan du beundre de smukke dekorationer, marmorsalen og de enorme lysekroner. Man kan vælge mellem den klassiske tur samt muligheden for også at se kælderniveauet.

Åbningstider: Dagligt 9:00-17:00 (marts til oktober) og 10:00-16:00 (november til februar) – sidste rundvisning 30 minutter før lukketid. Du kan købe entrébillet med rundvisning her.

Transport: M1, M2 eller M3 til Piața Unirii (Izvor-stationen er tættere på, men oplevelsen er bedst, hvis du kommer ad den enorme boulevard).

3. Ceaușescus palæ (Casa Ceaușescu)

[Palæ]

Det guldbelagte badeværelse er blandt højdepunkterne på turen rundt i Ceaușescus palæ. Foto: Benjamin Munk Olsen

Du har sikkert allerede set Parlamentets Palads i det centrale Bukarest, og hvis du gerne vil vide mere om Rumæniens kommunistiske fortid og ikke mindst om Nicolae Ceaușescus ekstravagante livsstil, så er et besøg i hans private palæ en spændende oplevelse.

Nicolae Ceaușescu var Rumæniens leder fra 1965 til 1989, og i denne periode boede han i et stort palæ på Primăverii-boulevarden udenfor Bukarests centrum. Palæet var kendt som ’Forårspaladset’ og var den private bolig for Nicolae og Elena Ceauşescu samt deres tre børn, Nicu, Zoia og Valentin. Under et besøg kan du opleve den luksuriøse villa på nærmeste hold, og overraskes af de mange kunstfærdige detaljer.

Der er anvendt mange forskellige materialer til byggeriet, og de store stuer er rigt dekoreret med kunst, fine håndlavede tapeter og mosaikker. På rundvisningen kan man både opleve Ceaușescus arbejdsværelse, men også husets private rum – bl.a. et meget forgyldt badeværelse og en imponerende swimmingpool i underetagen. Ceaușescu havde også en stor kærlighed til påfugle, og i parkanlægget kan du fortsat nyde de flotte fugle.

Læg særligt mærke til de mange eksotiske genstande, som Ceaușescu modtag i gave fra alverdens statsledere og monarker. Med nutidens briller kan det synes mærkværdigt, at den tyranniske diktator kunne stå på god fod med hele verdenssamfundet, mens han undertrykte sin egen befolkning. Han modtog endda Elefantordenen af Dronning Margrethe II i 1980.

Åbningstider: Tirsdag til søndag 10:00-17:00. Rundvisninger skal bookes minimum 24 timer inden besøget. Du kan booke din besøg her.

Transport: M2 til Aviatorilor.

4. Herăstrău Park

[Park + Afslapning + Bådture]

På en varm sommerdag er det helt fantastisk, at besøge den store Herăstrău Park i den nordlige del af Bukarest. Parken er formet omkring Herăstrău-søen og byder både på lækre græsplæner, skyggefulde bænke og naturligvis fantastiske oplevelser på søen.

Området blev udlagt som park tilbage i 1936, og har siden været et yndet udflugtsmål for byens indbyggere. Her findes mange forskellige aktiviteter, og er vejret godt, kan det anbefales at starte med en tur ud på søen. Det er muligt at leje mindre både, men der sejler også større turbåde rundt på den store sø. Rundt i parken finder du også mange hyggelige caféer – nogle indrettet i fine gamle bygninger, mens andre er mere primitive initiativer med simple bænke og rå borde lavet af træpaller.

I 2017 skiftede parken navn til Kong Mihai I-park (Parcul Regele Mihai I) for at ære den netop afdøde konge, som regerede Rumænien indtil 1947, hvor landet blev en republik. Navnet Herăstrău Park benyttes dog fortsat af de fleste indbyggere.

Har du løbeskoene med til Bukarest, kan du tage en tur rundt om søen sammen med de andre motionister – turen er ca. 6 km. Der kan også lejes cykler, spilles minigolf og meget andet. Du kan naturligvis også bare slappe af på den smukke ’Rosen-ø’ (Insula Trandafirilor), som du kan komme til via to broer. Har du børn med, så kan I med fordel besøge Insula Copiilor – et stort legeområde omkring et piratskib.

Transport: M2 til Aviatorilor.

5. Det nationale landsbymuseum ”Dimitrie Gusti”

[Frilandsmuseum]

Det skønne frilandsmuseum er en af de oplagte seværdigheder at besøge i Bukarest. Foto: falco fra Pixabay

I Herăstrău-parkens vestlige side ligger det flotte frilandsmuseum, Dimitrie Gusti. Det er opkaldt efter grundlæggeren, Dimitrie Gusti, og den store museumspark byder på mere end 270 historiske bygninger fra hele Rumænien. Det er et oplagt sted at lære mere om landets historie, og ikke mindst levevilkårene for Rumæniens bønder.

Det nationale landsbymuseum åbnede i 1936 – samme år som Herăstrău-parken, og er med tiden vokset til en stor og populær attraktion for både lokale og turister. Det er spændende at studere de varierede byggeteknikker, som har været anvendt på forskellige tidspunkter af historien og i forskellige geografiske regioner af landet. Særligt kirkebygningerne med de specielle tagkonstruktioner med tagsten i træ, er værd at lægge mærke til.

Der er adgang til mange af de spændende huse, gårde og arbejdspladser – de fleste steder er bygningen forsynet med informationstavler på engelsk. Man behøver dog ikke læse det hele; man kan også blot nyde det dejlige område og de smukke bygninger udefra. Når du bliver sulten findes en hyggelig kro midt i parken.

Åbningstider: Dagligt 10:00-18:30.

Transport: M2 til Aviatorilor eller bus 131, 205, 331 eller 335 til Muzeul Satului – der er et stykke at gå fra metrostationen, mens busserne stopper lige ved hovedindgangen.

6. Stavropoleos-kirken (Biserica Stavropoleos)

[Kirke]

Stavropoleos-kirken er blandt de fineste seværdigheder, når du går rundt i den gamle bydel i Bukarest. Foto: Benjamin Munk Olsen

Stavropoleos-kirken fra 1724 er blandt byens fineste religiøse bygninger, og du bør bestemt gå et smut forbi den, når du besøger Bukarests gamle bydel. Den lille kirkebygning var oprindeligt en del af et kloster, som lå på stedet indtil slutningen af det 19. århundrede. Nu står kun kirken tilbage, men den er til gengæld også værd at beundre.

Kirken er opført i den helt særlige rumænske Brâncovenesc-stil, som blander byzantinske og ottomanske elementer med klassiske renæssance- og baroktræk. Når man tænker på Bukarests placering på handelsvejen mod Konstantinopel (i dag Istanbul), giver denne blanding af stilarter god mening.

Kirkerummet er ganske småt, men rigt dekoreret med fine fresker, malerier og forgyldte ikoner. Husk også at beundre det imponerende loft og de udskårne kirkedøre. I den skyggefulde gårdhave med de fine søjlegange, kan du se forskellige skulpturer, gravsten og relieffer udhugget i sten. Det hele er en meget rolig og indbydende oase midt i den travle by. Entré til kirken er gratis.

Transport: M2 til Universitate.

7. Det naturhistoriske museum ”Grigore Antipa”

[Museum]

Skal du blot besøge et enkelt af de klassiske museer i Bukarest, kan du med fordel vælge Det naturhistoriske museum (Muzeul Național de Istorie Naturală Grigore Antipa). Museets historie går tilbage til 1834, og der er særligt én mand, man skal takke for den imponerende samling af dyr, planter, mineraler etc. Det er den rumænske biolog, Grigore Antipa, som var museets leder i mere end 51 år. I 1933 blev Det naturhistoriske museum opkaldt efter ham.

Efter en gennemgribende renovering i 2011 ser Det naturhistoriske museum brandgodt ud – det er faktisk en af de bedste seværdigheder i Bukarest. Det er naturligvis dinosaur-skeletterne, som er museets helt store attraktion, og dem kan du også roligt glæde dig til. Her kan man bl.a. opleve Verdens eneste komplette skelet af den præhistoriske elefantart, Deinotherium Gigantissimum, som kunne blive fire meter høj.

Her er også en flot udstillinger omhandlende dyrelivet i Rumænien, hvor man kan betragte de mange udstoppede dyr i flotte omgivelser og med detaljerede baggrunde. Museet byder endvidere på en lang række interaktive tiltag, og meget af informationen er oversat til engelsk. Der findes audioguides på engelsk, rumænsk og spansk som kan lejes mod et mindre gebyr.

Åbningstider: Onsdag til søndag 11:00-19:00.

Transport: M1 eller M2 til Piaţa Victoriei.

8. Cișmigiu-parken (Parcul Cișmigiu)

[Park + Afslapning + Robåde]

Cișmigiu-parken byder på smukke blomsterbede, robåde og hyggelige restauranter. Foto: Benjamin Munk Olsen

Den romantiske Cișmigiu-park er en fantastisk oase i det centrale Bukarest, hvor man har mulighed for at slippe væk fra byens larm og travlhed. Med store blomsterbede, velholdte græsplæner og skyggefulde alléer, bliver man hurtigt forelsket i den indbydende park, som desuden byder på en stor parksø.

Om sommeren er det muligt at leje robåde, og begive sig rundt på søen, men pas på ikke at komme for tæt på den store fontæne, der kaster vandkaskader op mod himlen. Her findes også flere hyggelige spisesteder langs søen, hvor man med fordel kan tage plads og nyde omgivelserne. Det samme kan du fra en af parkens usandsynligt mange parkbænke.

Går du en tur rundt i Cișmigiu-parken kommer du forbi Rondul Român, en rotunde med 12 stenbyster af Rumæniens mest berømte forfattere, et mindesmærke for de franske soldater, som døde her under 1. Verdenskrig, samt et mindesmærke for de amerikanske soldater, som døde her under 2. Verdenskrig. Her findes også en voliere med påfugle samt en legeplads.

Transport: M1 eller M3 til Izvor eller sporvogn 24 eller 44 til Cișmigiu.

9. Ateneul Român

[Historisk bygning + Koncertsal]

Ateneul Român er et af byens smukkeste bygningsværker. Foto: Benjamin Munk Olsen

Ateneul Român er med sit majestætiske udtryk og sin 41 meter høje kuppel et væsentligt pejlemærke i den rumænske hovedstad. Samtidig er den smukke bygning centrum for landets hæderkronede traditioner indenfor klassisk musik. Koncertsalen er bl.a. hjemsted for George Enescu Filharmonien, opkaldt efter Rumæniens største komponist, George Enescu (1881-1955), og interesserer du dig for klassisk musik, er den bestemt et besøg værd.

Bygningen er kun åben, når der afholdes koncerter i de fine omgivelser – det er dog ofte muligt at snige sig til et hurtigt kig herind. Både inde og ude er Ateneul Român rigt dekoreret, og i den store sal findes bl.a. en række smukke freskoer, som forestiller scener fra Rumæniens historie. Koncertbygningen blev opført i 1888 og har plads til 794 publikummer.

Du kan se kalenderen og købe billetter til forestillingerne her.

Transport: M2 til Piața Romană.

10. Cotroceni-paladset (Palatul Cotroceni)

[Præsidentpalads + Museum]

Cotroceni-højen i Bukarest har haft en spændende historie, og har både være hjemsted for et stort klosterkompleks og bopæl for en lang række af områdets herskere. I 1883 var det dog tid til et nyt kapitel, da Carol den 1. – den første konge af et uafhængigt Rumænien – lod bygningerne på Cotroceni-højen rive ned, for i stedet at opføre et stort og imponerende palads, der kunne huse de fremtidige tronarvinger.

Det smukke Cotroceni-palads stod færdigt i 1895, og var tegnet af den franske arkitekt Paul Gottereau. Paladset fungerede som den royale residens indtil 1947, hvor Rumæniens sidste konge, Miha I, måtte afstå tronen. Herefter blev ejendommen brugt til at modtage gæstende statsoverhoveder, og i dag fungerer paladset som den officielle bolig for Rumæniens præsident.

Bygningens ældste fløj er åben for offentligheden som Det nationale Cotroceni-museum. Her kan man nyde de smukke gemakker, statsrum og bibliotek samt den fine samling af møbler, malerier, skulpturer, keramik og glas. Mange af disse genstande tilhørte Kong Ferdinand I og hans engelske kone, Dronning Marie.

Åbningstider: Det er kun muligt at se paladset på de officielle rundvisninger. Du kan reservere plads på rundvisningen her.

Transport: M3 til Politehnica.

Restauranter i Bukarest – de bedste spisesteder

1. Hanu’ lui Manuc

[Stada Franceză 62]

Hanu’ lui Manuc er en institution i Bukarest, og har været det siden 1802. Udover at være et spændende spisested, gør de unikke omgivelser også den gamle kro til en af byens populære seværdigheder. Med Bukarests placering på Silkevejen, kom der mange karavaner igennem byen, som havde brug for ly om natten.

Derfor er Hanu’ lui Manuc opbygget som en fæstning, hvor karavanerne kunne tage plads på den store gårdsplads, mens de handelsrejsende kunne stille sulten på den hyggelige kro. Det kan du også gøre i dag – maden er klassisk rumænsk og smager himmelsk. Om sommeren er der også underholdning langs bænkene udenfor, men husk at kigge ind i de stemningsfulde lokaler på førstesalen.

2. Caru’ cu Bere

[Strada Stavropoleos 5]

Caru’ cu Bere betyder ’ølvognen’ med reference til de vogne, som i årtier bragte flydende forsyninger til Bukarest fra Østrig. Da stedet åbnede i 1887 var man dog indstillet på at gøre arbejdet selv, og Caru’ cu Bere er derfor både bryggeri og restaurant – faktisk et af Bukarests bedst kendte spisesteder. Træd ind i det mægtige gotiske øltempel, og du vil opdage hvorfor turister og lokale flokkes på Caru’ cu Bere. Udsmykningen i det enorme lokale er imponerende, og stemningen helt speciel. Menukortet er meget langt, så du finder helt sikkert noget, der frister…

3. NOR – Sky Tower

[Calea Floreasca Sky Tower, 36. etage]

Den 137 meter høje skyskraber, Sky Tower, er blevet et symbol på det moderne Bukarest, og er en del af Floreasca City Center, der rummer indkøbscenter og aktiviteter. Fra 36. etage får du en fantastisk udsigt, når du tager plads på den moderne restaurant, NOR. Maden i de luksuriøse rammer kan dog sagtens hamle op med den spektakulære panoramaudsigt, og servicen er ligeledes i høj klasse. Det spændende menukort gemmer på mange lækre overraskelser, og retterne er serveret med stil. NOR er et oplagt valg til en romantisk middag i Bukarest.

4. Restaurant Pescăruș

[Pescăruş, Herăstrău Park]

Restaurant Pescăruș ligger fantastisk placeret ved søen i Herăstrău-parken. Det er et oplagt sted at besøge til frokost eller aften, efter en dag i parken og det nærliggende frilandsmuseum. Er du her om sommeren, bør du naturligvis tage plads på den udendørs terrasse helt ned mod søen. Serveringslokalerne indenfor er også udmærkede og har god udsigt, omend de kan være lidt larmende. Menukortet er meget bredt, og du kan både finde internationale retter og rumænske klassikere. Prøv f.eks. de grillede mititei af krydret hakkekød, som altid er en sikker vinder i Rumænien.

5. Lacrimi și Sfinți

[Sepcari 16]

Lonely Planet nævner Lacrimi și Sfinți som et af favorit-forslagene i den rumænske hovedstad – besøg den hyggelige restaurant i det historiske bycentrum, og opdag hvorfor… Lacrimi și Sfinți er en blanding af det moderne og det traditionelle. Retterne er klassiske rumænske delikatesser med et twist. Her benyttes lækre og gerne økologiske ingredienser, og varerne bliver bragt hurtigt fra gård til bord, så de med garanti er friske. Indretningen er enkel med et bondeinspireret interiør, hvor møblerne med flotte udskæringer og dekorationer kommer fra gamle bondegårde.

Hotel i Bukarest – de bedste overnatningssteder

Der er mange gode indkvarteringsmuligheder i Bukarest, og de findes i alle prisklasser. Her får du tre forslag; Podstel Umbrella, der muligvis er byens bedste hostel, Europa Royale, som er et budgethotel med en fremragende placering og Hilton Garden Inn, der byder på luksuriøs indkvartering i den gamle bymidte. Alle er gode, når du skal rundt til de bedste seværdigheder i Bukarest. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Bukarest hos Booking.com her.



Booking.com

1. Podstel Umbrella

[Strada Gen. Christian Tell 21]

Podstel Umbrella er et fremragende valg, hvis du besøger Bukarest på et SU-budget. Stemningen på det hyggelige hostel er rigtig god, og der findes både sovesale og private værelser med eget bad. Du kan således nyde det sociale samvær, man kender fra de bedste hostels, men alligevel have de samme bekvemmeligheder som på et hotel. Podstel Umbrella ligger i et hyggeligt område i gåafstand fra den gamle bydel og nær metrostationen Piața Romană. Læs mere om hotellet her.

2. Europa Royale Bucharest

[Strada Franceza 60]

Europa Royale ligger lige i hjertet af Bukarests hyggelige gamle bydel, og er det perfekte udgangspunkt for at opleve området til fods. Du finder masser af indbydende restauranter, barer og caféer i området, og har du brug for at benytte offentlig transport, findes trafikknudepunktet Piaţa Unirii 50 meter herfra. Værelserne er pæne og moderne, og udstyret med aircondition, hvilket er fantastisk når man besøger Bukarest om sommeren. Desuden er hotellet nabo til den hyggelige kro, Hanu’ lui Manuc. Læs mere om hotellet her.

3. Hilton Garden Inn Bucharest

[Strada Doamnei 12]

Vil du være sikker på et uforglemmeligt ophold i midten af den rumænske hovedstad, kan du med fordel vælge Hilton Garden Inn. Det luksuriøse hotel ligger midt i Bukarests hyggelige gamle bydel, og du er således i gåafstand til alle områdets spændende seværdigheder, restauranter og caféer. Værelserne er udstyret med alt hvad du har brug for under dit ophold, og indretningen er pæn og moderne. Når du skal benytte metroen, har du den store Universitate-station lige i nærheden. Læs mere om hotellet her.

Sådan kommer du til Bukarest

Der er næsten 2.200 km fra Danmark til Bukarest, så fly er helt afgjort den mest oplagte rejseform, når du skal besøge den rumænske hovedstad. Det er naturligvis heller ikke umuligt at køre i bil eller tog til Rumænien, selvom distancen er lang.

Bukarest med fly

Du kan flyve direkte til Bukarest fra både København og Billund. Fra København er flyvetiden ca. 2 timer og 25 minutter, mens flyvetiden fra Billund er ca. 2 timer og 40 minutter.

Lufthavnen i Bukarest hedder officielt Henri Coandă International Airport og ligger ca. 18 km nord for centrum. Der findes to ekspresbusser, som du med fordel kan vælge som turist: Bus 783 kører fra lufthavnen til centrum (Piaţa Unirii) med flere stop undervejs. Bus 780 kører til hovedbanegården, Bucuresti Nord (Gara de Nord).

Vær opmærksom på, at du skal benytte et særligt rejsekort (Multiplu-kort), som skal købes, inden du stiger på bussen. Læs mere i afsnittet ’Sådan kommer du rundt i Bukarest’.

Bukarest med tog

Det er muligt at køre til Bukarest med tog. Rumænien er med i Interrail-ordningen, så hvis du er eventyrlysten, og har rigeligt med tid, kan du faktisk tage en togrejse hertil. Du skal dog være opmærksom på, at de rumænske tog ofte er relativt gamle og kører relativt langsomt.

Fra Danmark vil den mest direkte togrejse til Bukarest bringe dig gennem Tyskland, Østrig og Ungarn – der kører direkte nattog mellem Wien og Bukarest via Budapest. Du kan læse min guide til Interrail her.

Du kan også benytte tog til at komme rundt i Rumænien eller til nabolandet Moldova. Jeg har selv benyttet nattoget mellem Bukarest og Moldovas hovedstad, Chisinau – en spændende og anderledes oplevelse, som jeg gerne vil anbefale. Du kan læse mere om mine oplevelser med nattog fra Bukarest til Chisinau her.

Sådan kommer du rundt i Bukarest

Bukarests stemningsfulde gamle bydel er oplagt at udforske til fods, men lige så snart du bevæger dig udenfor centrum, bliver afstandene hurtigt for store til gåben. Heldigvis er det offentlige transportsystem meget velfungerende, selvom metrotog, busser og sporvogne kan se noget nedslidte ud.

Bukarests metro består af fire linjer (M1, M2, M3 og M4), som er ganske nemme at orientere sig i. Der er overraskende få metrostationer i centrum, da netværket var tiltænkt arbejdere, som skulle fragtes fra forstæderne gennem byen og ud til industriområderne. Alligevel er metroen det mest oplagte transportsystem, når du skal rundt til de bedste seværdigheder i Bukarest – den er både nem at overskue og købe billet til.

Du kan købe billetter på alle metrostationer, og det er oplagt at købe en dagsbillet, som er tjent ind ved fire ture med metroen.

Transport i Bukarest – sådan køber du billet

Billetsystemet til metroen er forskelligt fra de øvrige transportmidler (bus, sporvogn og trolleybus). For at rejse med bus, sporvogn og trolleybus skal du bruge det rumænske svar på rejsekortet; et Activ- eller et Multiplu-kort. Dette skal købes inden du stiger på bussen.

Multiplu (blå og hvid) er et engangskort, som du tanker op én gang ved køb. Du kan f.eks. fylde mellem to og 10 enkeltrejser eller en dagsbillet på kortet. Herefter kan det ikke tankes op med flere rejser. Activ (grøn og hvid) er et mere klassisk rejsekort, som du løbende kan optanke. Begge kort kan købes ved de små RATB-kiosker, som du finder ved de større bus- og sporvognsstoppesteder. Husk at kortet skal aktiveres i standeren, når du stiger på bussen eller sporvognen.

Det kan ikke anbefales at benytte taxaer i Bukarest. Ofte virker taxameteret sjovt nok ikke, eller også forlanger chaufføren et langt højere beløb for turen på forhånd, end den ville have kostet med taxameteret tændt.

Dette var en skuffende oplevelse for mig, da jeg havde været meget glad for at benytte taxaer i Rumæniens næststørste by, Cluj. Her kørte jeg en del med taxaer, og blev aldrig snydt. Jeg vil i stedet anbefale at benytte kørselstjenesten Uber eller lignende, hvor du kender ruten og prisen på forhånd.

Flere oplevelser…

Bukarest er et rigtig godt udgangspunkt for at opleve mere af Rumænien. Det kunne f.eks. være et smut til den historiske region Transsylvanien, eller til de indbydende kyster ved Sortehavet.

Cluj-Napoca Rumæniens næststørste by er et dejligt bekendtskab, og der er masser af liv i gaderne. Byens mange studerende ved, hvordan man starter den perfekte fest, så det er bare med at følge trop. Du kan også nyde Clujs hyggelige parker, fine kirker og interessante omgivelser – bl.a. en forlystelsespark indrettet under jorden i en gammel saltmine. Cluj er også et godt stop på en rundrejse i Rumænien, og lufthavnen har direkte forbindelse til Danmark. Du finder min rejseguide til Cluj-Napoca her.

Chisinau Det er en særlig oplevelse at besøge Moldovas hovedstad, som bestemt ikke er overrendt af turister. Her oplever du en spændende og autentisk by, fyldt med sjove og anderledes oplevelser. Om sommeren kan man nyde de flotte parker og et af de største og mest imponerende markeder, jeg har oplevet.

Du kan naturligvis også besøge Verdens største vinkældre, og smage på de fremragende vine. Der kører moderne busser mellem Bukarest og Chisinau, men jeg vil klart anbefale det nedslidte nattog, som gør rejsen helt unik. Læs mere om de bedste oplevelser og seværdigheder i Chisinau her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Unirii-boulevarden): Billede af Arvid Olson fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *