Storbyferie i Zürich: De bedste seværdigheder

Med omkring 420.000 indbyggere er Schweiz’ største by hverken helt lille eller helt stor – den er faktisk lige tilpas. I Zürich finder du masser af spændende oplevelser og seværdigheder til en forlænget weekend, og så er byen et perfekt stop inden ferien i Schweiz fortsætter ned mod alperne.

Zürich er den største by i Schweiz, og har faktisk mere end tre gange så mange indbyggere som hovedstaden, Bern. På mange måder er Zürich da også landets centrum, både når det gælder økonomi og kultur – sidstnævnte gælder i hvert fald for den tysktalende del af befolkningen.

Det økonomiske kan man ikke være i tvivl om – Zürich er bankernes by, og bankansatte i jakkesæt fylder ofte mere i gadebilledet end turisterne.

Sandt at sige holder det høje prisniveau de vildeste turisthorder borte, men der findes heldigvis masser af oplevelser, som kan retfærdiggøre at besøge byen til trods for det høje prisniveau. Og ganske belejligt findes her også en række gratis aktiviteter.

Zürich-søen giver masser af liv til byen, og byder på mange spændende oplevelser. Foto: Julian Hacker fra Pixabay

Rent og lækkert vand

Zürich ligger smukt ved den enorme Zürich-sø, og om sommeren er her masser af liv både ved søbredden og i de smalle gader i Altstadt. Vandet i byens fontæner er så rent, at det kan drikkes, så du behøver ikke købe vand på flaske. Maden er god og lækker, og det samme er øllet. Du kan roligt lade alle dine bekymringer blive hjemme, for Zürich er en af Europas sikreste, reneste og mest indbydende byer.

Schweiz er opdelt i 26 kantoner (delstater), hver med sin unikke historie og kultur. Kantonerne spiller fortsat en stor rolle, og farverne for Kanton Zürich, hvid og blå, ses mange steder i bybilledet. Der har været flaget med den diagonale kombination af de to farver siden 1434, og farverne præger bl.a. byens sporvogne, bådene i havnen samt mange andre officielle effekter og bygninger.

Du kan både slappe af i parkerne og langs søen, shoppe i den mondæne Bahnhofstrasse (eller de mindre prangende og billigere sidegader), gå i byen i Langstrasse (Zürichs red light-distrikt), og nyde forkælelse på de bedste restauranter og caféer, som alpelandet har at byde på.

Her er noget for enhver smag, og jeg har samlet de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Zürich samt lidt praktiske informationer i denne korte rejseguide. God tur!



Booking.com

Seværdigheder i Zürich – de 10 bedste oplevelser

1. Zürich Altstadt

[Bydel + Sightseeing]

Zürichs gamle bydel spreder sig på begge sider af Limmat-floden. Foto: Benjamin Munk Olsen

Zürichs smukke gamle bydel med de smalle brostensbelagte gader spreder sig på begge sider af Limmat-floden. Zürich Altstadt svarer nogenlunde til det område, der i århundreder var omringet af bymure, og i dag er det et spændende område at gå på opdagelse i.

Fra toppen af Lindenhof har man et godt vue over floden og byens lavere områder. Bakken har været en naturlig placering for en by, og her findes både romerske og middelalderlige ruiner. Lindenhof er et glimrende sted at starte, når du skal udforske Zürichs gamle bydel.

Schipfe-kvarteret og Rathausbrücke

Når du har beundret udsigten under træernes skygge, kan du gå ned mod floden gennem det hyggelige kvarter, Schipfe, som gemmer på nogle af byens ældste bygninger. I flere af de hyggelige huse er indrettet caféer, restauranter og butikker med kunsthåndværk.

Ved floden kommer du til fodgængerbroen, Rathausbrücke, hvor du kan beundre den gamle rådhusbygning, der blev opført mellem 1694 og 1698. Når du krydser broen kommer du til Limmatquai med de mange smukke laughuse. Herfra ser du også den store kirke, Grossmünster (har sit eget afsnit nedenfor).

Langs kajen fandtes engang et travlt handelsområde, men i dag er det primært souvenir-butikkerne, der har til huse i de gamle bygninger.

Gode butikker og spisesteder i Niederdorfstrasse

På denne side af Limmat-floden bør du også opleve den hyggelige Niederdorfstrasse, hvor der både findes indbydende restauranter, caféer og mange spændende butikker.

Når du nærmer dig Central-pladsen, kan du se den lille kabelbane (Polybahn) fra 1889, som fragter passagerer de 176 meter fra Limmat-flodens kaj op til universitetet (universitetet var tidligere kendt som Polyteknisk Læreanstalt – deraf det særegne navn).

Krydser du floden igen ad Bahnhofbrücke kommer du til Zürichs store banegårdsbygning, og direkte overfor ligger en af Verdens fineste indkøbsgader, Bahnhofstrasse. Den flotte allé huser alverdens dyre modebutikker samt et væld af urmagere (bl.a. Beyer, som har sit eget afsnit nedenfor).

Ønsker du at shoppe i Zürich, skal du have den store pengepung med dig – i hvert fald her i Bahnhofstrasse. Sidegaderne byder på butikker med mere moderate priser.

Finanscentrum på Paradeplatz

Når du nærmer dig bunden af Bahnhofstrasse, kommer du til den store Paradeplatz, hvor flere af landets store banker har hovedkontorer. Her finder du også det fornemme konditori, Confiserie Sprüngli, hvis historie går helt tilbage til 1836. Specialiteten her er Luxemburgerli (små marengskager).

Sprüngli byder også på et stort udvalg af andre lækkerier, og er et fornemt sted til eftermiddagskaffen. Det er også fra Paradeplatz, at du kan komme med på byvandring med Free Walk Zürich. Turene giver et godt indblik i byens historie og dens indbyggere, og afgår dagligt kl 11:00 foran Credit Suisse. Læs mere om Free Walk Zürich her.

2. Zürich-søen (Zürichsee)

[Bådture + Badning]

En sejltur på Zürich-søen er fornem oplevelse i sommerperioden. Foto: Benjamin Munk Olsen

Zürich-søen er et helt fantastisk bekendtskab om sommeren, hvor du oplever et væld af både (mange af dem i de klassiske blå og hvide farver), der sejler ud på den enorme sø, og ved de offentlige søbade springer børn og voksne i det klare vand.

Den kæmpestore sø er 88 kvadratkilometer, og nogle steder mere end 130 meter dyb. Vandet strømmer hertil fra gletsjere og kilder gennem den 50 km lange Linth-flod, hvilket resulterer i rent og lækkert vand, som er perfekt til en dukkert.

Zürich-søen byder på mange gode oplevelser, uanset om du vælger at bade her eller tage på opdagelse med en af de mange turbåde. Fra Bürkliplatz sejler bådene, som er en del af byens offentlige transport, afsted på forskellige ture. Bådene fungerer lidt som vandbusser, og de har flere stop undervejs.

Brug den almindelige transportbillet

Billetsystemet er det samme som til byens øvrige transportmidler, men vær opmærksom på zonekortet – tager du på den lange tur, har du brug for billet til alle zoner, men du kan sagtens nøjes med den korte rundtur, som vil give dig god tid til at opleve søen (Til den korte rundtur skal du bruge en enkeltbillet med zonerne 110 + 140 + 150 eller en dagsbillet til zone 110 samt ENTEN zone 140 eller 150).

Ønsker du at bade i Zürich-søen, findes der flere gode søbadesteder nær bymidten. Det kunne f.eks. være Strandbad Mythenquai, der med sine store græsplæner indbyder til afslapning langs søen. Her findes også vipper, hvorfra du kan springe i vandet. Det kan være en god idé med strandsko, da der er mange skarpe sten.

Strandbad Mythenquai byder på fine omklædningsfaciliteter med bokse til værdigenstande samt en udmærket café. Strandbad Tiefenbrunnen på den modsatte side af søen byder på lignende faciliteter.

Transport til Strandbad Mythenquai: Sporvogn 5, 6, 7, 8 eller 13 til Brunaustrasse.

Transport til Strandbad Tiefenbrunnen: Sporvogn 2 eller 4 til Wildbachstrasse

3. Grossmünster

[Kirke + Udsigt]

Fra kirken sydtårn, Karlsturm, venter en spektakulær udsigt. Foto: annca fra Pixabay

Den første kirke her langs Limmat-floden blev opført af Karl den Store (ca. 747-814). Ifølge sagnet snublede Karl den Stores hest over gravene af Felix og Regula, Zürichs skytshelgener, netop på dette sted, hvilket han tolkede som et guddommeligt tegn.

Konstruktionen af den nuværende kirke begyndte omkring år 1100, og den blev indviet i 1220. Grossmünster-kirken er den ældste af Zürichs fire store kirker, der foruden Grossmünster tæller Fraumünster, Predigerkirche og St. Peterskirche.

Kirken er opført i i romansk stil, og er skabt i sandsten. De ikoniske tvillingetårne blev tilføjet mellem 1487 og 1492, og er blandt Zürichs bedst kendte vartegn.

To store peberbøsser

Den tyske komponist Richard Wagner bemærkede efter sigende, at tårnene ligner to peberbøsser. Peber eller ej, så er turen op i Karlsturm (sydtårnet) en oplevelse. Når du har tilbagelagt de 187 trin, kan du nyde den smukke udsigt over Zürichs gamle bydel. Selve kirken er også flot at inspicere – der udleveres en gratis audioguide mod depositum.

Grossmünster var centrum for den schweizisk-tyske reformation, som fandt sted i første halvdel af 1600-tallet. Du kan blive klogere på reformationen og dens ledende skikkelser, Huldrych Zwingli og Heinrich Bullinger på reformationsmuseet, som også findes i kirken.

Kirken er åben marts til oktober: Mandag til lørdag 10:00-18:00 samt søndag efter gudstjeneste. November til februar: Mandag til lørdag 10:00-17:00 samt søndag efter gudstjeneste.

Karlsturm er åbent marts til oktober: Mandag til lørdag 10:00-17:30 (søndag fra kl 12:30). November til februar: Mandag til fredag 10:00-16:30 (søndag fra kl 12:30).

4. Kunsthaus Zürich

[Museum]

At Zürich er en rig by oplever man også på det flotte kunstmuseum, Kunsthaus Zürich. Her er det en fornøjelse at gå på opdagelse i museets kunstskatte, og så gør det heller ikke noget, at arkitekten Karl Moser har skabt nogle imponerende rammer for udstillingerne.

Både indvendigt og udvendigt har Moser stået for en unik bygning i fineste art nouveau – læg særligt mærke til den store trappeopgang, som giver adgang til udstillingerne på første sal.

Kunsthaus Zürich åbnede i 1910, men samlingens historie går væsentligt længere tilbage. Museets ældste værker er skulpturer og panelmalerier fra det 13. århundrede, mens også hollandsk og italiensk barok er repræsenteret ved bl.a. Domenichino og Rembrandt van Rijn.

Af nyere kunst findes bl.a. værker af Pablo Picasso, Claude Monet, Giambattista Pittoni, Marc Chagall og Vincent van Gogh. Museet huser også den største Munch-samling udenfor Norge, ligesom du kan opleve flere spændende samtidsværker.

Gør du brug af museets fine audioguide, kan du både blive klogere på de enkelte værker og stilarter, men også på bygningens arkitektur, som gemmer på mange spændende detaljer.

Åbent tirsdag og fredag-søndag: 10:00-18:00, onsdag og torsdag: 10:00-20:00 (gratis entré om onsdagen)

Transport: Sporvogn 3, 5, 8, 9 eller 11 til Kunsthaus.

5. Üetliberg

[Vandring + Udsigt]

Udsigten over Zürich by fra Üetliberg fås ikke bedre. Her findes desuden gode vandreruter. Foto: Mintmount fra Pixabay

Üetliberg er Zürichs lokale bjerg – et udmærket udflugtsmål, hvor du på en klar dag har en glimrende udsigt til alperne, og naturligvis et fantastisk vue over byen og søen. Üetliberg er 871 meter højt og lokker både lokale og turister til. Har du ikke planer om at besøge de ægte alper, er Üetliberg en ganske fin substitut. Man kommer nemt herop med S-togslinje 10.

Toppen af Üetliberg hedder Uto Kulm, og her findes både hotel, restaurant samt to tårne. Det ene er et tv-tårn med meterhøje antenner, mens det andet er et udkigstårn. Udsigten fra selve bjergtoppen er glimrende, men bliver lige en anelse bedre fra det 70 meter høje udkigstårn. Omgivelserne er spektakulære på en flot sommerdag.

Planetstien på Üetliberg

Park- og skovområdet omkring Üetliberg byder på mange gode vandrestier. Her findes bl.a. en planetsti (planetenweg) på 6 km, hvor du kan opleve vores solsystems planeter i korrekt størrelsesforhold – solen, og dermed starten af ruten – findes tæt ved Üetliberg station. Størrelsesforholdet for planetstien er 1:1.000.000.000.

Planeten Pluto findes ved Felsenegg – en anden af områdets bjergtoppe. Går du turen mellem Üetliberg og Felsenegg, kan du tage svævebanen, Felseneggbahn, ned fra bjerget. Svævebanens officielle navn er Luftseilbahn Adliswil–Felsenegg, og dens nedre station ligger ca. 400 meter fra jernbanestationen Adliswil. Herfra kan du nemt komme tilbage til Zürichs centrum. Svævebanen er en del af byens offentlige transport, og benytter samme billetsystem.

Transport: S-tog (linje 10) fra Zürich Hauptbahnhof til Üetliberg.

6. FIFA World Football Museum

[Museum + Aktiviteter]

En af de mange sjove fodbold-golfbaner, hvor man skal score point på tid, og optjene bonus-bolde. Foto: Benjamin Munk Olsen

Dette flotte museum åbnede i 2016, og er oplagt for fodboldinteresserede og legebørn i alle aldre. Foruden en spændende og flot udstilling, byder FIFA-museet også på et stor legeområde, hvor du kan vise dine evner med en fodbold.

Det internationale fodboldforbund (FIFA) har deres hovedkontor i Zürich, og derfor er den schweiziske by også den oplagte placering til FIFA-museet. Det første du ser, når du er kommet ind på det tre etager høje museum, er den flotte halvcirkel, hvor spillertrøjer fra alle Verdens landshold er lagt frem. Trøjerne er placeret i farveorden, og du finder sikkert hurtigt den danske.

Herefter fortsætter den mere klassiske del af udstillingen, som fortæller om fodboldspillets historie. Det var briterne, som var de første til at spille moderne fodbold, lave regler, og opbygge en fankultur, men det er bestemt ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden.

Fodbold som kultur

På FIFA-museet bliver du klogere på fodbold som sport, som kultur, som erhverv og som kommercielt produkt. Du kan se mange spændende rekvisitter fra fortidens verdensmesterskaber (bl.a. pokaler, bolde, udtrådte fodboldstøvler etc.), høre sjove anekdoter, og helt sikkert lære noget nyt om det ellers velkendte spil.

Man kan sagtens bruge lang tid på museet, og på turen rundt kommer man også en tur i biografen. For de mindste er det sandsynligvis legeområdet, der er det sjoveste.

Her spilles en alternativ udgave af fodboldgolf, hvor man skal forsøge at få sparket fodbolde gennem en række forhindringer. Banerne er både opfindsomme og varierede, og ligner til forveksling en slags overdimensionerede flippermaskiner. Til slut kan du få en forfriskning i baren eller købe merchandise i FIFA-shoppen.

Åbningstider: Tirsdag til søndag 10:00-18:00 (mandag lukket). Du kan købe din billet til FIFA-museet her.

Transport: Sporvogn 6 eller 7 til Bahnhof Enge.

7. Uhrenmuseum Beyer

[Museum + Butik]

I Bahnhofstrasse nummer 31 ligger en fin urmager, hvor du kan købe nogle af verdens flotteste modeller. Du skal selvsagt have den store pengepung med, hvis du vil gøre dine ferieindkøb her, men man kan også nøjes med at kigge. Det bedste sted at kigge er kælderetagen, for her er indrettet et fint lille urmuseum (Uhrenmuseum Beyer).

Schweiz er verdensberømt for sin produktion af ure, og hos Beyer har du mulighed for at opleve urets historie – lige fra primitive tidsmålere fra oldtidens Egypten, over de fineste eksemplarer på lokal urkunst, til de nyeste tendenser indenfor både væg- og armbåndsure.

Et af højdepunkterne er et gammelt lommeur, med en noget særpræget og ganske erotisk udsmykning gemt bag urskiven. Museet i kælderen er ganske lille, men udstillingen er god og spændende, og man kan virkelig fordybe sig i de udstillede ure og deres historier. Samtidig giver multimedieguiden, som man får udleveret ved indgangen, en bedre forståelse for de udstillede genstande.

Åbningstider: Mandag til fredag 14:00-18:00

Transport: Sporvogn til Paradeplatz.

8. Botanischer Garten

[Botanisk have]

De kuppelformede væksthuse er spændende at besøge året rundt. Foto: Julian Hacker fra Pixabay

Officielt hedder Zürichs botaniske have ’Botanischer Garten der Universität Zürich’, da den hører til byens universitet, og varetages af det botaniske fakultet. Her bruger man parken til forskning og læring, men man deler gerne ud af denne viden, så offentligheden også kan blive klogere på planternes liv.

Udover at tjene som læringsanstalt er den smukke park naturligvis også et fantastisk rekreativt område, hvor man kan slappe af på en dejlig sommerdag.

Formålet med haven er ikke alene at skabe en dejlig oase i byen, men at præsentere en systematisk sammensætning af Verdens flora. I dag findes omkring 8.000 forskellige planter her, og det kan klart anbefales at tage en tur ind i de store, runde væksthuse – ved indgangene er der placeret interaktive informationstavler, som giver besøgende mulighed for at tilgå havens store og spændende database.

Universitetets botaniske have åbnede i 1976, og bliver nogle gange omtalt som den nye botaniske have, da der også findes en ældre én af slagsen i Schanzengraben, som også er åben for offentligheden.

Haven er åben marts til september: Mandag-fredag 7:00-19:00, lørdag og søndag 8:00-18:00. Oktober til februar: Mandag-fredag 8:00–18:00, lørdag og søndag 8:00–17:00.

Væksthusene er åbne marts til september: Dagligt fra 9:30-17:00. Oktober til februar: Mandag til fredag 9:30-17:00, lørdag og søndag 9:30-16:45. Adgang til have og væksthuse er gratis.

9. Landesmuseum

[Museum + Park]

Det schweiziske nationalmuseum, Landesmuseum, ligger kun et stenkast fra hovedbanegården, og selvom du ikke har i sinde at besøge selve museet, så bør du gå en tur forbi den spektakulære bygning.

Med de mange tårne, gårdspladser og parkanlæg skabte den schweiziske arkitekt, Gustav Gull, de perfekte omgivelser for et museum dedikeret til fortiden. Den smukke bygning fra 1898 er inspireret af fransk renæssance, og ligner et klassisk eventyrslot. Placeringen på halvøen mellem floderne Sihl og Limmat kunne heller ikke være mere idyllisk.

Landesmuseum er en af Zürichs største turistattraktioner, og du kan stige på turbådene, som sejler på Limmat-floden, netop her. Har du lyst til at besøge museets udstilling, venter der dig en grundig introduktion til schweizisk historie. Her bliver du taget med på en rejse fra de tidligste arkæologiske fund i præhistoriske tider, over middelalder og op til det 20. århundrede.

Du kan opleve alt fra pilespidser til gotisk kunst og våben. Tjek også museet hjemmeside for spændende særudstillinger. Er vejret godt, så husk at nyde den indbydende park.

Åbningstider: Tirsdag til søndag 10:00-17:00 (torsdag til kl 19:00 – mandag lukket).

Transport: Sporvogn 4, 6, 8, 11, 13 eller 14 til Bahnhofquai/Haupt Bahnhof eller båd til Landesmuseum.

10. Rheinfall

[Vandfald]

På grænsen mellem kantonerne Zürich og Schaffhausen findes Europas største vandfald, Rheinfall. Det store og larmende vandfald er en stor turistattraktion, og det er da også imponerende at overvære naturens kræfter på nært hold.

Rheinfall ligger ca. 25 km efter Rhinens udløb fra Bodensøen. På dette sted er floden 150 meter bred, og vandfaldet er 23 meter højt. På begge sider af floden findes udsigtsplatforme, hvorfra man får det bedste indtryk af vandmassernes strøm ned over klippestenene.

Rheinfall blev skabt under den seneste istid, og gennem årtusinder har vandets kræfter skåret sig dybere ned i klipperne. Mange mennesker er gennem tidens løb kommet hertil for at betragte vandfaldet og det nærliggende Wörth-slot.

Inspirationskilder for kunstnere

Den britiske kunstner, J.M.W. Turner, lavede i det 19. århundrede flere store malerier af Rheinfall, ligesom forfatteren Mary Shelley lod sig inspirere af det storslåede syn, da hun besøgte stedet i 1840. Frit oversat fra hendes dagbog lyder det således:

”Under gråtonede buegange og med vanddisen faldende tykt på os, kiggede vi op fra den nederste afsats og så bølge og klippe, og sky, og klar himmel gennem det glinsende og konstant skiftende slør. Dette var en ny oplevelse, der overgik alt hvad jeg tidligere havde set, men for ikke at blive gennemblødt, var jeg nødsaget til at rive mig bort”

Det tager ca. 45 minutter at komme til Rheinfall fra Zürich, og der er både gode muligheder for at se vandfaldet til fods fra udsigtspunkterne, og at tage med på en bådtur hertil. Fra Schloss Laufen på Zürich-siden af floden arrangeres guidede ture. Udover vandfaldet og Wörth-slottet (Schlösschen Wörth, hvor der i dag er indretter restaurant), er den hyggelige by Schaffhausen også værd at besøge, når du alligevel er i området.

Transport: Zurich HB til enten Winterthur (herefter skift til tog i retning mod Schloss Laufen) eller til Schaffhausen (herefter skift til bybus 1 eller 6 til Neuhausen Zentrum).

Restauranter i Zürich de bedste spisesteder

Zürich er en storby og byder på mange fantastiske madoplevelser – både med lokale og internationale retter. Det schweiziske køkken er inspireret af nabolandene, hvor lige dele tysk, fransk og italiensk indflydelse ikke fornægter sig. Nogle retter markerer sig imidlertid som særligt schweiziske, og det gælder bl.a. Cordon bleu.

Cordon bleu er paneret kød (ofte gris eller fjerkræ) fyldt med ost og/eller skinke. Det klassiske tilbehør (og nogle gange en ret i sig selv) er rösti. I de fransktalende dele af landet er ostefondue og raclette, også meget populært. I Zürich finder du også et stort antal restauranter, som tilbyder klassisk schweizisk foundue og raclette (for schweizere er dette en vinterspise, men for turister serveres det året rundt).

Vil du prøve nogle mere eksotiske spisesteder, så kan du med fordel udforske området omkring Helvetiaplatz, der er kendt for sin multietniske sammensætning. Her finder du også flere billige barer.

Og apropos billig: Da Schweiz er et dyrt land for turister, er det oplagt med en billig genvej til god mad. Prøv initiativet Ässbar i Stüssihofstatt 6, hvor der sælges bagerbrød, sandwich og konditorkager fra dagen før til gode priser. Du kan f.eks. tage din sandwich med ned til Limmat-floden (ca. 50 meter), hvor der findes hyggelige bænke langs vandet.

Her er mine forslag til de bedste restauranter i Zürich:

1. Restaurant Zeughauskeller

[Bahnhofstrasse 28]

Tøjhuskælderen er en stemningsfuld ølhal og restaurant. Som navnet antyder, er spisestedet indrettet i et gammelt rustkammer, og vægge og lofter er udsmykket med historiske våben – bl.a. hvad der påstås at være Wilhelm Tells armbrøst. Det er utroligt populært at spise på Restaurant Zeughauskeller, så bestil bord i forvejen, hvis du vil undgå at stå i kø på gaden. Menukortet tæller klassiske lokale retter – særligt pølserne er værd at prøve. Og så er de lokale øl også lækre trods de høje priser. Du kan også prøve en flamberet øl, som arrangeres og antændes ved bordet…

2. Rheinfelder Bierhalle

[Niederdorfstrasse 76]

Rheinfelder Bierhalle er en autentisk oplevelse midt i den hyggelige turistgade, Niederdorfstrasse. Ølhallen minder om et cafeteria, så forvent ikke stor madkunst – til gengæld er priserne i orden, og øllet koldt og velskænket. Man sidder tæt og det store lokale er sparsomt indrettet. Alligevel er der noget ved stemningen, som gør Rheinfelder Bierhalle til en oplevelse. Det må være historien – Zürichs ældste ølhal har nemlig været et tilholdssted for lokale arbejdere siden 1870. Om sommeren kan man sidde ved de udendørs borde.

3. The Alehouse

[Universitätstrasse 23]

Adressen afslører det hele: The Alehouse er en studenterbar. Men det er ikke en hvilken som helst én af slagsen. Her serveres et imponerende udvalg af specielle øl fra hele Verden, og samtidig kan du få lækker mad. Og du behøver altså ikke være studerende på det nærliggende universitet, for at frekventere denne fantastiske bar. The Alehouse er den bedst anmeldte bar på øl-hjemmesiden ratebeer.com, og da jeg besøgte stedet havde de ’etiopisk take-over’, hvor alle de traditionelle retter var udskiftet med etiopiske specialiteter for en periode. Et sjovt og spændende initiativ.

4. Hiltl

[Sihlstrasse 28]

I dag finder man vegetar-restauranter i alle storbyer, og de er ofte ganske populære, men i 1898 var et spisested, som ikke serverede kød, noget af et særsyn. Ikke desto mindre lykkedes det Ambrosius Hiltl at lokke kunder til sin nyåbnede restaurant, og her mere end 120 år senere, er der stadig salg i de kødfrie retter hos Hiltl – Verdens ældste vegetar-restaurant. Du finder et stort udvalg af lækre gastronomiske overraskelser, og vil du have mest valuta for pengene, så prøv dagens ret, der serveres indtil 15:30, og udskiftes hver dag. Hiltl er ekspanderet voldsomt de seneste år, og i dag findes flere restauranter i Zürich og resten af Schweiz, men den i Sihlstrasse er den originale.

5. Blinde Kuh

[Muehlebachstrasse 148]

Den blinde ko er et velvalgt navn til denne specielle restaurant. Konceptet kendes efterhånden fra mange storbyer rundt om i Verden, men det gør bestemt ikke idéen ringere. På Blinde Kuh spiser man i total mørke, og maden serveres af blinde eller svagtseende tjenere. Her kommer sanserne virkelig på overarbejde, og oplevelsen af at spise uden at benytte øjnene, er noget helt særligt. Mobiltelefonen bliver låst inde i et personligt skab ved indgangen, og du får dermed den fulde oplevelse af maden og nærværet omkring bordet.

Hotel i Zürich – de bedste overnatningssteder

Der findes mange skønne hoteller i Zürich, og nedenfor finder tre forslag til gode overnatningssteder i forskellige prisklasser. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Zürich hos Booking.com her.



Booking.com

1. Hotel Basilea

[Zaehringerstrasse 25]

Det kan være svært at finde billig overnatning centralt i Zürich, men Hotel Basilea er et udmærket valg, når økonomi og placering skal spille sammen. Hotel Basilea er et budgethotel, som ligger ganske centralt placeret – Zaehringerstrasse ligger parallelt med den populære gågade Niederdorfstrasse, og samtidig tæt på trafikknudepunktet Central. Værelserne er simple og lidt slidte, mens morgenmaden er klassisk. Læs mere om hotellet her.

2. 25hours Hotel Langstrasse

[Langstrasse 150]

25hours Hotel Langstrasse er et smart og moderne hotel centralt placeret i Zürich. Værelserne er godt indrettet, og her finder du alt hvad du skal bruge til dit ophold. Langstrasse byder på masser af restauranter og barer – en del af gaden er kendt som Zürichs Red Light-district, men her er bestemt ikke noget at være nervøs for. Du har hverken langt til sporvogne eller tog – hovedbanegården finder du 12 minutters gang herfra. Desuden byder hotellet på en stemningsfuld bar, hvor du kan slappe af med en drink eller en øl. Læs mere om hotellet her.

3. Hotel Schweizerhof

[Bahnhofplatz 7]

Hvis du leder efter den bedst mulige indkvartering i Zürich, så er Hotel Schweizerhof stedet. Her får du masser af luksus, men du betaler også for det. Et ophold på Hotel Schweizerhof er bestemt ikke billigt, men med byens bedste beliggenhed på banegårdspladsen, befinder du dig virkelig i midten af det hele. Hotellet er et perfekt udgangspunkt for at opleve Zürich – både på et romantisk ophold og en forretningsrejse. Morgenmaden byder på alt hvad du kunne tænke dig at starte dagen med. Læs mere om hotellet her.

Sådan kommer du til Zürich

Der er ca. 1.000 km til Zürich fra den dansk/tyske grænse. Rejsen kan både foretages med direkte fly fra København, i bil eller med tog – selvom turen er lang, er togforbindelserne faktisk ganske gode mellem Danmark og den schweiziske storby.

Fly til Zürich

Der er direkte fly mellem København og Zürich, hvor flyvetiden er 1 time og 45 minutter. Zürich lufthavn, Flughafen Zürich-Kloten (ZRH) ligger ca. 13 km nord for centrum, og er en af Europas travleste. Det er meget nemt at komme fra lufthavnen og ind til bymidten. Togene mellem de to stop tager 12 minutter og de kører med få minutters mellemrum.

Tog til Zürich

Selvom det er en lang rejse, er det faktisk meget enkelt at komme med tog fra Danmark til Zürich. Der kører nemlig direkte tog mellem Hamborg og Zürich, så rejsen fra den dansk-tyske grænse (Padborg) kan gøres på ca. 10 timer.

Zürichs centrale placering i Europa gør også byen til et oplagt stop, hvis du rejser de europæiske jernbaner tynde på Interrail. Faktisk kan en Interrail-billet ofte være billigere end en regulær returbillet til Schweiz. Du kan læse min guide til Interrail her.

Sådan kommer du rundt i Zürich

De klassiske sporvogne i Zürich. Foto: Markus Krebs fra Pixabay

Den centrale del af Zürich opleves bedst til fods. Her er mange indbydende gågader, samt gader med begrænset trafik – i hovedshopping-gaden Bahnhofstrasse kører f.eks. kun sporvogne. Og apropos sporvogne, så er de blå og hvide sporvogne synonym med Zürich.

Da byen ikke har noget undergrundsnetværk, så er det sporvognene, du skal benytte, når du skal rundt til seværdigheder udenfor bymidten. Sporvognsnetværket er meget udbygget, og hvor der ikke kører sporvogn kan du tage s-tog, båd eller bus.

Tip: Med Zürich Card får du transport i 24 el. 72 timer samt entré og rabatter til mange af byens seværdigheder. Du kan købe Zürich Card her.

Både sporvogne, S-tog, busser og både er pæne, rene og punktlige, og det er ikke svært at finde det rette transportmiddel. Desværre er det noget mere besværligt at forstå byens zonekort.

Zürichs offentlige transport er nemlig opdelt i zoner, og det er vigtigt at vide hvor mange zoner, der er mellem din start- og slutdestination. Zürichs centrum er dækket af zone 110 (byzonen), som tæller som to zoner, når du skal regne ud, hvor mange zoner, du skal bruge til din rejse. Du kan se hele zonekortet her.

Flere oplevelser…

Vandring i Schweiz Det er fantastisk at vandre i de schweiziske alper, og der findes mange gode ruter for nybegyndere såvel som øvede vandrere. Et rigtig godt udgangspunkt for vandring i Schweiz er den hyggelige bilfri bjerglandsby, Wengen. Du kan læse mine anbefalinger til seværdigheder i Wengen og mine forslag til de bedste vandreruter her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (bro i Zürich): Billede af Jörg Vieli fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *