Nationalparken Plitvicesøerne, Kroatien

Alt du skal vide om parken, entrébilletter, vandreruter og transport – få svar på alle dine spørgsmål inden du besøger Plitvice Nationalpark.

Du kan komme til Plitvice i bil eller på en organiseret tur. Der arrangeres ture til Plitvice fra Split, Zadar og Zagreb – find og bestil din tur gennem links her på siden!

Hvad er Plitvice Nationalpark?

Udsigt over de turkisblå søer i Plitvice Nationalpark. Foto: Benjamin Munk Olsen

Blanke, turkisblå søer og vandfald i alle størrelser. Stejle klipper og frodige skove. Rustikke træbroer og snoede stier. Plitvice Nationalpark byder på noget af den smukkeste og mest storslåede natur, man kan finde i Europa.

Nationalparken Plitvicesøerne (Nacionalni park Plitvička jezera) er en af de mest populære seværdigheder i Kroatien. Mere end en million mennesker besøger hvert år den store naturpark, som siden 1979 har været optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. I parken findes vandreruter i forskellige længder, og du kan helt sikkert finde en distance, der passer dig.

Det første markante vandfald, som man møder på Rute H (start fra Indgang 2). Foto: Benjamin Munk Olsen

Plitvice Nationalpark strækker sig over et enormt område, men det er landskabet omkring parkens turkisblå søer, der er noget helt særligt. Niveauforskellene mellem de mange søer resulterer nemlig i hundredvis af smukke vandfald.

Nogle af vandfaldene er virkelig store – det største er Veliki slap med et fald på 78 meter – mens andre blot sender små vandkaskader ud mellem mos og græsknolde. Flere steder kan man nyde en hel serie af de imponerende vandfald side om side.

Det er gratis at sejle med de lavbundede rutebåde på Kozjak-søen når først entréen til parken er betalt. Foto: Benjamin Munk Olsen

På Kozjak-søen (den største af parkens søer) sejler lavbundede rutebåde i pendulfart over det blanke vand. Bådene fungerer som en praktisk genvej, når du vandrer i parken, og en tur med båden er inkluderet i entréprisen. Det samme er en tur med de særlige panoramabusser, der kører til og fra parkens Indgang 2.

Turen gennem parken foregår primært på rustikke træbroer, og man kan således komme helt tæt på de unikke naturperler. Selvom øjnene ganske naturligt spejder ud over vandfald og klipper, skal man også huske en gang imellem at kigge ned. I det rene og klare vand findes nemlig masser af fisk, som svømmer rundt mellem de dekorative vandplanter og udgåede træer.

Powered by GetYourGuide

Ruterne i Plitvice

Oversigtskort over de forskellige ruter i Plitvice. Foto: Benjamin Munk Olsen

De mange søer i Plitvice er opdelt i to sektioner, omtalt som henholdsvis “de øvre søer” og “de nedre søer”. Parkens korte ruter (3-5 km) fokuserer enten på de øvre eller de nedre søer, mens den 18 km lange Rute K dækker det hele.

Vil du gerne opleve højdepunkterne i Plitvice Nationalpark, kan du vælge Rute H (ca. 9 kilometers vandring). Rute H starter ved parkens Indgang 2, hvorfra du kører med panoramabus til “de øvre søer”.

Efter at have tilbagelagt to tredjedele at turen, stiger du ombord på en båd, der bringer dig tværs over Kozjak-søen. Her kan du tage en pause ved cafeteriet, inden turen fortsætter langs “de nedre søer”. Den sidste strækning tilbage til Indgang 2 foregår igen med panoramabus.

Ruterne i Plitvice er godt afmærket. Foto: Benjamin Munk Olsen

Jeg har selv vandret gennem Plitvice på Rute H (på en organiseret udflugt fra Zadar), og det var en rigtig god oplevelse. De organiserede ture ankommer til parken først på dagen, hvilket også kan anbefales, hvis du selv kører hertil. Op ad dagen kommer her nemlig rigtig mange mennesker, og så føles naturen ikke helt så autentisk.

Faciliteter i Plitvice Nationalpark

Det store picnic-område ved bredden af Kozjak-søen. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der findes informationstavler, toiletter, kiosk og café ved begge parkens officielle indgange (Entrance 1 og Entrance 2), ligesom der findes et stort og indbydende picnic-område med cafeteria, madboder og toiletter ude langs Kozjak-søens nordlige bred, hvor rutebådene har anløb.

Hvor ligger Plitvice?

Plitvice Nationalpark ligger centralt i Kroatien, ca. midtvejs mellem Zagreb og Zadar. Der er omkring 130 km fra begge byer, mens der er omkring 200 km fra Split til Plitvice. Plitvice Nationalpark ligger ca. 20 km fra grænsen til Bosnien-Herzegovina og ca. 50 km fra den kroatiske kyst.

Hvordan kommer man til Plitvice?

Du kan selv køre til Plitvice (i egen eller lejet bil), eller tage med på en af de mange organiserede ture. De organiserede ture har bl.a. afgang fra Split, Zadar og Zagreb.

Fra Split: Køb din endagstur til Plitvice her

Fra Zadar: Køb din endagstur til Plitvice her

Powered by GetYourGuide
Powered by GetYourGuide

Hvilken indgang skal du vælge?

Når du skal til og fra Indgang 2, kan du benytte de smarte panoramabusser. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der er to indgange til Plitvice Nationalpark (Entrance 1 og Entrance 2). Der findes parkeringspladser, informationstavler, toilet og kiosk / café ved begge indgange. Der er ca. 3 km mellem Indgang 1 og Indgang 2.

Arrangerer du din egen tur til Plitvice Nationalpark, bestemmer du selv, hvilken indgang du vil benytte. På de organiserede ture er denne beslutning taget for dig. Der er fordele og ulemper ved begge valg.

Indgang 1 er oplagt for dem, der ønsker en storslået udsigt over det store vandfald og adgang til de lavere søer. Til gengæld er det også her, du oplever de største turistmængder.

Indgang 2 er det bedste valg, hvis du ønsker en mere cirkulær rute rundt om både de øvre og nedre søer og potentielt færre mennesker (i hvert fald til en start). Starter du turen ved Indgang 2 først på dagen, støder du sandsynligvis først på store menneskemængder, når du har krydset Kozjak-søen, og du har således første halvdel af ruten nogenlunde for dig selv.

Hvad koster entréen til Plitvice?

Der findes vandfald i alle størrelser – nogle findes inde blandt træerne, mens andre er i det åbne terræn. Foto: Benjamin Munk Olsen

Entréprisen til Nationalparken Plitvicesøerne varierer alt efter tidspunktet på året. I lavsæsonen koster det €10 at komme ind i parken, mens det i højsæsonen kan koste op til €40.

Køb din entrébillet til Plitvice Nationalpark her og vis den på mobilen

Det er muligt at købe billet ved indgangen til Plitvice Nationalpark, men det anbefales at købe billet på forhånd, da der kun lukkes et begrænset antal gæster ind hver dag. Du kan købe entrébillet gennem GetYourGuide – her kan du også købe plads på en af de organiserede ture fra enten Split, Zadar eller Zagreb.

Hvorfor købe billet gennem GetYourGuide?

Det er supernemt at købe billet til Plitvice Nationalpark gennem GetYourGuide, og så er det meget praktisk at have billetten i GetYourGuide-app’en. Du betaler desuden i danske kroner, og slipper således for eventuelt kursgebyr. Og sidst, men ikke mindst; benytter du et link her på siden til at købe din entrébillet eller plads på en organiseret tur til Plitvice, støtter du arbejdet med at drive OplevEuropa.dk!

Powered by GetYourGuide
Powered by GetYourGuide

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Det store vandfald i Plitvice) Foto: Benjamin Munk Olsen

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *