Du kommer nemt i eventyrstemning, når du besøger Portugals gamle kongeby, Sintra. De smukke og strategiske omgivelser mellem bjerge, klipper og hav har gennem historien gjort området populært for magthaverne. Fra maurernes imponerende fæstningsværker, der minutiøst følger bjergkammene op mod himmelen, til de portugisiske kongers pragtslotte og royale sommerresidenser. Blot 25 km fra Lissabon byder skønne Sintra på masser af spændende seværdigheder, som du godt kan glæde dig til.
Kunstnere fra hele Europa er gennem tiden kommet til Sintra for at finde inspiration. Det har bragt både malere, billedhuggere og forfattere til det spektakulære bjergområde. I 1866 kom selveste H.C. Andersen hertil, og lod sig betage af byens skønhed.
I den gamle bydel møder du smalle brostensgader, og i periferien af Sintra møder du det ene imponerende palads efter det andet – naturligvis med lige så storslåede slotshaver.
Da Sintra blot ligger 25 km fra Lissabon, kommer mange turister hertil på en dagsudflugt fra den portugisiske hovedstad. Vil du opleve den mere rolige og autentiske side af den gamle kongeby, kan du derfor med fordel booke overnatning på et af byens hyggelige hoteller. Så har du nemlig byen (næsten) for for dig selv om aftenen og tidligt om morgenen, inden turiststrømmene ankommer.
I denne korte rejseguide har jeg samlet de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Sintra – det meste kan opleves på en enkelt dag, men det er hyggeligere, hvis du bliver lidt længere… God tur til Sintra!
Indhold
Seværdigheder i Sintra – de 6 bedste oplevelser
1. Pena-slottet (Palácio da Pena)
[Slot + Museum + Udsigt]
Det farvestrålende slot er absolut blandt de største seværdigheder i Sintra – ja i hele dette område af Portugal. På Pena-slottet blandes en lang række arkitektoniske stilarter, og der er bestemt heller ikke sparet på farverne. Gule, grå og røde nuancer dominerer slotsmure og tårne, mens de grønne træer og buske på bjergkammen skaber en flot kontrast mellem natur og bygningskunst.
Pena-slottet ligger højt hævet på et plateau med storslået udsigt. Oprindeligt grundlagde kong Manuel I et kloster på stedet – det var nemlig herfra, han i 1503 opdagede Vasco da Gamas skibe returnere med deres dyrebare last. I 1836 købte kong Fernando II det nedlagte kloster, og inviterede straks den prøjsiske arkitekt, baron van Eschwege, til Sintra.
Fernando II blev også kaldt ’kunstnerkongen’, og hans interesse for det visuelle fornægter sig ikke. Udsmykningen på Pena-slottet er hvad man i dag ville kalde ’kitsch’ – et på én gang pompøst, eventyrligt og overdrevet bygningsværk.
Det er naturligvis fantastisk at opleve Pena-slottet udefra, hvor man samtidig kan nyde den smukke udsigt og den store slotspark. Stilforvirringen forsætter dog indenfor, hvor de royale gemakker er fyldt med alskens tingeltangel. Her er viktorianske møbler og ekstravagante statuer, orientalsk kunst og alt derimellem. Vil du være sikker på at få det hele med – inklusive de bedste anekdoter – kan du med fordel leje en audioguide.
Åbningstider: Parken er åben 9:00-19:00 mens slottet er åbent 9:30-18:30.
Billet: Spring køen over: Køb din entrébillet til Pena-slottet her og vis den på mobilen.
Transport: Bus 434 fra Sintras banegård.
2. Maurernes fæstning (Castelo dos Mouros)
[Fæstning + Ruin + Udsigt]
Længe før de portugisiske konger indledte deres ekstravagante byggerier i Sintra, var det maurerne, som herskede over området. Det er den flotte fæstning på bakken overfor Pena-slottet et storslået bevis på. Byggeriet af fæstningen startede allerede i 800-tallet, og det må have været noget af en udfordring for datidens arbejdsfolk.
Borgmurene snor og bugter sig gennem landskabet, og op langs to markante bjergskråninger. Herfra har man en fremragende udsigt over området og over mod det farvestrålende slot på modsatte bjerg.
Maurernes fæstning var et uindtageligt bygningsværk gennem århundreder, men med hjælp fra udenlandske korsfarere lykkedes det i 1147 for kong Afonso at fordrive den muslimske befolkning. Herefter forfaldt det flotte forsvarsværk, med de markante skydeskår, tårne og trapper. At vi i dag kan nyde fæstningen, og gå en tur langs de solide mure, skyldes ’kunstnerkongen’, Fernando II, der i 1800-tallet fik restaureret store dele af komplekset.
Maurernes fæstning står i stærk kontrast til det farvestrålende Pena-slot, men er en mindst lige så stor oplevelse. Flere steder har tætvoksende planter sørget for en nærmest eventyrlig indpakning af de mere end 1000 år gamle mure. Den korte vandretur fra hovedvejen til selve fæstningen føles som en tur gennem en vild jungle.
Der findes en lille café på stedet, og der er opsat informationsplader ved de vigtigste elementer. Husk også at se det underjordiske vandreservoir, som sørgede for, at fæstningen kunne holde stand under en længere belejring.
Åbningstider: Dagligt 9:00-18:30. Køb din entrébillet online her
Transport: Bus 434 fra Sintras banegård.
3. Quinta da Regaleira
[Park]
Quinta da Regaleira er en fornem ejendom, der blev grundlagt af en rig købmandsfamilie fra Porto. Her findes både et smukt palæ (tegnet af den italienske arkitekt Luigi Manini) og et fint kapel, men det er uden tvivl slotsparken, du skal glæde dig til.
Det romantiske parkanlæg er som en fortryllet have, hvor tiden er gået i stå. Her findes storslåede monumenter, smukke tilgroede ruiner, søer, grotter, brønde og springvand. Det hele opleves i en magisk stemning, hvor eventyrvæsener kan ligge på lur hvor som helst.
Den store park er som en eventyrlig labyrint, hvor smalle stier, broer og underjordiske grotter skal passeres på vejen gennem det spektakulære område. Et af de absolutte højdepunkter er den imponerende ’initiationens brønd’, som mest af alt ligner et omvendt tårn, der borer sig mange meter ned mod jordens indre. Disse særlige konstruktioner blev oprindeligt opført som ramme for okkulte ceremonier.
Selvom Quinta da Regaleira er en af de mest populære seværdigheder i Sintra, kan man sagtens finde rolige områder i parkanlægget, hvor der er mulighed for at slappe af. Er du i Sintra på en dagsudflugt, vil jeg anbefale at springe palæet over, og i stedet fokusere på den fortryllede have. Er du her i længere tid, kan du godt bruge en times tid i det fine palæ.
Billet: Køb din entrébillet online genne Get Your Guide her
Transport: Bus 434 til Sintras historiske bymidte. Herfra kan man gå til Quinta da Regaleira.
4. Bypaladset – Palácio Nacional de Sintra
[Slot + Museum]
Modsat Sintras øvrige slotte ligger Palácio Nacional ikke i periferien af byen, men lige midt i det historiske bycentrum. Denne placering har givet paladset navnet Palacio da Vila – bypaladset.
Bypaladset er Portugals bedst bevarede royale middelalderslot, og har været bopæl for landets herskere fra begyndelsen af det 15. århundrede til slutningen af den 19. århundrede. Slottets minimalistiske ydre gemmer på en lang række smukke rigdomme og ekstravagante og dekorative statsrum. Et besøg på slottet er blandt de mest populære seværdigheder i Sintra.
Det gotiske palads blev opført af kong Dinis i 1300-tallet, på det område der tidligere havde huset en af maurernes fæstninger. Siden er paladset blevet suppleret med flere tilbygninger, og i dag er det uden tvivl de ikoniske, kegleformede tvillingeskorstene, der fanger øjets opmærksomhed.
På din rundtur i selve slottet kan du bl.a. se frem til den smukke ’Svanesal’ (Sala dos Cises) og Sala dos Árabes, som er rigt dekoreret i kakler. Motiverne stammer fra 1500-tallet, og er blandt Portugals ældste ‘azulejos’.
Et andet højdepunkt på turen er paladsets store køkken. Det er naturligvis spændende at se, hvorfor der har været brug for så store skorstene. I køkkenet findes en hel væg fyldt med ovne, hvor der kunne tilberedes mad til det store hof. I de øvrige rum kan du nyde alverdens kunstskatte og rigdomme – flere af disse stammer fra Brasilien, som gennem mange år var en portugisisk koloni.
Åbningstider: Dagligt 9:30-18:30.
Transport: Bus 434 til Sintras historiske bymidte.
5. Palácio de Monserrate
[Slot + Park]
Palácio de Monserrate har haft mange ejere gennem tiden, som på skift har sat deres præg på bygningerne og omgivelserne. Oprindeligt lå her blot en lille kirke samt en gård, men begge dele blev ødelagt under det voldsomme jordskælv i 1755. I stedet overtog den engelske købmand, Gerard de Visme, ejendommen i 1789, og det blev startskuddet på stor engelsk indflydelse gennem de næste århundreder.
En af de største påvirkninger kom fra den excentriske engelske forfatter, William Beckford, som i 1793 begyndte anlæggelsen af en landskabspark efter britisk forbillede.
Nogle år senere kom Lord Byron forbi, og den engelske digter blev så inspireret af omgivelserne, at han nævnte Monserrates skønhed i sine værker. Dette ledte til øget opmærksomhed fra udenlandske rejsende, og resulterede i, at købmanden Francis Cook, overtog slottet i 1856. Cook sørgede for slottets nuværende udseende, og benyttede ejendommen som familiens sommerresidens.
Det interessante bygningsværk blander arabisk, gotisk og indisk arkitektur, og det er bestemt en spændende oplevelse, at gå på opdagelse rundt om slottet. Her støder du på mange finurlige detaljer, og du kan naturligvis samtidig nyde den fantastiske park.
Haven er en fredfyldt oase, hvor man har suppleret de i forvejen skønne områder med vandfald, blomster og romantiske stier. Slottet ligger ca. 3,5 km udenfor Sintras historiske bymidte, men det er bestemt gåturen værd. Alternativt kan du tage bus hertil.
Åbningstider: Parken er åben 9:00-19:00 mens slottet er åbent 9:30-18:30.
Transport: Bus 435 fra Sintras banegård.
6. Historisk sporvognstur til stranden i Praia das Maçãs
[Afslapning + Sightseeing + Badning]
Den smukke gamle sporvognsrute, Electrico de Sintra, forbinder Sintras centrum med badebyen Praia das Maçãs. Har du lige tilbragt nogle dage i Lissabon, har du måske allerede prøvet de portugisiske sporvogne, som er fulde af nostalgi. Det skal imidlertid ikke forhindre dig i at tage en tur til den charmerende strandby ca. 13 km vest for Sintra.
Turen gennem det bakkede landskab foregår i klassiske vogne fra 1930. Der er ingen aircondition, men du behøver ikke være nervøs for varmen – i sommerperioden er sporvognen nemlig åben i begge sider. Du kan således nyde en let brise, mens du samtidig kan beundre de spektakulære landskaber, som ruten går igennem.
Der kører blot en enkelt vogn ad gangen på strækningen, så det kan være en udfordring at få plads i højsæsonen. Men hvis du er blandt de heldige, kan du tage badetøjet under armen, og se frem til en særlig oplevelse. Hele turen tager ca. 40 minutter og billetter købes ombord.
Restauranter i Sintra – de bedste spisesteder
1. Nau Palatina
[Calcada de Sao Pedro 18]
Har du ikke noget imod en kort gåtur fra Sintras historiske bydel, så venter der dig en fantastisk oplevelse på den autentiske portugisiske restaurant, Nau Palatina. Indretningen er lys og enkel, betjeningen meget imødekommende og maden… ja, den er helt perfekt.
Nau Palatina er en rigtig familiedrevet restaurant, hvor kærligheden til madlavning og gæsterne virkelig skinner igennem. Udover regulære hovedretter byder menukortet også på mange gode snacks og tapas-retter. Men pas på med at bestille for mange forretter – man bliver hurtigt mæt af den lækre mad.
2. Bacalhau na Vila
[Arco do Terreirinho 3]
Torsk er uden tvivl den mest populære fisk i området – altså når der ikke lige er friske sardiner – og heldigvis kan torsken tilberedes på mange måder. På den hyggelige restaurant, Bacalhau na Vila, har man specialiseret sig i retter med fisk og skaldyr, så hvis det ikke er din livret, kan du med fordel springe videre til det næste spisested i rækken.
Er du til gengæld glad for fisk, så er et besøg her simpelthen et must, når du befinder dig i Sintras gamle bydel. Maden er ganske enkelt fremragende.
3. Incomum by Luis Santos
[Rua Doutor Alfredo da Costa 22]
Ikke langt fra banegården i Sintra finder du denne gode restaurant med portugisiske og internationale retter på menukortet. Det hele er friskt, lækkert og meget flot anrettet. Lokalerne er ikke noget specielt, men kan du få plads udenfor, er stemningen rigtig god trods biltrafik.
Er du her til frokost, så kig efter ’menu do dia’, dagens menu. Her får du tre retter til en meget god pris. Havbars med kartoffelpuré og grillet squash går man ikke galt af.
4. Piriquita
[R. Padarias 1]
Bageriet Piriquita blev grundlagt tilbage i 1862, og er med tiden vokset til en regulær institution i Sintra. I dag finder du en travl og populær café i den hyggelige gade, og det er særligt én bestemt specialitet, turister og lokale kommer for; Queijadas de Sintra.
Den berømte kage er lavet af æg, ost og kanel efter en opskrift, som kan dateres helt tilbage til 1227. Faktisk var disse små kager så populære, at de i middelalderen blev benyttet som betalingsmiddel(!). Kagerne fås flere steder i Sintra, men besøg Piriquita for den ægte oplevelse.
Hotel i Sintra – de bedste overnatningssteder
Selvom de fleste turister kommer til Sintra på en dagsudflugt, så findes her flere gode hoteller. Nedenfor får du to forslag til gode hoteller i Sintra. Hos Booking.com kan du også se en oversigt over alle hoteller i Sintra.
1. Sintra Boutique Hotel
[Rua Visconde De Monserrate 48]
Ønsker du at bo centralt i Sintras smukke, gamle bydel, så er Sintra Boutique Hotel et perfekt valg. Den flotte gamle bygning er blevet renoveret med stil, og er et fornemt udgangspunkt, når du skal udforske byen. Her er blot 200 meter til Bypaladset, og lige rundt om hjørnet finder du mange gode caféer og restauranter.
Hotellet byder også selv på en glimrende restaurant, som også serverer en god morgenmad. Værelserne er moderne, udstyret med aircondition og gode senge, så du kan få ladet op til mange spændende oplevelser i Sintra. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.
2. Casa Azul Hostel
[Rua Capitão Mário Alberto Soares Pimentel 5]
Leder du efter billig overnatning i Sintra, så finder du ikke et bedre sted end Casa Azul Hostel. Som navnet indikerer er der tale om et hostel, men du behøver bestemt ikke bo på en klassisk sovesal. Her findes nemlig også private dobbeltværelser samt trepersoners værelser.
Det er ikke luksus men meget hyggeligt i charmerende og autentiske omgivelser. Herudover er her pænt og rent. Kommer du hertil med tog, kan du benytte Portela-stationen (stoppet før Sintras primære banegård). Her er dog ikke langt til de mange spændende seværdigheder i Sintra. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.
Sådan kommer du til Sintra
Langt de fleste turister kommer til Sintra med tog, og det kan du også roligt gøre. Kommer du i bil, kan det anbefales at parkere i udkanten af byen, for den historiske bymidte har et utrolig sparsomt antal parkeringsmuligheder. Til gengæld er det nemt at tage toget hertil.
Tog til Sintra
Kommer du fra Lissabon, er der rigtig gode togforbindelser til Sintra. Du kan tage toget mod Sintra fra enten Rossio-stationen eller Oriente-stationen. Førstnævnte er ofte den bedste for turister, der kommer fra det centrale Lissabon, mens Oriente-stationen er oplagt for rejsende, der kommer direkte fra lufthavnen. Turen tager 40-45 minutter.
På begge stationer kan du fylde dit lokale rejsekort (Viva Viagem) med en rejse til Sintra. Det er vigtigt, at du benytter et ’tomt’ Viva Viagem-rejsekort – dvs. at der ikke må være ubrugte ture på det. Rejsekortene er billige, så har du allerede metrobilletter på dit kort, kan du bare købe et nyt, og fylde det op med turen ‘Lissabon-Sintra’. Læs evt. mere om Lissabons rejsekort i min guide til Lissabon her.
Tip: Har du et Lisbon Card (til 24, 48 eller 72 timer) kan du bruge det til togturen mellem Lissabon og Sintra. Du kan læse mere om Lisbon Card og købe det her.
Sådan kommer du rundt i Sintra
Sintras historiske bymidte skal opleves til fods. Her er hyggelige smalle gader, hvor du finder små butikker, caféer og restauranter. Til gengæld er det nærmest et must at benytte offentlig transport, når du skal rundt til byens helt store seværdigheder; de majestætiske slotte og borgruiner. Disse seværdigheder ligger på bjergene uden for Sintra, og de smalle og stejle veje er ikke oplagt for fodgængere. Benyt hellere den smarte bus, eller spring på en tuktuk.
Den mest praktiske og mest økonomiske løsning er at købe billet til bus 434 (Circuito da Pena). Denne bus kører rundt til de populære attraktioner i et loop, startende fra banegården i Sintra.
Da vejene i området er meget smalle, er bustrafikken ensrettet, og bussens faste rute har følgende stop: (1) Banegården, (2) den historiske bymidte med Palácio Nacional de Sintra, (3) maurernes fæstning (Castelo dos Mouros), (4) det farvestrålende Pena-slot (Palácio Nacional da Pena), (5) den historiske bymidte igen og (6) tilbage til banegården.
Der kan købes enkeltbilletter til bussen, men det smarteste er en dagsbillet, som giver mulighed for at stige af og på ved de forskellige stop. Billetten købes ombord på bussen. Fra maurernes fæstning til Pena-slottet er der blot 350 meter, så her behøver du ikke benytte bussen.
Ved alle seværdigheder i Sintra holder der også tuktuk’er, som er klar til at køre dig hvorhen du ønsker, hvis du ikke gider vente på en bus. I sommerperioden kører busserne op til fire gange i timen i tidsrummet fra 9 til 20.
Flere oplevelser…
Hvis du ikke allerede har oplevet skønne Lissabon, er den portugisiske hovedstad en oplagt destination, når du er færdig med at nyde skønne Sintra. Der kører flere tog i timen mellem de to byer, og er du i bil er der kun 25 km til Lissabon. Du kan læse mine anbefalinger til Lissabons spændende seværdigheder og attraktioner her.
Fotokreditering: Artiklens øverste billede (slottet i Sintra): Billede af Oleg Shakurov fra Pixabay