Top 20: De bedste seværdigheder i Budapest

Ungarns smukke hovedstad er de seneste år blevet en stor turistdestination, og det er ganske forståeligt. I Budapest findes et væld af seværdigheder og oplevelser. Her er både flot og storslået arkitektur, spændende museer, indbydende parker og et fremragende restaurations- og natteliv. Hertil kommer det ganske fordelagtige prisniveau samt den korte rejsetid og voila; den perfekte destination til et weekendophold er fundet.

Budapest består egentlig af to byer; Buda og Pest, som splittes af den mægtige Donau-flod. Pest er den lave, moderne by, mens Buda troner på højdedraget og bakkerne på den modsatte bred. Slotshøjen er et spændende kvarter med masser af hyggelige brostensbelagte gader, små butikker og caféer.

På Pest-siden findes der store boulevarder og art nouveau for alle pengene. Det er her, man bedst fornemmer, at Budapest engang var en af hovedstæderne i det Østrig-Ungarske kejserrige. Er du til smarte og moderne butikker, så er gågaden Váci utca værd at gå igennem.

Budapest gennemskæres af den store Donau-flod. Foto: Peter Tóth fra Pixabay

Kontrasterne mellem de to sider af Donau er slående, og forskelligheden mellem Buda og Pest bidrager til byens charme. Er du her om sommeren, så er det naturligvis oplagt med en sejltur på Donau. Fra turistbådenes udendørs dæk har man en førsteklasses udsigt til de mange spektakulære bygninger og omgivelser på begge sider af floden.

En storby med en lang historie

Budapest har ca. 1,7 millioner indbyggere, og er således en ganske stor by set med europæiske briller. Historien kan spores helt tilbage til romertiden, hvor den romersk by Aquincum voksede sig til et markant centrum for regionen. Resterne af denne by kan stadig opleves udenfor det moderne centrum.

Budapest har i mange år været kendt for sine varme kilder. Det varme vand tilskrives en række helbredende effekter, og der findes flere badeanstalter, der ligesom resten af den gamle by, præges af smuk arkitektur. Du kan med fordel slappe af i de dejlige termalbade, men byens flotte parker indbyder også til afslapning om sommeren. Besøg f.eks. Byparken, Margaret-øen midt i Donau eller Gellért-bjerget, når du vil holde en pause fra det hektiske byliv.

Du vil med garanti finde spændende oplevelser i Budapest, uanset om du leder efter inspiration til en romantisk weekend med din kæreste eller ægtefælle, sommerferie med børn eller rejse med vennerne. Her har jeg samlet de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i Budapest, samt lidt praktiske oplysninger, som du med fordel kan tjekke ud, inden rejsen går til den ungarske hovedstad.



Booking.com

Sådan kommer du til Budapest

Du kommer nemt til Budapest med fly eller tog. Fly er naturligvis det hurtigste og nemmeste, men hvis du har god tid eller rejser på Interrail, er det også snildt at komme hertil med tog.

Fly til Budapest

Det tager ca. 2 timer at flyve fra Danmark til Budapest, og der kan flyves direkte fra både København og Billund. Brug søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Når du ankommer til Budapest, så tag med Bus 200E, som kører til Kőbánya-Kispest. På Kőbánya-Kispest kan du stige på metrolinje 3 og nemt komme rundt i hele byen.

Tog til Budapest

Budapest er en oplagt destination, hvis du rejser rundt i Europa på Interrail. Der findes direkte tog fra Wien (under 3 timer) og fra München (under 7 timer). Der er også én daglig afgang fra Berlin, som tager 11 timer og 30 minutter.

Hovedbanegården i Budapest, hvor de nævnte internationale tog ankommer hedder Budapest-Keleti, men der findes også to andre hovedbanegårde i byen. F.eks. ankommer det direkte tog fra Bratislava (2t 20m) til Budapest-Nyugati. Rejser du med tog, bør du derfor være opmærksom på, hvilken af Budapests stationer, du ankommer til. Alle tre stationer er forbundet til metronettet. Du kan læse mere om Interrail og købe dine billeter her.

Sådan kommer du rundt i Budapest

En tur med de gamle sporvogne er en god måde at opleve byen på. Foto: Arunas Kazakevicius fra Pixabay

Selvom det offentlige transportsystem i Budapest kan synes nedslidt, er det fortsat en god måde at komme rundt i byen på. Der findes fire metrolinjer, som dækker store dele af byens flade område. Skal du til de bakkede områder på Buda-siden, bør du benytte bus eller sporvogn. De gamle sporvogne er også oplagte at køre med, hvis du får lyst til en spontan sightseeing-tur.

Tip: Budapest Card med Offentlig transport samt 30+ attraktioner og ture – Læs mere her

Metrolinje 1 er den ældste metrolinje på det europæiske fastland, og på verdensplan er den kun overgået af Londons undergrund. Linjen åbnede i 1896, og det er en interessant oplevelse at køre på netop denne strækning, hvor både tog og perroner er bemærkelsesværdigt korte. Man kan blive klogere på byens gamle undergrundssystem ved at besøge det lille Metro-museum, Millennium Underground Museum, som ligger ved Deák Ferenc tér-stationen.

Der findes et stort udvalg af billetter til den offentlige transport, herunder enkeltbilletter uden mulighed for transfer og enkeltbilletter som tillader skift. Som turist er det imidlertid 24-timers, 72-timers eller 7-dages billetterne, der er de mest oplagte. Disse gælder både til metro, sporvogn, bus samt de lokale tog.

Seværdigheder i Budapest – de 15 bedste oplevelser

1. Sejltur på Donau

[Sightseeing + Afslapning]

Der er rig mulighed for at komme ud og opleve Budapest fra floden. Foto: megrendel fra Pixabay

En sejltur på Donau er et absolut must, når du besøger Budapest. Fra floden har du et fremragende udsyn til byens vigtigste og største seværdigheder, heriblandt Slotshøjen med Buda-slottet og Fiskerbastionen, Parlamentet, Margaret-øen og Gellért-bjerget med frihedsmonumentet på toppen. Herudover får du naturligvis mulighed for at betragte de mange storslåede broer, bl.a. hængebroen Szechényi lánchíd, på nært hold, når båden sejler under dem.

Der findes flere forskellige muligheder for at opleve Budapest fra vandet. De klassiske turist-både byder på ca. 70 minutters sightseeing til vands, og vælger du f.eks. Budapest River Cruise, kan du tilmed få en velfungerende audioguide på dansk med dig.

Lydguiden gør dig klogere på Ungarn og Budapest generelt, men formidler også spændende informationer om de seværdigheder, båden sejler forbi. Budapest River Cruise tilbyder også et stort udvalg af specielle cruises, bl.a. dinner-cruise og tema-cruise med folkemusik ombord.

De fleste både (også andre operatører) afgår fra kajen mellem Margaret-broen og Frihedsbroen (Szabadság híd).

Køb billet til 1-times sightseeing-bådtur med velkomstdrink – Læs mere her

2. Ungarns parlamentsbygning

[Parlament + Museum]

Den storslåede parlamentsbygning er blandt byens smukkeste vartegn. Foto: Jo Stolp fra Pixabay

Parlamentsbygningen i Budapest er blandt byens største seværdigheder, og det er ganske forståeligt. Efter en international arkitektkonkurrence blev ungarske Imre Steindl valgt som vinder, og hans tegninger lå til grund for det byggeprojekt, der blev indledt i 1885. Steindl nåede imidlertid både at blive blind og siden dø, inden den enorme bygning stod færdig i 1904.

Med sin symmetriske facade og store kuppel tårner parlamentet sig op på Pest-siden af Donau. Det er svært at forestille sig en smukkere beliggenhed til den nygotiske bygning, som fortsat er landets største bygningsværk. Sørg for at gå forbi (gerne på Buda-siden) om aftenen, hvor den oplyste bygning ændrer karakter.

Både inde og ude er der gjort meget ud af detaljerne, og de rigt dekorerede rum og sale er spændende at studere nærmere. Det kan man heldigvis komme til på de guidede rundvisninger, hvor man også kan opleve de ungarske kronjuveler, som vises frem i den centrale hall. Du skal dog ikke forvente at kunne få adgang til alle bygningens 691 rum. I forbindelse med parlamentet findes også parlamentsmuseet, som dog primært er interessant for lokalbefolkningen.

Åbent april til oktober dagligt 8:00-18:00. November til marts dagligt 8:00-16:00. Det kan anbefales at booke tid til rundvisningen online, så du ikke skal stå i kø. Du kan booke din rundvisning i parlamentet her – i samme link kan du også orientere dig om hvornår der er parlamentsmøder (når disse afholdes er parlamentet lukket for besøgende).

Transport: Metro 2 til Kossuth Lajos tér.

3. Skt. Stephans Basilika

[Kirke + Udsigt]

Der venter en storslået udsigt fra toppen af St. Stephans-basilikaen. Foto: Rudy and Peter Skitterians fra Pixabay

Skt. Stephans Basilika (Szent István Bazilika) byder på både spændende historie, et specielt relikvie og en fantastisk udsigt. Den smukke kirke er i dag blandt byens største turistattraktioner, og blev indviet i 1905 efter hele 54 års konstruktion. De mange års byggeri skyldes, at kirkens kuppel kollapsede i 1868, hvorefter man måtte rive hele kirken ned, og begynde forfra med byggeriet.

Det nyklassicistiske bygningsværk præges af den centrale kuppel og facaden med de to symmetriske klokketårne. I det sydlige tårn findes den største klokke i Ungarn, som vejer over 9 tons. Den overgår dermed tårnets tidligere klokke, som vejede næsten 8 tons. Grunden til udskiftningen af klokken skyldes, at den første blev smeltet om under 2. Verdenskrig og anvendt til militæret.

Når du træder ind i den store kirke, oplever du et relativt mørkt rum. Til højre for indgangen findes en elevator, der bringer dig op til kirkens skatkammer. Her kan man beundre de mange forgyldte rigdomme, men den største seværdighed finder du imidlertid bag kirkens store alter; Skt. Stephans mumificerede højre hånd. Et helt unikt og meget helligt relikvie.

Når du er færdig med at beundre det smukke kirkerum og den hellige mumie-hånd, kan du med fordel nyde den spektakulære udsigt fra kuplen. Du kan tage elevatoren et stykke af vejen, så du blot skal tilbagelægge 42 trin, eller du kan tage trappen hele vejen op (302 trin i alt). Her venter et 360-graders panoramavue over det centrale Budapest. Du kan også opleve en smuk orgelkoncert i kirken – læs mere her.

Åbningstider: Kirken er åben mandag til lørdag 9:00-19:00, søndag 7:45-19:00. Tårnet er åbent juni til september 10:00-18:00, april, maj og oktober 10:00-17:30, november til marts 10:00-16:30.

Transport: Metro 1 til Bajcsy-Zsilinszky út.

4. Budavári sikló

[Kabelbane]

De klassiske vogne på kabelbanen giver mulighed for at nyde udsigten på vej op (og ned). Foto: Benjamin Munk Olsen

Den historiske kabelbane, Budavári sikló, er den oplagte måde at komme den stejle tur fra Donaus flodbred til slotshøjen. Den nederste station finder du lige ved Széchenyi-kædebroen, og her kan du (i selskab med mange andre turister) stige på kabelbanen fra 1870.

Budavári sikló var den blot anden kabelbane, som åbnede i Europa – kun Lyon i Frankrig havde på den tid et lignende transportsystem. Banen er 95 meter lang, og turen tager blot halvandet minut. Alligevel er det en sjov og hyggelig måde at komme op på slotshøjen.

Er du her i højsæsonen, vil gåturen dog ofte være at foretrække, for med to vogne med en kapacitet på 24 personer hver, kan man komme til at stå længe i kø. Og hvis vognen er fyldt til bristepunktet, er oplevelsen selvsagt heller ikke værd at opsøge.

Er du her til gengæld udenfor højsæsonen, tjener kabelbanen som en fornem genvej op ad skrænten, og man fornemmer historien i de brune trævogne, der med ca. 5 km i timen bevæger sig op ad skinnerne. Selvom banen er gammel, er det dog ikke en helt igennem autentisk oplevelse. Budavári sikló blev nemlig ødelagt under 2. Verdenskrig, og først efter et omfattende genopbygningsarbejde, kunne den genåbne i 1986.

Selvom kabelbanen er en del af byens offentlige transportsystem, og drives af den kommunale operatør, BKV, kræves der specielle billetter hertil. Derfor kører de lokale indbyggere heller ikke med, men overlader i stedet de trange vogne til turisterne.

Åbningstider: Dagligt 7:30-22:00 (lukket mandage i ulige uger pga. vedligeholdelsesarbejde).

Transport til den nedre station: Sporvogn 19 eller 41 til Clark Ádám tér.

5. Buda-slottet

[Slot + Museer]

Det gamle kongeslot i Budapest troner højt på bakken over Donau. Foto: veronika szappanos fra Pixabay

Buda-slottet, Budavári Palota, er den historiske residens for de ungarske konger i Budapest. Placeringen er fornem, og man fornemmer storheden, blot man går langs slotsmurene og kigger ud over Donau og den lave by på Pest-siden af floden.

Slottet ligger fremskudt på den yderste kant af slotshøjen, som siden 1265 har været hjemsted for en royal fæstning. Slottet er blevet udbygget et utal af gange, og det massive barokpalads, man oplever i dag, blev opført mellem 1749 og 1769.

Slottet består af intet mindre end 200 væreler, systematisk arrangeret rundt om den 62-meter høje kuppel. I dag huser bygningerne Det historiske museum (med spændende udstillinger om slottet), Det ungarske nationalgalleri samt Det nationale bibliotek.

Alle tre er værd at besøge, men har du begrænset tid og/eller interesse, kan det anbefales at fokusere på slottets omgivelser i stedet. Det kunne f.eks. være tårnet Buzogánytorony, som har været en del af slottets fæstning siden 1300-tallet.

Det er også oplagt at gøre holdt på den store slotsplads, hvor garderne holder vagt, ligesom det er værd at bruge tid på at udforske de spændende brostensbelagte gader, der findes i området rundt om slottet. For børn og barnlige sjæle findes også forskellige sjove tilbud som f.eks. muligheden for at vise sit værd med bue og pil, eller måske en armbrøst.

Åbningstider: Det historiske museum findes i Bygning E og er åbent tirsdag til søndag 10:00-18:00 (mandag lukket).

Transport: Bus 16 eller 16B til Dísz tér eller kabelbanen til slotshøjen.

6. Fiskerbastionen

[Monument + Udsigt]

Den smukke Fiskerbastion med sine ikoniske tårne. Foto: Waldo Miguez fra Pixabay

Fra Fiskerbastionen, Halászbástya, på Buda-siden af Donau, får du en fremragende udsigt over floden og byen. Samtidig er det neo-romantiske bygningsværk bestemt også en oplevelse i sig selv. Bastionen med udsigtsterrassen er i dag en stor turistattraktion, og de syv markante stentårne der er rejst her, symboliserer de syv høvdinge, der i år 895 samlede det ungarske rige.

Det smukke bygningsværk blev opført mellem 1895 og 1902 på en strækning, der hører til slottets forsvarsværk. I middelalderen fandtes her en funktionel bastion, som tjente til at forsvare kongeslottet mod angreb. Nedenfor murene langs vandet, holdt byens fiskere til, og det var deres opgave at bemande bastionen – deraf navnet ’Fiskerbastionen’.

Transport: Bus 16 til Szentháromság Tér eller kabelbanen til slotshøjen.

7. Klippehospitalet

[Museum]

Klippehospital og atombunker-museum (Sziklakórház Atombunker Múzeum) er det fulde navn på dette bemærkelsesværdige sted. Navnet henviser til det hospital, som blev skabt i klipperne under Buda-slottet i forberedelserne til 2. Verdenskrig, og som senere tjente som beskyttelsesrum under den kolde krig.

Det var Budapests borgmester, Dr. Károly Szendy, som gav ordre til at etablere akuthospital og et forstærket beskyttelsesrum i klipperne under slottet, hvor disse kunne forbindes til et allerede eksisterende tunnelsystem. Konstruktionen af hospitalet begyndte i 1939, og det stod færdigt i februar 1944. I slaget om Budapest (24. december 1944 til 13. februar 1945) blev det nybyggede hospital for alvor sat på prøve.

I de voldsomme kampe mellem Nazityskland og Ungarn på den ene side og sovjetiske og rumænske tropper på den anden, opstod et enormt pres på klippehospitalet. I perioder behandlede man op mod 600 sårede på hospitalet, der ellers blot var udstyret til 60-70 patienter.

Spændende rundvisninger

Det er uden tvivl historierne fra 2. Verdenskrig, der er de mest fascinerende, og de guidede rundvisninger på stedet, er både spændende og medrivende. Mellem 1958 og 1962 blev hospitalets tunneller udvidet, så de kunne modstå et potentielt atomangreb, og denne del af udstillingen er selvfølgelig også værd at opleve.

Hospitalet og beskyttelsesrummene blev vedligeholdt helt indtil 2004, hvorefter de er blevet åbnet for offentligheden som museum. De unikke omgivelser og interessante historier gør klippehospitalet til en rigtig spændende attraktion i Budapest.

Rundvisning: Der er kun adgang til museet med guide. Der arrangeres rundvisninger på engelsk dagligt mandag til søndag hver hele time 10:00 til 19:00. I sommersæsonen (maj til oktober) arrangeres rundvisninger hver halve time mellem 12:00 og 17:00. Temperaturen i klippegrotterne er 15-18 grader året rundt.

Transport: Bus 16 eller 16B til Dísz tér eller kabelbanen til slotshøjen.

8. Termalbade i Budapest

[Kurbade + Wellness]

Szechenyi-badene i Byparken er meget populære. Foto: Waltteri Paulaharju fra Pixabay

Under Budapest findes et stort antal varme kilder. Gennem historien er det mineralrige vand blevet værdsat grundet dets helbredende effekter, og fra slutningen af 1800-tallet blev der opført et større antal badeanstalter. Ligesom byens øvrige byggerier fra perioden, blev her ikke sparet på noget, og de imponerende bygninger, der huser spabadene, ligner mere eventyrlige paladser end traditionelle svømmehaller.

Indholdet i det termiske vand tæller bl.a. sulfat, kalk, magnesium, bicarbonat og en betydelig mængde metaborinsyre og fluor. Temperaturen kan være helt op til næsten 80 grader, men badene vil være afkølede til mere behagelige varmegrader. Blandt de mest kendte termalbade i den ungarske hovedstad er Szechenyi-badene (Széchenyi gyógyfürdő) og Gellért-badene (Gellért gyógyfürdő).

Szechenyi-badene

Szechenyi-badene ligger i Byparken og er byens største. Her får man vandet fra to termale kilder på henholdsvis 74 og 77 grader. Det enorme kompleks, opført i nybarok, åbnede i 1913. Allerede i det første år, havde Szechenyi-badene 200.000 gæster, så det var snart nødvendigt at udvide.

I 1927 fik badene deres nuværende størrelse med 15 indendørs og 3 udendørs bassiner. Siden er de blevet moderniseret af flere omgange, og i dag er Szechenyi-badene de mest populære i byen. Udover termalbadene findes her også masser af børneattraktioner samt saunaer og dampbade.

Transport: Metro 1 til Széchenyi fürdő. Køb din heldagsbillet til Szechenyi-badene her!

Gellért-badene

Gellért-badene er de mest fornemme termalbade i Budapest, og ligger sammen med hotellet af samme navn. De smukke Art Nouveau-bygninger blev opført mellem 1912 og 1918, men man har benyttet de varme kilder på stedet siden det 13. århundrede.

Den fornemme bygning, som man træder ind i, udmærker sig bl.a. ved sin enorme hall med glastag, samt de mange smukke mosaikdekorerede bassiner. Udover at nyde det tempererede vand, kan man også bestille et stort antal behandlinger, ligesom man naturligvis kan bo på det flotte hotel.

Transport: Metro 4 til Szent Gellért tér

9. Margaret-øen

[Park + Afslapning + Badning]

Den store fontæne på Margaret-øen kombinerer kaskader af vand med klassisk musik. Foto: György Simon fra Pixabay

I midten af Donau-floden ligger Margaret-øen, som er et indbydende rekreativt område. Øen er i dag ca. 2,5 km lang og 500 meter bred, men var oprindeligt tre separate øer. I slutningen af det 19. århundrede forbandt man de tre øer, for bedre at kunne kontrollere strømmen i floden. Margaret-øen har fået sit navn efter kong Béla IVs datter, som boede i et dominikansk kloster her – ruiner kan stadig spottes i området.

Margaret-øen er særlig interessant for sportsinteresserede og motionister. Har du taget løbeskoene med til Budapest, så prøv den 5,35 kilometer lange affjedrede løbebane rundt om øen – den er utrolig populær hos både lokale og turister. Du finder også Palatinus-badene på øen: En stor vandpark med både rutsjebaner og andre vandattraktioner. Det er et oplagt sted for børnefamilier om sommeren. Her findes også et professionelt svømmestadion, hvor der afholdes internationale konkurrencer.

Med sin store park, er øen imidlertid også oplagt til afslapning, og her findes endvidere masser af hyggelige spisesteder, ligesom det i sommerperioden ikke skorter på iskiosker mm. Hvis du vil være en lille smule aktiv, kan du f.eks. leje cykler (både to-, tre- og firehjulede) og nemt komme rundt på hele øen.

Du kan også bestige det smukke Art Nouveau-vandtårn fra 1911, og få en fremragende udsigt over øen. Slut af med at se den japanske have samt Musikfontænen (Zenélő szökőkút). Musikfontænen er en populær attraktion på øen, som forener vandkunst med klassisk musik.

Åbningstider: Vandtårnet er åbent dagligt 11:00-19:00.

Transport: Bus 26 har 8 stop i øens længde.

10. Gellért-bjerget

[Bjerg + Park + Udsigt]

Du kan opleve en fornem udsigt over byen fra Gellért-bjerget. Foto: mkoziol fra Pixabay

Det 235 meter høje Gellért-bjerg, Gellért-hegy, med Frihedsstatuen på toppen, kan spottes fra det meste af byen. Bjerget har navn efter biskoppen St. Gerhard af Csanád, der i 1046 blev kastet i døden herfra. Kommer du over Donau ad Elisabeth-broen, vil du se et stort monument med en bronzestatue tilegnet denne martyr.

Der er flere gode vandrestier op ad bjerget, og går du turen om aftenen, vil du helt sikkert høre pindsvin pusle i buskadset. Jo længere du kommer op ad bjerget, des flottere udsigt åbenbarer sig for dig. Om aftenen er den oplyste by et fantastisk syn.

På toppen af Gellért-bjerget findes resterne af et citadel, opført af Habsburgerne i 1851, samt den flotte frihedsstatue. Øverst på den 26 meter høje piedestal står en 14 meter høj bronzestatue med et stor palmeblad i hænderne. Statuen blev rejst i 1947, og er tilegnet dem, der ofrede deres liv for Ungarns uafhængighed og frihed.

11. Klippekirken Sziklatemplom

[Kirke]

Sziklatemplom-kirken er ganske utraditionel og findes inde i en klippe. Foto: Benjamin Munk Olsen

Det store Gellért-bjerg, som rejser sig på Buda-siden af Donau, gemmer på mange spændende overraskelser. En af disse er Sziklatemplom-kirken, der er indrettet i en af bjergets naturlige grotter. Klippegrotterne har været benyttet til mange formål gennem historien, men i 1920’erne indviede Paulaner-munke kirke og kloster på stedet. Munkene var blevet inspireret til byggeriet efter en pilgrimsfærd til Lourdes i Frankrig, hvor de havde oplevet en lignende klippekirke.

Munkeordenen under den katolske kirke stod for religiøse ceremonier i klippekirken frem til 1951, hvor statslige politistyrker racerede stedet. Under kommuniststyret i Ungarn blev den katolske kirke systematisk undertrykt, og flere religiøse personer fængslet. Abbeden i Sziklatemplom-klostret, Ferenc Vezér, blev endda dømt til døden.

I 1989 blev kirken genåbnet, og tre år senere vendte Paulaner-ordenen tilbage til stedet. Kirken er ikke stor, men det er en spændende oplevelse at besøge det specielle klipperum. Meget af interiøret ligner det, du ofte vil finde i en katolsk kirke, men omgivelserne med de rå vægge, lave klippelofter og sparsomme naturlige lys, gør stedet til noget særligt.

Åbningstider: Mandag til lørdag 9:30-19:30

Transport: Metro 4 til Szent Gellért tér.

12. Den centrale markedshal

[Marked]

Den flotte markedshal gemmer på masser af lokale delikatesser. Foto: Arvid Olson fra Pixabay

Den centrale markedshal (Nagyvásárcsarno) er både det største og ældste indendørs marked i den ungarske hovedstad. Hallen ligger for enden af den store gågade Váci utca, og som turist i Budapest skal du anstrenge dig for ikke at komme hertil – de fleste turiststrømme fører nemlig direkte ind i den storslåede hal fra 1897.

Den højloftede jernkonstruktion er en arkitektonisk perle, og selv blandt alle turisterne, fornemmer man omgivelsernes spændende historie.

Du finder alle slags delikatesser samt et stort udvalg af souvenirs spredt ud på de godt 10.000 kvadratmeter. Selvom markedshallen er en af byens helt store turistattraktioner, er det hele heldigvis ikke gået op i postkort, magneter og plastiksolbriller.

Her sælges fortsat grøntsager, frugt og kød i stueetagen, mens turistsouvenirs findes ovenpå. Med tiden har en del af stedets slagtere og grønthandlere dog måttet affinde sig med at have fået moderne madboder som naboer. Her sælges nu et udvalg af lækre spiseklare retter.

Åbningstider: Tirsdag til fredag 6:00-18:00, lørdag 6:00-15:00, mandag 6:00-17:00 (søndag lukket).

Transport: Metro 4 til Fővám tér.

13. Memento Park

[Skulpturpark]

Der findes et væld af gamle kommunistiske statuer i den spændende Memento Park. Foto: Benjamin Balazs fra Pixabay

Leder du efter en speciel oplevelse i Budapest, så kunne en tur til Memento Park passende komme med på dit program. Memento Park (Szoborpark) er dedikeret til statuer og skulpturer fra Ungarns kommunistiske fortid, og du kan bl.a. opleve koryfæer som Lenin, Marx og Engels foreviget i bronze, marmor og kalksten.

De mange skulpturer har stået på prominente placeringer rundt om i landet, men jerntæppets fald blev også et farvel til den diktatoriske fortid.

I stedet for at blive skrottet, fandt de mange skulpturer plads i parken ca. 10 km fra Budapests centrum. Og det er bestemt værd at tage turen herud, hvis du søger anderledes oplevelser.

Her findes alle typer af monumenter fra Ungarns kommunistiske periode (1949–1989), samt et lille museum, hvor der bl.a. berettes om opstanden i 1956. Ved denne lejlighed væltede demonstranter den enorme statue af Stalin på Dózsa György-gaden. Tilbage stod kun diktatorens sko, som i dag kan ses her i parken.

Åbningstider: Dagligt fra 10:00 til solnedgang. Du kan købe din billet til Memento-parken her.

Transport: Metro 4 til Kelenföld pályaudvar. Herfra bus 101B, 101E eller 150 til Memento Park.

14. Aquincum

[Romerske ruiner + Museum]

Nord for Budapests moderne bymidte findes resterne af den romerske by, Aquincum. Interesserer du dig for historie og arkæologi, så er et besøg her ganske spændende, og hvis ikke, kan du altid nyde de smukke omgivelser.

Aquincum lå i regionen Pannonion, på den nordøstlige grænse for det romerske imperium. Her på grænsen var det vigtigt med et godt forsvar, og man opførte derfor en stor fæstning på stedet.

Fra kilderne ved man, at der i årene 41 til 54 e.Kr. ankom et kavaleri på 500 mand, og fra år 89 udstationeredes her en romersk legion på 6.000 mand. Som følge heraf ekspanderede byen voldsomt, og i dag findes levn fra både fæstningerne, offentlige bade, byhuse, amfiteatre mm. I slutningen af det 2. århundrede havde byen et indbyggertal på hele 30.000 – en storby efter datidens målstok.

Konstante angreb fra nord og en deroute for det romerske imperium betød, at Aquincum i sidste ende måtte opgives, og store dele af byen blev ødelagt i år 350. I dag kan man opleve de smukke ruiner, der vidner om fortidens storhed.

Det er en fornøjelse at gå rundt i den flotte park – det vrimler med firben om sommeren, som soler sig på de store stenblokke, og finder gemmesteder mellem dem. På museet kan man blive klogere på områdets historie, samt se rekonstruktioner af de romerske opfindelser, der bl.a. sikrede centralvarme til husene.

Åbningstider: Parken er åben april til oktober: Tirsdag til fredag 9:00-18:00. November til marts: Tirsdag til fredag 10:00-16:00 i tørt vejr. Museet er åbent april til oktober: Tirsdag til fredag 10:00-18:00, november til marts: Tirsdag til fredag 10:00-16:00.

Transport: Metro 2 til Batthiány tér, herefter HÉV H5 (lokaltog) til Aquincum.

15. Budapest Zoo og Botanisk Have

[Zoologisk have]

Du kan opleve mange nysgerrige dyr i den flotte have. Foto: Erzsébet Apostol fra Pixabay

Budapest Zoo er en af Verdens ældste zoologiske haver, og er en oplagt aktivitet for børnefamilier. Haven ligger i Den centrale park, og er de seneste år blevet udvidet betydeligt. Det har bl.a. medført, at den nærliggende tivolipark har måttet lukke. Til gengæld har dyrene fået mere plads at boltre sig på.

Budapest Zoo åbnede i 1866, og byder i dag på mere end 1.000 forskellige dyrearter. Haven har også masser af smukke bygninger, som fortæller mere end hundrede års historie, samt flotte moderne indhegninger.

Hvert år kommer der nye bure til i de hyggelige omgivelser. Her findes også flere muligheder for at købe mad og drikke. Blandt de mere spektakulære dyr kan bl.a. nævnes komodovaran, wombat og Sumatra-orangutang.

Åbningstider: Se de aktuelle tider på Budapest Zoos hjemmeside her.

Transport: Metro 1 til Széchenyi fürdő.

Restauranter i Budapest – de bedste spisesteder

1. Mátyás Pince

[Marcius 15. ter 7]

Hvælvinger, ornamenterede vægge og lofter, glasmosaikker – udsmykningen hos Mátyás Pince fejler bestemt ikke noget. Ja, det er primært turister, der kommer her, men stemningen er alligevel fantastisk. Menuen består af klassiske ungarske retter, og under spisningen er der underholdning. Ungarsk folkemusik og dans er en fast bestanddel af at spise hos Mátyás Pince, men lydniveauet gør det alligevel muligt at tale samme imens. En sjov og anderledes oplevelse, når du besøger Budapest.

2. Mandragóra

[II Kacsa utca 22]

Det bliver ikke meget mere autentisk end Mandragóra – en familiedrevet restaurant, som du finder i kælderen af en beboelsesejendom. De lokale har vidst det længe, men turisterne er også begyndt at frekventere det hyggelige spisested. Menukortet tæller klassiske ungarske retter, til virkelig fornuftige priser. Glæd dig til den lækre langtidstilberedte and med rødbeder, velsmagende pølser eller risotto med perlebyg.

3. Spoon

[Vigado Ter, kajplads 3]

Prismæssigt er Spoon lidt af en turistfælde, for selvom maden er god, betaler man også mere for den, end man kan slippe afsted med andre steder i byen. Ingen misforståelser her, maden er skam god, men det er placeringen, som virkelig tager kegler. Spoon er indrettet på en båd, der ligger fortøjret på Pest-siden af Donau, og udsigten er fremragende – specielt når mørket sænker sig, og Buda-slottet ses oplyst på modsatte bred. Menukortet tæller finere udgaver af de lokale retter.

4. Café Kör

[Sas u. 17]

Café Kör byder på klassiske ungarske retter, og så ligger den perfekt placeret nær St. Stephans Basilika. Selvom området er turistpræget, virker det autentisk og hyggeligt på Café Kör, og priserne er bestemt heller ikke skruet i vejret trods den gode placering. Hvis I gerne vil prøve nogle forskellige delikatesser, så kan alle retterne deles ved bordet (tjenerne spørger gerne om dette ved bestilling). Menuen skifter fra dag til dag, så der er altid noget nyt at prøve. Stedet er meget populært, så bestil bord eller kom udenfor normal spisetid.

5. VakVarju Restaurant

[Paulay Ede utca 7]

VakVarju omfavner det moderne ungarske køkken og byder på virkelig lækre og flot anrettede retter. Der er højt til loftet og altid noget at kigge på (bl.a. en modelflyvemaskine der hænger ned fra loftet). Stemningen er i top, og stedet er meget populært. Menukortet rummer et godt udvalg af lækre retter, og de kan med fordel kombineres med stedets egenproducerede øl.

Hotel i Budapest – de bedste overnatningssteder

Budapest byder på et stort udvalg af spændende hoteller i alle prisklasser. Nedenfor finder du tre forslag til gode hoteller i den ungarske hovedstad. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Budapest her.

1. Grand Jules Boat Hotel

[Angelo Rotta rakpart]

Leder du efter billig og anderledes indkvartering i Budapest, så er Grand Jules Boat Hotel værd at tjekke ud. Hotellet er indrettet på en gammel floddamper, som er fortøjret lige ud for Margaret-øen midt i Budapest. Placeringen fejler bestemt ikke noget, og værelserne på båden er meget hyggelige. Vær dog forberedt på, at værelserne er små. Har du ’kahyt’ ud mod vandet, venter der dig en fremragende udsigt. Det er også muligt at spise morgenmad på båden/hotellet. Læs mere om hotellet her.

2. Hotel Moments Budapest

[Andrassy ut 8]

Blot tre minutters gang fra den store St. Stephans Basilika finder du et af byens absolut bedste hoteller. Hotel Moments Budapest har en fremragende beliggenhed på Pest-siden af Donau, og er det perfekte udgangspunkt for at opleve den skønne by. Værelserne er moderne indrettet, og der er ikke sparet på noget. Leder du efter et førsteklasses hotel til et romantisk ophold i den ungarske hovedstad, så er Hotel Moments Budapest bestemt værd at overveje. Læs mere om hotellet her.

3. Danubius Hotel Gellert

[Szent Gellert ter 2]

Sammen med de smukke termalbade findes det klassiske Danubius Hotel Gellert – det oplagte valg, hvis du kommer til Budapest for afslapning og wellness. Når du bor på hotellet får du rabat på adgang til termalbadene. Selvom hotellet ser fantastisk ud udefra, er nogle af værelserne desværre lidt nedslidte. Det ændrer dog ikke på, at denne historiske tidslomme er værd at opleve. Du kommer også nemt rundt til de bedste seværdigheder i Budapest. Herudover er morgenmaden glimrende. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser

Ungarn Fra Budapest er der ikke langt til andre spændende oplevelser. Det kunne f.eks. være afslapning ved Balatonsøen – Centraleuropas største sø, eller nogle af landets større provinsbyer som Györ eller Debrecen.

Wien Rejser du rundt med tog, er oplagte destinationer f.eks. München eller Wien. Du kan læse mine forslag til de bedste oplevelser i Wien her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (rosa himmel over parlamentsbygningen): Billede af Kate Kasiutich fra Unsplash

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *