Rejseguide til Vidin: De bedste seværdigheder i den bulgarske by

Kom med til Vidin, en historisk fæstningsby i det nordvestligste hjørne af Bulgarien. Det er nok de færreste, der har hørt om Vidin, men byen ved Donau-floden havde engang en vigtig strategisk og kommerciel betydning for regionen, og i dag vidner byens borg og de gamle byporte om en stolt fortid. Af øvrige seværdigheder i Vidin findes flere hyggelige parker og spændende museer.

Er du på udkig efter en alternativ rejsedestination i Europa, så er bulgarske Vidin et oplagt valg. Det er nemlig ikke mange turister, du møder i dette hjørne af Bulgarien. Fra tid til anden støder man dog på små grupper af krydstogtgæster, der bliver vist rundt i den gamle bydel. Flere af flodkrydstogtskibene på Donau lægger nemlig til kaj i byen.

Romerne var de første, der opførte en fæstning på den strategiske position langs Donau, og i middelalderen blev denne fæstning ombygget til Baba Vida-borgen, der kom til at spille en vigtig rolle for sikkerheden i regionen.

I dag er Vidin dog milevidt fra fordoms storhed. De historiske byhuse er i stor stil erstattet af triste boligkomplekser i beton, og indbyggertallet er skrumpet markant de seneste årtier. Flere huse er endda forladte, og gader og fortove er i en trist forfatning, så man skal tage sig i agt for ikke at falde.

Til gengæld står de autentiske oplevelser i kø her i udkants-Bulgarien, og selvom Vidin ikke er en turistmagnet, så findes her alligevel flere spændende seværdigheder, gode spisesteder og smukke parker.

I denne korte rejseguide finder du inspiration til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Vidin. God fornøjelse.



Booking.com

Seværdigheder i Vidin – de 7 bedste oplevelser

1. Baba Vida-borgen

[Borg + Museum + Udsigt]

Middelalderborgen Baba Vida er yderst velholdt og den mest populære seværdighed i Vidin. Foto: Benjamin Munk Olsen

Baba Vida er uden tvivl den største seværdighed i Vidin, og den flotte middelalderborg er bestemt værd at kigge nærmere på. Konstruktionen af borganlægget ved Donau-floden blev påbegyndt i det 10. århundrede – på stedet, hvor der tidligere havde ligget en romersk fæstning.

I det 14. århundrede sørgede tsar Ivan Sratsimir for at udbygget og modernisere anlægget, som bl.a. kom til at spille en vigtig rolle i kampene mod ungarske og osmanniske hære. Mens Bulgarien var underlagt tyrkisk overherredømme, fungerede fæstningen desuden som fængsel.

Baba Vida er den bedst bevarede middelalderfæstning i Bulgarien, og består af to fæstningsmure med ni tårne. Tre af tårnene er bevaret i deres oprindelige højde, inklusive de originale brystværn, og det er en spændende oplevelse at krydse den smalle stenbro og bevæge sig rundt inde i den historiske borg.

Borgmurene er i fremragende stand, og fra det øverste plateau har man en god udsigt over Donau. Der er stort set adgang til hele borgen, men man skal være forsigtig, for flere steder er der risiko for at falde ned. Et par af fæstningens sale er forsynet med plancher, men generelt er det sparsomt med information, og du må i stedet bruge din fantasi.

2. Donau Park

[Park]

Donau-parken i Vidin er et oplagt sted til afslapning. Foto: Benjamin Munk Olsen

Den store og velholdte bypark langs Donau-floden står i skarp kontrast til Vidins mange forfaldne bygninger. I parken finder du farvestrålende blomsterbede, majestætiske træer og en indbydende promenade langs floden. På en gåtur langs promenaden kan du passende slå dig ned på en af de mange bænke, og nyde udsigten til floden, der er i konstant bevægelse.

Den aflange park er anlagt på det tidligere fæstningsterræn, og byder på flere udskænkningssteder under åben himmel, legeplads og skaterramper. Nær Baba Vida-fæstningen findes desuden en lille og primitiv strand, skjult bag de gamle fæstningsmure. Her kan man eventuelt tage en dukkert i det kølige flodvand.

I parkens nordlige ende kan man gå rundt om Baba Vida-borgen, og benytter du stien nærmest floden, får du et godt kig til det historiske bygningsværk. Parken rummer også det obligatoriske monument fra kommunisttiden – en høj obelisk samt tre store stenblokke med relieffer i karakteristisk socialistisk udformning.

3. Det historiske museum Konaka

[Museum]

Det historiske museum i Vidin er blandt de oplagte seværdigheder, hvis du gerne vil blive klogere på byen. Foto: Benjamin Munk Olsen

Vil du gerne blive klogere på Vidins interessante fortid, så er det oplagt at besøge det historiske museum, som er indrettet i et af byens smukkeste huse.

Den historiske ejendom i orientalsk stil blev opført som embedsbolig for Vidins guvernør, Osman Pazvantoğlu, i det 18. århundrede, og fungerede senere som byens politistation. Siden 1956 har bygningen huset Det historiske museum.

I museets arkæologiske udstilling kan du beundre flere romerske genstande – heriblandt fine mosaikker og et kvindeligt marmorhoved, som populært kaldes for Vidins gudinde. Her findes også flotte våben, smykker og ikoner, ligesom selve bygningen er ganske interessant – ikke mindst den dekorative loftskonstruktion på første sal.

4. Sankt Demetrius-katedralen

[Kirke]

Sankt Demetrius-katedralen er en af de største kirkebygninger i Bulgarien. Foto: Benjamin Munk Olsen

Med sin 33 meter høje kuppel fungerer Sankt Demetrius-katedralen som et naturligt pejlemærke i det centrale Vidin, men det er bestemt også værd at kigge indenfor i den ortodokse kirkebygning, der blev indviet tilbage i år 1900. Den nuværende katedral er den anden kirke på stedet, opkaldt efter Demetrius af Thessaloniki – en kristen martyr fra det 4. århundrede.

I dag er Sankt Demetrius-katedralen den næststørste ortodokse kirke i Bulgarien, kun overgået af Alexander Nevski-katedralen i Sofia. Indenfor mødes man af et relativt dunkelt, men yderst stemningsfuldt kirkerum.

Selv når her ikke er messe, er der liv i katedralen, hvor byens indbyggere kommer og tænder lys og sender gode tanker til de helgener, der er afbilledet på de udstillede ikonmalerier. Her findes også flere hellige relikvier.

5. De gamle byporte og Rova Park

[Byporte + Park]

En af de oprindelige byporte i Vidin. Foto: Benjamin Munk Olsen

I forne tider var Vidin beskyttet af høje bymure og brede voldgrave. Byens enorme forsvarsværk havde form som en halvcirkel, der strakte sig ind i landet fra Donau-floden, og den historiske udformning præger fortsat byens udlægning. Tre af de oprindelige byporte er tilmed bevaret, og kan opleves i bybilledet.

Vidins forsvarsværk bestod af tre sektioner, hvor Baba Vida-borgen udgjorde den inderste sektion. Herefter fulgte den midterste sektion – den beskyttede by med et areal på 1,5 kvadratkilometer, og ca. 1 km udenfor byen opførtes en ydermur, der udgjorde forsvarsværkets yderste sektion.

Baba Vida-borgen blev opført i middelalderen, mens den øvrige befæstning af byen blev opført mellem 1690 og 1720. På denne tid var Bulgarien under osmannisk herredømme, og det var nødvendigt med et stærkt forsvar mod de østrigske styrker.

I dag er de gamle bymure væk, og den brede voldgrav fyldt op, men man kan stadig fornemme, hvor fortidens fæstning lå. Området er nemlig omdannet til en hyggelig park – et grønt bælte – der strækker sig hele vejen rundt om den gamle bydel. Her finder du skyggefulde træer, bænke, legepladser og skulpturer, ligesom du kan besigtige de bevarede byporte.

6. Det etnografiske museum i den kors-formede kaserne

[Museum]

Den gamle osmanniske kaserne huser i dag Det etnografiske museum. Foto: Benjamin Munk Olsen

Smukke folkedragter og håndarbejde af fineste kvalitet udstilles på Vidins etnografiske museum, der er indrettet i en flot osmannisk kasernebygning fra 1801. Den kors-formede bygning er blandt de ældste i det centrale Vidin, og den specielle konstruktion er bestemt værd at se nærmere på.

Den lille udstilling er hurtigt set, og informationerne står primært på bulgarsk. Alligevel er det interessant at gå rundt i den historiske bygning, som også byder på fine udstillinger om 1. Verdenskrig med uniformer og våben.

7. Udflugt til Belogradchik

[Fæstning + Klipper + Udsigt]

Belogradchik-fæstningen er blandt de mest imponerende bygningsværker i regionen. Foto: Benjamin Munk Olsen

Byen Belogradchik ligger ca. 50 km syd for Vidin, og omkranses af et enestående klippelandskab. Tynde og skulpturelle sandstensklipper i røde og gullige nuancer rejser sig i landskabet, og skaber en fuldstændig fantastisk scene. Og midt i det hele ligger Belogradchik-fæstningen – et unikt fæstningsanlæg, opført på et plateau.

Fæstningen er både beskyttet af de naturlige klipper og af de menneskeskabte ringmure, volde og bastioner.

Belogradchik ligger på Balkanbjergenes vestlige skråninger, hvor de unikke klippeformationer – skabt gennem millioner af års erosion – står tydeligt frem. Nogle af sandstensklipperne når op i 200 meters højde, og flere af dem har yderst finurlige former, hvilket har givet anledning til en række interessante legender.

Den første fæstning i Belogradchik-klipperne blev etableret af romerne, der udnyttede den høje beliggenhed til at overvåge området, og de naturlige klippevægge til beskyttelse. Ligesom Baba Vida-borgen i Vidin blev også Belogradchik-fæstningen udbygget og moderniseret af tsar Ivan Sratsimir i det 14. århundrede, inden osmannerne erobrede borgen i 1396.

Udforskning af Belogradchik-fæstningen

Osmannerne stod for den mest markante udbygning af fæstningen, og benyttede bl.a. franske og italienske ingeniører til projektet. I dag består fæstningen af tre sæt ringmure – hver med en tykkelse på over 2 meter. Borggårdene er forbundet til hinanden via en række velbevarede porte.

Man må bestige en relativt stejl stentrappe, for at nå op til fæstningens hjerte. Herfra – stadig omringet af rødlige sandstensklipper – kan man nyde den ubeskriveligt smukke udsigt over det barske landskab med massive bjerge og dybe kløfter.

Der er flere gode udsigtspunkter spredt over fæstningens område, men du bør være forsigtig, når du bevæger dig rundt i terrænet. De stejle afsatser er nemlig ikke altid forsynet med rækværk. Læg også mærke til vandcisternerne, der er udhugget i klipperne, og har forsynet fæstningen med rent drikkevand.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Der kører minibusser mellem Vidin og Belogradchik flere gange dagligt (på hverdage). Du kan se de aktuelle afgangstider på tavlen ved busterminalen i Vidin. Billetter købes kontant hos chaufføren.

Fra det centrale busstoppested i Belogradchik venter en moderat strabadserende gåtur på ca. 1,5 km op ad bakke.

Restauranter i Vidin – de bedste spisesteder

1. Pizzeria Classic

[ul. Tsar Alexander II 25]

Trods navnet er det ikke kun pizzaer, du finder på menukortet hos Pizzeria Classic. Her kan du nemlig også nyde mange andre lækre retter, heriblandt lokale specialiteter og internationale klassikere. Pizzaerne er dog hovedattraktionen, og bages i en rigtig stenovn. Restaurantens indretning er moderne og indbydende. I den ene ende er der indrettet lounge / café-område. Der findes også en smal terrasse til udendørs servering.

2. Restaurant Teatro (Театрото)

[ul. Gradinska 12]

Den lille, hyggelige og ganske stemningsfulde Restaurant Teatro ligger i forlængelse af Donau-parken, og fra terrassen foran restauranten kan man nyde de smukke, grønne omgivelser. Restauranten ligger ved siden af byens teater, og byder på enkel indretning med lyse træmøbler. På menukortet findes mange forskellige retter – bl.a. pizza og burger – men stedets specialitet er en ret med stegte grøntsager, svampe og kød, som serveres til hele bordet på en dampende hed pande.

3. Impuls Resto & Bar

[ul. Zheleznicharska 39]

Impuls Resto & Bar er en moderne restaurant og gastrobar, hvor du finder lækre retter for enhver smag. Det omfattende menukort byder bl.a. på steaks, sushi, pizza og bulgarske specialiteter, ligesom her findes et godt udvalg af drikkevarer. Det store serveringslokale er inddelt i niveauer og opdelt af grønne planter. Betjeningen er god, og man kan løbende følge med i madlavningen i det åbne køkken. Restaurantens yderste sektion er rygeområde.

Hotel i Vidin – de bedste overnatningssteder

Trods sin beskedne størrelse og begrænsede turisme findes der flere gode hoteller i Vidin. Nedenfor finder du mine forslag til to gode overnatningssteder i den bulgarske by. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Vidin hos Booking.com her.

 

1. Impuls Hotel

[ul. Zheleznicharska 5]

Impuls Hotel er et top-moderne hotel med en god beliggenhed få skridt fra byens banegård. Ankommer du med tog til Vidin, er Impuls Hotel således det oplagte valg. Hotellets rummelige værelser er stilfuldt indrettet, og byder bl.a. på aircondition, minibar, el-kedel mm.

Om morgenen kan du stå op til en god a la carte-morgenmad, hvor du kan vælge mellem en række forskellige retter. Fra hotellet kan du nemt udforske byens attraktioner til fods, da alt ligger indenfor gåafstand. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Impuls Hotel?

  • Central placering tæt på banegården
  • Pæne og moderne værelser
  • God a la carte-morgenmad
  • Rating på 8,9 (ud af 10) hos Booking.com

2. Family Hotel Anna-Christina

[ul. Baba Vida 2]

Family Hotel Anna-Christina er indrettet i en smuk, historisk ejendom i Vidins gamle bydel, og byder bl.a. på fremragende beliggenhed, udendørs swimmingpool og hyggelige værelser. Fra hotellet kan du nemt udforske Vidins midtby til fods, eller slappe af i parken, der findes lige udenfor hotellet.

Fra hotellet er der blot 50 meter til Donau-floden, og 10 minutters gang til byens største seværdighed, Baba Vida-fæstningen. Værelserne er forsynet med aircondition, køleskab, fjernsyn mm. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Family Hotel Anna-Christina?

  • Perfekt beliggenhed i Vidins gamle bydel
  • Swimmingpool og park
  • 50 meter fra Donau-floden
  • Rating på 8,8 (ud af 10) hos Booking.com

Sådan kommer du til Vidin

Der er ca. 2.000 km til Vidin fra den dansk/tyske grænse, så med mindre du drømmer om et roadtrip på Balkan, er bilen næppe det oplagte transportmiddel.

Det samme gælder i udgangspunktet for tog, men rejser du på Interrail kan Vidin fungere som et spændende stop på ruten. Byen ligger nemlig på en af de primære ruter, der forbinder Nordvesteuropa med Istanbul.

Der kører tog mellem Vidin og rumænske Craiova, som krydser Donaufloden via Vidin-Calafat-broen fra 2013. Jeg kom selv til Vidin med dette tog. Og fra Vidin findes flere direkte togafgange videre mod Sofia.

De nærmeste internationale lufthavne finder du i netop Craiova og Sofia.

Sådan kommer du rundt i Vidin

Vidin har en relativt aflang bymidte, der strækker sig langs floden fra banegården og flodhavnen i syd til Baba Vida-fæstningen i nord. Bymidten er dog relativt kompakt, og det er oplagt af udforske byen til fods.

Vil du udforske de omkringliggende områder og landsbyer, findes et sparsomt netværk af busser, som f.eks. kan tage dig til den fantastiske fæstningsby, Belogradchik. Belogradchik ligger ca. 50 km syd for Vidin (læs mere nedenfor).

Flere oplevelser

Vil du gerne opleve den bulgarske natur, så er det oplagt at udforske de bjergrige områder syd for Vidin, men området langs Donau-floden byder også på flere hyggelige byer. Det er ligeledes oplagt at fortsætte rejsen rundt i regionen med et besøg i Sofia eller rumænske Craiova. Du kan læse mine forslag til de bedste seværdigheder og oplevelser i Craiova her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Vidin-skilt i Donau-parken): Foto: Benjamin Munk Olsen

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *