Warszawa: De bedste seværdigheder

Glas, stål og beton omringer de smukke gamle bygninger. Historien har sat sit præg på Warszawa og byens seværdigheder. Den gamle bydel blev lagt i ruiner under 2. Verdenskrig, og mens byen langsomt blev genopbygget i efterkrigstiden, ændrede Warszawa karakter. Det primære byggemateriale var nu blevet beton, og det fornemmes udenfor Den gamle bydel. Her står betonblokkene fra kommunisttiden endnu, men bliver i dag flittigt suppleret med moderne arkitektur i glas og stål.

En genopbygget hovedstad

I centrum for det hele findes Warszawas gamle bydel. På overfladen en smuk og velbevaret renæssanceby, men i virkeligheden en kraftanstrengelse af et genopbygningsarbejde. Kun 15% af byen overlevede de voldsomme ødelæggelser under krigen, men i dag står facaderne på den store markedsplads knivskarpt.

Faktisk var genopbygningen af Warszawas gamle bydel så gennemført, at området kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 1980. Det er dog ikke kun bygningerne i Warszawa, der fortjener opmærksomhed. Den polske hovedstad er nemlig en af Europas grønneste storbyer, og der er rig mulighed for at nyde en fantastisk sommerweekend her.

Warszawa er en dejlig by at besøge året rundt, og alle de spændende seværdigheder venter på at blive udforsket. Foto: jacqueline macou fra Pixabay

Et besøg i bydelen Praga kan også varmt anbefales. Praga er det gamle arbejderkvarter i den østlige del af byen. Her slap man for den systematiske destruktion, som undergik Den gamle bydel, og Praga skiller sig således ud med sin autenticitet. Gå f.eks. en tur gennem Pragas hovedgade, Ul. Zabkowska, og oplev miljøet med de mange hyggelige caféer og butikker.

Warszawa er naturligvis rig på historie, men den charmerende hovedstad byder også på fremragende oplevelser, når det gælder kultur, gastronomi og aktiviteter for både børn og voksne. Her har jeg samlet en kort rejseguide til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Warszawa. Her finder du noget for enhver smag.



Booking.com

Sådan kommer du til Warszawa

Du kommer let til Warszawa med både fly og tog – selvom togrejsen er markant længere, kan du slappe af og nyde turen gennem landskaberne. På de bedste togforbindelser har du kun skift i Hamburg og Berlin. Overvejer du at tage på Interrail, er et besøg i Warszawa også oplagt da du både kan nyde byens seværdigheder og dens strategiske placering midt i landet. Læs mere nedenfor.

Fly til Warszawa

Fly er naturligvis den hurtigste og ofte mest økonomiske måde at komme til Warszawa på. Der flyves direkte til den polske hovedstad fra både Købehavn og Billund – flyveturen tager omkring halvanden time. Warszawas primære lufthavn hedder Warsaw Frederic Chopin Airport (WAW), og er naturligvis opkaldt efter den verdensberømte komponist, som blev født her. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Fra Chopin-lufthavnen kan du tage lokaltog ind til centrum. Lufthavnens station hedder Warszawa Lotnisko Chopina. Den bedste rejse er med linje S3, som stopper ved Warszawa Centralna, mens S2 bl.a. stopper ved Warszawa Śródmieście, som er i gåafstand fra centralstationen. Der kan købes billetter i ankomsthallen, som også gælder videre transport med bus, sporvogn og metro.

Tog til Warszawa

Det er voldsomt at køre direkte fra Danmark til Warszawa, men vælger du f.eks. et par overnatninger undervejs, kan du gøre turen spændende og miljørigtig. Overvejer du f.eks. at gøre stop i Berlin, kan du læse mine anbefalinger til de bedste oplevelser i Berlin her.

De direkte tog mellem Berlin og Warszawa tager lidt under 6 timer, og der er flere daglige afgange. Du kan købe billet hos Deutsche Bahn online her, eller overveje at købe et Interrail-pas. Læs mere om Interrail og køb dine billetter her.

Sådan kommer du rundt i Warszawa

Du kommer nemt rundt til de bedste seværdigheder i Warszawa: Byen har et stort netværk af sporvogne og busser, samt en relativt ny metro, som består af to linjer. Billetter er ens for alle transportmidler, og kan købes i automater og kiosker.

Tip: Oplev byens bedste seværdigheder med Warszawa Hop-on-hop-off-bustur – Køb din billet her

Hvis du planlægger at tage mindst tre rejser i løbet af en dag, er 24-timers billetten den billigste løsning. Der findes også en 72-timers billet. Alle billetter skal stemples umiddelbart efter påstigning (og inden påstigning i metroen).

Seværdigheder i Warszawa – de 10 bedste oplevelser

1. Stare Miasto – Warszawas gamle bydel

[Sightseeing + Gåtur]

Markedspladsen midt i Den gamle bydel er smukt genopbygget. Pladsen er et godt udgangspunkt, når du skal rundt til de centrale seværdigheder i Warszawa.. Foto: Karl-Heinz Karisch fra Pixabay

Warszawas gamle bydel, Stare Miasto, er noget helt særligt. De stemningsfulde brostensbelagte gader og smukke, kulørte byhuse er en oplevelse i sig selv. Og det hele bliver blot endnu mere fantastik, når man tænker på, at det, du ser omkring dig, er genopbygget efter 2. Verdenskrig. Husene ligner, at de har 400-500 år på bagen, men er i virkeligheden blot 50-60 år gamle.

Den middelalderlige bymur og det indbydende grønne område ned mod Wisla-floden afgrænser den kompakte gamle bymidte, og det er oplagt at gå på oplevelse her. Markedspladsen er centrum for Stare Miasto, og her er der lagt ekstra mange kræfter i at få ført bygningerne tilbage til deres historiske storhed.

Efter krigen overvejede man, hvorvidt Warszawa fortsat skulle fungere som Polens hovedstad, da kun 15% af byen stod tilbage. Beslutningen var dog indiskutabel, og befolkningen smøgede straks ærmerne op, og gik i gang med den enorme genopbygning.

På Bymuseet, der ligger ved Markedspladsen, får man et glimrende indblik i byens historie – naturligvis med et vist fokus på 2. Verdenskrig og genopbygningen. Du kan også blive klogere på Warszawas gamle bydel, ved at tage med på en såkaldt ’Free Walking Tour’ med organisationen Walkative. Konceptet er enkelt: Du betaler det, du har lyst til ved turens afslutning. Læs mere om initiativet og book gratis walking tour her.

2. Warszawas royale slot

[Slot + Museum]

Det royale slot er både en oplevelse udefra og indefra. Foto: erwin nowak fra Pixabay

Warszawas royale slot (Zamek Królewski) er et af byens mest markante vartegn, og var i mange år den officielle residens for de polske monarker. Slottet stod færdigt i 1619, hvorefter det tjenete som bolig for kejserne af Den polsk-litauiske realunion. Den 3. maj 1791 blev den blot anden frie forfatning i verdenshistorien (og den første i Europa) underskrevet her, og lige siden har den 3. maj været Polens nationaldag.

Slottet har haft en turbulent tilværelse gennem historien, og er blevet ødelagt flere gange – værst under Svenskekrigene i 1656 og under Warszawa-opstanden under 2. Verdenskrig i 1944. Ligesom Warszawas øvrige gamle bykerne, blev slottet restaureret efter krigen, og i dag er det en af byens store seværdigheder.

Slottet er smukt indrettet med masser af guld, rød velour og smukke malerier (af bl.a. Rembrandt). Et besøg i de kongelige gemakker, i det smukke haveanlæg og i fangekældrene kan varmt anbefales – en af de bedste historiske seværdigheder i Warszawa.

Den permanente udstilling er åben tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag 10:00-18:00, fredag 10:00-20:00, søndag 11:00-18:00 (mandag 10:00-18:00 fra maj-august. Lukket mandage i vintersæsonen). Gratis entré om onsdagen!

Transport: Sporvogn 4, 13, 20 eller 26 til Stare Miasto (Old Town).

3. Łazienki park

[Park + Slot + Museum]

Det smukke lystslot i midten af Łazienki-parken. Parken er perfekt, når du skal holde pause fra alle de mange sanseindtryk og seværdigheder i Warszawa. Foto: Henryk Niestrój fra Pixabay

Påfugle og jordegern byder dig velkommen til den storslåede Łazienki-park. Her er springvand og skulpturer, rosenhave, smukke bygningsværker og indbydende caféer. Og er du i Warszawa i sommermånederne, bør du helt sikkert besøge parken om søndagen, hvor her arrangeres gratis klaverkoncerter.

Centralt i Łazienki-parken ses det smukke lystslot, Pałac Na Wyspie, beliggende på en ø i parkens store sø. Det er en fornem placering, og da Stanisław August Poniatowskis, den sidste polske konge, købte egendommen i 1764, lå her et mindre badehus. Kongen fik dog med hjælp fra anerkendte arkitekter bygget badehuset om til en prægtig sommerresidens. Idyllisk placeret på øen, ligner det, at slottet nærmest flyder på søen. Slottet er åbent for besøgende tirsdag til søndag 9:00-16:00.

I parken findes også en flot udendørs teaterscene, smukke templer og et orangeri. Restauranten Belvedere, som ligger i det gamle orangeri, er et godt udgangspunkt for en fin romantisk middag.

4. Museet for Warszawa-opstanden

[Museum]

Warszawa-opstanden er et vigtigt kapitel i Polens historie. Foto: tevenet fra Pixabay

Skal du blot besøge ét museum i den polske hovedstad, så bør du virkelig overveje Museet for Warszawa-opstanden (eng. The Warsaw Uprising). Her får du formidlet de skræmmende historier fra 2. Verdenskrig, som alt for få i Danmark kender til.

Opstanden som udstillingen handler om, var den voldsomme og blodige kamp mellem polske frihedskæmpere og tyske styrker under 2. Verdenskrig. Kampene blev indledt den 1. august 1944 og varede i 63 dage indtil den 2. oktober, hvor frihedskæmperne overgav sig.

Warszawa-opstanden var den største militæroperation anført af en europæisk modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig. Hele 40.000 polske frihedskæmpere iværksatte et koordineret angreb mod de tyske besættelsesstyrker i hovedstaden, i den tro, at et sovjetisk angreb fra øst var nært forestående.

De sovjetiske styrker var imidlertid ikke interesserede i at hjælpe polakkerne, og gjorde holdt ved Wisla-floden. De nægtede endda britiske og amerikanske forsyningsfly at lande i området. Dermed var polakkerne overladt til sig selv, og da tyskerne indsatte 100.000 ekstra mand, var alt håb ude. Opstanden blev nedkæmpet med stor brutalitet, og Warszawa blev ødelagt.

Warszawa-opstanden kostede ca. 200.000 civile, 15.000 polske partisaner og mindst 10.000 tyskere livet. Samtidig fik udfaldet stor betydning for, hvordan Europa kom til at se ud i efterkrigstiden. Alt dette kan du blive klogere på, når du besøger museet.

De voldsomme begivenheder er fornemt skildret, og et besøg her er ikke for sarte sjæle. De interaktive udstillinger (inkl. en 3D-film, der viser den totale ødelæggelse af Warszawa) er flot lavet, og man kan endda få en audioguide på dansk.

Åbent mandag, onsdag og fredag 8:00-18:00, torsdag 8:00-20:00, lørdag-søndag 10:00-18:00 (tirsdag lukket). Entré er gratis om søndagen!

Transport: Sporvogn 1, 11, 22 eller 24 til Muzeum Powstania Warszawskiego eller metro til Rondo Daszyńskiego Station.

5. Kulturpaladset

[Udsigt]

Kulturpaladset i Warszawa er blandt de alternative seværdigheder og bygning, der deler vandene. Foto: sandramoinat fra Pixabay

Kulturpaladset (Palac Kultury i Nauki) er en af de mest genkendelige bygningsværker i den polske hovedstad. Den enorme bygning blev rejst i 1950’erne, og var en gave til den polske befolkning fra den sovjetiske leder, Joseph Stalin. Modtagelsen af denne ’gave’ var dog meget blandet, og der er fortsat mange af Warszawas indbyggere, der mener at den burde fjernes.

Arkitekturen fejler nu ikke noget, omend den skiller sig ud fra sine omgivelser. Det er nærmere bygningen som symbol, der er kontroversiel. For mange polakker var Stalin mindst lige så modbydelig og ødelæggende for Polen, som Hitler var. Derfor falder det ikke i alles smag at have en gave fra den kommunistiske diktator stående.

Som turist i Warszawa tjener Kulturpaladset dog et godt formål: Fra observationsdækket har man et fantastisk vue ud over byen. Mange af byens indbyggere er også glade for udsigten herfra, for som de siger; det er nemlig det eneste sted i byen, hvorfra man ikke kan se Kulturpaladset…

Der findes en elevator, der bringer dig op på 30. etage, hvor der foruden udsigten også findes en café. Herudover rummer bygningen teatre, biograf, svømmehal samt en mængde private og offentlige kontorer.

Udsigtsplatformen er åbent dagligt fra 10:00-20:00. Spring køen over – Køb din billet her!

Transport: Metro til centrum.

6. Den saksiske have

[Park + Monument]

Den saksiske have med den smukke fontæne er et glimrende område til afslapning. Foto: TeroVesalainen fra Pixabay 

Centralt placeret i Warszawa er Den saksiske have (Ogród Saski) et udsøgt åndehul midt i storbyen. Parken er ikke alene den ældste offentlige park i Warszawa, men en af de ældste i hele Verden. Da Den saksiske have åbnede i 1727 var det en barok-park i fransk stil, men i det 19. århundrede blev haven ændret til en landskabspark efter engelsk forbillede.

Uanset årstid bør du afsætte tid til et besøg i haven. Den er fint genopbygget efter ødelæggelserne under 2. Verdenskrig, og du kan opleve smuk natur, store barokskulpturer og Enrico Marconis fornemme fontæne fra 1855.

Det helt store monument i Den saksiske have er Den ukendte soldats grav. Frem til 2. Verdenskrig stod her et smukt, gammelt slot. Alt hvad der i dag er tilbage af Det saksiske slot, er den korte buegang, hvor to uniformerede soldater holder vagt ved Den evige flamme. Det er Den ukendte soldats grav, rejst til minde om faldne soldater i samtlige krige med polsk deltagelse. Det er ikke unormalt at se folk lægge smukke blomsterkranse foran det lille tableau.

Transport: Sporvogn 4, 15, 18 eller 35 til Królewska.

7. Vodka-museet

[Museum]

Vodka er nationaldrikken i Polen, og polakkerne værdsæter en god vodka i lige så høj grad som andre værdsætter en god whisky eller rom. I Warszawas Praga-bydel lå engang det stolte vodka-destelleri, Koneser. Koneser lukkede i 2007, og en overgang var her undergrundsgallerier og kunsthåndværk, men i dag er stedet omdannet til Vodka-museet Muzeum Polskiej Wódki.

Der arrangeres guidede ture gennem museet på polsk og engelsk (og andre sprog på opfordring). På turen viser guiden den interaktive udstilling frem, og fortæller om vodka-produktion gennem tiderne. Du bliver også introduceret for ingredienserne, smagssammensætningerne og får naturligvis også lov at smage på varerne. Der kan bookes tidspunkter for besøget online, men det er også muligt blot at møde op på museet.

Åbent søndag til torsdag 11:00-20:00, fredag og lørdag 11:00-21:00.

Køb billet: Køb din billet til vodka-museet inklusive rundvisning og vodkasmagning her.

Transport: Sporvogn 3, 6, 13, 20, 23, 25, 26 eller 28 til Ząbkowska eller metro til Dworzec Wileński.

8. Pawiak-fængslet

[Museum]

Hvis du interesserer dig for 2. Verdenskrig, er Pawiak-fængslet bestemt et besøg værd. Noget af det første du oplever, når du ankommer til fængslet, er elmetræet i bronze udenfor murene. På træet hænger flere små mindeplader, med navnene på nogle af de mange mennesker, som blev henrettet netop på dette sted. Bronze-elmetræet er en tro kopi af det rigtige træ, som desværre bukkede under for sygdom i 1984.

Træet er dog et vigtigt symbol på liv og død og årstidernes skiften. Samtidig er træet det eneste neutrale vidne til de barbariske handlinger, som nazisternes fremfærd medførte under 2. Verdenskrig. Fængselsbygningerne er dog langt ældre (fra starten af 1800-tallet), og blev benyttet af de russiske myndigheder til politiske fanger. Det er imidlertid perioden under Nazismen, der er i fokus, når du besøger fængselsmuseet i dag.

Det er umuligt at forestille sig, præcis hvordan hverdagen så ud for de mange fanger under krigen, men på museet har de gjort et godt forsøg på at gengive livet for de indsatte. Her er tekst på både polsk og engelsk, og du kan opleve den rekonstruerede fængselsgang og de uhyggelige celler.

Åbent onsdag til søndag 10:00-17:00 (lukket mandag og tirsdag). Gratis entré om torsdagen!

Transport: Sporvogn 17, 33 eller 41 til Nowolipki.

9. Wisla-floden

[Afslapning + Bådudlejning + Cruise]

Promenaden langs Wisla-floden er et oplagt sted at hænge ud om sommeren. Floden har haft stor betydning for Warszawas historie, og var en vigtig transportvej gennem århundreder. I dag oplever man en særlig stemning langs floden, ikke mindst takket være den kilometerlange promenade.

Det er det perfekte sted for en gå- eller cykeltur. Her er også masser af bænke og liggestole, og om sommeren er der gang i caféer og natklubber. Men det er naturligvis ikke kun på land, det sjove sker. Er vejret godt, skal du naturligvis ud på vandet! Der kan bl.a. lejes kanoer og motorbåde, eller du kan tage med en af sightseeingbådene, der sejler langs floden. Vandlegepladsen med de mange fontæner er også et sikkert hit hos børnene.

10. Copernicus Science Centre

[Videnskabsmuseum + Interaktiv legeplads]

Copernicus Science Centre er opkaldt efter den polske videnskabsmand, Nikolaus Kopernikus (1473-1543), der blev kendt for sin teori om, at solen og ikke jorden var centrum for universet.

Videnskab er også i centrum på denne store interaktive legeplads, som tilbyder mere end 350 små eksperimenter og udfordringer. Stedet minder meget om Eksperimentariet i København, og er du i Warszawa med børn, vil et besøg her helt sikkert falde i god jord.

Copernicus Science Centre er både en sjov og lærerig oplevelse – man kan f.eks. udfordre hinanden i en duel på hjernebølger, eller prøve at spille på laserharpe som en anden Jean-Michel Jarre. Området er topmoderne og formidlingen foregår på både polsk og engelsk. Stedet er meget populært, så hvis det er muligt, bør du undgå at komme her i weekenden, hvor køerne kan være lange. Om sommeren er den fine have på tagetagen åben.

Copernicus Science Centre i Warszawa er et bevis på, at de bedste seværdigheder både kan være sjove og lærerige på samme tid.

Åbningstiderne er afhængige af sæson. Se de varierende åbningstider her.

Transport: Metro til Centrum Nauki Koperni.

Restauranter i Warszawa – de bedste spisesteder

Det er ikke svært at finde hyggelige spisesteder mellem de forskellige seværdigheder i Warszawas gamle bydel. Det vrimler nemlig med indbydende kælderrestauranter i de smukke byhuse. Det et imidlertid også her turisterne færdes, og priserne har fortrængt nogle af de lokale gæster. Vil du prøve nogle af de 100% autentiske spisesteder, så kan det anbefales at besøge Praga-kvarteret.

I det polske køkken finder du fantastiske supper. Nogle steder kan du bestille suppe som enten en hel eller en halv portion – sidstnævnte er en rigtig god idé, så du er sikker på, at have appetit til hovedretten.

Det nærmeste man kommer på en polsk nationalret er nok pirogger, pierogi, som kan være fyldt med med både grøntsager og kød. Du bør helt sikkert prøve pierogi mindst en gang på en rejse til Polen. Herudover er polsk øl ganske glimrende, men en aften i Polen er naturligvis ikke komplet uden den obligatoriske vodka. Vær opmærksom på, at vodka ofte serveres i 5cl-glas!

Nedenfor har jeg samlet fem gode forslag til restauranter i Warszawa:

1. Stara Kamienica

[ul. Widok 8]

Stara Kamienica er et af de bedste steder, hvis du leder efter autentisk polsk mad. Maden på stedet er nemlig fantastisk, og det samme kan siges om omgivelserne. De hyggelige intime lokaler er de perfekte rammer for ægte polsk gastronomi. Er du til tatar-bøf, så fås den ikke bedre end her, og servicen er blandt byens bedste.

2. Hala Koszyki

[Koszykowa 63]

Markedshallen Hala Koszyki er et utroligt populært sted. Her er konceptrestauranter, der stikker i alle retninger, så det kan være svært at vælge, hvor man helst vil slå sig ned. Hala Koszyki blev bygget i starten af det 20. århundrede, og den renoverede hal er et elegant område for både shopping og spisning.

3. U Fukiera

[Rynek Starego Miasta 27]

Warszawas ældste restaurant er også blandt de bedste og ikke mindst hyggeligste. Priserne er lidt høje, men atmosfæren i de gamle lokaler med hvælvede lofter er betagende. Du skal helst være sulten, når du besøger U Fukiera – i hvert fald så sulten, at du kan klare en af de fantastiske supper til forret.

4. Bistro de Paris

[Pl. Pilsudskiego 9]

På Bistro de Paris er temaet finere fransk madlavning, og der serveres glimrende vine dertil. Bistro de Paris er stedet, hvis du leder efter en gourmet-oplevelse, og særligt udvalget af fisk og skaldyr er fornemt. Alle retter er kunstnerisk udformet. Indretningen er enkel og moderne og priserne er i den høje ende. Kvaliteten kan dog uden problemer hamle op med de høje priser, og et besøg hos Bistro de Paris er et godt ferieminde.

5. Żebra i Kości

[Poznańska 38]

Żebra i Kości er stedet du skal besøge, hvis du leder efter et godt steakhouse. Żebra i Kości serverer ikke blot den bedste steak i Warszawa, men er en af byens bedst anmeldte restauranter på Tripadvisor. Alt spiller nemlig på den hyggelige og intime restaurant, hvor service og madlavning er i top. Bestiller du bøf tatar, tilberedes den ved bordet.

Hotel i Warszawa – de bedste overnatningssteder

Det er fantastisk at bo i gåafstand fra Den gamle bydel, og der er heldigvis mange hoteller i området. Alternativt er infrastrukturen i Warszawa god, så du kommer nemt rundt til de bedste seværdigheder i den polske hovedstad med sporvogn, metro og bus, selvom du bor lidt udenfor centrum. Her under har jeg fundet tre hoteller i forskellige prislejer, som du kan overveje at bo på under din ferie til Warszawa. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Warszawa hos Booking.com her.

1. Hotel Bristol

[Krakowskie Przedmieście 42/44]

Luksus og elegance går hånd i hånd på det populære Hotel Bristol, der ligger lige ved universitetet. Det er her alle de kendte bor, når de besøger Warszawa. Servicen og komforten er i absolut topklasse, og mens standarden vil være udenfor de flestes rækkevidde i Danmark, er det faktisk til at betale for luksus i Polen. Læs mere om hotellet her.

2. Hampton by Hilton Warsaw City Centre

[Ul. Wspólna 72]

Kædehoteller er måske ikke så charmerende som de små traditionelle overnatningssteder, men standarden er høj på Hampton by Hilton, der ligger upåklageligt midt i byen. Her er kun en kort gåtur til Den gamle bydel med markedspladsen og de øvrige seværdigheder i Warszawa. Herudover er servicen i top, og et samme gælder morgenmaden, som er inkluderet i prisen. Læs mere om hotellet her.

3. Ibis Budget Warszawa Centrum

[Ul Zagorna 1]

Som navnet antyder, er der tale om et budgethotel, men Ibis tilbyder alt, hvad du har brug for, på en dejlig ferie i Warszawa. Hvis du ikke har brug for luksus, men blot et sikkert og trygt sted at overnatte, er Ibis et fornuftigt valg. Hotellet har døgnåben reception, og ligger tæt på Wisla-floden. Der er en lille halv times gang til centrum, men der findes busstoppested tæt på. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser…

Selvom der er mange gode seværdigheder i Warszawa, kan du også med fordel besøge nogle af landets øvrige byer. Warszawa ligger meget centralt i landet, og det er derfor oplagt at benytte byen som udgangspunkt for at opleve mere af Polen.

Krakow

Krakow er en af Østeuropas mest populære destinationer, hvor du finder lige dele kultur, historie og natteliv. Byturene i Polens næststørste by kan nemt fortsætte til langt ud på morgenen, men her findes også et væld af spændende seværdigheder, som ikke involverer byture. Besøg f.eks. det flotte slot, den imponerende markedsplads eller de mange fine museer. Koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau er bestemt også et besøg værd. Læs mere om de bedste seværdigheder og oplevelser i Krakow her.

Gdansk

I den nordligste del af Polen finder du den smukke havneby, Gdansk. Beliggenheden ved floden nær Østersøen har gjort Gdansk til en vigtig handelsby, og det mærkes også, når man besøger byen som turist. Gå f.eks. en tur langs havnepromenaden, hvor lastekranen fra middelalderen stadig knejser over de mange turister, eller tag med på en bådtur på floden. Du må heller ikke glemme at købe rav – det smukke materiale findes i alle afskygninger og til alle priser. Du kan læse mere om mine forslag til seværdigheder i Gdansk her.

Poznan

Mange af Polens byer har oplevet en enorm fremgang i turisme indenfor de seneste år. Det gælder også byen Poznan, selvom den langt fra er lige så trendy som Krakow, Warszawa og Gdansk. Til gengæld kan du nyde en mere autentisk oplevelse i denne hyggelige provinsby. Markedspladsen er et oplagt sted at hænge ud, og om sommeren er den enorme citadel-park et magisk åndehul. Her findes naturligvis også en række gode museer, restauranter og natklubber. Læs mine anbefalinger til de bedste oplevelser i Poznan her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (byhuse i Warszawa): Billede af Rudy and Peter Skitterians fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *