San Marino By: De 10 bedste seværdigheder i den lille hovedstad

Kom med til San Marino By (Cittá di San Marino) – mikrostaten San Marinos charmerende hovedstad, som byder på masser af spændende oplevelser og interessante seværdigheder.

Den befæstede middelalderby med smalle og stejle gader ligger højt oppe på bjerget Monte Titano, og mange steder rundt i den kuperede bymidte kan du nyde den enestående udsigt over lavlandet helt ud til Adriaterhavet.

Med blot 4.000 indbyggere er San Marino By blandt verdens mindste hovedstæder, men trods den beskedne størrelse findes her flere gode attraktioner. Fæstningen med de tre tårne, parlamentsbygningen, domkirken og Nationalmuseet er alle et besøg værd.

Men det er også en sand fornøjelse at vandre rundt i den gamle bydels labyrintiske gader, hvor de mange hyggelige butikker sælger alt fra souvenirs og kunsthåndværk til toldfrit designertøj og parfumer.

Hovedstaden i verdens ældste republik – grundlagt i år 301 – er bestemt værd at opleve, og det kan tilmed anbefales at tage en overnatning eller to, så du kan nyde den fredelige by om aftenen, når de mange dagsturister har forladt den.

I denne guide finder du forslag til de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i San Marino By. God fornøjelse.



Booking.com

Seværdigheder i San Marino By – de 10 bedste oplevelser

1. Den gamle bydel (Centro Storico)

[Romantisk bydel med smalle gader]

De smalle og stejle gader er med til at gøre en tur rundt i Cittá di San Marino til en speciel oplevelse. Foto: Benjamin Munk Olsen

Officielt hedder San Marinos hovedstad Città di San Marino, men i daglig tale blot “Cittá”. Med ca. 4.000 indbyggere er Cittá en af verdens mindste hovedstæder, men også en af de mest charmerende. Indenfor de gamle bymure venter nemlig historiske byhuse, hyggelige pladser og smukke palæer – alt sammen forbundet af smalle, stejle og snoede brostensgader.

Det gælder om at være iført det rette fodtøj, når du skal udforske Città di San Marino. Den kompakte by er nemlig anlagt på det stejle bjerg, Monte Titano. Beliggenheden gjorde byen let at forsvare, og i dag sørger den unikke placering desuden for en betagende udsigt.

Start f.eks. din tur i byens hjerte – nemlig på den smukke Piazza della Libertá (Frihedspladsen). Her kan man i sommerperioden opleve gardernes vagtskifte hver time (juni til september), ligesom man kan betragte den fine frihedsstatue i hvid marmor midt på pladsen.

Husk at nyde udsigten, inden turen går ud i de labyrintiske, bilfri gader. Gå f.eks. ad den stejle Contrada del Collegio, som snor sig i hårnålesving forbi busten af Giuseppe Garibaldi

(guerillalederen som samlede Italien), og oplev den charmerende plads, Piazzetta del Titano med de flotte arkader og buegange. Du må heller ikke gå glip af den gamle byport, Porta San Francisco, fra 1451.

San Marinos historiske centrum blev – sammen med Monte Titano – optaget på Unescos liste over verdenskulturarv i 2008, og den charmerende bydel byder på mange spændende oplevelser.

2. De tre tårne – Torre Cesta, Torre Guaita og Torrre Montale

[Fæstningsværk + Udsigt + Museum]

Panoramastien, Passo delle Streghe “Heksepasset”, forbinder Torre Guaita og Torre Cesta. Foto: Benjamin Munk Olsen

San Marinos historiske fæstningsanlæg består af massive mure og tre ikoniske tårne; Torre Cesta, Torre Guaita og Torre Montale. De to førstnævnte er åbne for publikum, mens Torre Montale kun kan opleves udefra.

Fæstningsværket følger det barske klippeterræn højt oppe på Monte Titano, og de tre tårne (som også kan ses på San Marinos flag og våbenskjold) troner på tre af bjergets tinder.

Torre Guaita fra det 11. århundrede er det ældste, største og mest berømte af de tre tårne. Tårnets – eller rettere fæstningens – nuværende udformning stammer fra det 15. århundrede, og bygningen blev benyttet som fængsel helt frem til 1975. Det er muligt at gå rundt på murene og komme op i tårnet.

Torre Cesta er opført på Monte Titanos højeste punkt (750 meter over havet), og turen hertil er en smule strabadserende. Til gengæld er udsigten over den gamle bydel, San Marinos lavland, Rimini og Adriaterhavet ganske enestående. Inde i tårnet, som stammer fra det 13. århundrede, findes et museum med våben fra middelalderen.

Torrre Montale fra det 14. århundrede er opført på Monte Titanos mindste tinde, og ligger fjernest fra byen. Tårnet er ikke åbent for publikum, men turen hertil er smuk. Torrre Montale har været benyttet som fængsel – læg mærke til, hvordan tårnets eneste indgang er placeret syv meter over grundplan.

Den kuperede panoramasti, Passo delle Streghe “Heksepasset”, som forbinder Torre Guaita (1. tårn) og Torre Cesta (2. tårn) er blandt højdepunkterne. Den smalle sti, som primært består af trapper, følger højderyggen, og byder på en fornem udsigt – husk kameraet!

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

3. Palazzo Pubblico

[Parlamentsbygning]

Parlamentsbygningen i San Marino er åben for besøgende. Foto: Benjamin Munk Olsen

Palazzo Pubblico fungerer både som rådhus og parlamentsbygning, og det er her, San Marinos officielle statsceremonier finder sted. Bygningen blev skabt af Rom-arkitekten Francesco Azzurri mellem 1884 og 1894, og er dekoreret med kreneleringer med skydeskår, gesimser og relieffer – alt sammen inspireret af rådhuset Palazzo Vecchio i Firenze.

Inde bag den imponerende facade kan man opleve den smukke parlamentssal, hvor landets 60 parlamentsmedlemmer har deres pladser. Den relativt lille sal er fornemt udsmykket – væggene prydes af detaljerede mønstre, våbenskjold og malerier. Det massive, mørke træloft bidrager ligeledes til det fornemme udtryk.

På endevæggen ses San Marinos grundlægger, Sankt Marinus, omgivet af bønder, soldater, vismænd, kvinder og børn. Læg også mærke til busten af den amerikanske præsident, Abraham Lincoln. På 1. sal vises en film om bygningens historie og dens aktuelle anvendelse.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

4. Sankt Marinus-basilikaen (Basilica di San Marino)

[Kirke]

På den store tronstol til venstre for alteret er der plads til landets to “regentkaptajner”. Foto: Benjamin Munk Olsen

San Marinos primære kirke er dedikeret til landets grundlægger, Sankt Marinus, og rummer flere interessante genstande – heriblandt en lille urne, der siges at indeholde Sankt Marinos knogler, og et sølvskrin, som skulle indeholde den øverste del af helgenens kranium.

Sankt Marinus-basilikaen blev opført 1836-38, og er et fornemt eksempel på nyklassicistisk arkitektur. Facaden præges af markante korintiske søjler, mens selve kirkebygningen består af tre skibe med syv altre.

Til venstre for højalteret står Regentkaptajnernes tronstol. Hvervet som Regentkaptajner (San Marinos to statsoverhoveder) er på valg hvert halve år, og indsættelsen af regentkaptajnerne finder sted 1. april og 1. oktober. Tronstolen stammer fra det 17. århundrede. Læg også mærke til den fine statue af Sankt Marinus, skabt af Adamo Tadolini.

5. San Marino-svævebanen (Funivia di San Marino)

[Svævebane + Udsigt]

Svævebanen bringer dig hurtigt fra Borgo Maggiore til Cità di San Marino, og så kan du samtidig nyde udsigten. Foto: Benjamin Munk Olsen

Den moderne svævebane i San Marino forbinder byen Borgo Maggiore med Cità di San Marino. Turen mellem de to stationer tager blot to minutter, men på den tid kan man sagtens nå at nyde den smukke udsigt.

Svævebanen er både en praktisk genvej for den lokale befolkning og en populær seværdighed for landets turister. Den første svævebane blev etableret i 1959. Tidligere havde Cità di San Marino og Borgo Maggiore været forbundet med en jernbane, der fortsatte ind i Italien, men den blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Efter krigen blev jernbanen mellem Rimini og Borgo Maggiore erstattet af en ny hovedvej, og nogle år senere blev svævebanen opført.

San Marino-svævebanen er blevet ombygget og moderniseret flere gange siden indvielsen i 1959. Den seneste store modernisering foregik i 2017, hvor banen bl.a. fik nye gondoler. Hver gondol har i dag plads til 50 personer. Turen er 338 meter lang, mens højdeforskellen på de to stationer er 166 meter.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden (på italiensk)

6. Nationalmuseet i San Marino (Museo di Stato di San Marino]

[Museum]

På Nationalmuseet i San Marino kan du både opleve kunst og historiske genstande. Foto: Benjamin Munk Olsen

Arkæologiske fund fra yngre stenalder til middelalderen, religiøse kunstværker fra lokale kirker og klostre, malerier og skulpturer fra forskellige tidsperioder, antikke mønter og medaljer. Nationalmuseet i San Marino har noget for enhver smag, og vil du gerne blive klogere på det lille land, er Museo di Stato et oplagt sted at starte.

Museet blev etableret i 1899, og har siden 2001 haft til huse i det historiske palæ, Palazzo Pergami Belluzzi. Blandt udstillingens højdepunkter er “Domagnano-skatten”, en ostrogotisk skat af juveler, der stammer fra det 5. og 6. århundrede, samt mesterværker af bl.a. Michele Giambono, Baccio Bandinelli, Tiburzio Passerotti og Bernardo Strozzi.

Udover de lokale skatte og kunstværker findes også et udvalg af spændende ægyptiske, etruskiske og romerske genstande.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

7. Titanus Museum

[Multimedie-oplevelse]

På Titanus Museum kan du få en god og interessant introduktion til San Marino. Foto: Benjamin Munk Olsen

Hvem var Sankt Marinus? Hvordan opstod republikken, der bærer hans navn? Og hvordan bevarede det lille land sin selvstændighed, da resten af de italienske bystater samledes til ét stort kongerige?

Fortællingen om verdens femte mindste land er virkelig spændende, og på Titanus-museet formidles historien glimrende gennem levende billeder, 3D-kort, lyde og hologrammer.

“Det er ikke et museum – det er en oplevelse”, står der ved indgangen til Titanus Museum, og den topmoderne multimedie-præsentation er bestemt værd at opleve, hvis du gerne vil blive klogere på San Marinos historie. Du får udleveret hovedtelefoner ved indgangen, hvor du kan vælge dit foretrukne sprog, og herefter starter den interessante fortælling.

Du hører bl.a. om den lokale helgen, Sankt Marinus, om alliancen med Montefeltro, krigen med Malatesta, landets nære relation til Napoleon Bonaparte, Giuseppe Garibaldis gæstfrihed, verdenskrigene og meget mere.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden (på italiensk)

8. Tortur-museet (Museo Della Tortura)

[Museum]

Der er mange uhyggelige genstande på Tortur-museet i San Marino. Foto: Benjamin Munk Olsen

Tortur-museet i San Marino er bestemt ikke for sarte sjæle. Her kan du nemlig opleve en lang række grusomme redskaber og teknikker, som gennem tiden har været anvendt til tortur. Samlingen tæller mere end 100 forskellige genstande fra det 16. til det 18. århundrede. Mange af de udstillede genstande er originale, men her findes også enkelte rekonstruktioner.

Knæsplitteren, guillotinen, jernjomfruen, strækbænken og jernstolen er blot nogle af de middelalderlige torturinstrumenter, som findes i museets samling. Jernjomfruen (The Iron Maiden) er et mytisk torturinstrument, der er udformet som en sarkofag med pigge på indersiden, mens jernstolen blev placeret over åben ild, hvorefter offeret langsomt blev stegt levende.

Det stemningsfulde museum er indrettet i en ældre bygning, som ligger lige inden for byporten. Teksterne findes både på italiensk, engelsk og tysk, og beskrivelserne af de forskellige ’redskaber’ er gode. 

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden (på italiensk)

9. Klippestien (Percorso della Rupe)

[Vandrerute]

Er du til fysisk aktivitet, så er Klippestien en oplagt udfordring. Foto: Benjamin Munk Olsen

Vil du gerne opleve bjerget Monte Titano på nærmeste hold, så kan du begive dig ud på den udfordrende vandresti, der fører fra Borgo Maggiore til Cittá di San Marino. Ruten er godt afmærket, og bringer dig gennem tæt bevoksning langs de stejle klippevægge og frem til smukke udsigtspunkter. En del af turen foregår på stejle trapper, og er bestemt ikke egnet for gangbesværede.

Monte Titanos stejle bjergsider er i dag dækket af tæt vegetation, men sådan har det ikke altid været. I 1920’erne blev de golde skrænter nemlig tilplantet i et forsøg på at give arbejde til lokalbefolkningen, der led under den økonomiske krise i mellemkrigstiden. I en periode på fem år blev der plantet 100.000 planter, som primært blev bragt hertil fra Toscana. En stor del af Klippestien er således anlagt i træernes skygge.

Klippestien er en del af et større net af vandrestier, som går under navnet Camino del Titano. Ruten er afmærket med lyseblå markører (samme farve som ses i San Marinos flag). Opstigningen starter bag det naturhistoriske museum i Borgo Maggiore (tag evt. svævebanen hertil), og turen til Cittá tager – ifølge de officielle skilte – 1 time og 35 minutter.

Når du kommer til kongrescentret Kursaal, kan du vælge at følge den asfalterede vej ind til byen frem for den officielle rute langs De tre tårne.

Transport: Tag svævebanen til Borgo Maggiore

10. Museet for frimærker og mønter (Museo Del Francobollo e Della Moneta Di San Marino)

[Museum]

San Marino har stået bag mange flotte frimærker. Foto: Benjamin Munk Olsen

Frimærker og mønter fra San Marino har altid været eftertragtede samleobjekter, og på det lille museum, der er indrettet i kælderen under turistbureauet i Cittá di San Marino, kan du blive klogere på historien bag landets smukke frimærker og unikke møntserier. Du kan også (mod betaling) få et indrejsestempel i dit pas som souvenir.

Trods landets beskedne størrelse, står San Marino bag mange smukke frimærker. Motiverne er tilmed meget varierede, og tæller alt fra dyr, fugle og planter til farverige Walt Disney-figurer. I museets udstilling vises et stort udvalg af frimærker, ligesom man kan opleve kunstnernes smukke forlæg som akvareller og malerier.

San Marino har haft sine egne frimærker siden 1877, hvor man indgik en post aftale med Italien. Motivet på de første frimærker, som blev trykt i Torino i Italien, viste landets våbenskjold med de tre tårne. San Marino har ligeledes været i monetær union med det store naboland siden 1864. Her fik landet tilladelse til at præge de italienske lira med egne motiver.

Også i dag fremstilles Euro-mønter med nationale motiver for San Marino. Både Euro og lira kan studeres nærmere på museet.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden

Restauranter i San Marino – de bedste spisesteder

1. La Terrazza

[Contrada del Collegio 31]

Udsigten er enestående, og det samme kan siges om maden. Fra bordene på La Terrazza kan man opleve udsigten til Appenninerne, Piazza della Libertà og rådhusbygningen, alt imens man nyder den lækreste mad. Den udendørs panorama terrasse er det perfekte sted at nyde en romantisk middag eller en afslappet frokost, men der er også god udsigt fra bordene indenfor.

Der benyttes primært lokale ingredienser, og du kan godt glæde dig til det friskbagte brød og den hjemmelavede pasta. Prøv f.eks. trøffel-prosciutto-pastaen eller den fabelagtige gnocchi. Husk også at levne plads til restaurantens berømte tiramisu.

2. Ristorante Bolognese

[Via Basilicius 28]

Der er ikke langt til Bologna, og på Ristorante Bolognese har de helt styr på, hvordan man laver en perfekt spaghetti bolognese. Men der er også mange andre gode retter på menukortet. Ristorante Bolognese er stedet, du skal besøge, hvis du ønsker god, lokal husmandskost. De traditionelle retter serveres som de er, og smager fremragende.

Du finder Ristorante Bolognese lige inden for byporten Porta San Francisco. Restauranten har eksisteret siden 1920, og serveringslokalet er lyst og relativt enkelt. På bordene ligger ternede duge, og i sommermånederne er den udendørs terrasse et sikkert hit. Husk at prøve det sprøde focaccia, og glæd dig til et glas limoncello efter maden.

3. Ristorante il Piccolo

[Via del Serrone 15/17]

Vil du undslippe turiststrømmene i San Marinos gamle bydel, så kan du med fordel bevæge dig mod Ristorante il Piccolo – en charmerende fiskerestaurant, som ligger ca. en kilometer syd for centrum. Er du ikke stor fan af fisk og skaldyr, så findes der også mange andre lækkerier på menukortet.

På terrassen giver en stor trækrone skygge for solen, mens man nyder maden og udsigten. I den bageste del af restauranten sidder man tæt op ad rå klippevægge. Betjeningen på Ristorante il Piccolo er god, og du kan nemt få anbefalinger til, hvilken vin du skal vælge. En lækker menu hos Piccolo kunne f.eks. bestå af skaldyrssalat, tartar, grillet calamari og varm chokoladekage.

Hoteller i San Marino By – hvor skal du bo?

Der findes flere gode overnatningsmuligheder i San Marino By, og nedenfor finder du mit bud på tre af de bedste – i forskellige prisklasser. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i San Marino hos Booking.com her.



Booking.com

1. Hotel Titano

[Contrada Del Collegio 31]

Hotel Titano er et hyggeligt 4-stjernet byhotel, som ligger midt i San Marinos gamle bydel. Udenfor hoveddøren venter den stejle Contrada Del Collegio med butikker og spisesteder, og lige rundt om hjørnet ligger Frihedspladsen med parlamentsbygningen. Mange af hotellets værelser har fremragende udsigt over byen eller landskabet.

Værelserne på Hotel Titan er pæne og rene. Hotellet er af ældre dato, men her hersker god og historisk atmosfære. Om morgenen indtages morgenmaden i flotte, højloftede lokaler, og hotellets restaurant – La Terrazza – er blandt byens bedste. Personalet er venligt og imødekommende. Læs mere om hotellet hos Booking.com her

Hvorfor skal du vælge Hotel Titano?

  • 4-stjernet byhotel med central beliggenhed
  • Lækker og varieret morgenmad
  • Stemningsfulde og rene værelser
  • Rating på 8,3 (ud af 10) hos Booking.com

2. Hotel La Rocca

[Via Salita Alla Rocca 35/37]

Hotel La Rocca ligger i den øverste sektion af San Marinos gamle bydel, og er et yderst populært budgethotel. Selvom La Rocca kun er et 2-stjernet hotel, så er værelserne pæne og betjeningen venlig og imødekommende. Den centrale beliggenhed gør det nemt at udforske de charmerende gader og hyggelige restauranter i San Marino.

På Hotel La Rocca kan du vælge imellem enkeltværelser, dobbeltværelser og familieværelser. Der er en smuk udsigt fra halvdelen af værelserne (nogle værelser har balkon). Værelserne er lidt små men har alt, hvad du måtte få brug for (aircondition, fjernsyn, eget badeværelse mm). Læs mere om hotellet hos Booking.com her

Hvorfor skal du vælge Hotel La Rocca?

  • Populært 2-stjernet byhotel
  • God beliggenhed i San Marinos gamle bydel
  • Rent og pænt
  • Rating på 8,6 (ud af 10) hos Booking.com

3. Garden Village San Marino

[Strada San Michele 50]

Kommer du til San Marino i bil, så er Garden Village det oplagte overnatningssted. Garden Village består af små, charmerende hytter / lejligheder, hvoraf mange typer har eget køkken. Der hører også en parkeringsplads med til hver hytte. Området omkring hytterne er grønt og frodigt, og byder bl.a. på swimmingpool, legeplads og bondegårdsdyr.

Med de rolige og afslappende omgivelser, er Garden Village San Marino meget børnevenligt, og således et perfekt valg for familier. Der er ca. 5 km til San Marinos gamle bydel, og flere udmærkede spisesteder i nærheden. Læs mere om overnatningsstedet hos Booking.com her

Hvorfor skal du vælge Garden Village San Marino?

  • Hyggelige hytter med terrasse og parkeringsplads
  • Mange af hytterne er med eget køkken
  • Udendørs swimmingpool
  • Rating på 8,1 (ud af 10) hos Booking.com

Sådan kommer du til San Marino

Der findes hverken lufthavn eller togstation i San Marino. Du kan derfor kun komme til den lille republik i bil eller med bus. Der er gode busforbindelser mellem Rimini og San Marino, hvor en shuttlebus kører mellem banegården i Rimini (stoppestedet er lige foran Hotel Napoleon) og San Marino By.

I San Marino er endestationen (Centro storico (ex stazione) – park 2 bus) få meter fra den gamle bydel. Turen tager ca. 50 minutter. Du kan finde den aktuelle køreplan på den officielle hjemmeside her.

I Rimini findes en lufthavn, men det er også muligt at benytte lufthavnen i Bologna. Fra Bologna lufthavn kører lufthavnsbusser direkte til Rimini.

Er du taget på kør-selv-ferie til Italien, kan du overveje at smutte forbi San Marino. San Marino ligger ca. 200 km syd for Venedig og ca. 250 km sydøst for Gardasøen.

Sådan kommer du rundt i San Marino

Den gamle bydel i San Marino er stort set bilfri, og her gælder det om at have fodtøjet i orden. De stejle gader kan nemlig være ganske udfordrende.

Der kører busser til nogle af de øvrige byer i det lille land, men dem har turister sjældent brug for. Det eneste relevante transportmiddel er således svævebanen, som kan bringe dig fra byen Borgo Maggiore og  til San Marino By oppe på Monte Titano.

Flere oplevelser

Det er oplagt at kombinere en rejse til San Marino med et besøg i badebyen Rimini – eller omvendt. Foruden de indbydende sandstrande byder Rimini også på flere interessante attraktioner samt en smuk bymidte. Du kan læse min rejseguide med de bedste seværdigheder i Rimini her

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsigt over San Marino): Foto: Benjamin Munk Olsen

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *