Valletta: De bedste seværdigheder i Maltas hovedstad

Maltas hovedstad er blandt Europas mindste, men den er spækket til randen med spændende historie og flotte bygningsværker. Der er masser at opleve i de smalle gader indenfor de gamle bymure, for Valletta byder både på masser af seværdigheder, restauranter og caféer.

Historisk set er Malta tæt knyttet til beretningerne om tempelridderne, som søgte tilflugt på den lille middelhavsø, efter at være blevet fordrevet fra Det Hellige Land. Med tiden fik tempelridderne befæstet den lille halvø, Sciberras, hvor Maltas hovedstad, Valletta, i dag findes.

En af de mange gader i Valletta, som består af trapper. Foto: Sofia Arkestål fra Pixabay 

Ligesom det øvrige Malta har Valletta været en smeltedigel hvor lige dele europæisk og nordafrikansk kultur og arkitektur har gjort området helt unikt. Stenbygningerne med de mangefarvede karnapper i træ, er klassisk Malta og ditto Valletta, og kontrasten mellem karnapper og rå husmure giver flotte fotomuligheder.

Uanset hvor man befinder sig i Valletta, er der aldrig langt til vandet, og selv på en varm dag, hjælper havbriserne til at Valletta aldrig bliver ulidelig i sommervarmen. Omvendt bliver her, takket være middelhavsstrømmene, heller ikke koldt om vinteren. Valletta er dermed en udsøgt feriedestination året rundt.



Booking.com

Sådan kommer du til Valletta

De spændende seværdigheder i Valletta er blot en flyvetur væk. Flyvetiden til Malta er ca. tre timer, og der er flere muligheder for at komme direkte til Malta fra Danmark fra både København og Billund. Brug søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Sådan kommer du rundt i Valletta

Vallettas gamle bydel opleves bedst til fods, men medbring det rigtige fodtøj! Mens den storslåede hovedgade, Republic Street midt i byen, er flad, er sidegaderne hertil ganske stejle – nogle består af trapper. Fra det smukke haveanlæg, Upper Barrakka Gardens, er der en elevator, der forbinder haven med søfronten, hvor der findes færge- og bådservice. Elevatoren er gratis ved nedstigning, men koster 1€ på turen op.

Tip: Hop-on hop-off-busture til de bedste seværdigheder på Malta inkl. dansk audioguide – læs mere her

De små passagerfærger forbinder den gamle bydel med den moderne Sliema mod nord og De tre byer (Vittoriosa, Senglea og Cospicu) mod syd. Overfarten i begge retninger tager blot få minutter, og billetter købes ved billetlugen ved færgeterminalen. Færgerne sejler hver halve time.

Den brede bymur og bydelen Sliema i baggrunden – et perfekt sted at slappe af efter en dag med seværdigheder i Valletta. Foto: Benjamin Munk Olsen

Malta har et godt netværk af busser, men selvom busserne kører jævnligt, er de ofte fyldt godt op. Planlægger du at skulle rundt på øen, anbefales det at købe et rejsekort. Disse fås bl.a. med en uges fri rejse og fungerer ligesom Rejsekortet i Danmark, hvor du tjekker ind, når du stiger på bussen.

Seværdigheder i Valletta – de 10 bedste oplevelser

1. Vallettas gamle bydel

[Sightseeing + Shopping]

Gammelt og nyt møder hinanden på hovedgaden i Valletta. Foto: MICHOFF fra Pixabay 

Vallettas gamle bydel blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1980, og man kan bruge mange spændende timer på at gå på opdagelse her. De vinkelrette gader ud fra hovedgaden Republic Street (Triq Ir-Repubblika), med flotte gamle byhuse, gør Valletta til noget særligt. Kalksten er det primære byggemateriale, og de gamle bymure emmer af fordoms storhed, da tempelridderne herskede.

I Republic Street ligger alle de store mærkevarerbutikker side om side med souvenirhandlere, og det er således et oplagt udgangspunkt for shopping. I den parallelle gade Strait Street og sidegaderne hertil, findes mange gode restauranter, barer og caféer.

2. Upper Barrakka Gardens

[Have + Udsigt + Kanoner]

Kanonerne er klar til at blive affyret. Grand Harbour ses i baggrunden. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der er flere gode grunde til at besøge Upper Barrakka Gardens. Den indlysende først: Her finder du den bedste udsigt i Valletta. Med Vallettas gamle bydel i ryggen, kan du spejde ud over den imponerende Grand Harbour, som ligger mange meter under dig. Her er ofte tæt trafik af små og store både. I baggrunden mod syd, endnu længere borte, ses De tre byer.

Umiddelbart under Upper Barrakka gardens findes et plateau med kanoner (Saluting Battery), der i fordoms tid skulle forsvare indsejlingen til Grand Harbour. Kanonerne affyres dagligt kl. 12:00 og 16:00, og det er muligt at komme helt tæt på, ved at indløse billet til museet.

Upper Barrakka Gardens er desuden et fremragende sted at slappe af – særligt hvis du besøger Valletta i højsommeren. Mens træerne skaber tiltrængt skygge, sørger cafeteriet for kolde drikkevarer.

3. Lascaris War Rooms

[Museum]

I Lascaris War Rooms kan du lære meget om militær strategi. Foto: Benjamin Munk Olsen

Med sin strategiske beliggenhed spillede Malta en helt central rolle under 2. Verdenskrig. I Lascaris War Rooms kommer man helt tæt på disse begivenheder. Man får historien om forsvaret af Malta, som var eftertragtet af aksemagterne, og om hvordan de allierede styrede planlægningen af landgangen på Sicilien.

Man kan gå på opdagelse selv (i selskab med en audioguide), men det anbefales at tage med på en af de mange (gratis) guidede ture. Guiderne er utrolig dygtige og dedikerede.

4. St. John’s Co Cathedral

[Kirke]

Indenfor i den smukke katedral. Foto: Waldo Miguez fra Pixabay 

Vallettas katedral ser ikke ud af meget udefra, men indenfor er det et utroligt syn. De forskellige afdelinger af tempelridderne har haft deres egne sidekapeller, og her har de på smukkeste vis forsøgt at overgå hinanden i udsmykning. Også katedralens gulv, som består af tempelriddernes gravsten (af forskelligfarvet marmor), er bemærkelsesværdigt.

5. Sejltur i Grand Harbour

Det er en fantastisk oplevelse at komme ud på vandet i en store Grand Harbour. Foto: Benjamin Munk Olsen

Grand Harbour er, som navnet antyder, storslået, og der er flere muligheder for at komme ud på vandet og opleve Vallettas skønhed fra søsiden. Den billigste mulighed er at tage med passagerfærgen til De Tre Byer.

Man kan også tage med på en havnerundfart med de større både, men den mest romantiske og autentiske mulighed er at sejle med en af de lokale sejlere, i deres små primitive både. De lokale sejlere kan fortælle sjove og spændende anekdoter og med plads til 2-5 personer i båden, er der garanti for en intim og autentisk oplevelse.

Passagerfærge og de lokale småbåde nås nemt ved at benytte elevatoren ved Upper Barrakka Gardens. Havnerundfarterne og øvrige udflugter med større både afgår fra havnefronten i Sliema.

6. National Museum of Archaeology

[Museum]

The Sleeping Lady er en af de største skatte på det arkæologiske museum. Foto: Benjamin Munk Olsen

Midt på den travle hovedgade, Republic Street, finder du Det arkæologiske museum. Her har to genstande særlig interesse, nemlig figurerne Venus of Malta, fundet i Hagar Qim-templet, og The Sleeping Lady, fundet i Ħal Saflieni Hypogeum.

Har du planer om at besøge nogle af Maltas forhistoriske templer, er et besøg på det arkæologiske museum et godt sted at starte eller runde et sådant besøg af.

7. Fort Skt. Elmo

[Fæstning + Museum]

Der findes næppe en mere ideel placering til et militærmuseum, end på Sciberras-halvøens yderste spids. Det taktiske element fornægter sig ikke, men historien på netop dette sted, er også værd at tage med. Fort St. Elmo har nemlig fungeret som forsvarsværk for Valletta og resten af Malta gennem de seneste 400 år.

På St. Elmo får du alle de spændende historier, godt formidlet, lige fra Den store belejring af Malta i 1564 og op til 2. Verdenskrig. Bygningerne er flot restaureret og udstillingerne af bl.a. våben er imponerende.

8. Templerne Hagar Qim og Mnajdra

[Templer + Museum]

De imponerende tempelbyggerier er ældre end pyramiderne i Egypten. Foto: M W fra Pixabay 

Tempelkomplekserne Hagar Qim og Mnajdra ligger ikke i Valletta, men de er et oplagt udflugtsmål fra hovedstaden. De store templer er blandt de største seværdigheder på Malta og fra busterminalen i Valletta kan du kommer hertil med bus nr. 74.

Templerne blev bygget i årene 3600-3200 f.Kr., og er således ældre end pyramiderne i Giza. De er konstrueret i kalksten, og nogle af stenblokkende vejer op til 20 ton. Særlig magiske er de ved sommer- og vindersolhverv, hvor templernes konstruktion lader solen stråle ind i de hellige kamre på netop disse to dage. Det er ganske enkelt en imponerende bedrift.

9. Badning fra klipperne i Sliema

[Badning]

De specielle klippestrande i bydelen Sliema er perfekte til badning. Foto: JanneG fra Pixabay

De bedste bademuligheder i umiddelbar nærhed af Valletta, findes i den moderne forstad, Sliema, nord for Valletta. Det er også i Sliema, at de fleste hoteller findes, så det er måske også her, du vælger indkvartering.

Sliema byder på både barer, restauranter og shopping, og bademulighederne fra klipper finder du hele vejen langs Tower Road (Triq It-Torri). Prøv f.eks. Font Ghadir-klippestranden, der har blåt flag. Her er både mulighed for at svømme på dybt vand eller blot dyppe fødderne og nyde atmosfæren.

10. Palace of the Grand Masters

[Slot + Museum]

Gårdspladsen på den storslåede palads. Foto: M W fra Pixabay 

Hvad der engang var stormestrenes palads indenfor tempelridderne, huser i dag det maltesiske parlament og ikke mindst præsidentens kontorer. Disse områder er ganske imponerende, men vær opmærksom på, at der ikke er adgang til paladset når det bruges til officielle arrangementer.

Der er dog altid adgang til den flotte våben-udstilling i det tilstødende tøjhusmuseum, hvor den utrolig detaljerede audioguide sørger for et informativt og spændende besøg. Her kan man bl.a. se våben og rustninger brugt gennem de seneste fire hundrede år.

Restauranter i Valletta – de bedste spisesteder

Maltesisk mad er middelhavskøkken, når det er bedst. Det er særligt de italienske og arabiske retter, som dominerer menukortet i Valletta, men allerøverst findes Maltas specialitet: Fisk og skaldyr. Når du har brug for en pause fra byens seværdigheder, byder Valletta på mange gode spisesteder:

1. Markedshallen

[Merchant Street]

Ligesom Torvehallerne i København, byder madmarkedet i Valletta på kulinariske delikatesser fra både Malta og det øvrige Middelhav (og resten af Verden i øvrigt). Den flotte viktorianske jernkonstruktion er efter sigende den ældste bygning af jern i Valletta, og selvom priserne kan være i den højere ende, er det en oplagt mulighed for at smage på forskellige spændende retter. Der er både siddepladser inde og ude.

2. Palazzo Preca

[Strait Street 54]

Palazzo Preca er blandt favoritterne i Valletta, når det gælder maltesisk mad. Her kan du prøve alle de maltesiske specialiteter, men det er særligt fisken, du skal komme efter. Du kan få dagens fisk præsenteret af fisketjeneren, som kører en lille vogn med de forskellige fisk hen til bordet. Betjeningen er god og venlig, og stedet er hyggeligt indrettet i vestibulen af et ældre, storslået byhus.

3. 67 Kapitali

[Old Bakery St 67]

67 Kapitali er stedet hvis du er til lækker craft beer. Det er en hip og smart (ja, hipster) øl-café, som også serverer utrolig lækker tapas. Personalet er ekstremt venligt, og man føler sig straks velkommen. På de store tavler ved disken og på endevæggen fremgår det store udvalg af lokale maltesiske øl. De er til den dyre side sammenlignet med de masseproducerede øl, men i flere tilfælde er der også kvalitet til forskel. Prøv f.eks. den lækre hvedeøl på en varm sommerdag. Tapasretterne kommer ind på et stort bræt, og portionerne er store.

Der er masser af spændende øl på Kapitali. Foto: Benjamin Munk Olsen

4. Margo’s

[Republic Street 63]

Pizzaerne på Margo’s er lækre og bages over ild i det åbne køkken. Her kan man ivrigt holde øje med den erfarne pizzabager, der flittigt svinger pizzaspaden, for der er travlt på Margo’s. Ligesom mange andre spisesteder i Valletta, er Margo’s hyggeligt indrettet i indgangspartiet / hallen i et gammelt byhus. Her er masser af stemning og højt til loftet.

5. Beati Paoli Restaurant

[St Paul Street 240]

Som den bedst-ratede restaurant på Tripadvisor er Beati Paoli bestemt et besøg værd. Lokalerne er små, og man sidder tæt. Men maden er uovertruffen, og servicen i topklasse. Sørg for at bestille bord, da det er så godt som umuligt at få bord på selve aftenen.

6. The Pub

[Archbishop St. 136]

The Pub er ikke et spisested, men fortjener alligevel en plads på listen. Der er nemlig tale om en ikonisk beværtning i klassisk britisk stil. Man fornemmer således hvordan briterne satte præg på den solrige koloni, men The Pub er bedre kendt for en særlig begivenhed, nemlig Oliver Reeds død. Den britiske skuespiller var på Malta for at filme scener til storfilmen Gladiator, da en våd nat i byen endte brat med et hjertestop. The Pub er en hyggelig bar, hvor væggene er præget af avisudklip og fotos af den folkekære skuespiller.

Hotel i Valletta – de bedste overnatningssteder

Herunder finder du tre forslag til overnatning i Valletta, som giver dig god mulighed for at komme rundt til alle byens skønne seværdigheder. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Valletta hos Booking.com her.

1. La Falconeria Hotel

[Melita Street 62]

Meget centralt og luksuriøst hotel i centrum af Valletta, med Gratis morgenmad og indendørs pool. Der findes næppe et mere centralt hotel. Her er du lige midt i centrum, og har samtidig kort til Sliema-færgen og busterminalen. Læs om hotellet her.

2. The British Suites

[Battery Street 40]

I får næppe bedre udsigt end fra værelserne på The British Suites. Bestiller du værelse med havudsigt har du vue til den imponerende og storslåede Grand Harbour. Hotellet tilbyder også lækker terrasse og spa-faciliteter. Læs mere om hotellet her.

3. Europa Hotel

[Tower Road 138]

Europa Hotel er i den billigere ende af hoteller, men et oplagt udgangspunkt for både bade- og oplevelsesferie. Hotellet ligger i forstaden Sliema, lige ved en flot klippestrand. Udenfor kører bussen direkte til Valletta, hvor alle de spændende seværdigheder venter. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Oplev mere Malta…

Der er meget mere at se på Malta end Valletta og hovedstadens umiddelbare omgivelser. Det kunne f.eks. være den flotte fæstningsby Mdina, den fantastiske blå lagune på den lille ø Comino, eller den maleriske fiskerby Marsaxlokk. Læs mine forslag til oplevelser på Malta her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (karnapper i Valletta): Foto af Zoltan Tasi fra Unsplash

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *