30 seværdigheder i Berlin: Guide til byens bedste oplevelser

Berlin er en af de mest spændende byer i Europa, og en af mine personlige favoritdestinationer. Her findes oplevelser i alle kategorier: Uanset om det er familieferie med børn, et romantisk ophold med kæresten eller shopping og bytur med vennerne og veninderne, har Berlin fantastiske seværdigheder i den ønskede kategori.

Det er nemt og hurtigt at komme til Berlin, men et besøg i den tyske hovedstad skal ikke blot prioriteres af logistiske grunde. Byen er nemlig et overflødighedshorn af historie, kultur, attraktioner og gode restauranter og caféer. Den smukke by blev voldsomt ødelagt under 2. Verdenskrig, og var senere opdelt af Berlinmuren.

Tip: Hop-on hop-off-sightseeingbustur til de bedste seværdigheder i Berlin – læs mere her

I dag husker man naturligvis disse begivenheder, og der er spændende museer, der fortæller grundigt om dem. Til gengæld er Berlin i dag en by fuld af liv, og det er masser af sjove oplevelser, der kommer besøgende i møde, når man stiger af toget, bussen, flyet eller bilen i Berlin.

En grøn og moderne by

Grønne parker og Spree-floden sørger for, at naturen også er tilstede i byrummet. Er du i Berlin om sommeren, er en tur i den enorme Tiergarten en oplagt beskæftigelse. På alle tider af året tilbydes spændende udstillinger på byens mange museer, mens indkøbsgaden Kurfürstendamm og stormagasinet KaDeWe er et mekka for shoppinginteresserede.

Du behøver heller ikke lede længe efter et sted at spise eller drikke øl, der er nemlig gode muligheder for lækker mad og drikke overalt i byen. I denne korte rejseguide har jeg samlet de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Berlin, som du med fordel kan finde inspiration i. God tur til Berlin!



Booking.com

Seværdigheder i Berlin – de 30 bedste oplevelser

1. Brandenburger Tor

[Monument]

Brandenburger Tor – en af de bedst kendte seværdigheder i Berlin – smukt oplyst om aftenen. Foto: Sharon Ang fra Pixabay 

Berlins vartegn er naturligvis ikke til at undgå, når man besøger den tyske hovedstad. Den smukke neoklassicistiske byport blev opført under den preussiske konge, Friedrich Wilhelm II, og stod færdig i 1791. Det imponerende bygningsværk erstattede en mere primitiv port, og skulle symbolisere fred efter trediveårskrigen. På toppen af Brandenburger Tor ses statuen af den romerske sejrsgudinde, Victoria, i sin karret.

I den neoklassicistiske arkitektur og de 12 søjler, fornemmer man tydelig inspiration fra det store tempelkompleks, Akropolis, i Athen. På den ene side af porten åbner boulevarden Unter den Linden sig, og det kan også anbefales af gå en tur ned ad denne berømte gade. I perioden hvor Berlinmuren delte byen, var det ikke muligt at gå gennem porten. Det er det heldigvis igen i dag, hvor mange turister samles i området omkring det smukke monument.

Transport: U-bahn eller S-bahn til Brandenburger Tor.

2. Rigsdagen (Reichstag)

[Parlament + Udsigt + Moderne arkitektur]

Inde i Rigsdagens kuppel – et fantastisk studie i moderne arkitektur. Foto: Ceparedonda fra Pixabay 

Blot et stenkast eller to fra Brandenburger Tor ligger den lige så storslåede parlamentsbygning, Rigsdagen. Rigsdagsbygningen er både et studie i klassisk og moderne arkitektur, og byder desuden på et spændende overblik over den tyske hovedstad.

Den pompøse bygning blev opført mellem 1884-94 for at huse det tyske føderale parlament, Bundestag. I 1933, kort efter Adolf Hitler var kommet til magten som kansler, var der et voldsomt brandattentat mod bygningen. Den hollandske kommunist, Marinus van der Lubbe, blev dømt for forbrydelsen, men efterspillet blev særligt interessant for Hitler. Som følge af attentatet blev en ny lov nemlig vedtaget, der gav Hitler næsten uindskrænkede beføjelser til at fængsle politiske modstandere.

Ved brandattentatet fik bygningen så voldsomme skader, at den ikke længere kunne benyttes som parlamentsbygning. Denne ære tilfaldt i stedet Kroll-operabygningen i Tiergarten, som siden blev ødelagt under bombardementerne af Berlin under 2. Verdenskrig.

Gammel historie – Moderne arkitektur

I mange år lå Rigsdagen som en udbrændt ruin, men efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland, fik den britiske arkitekt Norman Foster til opgave at stå for genopbygning. Ligesom parlamentet i praksis skulle danne ramme om to genforenede verdener, synes arkitekturen også at symbolisere møde mellem fortid og fremtid. Her er særligt den imponerende glaskuppel på bygningens tag værd at bemærke.

Tip: Rundvisning på tysk inkl. besøg i plenarsalen og kuplen – læs mere og køb billet her

Den genopbyggede Rigsdag åbnede i 1999, og i dag tilbyder den store glaskuppel en spektakulær 360-graders udsigt over Berlin. Publikum har afgang til kuplen, og det kan anbefales at låne en af de gratis audioguides, hvor du både kan blive klogere på bygningen, parlamentet og udsigten over Berlin.

Besøg i Rigsdagskuplen er gratis for EU-borgere, og for at undgå lang ventetid, kan det anbefales at booke tid til besøget på forhånd. Dette kan gøres på Rigsdagens hjemmeside her.

Åbningstider: Dagligt fra 8:00-00:00 (sidste indgang 21:45).

Transport: U-bahn til Bundestag eller U-bahn/S-bahn til Brandenburger Tor.

3. Sejltur på Spree-floden

[Sightseeing + Afslapning]

Under en sejltur på Spree-floden oplever man blandingen af gammel og moderne arkitektur. Foto: Achim Scholty fra Pixabay 

En sejltur på den smukke Spree-flod er oplagt, hvis vejret er godt. Det er en oplagt introduktion til Berlin, og byens største seværdigheder. Og så kan du tilmed slappe af og hvile fødderne undervejs. Der arrangeres flere forskellige bådture på Spree-floden, men de mest populære er dem, der varer en time.

På en time kan man nå at se meget af Berlins centrum, og man kommer bl.a. forbi Haus der Kulturen der Welt – den flotte bygning der ligner en østers, Kansler-kontoret, Regeringskvarteret, Rigsdagen, Museumsøen, domkirken samt det hyggelige Nikolaiviertel, hvor en række historiske bygninger er smukt istandsat.

Du kan få audioguides på mange sprog, som giver en god præsentation af de forskellige seværdigheder. Man kan stå på bådene ved Friedrichstraße (Weidendamm), Nikolaiviertel eller ved Haus der Kulturen der Welt nær hovedbanegården.

Køb billet hjemmefra: Du kan købe billet til 1-times city-tur i båd her – afgang fra Nikolaiviertel el. Friedrichstraße

4. TV-tårnet (Fernsehturm)

[Tårn + Udsigt]

TV-tårnet er et af Berlins mest kendte vartegn. Foto: Slightly_Different fra Pixabay 

Fjernsynstårnet eller tv-tårnet kan ses fra lang afstand, og tjener derfor som et godt pejlemærke for turister i Berlin. Tårnet er 368 meter højt (inklusive antennen), og er dermed Tysklands højeste bygningsværk, og det fjerdehøjeste fritstående bygningsværk i Europa (efter Ostankino-tårnet i Moskva, TV-tårnet i Kiev og Rigas Radio- og TV-tårn).

Fjernsynstårnet i Berlin ligger nær Alexanderplatz i det tidligere DDR. Tårnet blev konstrueret fra 1965 til 1969, og skulle både tjene som et symbol på Berlin, og som symbol på en stærk kommunistisk ånd. Udover at fungere som TV-tårn med sin antenne og paraboler, er tårnet en stor turistattraktion, og fra panorama-etagen i 203-meters højde, har besøgende en fornem udsigt.

Trappen op i tårnet har hele 986 trin, men der er heldigvis også to ekspreselevatorer, som bringer gæster op i tårnet på blot 40 sekunder. I etagen ovenpå udsigtsplatformen findes restauranten Telecafé i 207-meters højde. Restauranten roterer om sin egen akse, og man får således den fulde 360-graders udsigt mens man sidder og spiser. Det tager 30 minutter for tårnet at dreje en omgang.

Udsigtsplatformen er åben fra marts til oktober 9:00-00:00 og fra november til februar fra 10:00 -00:00.

Transport: U-bahn, S-bahn eller sporvogn til Alexanderplatz.

Spring køen over: Køb din entrébillet til TV-tårnet med ‘fast track’ her

5. East Side Gallery

[Kunst + Mindesmærke + Park]

‘Broderkysset’ af Dmitri Vrubel er blandt de mest berømte malerier i den gamle mur. Foto: Kon Zografos fra Pixabay

Eufori, håb og troen på en lysere fremtid. Malerierne langs East Side Gallery – den længste tilbageværende del af Berlinmuren – giver et interessant indblik i tiden efter murens fald. I 1990 omdannede 118 kunstnere fra 21 lande den forhadte betonmur til et unikt graffiti-kunstværk fyldt med politiske undertoner, satire og abstrakte tanker. Selv i dag, mange år senere, er den historiske street art-installation en af de mest populære seværdigheder i Berlin.

Efter Berlinmurens fald blev det meste af den markante mur revet ned, men langs Mühlenstraße fik 1,3 km af betonmuren lov at blive stående, og i dag fungerer East Side Gallery både som galleri, mindesmærke og rekreativt område.

Det er oplagt at gå en tur langs muren og nyde synet af de mange flotte kunstværker. Flere steder har det været nødvendigt at restaurere malerierne, som har været offer for tidens tand og forbipasserende ballademagere.

Et af de mest ikoniske værker langs East Side Gallery er ‘Broderkysset’ af Dmitri Vrubel, hvor de kommunistiske ledere Lenoid Brezhnev (Sovjetunionen) og Erich Honecker (DDR) mødes i et lidenskabeligt kys. Et andet populært motiv er Birgit Kinders ‘Test the Rest’, som forestiller en østtysk trabant, som bryder gennem muren.

Transport: Undergrundsbane (U1 el. U3) til Warschauer Straße eller S-tog Ostbahnhof / Warschauer Straße (S3, S5, S7, S9 el. S75).

Museerne på Museumsinsel

Museumsøen midt i Berlin har hele fem museer i verdensklasse, og det er desuden også her, du finder den store domkirke, Berliner Dom. Selvom du ikke interesserer dig for museer, er det et fornemt område for en gåtur. Bygningerne er storslåede og smukke, og museumsøen blev optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv i 1999. Har du derimod blot den mindste interesse for kultur, kunst og historie, er et besøg på et eller flere af museerne et must. Du kan læse om de enkelte museer nedenfor:

6. Altes Museum

[Museum for fortidshistorie]

Den smukke facade på Altes Museum. Foto: Wal_172619 fra Pixabay

Altes Museum fra 1830 var den første udstillingsbygning, der blev opført på Berlins Museumsinsel (Museumsø), og museet er det oplagte sted at besøge, hvis du vil beundre græske og romerske kunstskatte. Facaden på den nyklassicistiske bygning (tegnet af Karl Friedrich Schinkel) består af 18 majestætiske søjler, som straks leder tankerne i retning af oldtidens templer.

Indenfor – under kuppelloftet i den imponerende rotunde – starter den fantastiske udstilling, som først og fremmest præges af monumentale statuer. Blandt højdepunkterne i den græske afdeling er ‘Den berlinske gudinde’ – Berlin Goddess – en smuk statue (oprindeligt et begravelsesmonument), der forestiller en ung kvinde i rød kjole.

En anden attraktion er Den bedende dreng, (idealiseret til perfektionen) som blev skabt på Rhodos omkring år 300 f.Kr. og bragt til Berlin i 1747. Siden har han både været i Paris og i Moskva som krigsbytte (taget af henholdsvis Napoleon og Stalin), men i dag kan han opleves i den stemningsfulde sal under rotunden i Altes Museum.

I den romerske afdeling er Hildesheim-skatten – en enestående skat bestående af 70 stykker sølvtøj – et oplagt højdepunkt. Det samme gælder de fine portrætter af Cæsar og Cleopatra samt det erotiske kabinet (kun adgang for voksne) med satyrer, hermafroditter og gigantiske fallosser. Bronzehjelme, vaser og smykker hører også til museets omfattende samling.

Billet: Køb entrébillet til Altes Museum her

Transport: Undergrundsbane (U5) til Museumsinsel.

7. Neues Museum

[Museum for fortidshistorie]

Busten af Nefertiti kan opleves på Neues Museum, der trods navnet er over 150 år gammelt. Foto: HeikoAL fra Pixabay 

Uvurderlige ægyptiske skatte, spektakulære trojanske antikviteter og et fossil af en Neanderthaler. Neues Museum er et overflødighedshorn af pragtfulde genstande, og et oplagt sted at besøge, hvis du gerne vil dykke ned i fortiden og dens spændende episoder. Herudover kan du med fordel bruge tid på at nyde museumsbygningens fremragende arkitektur.

Til trods for navnet ‘Neues Museum’ (Det nye museum), så har den smukke museumsbygning efterhånden en hel del år på bagen. Bygningen blev nemlig opført i 1859, og den er tegnet af Friedrich August Stüler, som havde været elev hos Schinkel – manden bag det 29 år ældre ‘Altes Museum’.

Neues Museum blev imidlertid voldsomt beskadiget i bombardementerne under 2. Verdenskrig, og bygningen, som flere steder lå i ruiner, måtte derfor gennemgå en omfattende restaurering. Til denne opgave hyrede man den britiske arkitekt David Chipperfield, der (noget utraditionelt) valgte at beholde mange af bygningens beskadigede elementer.

Hvor det har været muligt, har Chipperfield bevaret originale detaljer, og suppleret med topmoderne byggematerialer. Massive trappeopgange, vægmalerier og højloftede sale opleves i dag side om side med moderne betonelementer og glas.

Busten af den ægyptiske dronning Nefertiti er (sammen med den øvrige ægyptiske samling) museets absolutte højdepunkt, og det er da også en fantastisk oplevelse at stå ansigt til ansigt med den smukke dronning. Den udtryksfulde og ekstremt velbevarede buste blev skabt omkring år 1340 f.Kr.

Blandt museets øvrige attraktioner er en fornem samling af trojanske antikviteter – bl.a. fine smykker, ornamenterede våben og forgyldte bægre – alt sammen fundet nær byen Hisarlik (i nytidens Tyrkiet) i 1870. Også det 45.000 år gamle fossil af kraniet fra en Neanderthaler-dreng og den berømte Berliner Goldhut er værd at kigge nærmere på. Guldhatten er omkring 3.000 år gammel, og ligner mest af alt hovedbeklædningen til en troldmand.

Billet: Du kan købe din entrébillet til Neues Museum her

Transport: Undergrundsbane (U5) til Museumsinsel.

8. Alte Nationalgalerie

[Kunstmusem]

Nationalgalleriet er en af de mange smukke museumsbygninger på Museumsøen. Foto: WikiImages fra Pixabay 

Den symmetriske trappe, der leder gæsterne op til Alte Nationalgallerie, er et populært fotomotiv på museumsøen, og rummer bl.a. et mindesmærke for Frederik Wilhelm 4. af Preussen, der var museets bygherre. Selve museet, der er tegnet af Friedrich August Stüler, ligner – ligesom Altes Museum – mest af alt et græsk tempel. Inde bag det nyklassicistiske ydre kan du opleve den fine samling af romantisk, impressionistisk og modernistisk kunst fra det 19 århundrede.

Alte Nationalgalerie stod færdigt i 1876, og byder på tre etager med kunst i verdensklasse. Blandt højdepunkterne er de smukke og romantiske landskabsmalerier af Caspar David Friedrich (først og fremmest ’Munk ved havet’, 1808-1810), de episke værker af Franz Krüger og Adolf Menzel (som i høj grad glorificerer den preussiske stat), og Karl Friedrich Schinkels gotiske fantasier.

En personlig favorit er Adolf Menzels stemningsfulde gengivelse af et travlt jernstøberi i dunkel belysning. Også Gottlieb Schicks portræt af Heinrike Dannecker (1802) er værd at studere nærmere. På maleriet sender Dannecker et ganske uforglemmeligt, spontant og nysgerrigt blik ud mod tilskueren. Sæt også tid af til de mange fine skulpturer samt malerierne af de tyske impressionister.

Billet: Køb entrébillet til Alte Nationalgalerie her

Transport: Undergrundsbane (U5) til Museumsinsel.

9. Bodemuseum (Bode-Museum)

[Kunst- og antikvitetsmuseum]

Bag den smukke facade på Bodemuseum finder du mange fantastiske kunstværker. Foto: Miodrag Asenov fra Pixabay

Bodemuseum indtager den prominente placering på museumsøens nordligste spids, hvor den afrundede facade følger Spree-flodens forløb. Museet åbnede i 1904 under navnet Kaiser-Friedrich-museet (efter den tyske kejser, Frederik III), men i 1956 (under kommunismen) skiftede man navnet for i stedet at ære museets første kurator, Wilhelm von Bode.

Bodemuseum består af tre afdelinger: Skulptursamlingen, Museet for byzantinsk kunst og Møntkabinettet (Münzkabinett). I skulptursamlingen kan du opleve smukke skulpturer fra middelalderen og frem til det 18. århundrede, heriblandt værker af Tilman Riemenschneider, Donatello og Giovanni Pisan.

Den byzantinske samling byder bl.a. på sarkofager og elfenbensudskæringer, forgyldte mosaik-ikoner fra Konstantinopel og andre religiøse artefakter. Møntsamlingen er en af verdens største, og består af mere end en halv million genstande, heriblandt mange sjældne græske og romerske mønter. Her findes også et stort udvalg af ordner og medaljer.

Billet: Køb entrébillet til Bodemuseum her

Transport: Undergrundsbane (U5) til Museumsinsel.

10. Pergamonmuseet

[Kulturhistorisk museum]

Løven er en af de fine detaljer fra Ishtar-porten, der udstilles på Pergamonmuseet. Foto: Falco fra Pixabay

Pergamonmuseet er blandt de mest populære museer i den tyske hovedstad, og bestemt en af de seværdigheder, du bør opleve, når du besøger Berlin. Desværre foregår der i disse år en række omfattende ombygninger af museet og dets bygninger, hvilket betyder, at flere af udstillingerne periodevist vil være lukket for publikum frem mod 2026. Du bør derfor orientere dig om, hvilke udstillinger, der kan besøges på museets hjemmeside.

Et besøg på Pergamonmuseet føles som at træde ind i en scene fra Tusind og én nats eventyr, hvor fortryllende genstande fra Babylon, Mellemøsten og oldtidens Grækenland alle sammen bliver vakt til live. I centrum for det hele finder man Pergamonalteret, som er udstillingens altoverskyggende hovedattraktion. Pergamonalteret er en monumental alterbygning, som måler hele 35 meter i bredden. Det spektakulære bygningsværk med dekorative friser og narrative relieffer blev opført mellem 164 og 156 f.Kr. i Pergamon, Anatolien (det nuværende Tyrkiet).

Pergamonmuseet er det nyeste af de fem museer på museumsøen, og blev opført mellem 1910 og 1930. Bygningen blev tegnet af Alfred Messel og Ludwig Hoffmann, og huser foruden Pergamonalteret også Ishtar-porten fra Babylon, markedsporten til Miletus, der er rekonstrueret fra ruinerne fundet i Anatolien, samt Mshatta-facaden.

Billet: Du kan købe entrébillet til Pergamonmuseet her

Transport: Undergrundsbane (U5) til Museumsinsel.

Berlin og 2. Verdenskrig

I Berlin finder du naturligvis mange seværdigheder, som er relateret til 2. Verdenskrig og tiden umiddelbart der efter. Nedenfor finder du fem forslag til steder, du bør besøge, hvis du gerne vil dykke ned i nogle af Berlins mørkere kapitler:

11. Holocaust-mindesmærket

[Monument + Mindesmærke]

Det er en stor oplevelse at besøge det smukke Holocaust-mindesmærke. Foto: Kyrios Kyriakos fra Pixabay 

Ikke langt fra Brandenburger Tor og Rigsdagsbygningen ligger det imponerende Holocaust-Mahnmal, mindesmærket for Holocaust. Under 2. Verdenskrig blev op mod seks millioner jøder, to tredjedele af Europas jødiske befolkning, systematisk udryddet.

Disse frygtelige begivenheder må aldrig glemmes, og derfor blev konstruktionen af det 19.000 kvadratmeter store monument påbegyndt i 2003 – det blev officielt indviet den 10. maj 2005, 60 år efter 2. Verdenskrigs afslutning i Europa.

Holocaust-mindesmærket blev tegnet af den amerikanske arkitekt Peter Eisenman, og består af 2711 opretstående blokke af jernbeton. Blokkene har varierende højder fra 0,2 til 4,7 meter, men man fornemmer først for alvor denne højdeforskel, når man bevæger sig ind mellem blokkene. Monumentet er nemlig opført i et ujævnt område, hvilket giver en udsædvanlig effekt, når man går på gangstierne mellem blokkene.

Et underjordisk informationscenter

Der findes også et underjordisk informationscenter, placeret i mindesmærkets østlige side. Her er det muligt at blive klogere på den skræmmende historie og Nazisternes ’Endelige løsning’. Du kan også høre om skæbnerne for 15 specifikke jødiske familier, ligesom navnene på alle kendte jødiske ofre blive læst højt.

Åbningstider: Der er adgang til mindesmærket hele døgnet. Informationscenteret er åbent fra april til september: tirsdag-søndag 10:00-20:00, oktober til marts: tirsdag-søndag 10:00-19:00 (mandag lukket hele året).

Transport: U-bahn til Mohrenstraße eller S-bahn til Potsdamer Platz.

12. Checkpoint Charlie og Mauer Museum

[Monument + Museum]

Den gamle grænseovergang, Checkpoint Charlie, med museet i baggrunden. Foto: Mara Breunesse fra Pixabay 

Checkpoint Charlie var de vestlige allieredes navn for den bedst kendte grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin. Grænsen mellem øst og vest var en realitet under Den kolde krig fra 1947-1991, men det var først med Berlinmurens opførelse i 1961, at der for alvor kom fokus på opdelingen.

Med hjælp fra Sovjetunionen fik DDR-leder Walter Ulbricht bygget den enorme mur, der skar sig gennem byen. Nogle steder blev eksisterende boligblokke barrikaderet og indlemmet i muren, men de fleste steder rejstes en 3,6 meter høj betonmur.

Grænseovergangen Checkpoint Charlie, hvor man forlod den amerikanske sektor for at køre ind i den sovjetisk kontrollerede sektor, og siden Østberlin, er i dag et nationalt klenodie. Det er spændende at opleve den lille tidslomme, men endnu mere interessant at besøge det tilstødende Mauer Museum.

Mange tusinde indbyggere forsøgte at krydse grænsen mellem øst og vest, og på museet fortælles de mange spændende historier. Ofte var det med livet som indsats, når de kreative flugtforsøg skulle iscenesættes. Disse historier fortælles gennem interessante udstillinger på museet. Formidlingen er god, og museet er også en god oplevelse for større børn.

Åbningstider: Dagligt 9:00-22:00.

Billet: Spring køen over – køb entrébillet til Checkpoint Charlie og Mauer Museum her

Transport: U-Bahn til Kochstraße / Checkpoint Charlie.

13. STASI-fængslet Hohenschönhausen

[Museum]

Det er en uhyggelig men spændende oplevelse, at besøge det gamle STASI-fængsel. Foto: Falco fra Pixabay 

STASI, den nationale sikkerhedstjeneste i DDR, var berygtet under Den kolde krig. Overvågning og aflytning var dagligdagen for tjenesten, som gjorde alt hvad der stod i dens magt, for at finde potentielle fjender af kommunistpartiet. Var der begrundet mistanke om, at du ikke delte DDRs idealer, eller måske forsøgte at planlægge en flugt ud af landet, kunne det være, at du blev taget med i en anonym varevogn og kørt til Hohenschönhausen – sikkerhedstjenestens berygtede fængsel.

Ordet ’berygtet’ er her meget velvalgt, for i DDR vidste kun meget få mennesker med sikkerhed, hvad der egentlig foregik i det store bygningskompleks i Lichtenberg nordøst for Berlins centrum. Det var mest rygter, og bygningerne figurerede ikke engang på officielle kort over Berlin. I dag kan du imidlertid få sandheden at vide, hvis du besøger det spændende museum, som er indrettet i det gamle STASI-fængsel (officielt Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen).

En skræmmende historie

Umiddelbart efter krigen blev bygningernes fugtige kældre benyttet som koncentrationslejr for Sovjetunionens hemmelige politi. Du kan høre de skræmmende historier om tortur og undertrykkelse under dit besøg. I 1951 overgik bygningerne til STASI, som indrettede dem til fængsel, og torturen blev herefter mere af psykisk end fysisk karakter. I 1994 blev museet på stedet indviet.

Der er både rundvisninger på tysk og engelsk. Vælger du en tysksproget rundvisning vil den ofte være varetaget af tidligere indsatte, som har helt ubegribelige historier at fortælle. Historierne, dog ikke helt så personlige, får du naturligvis også på den engelske rundvisning. Interesserer du dig for historie og DDR, er et besøg i STASI-fængslet Hohenschönhausen bestemt en stor oplevelse.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Sporvogn M5 til Freienwalder Straße eller Sporvogn M6 til Genslerstraße.

14. Mindesmærket for Berlinmuren (Gedenkstätte Berliner Mauer)

[Mindesmærke + Besøgscenter + Udsigt]

Berlinmuren var gennem mange år det mest markante bygningsværk i den tyske hovedstad. Foto: Thomas Ulrich fra Pixabay

Med en højde på 3,6 meter var Berlinmuren en markant barriere, der delte den tyske hovedstad i to. Muren adskilte ikke blot to lande – den adskilte også demokrati og frihed fra undertrykkelse og overvågning. Herudover splittede den familier og venner, og gennem årene mistede mange mennesker livet i forsøget på at krydse grænsen mellem øst og vest.

Ved Mindesmærket for Berlinmuren (Gedenkstätte Berliner Mauer) kan du blive meget klogere på historien bag det forhadte bygningsværk, ligesom du kan lære mere om livet i DDR, og høre om nogle af de mennesker, der forsøgte at flygte fra øst til vest.

Mindesmærket for Berlinmuren består af et moderne besøgscenter, en 60 meter lang sektion af den oprindelige mur samt flere interessante installationer – bl.a. en række såkaldte ‘erindringsvinduer’, som fortæller om de mennesker, der mistede livet i forbindelse med flugten fra DDR.

Oplevelser ved Berlinmuren

Det omfattende mindesmærke (1,4 km langt) med dertilhørende park følger gaden Bernauer Straße, der tidligere fungerede som grænse mellem øst og vest. Netop denne del af muren var et populært spot for dem, der ønskede at krydse grænsen, da man kunne tage turen ud gennem et vindue i en af boligblokkene på østsiden. Når man landede på gaden, var man i Vestberlin.

Fra øverste etage i stedets Dokumentationscenter kan du opleve den tilbageværende del af Berlinmuren og det øvrige område i fugleperspektiv, ligesom du kan gå gennem den spændende udstilling med forskellige genstande, fotografier og videoer, der fortæller historien om muren.

Den tilbageværende sektion af Berlinmuren er forsynet med små kighuller, hvorigennem man kan få et glimt af det tidligere ingenmandsland – The Death Strip – med vagttårn, projektører og meget mere. Her får man virkelig en fornemmelse af, hvordan livet langs muren må have været. Underjordiske flugttunneller er også markeret i græsset.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: U-Bahn (U8) til Bernauer Straße, S-tog til Berlin Nordbahnhof el. sporvogn til Gedenkstätte Berliner Mauer.

15. Dagsudflugt til Sachsenhausen

[Koncentrationslejr + Mindesmærke]

Et kig indenfor i en af barakkerne i koncentrationslejren Sachsenhausen, ca. 35 km nord for Berlin. Foto: Marta Moreno fra Pixabay

Et besøg i Sachsenhausen giver et skræmmende indblik i fortidens rædsler. Selvom Sachsenhausen (35 km nord for Berlin) var en arbejdslejr og ikke en udryddelseslejr, så omkom mange af lejrens fanger som følge af sult, sygdom og medicinske forsøg. Nogle blev også henrettet. I dag fungerer Sachsenhausen som nationalt mindesmærke, og der er oprettet et interessant besøgscenter, som skildrer livsvilkårene i lejren.

Koncentrationslejren Sachsenhausen blev opført i 1936, og skulle fungere som prototype for lignende lejre i Det 3. Rige. I begyndelsen husede lejren politiske modstandere, men senere blev også romaer, homoseksuelle, jøder og krigsfanger indkvarteret i de primitive barakker. Ved krigens afslutning havde omkring 200.000 mennesker passeret gennem porten til Sachsenhausen, der (i lighed med den berømte indgangsport til Auschwitz) var forsynet med teksten ‘Arbeit Macht Frei’.

Besøgscentret i Sachsenhausen

Besøgscentret og museet i Sachsenhausen består af 13 bygninger, som hver især fortæller om lejrens historie, dens funktioner og hverdagen for dens fanger. I det tidligere køkken vises en film, der giver en god introduktion til området. Det kan også anbefales at betale for en audioguide, hvis du ikke deltager i en officiel rundvisning. Du kan købe billet til rundvisning med guide i Sachsenhausen her.

I museumsbygningen kan du se en model af lejren samt en lang række effekter med relation til stedet, bl.a. dokumenter, fotografier og en 30 cm høj bunke af guldtænder, som nazisterne tog fra lejrens fanger. I portbygningen kan du blive klogere på SS-vagternes brutale arbejdsmetoder, og i to restaurerede barakker kan du opleve fangernes kummerlige forhold. En del af udstillingerne er virkelig ubehagelige, og bestemt ikke egnet for børn.

I det tidligere hospitalsafsnit fortælles om nogle af de medicinske eksperimenter, der blev udført i Sachsenhausen, og i ‘Station Z’ – et område isoleret fra den øvrige lejr – findes henrettelsespladsen, krematorium og et gaskammer.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: S1 el. regionaltog til Oranienburg. Herfra bus 804 el. en vandretur på 2 km. Du kan også booke udflugt til Sachsenhausen med guide her.

De bedste parker og pladser i Berlin

Den tyske hovedstad byder på en lang række skønne parker og pladser, og nedenfor får du mine forslag til de fem bedste af slagsen:

16. Tiergarten

[Park + Afslapning + Monumenter]

Tiergarten er en storslået landskabspark med flere smukke monumenter. Foto: Thomas H. fra Pixabay 

Den enorme bypark, Tiergarten, er et fantastisk udgangspunkt for afslapning i den tyske hovedstad. Den 210ha store dyrehave (en af Tysklands største parker), var engang jagtrevir for det prøjsiske aristokrati, men blev i 1830 udlagt som den imponerende landskabspark, man oplever i dag.

Parken blev godt nok voldsomt beskadiget under 2. Verdenskrig, men det mærker man ikke meget til i dag. I stedet kan man opleve den dejlige natur med træer og blomster, hyggelige damme og søer, og en række monumenter.

Her er legepladser til børnene – og til i voksne i form at forfriskende ølhaver, og man kan også leje cykler, så man på en sjov måde kan komme rundt i alle parkens områder.

Den største legeplads findes i parkens sydøstlige hjørne nær Potsdamer Platz, mens det store mindesmærke til ære for de sovjetiske tropper, der faldt under kampen om Berlin, findes i parkens østlige ende, tæt på Brandenburger Tor.

Transport: S-bahn til Tiergarten eller Bellevue.

17. Alexanderplatz

[Plads]

Alexanderplatz er centrum for det gamle Østberlin. Her ses Verdensuret og Fjernsynstårnet i baggrunden. Foto: Bernd Joisten fra Pixabay 

Den enorme Alexanderplatz er et knudepunkt i det gamle Østberlin, både når det kommer til transport og turisme. Pladsen er spændende at opleve i sig selv, men der er også let adgang til mange af områdets øvrige seværdigheder herfra, bl.a. Fernsehturm (TV-tårnet), Rotes Rathaus (Berlins rådhus), og det hyggelige Nikolai-kvarter med smukt restaurerede huse og hyggelige caféer og restauranter.

Alexanderplatz består af det gamle paradeområde, som blev anlagt foran byporten Königstor. I 1805 red den russiske zar Alexander I ind i Berlin gennem denne port, og blev hyldet for sin assistance under Nepoleonskrigene. Derfor blev paradepladsen kort efter opkaldt efter den russiske regent.

I dag kan man slappe af på den store plads – eventuelt købe en wurst af en pølsemand med en grill fastspændt på maven. Man kan også se det ikoniske Verdensur (Weltzeituhr) fra 1969, eller shoppe i det enorme shoppingcenter, Alexa. På øverste etage af centret findes en storslået modeljernbane – et oplagt sted at besøge med børn.

Transport: S-bahn, U-bahn eller sporvogn til Alexanderplatz.

18. Potsdamer Platz

[Plads + Moderne arkitektur + Udsigt]

Sony Center er blandt de centrale bygninger på Potsdamer Platz. Foto: Ralf Genge fra Pixabay

I mellemkrigstiden var Potsdamer Platz centrum for Berlins natteliv, og pladsens navn var lige så ikonisk som Piccadilly Circus i London og Times Square i New York. Store underholdningskomplekser, fornemme butikker og populære restauranter prægede det fashionable kvarter omkring pladsen.

Trafikken ved Potsdamer Platz var også ganske overvældende, og i 1924 blev Tysklands første lysregulering derfor installeret her, så man bedre kunne styre de mange køretøjer. Men efter 2. Verdenskrig var det slut. De smukke bygninger lå i ruiner, og kort tid efter blev Potsdamer Platz et ugæstfrit grænseland i Berlinmurens skygge.

Helt frem til Berlinmurens fald lå Potsdamer Platz nærmest øde hen, men efter genforeningen gik det stærkt. I 1990’erne kunne man opleve Europas største byggeplads her i midten af Berlin, og med hjælp fra nogle af verdens dygtigste arkitekter skød det ene moderne bygningsværk efter det andet op på – og omkring – Potsdamer Platz.

Seværdigheder ved Potsdamer Platz

En af de mest fremtrædende bygninger på Potsdamer Platz er Sony Center, tegnet af Helmut Jahn. Det visuelt dramatiske bygningsværk præges af et 26 etager højt glastårn (pladsens højeste bygning), men har også flere historiske elementer, bl.a. er facaden fra det hedengangne Hotel Esplanade inkorporeret i den moderne bygning, og det samme gælder den majestætiske Kaisersaal.

I midten af Sony Center findes en stor plads, som krones af et teltformet glastag. Taget understøttes af en kunstfærdig konstruktion, der nærmest ligner egerne i et cykelhjul.

Et andet af pladsens højdepunkter (bogstaveligt talt) er Kollhof Tower, hvor Europas hurtigste elevator bringer dig op til Panoramapunkt – en fantastisk udsigtsplatform i 100 meters højde. Turen tager blot 20 sekunder. Udsigten er naturligvis strålende og giver det perfekte overblik over Potsdamer Platz, men det er også muligt at slappe af med en kop kaffe i den tilhørende café.

Vil du kigge på moderne arkitektur, så er Potsdamer Platz det perfekte sted, og er du i Berlin med børn, er det oplagt at besøge den indendørs forlystelsespark, Legoland Discovery Center, som du også finder her. Der er desuden flere museer omkring pladsen, bl.a. det flotte Museum für Film und Fernsehen.

Transport: U-Bahn (U2) el. S-tog til Potsdamer Platz.

19. Tempelhof-parken (Park Tempelhofer Feld)

[Nedlagt lufthavn + Park]

Den gamle lufthavn Tempelhof er blevet et populære rekreativt område. Foto: Modi74 fra Pixabay

Hvad stiller man op med en gammel og uddateret lufthavn, når den ikke længere skal bruges til flytrafik? Man omdanner den selvfølgelig til en park! Berlins legendariske og bynære Tempelhof-lufthavn lukkede i 2008, og i stedet er cyklister, motionister, nysgerrige turister og mange andre rykket ind på det gamle lufthavnsområde, hvor start- og landingsbanerne har fået nyt liv.

Tempelhof-lufthavnen var igennem mange år et ægte vartegn for den tyske hovedstad. Det var her Orville Wright (den ene halvdel af de berømte flypionerer) demonstrerede sin flyvemaskine for et begejstret publikum i 1909. Og samme år landede det første Zeppeliner-luftskib her i Tempelhof. Lufthavnen var ligeledes udgangspunktet for Lufthansas første ruteflyvning i 1926 og for nazisternes store kongresser i 1930’erne.

Det diskuteres fortsat, hvad man skal stille op med terminalbygningen i Tempelhof-lufthavnen, der er blandt verdens største fritstående bygninger. Den måler hele 1,23 km fra den ene ende til den anden. Men udenfor er Tempelhof nu blevet til et stort rekreativt område.

Der er mulighed for at leje cykler, og herefter suse rundt på de historiske landingsbaner. Du kan også se på kite-surferne, når de får vind i deres sejl, eller blot gå en tur rundt i det store område. Det er desuden muligt at udforske et par forladte flyvemaskiner, slappe af i en biergarten, spille minigolf på en kunstfærdig bane samt besigtige nogle at de moderne kunstinstallationer, der er blevet opført her.

Åbningstider: Parken er åben fra solopgang til solnedgang.

Transport: U-Bahn (U6) til Platz der Luftbrücke el. Paradestrasse / S-tog til Tempelhof Station.

20. Gendarmenmarkt

[Plads]

Gendarmenmarkt i Berlin byder på flere smukke bygningsværker, bl.a. det fine koncerthus. Foto: Valentin Sonntag fra Pixabay

Gendarmenmarkt i det gamle Østberlin regnes gerne blandt hovedstadens smukkeste pladser, og hvis du interesserer dig for historisk arkitektur, er det bestemt værd at gå et smut forbi dette fantastiske torv. Pladsens centrale bygningsværk er det nyklassicistiske koncerthus, Konzerthaus Berlin, som flankeres af de lige så imponerende kirker; Französischer Dom og Deutscher Dom.

Gendarmenmarkt blev anlagt som markedsplads i slutningen af det 17. århundrede, hvor byen ekspanderede mod vest. Det var den tyske barokarkitekt, Johann Arnold Nering, der fik ansvaret for at skabe pladsen, som dog er blevet omlagt og gentænkt adskillige gange siden da.

Navnet ’Gendarmenmarkt’ kommer fra det preussiske regiment, Gens d’Armes, som bestod af franske huguenotter, der var blevet forvist fra Frankrig i 1685. Gens d’Armes-regimentet havde deres stalde her, og stod senere for at opføre pladsens franske kirke med det flotte kuppelformede tårn.

Du kan med fordel kigge indenfor i den franske og den tyske kirke. I den franske kirke opføres der korte, gratis orgelstykker tirsdag til fredag 12:30. Foran den tyske kirke kan du kigge nærmere på den store skulptur af den tyske poet og dramatiker, Friedrich Schiller.

Transport: U-Bahn til Unter den Linden, Hausvogteiplatz el. Stadtmitte.

De bedste oplevelser i Berlin med børn

Er du i Berlin med børn, så byder den tyske hovedstad på flere fantastiske oplevelser. Nogle af disse oplevelser er allerede præsenteret ovenfor, men her får du fem øvrige aktiviteter, der er oplagte at besøge med børn:

21. Berlin Zoo (Zoologischer Garten Berlin)

[Zoologisk have]

Elefanter er blot en af mange dyrearter, som kan opleves i Berlins Zoo. Foto: Tee_Zett fra Pixabay 

Det er en stor oplevelse at besøge Berlin Zoo, hvis du interesserer dig for Verdens dyreliv. Berlins zoologiske have åbnede i 1844, og har i dag over 20.000 dyr fordelt på 1.380 forskellige arter. Dermed har haven en af de største samlinger af arter i hele Verden. Det er også den mest besøgte Zoo i Europa.

Den zoologiske have ligger i det sydvestlige hjørne af Tiergarten, og dækker et område på hele 35ha. Der er således nok at se på til en hel dagsudflugt, og har du børn med til Berlin, er haven et sikkert hit. Indhegningerne er storslåede, og flere steder har man fornemmelsen af at være meget tæt på dyrene, da store hegn er udskiftet med voldgrave. Den zoologiske have har også et meget storslået Akvarium.

Åbningstider: Den zoologiske have har varierende åbningstider afhængig af sæson. Læs mere om åbningstiderne her.

Transport: S-bahn eller U-bahn til Zoologischer Garten.

22. Naturhistorisk museum (Museum für Naturkunde)

[Museum]

Hovedattraktionen på Det naturhistoriske museum i Berlin er de flotte dinosaurer. Foto: Patrick fra Pixabay

Berlins naturhistoriske museum byder på tusindvis af interessante genstande, men det er først og fremmest de imponerende dinosaurer, der tiltrækker sig opmærksomhed. Og blandt de forhistoriske øgler er der flere pragteksemplarer at vælge imellem – f.eks. den 13 meter høje Giraffatitan, Oskar, og den frygtindgydende T-Rex, Tristan-Otto (som i 2021 var udlånt til Det naturhistoriske museum i København).

Med sin ufattelige højde fungerer Oskar som det naturlige midtpunkt i museets store dinosaursal, hvor du også finder den glubske Allosaurus og den planteædende Kentrosaurus. Oskar er sammensat af forstenede knogler, som blev fundet i Tanzania mellem 1909 og 1913 af den tyske palæontolog, Werner Janensch, og det er en helt vild oplevelse at stå ved siden af det 150 millioner år gamle skelet.

T-Rex i Berlin

En anden af museets interessante beboere er Tristan-Otto – et af verdens mest komplette T-Rex-skeletter. Man kan sagtens bruge lang tid på at studere den frygtindgydende dræber, der i sin foroverbøjede position rækker ud mod publikum. Læg også mærke til det ikoniske og stort set komplette kranium.

Blandt afdelingens øvrige højdepunkter er et forstenet eksemplar af Archaeopteryx – en fjerkræet dinosaurus på størrelse med en ravn. Archaeopteryx menes at repræsentere udviklingstrinnet mellem reptiler og fugle.

Udover dinosaurerne kan du blive klogere på, hvorfor en zebra har striber og en påfugl smukke fjer. Du kan også opleve enorme forstørrelser af almindelige insekter (bl.a. en flue), ligesom du kan gå en tur gennem en mørk korridor med ethanolfyldte glas. I hvert glas kan du skimte forskellige konserverede dyr.

Er du til mineraler og fosiller, er du også kommet til det helt rette sted, og husker du isbjørneungen Knut, der blev født i Berlin Zoo i 2006, så kan du i dag møde ham i samlingen med udstoppede dyr. Knut døde pludseligt i 2011, og i udstoppet tilstand er han siden blevet en populær attraktion her på museet.

Spring køen over: Køb din entrébillet til Det naturhistoriske museum her

Transport: Undergrundsbane (U6) til Naturkundemuseum.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

23. SeaLife Berlin

[Akvarium]

Du kan møde gopler, hajer og mange spændende fisk i SeaLife Berlin. Foto: Helenahayes fra Pixabay

Har du børnene med til Berlin, så er det oplagt at besøge byens fascinerende akvarium, som byder på tusindvis af spændende fisk og havdyr. Den største attraktion i SeaLife Berlin (officiel hjemmeside) er den imponerende AquaDome – et tropisk akvarium med hajer og rokker. Den 25 meter høje AquaDome rummer en million liter havvand, og via en undervandstunnel kan man opleve de flotte fisk på nærmeste hold.

Turen rundt i SeaLife byder på mange forskellige oplevelser – lige fra de mest eksotiske skabninger til de lokale arter, der lever i den nærliggende Spree-flod. Det er også muligt at studere sjove søheste, gopler og blæksprutter. I rørebassinet kan du mærke fiskenes skællede overflade og opleve, hvordan det føles, når en reje kravler over din hånd. Tjek også fodringstiderne for rokker, hajer, havkatte og de øvrige dyr i SeaLife.

Spring køen over: Køb din entrébillet til SeaLife Berlin her

Transport: S-tog (S5, S7, S9 el. S75) til Alexanderplatz / Hackescher Markt eller undergrundsbane (U2, U5 el. U8) til Alexanderplatz.

24. Det tekniske museum (Deutsche Technikmuseum)

[Museum]

Der er både fly, tog og skibe i den imponerende udstilling på Det tekniske museum i Berlin. Foto: Norbert Braun fra Unsplash

Tysklands tekniske museum er naturligvis oplagt at besøge, hvis vejret ikke tillader udendørs aktiviteter, men museet skal bestemt ikke udelukkende besøges af nød. Samlingerne af tidernes tekniske og industrielle vidundere er ganske imponerende, og særligt afdelingen med tog og togvogne er meget spændende.

Museet er enormt stort, og du får let en halv dag til at gå her. Derfor kan det også være en fordel, at kigge grundigt på museets oversigt, inden du går i gang med at udforske museet. Der er sikkert områder, du synes er mere spændende end andre, og selv den mest dedikerede og ihærdige museumsgæst kan ikke se alt på Deutsche Technikmuseum.

Udover den store udstilling tilegnet den stolte tyske jernbanehistorie og lokomotiver, findes her også flotte udstillinger om luftfart samt skibe og flådefartøjer. Museet har desuden to vindmøller, et bryggeri og en smedje som drives af en vandmølle.

Åbningstider: Tirsdag til fredag 9:00-17:30, lørdag, søndag og helligdage 10:00-18:00 (lukket mandag).

Transport: U-bahn til Möckernbrücke eller Gleisdreieck, eller S-bahn til Anhalter Bahnhof.

25. Zitadelle Spandau

[Fæstning + Museum]

Indgangen til Spandau-citadellet. Foto: Benjamin Munk Olsen

Spandau-citadellet er et af Europas bedst bevarede fæstningsværker i renæssancestil. Citadellet blev opført mellem 1559–94 på en lille ø, hvor floderne Havel og Spree mødes. Her skulle Spandau-fæstningen forsvare byen Spandau, der senere voksede sammen med Berlin.

Har du kørt med U- eller S-tog i Berlin, har du sikkert også hørt en højttaler-stemme proklamere at ’dette tog kører til Spandau’ – Spandau er nemlig endestation for S3, S9 og U7, og det kan godt betale sig at kører turen til ende. Spandau er nemlig en hyggelig by, med eget bycentrum. Det er dog fæstningen, Zitadelle Spandau, der er den primære grund til at komme her som turist.

Bastioner & fæstningsmure

Zitadelle Spandau er en fornem forsvarskonstruktion. Det symetriske bygningsværk består af fire bastioner forbundet med massive fæstningsmure – her er ingen blinde vinkler, og man kunne opdage fjender på lang afstand. Citadellet er egentlig udbygningen af et fort fra 1300-tallet, og tårnet i midten, Julius Turm, stammer fra dette oprindelige fort. Julius Turm er i dag Berlins ældste bygning, og fra toppen (34,6 meter) har man en fremragende udsigt over området.

Der er forskellige udstillinger i citadellets bygninger – nogle fortæller om fæstningens historie, andre om krig og forsvarsstrategi mere generelt. Man kan f.eks. se våben og militært udstyr, men man kan naturligvis også blot fordrive tiden i de fantastiske omgivelser. De grønne plæner, træernes skygge, og den smukke voldgrav, giver rig mulighed for en idyllisk, afslappende sommerdag. På en af gårdspladserne findes også en café.

Åbningstider: Fredag til onsdag 10:00-17:00, torsdag 13:00-20:00.

Transport: S- bahn eller U-bahn til Spandau.

Historiske seværdigheder i Berlin

Berlin er fyldt med historie, og på denne liste er du allerede stødt på flere historiske seværdigheder. Nedenfor finder du dog fem øvrige seværdigheder af historisk interesse, som du med fordel kan tjekke ud:

26. Siegessäule

[Monument + Udsigt]

Midt i den store park findes sejrsmonumentet, Siegessäule. Foto: Armin Forster fra Pixabay 

I midten af Tiergarten findes det flotte sejrsmonument, Siegessäule. Oprindeligt blev søjlen tilegnet preussernes sejr over Danmark i 1864, men inden Siegessäule var færdiggjort, havde Preussen også besejret Østrig og Frankrig i to andre krige. Dermed kunne disse bedrifter også indskrives i den smukke Siegessäule.

Øverst på Siegessäule står den 8,3 meter høje og 35 tons tunge bronzeskulptur af sejrsgudinden Victoria, og umiddelbart nedenfor findes en udsigtsplatform, der giver et superbt overblik over Tiergarten.

Åbningstider: April til oktober: Mandag-fredag 9:30-18:30, weekend 9:30-19:00. November til marts: Mandag til søndag 9:30-17:30.

Transport: Bus 100 til Großer Stern.

27. Charlottenburg Slot (Schloss Charlottenburg)

[Slot + Museum + Park]

Charlottenburg-slottet er blandt de mest storslåede seværdigheder i Berlin. Foto: Achim Scholty fra Pixabay

En storslået slotshave og royale gemakker med elegante dekorationer og uvurderlige kunstskatte. Det overdådige barokpalads i bydelen Charlottenburg fungerede oprindeligt som en beskeden sommerresidens for Sophie Charlotte – hustru til kurfyrsten Frederik 1. af Preussen – men blev senere ombygget efter alle kunstens regler. Forbilledet var det franske pragtslot, Versailles.

Når du ankommer til Schloss Charlottenburg, mødes du af en perfekt symmetri, og i midten af det hele står slottets hovedbygning med den himmelstræbende, irgrønne kuppel. På hver side af hovedbygningen rejser to identiske fløje sig i to etager. Slottets store parkanlæg overholder ligeledes barokkens strikse regler om rene og symmetriske linjer, og det er en skøn oplevelse at bevæge sig rund i det historiske område.

Charlottenburg Slot blev opført mellem 1695 og 1699, og fungerede gennem de næste århundreder som residens for de royale medlemmer af Huset Hohenzollern. I den store festsal med markante egetræspaneler kan du kigge nærmere på familieportrætterne.

Royale gemakker og Neuer Flügel

De royale gemakker er restaureret til perfektion, og blandt højdepunkterne her er Det ovale værelse – Frederik 1.’s sengekammer – hvorfra der er udsigt til slotsparken. Foruden kurfyrstens imponerende seng, der er en konge værdig, kan du også se verdens første badeværelse opført i et barokpalads. Afsæt også tid til slotskapellet samt den fantastiske udstilling af porcelæn og sølvtøj.

Som en udvidelse af hovedbygningen blev slottet i midten af det 18. århundrede forsynet med nye fløjbygninger (Neuer Flügel). Disse bygninger er også åbne for publikum, og byder bl.a. på fantastiske festsale fra rokoko-tiden, men også en fornem kunstsamling (Watteau, Pesne og andre franske navne fra det 18. århundrede). Du kan også se Frederik Vilhelm 2.’s vinterbolig med kinesiske dekorationer samt Frederik den Stores og Dronning Louises private gemakker.

Rundt i slotsparken kan du bl.a. besøge Neuer Pavillon – en italiensk inspireret sommerpavillon – og det tempelformede mausoleum. Mausoleet blev opført som Dronning Louises sidste hvilested, og hun har siden fået følgeskab af flere medlemmer af den royale familie.

Åbningstider: Se slottets aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: U-Bahn (U7) til Richard-Wagner-Platz el. S-tog til Westend.

28. Berliner Dom

[Kirke + Udsigt + Museum]

Berlins mægtige domkirke er bestemt et besøg værd. Foto: Adrian fra Pixabay

Berlins majestætiske domkirke – Berliner Dom – indtager en prominent placering på Museumsøen, skråt overfor Altes Museum. Her kan det pompøse bygningsværk med den irgrønne kuppel virkelig komme til sin ret, og har du mod på at tilbagelægge de 267 trin, der fører op til kirkens panoramaplatform, venter en skøn udsigt over det centrale Berlin.

Berliner Dom fra 1905 er opført i italiensk renæssancestil, og fungerer både som kirke, museum og koncertsted. Oprindeligt fungerede kirken som kongelig hofkirke, hvilket den storslåede arkitektur bestemt berettiger. Man kan sagtens bruge lang tid på at studere den fornemme bygning og dens mange finurlige detaljer.

Inde i kirken venter et fuldstændig magisk rum med en fabelagtig akustik. Det er en stor oplevelse at bevæge sig rundt i det store kirkerum under kuplen, og endnu større bliver oplevelsen, hvis du får mulighed for at overvære en koncert her. Koncerten kan f.eks. foregå på det store orgel med 7.269 orgelpiber. Husk også at beundre det smukke alter skabt af marmor og onyx samt de royale sarkofager.

Du kan se flere sarkofager i kirkens krypt, og vil du vide mere om kirkens opførelse, kan du besøge museet (kun oplagt hvis du interesserer dig for arkitektur og byggeteknikker). Til gengæld er udsigtsplatformen et sikkert hit, hvis du ikke lider af højdeskræk. Fra platformen langs kuplen kan du se ud over hele Museumsøen.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: U-Bahn (U5) til Museumsinsel el. S-tog til Hackescher Markt.

29. Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche

[Kirke]

Den beskadigede Gedächtniskirch står som et evigt minde om krigens ødelæggelser. Foto: Bernhard Brill fra Pixabay 

Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, eller blot Gedächtniskirche, er et af Berlins mest ikoniske bygningsværker. Det grunder ikke så meget i bygningen i sig selv, selvom kirken fra 1895, rejst til ære for Kejser Wilhelm 1., var ganske flot. Nej, det handler i langt højere grad om kirkens historie, og hvad bygningen i dag symboliserer.

I 1943, under bombardementerne af Berlin, blev Gedächtniskirche voldsomt beskadiget. Den store kirke med seks tårne og mange udsmykninger, blev med ét raseret, og kun klokketårnet med et beskadiget spir stod tilbage. I årene efter 2. Verdenskrig diskuterede man hvorvidt kirken skulle rives ned eller genopbygges. Det endte dog med en helt tredje løsning; kirken blev stående, som den var, mens en ny kirkebygning, tegnet af Egon Eiermann, blev tilføjet.

Den amputerede kirke er i dag et symbol på fred, og i ruinerne af den gamle kirke kan man opleve en smuk mindehal. Glasmosaikkerne i den nye kirke er meget flotte, og giver kirkerummet en helt særlig aura. Udenfor kirken findes den hektiske og befærdede Kurfürstendamm, mens følelsen af fred og ro sænker sig, lige så snart man træder ind i kirken.

Åbningstider: Dagligt 9:00-19:00

Transport: S-bahn eller U-bahn til Zoologischer Garten eller U-bahn til Kurfürstendamm.

30. Berliner Unterwelten

[Bunker + Museum]

Der gemmer sig mange spændende overraskelser i det store netværk af bunkere under Berlin. Foto: Michael Gaida fra Pixabay 

Berlin er meget mere, end hvad du ser, når du går rundt i byens gader, besøger seværdigheder eller slapper af i parkerne. Der gemmer sig nemlig masser af historier og oplevelser under jorden! På Berlins underjordiske museum, Berliner Unterwelten, kan du blive klogere på, hvordan den tyske hovedstad tager sig ud nedefra.

Her kan du komme med på en underjordisk tidsrejse tilbage til Den kolde krig, 2. Verdenskrig og endnu tidligere. Du kan se hvor spændende arkæologiske fund er gjort, opleve beskyttelsesbunkere fra krigen, og høre de mange spændende historier.

De guidede rundvisninger foregår på flere forskellige sprog – bl.a. på dansk! I museets permanente udstilling kan du desuden blive klogere på myten om Germania – nazisternes drøm om at gøre Berlin til hele Verdens hovedstad.

De gængse ture kræver godt fodtøj (ingen sandaler eller klipklapper). Desuden kan der være køligt under jorden, så en varm trøje vil også være en god idé. Minimumsalderen på de gængse ture er 7 år. Vær opmærksom på, at der findes flere forskellige ture, og på nogle ture kan kravene være anderledes. Læs mere om de forskellige ture her.

Åbningstider: Torsdag-mandag 10:00-16:00, tirsdag-onsdag 10:00-14:00.

Transport: S-bahn eller U-bahn til Gesundbrunnen.

Restauranter i Berlin – de bedste spisesteder

Klassisk svineskank finder man på mange restauranter i Berlin. Foto: Matthias Lipinski fra Pixabay 

I Berlin finder du al salgs mad. Her er naturligvis det bedste indenfor tysk madlavning som f.eks. svineskank, schnitzel, curry wurst og andre slags pølser, sauerkraut mm. Men her er også mange restauranter, som tilbyder de bedste retter fra resten af Verden. Tysk mad er dog langt bedre end rygtet i Danmark vil vide, så prøv endelig nogle tyske specialiteter i følgeskab med et godt glas øl.

Og mangler du noget sødt til kaffen, så er en klassisk berliner (berliner pfannkuchen) – det søde bagværk kogt i olie og fyldt med marmelade – en oplagt (lokal) delikatesse, selvom man naturligvis også kan få dem hjemme i Danmark.

Leder du efter et godt område til spisning, så er Hackescher Markt / Oranienburger Straße meget oplagt, og fyldt med hyggelige spisesteder. Det er der dog også mange andre turister, som har fundet ud af, så selvom området er hyggeligt, er det ikke nødvendigvis lokale berlinere, der sidder ved bordene omkring dig.

Jeg er personligt også meget glad for det idylliske Nikolai-kvarter langs Spree-floden (som har mindst lige så mange turister som Hackescher Markt). Her får du nogle forslag til gode spisesteder i Berlin:

1. Zur Letzten Instanz

[Waisenstrasse 14-16]

Nikalai-kvarteret er et utroligt hyggeligt område, hvor de smukke gamle huse (nænsomt restaureret) ligger ud til floden. Her finder du bl.a. spisestedet, Zur Letzten Instanz, der med 400 år på bagen, er Berlins ældste restaurant.

Det er en meget hyggelig knejpe med gode øl og lækker mad. I godt vejr er der desuden udeservering i omgivelser, der er (næsten) lige så stemningsfulde som indenfor.

2. Georgbräu

[Spreeufer 4]

Her brygges og serveres fremragende øl, og der laves lige så godkendt mad til. Det er det klassiske tyske menukort, der er i spil, og disse retter passer som fod i hose til øllet, der flittigt skænkes fra hanerne.

Vi befinder os i det romantiske Nikalai-kvarter (Nikolai Viertel), og selvom her kommer mange turister, er Georgbräu alligevel et godt sted at besøge. Her er desuden en hyggelige biergarten om sommeren.

3. KaDeWe

[Tauentzienstraße 21-24]

Hvis du er i shoppe-humør, kommer du sikkert forbi det verdensberømte stormagasin KaDeWe. KaDeWe (Kaufhaus des Westens – Vestens indkøbshus) blev grundlagt i 1907, og er i dag med over 60.000 kvadratmeter, Europas næststørste stormagasin.

På øverste etage af stormagasinet findes en god restaurant, der serverer mad af høj kvalitet. Her er der mulighed for at smage på spændende og lækre delikatesser fra det meste af Verden – vinkortet er også godt.

4. Mommsen-Eck

[Mommsenstraße 45]

En personlig favorit: Den lokale knejpe, Mommsen-Eck, ligger i Charlottenburg, lidt udenfor de primære turiststrømme. Her får du lækker tysk mad, bl.a. en perfekt wienerschnitzel, og så er stedet også kendt for det imponerende udvalg af øl – ølkortet tæller over 100 forskellige slags.

Omgivelserne er desuden hyggelige, og stemningen er i top. Langs væggene findes en stor udstilling af alverdens øl, og i sommerperioden er der udendørsservering.

5. Cèdre Blanc

[Nehringstrasse 34]

Vil du prøve en restaurant, som slet ikke har tysk mad på menukortet, så er Cèdre Blanc en fantastisk mulighed for en gastronomisk rejse ud over det sædvanlige. Cèdre Blanc er en libanesisk restaurant placeret i Charlottenburg, og er Berlins bedst bedømte restaurant på Tripadvisor.

Her får du fremragende mad og service, men overvej at bestille bord i forvejen, da stedet er meget populært. Dette kan gøres nemt via restaurantens hjemmeside.

Hotel i Berlin – de bedste overnatningssteder

Der er mange hyggelige områder i Berlin, og har du planer om at skulle rundt og opleve en masse, er det vigtigste, at du har nem adgang til den offentlige transport.

Personligt kan jeg godt lide at bo i Charlottenburg – det er godt nok et stykke fra Alexanderplatz, og dermed centrum for det gamle Østberlin. Til gengæld er det et hyggeligt kvarter med gode spisesteder, og man kommer nemt rundt i byen med både S- og U-bahn. Herudover findes der mange prisvenlige hoteller i Charlottenburg. Nedenfor får du fem forslag til gode hoteller i Berlin. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Berlin her.



Booking.com

1. Hampton by Hilton Berlin City West

[Uhlandstraße 188-189]

Berlin City West er et rigtig godt mellemklasse-hotel, som ligger centralt placeret i den østligste del af Charlottenburg – kun 5 minutters gang fra den populære indkøbsgade, Kurfürstendamm. Hotellets værelser er stilfuldt og moderne indrettet og indeholder alt, hvad du skal bruge under dit ophold.

Hver morgen kan du se frem til en rigtig lækker morgenmadsbuffet, og vil du holde din træning ved lige, tilbydes også gratis adgang til fitnesscenter. Der er kort gåafstand til både U-bahn og S-bahn, så du nemt kan komme rundt og opleve Berlin. Undergrundsstationen Uhlandstraße ligger kun 400 meter fra hotellet. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Hampton By Hilton Berlin City West?

  • Pænt og moderne 3-stjernet hotel
  • Lækker morgenmad
  • God beliggenhed i Charlottenburg
  • 400 meter til nærmeste undergrundsstation

2. Hotel am Steinplatz, Autograph Collection

[Steinplatz 4]

Hotel am Steinplatz er et charmerende boutiquehotel med en god beliggenhed i det populære Charlottenburg-kvarter. Hotellet er indrettet i en historisk bygning fra 1913, og er blandt de bedst anmeldte hoteller på Tripadvisor. Her tilbydes kort sagt alt, hvad du skal bruge for det perfekte ophold i den tyske hovedstad.

Luksushotellet er stilfuldt indrettet, og servicen er i høj klasse. Der findes spa- og wellness-afdeling på øverste etage, og så er der masser af gode restauranter i nærheden. Der er blot seks minutters gang til den store Berlin Zoo-station, som har både S- og U-bahn. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Hotel am Steinplatz?

  • Luksuriøst boutiquehotel
  • Spa- og wellness-afdeling
  • 6 minutters gang til Berlin Zoo-stationen
  • Spændende område med mange gode spisesteder

3. Adina Apartment Hotel Berlin

[Krausenstraße 35-36]

Adina Apartment Hotel er et oplagt valg, hvis du gerne vil have frihed til selv at lave mad, og i det hele taget have godt med plads. Som navnet indikerer, er Adina nemlig et lejlighedshotel, hvor værelserne er udstyret med køkken. Det kan være meget praktisk, og der findes flere gode indkøbsmuligheder i nærheden.

Du får heller ikke bedre beliggenhed – hotellet ligger nemlig i gåafstand til Check Point Charlie, Rigsdagen og mange andre populære seværdigheder i Berlin. Adina har desuden et skønt spa-område med indendørs swimmingpool, hvor du kan slappe af efter en dag med sightseeing. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Adina Apartment Hotel Berlin

  • Rating på 8,7 (ud af 10) hos Booking.com
  • Perfekt beliggenhed i midten af Berlin
  • Hotellejligheder med eget køkken
  • Spa-område med indendørs swimmingpool

4. Hotel Transit Loft

[Immanuelkirchstraße 14a]

Er du på udkig efter et billigt hotel i Berlin, så kan du med fordel overveje Hotel Transit Loft. Det beskedne 2-stjernede hotel er indrettet i en gammel og ganske charmerende fabriksbygning i området Prinzlauer Berg (det gamle Østberlin), og byder bl.a. på døgnåben reception og pæne værelser med eget badeværelse.

Der er rent og pænt på Hotel Transit Loft, og der hersker generelt en hyggelig stemning. Sporvognsstoppestedet Hufelandstraße ligger blot 5 minutters gang fra hotellet, og du kan således nemt komme rundt til byens mange seværdigheder. Sporvognene kører direkte til og fra Alexanderplatz døgnet rundt. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Hotel Transit Loft?

  • Prisvenligt hotel i Østberlin
  • Rating på 7,9 (ud af 10) hos Booking.com
  • 5 minutters gang til nærmeste sporvogn
  • Mange forskellige værelsestyper (inkl. familieværelser)

5. St. Christopher’s Inn Berlin Mitte

[Ziegelstraße 28]

St. Christopher’s Inn er et smart og moderne hostel, som byder på både klassiske sovesale og private værelser (enkeltværelser, dobbeltværelser og familieværelser) med eller uden eget bad. På denne måde kan du få præcis det niveau af komfort, du ønsker. Her hersker en god og hyggelig atmosfære, og det er et oplagt sted at møde nye mennesker.

Værelserne er lyse og indbydende, og beliggenheden kunne ikke være bedre. Der er således mindre end 400 meter til S-tog (Oranienburger Straße) og U-Bahn (Oranienburger Tor), ligesom du er i gåafstand til Museumsøen og andre seværdigheder i midten af Berlin. Det populære hostel har desuden en stor udendørs terrasse og døgnåben reception, og så arrangeres der gratis byvandringer og pubcrawls. Læs mere om hotellet på Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge St. Christopher’s Inn Berlin Mitte?

  • Populært og socialt hostel
  • Central beliggenhed midt i Berlin
  • Rating på 8,3 (ud af 10) hos Booking.com
  • Sovesale og private værelser

Sådan kommer du til Berlin

Det er meget nemt at komme fra Danmark til Berlin, hvilket gør den tyske hovedstad til et oplagt rejsemål året rundt. Uanset om du vælger tog, fly, bus eller bil, så kan du hurtigt være i gang med at opleve byens mange spændende seværdigheder. Du finder al relevant information i guiden Sådan kommer du til Berlin med tog, fly, bus & bil lige her.

Sådan kommer du rundt i Berlin

Den offentlige transport i Berlin fungerer upåklageligt. Foto: Andy Leung fra Pixabay 

Berlin er en rigtig storby, og mens det kan være spændende at dykke ned i enkelte områder, som med fordel kan opleves til fods, er det nødvendigt at tage offentlig transport, når du skal rundt i byen.

Det gør dog ikke noget, for transportsystemet i Berlin fungerer upåklageligt. Her er både S-tog, U-bahn (metro), sporvogne og busser. Billetsystemet er heldigvis fælles for alle transportmidler, så du skal blot beslutte, hvor længe din billet skal gælde (og hvilke zoner du skal køre i).

TIP: Hop-on hop-off-bustur til alle de bedste seværdigheder i Berlin – Køb billet her

Det med zonerne er dog ret enkelt. Berlin er opdelt i zonerne A, B og C, men hele centrum er samlet i Zone A (som afgrænses af S-togsringen). Af mine forslag til seværdigheder i Berlin, er det kun Spandau-fæstningen, som er placeret udenfor zone A – den ligger i zone B. Det samme gør Det olympiske stadion, mens Schönefeld-lufthavnen ligger i zone C. Se zonekortet her.

Der findes både enkeltbilletter, dagsbillet og 7-dages billet. Dags- og 7-dages billetterne gælder både til zone A+B, B+C eller alle tre zoner, mens enkeltbilletterne kan købes til korte strækninger i en zone fra €1,90. 7-dages billetten er tjent hjem på den fjerde rejsedag. Billetter kan købes i automater og billetkontorer mærket med BVG (Berliner Verkehrsbetriebe).

Berlin WelcomeCard

Du kan også købe det særlige Berlin WelcomeCard, som gælder i 2, 3, 4, 5 eller 6-dage. Med dette kort kan du køre med offentlig transport i ABC-zonerne ligesom du kan få rabat til en lang række attraktioner, restauranter mm. Du kan læse mere om Berlin WelcomeCard her!

Flere oplevelser…

Hvis du nogensinde bliver færdig med at nyde Berlins mange skønne oaser, seværdigheder og oplevelser i det hele taget, byder omegnen også på mange fine muligheder.

Der findes nemlig også masser af skønne oplevelser og seværdigheder i nærheden af den tyske hovedstad – tag f.eks. et smut til den skønne by Potsdam ca. 25 km sydvest for Berlin. Her kan man bl.a. nyde rokokoslottet Sanssouci (det tidligere sommerpalads for Frederik den store).

Warszawa Har du lyst til at besøge Tysklands østlige nabo, er det også nemt at komme til den polske hovedstad, Warszawa. Der er under 600 km mellem de to byer, og der kører direkte tog på strækningen. Warszawa blev ligesom Berlin voldsomt beskadiget under 2. Verdenskrig, men er i dag genopbygget på fineste vis. Nyd den skønne og charmerende bymidte, de dejlige parker og en tur på vodka-museum. Du kan læse mine rejseguide til Warszawa her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Sony Center på Potsdamer Platz): Billede af Eveline de Bruin fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *