Rom: De 20 bedste seværdigheder i den italienske hovedstad

Kom med til Rom – ’Den evige stad’ – hvor kirker og paladser kæmper om opmærksomheden, og hvor smalle, brostensbelagte gader former en labyrint af spændende overraskelser. Rom er fuld af spændende seværdigheder, attraktioner og restauranter, som bare venter på at blive udforsket.

Den italienske hovedstad er en by, hvor fortiden aldrig er langt borte – ofte dukker den op i gadebilledet som imponerende ruiner, der vidner om Romerrigets storslåede historie.

Rom er et resultat af 3.000 års ad hoc byplanlægning, hvor et kludetæppe af imponerende bygningsværker, smalle gader, store pladser og grønne parker i dag udgør en livlig og velbesøgt metropol.

Seværdighederne er strøet med rund hånd over et betydeligt område på begge sider af Tiberen, og tæller verdensberømte highlights som Colosseum, Pantheon, Peterskirken, Forum Romanum og Vatikan-museerne med Det Sixtinske Kapel i centrum.

Den italienske hovedstad er blandt verdens mest romantiske byer, og selvom der altid er nok at se, kan det også anbefales at lukke guidebogen i for en stund, og i stedet vandre formålsløst rundt i den evige stad.

En travetur gennem Rom er en oplevelse for alle sanser, og bør naturligvis indeholde et passende antal pauser på klassiske fortovscaféer og stemningsfulde trattoriaer.

I denne korte byguide har jeg samlet et udvalg af de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i Rom. God læselyst og rigtig god tur til Rom!

Tip: Det kan være en dyr fornøjelse, hvis du gerne vil opleve Roms kunstneriske mesterværker. I den historiske bymidte – centro storico – kan du opleve værker af Michelangelo, Raphael, Caravaggio og Bernini ganske gratis ved at besøge byens mange kirker.



Booking.com

Sådan kommer du til Rom

Der er ca. 1.900 km til Rom fra den dansk/tyske grænse, og turen til den italienske hovedstad kan således godt klares i bil. På vejen findes mange spændende byer, som du med fordel kan gøre stop i – det kunne f.eks. være Nürnberg, München, Salzburg eller Bergamo.

Fly til Rom

Det er oplagt at rejse med fly, når du skal til Rom. Du kan flyve til Rom fra både København og Billund. Fra København er den officielle flyvetid 2 timer og 35 minutter, mens den er 2 timer og 40 minutter fra Billund.

Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Rom: Fra lufthavn til centrum

Roms primære lufthavn er kendt under navnene Roma Fiumicino og Leonardo da Vinci – eller begge navne på én gang (Aeroporto Internazionale di Roma–Fiumicino Leonardo da Vinci) (FCO). Lufthavnen er den travleste i Italien, og ligger ca. 30 km sydvest for det centrale Rom.

For at komme til centrum kan du benytte toget Leonardo Express (30 minutter), som kører til Roms hovedbanegård, Stazione Termini, eller regionaltoget FL1. Regionaltogene er lidt langsommere, og kører til stationerne i Trastevere, Ostiense og Tiburtina. Der findes også busser, som kan bringe dig til centrum.

Roms ‘anden’ lufthavn er Ciampino Airport (CIA), som ligger ca. 12 km sydøst for det centrale Rom. Denne lufthavn benyttes af flere lavprisselskaber, men har ingen togstation.

For at komme til centrum af Rom, må du i stedet benytte bus eller taxa. Terranova shuttlebus bringer dig direkte til centrum, mens en lokalbus (Rute 520) kan bringe dig til Cinecittá-metrostationen på metrolinje A.

Tog til Rom

Det er en relativt omfattende rejse at tage toget fra Danmark til Rom, hvor den hurtigste rute fra den dansk/tyske grænse (Padborg) tager ca. 18. timer. At benytte tog er således kun oplagt, hvis du har planer om at gøre et eller flere stop undervejs – eksempelvis hvis du rejser på Interrail.

Den mest optimale rute til Rom involverer nattoget fra München til Firenze. Nattoget afgår fra München omkring kl. 20, og ankommer til Firenze ved 7-tiden om morgenen.

Sådan kommer du rundt i Rom

Kollektiv transport i Rom inkluderer metro, sporvogne, busser samt et netværk af lokaltog til forstæderne. Det centrale knudepunkt er stationen Stazione Termini, hvor du både finder metro, tog og busser.

Billetsystemet er heldigvis fælles for alle transportmidler, og findes som enkeltbilletter (BIT), der gælder i 100 minutter (inklusive omstigning), og dagsbilletter / billetter til flere dage.

Der findes f.eks. billettyperne Roma 24h, Roma 48h og Roma 72h. Disse har en gyldighed på henholdsvis et, to og tre døgn. Der findes også en ugebillet kaldet CIS samt månedspas. Børn under 10 år kører gratis. Billetter købes i tabacchi-kioskerne og i billetautomaterne på de større busstoppesteder samt på metrostationerne.

Du kan også købe et Roma Pass, som gælder i 48 eller 72 timer. Roma Pass giver dig ret til at bruge byens transportmidler ligesom det giver adgang og rabatter til flere af byens museer. Køb Roma Pass her.

Der findes blot to metrolinjer i Rom (linje A og B), og metroen dækker således kun en mindre del af byen. Man må derfor ofte ty til busser og sporvogne, hvis rutenet kan være lidt sværere at hitte rede i.

Det historiske centrum i Rom er til gengæld relativt kompakt, så her er det oplagt at komme rundt til fods. Du kan se ruter og finde din rejseplan på transportselskabet ATAC’s officielle hjemmeside.

Seværdigheder i Rom – de 20 bedste oplevelser

1. Colosseum

[Monument + Amfiteater]

Colosseum er blandt de største seværdigheder i Rom. Foto: Sung Rae Kim fra Pixabay

Colosseum er uden tvivl det mest imponerende af Roms antikke bygningsværker. Og ligeledes et af de bedst bevarede. I det majestætiske amfiteater kæmpede gladiatorer indædt mod hinanden, ligesom byens dømte forbrydere stod ansigt til ansigt med alskens vilde dyr. Der var kort sagt garanti for underholdning, når 50.000 romere mødte op som tilskuere i Colosseum (der i romertiden var kendt som Anfiteatro di Flavio).

Det var kejser Vespasian, der i år 72 tog initiativ til byens første permanente amfiteater. Vespasian så dog aldrig det færdige resultat, og byggeriet blev i stedet afsluttet af hans søn og efterfølger, Titus. Åbningsfesten blev afholdt i år 80, og varede 100 dage og lige så mange nætter. Herudover måtte 5.000 dyr lade livet under de profilerede kampe.

Colosseums ydre mure består af ikoniske buehvælvinger og dekorative søjler, der rejser sig mod himlen i tre lag. Byggematerialerne blev hentet fra stenbruddene ved Tivoli og omdannet til den smukkeste arena; 186 meter lang og 48,5 meter høj.

Publikum kom ind ad én af de 66 porte, og skulle herefter finde deres nummererede siddeplads. For at undgå den stegende sol, kunne et kæmpemæssigt sejl – et velarium – spændes ud mellem 240 piller.

Kejserens loge og et kig bag facaden

Kejserens loge var placeret i tribunens midte, hvor han kunne omgive sig med konsuler, senatorer og byens rigmænd. Nedenfor sad magistrater og embedsmænd, mens de øverste pladser var til folket.

Arenaen var forsynet med et trægulv dækket af sand, og nedenunder gulvet fandtes den såkaldte ‘hypogeum’ – en underjordisk labyrint af gange og rum, hvor gladiatorer, kulisser og vilde dyr kunne opholde sig. 80 sofistikerede hejsesystemer – en slags elevatorer – sørgede for adgang til de underjordiske niveauer.

Coloseums trægulv er for længst borte, og i dag kan man kigge direkte ned i den labyrintiske hypogeum. Ved at købe en særlig billet, kan du få adgang til rundvisning i undergrunden, men der er også masser af spændende oplevelser over jorden.

Spring køen over: Køb billet til Colosseum, Forum Romanum og Palatinerhøjen her

Transport: Metro til Colosseo.

2. Peterskirken (Basilica di San Pietro)

[Kirke + Udsigt + Museum]

Udsigten over Peterspladsen fra kuplen på Peterskirken. Foto: Jose Aitor Pons Buigues fra Pixabay

Rom byder på mange smukke og storslåede kirker, men ingen af dem når op på siden af Peterskirken – Italiens største og mest ekstravagante kirkebygning. Både ude og inde er kirken et overflødighedshorn af fabelagtig arkitektur og kunstneriske mesterværker, og du bør således sætte god tid af til dit besøg.

Det kan være svært ikke at tabe underkæben, når man træder ind i Peterskirken for første gang. Det enorme midterskib er 187 meter langt, og under de mægtige hvælvinger fungerer kirken nærmest som sin egen hellige by afskåret fra omverden.

Ud fra midterskibet – som perler på en snor – finder man 11 kapeller, der i praksis fungerer som små kirker. Hver især arrangerer de gudstjenester for de mange troende, der besøger kirken.

På vej ned mod pavealteret, som er placeret under en enestående baldakin, kan du tage et kig ned i kirken gulv, hvor målene på nogle af verdens største kirker er markeret. St. Pauls katedral i London og domkirken i Köln syner ikke af meget, når de holdes op mod Peterskirkens imponerende dimensioner.

Peterskirken er opkaldt efter apostlen Peter, som Jesus udpegede som sin efterfølger på jorden. Kirken blev opført på det sted, hvor Skt. Peter siges at være blevet begravet mellem år 64 og 67 – først som en simpel basilika, og siden som et overdådigt statussymbol for den katolske kirke. Byggeriet af den nuværende kirkebygning startede i 1506, og 120 år senere kunne Peterskirken indvies.

Sightseeing i Peterskirken

Hvad skal du så se i Peterskirken? Jo, du kan jo passende starte med Michelangelos Pietá, som findes i højre side nær hovedindgangen. Pietá er det italienske ord for barmhjertighed, og ordet benyttes gerne om fremstillingen af Jomfru Maria med den døde Jesus på skødet.

Michelangelo skabte den smukke og detaljerede skulptur i 1499, hvor han blot var 25 år, og det er den eneste figur, han nogensinde signerede – signaturen kan ses i skærfet over Madonnaens bryst.

I modsatte side findes dåbskapellet, hvor låget til kejser Hadrians røde sarkofag er blevet omdannet til døbefont. Længere fremme – stadig i venstre side af kirkerummet – kommer du forbi Pius VII’s gravmæle, som blev skabt af danske Thorvaldsen.

Ved at betale entré, kan du også besøge Peterskirkens museum (Tesoro di San Pietro), som har indgang ved Pius VIII-monumentet. Museet udstiller forskellige remedier, som har været brugt ved kirkens gudstjenester, bl.a. alterkalke og pavens klædedragter, religiøse effekter samt arkæologiske genstande fra den oprindelige basilika.

Besøg kuplen i Peterskirken

Det imponerende højalter befinder sig midt under Peterskirkens kuppel, og det er kun paven, der må prædike herfra. Over alteret rejser sig en enorm bronzebaldakin, og stjæler således en del af opmærksomheden. Den 28 meter høje baldakin blev skabt af Bernini mellem 1623 og 1634. Den består af fire markante søjler og krones af kors og engle.

Højt over baldakinen findes endnu et mesterværk, nemlig den storslåede kuppel dekoreret af Michelangelo. Kuplen udgør en imponerende himmelsk hvælving, som rejser sig 119 meter over kirkens gulv.

Efter en tur rundt i Peterskirken, kan du krone besøget med en tur op i kuplen (koster entré). En lille elevator til højre for hovedindgangen tager dig halvvejs op – resten af turen må tilbagelægges til fods. Der er 320 trin op til den skønneste panoramaudsigt over Peterspladsen i 120 meters højde.

Udsigt får man til gengæld ikke meget af i De Vatikanske Grotter (Sacre Grotte Vaticane) dybt under jorden. Grotterne er sidste hvilested for en lang række paver, og mellem sarkofager og historiske kunstværker hersker en helt særlig stemning. Der er adgang til grotterne bag Skt. Longinus-statuen ved højaltret (koster entré).

Kom på rundvisning i Peterskirken og få adgang til kuplen: Køb din billet her

Transport: Metro til Ottaviano-San Pietro.

3. Palatinerhøjen (Palatino)

[Ruiner + Arkæologiske udgravninger]

Palatinerhøjen er et spændende sted at besøge, hvis du vil blive klogere på Roms fortid. Foto: Ben Faist fra Pixabay

Ifølge legenden blev Rom grundlagt netop her på Palatinerhøjen (en af Roms syv høje), da Romulus opførte bosættelsen Roma Quadrata i år 753 f.Kr. Arkæologiske udgravninger har dog afsløret, at området allerede var beboet i bronzealderen, og den berømte fortælling om Romulus er således blot et sagn.

Alligevel er der al mulig grund til at besøge Palatinerhøjen, hvor Roms elite opførte de prægtigste bygningsværker. Det arkæologiske kompleks består i dag af en række imponerende ruiner, der vidner om den spændende og stolte fortid.

Augustus var den første kejser, der flyttede sin bolig til Palatinerhøjen, mens det første store palads blev opført af Tiberius, og udbygget af Caligula. På denne plads finder man i dag Orti Farnesiani – en pragthave fra 1500-tallet, der regnes for en af verdens første botaniske haver.

De fleste af Palatinerhøjens ruiner stammer fra kejser Domitians storslåede palads, som blev opført i det 1. århundrede. Paladset fungerede som romerrigets magtcenter gennem 300 år.

Seværdigheder på Palatinerhøjen

Domitians palads er inddelt i tre dele; Domus Flavia, Domus Augustana og Stadio (stadion). Stadion har bevaret sin letgenkendelige udformning, og blev primært benyttet til kejserens private forestillinger. En sti ved siden af stadion bringer dig op til de antikke bade, Terme di Settimio Servero og paladset Domus Severo, samt en fin udsigt.

Domus Flava er den mest imponerende bygning på Palatinerhøjen, og fungerede som magtens centrum for Domitians og hans efterfølgere. Det store bygningsværk måler hele 160×56 meter, og rummer bl.a. tronsal (Aula Regia), festsal til store banketter (Triclinium) og en basilika, hvor kejseren afgjorde juridiske uenigheder.

Domus Augustana – ‘Det kejserlige hus’ – blev anlagt som kejserens private bolig, og bestod af to etager.

Casa di Livia er blandt de bedst bevarede bygninger på Palatinerhøjen. Huset fungerede som hjem for kejser Augustus’ kone, Livia, og er opført rundt om en atriumgård, hvorfra man bl.a. kan træde ind i spisestue, modtagelsessalon og vinlager.

Når du er færdig med at udforske det store arkæologiske område, kan du med fordel besøge Palatino-museet (Museo del Palatino), hvor du kan se en række antikke genstande, som er fundet på højen.

Adgang til nogle af Palatinerhøjens attraktioner – heriblandt Casa di Livia og museet – kræver en særlig billet, en såkaldt ’Super Ticket’, mens du kan opleve selve resten af området med en almindelig billet.

Transport: Metro til Colosseo.

4. Engelsborg (Castel Sant’Angelo)

[Fæstning + Museum + Udsigt]

Engelsborg er en majestætisk fæstning. Foto: Angelo Casto fra Unsplash

Engelsborg eller Castel Sant’Angelo, som er fæstningens officielle navn, rejser sig smukt over Tiberens bred, og troner majestætisk over omgivelserne for enden af broen Ponte Sant’Angelo. Det imponerende bygningsværk blev oprindeligt opført som mausoleum for kejser Hadrian i år 123, og den ældste del af ringmuren stammer således fra denne tid.

I det 6. århundrede begyndte man langsomt, men sikkert, at omdanne Hadrians gravmæle til en solid fæstning, hvor pavemagten kunne søge tilflugt i krigstid. Senere opførte man også en hemmelig passage (Passetto di Borgo), som paven kunne benytte, for at komme sikkert hertil.

Gennem historien har Engelsborg været udsat for flere belejringer; bl.a. den berygtede Sacco di Roma i 1527, hvor fæstningens tykke mure modstod Karl V’s lejesoldater, der hærgede byen. Senere blev fæstningen også benyttet som fængsel, inden den i det 20. århundrede blev omdannet til museum.

Museet på Engelsborg og udsigtsterrassen

Museets samling af malerier, skulpturer, våben og uniformer udstilles i fornemme omgivelser, og det er bestemt værd at kigge indenfor i de store sale. Renæssancesalen, Sala Paolina, er blandt højdepunkterne, og her finder man en række udsøgte fresker, som forestiller scener fra Alexander den Stores liv.

En del af fæstningens sale er dedikeret til den omfattende uniforms- og våbensamling, som bl.a. tæller en række fine stikvåben fra middelalderen. Det er også muligt at gå på opdagelse i de pavelige gemakker, heriblandt Paul III’s soveværelse og bibliotek, og skatkammeret med den store pengekiste.

I det nederste område venter de gamle fængselsceller og forrådsrum, samt den hemmelige gang, der leder til Vatikanet (kan ses på guidede rundvisninger).

Øverst på den runde fæstning finder man tagterrassen med den storslåede udsigt over Rom. Udsigten er ganske inspirerende, og det må den også have været for Puccini, som valgte at lade sidste akt af operaen Tosca foregå netop her. Udsigten deles bl.a. med den store statue af ærkeenglen Michael, som har givet fæstningen sit navn.

Transport: Bus til Piazza Pia.

5. Vatikanmuseerne og Det Sixtinske Kapel

[Museum]

Skolen i Athen er blandt de berømte værker, der kan opleves på museet. Foto: Gianni Crestani fra Pixabay

Museumskomplekset i det nordøstlige hjørne af Vatikanstaten byder på det ypperste indenfor kunst og kunsthistorie, men det kræver god tid og tålmodighed, hvis du vil udforske en af verdens største kunstsamlinger.

7 km lang er turen rundt i Vatikanmuseernes udstilling, og det er derfor nødvendigt at planlægge besøget grundigt. Køen for at komme ind på museet kan desuden være ganske uoverskuelig, så kom i god tid (inden museet åbner), eller køb en særlig billet, som lader dig springe køen over.

Vatikanmuseerne blev grundlagt af pave Julius II i begyndelsen af det 16. århundrede, og er indrettet i ekstravagante omgivelser med det pompøse Palazzetto di Belvederes rigt dekorerede sale og gallerier som centrum.

Samlingen tæller en lang række historiske kunstgenstande, som den katolske kirke og dens skiftende paver har erhvervet gennem århundreder.

I dag består samlingen af omkring 70.000 genstande, hvoraf ca. 20.000 indgår i den permanente udstilling. Denne udstilling tæller bl.a. unikke romerske skulpturer og nogle af verdens væsentligste kunstværker fra renæssancen – bl.a. Michelangelos lofter i Det Sixtinske Kapel.

Guide til turen rundt på Vatikanmuseerne

Vil du gerne opleve højdepunkterne – Vatikanmuseernes ‘Greatest hits’ – så kan du med fordel vælge følgende rute gennem udstillingen:

Din rute starter med en tur op ad den finurlige spiralformede trappe / rampe, der leder op til gården Cortile delle Corezza. Herfra kan du nyde udsigten over Vatikanhaverne og Peterskirkens kuppel. Fortsæt gennem Cortile della Pigna, opkaldt efter den store pinjekogle i bronze, som udstilles her, og gennem Museo Chiaramonti med de mange statuer og buster.

Herfra går turen op ad trappen til Museo Pio-Clementino, hvor museets fineste klassiske skulpturer venter. I den store sal er skulpturerne placeret i små nicher, og her kan du bl.a. se figuren Apoxyomenos fra det 1. århundrede – en af de tidligste eksempler på en statue med løftet arm.

I Cortile Ottagono – pavens tidligere lystgård fra 1773 – findes to af udstillingens højdepunkter: Apollo Belvedere, en mageløs skulptur af solguden Apollon fra det 2. århundrede, og den mere drabelige Laocoön med motiv fra den græske mytologi.

Gobeliner, landkort og malerier

I Sala degli Animali udstilles en samling smukke og ganske naturtro statuer af dyr, mens Sala delle Muse bl.a. rummer den kendte, og ganske rustikke, Torso Belvedere. På øverste etage møder du den 80 meter lange Galleria dei Candelabri, som er inddelt i mindre sektioner med græske skulpturer.

Galleria degli Arazzi prydes af en række kæmpegobeliner med religiøse motiver, mens du kan studere de fineste historiske landkort i Galleria delle Carte Geografiche – en 120 meter lang korridor.

Stanze di Raffaello er et foreløbigt højdepunkt og strækker sig over fire fantastiske sale, dekoreret af Rafael og hans lærlinge i begyndelsen af det 16. århundrede.

Salene var oprindeligt pave Julius II’s private bolig, og Stanza della Segnatura hans kontor og bibliotek. Navnet henviser til, at det var her officielle dokumenter blev underskrevet. Salens højdepunkt er Raphaels berømte fresko Skolen i Athen (La Scuola di Atene), som viser antikkens mest kendte, græske filosoffer.

Det Sixtinske Kapel

Det er ikke tilfældigt, at Det Sixtinske Kapel udråbes som en af verdenshistoriens største kunstneriske bedrifter. Michelangelos ikoniske fresker er i en klasse for sig, og stemningen i det hellige rum er nærmest magisk. Rummet emmer ligeledes af historie, for det er her konklavet samles, når der skal vælges en ny pave.

Kardinalerne låses inde i kapellet, indtil en ny pave er valgt. Mens konklavet pågår, holdes der dagligt fire hemmelige afstemninger, indtil en af kardinalerne vælges med minimum to tredjedeles flertal. Når en pave er valgt, sendes hvid røg op gennem kapellets skorsten.

Det var pave Sixtus IV, der i slutningen af det 15. århundrede tog initiativ til kapellet, der i dag bærer hans navn. Udsmykningen blev skabt af tidens dygtigste kunstnere og håndværkere, og i 1508 blev det Michelangelos opgave at udsmykke kapellets 800 kvadratmeter store loft. På lofterne kan man i dag nyde den detaljerede skabelsesfrise, hvor sol, måne og planeter suppleres af Adam og Eva, syndefald og syndflod.

Lofterne stod færdige i 1512, men 23 år senere blev Michelangelo atter kaldt til Vatikanet for at male kapellets altervæg. Resultatet blev endnu et mirakel, nemlig Dommedagsbilledet (Giudizio Universale); en både skræmmende og imponerende skildring af den yderste dag med Kristus i centrum, og engle, der blæser i dommedagsbasuner.

Spring køen over og køb din billet til Vatikanmuseerne og Det Sixtinske Kapel her

Transport: Ottaviano-San Pietro.

6. Trevi fontænen (Fontana di Trevi)

[Springvand + Monument]

Trevi-fontænen er et ikonisk kunstværk i den italienske hovedstad. Foto: Michele Bitetto fra Unsplash

Trevi-fontænen er et af verdens mest berømte springvand, og ligeledes en af de mest populære seværdigheder i Rom. Alle byens turister vil naturligvis et smut forbi det ikoniske kunstværk, hvor man gerne skal kaste en mønt ned i vandmasserne (kast med højre hånd over venstre skulder). Denne handling sikrer nemlig, at man i fremtiden vil vende tilbage til Den evige stad.

Trevi-fontænen er opført i hvidt marmor, og har en imponerende størrelse: 49 meter i bredden og en højde på 26 meter. Fontænen spillede en central rolle i Federico Fellinis film Det søde liv (La Dolce Vita) fra 1960, hvor en yderst sensuel Anita Ekberg danser rundt i fontænens vand. Denne klassiske scene er bestemt være at have i baghovedet, når man i dag kæmper sig vej gennem menneskemængden, der altid er at finde på det lille piazza.

Det barokke mesterværk blev skabt af Nicola Salvi, som påbegyndte arbejdet med fontænen i 1732. Hævet over vandmasserne ses havguden Oceanos flankeret af prægtige søheste.

Fontænen, der nærmest går i ét med bygningen Palazzo Polis, får sit vand fra Salone-kilden, der udspringer 19 km herfra. Vandet transporteres herefter til fontænen via den antikke akvædukt, Acqua Vergine, der blev konstrueret i år 19 e.Kr.

Transport: Metro til Barberini.

7. Basilica di Santa Maria Maggiore

[Kirke + Museum]

De smukke lofter i Santa Maria Maggiore-kirken. Foto: Neufal54 fra Pixabay

Santa Maria Maggiore rejser sig majestætisk på toppen af Esquiline-bakken, og fremstår som et overdådigt palads, dedikeret til den hellige jomfru. Den smukke facade og det 75 meter høje fritstående klokketårn er elementer, der straks tiltrækker sig opmærksomhed.

Maggiore betyder ‘den største’, og kirken på bakketoppen er da også den største af Roms mange kirker, som er dedikeret til netop Jomfru Maria (Santa Maria). Byggeriet blev indledt i år 431, kort tid efter konciliet i Efesos havde valgt at anerkende Jomfru Marias hellige moderskab.

At en kirke blev opført på Esquiline-bakken skyldes (ifølge overleveringen) et opsigtsvækkende snefald i sommeren 358. Snestormen genskabes nu med hvide rosenblade og lys den 5. august hvert år – en begivenhed kendt som La Madonna della Neve (Vor frue af sneen).

Et jordskælv i 1348 ødelagde en stor del af den oprindelige kirke, men grundstrukturen er den samme, ligesom de fine mosaikker fra det 5. århundrede overlevede ødelæggelserne. Mosaikkerne, der er blandt kirkens højdepunkter, viser scener fra Jomfru Marias liv, og er således blandt de tidligste værker til at skildre jomfruens guddommelighed og hendes gerninger.

Højdepunkter i Santa Maria Maggiore

Motiver af Jomfru Maria går naturligvis igen mange steder i kirkens udsmykning – ikke mindst i korrundingen, hvor man kan opleve kroningen af den hellige jomfru i et værk skabt af Jacopo Torriti i det 13. århundrede.

Af øvrige højdepunkter kan bl.a. nævnes kirkens alter, der i virkeligheden er en sarkofag, som siges at indeholde relikvier fra flere kristne martyrer, heriblandt Matthæus. Til højre for alteret markerer en sten det sidste hvilested for billedhuggeren Gian Lorenzo Bernini. Husk også at beundre det smukke sidekapel, Cappella Sforza, som blev skabt af Michelangelo.

Følger du trappetrinnene ned til kirkens krypt eller dens ‘confessio’, møder du en statue af pave Pius IX, der knæler foran et skrin. Dette skrin siges at indeholde fragmenter af Jesus’ krybbe fra Bethlehem, og er kirkens fornemmeste relikvie.

Vil du se flere spændende genstande, kan du løse billet til kirkens skatkammer eller tage med på en 30-minutters rundvisning i det fornemme Loggia delle Benedizioni, som bl.a. byder på flere historiske mosaikker.

Transport: Metro til Termini.

8. Piazza Navona

[Plads]

Der er altid en skøn stemning på Piazza Navona. Foto: User32212 fra Pixabay

Piazza Navona – en af byens mest besøgte pladser – er et fremragende udgangspunkt, hvis du gerne vil opleve det autentiske Rom. Pladsen tiltrækker naturligvis mange turister, men byens indbyggere er skam også vilde med at slappe af på Piazza Navona, som omkranses af de smukkeste husfacader.

Den særlige ovale form er et levn fra Domitians Stadion (Stadio di Domiziano), der opførtes her i år 86.

Midt på Piazza Navona findes Berninis mesterlige Flodernes Fontæne (Fontana dei Quattro Fiumi) fra 1651. Rundt om en majestætisk obelisk symboliserer statuer og dertil springende kaskader verdens fire store floder; Nilen, Ganges, Donau og La Plata. Mere Bernini findes i pladsens sydlige ende med Fontana del Moro.

Den mest interessante bygning på pladsen er kirken Sant’Agnese in Agone – en typisk barokkirke skabt af Francesco Borromini. Kirken er opført på det sted, hvor martyren Agnes udførte sit mirakel, inden hun blev slået ihjel.

Ifølge legenden blev Agnes klæder flået af hende, men på mirakuløs vis voksede hendes hår, så det straks dækkede hendes krop, og hun kunne dermed bevare sin ære. Inde i kirken kan man bl.a. opleve Sankt Agnes’ kranium og en lang række kunstskatte.

Transport: Bus til Corso del Rinascimento.

9. Pantheon

[Tempel]

Pantheons smukke facade. Det gamle tempel er blandt de populære seværdigheder i Rom. Foto: User32212 fra Pixabay

Pantheon er Roms bedst bevarede bygningsværk fra oldtiden, og med sin unikke, nærmest tidløse, arkitektur, er det svært at fatte, at det antikke tempel har næsten 2.000 år på bagen. Det oprindelige Pantheon blev opført af Marcus Agrippa i år 27, men efter brand og lynnedslag måtte bygningen genopføres af kejser Hadrian mellem år 118 og 125.

Pantheon var dedikeret til alle de klassiske guder, hvilket tydeliggøres i templets navn; en sammentrækning af de græske ord pan (alle) og theos (gud). At templet har overlevet helt frem til i dag, skyldes at Pantheon – i lighed med flere romerske templer – blev omdannet til kirke i år 608. Pantheon er således officielt en katolsk kirke, og den kristne kirkekunst præger nu det fantastiske rum.

Det monumentale indgangsparti består af 16 korintiske søjler. Søjlerne er 11,8 meter høje, og udhugget af et enkelt stykke egyptisk granit. Bag de majestætiske søjler findes to store bronzedøre, der giver (gratis) adgang til den populære bygning. Det er en helt særlig oplevelse at træde ind i Pantheon, hvor man for alvor kan fornemme templets størrelse.

Lys skinner ind gennem kuppeltagets oculus – et 8,7 meter bredt hul placeret i kuplens midte – og skaber på denne måde en helt unik – nærmest magisk – scene. Man føler sig straks meget lille her i de marmorbeklædte omgivelser – en effekt som templets bygherre med garanti har efterstræbt.

Over Pantheons hovedalter hænger ikonet Madonna og barn fra det 7. århundrede, mens Raphaels grav kan beundres til venstre for alteret. Pantheon rummer også gravmonumenter for flere af de italienske konger.

Kom på en spændende rundvisning i Pantheon: Køb din billet her

Transport: Bus til Largo di Torre Argentina.

10. Capitol-museerne (Musei Capitolini)

[Museum for kunst og arkæologi]

Ulven Lupa Capitolina blandt højdepunkterne på museet. Foto: Matthias Lemm fra Pixabay

Der er kunst og kunsthistorie for alle pengene, når man besøger museerne på Capitol – verdens ældste, offentlige museer. Musei Capitolini er indrettet i to overdådige paladser; Palazzo Nuovo og Plazzo dei Conservatori, som begge dominerer den smukke trapezformede plads, Piazza del Compidoglio.

Historien bag museerne går helt tilbage til 1471, hvor pave Sixtus IV donerede en række bronzestatuer til offentligheden, og derved grundlagde den fine samling af klassiske skulpturer.

Plazzo dei Conservatori rummer museets oprindelige samling af klassiske skulpturer, men inden du når så langt, kan du nyde de overdimensionerede kropsdele – hoved, hånd og fod – som udstilles på gårdspladsen. Delene stammer fra den 12 meter høje statue af Konstantin, der engang prydede Basilica di Massenzio på Forum Romanum.

Indenfor dørene er skulpturen af ulven Lupa Capitolina blandt højdepunkterne. Bronzeulven står afventende på sin piedestal, alt imens Romulus og Remus – de to brødre, som ifølge sagnet grundlagde Rom – dier ved ulvens bryst.

Skulptursamlingen tæller også værker af Bernini – bl.a. den fine fremstilling af Medusa – mens Pinacoteca på 2. sal rummer en række uvurderlige malerier af de største italienske mestre.

En tunnel fører gæsterne fra det ene palads til det andet – en tur, der ligeledes går gennem det antikke arkiv, Tabularium. Husk desuden at nyde den fremragende udsigt fra museets tagterrasse – evt. i selskab med søde sager fra museets café.

Åbningstider: Dagligt 9:30 til 19:30.

Transport: Bus til Piazza Venezia.

11. Forum Romanum

[Ruiner + Historisk område]

Forum Romanum er blandt de klassiske seværdigheder i den italienske hovedstad. Foto: User32212 fra Pixabay

Mens magtens elite forskansede sig på Palatinerhøjen, blev der i dalen nedenfor anlagt et torv til forsamling, rådslagning og handel. Resultatet er Forum Romanum – en af de mest populære seværdigheder i Rom.

Forum var byens livlige centrum, hvor en række forskellige aktiviteter udspillede sig. Senatorer debatterede i senatsbygningen Curia, handlende gjorde deres indkøb på markedet, advokater arbejdede i domhusene, og alle byens borgere besøgte troligt de religiøse templer.

Det kræver selvsagt en god fantasi at forestille sig, hvordan antikkens livlige Forum må have set ud. Pladsen har bl.a. været flankeret af tidlige templer og helligdomme, ekstravagante monumenter og en senatsbygning. I dag står de smukke og majestætiske ruiner tilbage, og vidner om den stolte fortid.

Forum Romanum blev oprindeligt anlagt i en sump, men dygtige ingeniører konstruerede en kloak, der kunne dræne området. Kloakken ‘cloaca maxima’ er Roms ældste, og selvom den stammer fra 500-tallet f.Kr., er den fortsat i brug.

På det drænede område kunne byggeriet gå i gang, og gennem de næste mange år var der stor aktivitet langs Via Sacra – Forums hovedfærdselsåre. Her finder du bl.a. Curia Julia, som husede det romerske senat. Curia Julia blev opført af Julius Cesar i 44 f.Kr., og ligner mest af alt en slags primitiv ladebygning i sten.

For enden af Via Sacra rejser den 23 meter høje Arc di Settimo Severo sig smukt over ruinerne. Triumfbuen blev opført i år 203 til minde om romernes sejr over partherne. Partherne er afbilledet i lænker på det centrale relief.

Blandt de øvrige højdepunkter på Forum Romanum finder du også Saturn-templet (Tempio di Saturno). Otte markante granitsøjler er dog alt, der er tilbage af det romerske vartegn, som blev opført i 497 f.Kr.

Sightseeing på Forum Romanum

Santa Maria Antiqua er Forum Romanums ældste og vigtigste kristne bygningsværk. Kirken blev opført i det 5. århundrede, og efter en gennemgribende renovering i 2016, kan man nu igen træde indenfor i det særlige rum. Kirkens areal er blot 30×20 meter, men trods den beskedne størrelse rummer kirken flere udsøgte fresker, som blev skabt mellem det 6. og det 9. århundrede.

Casa della Vestali – endnu et interessant bygningsværk – var vestalindernes hjem. De seks vestalindere var udvalgte jomfruer, som havde til opgave at holde den hellige flamme brændende i det nærliggende Vesta-tempel.

Maxentius’ Basilika (Basilica di Massenzio) er den største bygning på Forum Romanum. Den storslåede basilika (oprindeligt 100×65 meter) blev påbegyndt af kejser Maxentius i år 308, og færdiggjort af Konstantin syv år senere. Man fornemmer stadig bygningsværkets markante dimensioner, selvom det primært er den voluminøse nordlige mur med de fine vinduesudskæringer, der står tilbage.

Triumfbuen Arco di Tito blev rejst af kejser Domitian i år 81, og fungerer som den sydlige indgang til Forum Romanum. Navnet henviser til Domitians bror, Titus, og triumfbuen blev rejst for at fejre dennes militære sejr i Judæa. Det elegante monument har gennem tiden givet inspiration til mange af verdens triumfbuer, heriblandt den nok mest berømte på Place Charles de Gaulle i Paris.

TIP: Kom først eller sidst på dagen for at undgå de største menneskemængder, og husk solcreme / solhat, da der er sparsomt med skygge på Forum Romanum.

Transport: Bus til Via dei Fori Imperiali.

12. Galleria Nazionale d’Arte Antica

[Kunstmuseum]

Samlingen af uvurderlige kunstskatte er ganske imponerende, og et besøg på nationalgalleriet for antik kunst er derfor et must, hvis du gerne vil opleve værker af Rafael, Caravaggio, Giovanni Bellini og Filippo Lippi. Herudover kan du naturligvis nyde den imponerende museumsbygning – et elegant palads, som oprindeligt blev opført til pave Urban 8. af Maderno i 1628.

Paladsets navn er Palazzio Barberini, taget efter pavens borgerlige navn, Maffeo Barberini. For at skabe sig et værdigt hjem, benyttede Barberini tidens dygtigste arkitekter, og resultatet er et barokpalads med masser af fornem charme. Læg særligt mærke til de specielle trapper – én er kvadratisk og én er oval.

Galleria Nazionale d’Arte Antica blev indviet i 1895, og udstillingen breder sig over to etager. Blandt samlingens højdepunkter er Rafaels ’La Fornarina’ (Portræt af en ung kvinde) – et smukt portræt af den unge bagerdatter, Margarita Luti, der ligeledes var kunstnerens elskerinde, samt Lippis ’Madonna og barn’ og Tintorettos ’Kristus og frelseren’.

Læg desuden mærke til loftet i den store sal; et prægtigt barok-stykke i kæmpeformat skabt af Pietro da Cortona. Freskoen med titlen ’Det guddommelige forsyns triumf’ (1632-39) var skabt for at hylde Barberini-slægtens spirituelle magt.

Transport: Metro til Barberini.

13. Den spanske trappe (Scalinata di Trinità dei Monti)

[Trappe + Plads]

Den spanske trappe med Trinitatis-kirken i baggrunden. Foto: User32212 fra Pixabay

135 trappetrin forbinder pladsen Piazza di Spagna med den højereliggende Trinitatis-kirke (Trinità dei Monti). Både pladsen og kirken er interessante seværdigheder i sig selv, men på forunderlig vis er det Francesco De Sanctis’ imponerende trappe, der tiltrækker sig mest opmærksomhed.

Marmor-trappen fra 1725 kan i dag bryste sig af at være et af de mest fotograferede motiver i Rom, og bestemt en populær attraktion.

Den brede og elegante trappe er arrangeret med systematiske trin afbrudt af mindre reposer. Navnet henviser til den spanske ambassade, der har ligget her siden 1600-tallet. På italiensk er trappen dog opkaldt efter kirken Trinità dei Monti.

Den 29 meter høje trappe genåbnede i 2016 efter en omfattende renovering, og det bedste fotomotiv har man nede fra pladsen Piazza di Spagna, hvor man også kan nyde en af byens mere interessante fontæner. Fontana della Barcaccia er skabt af Pietro Bernini (far til den mere berømte Gian Lorenzo Bernini), og forestiller en sunken båd. Under en af Tiberens oversvømmelser strandede en båd rent faktisk her på pladsen, og det er denne begivenhed, der er foreviget i værket.

Fontana della Barcaccia får vand fra samme kilde som Trevi-fontænen, men her på Spagna-pladsen er trykket imidlertid betydeligt svagere, og fontænen er derfor etableret under gadeniveau, så der kan komme kraft nok på vandet. En smart og velovervejet beslutning.

Transport: Metro til Spagna.

14. Villa Borghese

[Park + Kunstmuseum + Zoologisk have]

Der er mulighed for at leje robåde i Villa Borghese-parken. Foto: Xlizziexx fra Pixabay

Kærestepar, turister, børnefamilier og motionsløbere blander sig med hinanden på stierne, der fører gennem Villa Borghese-parken – Roms tredjestørste, men mest fantastiske parkanlæg. Parken har navn efter pragtpalæet Villa Borghese, som igen har navn efter den indflydelsesrige kardinal, Scipione Borghese, der ejede området i det 17. århundrede.

I 1620’erne besluttede Borghese at opføre den majestætiske villa og dertilhørende have her i det nordlige Rom. Villaen skulle bl.a. anvendes til selskaber, og til at huse kardinalens omfattende kunstsamling.

Borgheses kunstsamling – som har været udstillet for offentligheden siden 1997 – byder i dag på nogle af Roms fineste kunstskatte, og galleriet i Villa Borghese (Museo e Galleria Borghese) er således værd at besøge, hvis du vil opleve Berninis smukke skulpturer og malerier af Caravaggio, Titan, Rafael og Rubens.

Du kan imidlertid også ‘nøjes’ med at udforske det 80 hektar store parkanlæg, som byder på smukke haver, mindre skovarealer med duftende pinjetræer, skulpturer og store græsplæner. Flere steder er det muligt at leje cykler, så du nemt kan udforske hele parken.

Har du børnene med til Rom, kan I passende besøge den fine zoologiske have, Bioparco di Roma, som byder på mere end 200 forskellige dyrearter. Rundt i parken findes også flere indbydende legepladser. Er du mere i det romantiske hjørne, så er det oplagt at leje en robåd, og stryge ud på den idylliske (men kunstigt anlagte) parksø.

Langs søen ligger et kompakt tempel med flotte søjler, rejst til ære for lægeguden Æskulap. Blandt parkens øvrige højdepunkter findes flere smukke palæer samt et særligt ur – et såkaldt hydrochronometer – som drives af vand fra en fontæne. Uret stammer fra 1873, og blev udtænkt af opfinderen Gian Battista Embriaco.

Spring køen over: Køb entrébillet til det storslåede kunstmuseum i Villa Borghese her

Transport: Bus til Via Pinciana.

15. Caracellas Termer (Terme di Caracalla)

[Ruiner]

Caracallas Termer er blandt de spændende men oversete seværdigheder i Rom. Foto: Gianni Crestani fra Pixabay

Kunst og kultur spillede en stor rolle i det antikke Rom, og det samme gjorde hygiejne og renlighed. Byen var således fyldt med offentlige badehuse, hvor borgerne kom for at vaske sig, slappe af og socialisere. Det mest imponerende af Roms antikke badeanlæg var Caracallas Termer – opkaldt efter kejser Caracalla, der tog initiativ til det mægtige kompleks i år 216.

Badeanlægget var uden sidestykke, og skabt af datidens mest visionære ingeniører og arkitekter. Selvom termerne i dag ligger i ruiner, kan man sagtens fornemme fordoms storhed. Den monumentale størrelse er ganske enkelt imponerende, og turen rundt i området er derfor en spændende oplevelse. Badeanlægget strakte sig over 10 hektar, og kunne nemt besøges af 8.000 mennesker på en enkelt dag.

De mægtige ruiner er naturligvis et betagende syn, men historien bag termerne og deres unikke funktioner er mindst lige så spændende. I de underjordiske gange (sammenlagt 9,5 km og brede nok til at transportvogne kunne passere hinanden) arbejdede hundredvis af slaver med at holde komplekset kørende.

Den centrale bygning målte 220×114 meter, og dens vægge og gulve var udsmykket med marmorfliser og mosaikker. En del af disse kunstværker har heldigvis overlevet indtil i dag.

På turen rundt i Caracellas Termer kan du i dag betragte frigidarium (det store svømmebassin med køligt vand), tepidarium (det opvarmede rum) og de to palestre (gymnastiksale). Højdepunktet var den runde calidarium med en 35 meter bred kuppel.

Det er pengene værd at leje et VR (virtuel reality) headset, så du kan opleve, hvordan hele komplekset tog sig ud i sine velmagtsdage (inden barbarerne ødelagde termerne i år 537).

Transport: Bus til Viale delle Terme di Caracalla.

16. Museo Nazionale Romano: Palazzo Massimo

[Museum]

Det romerske Nationalmuseum består af flere afdelinger, som hver især byder på spændende udstillinger dedikeret til byens og imperiets fortid. I det nyklassicistiske palads, Palazzo Massimo, fra 1883 kan man opleve alt fra oldromerske mønter og statuer til malerier og kunsthåndværk.

Museets højdepunkter findes på 2. sal, og her kan du med fordel starte rundturen, så du kan nyde de fornemme fresker og mosaikker med friske øjne.

De antikke fresker stammer bl.a. fra Villa Livia, som var bolig for kejser Augustus’ kone, Livia Drusilla, og forestiller en frodig have med blomstrende planter og frugttræer under en blå himmel.

En anden del af udstillingen byder på fresker og mosaikker fra Villa Farnesia – en romersk villa, som blev genopdaget i 1879. Her er bl.a. friser med guirlandebærende kvindefigurer og fine illustrationer af guderne Artemis og Afrodite. Ved at benytte den interessante multimediepræsentation kan du se, hvordan villaen oprindeligt så ud.

På museets førstesal og i stueetagen kan du opleve et stort udvalg af antikke skulpturer, bl.a. marmorskulpturen La Fanciulla Offerente fra det 3. århundrede f.Kr., som forestiller en ung kvinde, der tager del i et dionysisk ritual. Her findes også en udgave af den berømte græske statue ‘Diskoskasteren’. I kælderetagen møder du en spektakulær møntsamling, som formidler hele historien om Det romerske imperium gennem de monetære genstande.

Transport: Metro til Termini.

17. Basilica di Santa Maria del Popolo

[Kirke]

Der findes mange smukke og bemærkelsesværdige kirker i Rom, og det er således ikke nogen nem opgave at vælge hvilke religiøse bygningsværker, der fortjener din opmærksomhed. Du kan dog roligt lægge vejen forbi renæssance-mesterværket Santa Maria del Popolo, som er blandt de mest populære religiøse seværdigheder i Rom.

Den fornemme kirkebygning stammer fra 1473, men allerede i 1099 blev det første primitive kapel rejst på stedet. Og placeringen var ingen tilfældighed, for ifølge overleveringen var der nemlig tale om kejser Neros gravsted. Nero var kendt som en ond og tyrannisk hersker, men den indviede jord kunne måske holde hans genfærd i ro.

Kirkens navn afspejler, at den blev grundlagt af ‘popolo Romano’ (det romerske folk), og Santa Maria del Popolo er fortsat populær blandt lokalbefolkningen. Den oprindelige arkitekt bag bygningen kendes ikke, men det nuværende udtryk tilskrives bl.a. store kunstnere som Bramante, Rafael og Bernini.

Bramante stod for at designe kirkens kor (med Roms første vinduer af farvet glas), mens Rafael tog sig af Chigi-kapellet. Rafael døde, inden kapellet stod færdigt, og i stedet blev det fuldendt af Bernini 100 år senere.

Selvom entré til kirken er gratis, kan du med fordel medbringe en portion €1-mønter. Ved at indsætte mønter i automaterne rundt i kirken, kan du nemlig aktivere de dertil indrettede spotlights, der oplyser Caravaggio mesterværker. En mønt kan også aktivere de udmærkede informationstavler.

Blandt højdepunkterne er Caravaggios maleri, der forestiller en yderst livagtig korsfæstelse af Skt. Peter, Pinturicchios smukke fresker i korkapellet, Lorenzettos pyramideformede gravmæler og Berninis skulpturer af profeterne Daniel og Habakkuk.

Til venstre for hovedindgangen ses desuden et ganske unikt gravmonument, som arkitekten Gisleni valgte af rejse for sig selv. Det makabre monument stammer fra 1670, og den mest bemærkelsesværdige del består af et uhyggeligt skelet, som er placeret bag et jerngitter.

Transport: Metro til Flamino.

18. Via Appia Antica

[Historisk område + Vandring + Ruiner]

Via Appia giver gode muligheder for en vandretur i skønne omgivelser. Foto: Euroforum fra Pixabay

Man kan virkelig mærke historiens vingesus, når man begiver sig ud på Via Appia – romernes oldgamle hær- og handelsveje, der strækker sig helt til Brindisi ved Adriaterhavet. Vejen er opkaldt efter censor Appius Claudius, som stod for at anlægge den 90 km lange første etape i år 312 f.Kr.

I dag er Via Appia en af Roms mest eksklusive adresser – en smuk brostensbelagt færdselsåre, flankeret af marker, antikke ruiner og majestætiske pinjetræer.

Vejen starter ved den imponerende byport, Porta San Sebastiano, som også rummer et beskedent museum. Her kan man bl.a. få lov at gå langs toppen af den gamle bymur, ligesom man kan blive klogere på historien bag Romerrigets forsvar.

De første fem kilometer af Via Appia er relativt trafikerede, men herefter bliver vejen mere rolig, og du kan dermed rigtig nyde de skønne omgivelser. Søndag spærres vejen helt for biltrafik, og det er således den bedste dag til et besøg.

Opdag katakomberne i Rom

Blandt de fornemme bygninger langs vejen findes flere antikke ruiner – bl.a. en række bygningsværker rejst af kejser Maxentius i det 4. århundrede, flotte gravmonumenter og katakomber. Et af højdepunkterne er pilgrimskirken Basilica di San Sebastiano med de dertilhørende katakomber, som både byder på antikke fresker og yderst velbevarede mausoleer.

Katakomberne strækker sig over 12 km, og huser mere end 65.000 grave. Da det var forbudt at begrave de døde indenfor bymurene, måtte man i stedet konstruere de enorme underjordiske gravpladser udenfor byen. Der er kun adgang til katakomberne på en guidet rundvisning.

Længere ude af vejen findes Roms mest besøgte katakomber, nemlig Catacombe di San Callisto, hvis underjordiske netværk strækker sig over 20 km. På en guidet tur ser man blot en brøkdel af det enorme gravkammer, men man får alligevel et yderst spændende indblik i den romerske fortid, og de særlige begravelsesritualer. Blandt gravene i Catacombe di San Callisto findes 16 gravsteder for tidligere paver, samt mindesmærker for kirkens martyrer.

Via Appia er naturligvis oplagt til en skøn vandretur, men husk vand og solcreme i sommermånederne. Det er også muligt at leje cykler og tage turen på to hjul, hvilket giver mulighed for at opleve mere af Via Appia Antica.

Transport: For at komme til startpunktet ved Porta San Sebastiano kan du tage Metro til Circo Massimo, og herefter bus 118 til Via Appica Antica. Har du mod på en længere vandretur, kan du vandre til Villa dei Quintili, hvorfra du kan tage bussen tilbage til byen. Denne tur er ca. 7 km lang og dækker mange af Via Appia Anticas største seværdigheder.

19. Trastevere

[Bydel + Restauranter + Barer]

En af de smalle brostensbelagte gader i Trastevere. Foto: User32212 fra Pixabay

Trastevere ligger på den vestlige side af Tiberen, og var gennem århundreder kendt som et fattigt arbejderkvarter. I dag er bydelen berømt for sine klassiske byhuse, charmerende gader og hyggelige pladser.

Atmosfæren er utrolig stemningsfuld, og lever op til alle de romantiske forestillinger, du måtte have om den italienske hovedstad. Der er nemlig gang i gaderne, og vasketøjet er spændt ud mellem husmurene, hvor det hænger som autentiske dekorationer over de små gyder. På de lokale restauranter kan du smage på det ægte Rom – både hvad angår mad, vin og festlige drinks.

Der er naturligvis flere måder at komme til Trastevere på, men den smukkeste – og nemmeste – bringer dig enten over Tiberøen eller over broen Ponte Sisto. Efter at have krydser floden befinder du dig pludselig i en ny og anderledes verden. Mangfoldigheden hersker her i de historiske gader, og i de smukke middelalderhuse er der indrettet mange skønne spisesteder, værtshuse og jazzklubber.

Om aftenen er Trastevere det oplagte udgangspunkt for en bytur, men i løbet af dagtimerne er det også skønt at udforske den autentiske bydel, dens forskellige overraskelser og mange specialbutikker.

Bydelens naturlige samlingspunkt er Piazza Santa Maria med den fantastiske kirke og pompøse fontæne. Kirken er blandt de ældste i Rom, og ligeledes blandt byens populære seværdigheder.

20. Fodbold på Stadio Olympico

[Fodboldkamp + Rundvisning]

Som alternativ til de klassiske seværdigheder i Rom kan du f.eks. opleve en fodboldkamp på Stadio Olympico. Foto: Marco Pomella fra Pixabay

Italienerne elsker fodbold, og på Roms største stadion, Stadio Olympico, kan du opleve denne begejstring i fuldt flor. Det olympiske stadion er hjemmebane for byens to mest vindende klubber, AS Roma og SS Lazio, og uanset hvilket af disse to hold, du vælger at se, er der garanti for en unik atmosfære i historiske omgivelser.

Vil du gerne en tur bag kulisserne, er det også muligt at løse billet til en guidet rundvisning på det store stadion.

Stadio Olympico fik sit nuværende navn i forbindelse med De olympiske lege i 1960, men historien bag stadion går faktisk helt tilbage til 1927. På denne tid tog den italienske leder, Mussolini, nemlig initiativ til at opføre et storslået atletikstadion, som var inspireret af antikkens legendariske arenaer.

Efter en stor udbygning i begyndelsen af 1950’erne, blev der plads til 100.000 tilskuere på lægterne, og det officielle navn blev for en tid det meget sigende; Stadio dei Centomila.

AS Roma og SS Lazio

I forbindelse med OL blev stadionkapaciteten sænket til 65.000, men efter endnu en række ombygninger er der i dag plads til over 70.000 tilskuere. Den brede løbebane, som omgiver græstæppet, gør desværre, at afstanden fra de bageste sæderækker og ind til banen er relativt stor – særligt i endesektionerne. Men stemningen fejler altså ikke noget.

AS Roma har vundet det italienske mesterskab tre gange – senest i 2000/01-sæsonen, mens Lazio står noteret for to mesterskaber (senest i 1999/00-sæsonen). Begge hold er traditionelt at finde i toppen af den italienske Serie A, og de indbyrdes opgør mellem Roma og Lazio går under navnet Derby della Capitale.

Rundvisning på stadion foregår på italiensk og engelsk, og giver et interessant kig bag kulisserne. Her kommer du bl.a. helt tæt på det legendariske græstæppe, ligesom du oplever omklædningsrummene på nærmeste hold, og ser det moderne mediecenter. Herudover kan du naturligvis blive meget klogere på Stadio Olympicos historie og købe dig fattig i stadionbutikkens fodbold-merchandise.

Transport: Metro til Ottaviano og herefter Bus 32 til Piazzale della Farnesina.

Restauranter i Rom – de bedste spisesteder

1. Alle Carrette

[Via della Madonna dei Monti 95]

Ønsker du at sætte tænderne i en autentisk italiensk pizza, så er det oplagt at besøge den charmerende restaurant, Alle Carrette. Super tynde pizzaer tilberedes lynhurtigt i ovnen, hvor der naturligvis fyrres op med trækul.

I årtier har Alle Carrette været garant for kvarterets bedste pizza, og i weekenden kan køen vokse sig ganske lang. Og med god grund; maden er billig, stemningen er hjertevarm og pizzaerne smager himmelsk. Som forret til din pizza kan du f.eks. vælge stegte risottokugler eller baccalá (saltet torsk). Det hele foregår i en af Monti-kvarterets hyggeligste gader, og i sommerperioden er det oplagt at tage plads ved de udendørs borde.

2. La Ciambella

[Via dell’Arco della Ciambella 20]

Der findes mange turistfælder i Roms historiske centrum – Centro Storico – men La Ciambella er ikke en af dem. Beliggenheden indbyder ellers til turiststrømme, da den skønne restaurant ligger blot et stenkast fra Pantheon. Det lyse og højloftede serveringslokale udgør de perfekte rammer for italiensk mad med et moderne twist.

Spændende og opfindsomme retter i gourmet-klassen serveres af et yderst kompetent personale. Start med smukt anrettede antipasti og fortsæt eventuelt til frisklavede gnocchi med vildtragout. Hvide duge og sagte klavermusik i baggrunden bidrager til den ultimative romantiske aften i Rom.

3. Dal Cavalier Gino

[Vicolo Rosini 4]

Er du på jagt efter en autentisk ‘trattoria-oplevelse’, så kan du med fordel besøge Dal Cavalier Gino, som ligger nær parlamentsbygningen. Trattoria er betegnelsen for et klassisk og uformelt spisested, hvor der primært serveres lokale retter. Det gælder også for Dal Cavalier Gino, der gerne er pakket med journalister, politikere, lokale og turister. Vil du være sikker på at få et bord, bør du reservere i forvejen.

Maden er fremragende – prøv f.eks. den klassiske tagliolini alla gricia (flad spaghetti med strimler af røget svinekød) eller coniglio al vino bianco (kanin i hvidvinssovs). Bordene står tæt og stemningen er god i det hyggelige serveringslokale, som desuden byder på rigt dekorerede loftshvælvinger og landskabsmalerier på væggene.

4. Colline Emiliane

[Via degli Avignonesi 22]

Det er ikke tilfældigt, at rejsehåndbogen Lonely Planet har valgt at fremhæve Colline Emiliane. Den fantastiske restaurant er oplagt at besøge, hvis du gerne vil smage på nogle af lækkerierne fra den italienske Emilia-Romagna-region. Regionen er kendt for delikatesser som parmesanost, balsamicoeddike, bolognese og Parma-skinke, og alt sammen finder naturligvis vej til menukortet på Colline Emiliane.

Restauranten har været drevet af Latini-familien siden 1931, og hver morgen kan man se, hvordan der laves frisk pasta, når man går forbi. Start gerne med en ’antipasta della casa’, som deles ved bordet, fortsæt med en pastaret og afslut med en uimodståelig dessert.

5. La Campana

[Vicolo della Campana 18]

Roms ældste restaurant er bestemt et besøg værd. La Campana kan spores helt tilbage til 1518, og etablissementet er således blevet en del af byens historie. I de seneste fem generationer er det familien Trancassini, der har drevet det populære spisested, der byder på simple italienske klassikere. Signaturretten er tagliolini alici e pecorino – en pastaret med ansjoser og fåreost.

Det er desuden oplagt at starte med en portion af den lokale suppe, minestra d’arzilla. Stemningen er god og autentisk, selvom her ofte er flere turister end lokale indbyggere. Blandt de berømte gæster, der i tidens løb har siddet ved La Campanas borde, er bl.a. Caravaggio, Goethe og den italienske filminstruktør, Federico Fellini.

Tip til takeaway:

Bonci Pizzarium (Via della Meloria 43) laver Roms bedste udskårne pizza – perfekt til en hurtig frokost. Der findes et par bænke på stedet, men de fleste kunder tager pizzaen med til pladsen ved metro-stationen. Pizzaerne fås med mange forskellige slags fyld – både de klassiske og de mere originale kombinationer.

Hotel i Rom – de bedste overnatningssteder

Den italienske hovedstad byder på mange skønne hoteller, og nedefor finder du forslag til tre gode valg. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Rom hos Booking.com her.

1. The RomeHello

[Via Torino 45]

Er du på jagt efter billig og central overnatning med mulighed for at komme i snak med andre rejsende? The RomeHello er et nyt og moderne hostel (åbnede i 2018), og byder både på klassiske sovesale og indbydende private værelser til 2, 3 eller 4 personer. Stemningen er ganske enkelt fantastisk, hvilket ikke mindst skyldes det bedste personale, som både er dygtige, søde og hjælpsomme. The RomeHello er da også udråbt som byens bedste hostel af Lonely Planet.

Udover pæne og moderne værelser byder The RomeHello på et skønt fællesmiljø, dekoreret med spændende og opfindsom street art. Her kan man slappe af, møde nye mennesker og benytte nogle af de forskellige faciliteter – f.eks. fælleskøkken, bordtennisbord, loungeområde, brætspil mm. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge The RomeHello?

  • Nyt hostel med mulighed for private værelser
  • 3 minutters gang til metro (Repubblica)
  • Rating på 9,4 (ud af 10) hos Booking.com
  • Mulighed for at møde nye mennesker

2. Boutique Hotel Campo de’ Fiori

[Via Del Biscione 6]

Boutique Hotel Campo de’ Fiori er et romantisk 3-stjernet byhotel, som ligger ud til en af Roms hyggeligste pladser. Hotellet er indrettet i en historisk ejendom, og der er ikke sparet på noget, når det gælder indretning. Farverige vægge, trælofter og spejle er med til at sætte krydderi på dit ophold. Der findes både klassiske dobbeltværelser og hotellejligheder med plads til 2 til 5 personer – lejlighederne findes i forskellige nabobygninger.

Hotel Campo de’ Fiori ligger i de skønneste omgivelser, hvor du nemt kommer rundt til de mest populære seværdigheder i Rom. Personalet yder en fremragende service, og når du vil slappe af, kan du nyde panoramaudsigten og en drink på hotellets tagterrasse. Du kan også se frem til en rigtig lækker morgenmad. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Boutique Hotel Campo de’ Fiori?

  • Historisk ejendom i hjertet af Rom
  • Moderne værelser med aircondition, tv, minibar mm.
  • Døgnåben reception
  • Rating på 8,8 (ud af 10) hos Booking.com

3. Parco dei Principi Grand Hotel & Spa

[Via G. Frescobaldi 5]

Parco dei Principi Grand Hotel & Spa er det oplagte hotel, hvis du gerne vil kombinere byferie med luksuriøs afslapning. Det store hotelkompleks ligger i fantastiske omgivelser lige op ad Villa Borghese-parken, og byder på flotte og moderne værelser. Her finder du alle de klassiske faciliteter, du måtte få brug for under dit ophold.

På hotellet findes både indendørs og udendørs swimmingpool, sauna og fitnesscenter, ligesom der er mulighed for at modtage diverse behandlinger i det skønne spa-område. Hotellets gourmetrestaurant byder på fremragende mad, ligesom morgenmadsrestauranten er et kapitel for sig. Selvom Parco dei Principi Grand Hotel & Spa ligger i rolige omgivelser i Roms ambassadekvarter, kommer du nemt ind til bymidten med bus fra den nærliggende Via Mercadante-gade. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Parco dei Principi Grand Hotel & Spa?

  • Luksuriøse værelser med udsigt
  • Swimmingpool og spa
  • Skønne omgivelser ved Villa Borghese-parken
  • Rating på 9,0 (ud af 10) hos Booking.com



Booking.com

Flere oplevelser:

Besøger du Rom i sommerperioden, er det oplagt at kombinere storbyferien med en tur til stranden. Det kan f.eks. foregå i den skønne kystby Ostia, som let kan nås med tog fra Rom. Foruden en dejlig strand, som romerne også gerne benytter i sommerperioden, byder Ostia også på mange interessante seværdigheder i form af museer, arkæologiske udgravninger og monumenter.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsnit af Colosseum): Foto: Mathew Schwartz fra Unsplash

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *