Det er meget forskelligt, hvor lang tid vi tilbringer på vores hotel, når vi er på ferie. Men uanset om du blot skal bruge en seng at sove i, eller om du er til luksusophold med alt, hvad det indebærer, så kan det være en udfordring at finde det helt rigtige hotel.
I denne guide finder du tips og tricks til at finde det bedste hotel, ligesom jeg kommer omkring nogle af de overvejelser, du bør gøre dig, inden du bestiller.
Du er meget velkommen til at bruge formularen herunder (og andre steder på siden), når du skal booke hotel.
Ved at booke hotel (og andre oplevelser) gennem min side, modtager jeg et mindre beløb i kommission, uden at det koster dig mere af den grund. På den måde er du med til at støtte mit arbejde med at udvikle hjemmesiden.
Beliggenhed eller bekvemmelighed?
Beliggenheden er vigtig, når du skal vælge hotel, men de krav vi har til den ideelle beliggenhed, kan være meget forskellige. Nogle ønsker at bo i et roligt område tæt på naturen, mens andre foretrækker at bo midt i byen.
Nogle vægter udsigt, strand eller skov, mens andre søger byens glamourøse tilbud. Og så skal det også være praktisk. Er der gode parkeringsmuligheder? Ligger hotellet tæt på bus, tog eller undergrundsbane? Og hvad med faciliteterne? Vægter bekvemmelighed højere end beliggenhed?
Jo længere tid jeg skal opholde mig på et hotel, desto højere standard ønsker jeg. Drejer det sig blot om en enkelt overnatning, klarer jeg mig fint uden eget badeværelse, men skal jeg bo på det samme hotel i en længere periode, kommer jeg også til at tilbringe mere tid på værelset. I dette tilfælde foretrækker jeg et hotelværelse med en komfortabel seng, eget badeværelse, fjernsyn og evt. et område med bord og stole, samt et køleskab til kolde drikkevarer.
Checkliste i forbindelse med hotelbooking
Parkeringsmuligheder / offentlig transport
Uanset om du ankommer til hotellet i bil eller med offentlig transport, er det en god idé, at du har orienteret dig om forholdene på forhånd. Skal du på storbyferie, er parkeringsmulighederne ikke altid de bedste, og nogle gange kan det være dyrt at parkere, hvis parkeringspladsen ikke er inkluderet i overnatningens pris.
Benytter du offentlig transport – eksempelvis til at komme fra lufthavnen og frem til dit hotel – er det selvsagt belejligt, hvis turen kan tilbagelægges nemt og hurtigt. Det er også praktisk at have undergrundsbane, bus eller sporvogn i nærheden, når du skal rundt og udforske byen. Dette gælder i særdeleshed, hvis hotellet ikke ligger i centrum.
Receptionens åbningstid
Hvornår forventer du at ankomme til hotellet? Tjek altid receptionens åbningstider, så du er sikker på, at du har mulighed for check ind, når du ankommer. Dette gælder i særdeleshed, hvis du ankommer sent om aftenen. Mange hoteller har døgnåben reception, mens andre tilbyder check ind udenfor den officielle åbningstid (f.eks. gennem nøgleboks eller lignende).
Afbestillingsmuligheder
Der kan nemt opstå en situation, som medfører, at dine rejseplaner må ændres. Derfor er det belejligt, hvis du har mulighed for at afbestille dit hotelværelse. I dag tilbyder mange hoteller, at du kan afbestille dit ophold helt frem til ankomstdagen. Nogle gange kan man dog opnå en bedre pris på værelset, hvis man accepterer, at bookingen ikke kan annulleres.
Gratis afbestilling giver frihed og færre bekymringer – specielt hvis du bestiller hotel lang tid i forvejen. Tjek derfor altid reglerne for afbestilling, inden du booker hotel.
Anmeldelser
Billeder er taknemmelige, og det samme gælder beskrivelser. Selv det ringeste hotel kan tage sig godt ud i tekst og på billeder. Derfor er det en god idé at læse anmeldelser af hotellet, inden du booker. På denne måde kan du få et indtryk af, hvordan andre gæster har oplevet hotellet.
Du behøver naturligvis ikke at læse alle anmeldelser igennem ord for ord, men tag et kig på de seneste anmeldelser. Lyder hotellet som noget for dig? Gennem anmeldelserne kan du bl.a. blive klogere på hotellets renlighed og støj, samt kvaliteten af senge, morgenmad etc.
Morgenmad
Det er skønt at stå op til en lækker morgenmad, når man er på ferie, men hvor vigtig er morgenmaden for dig?
De fleste hoteller tilbyder morgenmad til deres gæster, men det er langt fra sikkert, at prisen på morgenmaden er inkluderet i dit ophold. Ofte risikerer man at skulle betale ekstra, hvis man ønsker at spise morgenmad på hotellet, og du skal derfor orientere dig om, hvorvidt morgenmad er inkluderet i dit ophold, eller overveje, om du vil tilkøbe morgenmad, hvis det ikke er inkluderet.
Er du på storbyferie, er det ofte muligt at finde bedre og/eller billigere morgenmad på en nærliggende café.
Det er naturligvis ikke alle mennesker, der spiser morgenmad, og hører du til dem, der ikke har brug for mad om morgenen, er der naturligvis ingen grund til at vælge et hotel, hvor morgenmaden er inkluderet. Selvom morgenmaden skulle være inkluderet i prisen, betaler man jo alligevel for den – måltidet er blot indeholdt i den samlede pris.
At morgenmaden i nogle tilfælde er inkluderet i opholdet og andre gange ikke, kan gøre det svært at sammenligne priser på forskellige hoteller. Dette kan du med fordel have i baghovedet, når du skal booke hotel.
Check ind og ud
Hvornår kan du forvente, at dit værelse står klart? Og hvornår skal du forlade det igen? De fleste hoteller har check ind fra kl. 14:00 eller 15:00, mens check ud i mange tilfælde skal være klaret inden kl. 11:00 på afrejsedagen. På nogle hoteller er check ud tidspunktet dog allerede kl. 10:00, mens det andre steder først er kl. 12:00.
Et sent check ud tidspunkt giver mindre stress ved afrejse. Har tidspunkterne betydning for dit ophold, bør du undersøge dem nærmere, inden du bestiller.
Særlige behov
Har du særlige behov i forbindelse med dit ophold? Det kunne f.eks. være mulighed for bagageopbevaring, ekstra opredning, hjælp til gangbesværede, mulighed for at medbringe kæledyr og meget andet.
Tjek altid om hotellet kan efterleve dine ønsker, inden du bestiller. På Booking.com finder du en udførlig beskrivelse af hotellets tjenester og faciliteter.
Booking.com
På Booking.com finder du alt fra klassiske hoteller og ferielejligheder til hostels, vandrerhjem og hytter. Der findes også et stort udvalg af private udlejningsværelser og boliger, som man kender det fra udlejningstjenesten AirB&B.
På denne måde kan du finde lige præcis den type overnatning, som du er interesseret i. Du kan benytte hjemmesidens sorteringsfilter, hvis du udelukkende vil søge efter en bestemt type overnatning – eller fravælge én eller flere typer i din søgning.
Faciliteter: Hvad har du brug for?
Overvej hvilke faciliteter der er vigtige for dig. Hvad er ‘need to have’, og hvad er ‘nice to have’? Det kunne f.eks. dreje sig om eget badeværelse, badekar, køleskab/minibar, ekstra bred seng, altan/ balkon eller udsigt. Det kunne også være faciliteter på hotellet såsom swimmingpool, sauna, motionsrum, at hotellet er handicapvenligt, har døgnåben reception, gratis wi-fi eller tilbyder lufthavnstransport.
Når du bruger Booking.com, kan du benytte funktionen ‘Filter’ og vælge de faciliteter, du har brug for. Herefter vises udelukkende de hoteller, der lever op til dine krav/ønsker. Tip: Undgå at benytte for mange filtre, da det begrænser dine muligheder betragteligt. Anvend kun filtre for de faciliteter, der er vigtige for dig.
Tre tips: Sådan finder du det billigste hotel
Book dit hotel i god tid
Det er indlysende, at udvalget af hoteller er større, hvis du er ude i god tid. Dette gælder også udvalget af billige hotelværelser, og det er derfor en fordel at booke hotel så lang tid inden dit ophold, som muligt. Booker du hotel lang tid i forvejen, kan det være en god idé at vælge et hotel, som tilbyder gratis afbestilling. Så er du nemlig godt stillet, hvis dine planer skulle ændre sig.
Undgå weekender
På mange hotellet er det dyrere at overnatte i weekenden (fredag til lørdag og lørdag til søndag) end på ugens øvrige dage. I hverdagene er udvalget af hotelværelser også gerne større. Er det muligt, så kan du derfor spare penge ved at vælge hverdage frem for weekend.
Vælg hoteller udenfor bymidten
Skal du til en storby (f.eks. London, Paris eller Rom), kan du alligevel ikke bo i gåafstand til alle de spændende attraktioner, og vil du spare penge, kan det derfor være en god idé at vælge et hotel, der ligger udenfor byens centrum. Sørger du blot for at vælge et hotel med en undergrundsbanestation i nærheden, kan du nemt komme rundt til alle byens interessante seværdigheder.
Fotokreditering: Artiklens øverste billede (hotelværelse): Foto: Olya Adamovich fra Pixabay