Split: Sol, strand og seværdigheder i det sydlige Kroatien

Kom med til Split – Kroatiens sydlige perle, som er fuld af de bedste seværdigheder, aktiviteter, restauranter og naturligvis badestrande. Split er Kroatiens næststørste by, og har noget for enhver smag.

Er du til sol- og strandferie, eller vil du rundt og opleve historiske bygningsværker, arkæologiske udgravninger og museer? Split er den ideelle destination til begge dele, så tag børnene, kæresten, vennerne eller veninderne med til det billedskønne Dalmatien, hvor oplevelserne langs Adriaterhavet venter på jer.

Med 180.000 indbyggere er Split regionens kultur- og handelscentrum, og selvom byen er en populær turistdestination i sommerhalvåret, så er her skam også masser af lokale oplevelser at se frem til. Autentiske restauranter og barer, markeder og butikker er blot nogle af de steder, hvor du kan indsnuse den eksotiske stemning, som ikke findes på de store hotelkomplekser.

Er du interesseret i historie, så byder Split på en række helt unikke oplevelser. Diocletians Palads udgør størstedelen af Splits gamle bydel, og her kan du fortabe dig i idylliske gader, stræder og pladser. Udenfor byen kan du bestige Kils-fæstningen og nyde udsigten over dens spektakulære omgivelser, mens oldtidsbyen Salona giver et spændende indblik i romernes samfund, kunst og arkitektur.

I denne korte rejseguide kan du finde inspiration til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Split. God tur til Kroatien!



Booking.com

Seværdigheder i Split – de 10 bedste oplevelser

1. Diocletians Palads (Dioklecijanova palača)

[Bydel + Fæstning + Sightseeing]

Diocletians Palads udgør en stor del af den gamle bydel i Split, og her kan du opleve mange skønne seværdigheder. Foto: Michelle Maria fra Pixabay

Ordet ’palads’ er i virkeligheden ikke dækkende, når man skal beskrive det mægtige bygningsværk, som den romerske kejser, Diocletian, fik opført i det 4. århundrede. Der er nærmere tale om en befæstet bydel (180×215 meter), og bag de solide forsvarsmure gemmer sig en lang række bygninger, der til sammen udgør 50% af Splits historiske centrum.

Halvdelen af fæstningen var Diocletians personlige domicil, mens den øvrige del var militær garnison. Efter Diocletians død i år 312 forblev fæstningen i det romerske kejserriges besiddelse, og i det 7. århundrede fik den nyt liv, da invaderende folkeslag ødelagde byen Salona seks km borte. Salona var på dette tidspunkt en af imperiets største byer, og dens indbyggere søgte herefter tilflugt bag de beskyttende mure på Diocletians Palads.

Som den eneste af Romerrigets fæstninger blev Diocletians Palads centrum for en middelalderby, og med omkring 3.000 indbyggere udgør paladset fortsat en levende bymidte i Split.

Forskellige bygningsværker og arkitektoniske stilarter fra antikken til i dag kan opleves indenfor murene. Mange er bygget sammen med, eller ovenpå de historiske kalkstensmure, og i dag er bydelen en spændende, historisk smeltedigel fuld af liv.

Attraktioner i Diocletians Palads

I hjertet af bydelen finder man pladsen, Peristylet, der fungerede som forgård til kejserens gemakker. Her foran domkirken samles store turistgrupper, og gademusikanternes toner kan kun momentvis overdøve støjen fra turguider og småbørn.

Læg mærke til den flotte egyptiske sfinks i sort granit, som Diocletian fik anbragt her (importeret fra Egypten). Engang stod her flere af disse skulpturer, men i dag er der blot tre sfinkser tilbage i Split – én her på pladsen, én i Jupiter-templet og én på bymuseet.

Blandt de største attraktioner indenfor murene af Diocletians Palads er St. Domnius-katedralen (læs mere nedenfor) og Jupiter-templet. Herudover kan du med fordel besøge paladsets stemningsfulde kældre med imponerende hvælvinger.

Har du set HBO-serien Game of Thrones, vil disse kældersale nok se bekendte ud, for det var her, at Daenerys Targaryen holdt sine drager indespærret i seriens 4. sæson. Indgangen til kældrene findes via Porta Aenea – Bronzeporten. Du kan købe din entrébillet til kældrene i Diocletians Palads her.

Diocletians Palads har været optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv siden 1979, og stemningen i den historiske bydel er helt speciel. Turen rundt i de unikke omgivelser er en fantastisk oplevelse – specielt når man går gennem nogle af de smalleste gyder og stræder. Husk også at nyde de gamle byporte – den 4,5 meter høje Porta Aurea, Den gyldne port, er den mest betagende.

2. St. Domnius-katedralen (Katedrala Svetog Duje)

[Kirke + Udsigt]

Katedralen tårner sig op over Split, og er i dag blandt byens mest populære seværdigheder. Foto: neufal54 fra Pixabay

Den flotte St. Domnius-katedral er blandt de bedst bevarede romerske bygningsværker, og blev oprindeligt opført som mausoleum for kejser Diocletian. Kejserens sarkofag stod her indtil det 5. århundrede, men blev destrueret af den kristne menighed, som efterfølgende lavede mausoleet om til en katedral.

Udenfor er den ottekantede katedral omkranset af 24 originale søjler, mens det fine klokketårn er en nyere tilføjelse, opført mellem det 13. og det 16. århundrede (og rekonstrueret i 1908 efter et kollaps). Indenfor kan man nyde det fine kirkerum, hvor der overraskende nok stadig findes en frise med billeder af kejseren og hans kone.

Korstolene stammer, ligesom prædikestolen, fra det 13. århundrede. Tag også et kig på den imponerende hoveddør i nøddetræ. Døren er fra 1214 og består af 28 sirligt udskårne billeder.

Du kan også besøge katedralens skatkammer med relikvier, ikoner, kirkekåber og historiske manuskripter, samt den stemningsfulde krypt, inden turen går op i klokketårnet (særskilt billet). Det romansk-gotiske klokketårn er 61 meter højt, og byder selvsagt på en fremragende udsigt over det historiske centrum af Split.

Åbningstider: 8:00-20:00 (juni til september), 7:00-12:00 + 17:00-19:00 (maj til oktober), 7:00-12:00 (november til februar), 8:00-17:00 (marts og april).

3. Salona

[Romerske ruiner + Museum]

Selvom Salona ikke er lige så berømt som Knossos og Pompeji, så har den historiske by nord for Split været mindst lige så storslået. I sine velmagtsdage havde Salona 60.000 indbyggere – en megaby i datidens målestok. I dag kan man fortsat fornemme byens tidligere storhed, når man går gennem de arkæologiske udgravninger og betragter bymure, spabade og smukke mosaikker.

Salona blev oprindeligt grundlagt af illyriske stammer, men det var først efter romernes invasion i år 78 f.Kr., at byen for alvor blomstrede op. Under Kejser Augustus kom Salona til at fungere som administrativ hovedkvarter for provinsen Dalmatien, og det enorme amfiteater med plads til 18.000 tilskuere vidner om den storhed, som byen senere opnåede.

I det 7. århundrede satte invaderende styrker en stopper for Salonas udvikling, og byens indbyggere flygtede til Diocletians Palads i nutidens Split.

Når man besøger Salona i dag, kan man naturligvis blive klogere på den romerske historie og arkitektur, men også på den arkæologiske proces, og det store arbejde med at udgrave den tidligere storby. De væsentligste fund vises frem på Det arkæologiske museum i Split (læs mere nedenfor), men rester af byporte, bymure, gravpladser, villaer og amfiteater kan fortsat opleves på nært hold.

I Tusculum-bygningen, der blev opført af områdets første arkæolog, Monsignor Frane Bulić, i 1898, er der i dag indrettet et lille men spændende museum. Bygningen, der er opført i romersk stil, blev skabt til Bulić’ forskning, og udstillingen giver i dag et interessent indblik i hans arbejde.

Åbningstider: 9:00-19:00 (mandag til lørdag), 9:00-14:00 (søndag).

Transport: Bus 1 til Salona.

4. Marjan

[Bakke + Park + Udsigt + Vandreture]

Fra Marjan-parkens bakketop kan man bl.a. nyde udsigten over Split. Foto: marijana1 fra Pixabay

Marjan-parken dækker det meste af halvøen vest for Split, og er et fremragende rekreativt område. Her kan du både nyde udsigten fra det træklædte bakkedrag, vandre blandt cypres og middelhavsfyr og besøge den jødiske kirkegård, som er rig på historie.

Bakkedraget i den kuperede park når op i 178 meters højde, og udsigten over Split, det turkisblå Adriaterhav og de omkringliggende øer er ganske enestående. I disse omgivelser skulle man forvente at støde på masser af turister, men sandheden er en ganske anden – her er nemlig forholdsvist fredeligt.

Om sommeren giver træernes kroner tiltrængt beskyttelse for solens stråler, ligesom stilheden står i slående kontrast til de livlige badestrande og turistmængderne i centrum.

Parken er forsynet med en lang række gode vandrestier, og turen rundt i terrænet bringer dig forbi de bedste udsigtspunkter. Tættest på byen finder man den gamle jødiske kirkegård, hvis historie går helt tilbage til det 16. århundrede. Den seneste begravelse blev foretaget i 1945, men de gamle gravsten og de skønne omgivelser giver kirkegården en helt særlig aura.

Længere inde i parken findes kapeller fra middelalderen og grotter, som var beboet af kristne eremitter. Får du lyst til en dukkert, så sæt kursen mod Kašjuni-stranden i den sydvestlige del af parken. Her venter en indbydende sandstrand med beach bar.

5. Det arkæologiske museum

[Museum]

Det arkæologiske museum i Split er blandt byens mest populære seværdigheder, og interesserer du dig for romersk historie, så venter her mange spændende genstande. Det meste af museets samling knytter sig til udgravningen af den romerske by, Salona, og til Diocletians Palads i det centrale Split. Blandt de fineste genstande er en række velbevarede klassiske skulpturer og smukke sarkofager.

Foruden den romerske udstilling findes også græsk keramik fra øen Vis, fine smykker og mønter og et rum fyldt med artefakter fra ældre stenalder til jernalderen. Gå heller ikke glip af den hyggelige museumshave – i søjlegangene langs bygningen fortsætter den arkæologiske udstilling med de største skulpturer.

Åbningstider: Mandag til lørdag 9:00-14:00 samt 16:00-20:00.

6. Klis-fæstningen

[Fæstning + Museum + Udsigt]

Klis-fæstningen er et oplagt udflugtsmål fra Split. Det gælder ikke mindst hvis du er fan af tv-serien Game of Thrones. Foto: Katarzyna Tyl fra Pixabay

Klis-fæstningen 10 km nordøst for Split har gennem historien været en utrolig eftertragtet besiddelse. Uanset om områdets herskere har været de illyriske stammer, romerne, ottomanerne eller venezianerne, så har den strategiske beliggenhed mellem bjergene Kozjak og Mosor sikret et stærkt forsvar af området.

Fæstningens øverste del befinder sig i 385 meters højde, og nedenfor ligger det blot 53 meter brede og 304 meter lange pas, der giver adgang til provinsen Dalmatien. Klis var således nøglen til det eftertragtede område, og navnet kommer da også af det græske ord ’klidi’, som betyder nøgle.

Klis-fæstningen er et fremragende udflugtsmål fra Split. Her kan man både nyde den spektakulære udsigt over bjergene, betragte det lige så spektakulære bygningsværk og besøge det lille museum med våben, beklædning og detaljerede informationer om fæstningens drabelige historie. Det er muligt at gå rundt på det meste af fæstningen både ude og inde.

Illyrer, tyrkere og Daenerys Targaryen

De ældste dele af fæstningen stammer fra det 2. århundrede f.Kr., hvor illyriske stammer befæstede det vigtige pas. Siden blev Klis overtaget af romerne, og i middelalderen sørgede den lokale hertug, Trpimir, for at modstå tyrkernes angreb i hele 25 år.

I 1537 gik den dog ikke længere, og tyrkerne fejrede deres sejr ved at halshugge 104 af de forsvarende soldater, og siden placere deres hoveder på pæle. Efter 110 år med tyrkisk herredømme lykkedes det i 1648 republikken Venedig at sikre sig Klis, og fæstningen blev herefter ombygget til dens nuværende form med tre massive ringmure og en prominent port.

Den velbevarede fæstning udenfor Split er i dag blandt de populære seværdigheder i området. Det skyldes ikke mindst tv-serien Game of Thrones, hvor Klis spiller rollen som den fiktive by Meereen. Det var således her Daenerys Targaryen fik en række grusomme slavehandlere henrettet i sæson 4.

Åbningstider: Dagligt 9:30-16:00.

Transport: Bus 22 til Klis (turen tager ca. 20 minutter).

7. Bačvice-stranden

[Strand + Afslapning]

Det lave vand ved Bačvice-stranden gør den oplagt for leg og boldspil. Foto: Benjamin Scheidl fra Pixabay

Der er mange gode bademuligheder omkring Split, og én af de mest populære finder man blot et kvarters gang fra den gamle bydel. Bačvice-stranden er populær hos både lokale og turister, og der er som regel godt gang i den, når solen står højt på himlen. For det yngre publikum fortsætter festlighederne til langt efter solnedgang.

Bačvice er en skøn sandstrand, som indbyder til solbadning og afslapning. Det er muligt at leje strandstole og parasoller, men i højsæsonen er der rift om dem. I det hele taget bliver stranden hurtigt godt pakket, men det er som regel muligt at finde et sted at brede håndklæde eller tæppe ud.

Det lave vand gør Bačvice-stranden meget børnevenlig, men også oplagt til det lokale boldspil, picigin. Picigin spilles langs stranden i det lave vand, hvor de akrobatiske spillere forsøger at holde en lille bold i spil, uden at den rører vandet. Det er bestemt en spændende sport at følge med i – også selvom man ikke helt forstår reglerne.

I begge ender af stranden findes omklædningsfaciliteter og toiletter, ligesom Bačvice byder på flere strandbarer og caféer.

8. Ivan Meštrović-galleriet (Galerija Meštrović)

[Museum + Park]

I palæet og i den frodige park kan du opleve en lang række af Ivan Meštrović’ fineste værker. Foto: Walter Bichler fra Pixabay

Ivan Meštrović (1883-1962) er Kroatiens mest prominente moderne billedhugger og én af nationens mest populære kunstnere. Har du besøgt Diocletians Palads i Splits centrum, har du ganske givet allerede stiftet bekendtskab med et af Meštrović’ værker; her finder du nemlig den enorme statue af biskop Grgur Ninski placeret ved indgangen til paladset. Vil du opleve flere af Meštrović’ værker, så kan du med fordel besøge museet, der er dedikeret til hans kunst.

Ivan Meštrović-galleriet (Galerija Meštrović) ligger oven for Ježinac-stranden, og det var Meštrović selv, der stod for opførelsen af det smukke nyklassicistiske palæ. Bygningen blev opført mellem 1931 og 1939, og husede Meštrović’ private bolig, hans atelier samt et udstillingsområde. Efter 2. Verdenskrig emigrerede Meštrović imidlertid til USA, og i 1952 donerede han sit palæ samt 132 kunstgenstande til staten.

I dag er hele palæet udlagt som museum, og det er en udsøgt fornøjelse at gå gennem den flotte udstilling, som fortsætter i den omkringliggende park. Her findes omkring 200 skulpturer i bronze, marmor og træ, ligesom man kan opleve en lang række af Meštrović’ tegninger, malerier og skitser.

Åbningstider: Maj til september: 9:00-19:00 (tirsdag til søndag), oktober til april: 9:00-16:00 (tirsdag til søndag).

9. Froggyland

[Museum]

Froggyland må være en af de mest bizarre seværdigheder – ikke bare i Split, men i hele Kroatien. Som navnet indikerer, har udstillingen med frøer at gøre – faktisk mere end 500 udstoppede eksemplarer, som hver især indtager en meget menneskelignende positur. De hundredvis af døde frøer fungerer som makabre dukker, opstillet i forskellige scener fra hverdagen.

I hver af museets glasmontrer udspiller sig en unik scene med frøerne i centrum. På et dansegulv er en række ’frømennesker’ i gang med at øve vals – opretstående og menneskelignende. Et andet sted sidder mere end 20 frøer i et klasselokale med skolebøger foran sig, og et tredje sted følger vi en frø, der er ved tandlæge.

Froggyland er bestemt ikke for alle, men man må virkelig tage hatten af for det unikke håndværk, der ligger bag. Frøerne er ikke blot flot udstoppet, men deres omgivelser er desuden finurlige og opfindsomme, og der har været øje for selv de mindste detaljer.

Selvom museet (som er mere end 100 år gammelt) ikke er specielt stort, kan man alligevel få meget tid til at gå med at kigge på de absurde og bizarre scener med frøerne. Det gælder bl.a. de akrobatiske cirkus-frøer, som går på line og laver ‘menneskepyramider’.

Åbningstider: Dagligt 10:00-22:00 (sommersæsonen).

10. Havnen og Riva-promenaden

[Sejltur + Sightseeing + Afslapning]

Der er god mulighed for afslapning langs vandet på Riva-promenaden. Foto: Kalasancjusz fra Pixabay

Har du brug for en pause fra sol, strand og seværdigheder i Split, så kan du med fordel tage en slapper langs vandet på Riva-promenaden. Den imponerende promenade strækker sig langs ydermurene på Diocletians Palads, og på den modsatte side ses Adriaterhavet med det smukke turkisblå vand.

Du kan med fordel tage plads ved en af de mange fortovscaféer, hvor du kan nyde en kold sodavand, øl eller iskaffe, mens du betragter strømmene af lokale og turister, der flittigt anvender promenaden som en smutvej fra den østlige del af byen til den vestlige – eller omvendt.

Langs kajens vestlige ende kan man betragte de luksuriøse lystyachter, og har du selv lyst til at komme en tur ud på vandet, kan dette bl.a. gøres med Jadrolinija-færgerne, som forbinder Split med Adriaterhavets mange kroatiske øer. Her arrangeres også flere forskellige udflugter for turister – prøv f.eks. arrangørerne Summer Blues eller Bura Line, som begge findes i den østlige ende af promenaden.

Kig også efter inskriptionerne i fortovsfliserne – her er nemlig anlagt en ’walk of fame’ med navne på de mange lokale sejlsportsatleter, der har vundet medaljer ved de Olympiske Lege.

Restauranter i Split – de bedste spisesteder

1. Konoba Fetivi

[Tomića stine 4]

Konoba er det kroatiske ord for et beskedent spisested med et godt men begrænset udvalg af retter. En konoba er således det oplagte valg, hvis du gerne vil have en autentisk oplevelse, og smage på nogle af de lokale specialiteter. Uanset om du spiser indenfor eller udenfor i gårdhaven, er Konoba Fetivi leveringsdygtig i fantastiske retter til en god pris. Er du til fisk, behøver du ikke se på menukortet – du kan roligt bestille dagens fangst. De friske råvarer og den venlige betjening gør Fetivi til et must på listen over restauranter i Split, og så serveres her også rigtig god vin.

2. Konoba Matejuška

[Tomića Stine 3]

Der er ingen tvivl om, at Adriaterhavet spiller en stor rolle for Split – både når turisterne skal lokkes til om sommeren, og når der skal mad på bordet. Fisk og skaldyr er således blandt yndlingsspiserne, og på Konoba Matejuška er netop disse retter det helt store trækplaster. Den hyggelige og rustikke taverna er det perfekte sted at slå sig ned, når du vil nyde de lokale delikatesser. Det kan anbefales at dele en fiskeplatte for to, men den grillede blæksprutte er også fantastisk – den serveres i øvrigt med blitva; en lokal ’side dish’ bestående af bladbede, bløde kartofler og olivenolie.

3. Portofino

[Poljana Grgura Ninskog 7]

Portofino er det oplagte sted for en romantisk middag – specielt om sommeren, hvor den hyggelige gårdsplads i Diocletians Palads forvandles til et udsøgt udendørs serveringsområde. De smukke historiske omgivelser suppleres af fantastisk service, og man føler sig straks velkommen her på en af de bedste restauranter i Split. Menukortet er inspireret af det italienske køkken, og pastaretterne er bestemt værd at prøve. De elegante anretninger giver kokkene mulighed for at vise deres evner udi den fornemme madkunst, men det handler ikke om udseende alene – det hele smager nemlig fantastisk.

4. Brasserie on 7

[Obala hrvatskog narodnog preporoda 7]

Riva-promenaden i Split er et fremragende sted at slå sig ned, når man trænger til en pause fra byens seværdigheder, men vær på vagt – her findes indtil flere klassiske turistfælder. Du kan imidlertid roligt tage plads ved bordene hos Brasserie on 7 – Rivas (måske) bedste restaurant, café og bar. Fra bordene på det hyggelige brasserie har man den skønneste udsigt over havet, og til de mange mennesker, der går forbi. Uanset om du er på jagt efter en lækker morgenmad at starte dagen på, en let frokost eller et skønt aftensmåltid, kan du få dine lyster stillet her. Det gælder også hvis du skulle tørste efter en eksotisk cocktail.

5. Chops.Grill

[Tončićeva 4]

Hos Chops.Grill kan alt grilles – måske lige med undtagelse af isdesserten. Uanset om du foretrækker koteletter, steak, kyllingebryst, andebryst, tun, aborre, hummer eller blæksprutte, så får de delikate udskæringer en tur på risten. Og det hele smager himmelsk. Om sommeren er der gode muligheder for at sidde udenfor på de niveauinddelte terrasser. Her sørger markiser og gardiner for afskærmning mod sol og restaurantens større selskaber. Indretningen er elegant og moderne, betjeningen utrolig imødekommende og vinkortet meget spændende.

Hotel i Split – de bedste overnatningssteder

Er du til sightseeing eller strandferie? På en ferie til Split kan du både nyde de lækre sandstrande og kaste dig over den fantastiske kulturarv med historiske bygningsværker, museer og andre seværdigheder. De mange hoteller i centrum giver dig mulighed for en dejlig byferie, mens hotellerne langs kysten er oplagt for strandferie. Her får du tre forslag til gode hoteller i Split. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Split hos Booking.com her.



Booking.com

1. Plaza Marchi Old Town

[Ulica Mihovilova sirina 1]

Vil du gerne bo i hjertet af Split, så kan du med fordel vælge det skønne hotel, Plaza Marchi Old Town. Det 4-stjernede hotel ligger blot 200 meter fra Diocletians Palads og 300 meter fra St. Domnius-katedralen. Du er således i gå afstand til de største seværdigheder i Split, og kan samtidig se frem til at stå op til restaurantens lækre morgenmad. Værelserne er store og stilfuldt indrettet, receptionen har døgnåben og i sommerperioden kan du nyde en kølig drink på terrassen. Læs mere om hotellet her.

2. Hotel Villa Diana

[Ulica kralja Zvonimira 29]

Hotel Villa Diana er et hyggeligt familiedrevet hotel, hvor man straks føler sig velkommen. Med kun 400 meter til Bacvice-stranden og 500 meter til Diokletians palads ligger hotellet perfekt uanset om du er til badeferie eller sightseeing – eller begge dele. Værelserne på det 3-stjernede hotel er pæne og enkle med moderne badeværelser og aircondition. Morgenmaden er god og varieret, og skal du benytte offentlig transport er der blot 300 meter til tog- og busstationen. Læs mere om hotellet her.

3. Radisson Blu Resort & Spa

[Put Trstenika 19]

Radisson Blu Resort & Spa byder på en luksuriøs strandoplevelse ved Adriaterhavet. Det store hotelkompleks er perfekt til spa og afslapning for hele familien, og her findes både indendørs- og udendørs swimmingpool. Er du mere til havvand, så finder du Znjan-stranden 200 meter fra hotellets hovedindgang. Her finder du et privat strandområde for hotellets gæster. Værelserne er pæne og moderne, og findes i mange forskellige størrelser – også til store familier. Der er ca. 2,5 km til centrum af Split og byens mange seværdigheder. Læs mere om hotellet her.

Sådan kommer du til Split

Der er ca. 1.800 km til Split fra den dansk/tyske grænse, og en bilferie til den kroatiske kystby er således en mulighed. Når danskere kører på bilferie til Kroatien, vælger de fleste at køre til området Istrien, som ligger i den nordlige del af landet. Turen helt til Split er omkring 400 km længere, men byder på endnu flere skønne oplevelser.

I sommerperioden er det også muligt at flyve til Split. Togrejse er ikke oplagt jo mindre du rejser rundt på Interrail. Den mest direkte rejse med tog tager nemlig mere end 30 timer(!).

Split med fly

Det er meget enkelt at benytte fly som transportmiddel, når du skal til Split. I sommerperioden er det muligt at flyve til den kroatiske kystby fra både København og Aarhus.

Lufthavnen, Split Airport (SPU), ligger ca. 25 km vest for Split. Du finder lufthavnsbusser udenfor ankomstterminalen, som kører direkte til centrum / havnen (Riva). Alternativt kan du benytte lokalbus (rute 37), som er en smule billigere.

Sådan kommer du rundt i Split

Det historiske centrum i Split er relativt kompakt, og du kommer nemt rundt til de største seværdigheder til fods. Alternativt findes et udmærket netværk af busser. Busbilletter kan købes af chaufføren ombord på bussen (kun enkeltbilletter) eller i aviskiosker.

Udover enkeltbilletter findes også billetter for to rejser (Pojedinačna karta za dva putovanja) samt et sæt bestående af fem af disse (Pretplatna Karnet karta). Disse type billetter skal købes inden påstigning.

Flere oplevelser…

Kroatien byder på mange dejlige oplevelser, og foruden vidunderlige Split er det bl.a. oplagt at besøge byer som Pula, Dubrovnik og hovedstaden Zagreb. Langs hele kysten findes mange hyggelige små byer, ligesom der også er gode muligheder for at besøge nabolandet Bosnien.

Bayern Kører du i bil til Split, kan det anbefales at gøre stop i den herlige tyske delstat, Bayern. Her kan du f.eks. besøge historiske Nürnberg eller storbyen München. I Nürnberg kan man nyde den gamle bydels smukke bygninger, charmerende gågader og sjove museer (bl.a. Deutsche Bahns togmuseum). I Nürnberg kan man også se flere historiske bygningsværker fra Det 3. Rige. Læs mine forslag til de bedste seværdigheder i Nürnberg her.

Maribor I Slovenien kan du med fordel gøre stop i landets næststørste by, Maribor. Den hyggelige by ligger omgivet af de skønneste vinmarker, og i centrum kan man opleve verdens ældste vinranke, som vokser på en historisk bygning langs floden. Du finder inspiration til de bedste seværdigheder i Maribor her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (gade i Split): Billede af Michelle Maria fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *