Edinburgh: De bedste oplevelse i den skotske hovedstad

Hvilke seværdigheder skal du opleve i Edinburgh? Den skotske hovedstad byder på mange fantastiske oplevelser – lige fra klassiske slotte og spektakulære udsigtspunkter til spændende museer, historiske gader og klassiske pubber.

Edinburgh har været Skotlands hovedstad siden det 15. århundrede, og den historiske rolle som magtens centrum afspejler sig i de mange fornemme bygningsværker – lige fra Edinburgh Castle, der svæver på klippen højt over byen, til de historiske købmandshuse på Royal Mile.

En tur gennem Old Towns smalle middelaldergader leder tankerne i retning af et eventyr, og den gamle bydel står i stærk kontrast til den elegante New Town (udtænkt af arkitekten James Craig i det 18. århundrede), hvor du finder vinkelrette gader, symmetriske parkanlæg og nyklassicistisk arkitektur.

Old Town og New Town er begge optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og det er en sand fornøjelse at udforske de to bydele. Herudover kan du også kigge nærmere på byens mere moderne attraktioner.

I denne byguide finder du mine forslag til de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i Edinburgh. God fornøjelse!

Booking.com

Seværdigheder i Edinburgh – de 20 bedste oplevelser

1. Edinburgh Castle

[Historisk fæstning + Royalt palads + Museum + Udsigt]

Edinburgh Castle er den mest populære attraktion i Edinburgh. Foto: Eduardo Vieira fra Pixabay

Edinburghs stolte vartegn troner majestætisk på toppen af den sorte klippe (Castle Rock) – 80 meter over det omkringliggende landskab. Det store slotskompleks er en mellemting mellem en middelalderfæstning og et royalt palads, og byder på mange interessante bygninger og museer samt en smuk udsigt over byen.

Castle Rock har været beboet siden jernalderen, og i det 11. århundrede opførte Malcolm III af Skotland det første slot på klippen. Klippetoppen var let at forsvare, ligesom den var strategisk placeret på ruten mellem England og det centrale Skotland.

Edinburgh Castle fungerede som kongeslot frem til 1633, hvorefter bygningerne blev omdannet til militær garnison. I midten af det 19. århundrede sørgede dronning Victoria for at restaurere store dele af slottet, som siden er blevet en af de mest populære seværdigheder i Edinburgh.

Det skal du opleve på Edinburgh Castle

Edinburgh Castle byder på mange spændende oplevelser. Allerede på vej mod slottet passerer du Esplanaden – en imponerende paradeplads fra 1820, som bl.a. benyttes til koncerter.

Inden for murene kan du kigge nærmere på Portcullis Gate fra det 16. århundrede og Arsgyle Battery. Fra fæstningens brystværn har man en fantastisk udsigt over New Town og fjorden Firth of Forth.

Et højdepunkt er den såkaldte One O’Clock Gun. Hver dag kl. 13 (undtagen søndag) affyrer den skinnende kanon fra 2. Verdenskrig en øredøvende salut.

Går du gennem Foog’s Gate (citadellets oprindelige hovedindgang), kommer du til Castle Rocks højeste punkt med St Margaret’s Chapel. Det lille og yderst simple kapel stammer fra det 12. århundrede og er opkaldt efter den lokale helgen, Margrethe af Skotland (Malcolm IIIs hustru). Kapellets smukke glasmosaikker fra 1920’erne er et højdepunkt.

Er du interesseret i militært isenkram, kan du kigge nærmere på Mons Meg, en middelalderkanon, som står umiddelbart nord for kapellet. Mons Meg (bygget i Mons, Belgien, i 1449) er en af verdens største kanoner målt på kaliber. Ved siden af kanonen ligger kanonkuglerne, som hver især vejer 175 kg.

Omkring pladsen Crown Square finder du tre af slottets mest interessante bygninger, nemlig Det royale palads (Royal Palace), Den store sal (Great Hall) og bygningen med Det nationale krigsmindesmærke (Scottish National War Memorial).

Krigsmindesmærket er etableret i en ombygget barakbygning, og er tilegnet de skotske soldater og civilister, som døde i de to verdenskrige. Mindesmærket rummer flere smukke skulpturer og relieffer.

Det royale palads og Den store sal

I Det royale palads er hovedattraktionen det hvælvede Crown Room på første sal, hvor man kan opleve de skotske kronjuveler (kendt som Scotlands Honours). Kronjuvelerne er blandt Europas ældste og består af krone, scepter og sværd.

Paladset rummer også de royale gemakker med bl.a. King’s Dining Room og Fødselskammeret (Mary Room). I sidstnævnte rum gav Marie Stuart (Mary, Queen of Scots) i 1566 liv til en søn (Jakob VI), som siden skulle blive konge af både Skotland og England.

Den store sal (Great Hall) blev opført til Jakob IV i begyndelsen af det 16. århundrede, og har et areal på 29×12,5 meter. Salen var tænkt som mødested for det skotske parlament, men har med årene tjent mange forskellige formål. Salens højdepunkt er det originale bjælkeloft fra det 16. århundrede. Under Den store sal kan man besøge slottets fangekældre.

Der findes også flere forskellige museer på Edinburgh Castle, hvoraf Det Nationale Krigsmuseum (National War Museum) er det største og mest interessante. Her kan du dykke ned i den nationale krigshistorie lige fra middelalderen og frem til i dag.

Billet: Køb din entrébillet til Edinburgh Castle inkl. guidet rundvisning her

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street eller sporvogn til Princes Street.

Powered by GetYourGuide

2. Royal Mile

[Gader + Sightseeing + Shopping]

Du finder en række af Edinburghs mest populære seværdigheder og attraktioner langs Royal Mile. Foto: Luis Mayoral fra Unsplash

Royal Mile består af en række sammenhængende gader, som forbinder to af Edinburghs mest ikoniske vartegn, Edinburgh Castle og Holyrood Palace. Distancen mellem de to royale residenser er præcis én skotsk mil (ca. 1,8 km), hvilket har givet ruten det passende navn, Royal Mile.

Royal Mile består af de fem gader Castlehill, Lawnmarket, High Street, Canongate og Abbey Strand. Den historiske hovedfærdselsåre skærer sig gennem Old Town, og langs de brostensbelagte gader finder du en række interessante bygninger, turistattraktioner, hyggelige spisesteder og butikker.

Blandt højdepunkterne er den grå St Giles Cathedral og Gladstone’s Land – et historisk byhus fra det 17. århundrede, der i dag er indrettet som museum. Begge dele kan du læse mere om senere i dette indlæg.

Husene langs Royal Mile er meget forskellige – fra nænsomt restaurerede middelalderbygninger til huse med mere moderne arkitektur. Hver især bidrager de til historien om Edinburgh, og den tid, hvor de blev opført. John Knox House fra 1470 er den ældste bygning på Royal Mile, mens Canongate 167 med sit imponerende tårn, hemmelighedsfulde port og kunstfærdige ur, der stikker ud over gaden, er en personlig favorit.

Du kan også kigge nærmere på The Witches Well – et springvand rejst til minde om de mange lokale kvinder, der blev henrettet for mistanke om hekseri – og The Heart of Midlothian – en fin mosaik, som ses i belægningen udenfor St Giles Cathedral. Stenhjertet markerer indgangen til byens gamle toldbod, der blev revet ned i 1817.

Bliv ikke overrasket, hvis du ser nogle af de lokale indbyggere spytte på hjertet – det skulle nemlig bringe held, ligesom ritualet udviser foragt for de henrettelser, der i forne tider blev udført i Toldboden.

3. Holyrood Palace (Palace of Holyroodhouse)

[Slot + Park + Klosterruin]

Holyrood Palace er den britiske monarks officielle residens i Skotland. Foto: Wolfgang Claussen fra Pixabay

Holyrood Palace ligger i den østlige ende af Royal Mile, og fungerer som den officielle residens for den britiske monark i Skotland. Når kongen ikke opholder sig på slottet, kan du besøge de royale gemakker, ligesom du kan opleve den fine slotspark og den romantiske ruin af klostret Holyrood Abbey, som styrtede sammen i 1768.

Det nuværende Holyrood Palace er et smukt, symmetrisk slotskompleks fra det 17. århundrede, men historien om kongeslottet går endnu længere tilbage. Allerede i det 12. århundrede opførtes nemlig et kloster – Holyrood Abbey – på stedet. Klostret fik senere en gæstebolig, der blev udbygget til et palæ for regenten.

Et besøg på Holyrood Palace foregår som en selvguidet tur med audioguide, hvor du kan opleve de royale gemakker med de smukke møbler, storslåede kunstværker og spændende historier. Blandt højdepunkterne er Marie Stuarts sovekammer og Det Store Galleri (Great Gallery) med 89 portrætter af skotske konger, som blev bestilt af Charles II.

Marie Stuart (Mary, Queen of Scots) boede på Holyrood Palace fra 1561 til 1567, og i 1566 udspillede der sig en skæbnesvanger begivenhed i hendes sovekammer (Mary’s Bedchamber). Hendes jaloux ægtemand, Lord Darnley, holdt den gravide dronning fanget her, mens hans håndlangere myrdede hendes personlige sekretær, David Rizzio, i naboværelset.

Billet: Køb din entrébillet til Holyrood Palace

Transport: Bus 35 til Scottish Parliament

Powered by GetYourGuide

4. Det skotske nationalmuseum (National Museum of Scotland)

[Museum]

Den overdækkede atriumgård (Grand Gallery) på Nationalmuseet. Foto: Filip Pižl fra Unsplash

På det skotske nationalmuseum kan du dykke ned i landets spændende historie fra urtid til nutid, ligesom du kan opleve fossiler, dinosaurus-skeletter og udstoppede dyr fra hele kloden. Museets omfattende samling er arrangeret i to bygninger – en moderne og en victoriansk – og rummer både historie, arkæologi, design, etnografi og naturhistorie.

Den originale museumsbygning stammer fra 1861, og besøget her starter i den overdækkede atriumgård (Grand Gallery), som er skabt med en elegant støbejernskonstruktion, der rejser sig i bygningens fulde højde. Grand Gallery er et af Skotlands smukkeste rum, og herfra er der adgang til bygningens forskellige afdelinger.

Blandt højdepunkterne er en skeletafstøbning i naturlig størrelse af en Tyrannosaurus Rex, et kaskelot-kranium, egyptiske mumier, en maori krigskano og et tibetansk bedehus. Interesserer du dig for beklædning, kan du opleve kreationer af berømte modeskabere som Alexander McQueen, Zandra Rhodes, Vivienne Westwood og Jean Paul Gaultier.

Den moderne museumsbygning åbnede i 1998, og den interessante arkitektur leger med former og materialer. Her kan du gå på opdagelse i den skotske historie og blive klogere på, hvordan skotternes liv har ændret sig gennem årene.

Blandt højdepunkterne i den historiske / arkæologiske udstilling er keltiske musikinstrumenter i bronze, et lille og dekorativt relikvieskrin kendt som Monymusk Reliquary (fra omkring år 700), den udskårne sandsten, Hilton of Cadboll (fra omkring år 800) og de detaljerede Lewis-skakbrikker, fremstillet af ben fra kaskelothval omkring år 1200.

Fra museets tagterrasse har man en fremragende udsigt over Edinburgh. Terrassen på 7. etage er desuden udsmykket med sandstensblokke og planter.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 35 el. 45 til National Museum of Scotland eller Bus 2 el. 9 til Bistro Place eller Forrest Road (afhængig af retningen).

5. Calton Hill

[Udsigt + Monumenter]

Udsigten over Edinburgh er fremragende fra Calton Hill. Foto: Eduardo Vieira fra Pixabay

Hvis Edinburgh er Nordens Athen, så må Calton Hill nødvendigvis være byens Akropolis. Den markante bakke rejser sig majestætisk over den skotske hovedstad, og på toppen findes flere markante mindesmærker fra første halvdel af det 19. århundrede.

Udsigten fejler heller ikke noget, og du kan bl.a. beundre Edinburgh Castle, Holyrood Palace, Arthur’s Seat, fjorden Firth of Forth, bydelen New Town og Princes Street.

Udover udsigten og det skønne bakkelandskab, som findes 100 meter over Edinburgh, kan du også kigge nærmere på områdets historiske monumenter, hvoraf National Monument of Scotland og Nelson Monument er de mest interessante.

Det 32 meter høje Nelson Monument fra 1816 er opført til minde om Horatio Nelsons sejr over den franske og spanske flåde i slaget ved Trafalgar i 1805 – et slag, hvor Nelson også mistede livet. Nelson-monumentet er udformet som et gråt stentårn, hvor 143 trin fører til en offentlig udsigtsplatform.

Det skotske nationalmonument er rejst til minde om de skotske soldater og søfolk, der mistede livet under Napoleonskrigene. Inspirationen til den klassiske bygning med smukke søjler var Parthenon i Athen, men monumentet på Calton Hill blev aldrig så storslået som sit forbillede. Efter tre års byggeaktivitet manglede man nemlig penge, og monumentet har stået ufærdigt siden 1829.

Åbningstider for Nelson Monument: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 15, 26, 43 el. 44 til St Andrew’s House.

6. Arthur’s Seat

[Natur + Vandring + Udsigt]

Arthur’s Seat hæver sig smukt over Edinburgh, og er oplagt til en vandretur. Foto: Mike Newbry fra Unsplash

Der findes mange fantastiske naturoplevelser omkring Edinburgh, og en af de absolut bedste er Arthur’s Seat – en klippetop, som rejser sig 251 meter over havets overflade. Den eroderede klippe er i virkeligheden en for længst udslukt vulkan, og er vejret godt, så er en vandretur til toppen en oplagt aktivitet.

Arthur’s Seat er hovedattraktionen og det højeste punkt i Holyrood Park – en herlig naturpark, som ligger en kort gåtur fra byens centrum. Det er også relativt nemt at bestige Arthur’s Seat, og flere ruter leder til toppen med den storslåede udsigt over byen. Den nemmeste opstigning foregår fra øst, hvor en græsklædt skråning rejser sig over søen Dunsapie Loch.

Navnet “Arthur’s Seat” henviser muligvis til sagnkongen Kong Arthur, og klippetoppen nævnes i den forbindelse som en mulig placering for Camelot, Arthurs legendariske slot og mødested for Ridderne om det runde bord. Gå selv en tur i det eventyrlige landskab – måske er du så heldig at møde en ridder eller en troldmand på din vej…

Transport: Afhænger af hvorfra du ønsker at bestige Arthurs’s Seat. Du kan f.eks. benytte Bus 2, 14, 30, 33 el. 51 til Commonwealth Pool eller Bus 35 til Scottish Parliament.

Powered by GetYourGuide

7. St Giles’ Cathedral

[Kirke]

St Giles’ Cathedral ligger på Royal Mile midt i Edinburgh. Foto: K. Mitch Hodge fra Unsplash

St Giles’ Cathedral indtager en prominent placering på Royal Mile – ikke langt fra Edinburgh Castle. Byggeriet af den gotiske katedral blev indledt i det 15. århundrede, men i det 19. og 20. århundrede blev der foretaget en række omfattende ændringer af bygningen – bl.a. blev det såkaldte “Thistle Chapel” tilføjet i 1911.

Katedralen rummer flere mindesmærker (bl.a. en bronzestatue af den lokale forfatter Robert Louis Stevenson), smukke glasmosaikker samt de originale kirkeklokker fra det 15. århundrede. Interiøret er forholdsvis enkelt med undtagelse af hovedattraktionen; Thistle Chapel, som du finder i det ene hjørne.

Order of the Thistle – på dansk Tidselordenen – er en fornem skotsk ridderorden, som blev stiftet af Jakob VII i 1687. Ordenens kapel i St Giles’ Cathedral er naturligvis udsmykket på fornemmeste vis, hvilket bl.a. kommer til udtryk i de smukke buegange og udskårne sæder i gotisk stil, dekoreret med baldakiner. Midt i hvælvingen ses en engel, som spiller på sækkepibe.

I kapellet findes også våbenskjolde, hjelme og bannere, der repræsenterer ordenens 16 aktuelle riddere. Ridderne af Tidselordenen mødes stadig i katedralens kapel en gang om året.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street eller sporvogn til Princes Street.

8. Edinburgh Zoo

[Zoologisk have]

Pingviner i Edinburgh Zoo. Foto: Andrew Dawes fra Unsplash

Edinburghs zoologiske have er en fantastisk oplevelse for dyrevenner i alle aldre. Den 33 hektar store park i bydelen Corstophine åbnede for publikum i 1913, og byder i dag på topmoderne indhegninger, hvor dyrene kan udfolde sig i flotte og varierede omgivelser.

Blandt parkens højdepunkter er kæmpepandaer, pingviner, koalabjørne, chimpanser, giraffer og malajbjørne (det mindste medlem af bjørnefamilien). Edinburgh Zoo har desuden et særligt avlsprogram for truede dyr, hvorigennem parken med succes har avlet sibiriske tigre, pygmæflodheste og røde pandaer.

Edinburgh Zoo er verdensberømt for sin Pingvin Parade. Den daglige pingvin-parade, hvor pingvinerne vraltede gennem haven, var en populær aktivitet gennem en årrække, men blev indstillet på ubestemt tid i 2023 pga. risiko for fugleinfluenza.

Billet: Køb din entrébillet til Edinburgh Zoo her

Transport: Bus 12, 36, 31 el. 100 Airlink / Ariport Express til Edinburgh Zoo.

Powered by GetYourGuide

9. Det skotske nationalgalleri (Scottish National Gallery)

[Kunstmuseum]

Rembrandt, Tizian, Rubens, Van Dyck, Vermeer, El Greco, Turner, Monet, Gauguin og Cézanne. På Det skotske nationalgalleri kan du opleve nogle af den europæiske kunstscenes største navne. Museets omfattende samling dækker tiden fra renæssancen og frem til postimpressionismen i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hvis du interesserer dig for kunst og kunsthistorie, er det oplagt at besøge den smukke nyklassicistiske museumsbygning på The Mound – en menneskeskabt skråning, som ligger mellem New Town og Old Town midt i Edinburgh. Bygningen, der ligner et græsk tempel, blev tegnet af den skotske arkitekt, William Henry Playfair, og åbnede for offentligheden i 1859.

I bygningens grundplan ses flere store malerier – bl.a. “Herodes’ fest” af Rubens og “Diana og Kallisto” af Tizian. Antonio Canovas smukke marmorskulptur “De tre gratier” ejes i fællesskab med V&A i London, og vises på skift i London og Edinburgh. Gratierne er døtre af Zeus, og gudinder for ynde og skønhed i græsk mytologi.

Det er også oplagt at se nærmere på nogle af de lokale kunstnere. Det kunne f.eks. være i form af de fine landskabsmalerier af Alexander Nasmyth og William MacTaggart.

Den skotske samling findes i kælderetagen, hvor du også finder portrætter af Allan Ramsay og Henry Raeburn (billedet af “Den skøjtende præst” er meget populært og ses på postkort og magneter), samt Noel Patons eventyrlige værker med fantasivæsner som feer, nisser og elvere. Det er svært ikke at blive draget ind i disse detaljerede scener.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Sporvogn eller bus til Princes Street.

10. Forth-broen (Forth Bridge)

[Bro]

Forth-broen er på Unescos liste over Verdenskulturarv. Foto: Esteban fra Unsplash

Forth Bridge er en 2.529 meter lang jernbanebro, som krydser fjorden Firth of Forth ca. 14 km vest for det centrale Edinburgh. Den røde stålbro stod færdig i 1890, og har siden 2015 været optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Konstruktionen af den smukke bro var en enestående ingeniørmæssig bedrift, som fortsat bør hyldes den dag i dag.

Forth Bridge består af tre aflange og kantede brotårne, som hver især har en højde på 110 meter. Broens dimensioner er ganske imponerende, og det er svært at begribe, hvordan man kunne skabe dette mesterværk i slutningen af 1800-tallet. I en national afstemning foretaget i 2016, blev Forth Bridge da også kåret som Skotlands største menneskeskabte vidunder.

Den markante bro ligger på jernbanestrækningen mellem Edinburgh og Dundee – umiddelbart nord for stationen Dalmeny. En asfalteret sti langs vandet giver dig mulighed for at betragte broen på afstand, men du kan også stige ombord på en af de populære turbåde, der bringer dig helt tæt på den majestætiske konstruktion.

Fra molen umiddelbart vest for broens sydlige ende (ca. 10 minutters gang fra Dalmeny-stationen) kan du sejle afsted på sightseeing med Maid of the Forth. Rederiet tilbyder flere forskellige ture ude på fjorden. Læs mere om turene og køb billet her.

Transport: Tog til Dalmeny (kører fra hovedbanegården Edinburgh Waverley)

Powered by GetYourGuide

11. Camera Obscura & World of Illusions

[Museum for optiske illusioner + Udsigt]

Camera Obscura er en af byens klassiske seværdigheder – indrettet i en tårn midt i Edinburgh. Foto: Wolfgang Claussen fra Pixabay

Ved hjælp af lys, linser og spejle projiceres billeder af Edinburgh op på en horisontal skærm. Princippet bag “Camera Obscura” har været kendt siden Aristoteles, og i Edinburgh har det optiske apparat fungeret som turistattraktion siden 1853. Det er således en seværdighed med en historisk aura.

I dag består attraktionen, som er indrettet i en smuk ejendom på Castlehill, også af forskellige interaktive eksperimenter og optiske illusioner som i et Hurlumhej-hus. Her er specielle lysshows, hologrammer og en snurrende Vortex-tunnel, der leger med dine sanser. Udstillingen byder også på en lang række fantastiske fotomuligheder, så det er en god idé at have telefonen ved hånden.

De forskellige installationer sørger for flere timers underholdning for hele familien, men entré prisen er i den høje ende. Højdepunktet er naturligvis den originale Camera Obscura, som suppleres af et sjovt og underholdende kommentarspor. På tagetagen findes desuden en udsigtsplatform med fantastisk udsigt over det centrale Edinburgh.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street eller sporvogn til Princes Street.

12. Den botaniske have (Royal Botanic Garden)

[Botanisk have]

De smukke victorianske væksthuse er et højdepunkt i Edinburghs botaniske have. Foto: Micheile Henderson fra Unsplash

Den botaniske have i Edinburgh – eller “The Botanics” som de lokale kalder den – blev grundlagt som apotekerhave med lægeplanter tilbage i 1670. I 1820 flyttede haven til bydelen Inverleith, og her kan du i dag opleve en lang række planter fra nær og fjern.

Royal Botanic Garden er udlagt som en fornem landskabspark, og benyttes både til forskning og rekreation. Udover at være en populær turistattraktion forskes her bl.a. i biodiversitet og klimaforandringer i relation til planetens flora. I havens moderne besøgscenter – John Hope Gateway – kan du opleve en flot udstilling, der behandler disse temaer, ligesom her fremvises en række sjældne planter.

Den botaniske have strækker sig over et areal på 28 hektar, og er inddelt i forskellige temaer – et af højdepunkterne er den spektakulære klippehave; “Rock Garden”. Haven er også kendt for sine victorianske væksthuse, inklusive Temperate Palm House, som blev bygget i 1858. Det elegante palmehus er fortsat det højeste af sin slags i Storbritannien. Du må heller ikke gå glip af den fine rododendron-have.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 8, 9, 23 el. 27 til Warriston Gardens.

13. Mary King’s Close

[Underjordisk gade + Historieformidling]

I Mary King’s Close kan du bl.a. møde en pestdoktor. Foto: Peter Kvetny fra Unsplash

Vil du gerne blive klogere på Edinburghs (uhyggelige) fortid, så er du kommet til det rette sted. Et besøg i Mary King’s Close – en underjordisk labyrint af smalle gyder – giver nemlig et unikt indblik i byens historiske udvikling, ligesom du kan høre om uopklarede mordsager, spøgelser, pestepidemier og meget mere.

Fra middelalderen og frem til det 18. århundrede fandtes der mange snoede og smalle gyder på begge sider af Royal Mile i Edinburghs “Old Town”. Disse gyder blev kaldt ’closes’. Husene på begge sider af gyderne kunne være op til syv etager høje, og sådan var det også i Mary King’s Close, hvis indgang du finder overfor St. Giles’ katedralen.

Da man i 1753 besluttede at opføre en ny bygning – The Royal Exchange – på Royal Mile, blev den øverste del af de gamle middelalderhuse i Mary King’s Close revet ned, men de lavere dele blev bevaret som fundament for den nye bygning. I mange år var eksistensen af Mary King’s Close en velbevaret hemmelighed, men i dag er den historiske, underjordiske gyde åben for publikum.

De dedikerede turguider i Mary King’s Close er iført historiske kostumer, og påtager sig rollerne som gydens historiske indbyggere. Mød f.eks. stuepigen Agnes fra år 1535, pestdoktoren George Rae fra 1645 og poeten Robert Fergusson fra 1771. Alle sørger de for medrivende og oplysende historieformidling.

OBS: Nogle af de underjordiske gange er ganske små, så du bør ikke lide af klaustrofobi, hvis du vil besøge Mary King’s Close.

Billet: Køb din entrébillet til Mary King’s Close her

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street eller sporvogn til Princes Street.

14. Scotch Whisky Experience

[Museum + Whiskysmagning]

Er du til whisky? På “Scotch Whisky Experience” i Edinburgh kan du blive klogere på den klassiske drik. Foto: Markus Fischer fra Pixabay

I ”Scotch Whisky Experience” kan du lære om whisky, smage på whisky og ikke mindst se på whisky i form af verdens største whisky-samling, som består af 3.384 flasker. På Castlehill er en tidligere skole omdannet til et flot oplevelsescenter, der fungerer som den perfekte introduktion til den skotske nationaldrik.

Ordet “whisky” kommer fra det gæliske ord for vand, men den ravgyldne spiritus, der fremstilles af fermenteret korn og lagres på egetræsfade, minder bestemt ikke om vand.

The Scotch Whisky Experience blev etableret i 1988, hvor 19 af landets whisky-producenter gik sammen om at skabe en publikumsvenlig turistattraktion, som samtidig kunne markedsføre den populære skotske whisky.

På besøget i den moderne udstilling med masser af interaktive elementer, hører du bl.a. om fremstillingen af whisky fra korn til flaske og om de skotske traditioner for whiskyproduktion. Her arrangeres også smagninger og foredrag. Den tilhørende bar har desuden et imponerende udvalg af lokale whiskyer.

Billet: Køb entré til Scotch Whisky Experience inkl. smagning her.

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street eller sporvogn til Princes Street.

Powered by GetYourGuide

15. Craigmillar Castle

[Slotsruin]

Craigmillar Castle er en velbevaret slotsruin, som ligger lidt udenfor Edinburghs centrum. Foto: Agnes-Seni fra Pixabay

Et besøg på Craigmillar Castle er et fremragende alternativ (eller supplement) til et besøg på Edinburgh Castle, hvor menneskemængderne kan være ganske massive. Sådan er det ikke på Craigmillar, der ligger ca. fem kilometer sydøst for det centrale Edinburgh. Selvom slottet delvist ligger i ruiner, fornemmer man tydeligt den historiske storhed, ligesom man kan nyde de fredelige, grønne omgivelser.

Historien om Craigmillar Castle kan spores tilbage til det 14. århundrede, og i 1566 søgte Mary, Queen of Scots hertil for at rekonvalescere efter fødslen af sin søn, den senere Jakob VI af Skotland og Jakob I af England.

Ca. 100 år senere blev slottet overtaget af Sir John Gilmour (formand for den skotske Højesteret), som omdannede Craigmillar til et pragtslot. Gilmour-slægten forlod imidlertid Craigmillar i det 18. århundrede, hvorefter bygningerne fik lov at forfalde.

I dag ligger Craigmillar delvist som en ruin, men mange af slottets massive stenmure står endnu. Det samme gælder for flere af de historiske sale. Som besøgende har man stort set adgang til hele det interessante bygningsværk, som bl.a. byder på imponerende fæstningsmure, fangekælder, historiske slotsgange, gårdhaver og vindeltrapper. Det er også muligt at nyde den smukke udsigt over Edinburgh.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 24, 33, 38, 49 el. 51 til Craigmillar Castle Road (herefter ca. 10 minutters gang).

16. Princes Street Gardens

[Park]

Princes Street Gardens er et skønt åndehul midt i Edinburgh, og består af to forbundne parkanlæg; East Princes Street Gardens og West Princes Street Gardens. Mellem de to dele ligger The Mound – en menneskeskabt forhøjning, hvor man bl.a. finder kunstmuseet National Gallery of Scotland.

Princes Street Gardens er anlagt i en kløft i skyggen af Edinburgh Castle, og fra parken har man et perfekt kig til det majestætiske slotskompleks, som knejser højt over byen. Langs parkens nordlige del findes den populære indkøbsgade, Princes Street, som ligeledes er en af New Towns hovedfærdselsårer.

Kløften, som adskiller bydelene Old Town og New Town, var oprindeligt en sump, men i 1460 beordrede Jakob III, at sumpen skulle omdannes til en sø for at sikre byens nordlige forsvar. I mange år udgjorde søen “Nor Loch” en naturlig grænse, men med etableringen af New Town blev den en forhindring, og i begyndelsen af det 19. århundrede blev søen drænet.

Efter at have drænet Nor Loch etablerede man det fine parkanlæg, som turister og lokale i dag nyder i fællesskab. Med sine grønne plæner er Princes Street Gardens det perfekte sted at slappe af, ligesom det er oplagt at kigge nærmere på de mange skulpturer og mindesmærker.

Blandt højdepunkterne er springvandet Ross Fountain fra 1872. Fontænen i støbejern er et populært fotomotiv, og hvis du får indstillet dit kamera korrekt, kan du få Edinburgh Castle med i baggrunden.

Et andet højdepunkt er parkens blomsterur – et fungerende ur, som er dekoreret med farverige blomster. Blomsteruret – Floral Clock – blev skabt for første gang i 1903, og hver sæson dekoreres uret på ny.

Transport: Sporvogn eller busser til Princes Street.

Powered by GetYourGuide

17. Gladstone’s Land

[Historisk byhus + Museum]

Med sine seks etager rejser ejendommen Gladstone’s Land sig et godt stykke over Royal Mile, og står som et symbol på 1600-tallets driftige købmænd.

Købmanden Thomas Gledstanes overtog det markante byhus i 1617 (bygningen er fra 1550), og omdannede det hurtigt til en pragtbolig for sig selv og sine lejere. I dag er tre af etagerne indrettet som museum, hvor du kan opleve, hvordan livet i Edinburgh har udviklet sig de seneste 500 år.

Bag de grå stenmure venter en interessant tidslomme og en række spændende værelser. Gladstone’s Land byder bl.a. på tidstypiske effekter, smukt malede lofter, vægge og bjælker samt flere pragtfulde møbler fra det 17. og 18. århundrede. Turen gennem huset viser både, hvordan tilværelsen har set ud for købmanden, de velhavende lejere og husets fattige, som levede under trange kår.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Bus 9, 23 el. 27 til Victoria Street.

18. Scott Monument

[Mindesmærke + Udsigt]

Det smukke Scott-monument er blandt de klassiske seværdigheder i Edinburgh. Foto: Ric Brannan fra Pixabay

I den østlige del af Princes Street Gardens står et 61 meter højt spir, som er opført til ære for den skotske forfatter, Sir Walter Scott (1771-1832). Scott var blandt de mest populære forfattere i det 19. århundrede, og hans historiske romaner – bl.a. Rob Roy (1817) og Ivanhoe (1819) – læses fortsat med begejstring i store dele af verden.

Det er oplagt at kigge nærmere på det gotiske spir, som er forsynet med en række detaljerede dekorationer. På monumentets yderside ses f.eks. 64 skulpturer, der forestiller karakterer fra Scotts romaner, og inde i selve bygningsværket kan man se en lille udstilling om forfatterens liv.

Spiret er også udstyret med flere udsigtsplatforme, som man kommer op til via en række vindeltrapper. Man skal tilbagelægge hele 287 trin for at nå op til den øverste platform, hvorfra man har en flot panoramaudsigt over det centrale Edinburgh.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Sporvogn eller busser til Princes Street.

19. Kongeskibet Britannia (Her Majesty’s Yacht Britannia)

[Museumsskib]

Et kig indenfor på det britiske kongeskib, HMY Britannia, som kan opleves i Edinburgh. Foto: Andrew Dawes fra Unsplash

Det hører til sjældenhederne, at man kan gå ombord på et rigtigt kongeskib, men det kan man i Edinburgh. Her ligger det stolte fartøj HMY Britannia nemlig permanent fortøjet foran Ocean Terminal i byens havn.

Britannia fungerede som den britiske kongefamilies flydende residens fra 1953 til 1997, og i den periode blev hun benyttet til hele 968 statsbesøg.

Det er virkelig en spændende oplevelse at bevæge sig rundt på den historiske luksusyacht, og man har stort set adgang til hele skibet – lige fra broen og maskinrummet til kabyssen og dronning Elizabeths private gemakker.

Turen foregår med audioguide (som bl.a. er tilgængelig på dansk!), og her får du et førsteklasses indblik i, hvordan de kongeliges dagligdag så ud, når de opholdt sig ombord på skibet.

Du kan også høre om de mange faste opgaver, som skibets besætning (220 mand) skulle klare hver eneste dag. Skibets smukke dæk i teaktræ skulle f.eks. skrubbes dagligt (hvilket skulle være overstået inden kl. 8), luksuriøse måltider skulle forberedes i kabyssen, og så skulle temperaturen på vandet i dronningens badeværelse indstilles helt perfekt.

På dronningens rejser fulgte 45 medlemmer af kongehusets stab, fem tons bagage og en Rolls-Royce, der forsigtigt blev presset ind i en specialbygget garage på dækket.

Får du brug for en pause under besøget på HMY Britannia, kan du frekventere skibets tesalon, hvor der bl.a. serveres en let frokost og klassisk eftermiddagste med lækre scones.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Transport: Sporvogn eller Bus 16, 34 el. 35 til Ocean Terminal

20. Colinton-tunnellen (The Colinton Tunnel) og Water of Leith Walkway

[Nedlagt jernbanetunnel + Street Art + Vandretur]

Vil du gerne oplev en af de knap så turistprægede attraktioner i Edinburgh? Den skotske hovedstad er heldigvis fuld af alternative og utraditionelle seværdigheder, og én af disse er Colinton-tunnellen – en nedlagt jernbanetunnel fra 1874.

Colinton-tunnellen, som lå på den hedengangne jernbane til Balerno, blev i perioden 2019 til 2021 omdannet til et udendørs kunstgalleri, og i dag er tunnellens vægge og lofter forsynet med de flotteste og mest farvestrålende dekorationer. I den dunkle tunnel er der nu Street Art for alle pengene.

Du kan bl.a. se et maleri af et historisk damplokomotiv side om side med ildspyende drager, blomster og regnbuer. Her ses også en flyvende grif, en sækkepibespillende skotte, højlandskvæg, psykedeliske mønstre og meget mere. Med det interessante projekt er det lykkedes at forandre en mørk og skummel korridor til et lysende og imødekommende kunstværk.

Ønsker du at kombinere besøget i Colinton-tunnellen med en vandretur? Den nedlagte Balerno-jernbane er i dag omdannet til natursti, og udgør en del af vandreruten Water of Leith Walkway. Den 19,6 km lange bilfri rute følger floden Water of Leith fra Balerno til Leith, hvilket også bringer dig gennem Edinburghs centrum.

Du kan vælge at gå hele ruten, eller blot sektionen fra Colinton til Edinburgh. På vej mod Edinburgh (og Leith) har du også mulighed for at skifte til den alternative rute langs Union Canal (national cykelrute 75). På denne smukke tur passerer du bl.a. Slateford-akvædukten fra 1822, hvor man følger en smal sti på den hævede vandvej, der fører Union Canal over Water of Leith.

OBS: Vandrerruten “Water of Leith Walkway” har et besøgscenter på Lanark Road – ca. halvvejs mellem Balerno og Leith. Her kan du få informationer om turen. Lige efter besøgscentret (retning med Edinburgh) er sidste mulighed for at skifte til ruten langs Union Canal. En stejl trappe fører op til stien langs akvædukten.

Transport til The Colinton Tunnel: Bus 45 til Colinton Village el. Bus 16 til Barnshot Road.

Gratis museer i Edinburgh

Der er gratis entré til flere af museerne i Edinburgh, så vil du gerne spare på rejsebudgettet og samtidig få nogle spændende oplevelser, kan du f.eks. tjekke disse interessante museer ud:

  • National Museum of Scotland (det skotske nationalmuseum)
  • National Gallery of Scotland (klassiske kunstværker)
  • National Gallery of Scotland Modern (fokus på moderne kunst)
  • Museum on the Mound (pengemuseum indrettet i Bank of Scotlands tidligere hovedkvarter)
  • The Writers’ Museum (dedikeret til de lokale forfattere Robert Burns, Sir Walter Scott og Robert Louis Stevenson)
  • Museum of Childhood (legetøjsmuseum)
  • Museum of Edinburgh (historisk museum indrettet i en række klassiske byhuse fra det 16. århundrede)

Restauranter i Edinburgh – de bedste spisesteder

1. Makars Gourmet Mash Bar

[9-12 Bank St]

Med over 8.000 anmeldelser og en bedømmelse på 5/5 hos Tripadvisor er det svært ikke at have store forventninger, når du besøger Makars Gourmet Mash Bar for første gang. Men du bliver sandsynligvis ikke skuffet. I hvert fald ikke hvis du jagter moderne fortolkninger af de traditionelle skotske retter. Indretningen er hip, rå og moderne, men stemningen er afslappet, og man føler sig straks velkommen.

På menukortet finder du bl.a. den møre, langtidstilberedte lammeskank, som smelter i munden, og grillet kylling i en sauce krydret med whisky (naturligvis!), peber og sennep. Som tilbehør kan der vælges mellem 10 forskellige slags mos! Der tilbydes også plantebaserede retter – bl.a. populære retter med svampe samt en vegetarisk haggis.

2. The Dome

[14 George St]

The Dome er indrettet i Bank of Scotlands tidligere hovedsæde, og den smukke nyklassicistiske bygning er en oplevelse i sig selv. Bag den iøjnefaldende facade venter en række spektakulære lokaler med store krystallysekroner, fine gulvmosaikker, træpaneler, spejle og naturligvis den smukke glaskuppel, der har lagt navn til bygningen.

Et besøg på The Dome er både en gastronomisk og stemningsmæssig oplevelse. Restauranten er inddelt i tre afdelinger: The Grill Room, The Club Room og The Georgian Tea Room. I sidstnævnte serveres en overdådig “aftennoon tea” med te, sandwiches og kager. A la carte-menuen byder bl.a. på østers, tatar og ribeye direkte fra grillen, samt burger, risotto og steak pie. Om søndagen serveres klassisk “Sunday Roast”.

3. Bertie’s Restaurant & Bar

[9 Victoria St]

Fisken er frisk, tyk og perfekt tilberedt, mens dejen, der omgiver den, er tynd og sprød. De tilhørende pommes frites er bløde i midten og knasende udenpå. Hos Bertie’s Restaurant & Bar har de opskriften på den perfekte fish & chips, så er du på jagt efter denne simple og velsmagende klassiker, er du kommer til det rette sted.

Bertie’s Restaurant & Bar ligger perfekt placeret i Edinburghs Old Town, og der er som regel travlt i den populære restaurant, som er fordelt på to etager. Betjeningen er venlig og stemningen god, selvom man sidder lidt tæt. Foruden signaturretten fish & chips findes der også burgere, haggis og friturestegt Mars-bar på menukortet. Du kan også få fish & chips i en vegetarisk udgave.

4. Bellfield Brewery

[46 Stanley Pl]

I et fredeligt beboelseskvarter lidt udenfor centrum finder du Bellfield Brewery – et populært mikrobryggeri, hvor du både kan få stillet din tørst og din sult. Menukortet byder på burgere, kyllingelår og pommes frites, som passer perfekt til de hjemmebryggede øl. På hanerne er der altid masser af spændende øl at kaste sig over.

Barlokalet er stort og lyst, og fyldt med primitive borde og stole. Stemningen er fremragende, og om sommeren flytter festlighederne ud i den indbydende gårdhave med overdækkede båse. Bellfield Brewery arrangerer også ølsmagninger, rundvisninger, koncerter og stand-up comedy.

5. Solti

[10 Drummond St]

Det asiatiske køkken er godt repræsenteret i Edinburgh, og hos Solti er temaet indisk og nepalesisk. Den lille og stemningsfulde restaurant ligger i en af Old Towns mange sidegader, og byder på et flot udvalg af asiatiske specialiteter. Betjeningen er venlig og imødekommende, og du kan med fordel starte med en portion popadoms, mens du kigger menukortet igennem.

Foretrækker du stærk mad, er husets Naga Curry et godt sted at starte – evt. sammen med det hjemmelavede naan-brød. Rogan Josh – en krydret curry med lam – kan også anbefales. Vil du vælge noget mere “sikkert”, er Soltis tikka masala også et fremragende valg. Hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til menuen, er tjenerne behjælpelige.

Hotel i Edinburgh – de bedste overnatningssteder

Der findes mange gode overnatningssteder i Edinburgh. Nedenfor finder du mine forslag til fem gode hoteller i Edinburgh. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Edinburgh hos Booking.com her.

Booking.com

1. Stay Central Hotel

[139 Cowgate]

Hotellets navn siger det hele – Stay Central ligger centralt i Edinburghs Old Town, blot tre minutters gang fra Royal Mile. Det populære budgethotel er således et godt valg, hvis du gerne vil bo i gåafstand til byens bedste seværdigheder og attraktioner. Det 3-stjernede byhotel ligger sammen med pubben The Three Sisters, og her er du garanteret en festlig stemning, men det kan naturligvis give lidt larm.

Stay Central Hotel tilbyder rene og pæne værelser til 2 eller 4 personer. På værelset finder du komfortable senge samt fjernsyn, aircondition, elkedel og et pænt badeværelse. Der er 450 meter til byens hovedbanegård og 600 meter til Edinburgh Castle. Hotellet har døgnåben reception og personalet hjælper gerne med forslag til attraktioner, spisesteder mm. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Stay Central Hotel?

  • Budgetvenligt 3-stjernet byhotel
  • God beliggenhed i Edinburghs Old Town
  • Pæne og rene værelser til 2 el. 4 personer
  • Rating på 8,0 (ud af 10) hos Booking.com

2. Holyrood Aparthotel

[1 Nether Bakehouse]

Ønsker du en ferielejlighed midt i Edinburgh? Holyrood Aparthotel er et moderne lejlighedshotel, som ligger i den østlige del af Old Town, lige ved Royal Mile. Herfra kan du nemt udforske den skotske hovedstad til fods, ligesom her blot er 700 meter til hovedbanegården, Waverley Station. Området byder både på restauranter, butikker og seværdigheder.

Ferielejlighederne på Holyrood Aparthotel findes i forskellige størrelser (1 til 2 soveværelser beregnet til 2 til 4 personer), og er bl.a. indrettet med køkken, så du selv kan lave mad. Lejlighederne er pæne og lyse, ligesom de har gode opholdsområder. Der er desuden døgnåben reception. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Holyrood Aparthotel?

  • Moderne ferielejligheder med eget køkken
  • God og central beliggenhed i Old Town
  • Pæne og indbydende værelser
  • Rating på 8,0 (ud af 10) hos Booking.com

3. Kick Ass Grassmarket

[2 West Port]

Kick Ass Grassmarket er et hipt og moderne hostel, som tilbyder en fremragende beliggenhed midt i Edinburghs Old Town. Ønsker du billig overnatning i den skotske hovedstad, er Kick Ass et oplagt valg. Her findes både private værelser (til 2 eller 4 personer) og sovesale med komfortable køjesenge.

Som navnet antyder henvender Kick Ass sig primært til et yngre publikum, men alle er skam velkomne. Beliggenheden lige nedenfor Edinburgh Castle bliver ikke bedre, og du kommer nemt rundt til byens bedste attraktioner, spisesteder og barer. Det populære hostel har også selv en bar, ligesom her findes fælles opholdsrum, køkken og døgnåben reception. Læs mere om overnatningsstedet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Kick Ass Grassmarket?

  • Budgetvenligt hostel med private værelser og sovesale
  • Fantastisk beliggenhed midt i Old Town
  • Bar og opholdsrum, hvor man kan møde andre rejsende
  • Rating på 8,2 (ud af 10) hos Booking.com

4. Kimpton Charlotte Square Hotel

[38 Charlotte Square]

Ønsker du et luksusophold i Edinburgh, så er det 5-stjernede Kimpton Charlotte Square Hotel et oplagt valg. Det elegante hotel er indrettet i en historisk bygning i Edinburghs New Town – få meter fra den fashionable Princes Street. Du befinder dig således midt i den spændende by, omringet af restauranter, butikker og seværdigheder.

Værelserne på Kimpton er virkelig indbydende, og der er hverken sparet på praktiske funktioner eller dekorative elementer. Du kan nyde morgenmaden i den indendørs gårdhave, The Garden, ligesom du kan tilbringe tid i hotellets spa-afdeling, som bl.a. rummer en indendørs swimmingpool. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Kimpton Charlotte Square Hotel?

  • 5-stjernet luksushotel
  • Fantastisk beliggenhed centralt i New Town
  • Spa-afdeling med swimmingpool
  • Rating på 8,8 (ud af 10) hos Booking.com

5. Summer Stays at The University of Edinburgh

[18 Holyrood Park Road]

Når forårssemestret er slut og de studerende pakker bøgerne sammen, rykker turisterne ind. I sommerperioden er det nemlig muligt at bo på de populære kollegier, der ligger i forbindelse med byens universitet. Det er en virkelig smart ordning, som du med fordel kan benytte, hvis du besøger den skotske hovedstad i løbet af sommeren.

På Pollock Estate campus er kollegieværelserne indrettet med to enkeltsenge og eget badeværelse. Det er muligt at tilkøbe morgenmad, som nydes i det lokale cafeteria. Campus ligger lige ved Holyrood Park, og du har således nem adgang til vandreruterne omkring Arthur’s Seat. Der er ca. 1,5 km til Edinburghs Old Town, men der findes også flere gode restauranter og pubber i nærheden. Læs mere om overnatningsstedet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Summer Stays at The University of Edinburgh?

  • Pæn og prisvenlig overnatning i Edinburgh
  • Naturoplevelser ved Arthur’s Seat i nærheden
  • Hyggeligt og uformelt campus-miljø
  • Rating på 8,1 (ud af 10) hos Booking.com

Sådan kommer du til Edinburgh

Det er oplagt at flyve direkte til Edinburghs internationale lufthavn, men du kan naturligvis også komme til den skotske hovedstad via Glasgow eller fra det nordlige England. Det hurtigste direkte tog fra London til Edinburgh tager ca. 4 timer og 20 minutter.

Fly til Edinburgh

Du kan flyve direkte til Edinburgh fra København og Billund. Fra Billund tager turen ca. 1 time og 40 minutter og fra København ca. 1 time og 55 minutter. Edinburgh Airport (EDI) ligger ca. 9 km vest for bymidten.

Fra Edinburgh Airport til centrum

Når du skal fra Edinburgh Airport til centrum, kan du benytte sporvogn, bus eller taxa, hvis du da ikke vælger at leje en bil i lufthavnen.

Den lokale busoperatør Lothian Buses kører på ruten fra lufthavnen til centrum. Turen med Bus 100 tager ca. 30 minutter. Busstoppestedet i lufthavnen (Stop A) findes lige udenfor lufthavnsterminalen. Bussen har mange stop på vej mod centrum. I det centrale Edinburgh er det oplagt at stå af ved Princes Street eller South St David Street.

Du finder sporvognsstoppestedet øst for lufthavnsterminalen. Sporvognen har endestation ved lufthavnen, så alle afgange herfra kører mod centrum. Turen til centrum tager lidt over 30 minutter. De to mest centrale stoppesteder (begge i New Town) er Princes Street (oplagt hvis du skal til Old Town) og St. Andrew Square. Sporvognen fortsætter herefter mod havneområdet i Leith.

Sådan kommer du rundt i Edinburgh

Afstandene i Old Town og New Town er ikke store, og du kan således nemt udforske det centrale Edinburgh til fods. Alternativt kan du benytte byens netværk af busser (Lothian Buses) samt den relativt moderne sporvogn (tram).

Når du skal købe billet til bus og sporvogn, gælder det om at holde tungen lige i munden. Det er nemlig ikke alle billettyper, som kan benyttes på tværs af transportmidler. Faktisk er det kun den særlige dagsbillet DAYticket, som både gælder til busser (også til lufthavnsbussen) og sporvogn.

For turister er særligt følgende billettyper interessante; (1) enkeltbillet til bus, som kan købes af chaufføren med kort eller kontant (kun præcist beløb – der gives ikke penge tilbage), (2) dagsbillet (enten den billige dagsbillet til bus eller den såkaldte DAYticket, som også kan benyttes i sporvogn og lufthavnsbus) eller (3) den smarte kontaktløse (Contactless) betaling med kreditkort.

Vælger du sidstnævnte, skal du blot skanne dit kreditkort, når du stiger ombord på bussen (kører du på landruterne, skal du fortælle chaufføren, hvor du skal hen, inden du skanner). Dette er den billigste og nemmeste måde at rejse på, men metoden gælder kun til busser. Du betaler aldrig mere end en fastlagt maxpris for en dagsbillet eller ugebillet. Dette kaldes TapTapCap.

Du kan læse mere om billetter og ruter på den officielle hjemmeside her.

Flere oplevelser

Det er oplagt at kombinere storbyferie i Edinburgh med en tur til det skotske højland. Her venter spektakulære naturoplevelser i det kuperede landskab, ligesom højlandet byder på mange charmerende landsbyer. Byen Inverness er et godt udgangspunkt for oplevelser i højlandet. Togturen fra Edinburgh til Inverness tager ca. 3 timer og 30 minutter.

Glasgow: Vil du have flere storby-oplevelser, så kan du besøge Glasgow, som er Skotlands største by. Glasgow har ikke samme historiske storhed som Edinburgh, men byder alligevel på mange spændende oplevelser. Og så er der mulighed for at overvære en fodboldkamp med Skotlands to fremtrædende hold: Celtic og Rangers. Turen med hurtigtog fra Edinburgh til Glasgow tager under 1 time.

Udflugt til Dunbar: I havnebyen Dunbar (ca. 40 km øst for Edinburgh) ligger Skotlands ældste bryggeri, Belhaven. Der arrangeres guidede rundvisninger med ølsmagning på det historiske bryggeri. Herudover er Dunbar en hyggelig by med gamle byhuse og en historisk havn. Der kører direkte tog mellem Edinburghs hovedbanegård (Edinburgh Waverley) og Dunbar. Turen tager mellem 20 og 25 minutter.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Edinburgh Castle på afstand): Billede af The_Iop fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *