Den litauiske hovedstad er et utroligt spændende og charmerende bekendtskab. En gåtur i den skønne middelalderbykerne opleves som en tidsrejse – brosten, farvestrålende facader og storslåede monumenter fortæller tilsammen en spændende historie om en by, der har oplevet lidt at hvert. Vilnius byder på en lang række seværdigheder, men husk også at slappe af, så du får tid til at nyde den helt unikke stemning.
Med ca. 600.000 indbyggere er Vilnius den næststørste by i Baltikum (efter den lettiske hovedstad, Riga). Udviklingen er i fuld gang, og byens image er langt om længe ved at ændre sig; det er ikke blot en grå betonby fra sovjettiden, men en levende og hyggelig metropol, som tiltrækker turister fra alle verdens hjørner.
Caféer, restauranter og museer har kronede dage, og der er masser af liv i Vilnius’ gamle bydel. Selvom turistbutikkerne efterhånden fylder godt i gadebilledet, er her også plads til mere autentiske forretninger, og i det hele taget er Vilnius en fremragende destination, hvis du ønsker at shoppe.
Indkøbene kan du enten gøre i de hyggelige gader i centrum, eller i det enorme indkøbscenter, Akropolis, som ligger lidt udenfor byen. Udover et hav af butikker og restauranter kan Akropolis også prale af en stor skøjtebane, som ligger i midten af det hele. Skøjter udlejes på stedet.
Blandt de mange seværdigheder i Vilnius finder du også nogle, som er knap så farvestrålende. Det er naturligvis dem, der har med fortiden, krigene og undertrykkelsen at gøre. Vil du gerne blive klogere på landets og byens turbulente historie, kan du bl.a. besøge KGB-museet og mindeparken i Paneriai.
I denne korte rejseguide finder du inspiration til det hele; her er forslag til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Vilnius. God tur!
Indhold
Seværdigheder i Vilnius – de 10 bedste oplevelser
1. Vilnius’ gamle bydel
[Sightseeing]
Den gamle bydel i Vilnius er en af Nordeuropas største middelalderbykerner, og dækker et areal på mere end 3,5 km². Det gælder således om at have friske ben, når du skal udforske de spændende gader, og beundre de smukke bygningsværker. Her blandes arkitektoniske stilarter som gotik, barok og nyklassicisme – der er masser at se på, og heldigvis også mange skønne caféer og restauranter at slappe af på.
Vilnius’ gamle bydel har siden 1994 været optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, og de mange velbevarede bygninger giver bydelen en helt særlig aura. Smalle brostensbelagte gader, farvestrålende husfacader og rummelige pladser med majestætiske bygningsværker er alle ingredienser, som får turisterne til at strømme hertil.
Pilies-gaden (Pilies gatvė) er en af hovedgaderne i Den gamle bydel. Gaden forbinder de to store pladser, Katedral-pladsen og Rådhuspladsen, og byder samtidig på masser af liv samt et væld af souvenirboder, butikker og caféer.
En anden af byens primære gader er Gediminas Avenue (Gedimino prospektas), hvis østlige ende ligger i den gamle bydel. På Gediminas Avenue findes en lang række nationale institutioner, fornemme butikker og hoteller.
Storslåede bygningsværker
Blandt den gamle bydels fineste bygningsværker findes den smukke katedral (læs mere i afsnittet ’Vilnius-katedralen’) og det nyklassicistiske rådhus fra 1799 (det er muligt at besøge rådhusets gotiske kældre). Du bør også se det flotte Præsidentpalads med den imponerende lange facade, massive søjler og smukke blomsterbede.
Er du i Vilnius på en søndag, kan du tage plads foran præsidentpaladset kl. 12:00. Her kan du overvære den højtidelige flagceremoni og soldater i smukke uniformer. Om lørdagen er det muligt at komme på rundvisning i paladset. Du kan læse mere om rundvisning i præsidentpaladset i Vilnius her.
Et af de mest storslåede komplekser i Vilnius’ gamle bydel er uden tvivl Vilnius Universitet. Universitetet blev grundlagt i 1579, og er både det ældste i de baltiske stater, og et af de ældste i hele Centraleuropa. Med sine historiske bygninger og 13 gårdspladser, er det bestemt en oplevelse, at gå rundt i området og fornemme den særlige stemning.
Det alternative Vilnius
Bydelen Užupis, der betyder ’på den anden side af floden’ er også en del af Vilnius’ gamle bydel – det til trods for, at Užupis med sit alternative kunstnermiljø faktisk udråbte sig som en selvstændig republik i 1998.
Det spændende miljø øst for Vilnia-floden kan bl.a. sammenlignes med Montmartre i Paris og Christiania i København. Her finder du en hyggelig og afslappet atmosfære, og ligesom Christiania har Užupis også sit eget flag – en håndflade på en hvid baggrund. Gå en tur gennem det særlige område og tag plads ved en af de farvestrålende caféer.
2. Morgengryets port (Aušros vartai)
[Byport + Kapel]
Den smukke Morgengryets port (Aušros vartai) er ikke en helt almindelig byport. Udover at være en af de største seværdigheder i Vilnius, er den historiske bygning også et vigtigt pilgrimsmål for litauiske og polske katolikker. I portens kapel findes nemlig det hellige ikon af Jomfru Maria, barmhjertighedens moder.
Udenfor Morgengryets port flokkes turister og katolske pilgrimme, og trængslen omkring den gamle byport kan være ganske overvældende. På grund af det hellige ikon, har porten nemlig en enorm betydning for troende fra nær og fjern.
Morgengryets port blev opført mellem 1503 og 1522, og på denne tid var det skik at opbevare religiøse relikvier i byens porte. Relikvierne skulle både beskytte byen mod angreb, og samtidig velsigne de rejsende, der passerede gennem porten.
Ikonet af Jomfru Maria i Morgengryets port siges at have mirakuløse kræfter, og er med tiden blevet et vigtigt symbol for byens indbyggere, ligesom det altså hvert år tiltrækker tusindvis af pilgrimme. Selv hvis du ikke er troende, er det specielt at ankomme til Morgengryets port – den eneste overlevende af Vilnius’ ti byporte – og opleve den særlige stemning i kapellet.
Kapellet er åbent dagligt 6:00-19:00 (maj til september) og 7:00-19:00 (november til april).
3. Gediminas-tårnet
[Udsigt + Vartegn]
Det ensomme tårn på slotshøjen i Vilnius er den sidste rest af byens store fæstningsværk fra middelalderen. I dag er Gediminas-tårnet en af byens populære seværdigheder, og desuden et stolt vartegn for Vilnius. Inde i tårnet findes et lille museum, og fra toppen kan man nyde udsigten over den gamle bydel.
Gediminas-tårnet (Gedimino pilies bokštas) har navn efter Gediminas, storhertug af Litauen, som opførte den første fæstning på bakketoppen i det 14. århundrede. Denne fæstning var konstrueret i træ, men allerede i 1409 skiftede storhertugen Vytautas materialet ud med sten.
I middelalderen blev Vilnius angrebet gentagne gange, men det var først med Slaget om Vilnius i 1655, at de invaderende russiske styrker havde held med at få kontrol over fæstningen. Kort efter mistede det delvist ødelagte forsvarsværk sin betydning, og med den russiske annektering af området blev en genopbygning opgivet.
Museum og udsigt over Vilnius
I 1933 stod den polske arkitekt Jan Borowski for genopbygningen af det tre etagers høje Gediminas-tårn, som herefter kunne anvendes som museum og udsigtsplatform. På det lille museum kan man se modeller af de tidligere fæstninger, ligesom her udstilles våben, rustninger mm. fra middelalderen.
Det er dog udsigtsplatformen øverst oppe, der er den sande attraktion ved Gediminas-tårnet. Herfra har man en fornem udsigt over den gamle bydel, finansdistriktet, floderne Neris og Vilnia samt den bevoksede bakke kendt som ’De tre korses høj’ (læs mere nedenfor).
Åbent dagligt fra 10:00-20:00.
Transport: For gangbesværede (og andre som gerne vil slippe for den stejle bakke) findes en kabelbane, der kører op til tårnet. Kabelbanen har samme åbningstider som tårnet.
4. Vilnius-katedralen
[Kirke]
Nedenfor bakken med Gediminas-tårnet findes en anden af Den gamle bydels mest prominente bygningsværker, nemlig den smukke katedral med det fritstående klokketårn. Katedralen er et fornemt eksempel på nyklassicisme, og de rene linjer med markante søjler ses både indvendigt og udvendigt.
Den oprindelige katedral siges at være blevet opført på ordre af Mindaugas i 1251. Mindaugas var både den første storhertug af Litauen og den første kristne leder af området. Inden Mindaugas’ katedral blev opført, var stedet blevet anvendt som et religiøst samlingssted for områdets hedninge, og det samme blev katedralen efter Mindaugas’ død.
Først i 1387 konverterede Litauen officielt til den kristne tro, og en ny gotisk katedral blev opført. Da de næste århundreder var præget af flere krige og omfattende brande, måtte flere katedraler rages ned og siden genopføres på ny. Sådan gik det indtil 1783, hvor den nuværende katedral blev opført.
En speciel oplevelse
Vilnius-katedralen er utrolig smuk, og er bestemt et besøg værd. I katedralens krypt og katakomber ligger mange kendte personer begravet – bl.a. storhertugen Vytautas, som opførte den første stenfæstning på slotshøjen. I 1648 blev den polske konge, Vladislav 4., begravet i Krakow, men hans hjerte blev skåret ud, og begravet her i katedralen.
Inde i Vilnius-katedralen findes et stort antal fornemme kunstværker fra det 16. til det 19. århundrede, bl.a. smukke fresker og malerier. I sovjettiden blev katedralen anvendt som lager og pakhus, men i 1989 fik den religiøse bygning atter status af katedral. En helt særlig oplevelse venter, hvis du har mulighed for at overvære en gudstjeneste her – se tidspunkter nedenfor.
Katedralen er åben dagligt 7:30-19:00. Gudstjenester foregår 8:00 og 17:30 på hverdage og 08:00, 09:00, 10:00, 11:15, 12:30, 17:30 og 18:30 på søndage. Sidstnævnte foregår på latin.
5. KGB-museet
[Museum]
Officielt hedder stedet ’Museet for besættelse og frihedskamp’ men omtales ofte som KGB-museet, da det er indrettet i det tidligere KGB-hovedkvarter på Lukiškės-pladsen. Her kan besøgende blive meget klogere på levevilkårene under tysk og sovjetisk besættelse, og ikke mindst opleve forholdene i de trange fængselsceller og uhyggelige forhørslokaler.
Når man står ude på Lukiškės-pladsen, er det svært at begribe, hvilke uhyrligheder, der er foregået bag facaden på det ellers fornemme palæ. Heldigvis er udstillingen ganske effektfuld og skræmmende, og et besøg på museet sidder i kroppen længe efter.
Det store palæ fra 1890 blev egentlig opført som kontorbygning for det lokale bystyre og retsvæsen, men paradoksalt nok endte bygningen med at blive benyttet af en fremmed magt, der tilsidesatte fair rettergang.
En historie om magt og undertrykkelse
Under 2. Verdenskrig tjente bygningen som hovedkvarter for det tyske Gestapo, og fra 1944, da Sovjetunionen havde generobret området, blev den hovedkvarter for Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB. Denne funktion havde bygningen frem til 1991, og gennem alle årene blev der slået hårdt ned på modstandere af regimet.
På museet kan man i dag opleve statspolitiets kontorer, fængsel og afhøringscenter. Særligt isolationscellerne er ganske forfærdelige – nogle af dem så trange, at man ikke kan sidde ned, men tvinges til at stå oprejst. En lang række historiske genstande gør udstillingen ganske livagtig, ligesom et omfattende fotomateriale er med til at formidle begivenhederne.
Fra 1944 til starten af 1960’erne blev mere end 1.000 fanger henrettet i bygningens kælderetage, og senere begravet i massegrave. På en mur udenfor museet står navnene på alle de personer, som mistede livet her.
Det kan bestemt anbefales at deltage i en af rundvisninger, så man får det hele med, selvom de historiske lokaler også formidler historien ganske glimrende i sig selv.
Åbent onsdag til lørdag 10:00-18:00, søndag 10:00-17:00.
6. De tre kors (Trys kryžiai)
[Monument + Udsigt + Vandring]
Højen med De tre kors (Trys kryžiai) er et oplagt mål for en vandretur, og udsigten fra bakketoppen er bestemt anstrengelserne værd. Fra Vilnius’ gamle bydel går turen gennem den skønne Bernardine-have, over Vilna-floden og herefter stejlt opad. Monumentet med de tre hvide kors er 12 meter højt, og kan ses langvejs fra – om aftenen er korsene desuden oplyst.
Siden det 17. århundrede har der været rejst kors på bakketoppen – de første i træ, og siden 1916 i beton. Korsene blev rejst til ære for 14 missionerende franciskanermunke, der ifølge legenden blev myrdet i Vilnius i det 14. århundrede.
Om denne hændelse rent faktisk har fundet sted, er historikerne ikke sikre på, men historien spredte sig hurtigt til resten af regionen, og tre trækors blev opført på bakketoppen, hvor syv af munkene angiveligt var blevet halshugget. I dag fungerer korsene som et nationalt symbol, og nedenfor monumentet findes en lille udsigtsplatform. Herfra har man et flot vue over hele Vilnius og byens mange seværdigheder.
7. Pengemuseet (Pinigų Muziejus)
[Museum]
En regnvejrsdag i Vilnius behøver bestemt ikke ødelægge fornøjelsen ved at være på ferie i den litauiske hovedstad – det er Pengemuseet et godt bevis på. Museet er en del af Den litauiske nationalbank og den flotte interaktive udstilling fokuserer både på pengenes historie i Litauen og i resten af verden.
På Pengemuseet kan du groft sagt lære alt om penge, når udstillingen undersøger, hvordan penge har formet vores verden. Du kan opleve hvordan anvendelsen af penge begyndte i oldtiden, hvordan mønterne blev slået, og hvordan de blev udvekslet.
Du kan naturligvis også opleve, hvordan handlen med valuta foregår i dag, og så kan du beundre den flotte samling af mønter og pengesedler fra hele verden.
Udstillingen byder også på mange interaktive elementer og mulighed for leg. På vægten kan du f.eks. undersøge din egen værdi i guld, mens en række computerterminaler lader dig tilgå forskellige spil, der både er underholdende og oplysende på samme tid.
Du må naturligvis også kigge nærmere på verdens største mønt-pyramide, som består af 1.000.935 mønter. Pyramiden er optaget i Guinness’ Rekordbog.
Der er gratis adgang til museet. Åbningstiden er som følger: April til oktober: Tirsdag til fredag 10:00-19:00, lørdag 11:00-18:00. November til maj: Tirsdag til fredag: 9:00-18:00, lørdag 10:00-17:00. Lukket mandag og søndag hele året.
8. St. Anne-kirken (Šv. Onos bažnyčia)
[Kirke]
Det er de færreste, som ikke imponeres, når de står overfor den fantastiske gotiske kirkebygning. Da Napoleon så St. Anne-kirken for første gang under den franske invasion af Rusland i 1812, skulle han have fortalt sine generaler, at han gerne ville tage kirken med hjem til Paris i sin hule hånd.
Det ville dog kræve noget af en næve, hvis den storslåede kirkebygning skulle fragtes noget som helst sted hen, og heldigvis har den da også stået på sin oprindelige plads siden år 1500. På nærmest mirakuløs vis har den gotiske kirke i røde mursten overlevet krig og brand, og er i dag et af de mest fremtrædende eksempler på gotisk arkitektur i hele Litauen.
Man kan bruge lang tid på at beundre facaderne og spirene på det fornemme bygningsværk, men det er bestemt også værd at gå en tur ind i kirken. Her møder du et relativt smalt kirkerum, med en imponerende loftshøjde. De hvidkalkede hvælvinger brydes kunstnerisk op af et smukt mønster af røde sten. Læg også mærke til de sirligt udskårne træbænke og de flotte vinduesmosaikker.
Kirken er åben tirsdag til fredag 16:30-19:00, lørdag 10:30-19:00 og søndag 9:00-17:00.
9. TV-tårnet (Televizijos bokštas)
[Udsigt + Restaurant + Museum]
TV-tårnet i Vilnius er en af byens populære seværdigheder, selvom tårnet ligger en smule afsides. Med en høje på 326,5 meter er TV-tårnet den højeste bygning i landet, og fra observationsdækket 165 meter over jorden har besøgende en fremragende udsigt. Her findes også en roterende restaurant, som man med fordel kan tage plads i.
Det tog hele seks år at opføre den ikoniske bygning, som stod færdig i 1980. Øverst findes en markant antenne, som sender radio- og tv-bølger ud i landet, og i selve kuplen på 19. etage findes den roterende restaurant. Det tager 45 minutter for kuplen at rotere en omgang. I grundplanet findes et lille museum dedikeret til opstanden i 1991.
I 1991 blev TV-tårnet centrum for en større tragedie, da sovjetiske tropper ville indtage bygningen. Året forinden havde Litauen erklæret sin selvstændighed, men et Sovjetunionen på randen af opløsning forsøgte med vold og magt at holde fast i en række centrale bygninger – heriblandt TV-tårnet, som gav adgangen til radio- og tv-signalerne.
En større gruppe civile litauere gjorde modstand, og optøjerne endte fatalt, da 14 civile mistede livet og mere end 700 blev såret. I dag findes der en række markeringer udenfor tårnet, som indikerer hvor de litauiske borgere forsøgte at opretholde en blokade mod de sovjetiske tropper.
Billetsalget er åbent dagligt 11:00-21:00 – restauranten til 22:00.
Transport: Fra Katedralpladsen i det centrale Vilnius er der ca. 6 km til TV-tårnet. Hvis du har mod på at gå herud, kan du tage turen langs floden. Alternativt kan du tage bus, trolleybus eller taxa hertil. Bus 7, 21, 22, 23, 25 eller 49 samt trolleybus 4, 13, 16 eller 18 til Televizijos bokštas.
10. Paneriai
[Mindepark + Museum]
Museet for besættelse og frihedskamp (KGB-museet) i Vilnius’ centrum har fået en del kritik for slet ikke at fokusere på folkedrab og jødeudryddelse under 2. Verdenskrig. Denne kritik fik faktisk museet til at skifte navn fra Museet for ofrene for folkedrab og til det nuværende. Hvis du gerne vide mere om folkedrabene i Litauen, skal du imidlertid blot tage en tur til forstaden Paneriai.
Paneriai er en lille forstad sydvest for Vilnius, som bestemt ikke ser ud af noget særligt. Den lille by gemmer dog på en skræmmende historie, for den var skueplads for nazisternes største organiserede massemord i Litauen. Fra 1941 til 1944 blev mellem 50.000 og 70.000 mennesker slået ihjel i Paneriai – de fleste af dem jøder fra Vilnius-regionen.
Den afsidesliggende landsby var ideel til at dække for forbrydelserne, og i dag er det da også kun de små bakker i det ellers flade terræn i nåleskoven, der indikerer, at noget ligger skjult under overfladen.
Mindepark og besøgscenter
Området er i dag omdannet til en mindepark, og det er utrolig stemningsfuldt at gå rundt på gangstierne mellem nåletræerne. Flere steder kan man betragte de cirkulære udgravninger, som blev det sidste hvilested for tusindvis af mennesker. Her findes også flere smukke monumenter og et besøgscenter.
På besøgscenteret kan du høre meget mere om de voldsomme folkedrab, og historien som ledte op til nazisternes umenneskelige beslutninger. Her findes beskrivelser af, hvad der konkret foregik i Paneriai, og et omfattende fotomateriale samt kort og journaler er med til at give et skræmmende indblik i historien.
Besøgscentret er åbent fra juni til september: Tirsdag til torsdag 9:00-17:00, fredag og søndag 9:00-16:00 (lukket mandag og lørdag).
Transport: Tog fra Vilnius hovedbanegård til Paneriai (ca. 8-10 minutter). Stort set alle tog i vestgående retning stopper i Paneriai (inklusive tog til Kaunas).
Restauranter i Vilnius – de bedste spisesteder
1. Restaurant Lokys
[Stiklių g. 10]
Denne hyggelige kælderrestaurant er bestemt værd at besøge, hvis du gerne vil prøve kræfter med det lokale litauiske køkken. Selvom der kommer mange turister på Lokys, er stemningen meget autentisk, og det samme gælder menukortet. Her fås mange veltilberedte og tunge kødretter, men også gode vegetariske muligheder samt en af de klassiske retter i Litauen, nemlig cepelinai eller zeppelinere. Denne ret består af en kogt kartoffel-dumpling, der er formet som et zeppeliner-luftskib. Fyldet kan enten være hakket kød, hytteost eller svampe. Cepelinai er en populær nationalret i det litauiske køkken, og bør bestemt prøves, når du besøger Vilnius.
2. Amandus
[Uzhupio g. 22 Užupis]
En gourmet-oplevelse er bestemt billigere i Litauen, end den er i Danmark, og derfor kan du med fordel prioritere et besøg på Amandus – en af byens absolut bedste restauranter – hvis du søger en madoplevelse udover det sædvanlige. Amandus ligger i den hyggelige bydel Užupis, der er kendt for sit alternative miljø og kunstneriske tendenser. Det er såmænd også kunst – nemlig mad-kunst – der er på programmet på denne hyggelige og moderne restaurant. De spændende og nyskabende menuer er både velsmagende og en fryd for øjet. Her leges med sanserne og kæles for smagsløgene. Bestemt et besøg værd – husk bordbestilling.
3. Uzupio Kavine
[Uzupio g. 2]
Er du i Vilnius om sommeren, byder restauranten Uzupio Kavine på en af byens bedste terrasser. Du finder Uzupio Kavine lige ved Vilna-floden, og den indbydende træterrasse med udsigt til det rislende vand og kirken på modsatte side, er simpelthen perfekt på en sommeraften. Her serveres klassiske litauiske retter og internationale klassikere, og maden smager rigtig godt. Betjeningen kan være lidt sløv, men til gengæld kan man nyde udsigten mens man venter. Du kan også med fordel stoppe her for en øl eller et glas vin.
4. Jurgis ir Drakonas
[Pylimo g. 22D]
Uanset hvor i verden man befinder sig, kan man få lyst til en pizza. Sådan er det også i Vilnius, og ganske belejligt finder du et af de bedste pizzeriaer i hele Baltikum netop her. Der er naturligvis tale om Jurgis ir Drakonas, som har modtaget masser af anbefalinger – bl.a. fra Lonely Planet. Pizzaerne hos Jurgis ir Drakonas (som for øvrigt betyder Georg og Dragen efter det kendte sagn) laves efter fineste italienske metode og smager himmelsk. Der kan også bestilles andre retter som f.eks. lasagne og tærte. Jurgis ir Drakonas findes i dag flere steder i byen (inklusive i indkøbscentret Akropolis), men restauranten i Pylimo-gaden er den originale.
5. Beer House & Craft Kitchen
[Vilnius vokieciu g. 24]
I kælderetagen på et smukt middelalderbyhus finder du denne stemningsfulde restaurant og ølbar. Man får næsten følelsen af at træde ind i en underjordisk labyrint, for Beer House & Craft Kitchen består af mange sektioner og gange. Hvert område har sit eget tema – f.eks. irsk bar, tjekkisk ølhal og engelsk bibliotek. Indretningen er moderne, men menukortet består primært af klassiske retter. Burgeren er rigtig god, og det samme er den lokale schnitzel. Du kan også bestille et delebræt med forskellige kartoffel-specialiteter. Og så er der naturligvis et stort udvalg af velsmagende øl.
Overnatning i Vilnius – de bedste hoteller
Vil du bo i gåafstand til alle de spændende attraktioner, seværdigheder og restauranter i Vilnius, bør du vælge et hotel i Den gamle bydel. Her findes heldigvis mange gode hoteller at vælge imellem, og de findes i alle prisklasser. Her får du tre bud, som du med fordel kan vælge iblandt – her er både et budgethotel, mellemklasse-hotel og luksushotel. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Vilnius her.
1. Hostel Jamaika
[Visų Šventųjų g. 9]
Hostel Jamaika er et oplagt valg, hvis du søger billig overnatning centralt i Vilnius. Selvom der er tale om et hostel, tilbyder Jamaika foruden den klassiske seng på sovesal også private værelser. Her er rent og pænt, og man føler sig straks velkommen i den historiske ejendom.
Her findes to gode opholdsrum med køkken, og i stueetagen findes en bar, hvor du kan komme i snak med andre rejsende. Hostel Jamaika ligger i den sydlige del af Den gamle by – i gåafstand til de største seværdigheder i Vilnius og tæt på busterminalen. Læs mere om hotellet her.
2. Hotel Tilto
[Tilto g. 8]
Hotel Tilto er på mange punkter et klassisk byhotel, som er perfekt til en forlænget weekend i den litauiske hovedstad. Værelserne er pæne og overraskende store, og morgenmaden er lækker og indbydende. Det er imidlertid placeringen, som for alvor gør Hotel Tilto til et oplagt valg.
Du befinder dig centralt i Vilnius’ gamle bydel, og indenfor en radius på 500 meter har du både Katedralen, Gediminas-tårnet, Nationalmuseet og meget mere. Den flotte indkøbsgade, Gediminas Avenue, findes også lige rundt om hjørnet. Der er lidt langt til busterminalen, så skal du med bus hertil fra lufthavnen, bør du tage rute 88 til stoppestedet Vinco Kurdirkos. Læs mere om hotellet her.
3. Artis Centrum Hotels
[Totorių g. 23]
Ønsker du et luksuriøst hotelophold i Vilnius, så er Artis Centrum Hotels et rigtig godt valg. Det populære hotel er indrettet i en smuk bygning fra 1800-tallet, og ligger midt i Vilnius’ gamle bydel. Faciliteterne er også i orden, og når du ikke lige er ude og opleve de mange skønne seværdigheder i Vilnius, kan du passende slappe af i hotellets indbydende bar eller i den indendørs pool.
Med den centrale placering kan du nemt komme rundt til byens bedste caféer, restauranter og barer til fods, og hver morgen kan du nyde den store og flotte morgenmadsbuffet, inden du indleder dagens program. Læs mere om hotellet her.
Sådan kommer du til Vilnius
Selvom du både kan komme til Vilnius i bil og med tog, er det fly, der er den mest optimale rejsemetode. Vil du køre i bil til Vilnius er der ca. 1.500 km fra den dansk/tyske grænse. Den mest direkte bilrute går via Berlin og Warszawa.
Det samme gælder for togrejsen, som udelukkende kan anbefales til eventyrlystne personer på Interrail. Selvom de baltiske stater er kommet med i Interrail-samarbejdet, er tognettet i Estland, Letland og Litauen fortsat ikke særlig veludviklet, og forbindelsen til det øvrige europæiske tognet er ligeledes begrænset.
Vilnius med fly
Det er nemt og billigt at komme til Vilnius med fly, og der findes flere direkte forbindelser fra Danmark til den litauiske hovedstad. Det tager ca. 1 time og 30 minutter at flyve fra København til Vilnius og ca. 1 time og 45 minutter at flyve fra Billund til Vilnius.
Der findes gode busforbindelser fra lufthavnen til centrum. Bus 1 og 2 kører direkte til busterminalen foran togstationen, hvorfra du kan gå til den sydlige del af den gamle bydel. Skal du til området omkring Gediminas Avenue og Gediminas-tårnet, hvor du finder mange af byens hoteller, kan du med fordel tage bus 88.
Bus 88 stopper også ved busterminalen, men fortsætter herefter ad hovedgaden vest om den gamle bydel. For Gediminas Avenue skal du stå af ved Vinco Kurdirkos. Vær opmærksom på, at bus 88 er en ekspresbus, som derfor kun stopper få steder. Læs mere om busserne i Vilnius nedenfor.
Sådan kommer du rundt i Vilnius
Vilnius’ gamle bydel er relativt stor, men opleves alligevel bedst til fods. Skal du længere omkring – f.eks. til og fra lufthavnen eller mellem den sydlige og nordlige del af byen, kan du med fordel benytte dig af det relativt velfungerende busnetværk.
I Vilnius findes både almindelige busser og trolleybusser. Nummereringen kan være lidt forvirrende, da begge bustyper benytter samme numre. Der er derfor f.eks. to linje 2 – henholdsvis en bus og en trolleybus, men ruterne er vidt forskellige.
Der kan købes billet af chaufføren. Billetten stemples efterfølgende i automaten indenfor døren, og gælder ikke ved omstigning. Her skal købes en ny billet. Du kan se busruterne i Vilnius her.
Flere oplevelser…
Der findes mange flere spændende oplevelser, som du kan give dig i kast med, når du befinder dig i Vilnius. Du kan f.eks. besøge Litauens næststørste by, Kaunas, eller tage på en dagsudflugt til Trakai – en lille og hyggelig by med en imponerende fæstning på en ø.
Riga Der er ca. 300 km fra Vilnius til den lettiske hovedstad, Riga. Togforbindelserne er ikke specielt gode på tværs af de baltiske lande, men til gengæld kører der topmoderne busser på strækningen – og de er endda ganske billige. På strækningen fra Vilnius til Riga kan du f.eks. vælge at benytte LuxExpress. Læs mere og book din billet her. Riga byder på rigtig mange spændende seværdigheder, en skøn strand og muligheder for vandring i de kuperede omgivelser. Du kan læse mine forslag til de bedste seværdigheder i Riga i min rejseguide her.
Fotokreditering: Artiklens øverste billede (kirke i Vilnius): Billede af Makalu fra Pixabay