Tirana: De bedste seværdigheder i Albaniens hovedstad

Albaniens livlige og farverige hovedstad byder på spændende oplevelser for enhver smag. Dyk ned i den mørke fortid på bunkermuseet BunkArt, nyd den imponerende udsigt fra Dajti-bjerget eller besøg hippe spisesteder og barer i det populære Blloku-kvarter. Selvom Tirana ikke har verdensberømte seværdigheder, så gemmer byen på masser af alternative attraktioner.

Tirana har ca. 700.000 indbyggere, og ligger centralt placeret midt i Albanien. Byen er omringet af bjerge og bakkedrag, hvilket giver mulighed for skønne naturoplevelser. Det kuperede terræn sender dog også ustadigt vejr ned over byen, som er blandt Europas vådeste.

Igennem 44 år (fra 1941 til 1985) var Albanien ledet af den kommunistiske diktator, Enver Hoxha. I denne periode var landet afskåret fra omverden, og befolkningen blev holdt i et jerngreb. I dag har kommunismens grå betonbyggerier fået godt med maling, og nye moderne skyskrabere skyder op i Tirana.

Optimismen er tilbage. Sådan opleves det også for byens turister, der kan nyde den flotte gadekunst, spændende farver og hyggelige kvarterer – ikke mindst Blloku (blokken), som har udviklet sig til et hipt og farverigt gå-i-byen kvarter.

I denne korte rejseguide finder du forslag til alle de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Tirana. God fornøjelse!



Booking.com

Sådan kommer du til Tirana

Der er ca. 2.300 km til Tirana fra den dansk/tyske grænse, og selvom det er en distance, der godt kan tilbagelægges i bil, så er fly nu engang den mest oplagte rejseform. Jernbanenettet i Albanien er meget nedslidt, og der findes pt. ingen grænseoverskridende tog.

Tirana med fly

Det er muligt at flyve direkte til Tirana fra København og Billund. I begge tilfælde tager flyveturen ca. 2 timer og 45 minutter.

Tiranas lufthavn ligger ved byen Rinas, 17 km nordvest for Tirana. Der kører busser – Rinas Express – fra lufthavnen til det centrale Tirana hver time fra busholdepladserne, som ligger til venstre, når du kommer ud af ankomsthallen.

Sådan kommer du rundt i Tirana

Tirana har en relativt kompakt bymidte, hvor du med fordel kan gå rundt til de mest populære seværdigheder og restauranter. Det gælder også for det hippe gå-i-byen kvarter, Blloku.

Skal du længere omkring – f.eks. til det interessante bunkermuseum, BunkArt, eller svævebanen til Dajti-bjerget (DajtiExpress), er det en god idé at benytte bus eller taxa.

De fleste bybusser i Tirana kører til/fra stoppestederne omkring Skanderbeg-pladsen. Der købes billet ombord på bussen (sælges af en konduktør, der går gennem bussen). Og billetterne er billige. Desværre kan det være lidt svært at finde ud af de enkelte busruter. Busruterne er pt. ikke indtegnet på Google Maps.

Seværdigheder i Tirana: De 10 bedste oplevelser

1. Skanderbeg-pladsen (Sheshi Skënderbej)

[Plads]

Skanderbeg-pladsen ligger midt i Tirana og byder på flere spændende seværdigheder. Foto: Benjamin Munk Olsen

Skanderbeg-pladsen i det centrale Tirana er et fremragende udgangspunkt, når du skal udforske den albanske hovedstads mange spændende seværdigheder. Den 40.000 kvadratmeter store plads er opkaldt efter nationalhelten, Gjergj Kastrioti Skënderbej, som indledte et vellykket oprør mod osmannerne i det 15. århundrede.

Den elegante rytterstatue, der forestiller Skanderbeg, stammer fra 1968, og blev rejst i forbindelse med fejringen af 500-året for Skanderbegs død. Her erstattede den en statue af den tidligere sovjetiske leder, Josef Stalin, og pladsen fik på samme tid sit nuværende navn. Ved siden af den mægtige bronzestatue vejrer det albanske flag med den sorte, tohovedede ørn på rød baggrund.

Historien bag pladsen går tilbage til 1917, hvor de østrigske magthavere udlagde et bytorv på stedet. I 1920’erne blev Albanien på det nærmeste en italiensk vasalstat, og den italienske indflydelse voksede – også når det kom til byplanlægning.

Den italienske arkitekt Armando Brasini stod således bag det første design, som senere blev fulgt op af landsmanden Florestano Di Faustos nyrenæssance-stil med voluminøse, afrundede facader. De italienske bygninger kan ses i pladsens sydlige ende bag Skanderbeg-monumentet.

Siden 2017 har Skanderbeg-pladsen gennemgået en omfattende renovering, som har kastet flere internationale arkitekturpriser af sig. Et parkmiljø, flotte belægningssten og vandkaskader er blandt de seneste tilføjelser.

Man fornemmer dog fortsat italienernes historiske indflydelse, ligesom betonbyggerier fra kommunisttiden også fortsat præger pladsen. Nationalmuseet, rådhuset, operaen, Et’hem Bey-moskéen, Tiranas internationale hotel og en række ministerier er blandt de bygninger, der omkranser pladsen.

2. Bunk’Art 1

[Museum]

Enver Hoxhas private kontor i Bunk’Art 1-bunkeren. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der er noget yderst fascinerende ved den store koldkrigsbunker, der ligger i udkanten af Tirana, og som i dag går under navnet Bunk’Art. Det store kompleks (3.000 underjordiske kvadratmeter) stammer fra 1970’erne, og blev bygget til at huse Albaniens politiske elite med den yderst paranoide Enver Hoxha i spidsen.

Hoxha, der var Albaniens leder fra 1944 til sin død i 1985, frygtede en udenlandsk invasion, og fik derfor opført over 170.000 betonbunkere, hvoraf mange fortsat ligger spredt rundt i landet.

Bunk’Art 1 er indrettet som et spændende museum, der kombinerer de historiske rammer med autentiske genstande fra kommunisttiden samt aktuelle udstillinger indenfor moderne kunst. Udstillingen giver således et interessant og nuanceret indblik i tiden under kommunismen, ligesom den introducerer gæsterne til nutidens albanske kunstverden.

Det er en ganske speciel oplevelse at bevæge sig rundt i det enorme anlæg, hvis eksistens igennem mange år var en velbevaret statshemmelighed. En lang, mørk tunnel fører ind til den unikke tidslomme.

Historien om det moderne Albanien starter med den italienske invasion i 1939, og slutter med kommunismens fald. Blandt højdepunkterne er den enorme forsamlingssal, som var bunkerens vigtigste rum, samt de private gemakker for højtstående embedsmænd.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Bus mod Porcelan fra Kulturpaladset på Skanderbeg-pladsen. Bussen stopper meget tæt på Bunk’Art 1. Bunkeren ligger tæt på Dajti-svævebanen (Dajti-Express), og du kan med fordel kombinere de to oplevelser.

Tip: Bunk’Art 2

Som supplement til det store Bunk’Art 1-museum er der åbnet endnu en bunker-udstilling i det centrale Tirana (lige ved Skanderbeg-pladsen), som går under navnet Bunk’Art 2. Dette bunkeranlæg består af 24 rum, og skulle huse højtstående ministre i tilfælde af et fjendtligt angreb. I dag er anlægget indrettet som museum, og giver et spændende indblik i den nyere albanske historie. Bunkeren kan virke en smule klaustrofobisk med de smalle gange og små rum, men formidlingen er god. Information findes på engelsk.

Indgangen til Bunk’Art 2 findes lige bag Skanderbeg-pladsen. Foto: Benjamin Munk Olsen

3. Dajti (Mali i Dajtit)

[Bjerg + Svævebane + Udsigt + Vandring]

Svævebanen er blandt byens mest populære seværdigheder, og fra Dajti-bjerget har man et skøn udsigt over Tirana. Foto: Benjamin Munk Olsen

En dagsudflugt til Dajti-bjerget bør bestemt stå på din to-do-liste, når du besøger den albanske hovedstad. Udsigten fra toppen, og turen herop med den moderne svævebane, gør bjerget til en populær attraktion for turister og lokale, der gerne vil have storbyens travlhed lidt på afstand.

Oppe på bjerget findes flere forskellige forlystelser – bl.a. skydebane, minigolf og ponyridning – men det er udsigten og de grønne omgivelser, der er højdepunkterne.

Dajti-bjerget rejser sig majestætisk øst for Tiranas centrum, og har siden 1966 været udlagt som en beskyttet nationalpark. Bjergets tinde når op i 1.613 meters højde, mens svævebanens endestation er i 1.050 meters højde.

Siden 2005 har man kunnet benytte den østrigsk byggede svævebane – Dajti Express – til at ‘bestige’ bjerget. Den smukke opstigning tager ca. 15 minutter, og foregår i lukkede gondoler.

Det familievenlige forlystelsesområde på toppen er en smule antiklimatisk, men der er heldigvis også god mulighed for at nyde naturen. Bjergets skråninger er dækket af frodig skov med fyrretræer, eg og bøg, ligesom her findes flere spektakulære klippeformationer, kløfter, vandfald og huler.

Desværre er de forskellige vandreruter ikke afmærket specielt godt, så en vandretur foregår på eget ansvar. Der findes både restaurant og café samt et hotel på toppen.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: For at komme til svævebanens nedre station kan du tage en bus til Porcelan. Her venter en gåtur på 1,5 km, eller du kan benytte den gratis shuttlebus.

NB: Svævebanen ligger tæt på museet Bunk’Art, og du kan med fordel kombinere de to oplevelser.

4. Nationalmuseet (Muzeu Historik Kombëtar)

[Museum]

Nationalmuseet midt i Tirana er blandt de oplagte seværdigheder at besøge. Foto: Drini Teta fra Unsplash

Nationalmuseet på Skanderbeg-pladsen er landets største museum, og blandt top-attraktionerne i det centrale Tirana. Her får du et førsteklasses indblik i den albanske historie lige fra oldtidens græske og romerske belejringer til det mørke kapitel med kommunismen under Enver Hoxha.

Allerede inden man træder ind på museet, drages man af den store mosaik over hovedindgangen. Her skildres den lokale historie nemlig i bedste nationalromantiske stil med mænd og kvinder iført traditionelle klædedragter, der griber til våben i den fælles kamp for et frit Albanien.

Den markante museumsbygning stammer fra 1981, og arkitekturen er i høj grad præget af datidens modernistiske idéer. Udstillingen, der strækker sig over 18.000 kvadratmeter, byder på en række spændende arkæologiske skatte samt en smuk kopi af Gjergj Kastrioti Skënderbejs imponerende sværd.

Hvordan den albanske nationalhelt formåede at holde det tunge sværd, styre sin hest og kæmpe mod fjender på én og samme tid er – som Lonely Planet har beskrevet det – lidt af en gåde.

Museets udstilling giver en kronologisk gennemgang af historien fra antikkens illyriske stammer, der bosatte sig i området, og til den post-kommunistiske tid efter Hoxha. Mange af udstillingens beskrivelser er oversat til engelsk.

Afdelingen med statuer, søjler, mosaikker og mønter fra oldtidens Grækenland og Romerriget er et højdepunkt, men det er også værd at se nærmere på de øvrige dele af udstillingen – f.eks. den del, der er dedikeret til Moder Teresas liv og gerninger.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

5. Pyramiden (Pyramida)

[Bygning / Monument]

Pyramiden er ved at blive opgraderet til et moderne samlingspunkt. Foto: Benjamin Munk Olsen

Midt i Tirana står et markant fortidslevn og et vartegn, de fleste lokale indbyggere nok gerne havde været foruden. Den store pyramide-bygning i beton og glas blev opført i 1988, og var engang beklædt med marmor.

I dag – efter mange års forsømmelse – er ingeniører og håndværkere i færd med at omdanne den for længst udtjente bygning til et moderne IT-hotspot for byens unge iværksættere og studerende.

Pyramiden var oprindeligt skabt som et museum tilegnet den netop afdøde leder, Enver Hoxha, og det himmelstræbende eftermæle blev da også tegnet af Hoxhas datter og svigersøn. Med kommunismens fald ønskede man dog ikke længere at hylde den mangeårige diktator, og pyramiden blev i stedet brugt som konferencecenter og siden som NATO-hovedkvarter i forbindelse med Balkan-krigen.

Herefter fik bygningen lov at forfalde. Marmorplader og vinduer blev slået i stykker, og der blev malet graffiti flere steder på pyramidens overflade. Pyramiden blev med tiden en slags anti-attraktion midt i Tirana, og i en lang periode var det populært at bestige den skrånende struktur – vel at mærke på eget ansvar.

Det blev overvejet at rive hele bygningen ned, men i 2021 begyndte arbejdet imidlertid med at omdanne den hadede Pyramide til et moderne samlingspunkt.

6. House of Leaves (Shtëpia me Gjethe)

[Museum]

I House of Leaves udstilles alle former for overvågningsudstyr. Foto: Benjamin Munk Olsen

Overvågning, afhøring og tortur var hverdag under Hoxhas totalitære styre, og en stor del af dette arbejde blev udført midt i det centrale Tirana. Bygningen, der fungerede som hovedkvarter for landets hemmelige politi, Sigurimi, er i dag indrettet som museum, og her kan du få et spændende og skræmmende indblik i Sigurimis arbejdsmetoder. Museet blev kåret som ’Årets europæiske museum’ i 2020.

Bygningen, som i dag huser udstillingen om den hemmelige overvågning, kaldes populært for ‘House of Leaves’ på grund af den vedbend, der vokser langs murerne. Den idylliske stemning forstummer dog, så snart du træder ind ad døren.

Udstillingen rummer et stort udvalg af genstande, som blev brugt til overvågningen, bl.a. en stor samling af mikrofoner og kameraer fra 1950’erne og frem til slutningen af 1980’erne. Her findes også talrige fotos, videoer og plancher, som giver et godt indblik i politiets arbejdsmetoder.

House of Leaves blev oprindeligt opført som et hospital, men fik altså en helt anden funktion efter 2. verdenskrig. Mange af udstillingens beskrivelser findes på engelsk, og turen gennem museets 27 rum byder på mange interessante overraskelser.

Blandt højdepunkterne er det, der udadtil ligner en helt almindelig albansk lejlighed. Kigger du godt efter – og ved du hvad, du skal kigge efter – gemmer lejligheden imidlertid på alverdens overvågningsudstyr gemt af vejen i bedste spion-stil.

7. Den store park (The Grand Park / Parku Madh i Tiranës)

[Park + Afslapning + Botanisk have + Zoo]

Den store park er et fremragende åndehul syd for det centrale Tirana. Foto: Benjamin Munk Olsen

Ønsker du en pause fra den pulserende storby, så kan du passende lægge vejen forbi den 289 hektar store park syd for Tiranas centrum. Den store park er en fredelig og frodig oase, som byder på mange forskellige planter, smukke mindesmærker og historiske bygningsværker.

Den store park ligger for enden af Dëshmorët e Kombit-boulevarden, og blev anlagt mellem 1955 og 1956. En kunstigt anlagt sø på 55 hektar fungerer som parkens centrum, og langs søbredden findes skønne områder til afslapning. Parkens stier egner sig også godt til en løbetur.

For børnene findes her flere store og gode legepladser, ligesom Tiranas zoologiske have ligger lige udenfor parken mod sydvest. I umiddelbar nærhed af parken finder du også den botaniske have (den eneste botaniske have i Albanien) med blomster og planter fra hele verden.

I parkens østlige del ligger Præsidentpaladset (Pallati presidencial), som oprindeligt blev opført til Ahmed Zogu, der var Albaniens konge fra 1922 til 1939. Paladset stod færdigt i 1941, og Zogu nåede således ikke at tage bygningen i brug, inden han drog i eksil. Efter 2. Verdenskrig blev det albanske kongerige afskaffet.

Blandt parkens øvrige højdepunkter findes den ortodokse Sankt Procopius-kirke samt en række markante mindesmærker for de soldater, der faldt i 2. Verdenskrig. Parken er et oplagt sted for en picnic, men her findes også flere hyggelige caféer og restauranter.

8. Klokketårnet (Kulla e Sahatit)

[Udsigt]

Klokketårnet i Tirana er et af byen fineste vartegn og en populær seværdighed. Foto: Ejup Lila fra Pixabay

Det 35 meter høje klokketårn rejser sig majestætisk over Skanderbeg-pladsen, og fra tårnets top har man en strålende udsigt over det centrale Tirana. Klokketårnet fra 1822 blev opført af den lokale adelsmand Etëhm Bey Mollaj, som også stod for færdiggørelsen af den nærliggende Et’hem Bey-moské i en tid, hvor Albanien var en del af Det osmanniske rige.

Den orientalske indflydelse fornægter sig da heller ikke, og med sin klassiske, slanke arkitektur, er tårnet blevet et populært vartegn for den albanske hovedstad.

Som følge af flere ombygninger – bl.a. for at få plads til en større klokke – er det dog ikke det helt originale klokketårn, man oplever i dag. Det gør dog ikke noget, og har du mod på at bevæge dig op i tårnet, venter altså et fantastisk vue over Skanderbeg-pladsen. Tårnets klokke slår desuden en gang i timen, og minder på denne måde de forbipasserende om tiden der går, her midt i Tirana.

9. Den nye bazar (Pazari u Ri)

[Marked + Spisesteder]

Der sælges både fødevarer, loppefund og souvenirs på Den nye Bazar. Foto: Benjamin Munk Olsen

Samler du på autentiske oplevelser, så bør du helt sikkert besøge Den nye bazar – et af de mest charmerende områder i Tirana. Efter en markant make-over i 2017 byder det populære marked nu på en række moderne faciliteter, men heldigvis er det lykkedes at bevare den traditionelle markedsstemning.

Friske grøntsager, frugter, nødder, kød og fisk sælges fra de mange overdækkede boder, hvor det også er muligt at købe sig fattig i lokal vin og naturligvis den lokale spiritus, raki.

Der er ikke sparet på farverne, og de moderne bygninger, der omgiver markedspladsen, sætter virkelig kulør på den allerede farverige bydel. Den nye bazar befinder sig midt i Tiranas gamle bydel, hvor den har eksisteret siden 1931. På dette tidspunkt afløste den byens oprindelige markedsplads – Den gamle bazar – som strakte sig helt ind til nutidens Skanderbeg-plads.

Uanset om du kommer for at handle eller blot vil nyde stemningen, så har du noget at se frem til. I området omkring markedspladsen findes desuden et væld af hippe og stemningsfulde barer, caféer og restauranter, og det er således oplagt at tilbringe mange timer i denne del af den albanske hovedstad. Er du interesseret i antikvitetsforretninger og loppefund, er du ligeledes kommet til det rette sted.

10. Et’hem Bey-moskéen

[Moské]

De flotte dekorationer gør Et’hem Bey-moskéen til en spændende oplevelse. Foto: Benjamin Munk Olsen

Et’hem Bey-moskéen på Skanderbeg-pladsen blev opført mellem 1789 og 1823, og er således et af de ældste bygningsværker i den albanske hovedstad. Og det er faktisk lidt af et under, at den lille og elegante moské står her i dag, for Hoxha og hans totalitære styre var ikke just begejstrede for religiøse bygninger. Heldigvis vurderede man, at Et’hem Bey-moskéen var et kulturelt klenodie, som fortjente at overleve den omfattende nedrivningsproces, der foregik i det centrale Tirana i 1960’erne.

Selvom Et’hem Bey-moskéen ikke led samme skæbne som mange andre religiøse bygninger i Albanien, så var moskéen lukket i tiden under kommunismen. Som et varsel om det totalitære styres snarlige fald, mødte 10.000 mennesker imidlertid op ved moskéen den 18. december 1991, og det blev tydeligt, at kampen for religiøs frihed ikke længere kunne undertrykkes. Albaniens kommunistiske styre fik en officiel afslutning i marts 1992.

Et’hem Bey-moskéens minaret kan ses på lang afstand, og om aftenen er den smukt oplyst. Indgangen til moskéens bedesal findes på nordsiden, og inde i den historiske bygning er væggene og den store kuppel dekoreret med fantastiske fresker. Mange af motiverne er hentet fra naturen og viser træer, blomster og vandfald, hvilket er ganske unikt indenfor islamisk kunst.

Restauranter i Tirana – de bedste spisesteder

1. Tymi

[Rruga e Kavajës]

Hos Tymi tages den dekorative indretning til nye højder. Du finder stort set ikke et område af denne fantastiske restaurant / bar, som ikke er dekoreret med sjove og farverige skilte, gamle neonreklamer, avisudklip og tingeltangel (bl.a. en gammel cykel). Stemningen er således helt unik, og personalet bidrager også til stedets fantastiske atmosfære.

Det er dog ikke kun den kulørte indretning, der gør Tymi et besøg værd. Maden – lækre middelhavsretter og lokale klassikere – er også fremragende. Tymi ligger desuden helt i top på Tripadvisor, hvor spisestedet har fået enestående anmeldelser. Tjek selv restauranten ud, og se om du er enig. Du kan også nøjes med en drink – ligesom maden er udvalget af øl også fremragende.

2. Oda

[Rruga Luigj Gurakuqi]

På albansk henviser ordet ‘oda’ til et traditionelt værelse, indrettet til at modtage gæster i, og navnet er således særdeles velvalgt til dette hyggelige spisested. Hos Oda serveres klassisk albansk mad i simple, men ganske stemningsfulde omgivelser. Betjeningen er venlig og imødekommende, og man føler sig straks velkommen, når man træder ind ad døren, eller tager plads i den fantastiske gårdhave med citrustræer.

Udsmykningen leder tankerne mange år tilbage i tiden, men faktisk har Oda blot eksisteret siden 2005. Prøv den lokale byrek (en sprød tærte med velsmagende fyld), fërgesë (et mix af ost og tomat tilsat peberfrugt), kulaç (lækkert albansk brød) eller de fremragende fyldte auberginer. Alt er tilberedt med friske råvarer og serveres gerne i fine lertøjsskåle.

3. Salt

[Rruga Pjeter Bogdani]

Har du brug for en pause fra det traditionelle albanske køkken, så kan du passende indfinde dig på Salt – en moderne og stilfuld restaurant, som er placeret midt i Tiranas hippe Blloku-kvarter. Blandt stedets specialiteter finder man en række delikatesser fra havet, så er du til fisk og skaldyr (inklusive sushi), er du kommet til det helt rette sted.

Er du mere til kød eller veganske retter, findes disse velsmagende muligheder også på menukortet. Herudover kan du også nøjes med at nyde en cocktail i det indbydende lounge-område. Indretningen i de lyse serveringslokaler er enkel og moderne, men levner alligevel plads til flere fine detaljer – bl.a. et ganske højt træ, der når op i 1. sals højde. Sidst, men ikke mindst, er serviceniveauet helt i top, med smilende og imødekommende personale.

4. Met Kodra

[Sheshi Avni Rustemi]

Der er godt gang i grillen hos Met Kodra, og vil du opleve albansk fast-food, når det er bedst, bør du absolut prøve den lokale specialitet, qofte zgare (grillede kødboller). Qofte zgare er lige så autentisk i Albanien, som bratwurst er i Tyskland, og hos Met Kodra, der ligger i området ved Den nye bazar, serveres der ikke andre retter. Kun qofte.

Til gengæld har de lækre kødboller, der minder om tyrkisk köfte, været lavet efter samme opskrift siden 1957. Qofte serveres med et sprødt brød. Du skal ikke lade dig narre af Met Kodras simple udseende – maden er frisk og smager fremragende. Du kan enten tage din nylavede qofte med dig, eller tage plads ved et af bordene udenfor.

5. Otium Restaurant

[Rruga Brigada e VIII]

På Otium kan du opleve madkunst på højeste niveau – kunstfærdigt anrettet og serveret i stilfulde omgivelser. På den fransk-inspirerede restaurant fokuseres der både på smagsindtryk og æstetik, og et besøg her kan meget vel være rejsens gastronomiske højdepunkt. Er du til vin, så kan Otium også fremvise et af hovedstadens bedste vinkort med franske, italienske og lokale flasker af høj kvalitet.

Menuen på Otium sammensættes af sæsonbestemte ingredienser, og der bliver bestemt ikke sparet på farverne. Når den kompetente tjener placerer tallerkenen foran dig, præsenteres du for en kunstfærdig og kreativ anretning, der får tænderne til at løbe i vand. Uanset om du er til lækre kødretter, fisk og skaldyr eller vegetarretter, så finder du de bedste af slagsen på denne fine gourmet restaurant.

Hotel i Tirana – de bedste overnatningssteder

Den albanske hovedstad byder på mange gode hoteller, og nedenfor finder du tre oplagte forslag i forskellige prisklasser. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Tirana hos Booking.com her.

1. Trip’n’Hostel

[Rruga Musa Maci]

Trip’n’Hostel er oplagt for dig, der gerne vil bo billigt, centralt og møde nye mennesker. Det populære hostel, som er gemt lidt væk i en sidegade, har både klassiske sovesale og private dobbeltværelser, og ligger blot 700 meter fra Skanderbeg-pladsen. Bag bygningen findes en skøn have med loungeområde, men du kan også slappe af på den lækre tagterrasse.

Personalet på Trip’n’Hostel er meget imødekommende og yderst hjælpsomme. Stedet har fået anbefalinger med på vejen hos Lonely Planet, og er bestemt værd at tjekke ud. Som et plus findes her aircondition på alle værelser samt et veludstyret fælleskøkken. Læs mere om hotellet på Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Trip’n’Hostel?

  • 700 meter fra Skanderbeg-pladsen
  • Gode fællesområder
  • Billig overnatning
  • Rating på 8,8 (ud af 10) på Booking.com

2. Metro Hotel Tirana

[Rruga Nikolla Tupe]

Metro Hotel Tirana er et populært byhotel, som ligger i hjertet af det hippe Blloku-kvarter. Her finder du masser af spændende restauranter, caféer og barer lige rundt om hjørnet, ligesom du nemt kan gå til de største seværdigheder i Tirana. De enkle og moderne værelser er indrettet meget forskelligt, men byder alle på aircondition, fjernsyn, køleskab mm.

Hotellet er blandt de bedst anmeldte på Booking.com, hvor særligt beliggenhed og et imødekommende personale gør udslaget. Morgenmaden er ligeledes anbefalelsesværdig, og herlig at stå op til. Metro Hotel Tirana er et godt mellemklassehotel, som har døgnåben reception samt en bar / restaurant, som ligger ud til gaden. Læs mere om hotellet på Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Metro Hotel Tirana?

  • Perfekt beliggenhed i Blloku-kvarteret
  • Rating på 9,6 (ud af 10) på Booking.com
  • God morgenmad
  • 900 meter til Skanderbeg-pladsen

3. Tirana International Hotel

[Sheshi Skënderbej]

Ønsker du et luksuriøst hotelophold i Tirana, så kan du med fordel reservere et værelse på Tirana International Hotel – et af byens mest berømte hoteller. Bygningen, som indtager en prominent placering direkte på Skanderbeg-pladsen, stammer ganske vist fra kommunisttiden, men har gennemgået en omfattende renovering. Du får således et flot og indbydende værelse samt adgang til spa og indendørs swimmingpool.

Med den perfekte beliggenhed kommer du nemt rundt til de bedste seværdigheder i Tirana, ligesom du finder et stort udvalg af restauranter og caféer lige rundt om hjørnet. Fra mange af værelserne kan du nyde en skøn udsigt, ligesom du hver dag kan stå op til en lækker morgenmad. Et perfekt hotel for dig, der er til afslapning og forkælelse midt i byen. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Hvorfor skal du vælge Tirana International Hotel?

  • Byens bedste beliggenhed
  • Adgang til spa og swimmingpool
  • God morgenmad
  • Rating på 8,4 (ud af 10) på Booking.com



Booking.com

Flere oplevelser

Når du har oplevet de mest interessante seværdigheder i Tirana, kan du passende fortsætte turen rundt i Albanien. Turen kan f.eks. gå til middelhavsbyen, Durrës, som ligger under 40 km fra Tirana.

I Durrës (som er Albaniens næststørste by) kan du bl.a. nyde livet på en af de skønne strande, eller besøge byens historiske seværdigheder, heriblandt Det romerske amfiteater og Durrës’ gamle bymure. Fra Durrës er der også færgeforbindelse til flere italienske byer.

Du kan også besøge byen Berat (100 km syd for Tirana), der er kendt som ‘Byen med de 1.000 vinduer’. Berat ligger smukt placeret på en skråning, og de hvide huse med de mange vinduer klatrer på det nærmeste op ad bakken. Byen er et klassisk turistmål, og er desuden optaget på Unescos liste over Verdenskulturarv.

En rundrejse kan naturligvis også bringe dig til nogle af de øvrige spændende byer på Balkan. Det kunne f.eks. være den bulgarske hovedstad, Sofia, eller den serbiske hovedstad, Beograd.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsigt over Tirana): Foto: Benjamin Munk Olsen

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *