Island i bil: Seværdigheder fra Seyðisfjörður til Reykjavík

Drømmer du om at køre rundt på den nordatlantiske vulkanø? I denne guide kan du finde inspiration til seværdigheder, billeje, overnatningssteder, færge og fly på Island. Rejseguiden tager udgangspunkt i mine oplevelser på tværs af Island fra den lille havneby Seyðisfjörður (hvor færgerne fra Danmark og Færøerne ankommer) til hovedstaden, Reykjavik.

Seyðisfjörður ligger på den østlige side af øen, og er et godt udgangspunkt for at køre på opdagelse i det spændende og anderledes land. Herfra kan du køre ad Ringvejen, der omkranser øen, og komme forbi nogle af de største seværdigheder på Island.

På min rejse ankom jeg til Seyðisfjörður med færge, kørte på tværs af øen i en lejet bil, og fløj tilbage til Danmark. Selvom dette indlæg fokuserer på denne konkrete tur, kan du med fordel finde inspiration til din egen tur her. Der er nemlig masser af muligheder for at sammensætte lige netop dén rejse, som passer bedst til dine ønsker. Det gælder også, hvis du bringer din egen bil med til Island.

Spændende natur

Det er oplagt at leje bil, når man skal opleve de bedste sider af Island. Foto: Benjamin Munk Olsen

Island er et fantastisk land, som byder på helt ekstraordinære naturoplevelser. Klipper, fjelde, vulkaner og gletsjere på den ene side, og et fantastisk og anderledes dyreliv på den anden, hvor søpapegøjer og hvaler er blandt de mest eksotiske arter. Personligt elsker jeg storbyferier, men en storbyferie på Island slår ikke til. Her skal man simpelthen ud i naturen, for det er her de store oplevelser venter…

Man kan godt opleve noget af Islands vidunderlige natur på en byferie i Reykjavik. Der arrangeres nemlig mange fremragende dagsudflugter fra hovedstaden, som tager dig rundt til tre af øens største attraktioner; Þingvellir nationalpark, Gullfoss-vandfaldet og det geotermiske område Haukadalur, hvor man kan opleve de imponerende geysere.

Denne rundtur er kendt som ’The Golden Circle’, og strækker sig over ca. 300 km. Fra Reykjavik kører turbusserne afsted tidligt om morgenen, og vender hjem sidst på dagen med oplevelsesmættede turister.

Det er dog langt sjovere, at opleve Island i sit eget tempo, og det kan du nemt gøre på en bilferie rundt i det spændende land. I det følgende kan du læse om mit forslag til en Island-ferie, som inkluderer færge fra Hirtshals til Seyðisfjörður (evt. via Færøerne), billeje og kørsel på sydkysten af øen, forbi ’Den gyldne cirkel’ og hele vejen til Reykjavik. Fra Reykjavik kan der opnås flyforbindelse tilbage til Danmark.

Et komprimeret program

Min tur ad ringvejen fra øst til vest var relativt komprimeret. Island er ikke noget billigt land, og jeg ønskede at opleve så meget som muligt på en uge. Man kan sagtens bruge længere tid på den nordatlantiske ø, for Island gemmer på utrolig mange unikke seværdigheder – både dem, som alle kender, og dem, som kun de lokale ved hvor er…

Jeg rejste til Island sammen med min kæreste, og vores program talte (fra ankomsten til Island) en overnatning i byen Egilsstaðir (den største by i den østlige del af landet), efterfulgt af fem dages billeje, hvor vi gjorde stop forskellige steder, mens vi kørte ad ringvejen syd om øen. Vi sluttede af med to overnatninger i hovedstaden, Reykjavik.



Booking.com

Transport til og fra Island – med færge & fly

Færgen Norröna sejler på ruten Hirtshals – Thorshavn – Seyðisfjörður. Foto: Benjamin Munk Olsen

Vi kom til Island med færge fra Danmark over Færøerne. Vi havde købt en færgebillet, som gav os tre overnatninger på Færøerne, inden turen gik videre mod Island. Du kan læse om mine forslag til de bedste seværdigheder i og omkring Thorshavn her.

Sejladsen med Smyril Line tager ca. 33 timer fra Hirtshals til Thorshavn, og herefter ca. 15 timer for at nå til Seyðisfjörður i Island. Ruten sejles af den store bil- og cruisefærge, Norröna, som har plads til 1.482 passagerer og ca. 800 biler.

Der er mange, som benytter sig af muligheden for at medbringe egen bil til Færøerne og Island, og det er da også smart at kunne anvende sin egen bil på rejsen. Til gengæld er man i så tilfælde tvunget til at tage den lange sejltur igen, når man skal hjem.

Norröna

På Norröna findes der fire forskellige restauranter, barer, swimmingpool, fitnesscenter, biograf, en tax-free butik og boblebade på dækket med fantastisk udsigt. Kahytterne er også ganske gode. Her er god plads, og badeværelset er også velproportioneret. Det kan anbefales at bestille kahyt med minibar, for så bliver der låst op for det lille køleskab i kahytten, hvor du også kan opbevare medbragte mad- og drikkevarer.

Vi havde bestilt kahyt med vindue, men med begrænset udsigt. Det er billigere end den traditionelle kahyt-type med vindue, men fungerede upåklageligt. Du kan læse mere om Smyril Line og booke billet til Færøerne og Island her.

Ankomst til Seyðisfjörður

Indsejlingen til den hyggelige havneby, Seyðisfjörður.

Seyðisfjörður er en hyggelig lille havneby, som ligger inderst i en lang fjord. Indsejlingen hertil er virkelig flot, og den bør nydes på dækket, hvis vejret er godt. Det var det, den dag vi sejlede hertil. Der findes en række gode vandreruter omkring Seyðisfjörður, men man kan naturligvis også nøjes med at betragte de flotte sneklædte bjergtoppe og den frodige dal på afstand.

Vi spiste frokost udenfor i solen ved Nordic Restaurant, som ligger i den fine regnbuegade. Her er belægningen malet i alle regnbuens farver, og gaden ender foran byens lille kirke. Den lille trækirke er meget stemningsfuld, og det blå loft giver kirkerummet en helt speciel aura.

Egilsstaðir

Det ville være oplagt, hvis man kunne leje bil her ved færgelejet i Seyðisfjörður, men det kan man desværre ikke. Den nærmeste biludlejning findes i byen Egilsstaðir, ca. 27 km herfra. Af denne grund havde vi planlagt at tage en minibus til Egilsstaðir, overnatte her, og køre afsted den følgende morgen. Du kan finde den sparsomme buskøreplan for ruten Seyðisfjörður-Egilsstaðir her.

Selvom Egilsstaðir er den største by i det østlige Island (lidt over 2.000 indbyggere), er det ikke fordi, der sker så meget her. Skulle jeg planlægge rejsen på ny, ville jeg derfor overnatte i Seyðisfjörður i stedet, og så tage minibussen til Egilsstaðir for at leje bil den følgende morgen.

Fra Egilsstaðir kan man f.eks. vandre en tur til vandfaldet Fardagafoss. Foto: Benjamin Munk Olsen

Hvis du er i Egilsstaðir, kan du besøge turistcenteret, Egilsstaðastofa Visitor Center. Her kan du finde inspiration til aktiviteter i byen. Vi valgte en vandretur til vandfaldet Fardagafoss – en relativt anstrengende tur op ad bakke øst for byen. Vandfaldet er dog flot, og er du iklædt godt fodtøj, kan du forsøge at komme helt om bag vandmasserne.

Du kan også besøge de geotermiske Vök-bade med skønt varmt vand. Vök-badene ligger ca. 6 km fra Egilsstaðir – du kan købe din entrébillet her.

Søger du et godt spisested i Egilsstaðir, kan jeg anbefale pizzeriaet Askur Pizzeria, der har en brewpub som nabo. Det er muligt at nyde de hjemmebryggede øl sammen med din pizza. Jeg vil også anbefale Skálinn Diner – et ganske gennemført cafeteria i retro-amerikansk stil, oplagt til morgenmad.

Overnatning i Egilsstaðir

Vi overnattede på Tehúsið Hostel, som varmt kan anbefales. Tehúsið Hostel ligger relativt centralt i byen, og er både rent og pænt. Der findes en hyggelig bar, og i fællesrummet kan du spille på en klassisk Super Nintendo. I baren kan der også spises lette retter. Du kan læse mere om Tehúsið Hostel her.

Billeje i Egilsstaðir

Vi lejede den mindste og billigste bilmodel, som passede fint til vores tur. Foto: Benjamin Munk Olsen

I Egilsstaðir kan du leje bil i den lille lufthavn, som ligger et par kilometer udenfor byen. Her findes flere forskellige udlejningsfirmaer; Avis, Budget, Europcar og Hertz. Når du skal leje bil, er tillid vigtigt – har du tidligere haft gode erfaringer med et af udlejningsselskaberne, kan du med fordel benytte det igen. Priserne er ikke væsentligt forskellige.

Husk at kigge bilen godt efter, inden du kører afsted. Har bilen deciderede skader, skal du naturligvis anmelde dette til firmaet. Er der blot tale om småridser, bør du som minimum tage billeder af disse med din telefon, så du ikke kommer til at hæfte for dem. Vi fik oplyst en mailadresse, hvor vi kunne sende eventuelle billeder til inden vi tog bilen i brug.

Vær opmærksom på hvilket kreditkort, du kan benytte, når du lejer bil. Udlejningsfirmaerne kræver som regel et kreditkort, hvor de kan reservere et beløb, som senere bliver flyttet tilbage på din konto, når du afleverer bilen. Et klassisk VISA-Dankort er ikke et kreditkort, men et ’Debit-kort’.

Selvom du uden problemer kan anvende VISA-Dankortet i denne situation, er der desværre flere udenlandske udlejningsfirmaer, som ikke accepterer det. Sørg derfor for at medbringe et regulært kreditkort, eksempelvis Mastercard – så er du på den sikre side.

Ringvejen på Island

Ringvejen (Hringvegur, Ring Road Iceland eller Rute 1) er en hovedvej, som strækker sig hele øen rundt. På den sydlige del, går vejen ofte langs kysten, mens vejen i den nordlige del af øen bevæger sig et stykke ind i landet. Ringvejen forbinder alle Islands beboede områder, og har en samlet længde på 1.339 km.

Det er oplagt at benytte Ringvejen, hvis du skal køre i bil rundt på Island. Det gælder i særdeleshed, hvis du kører i en almindelig bil uden firhjulstræk. I det indre højland findes der mange (afmærkede) veje, som kun kan benyttes af firhjulstrækkeren. Vejene på Island er ikke altid i lige god stand, men Ringvejen er ganske pålidelig året igennem.

Da vi havde lejet bilen i Egilsstaðir, kørte vi straks på Ringvejen. Herefter fulgte vi mere eller mindre Ringvejen syd om øen til vi kom til byen Selfoss. Herefter kørte vi ind i landet ad mindre veje. Ringvejesruten fra Egilsstaðir til Selfoss er ca. 650 km. Mange af de bedste seværdigheder ligger meget tæt på Ringvejen, men nogle gange var en kortere afstikker herfra nødvendig.

Trafik på Ringvejen

Det er bestemt ikke unormalt at møde får på vejen. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der er naturligvis mange turister, som finder inspiration i Ringvejen, og selvom Island er ganske tyndt befolket, kan der godt være en del trafik på Ringvejen. Dog gælder det, at jo længere østpå du befinder dig, des mindre er trafikken.

Vejforholdene er i udgangspunktet gode, men du kan altid holde dig opdateret om vejenes tilstand på hjemmesiden road.is – her finder du information om både vej og vejr. På Ringvejen og de øvrige asfalterede landeveje er hastighedsbegrænsningen 90 km/t, mens den på grusveje er 80 km/t og i byzone 50 km/t.

På den sydlige del af Ringvejen er der en del enkeltsporede broer. Her gælder det i udgangspunktet, at den bil, som kommer til broen først, også kører først over, mens den modsatrettede trafik holder tilbage – der er gode vigespor umiddelbart inden broerne (som desuden er afmærkede med skilte og blinklys).

Der er mange får på Island, og selvom de fleste af dem forholder sig ganske roligt, så kan det anbefales at sænke farten, hvis du ser får i rabatten. Vi oplevede også at skulle holde tilbage for fåreflokke, som ønskede at krydse vejen. Du kan også opleve rensdyr på Island, og her bør du ligeledes udvise ekstra opmærksomhed.

1. Etape: Egilsstaðir – Höfn (258 km)

Ringvejen fører lige igennem Egilsstaðir, så det er utrolig nemt at komme godt afsted. Vær opmærksom på, at du på denne strækning også kan skyde genvej, og køre gennem bjergpasset på rute 95. Genvejen er ca. 70 km kortere, men er ikke lige så spændende. På Ringvejen får du nemlig mulighed for at køre langs kysten, samtidig med at du kommer forbi den første seværdighed på etapen; militærmuseet i byen Reyðarfjörður.

Islands militærmuseum (Íslenska stríðsárasafnið)

En model af den store militærbase, som de allierede opførte i Reyðarfjörður under 2. Verdenskrig. Foto: Benjamin Munk Olsen

Da 2. Verdenskrig brød ud var Island stadig en del af det danske kongerige, men det er overraskende så lidt jeg vidste om Islands rolle i krigen. Har du det på samme måde, venter der masser af ny læring på militærmuseet, som er indrettet i de historiske barakker fra krigens tid.

Modsat Danmark og store dele af det europæiske fastland, blev Island ikke invaderet af Tyskland. I stedet blev øen besat af de allierede, og de britiske soldater opførte en base her i byen Reyðarfjörður. Det var – og er fortsat – en ganske lille by, så invasionshæren fik enorm betydning for det isolerede lokalsamfund. Besættelsen af Island var en præventiv manøvre, idet Churchill ikke ønskede at tyskerne fik kontrol over Island.

Militærmuseet er ikke stort, men det er ganske stemningsfuldt og her findes en god portion originale genstande, som blev anvendt i barakkerne. Udenfor kan du også se et par militærkøretøjer. Det kan i høj grad anbefales at benytte den gratis audioguide, der downloades som app. Har du ikke tid til at lytte til det hele under besøget, kan du høre resten i bilen, når du kører videre…

Stenæg og sort strand

Den sorte strand med de majestætiske klipper i baggrunden. Foto: Benjamin Munk Olsen

I den sydøstlige del af Ringvejen kører du langs den ene fjord efter den anden – først kører man ind i landet, og snart efter ud til kysten igen. Det gør turen rigtig smuk, men det er naturligvis også grunden til, at mange foretrækker ’genvejen’ over bjergpasset.

Ved byen Djúpivogur stoppede vi op for at spise frokost og samtidig se kunstinstallation ’Eggin í Gleðivík’. Ved havnen i den lille by er der opstillet ikke færre end 34 unikke skulpturer, som alle forestiller æg fra de lokale fugle. Stenæggene er helt blanke og glatte, og der er mulighed for at tage gode billeder her, hvis vejret er godt. Jeg vil ikke anbefale at køre langt for at se kunstinstallationen, men er du i området, er det fint at stoppe i Djúpivogur.

Sidste stop på dagens etape var den sorte strand i Hvalnes. Her kan du parkere bilen og gå en tur gennem det helt unikke landskab. Stranden er fyldt med millioner af sorte sten – alle ganske blanke og glatte som resultat af havets kræfter. Baggrunden er en række fantastiske klippeformationer, så sørg for at have batteri i kameraet.

Overnatning i Höfn

Vi overnattede på Guesthouse Hvammur, som ligger utrolig centralt i den hyggelige havneby. Gæstehuset var pænt og rent, og værtinden var meget imødekommende. Der var fælles bad- og toilet på gangen, men værelserne var forsynet med en håndvask, hvilket var meget behageligt.

Fra Guesthouse Hvammur er der blot et par minutters gang til byens bedste spisesteder og barer. Prøv f.eks. Pakkhús Restaurant – som navnet antyder, indrettet i et stemningsfuldt, gammelt pakhus. Du kan læse mere om Guesthouse Hvammur her.

2. Etape: Höfn – Vík i Mýrdal (271 km)

Höfn ligger cirka 5 km fra Ringvejen, så det er en meget kort afstikker. Det er oplagt at køre hertil, hvis du vil finde overnatning, men også hvis du søger et godt sted at spise. Der er desuden flere gode vandreruter i området. Disse havde vi dog ikke tid til at se nærmere på, da vi fra morgenstunden kørte afsted mod gletsjerlagunen, Jökulsárlón ca. 80 km fra Höfn.

Gletsjerlagunen Jökulsárlón

Den imponerende gletsjerlagune er blandt de fineste seværdigheder langs Ringvejen på Island. Foto: Benjamin Munk Olsen

Et af de smukkeste stop på hele ruten er uden tvivl gletsjerlagunen Jökulsárlón. I den store lagune sejler de flotteste isbjerge rundt. Nogle har en fin blålig nuance, mens andre er sorte af sand. Isbjergene knækker af fra landets største gletsjer, Vatnajökull, for at flyde med strømmen gennem lagunen, og via en smal passage videre ud i havet.

Som bekendt er det blot en lille del af et isbjerg, som kan ses over vandet. Det meste af ismassen befinder sig under overfladen, og det er også tilfældet i Jökulsárlón. Derfor er der mange af isbjergene, som støder på grund, og ligger her indtil der er smeltet tilstrækkeligt meget af isen, til at de kan fortsætte deres færd mod havet.

Jökulsárlón er en fantastisk kulisse, som også er blevet foreviget på film – bl.a. i James Bond-filmen Die Another Day. Er du heldig, kan du spotte sæler, som svømmer rundt blandt isbjergene. Her er også opstillet en række informationstavler, som gør dig klogere på området. Herudover er det muligt at sejle ud på lagunen, da der arrangeres forskellige bådture.

Tørvekirken i Hof

Engang var tørv det foretrukne byggemateriale, men i dag eksisterer kun få originale tørvekirker. Foto: Benjamin Munk Olsen

I den lille by Hof kan du med fordel gøre et kort stop. Her kan du nemlig opleve den ekstremt smukke kirke med tørvemure og græstag. Den lille kirke ligner noget, som kunne være med i Ringenes Herre, men her er ingen Hobbitter.

Kirken er fra 1883, og der er kun få af denne type tilbage i Island. Kirkegården, som omgiver kirken, er også meget stemningsfuld og helt speciel med sine tørvegrave. Her får det høje, grønne græs lov at dominere, og i al sin enkelhed er der blot plantet et enkelt træ på hvert gravsted og intet andet.

Svartifoss-vandfaldet

De kantede basaltflager skaber en fantastisk baggrund for det flotte vandfald. Foto: Benjamin Munk Olsen

Island byder på rigtig mange smukke vandfald, men man kan umuligt nå at se dem alle. Herudover bliver det også sværere og sværere at bevare begejstringen, når du kommer til det 10. vandfald. Af denne grund kan du med fordel vælge nogle få vandfald ud, som grundet deres udseende eller deres omgivelser, er værd at se nærmere på.

Et af de vandfald, som du med fordel kan prioritere på din Island-tur er Svartifoss – det sorte vandfald. Svartifoss ligger i området Skaftafell, som er en del af den kæmpestore Vatnajökull Nationalpark. Svartifoss er omgivet af de flotteste sorte lavaformationer i basalt. Den mineralrige basalt skaber sirligt kantede formationer, som tårner sig op på begge sider af de frådende vandmasser. Det er svært at tro, at de kunstneriske klipper er et resultat af naturens kræfter og at de ikke er menneskeskabte.

Fra besøgscenteret i Skaftafell er der et par kilometers vandring op til vandfaldet. Selvom distancen ikke er lang, foregår turen i et udfordrende terræn, så afsæt god tid til at gå frem og tilbage. Der findes også en række andre vandreruter i området, bl.a. nogle som bringer dig tæt på de snefyldte gletsjere. På besøgscentret kan du købe forskellige vandrekort. Her findes også et cafeteria samt en primitiv campingplads.

Kløften Fjaðrárgljúfur

Der er noget eventyrligt og storslået over Fjaðrárgljúfur-kløften, som er en af de oversete seværdigheder i den sydlige del af Island. Foto: Benjamin Munk Olsen

For at komme til Fjaðrárgljúfur skal du tilbagelægge en kortere køretur på (relativt velholdte) grusveje. Afstikkeren fra Ringvejen er dog det hele værd, for kløften, der skærer sig ned gennem landskabet, er en fantastisk oplevelse. Fra parkeringsområdet går det stejlt opad – sørg for at medbringe gode sko. Kløften er ca. to kilometer lang og de enorme klippevægge op til 100 meter høje.

I bunden af Fjaðrárgljúfur-kløften løber floden Fjaðrá, som i den vestlige ende springer ud over klipperne som et vandfald. Kløften blev skabt under istiden, hvor vand fra de omkringliggende gletsjere eroderede landskabet. Erosionen har skabt nogle helt unikke klippeformationer, og en vandretur langs kløften er en spektakulær oplevelse.

Flere steder kan man komme helt tæt på kanten, og i kløftens vestlige ende er der konstrueret en udsigtsplatform, som giver perfekte betingelser for at nyde klipperne og vandfaldet. De græs- og mosbeklædte klipper får området til at ligne en scene fra et eventyr.

Lavamarken Eldhraun

Lavamarkerne ligner månelandskaber. Foto: Benjamin Munk Olsen

Fra Fjaðrárgljúfur-kløften kan man allerede se de udstrakte lavamarker, og når du er tilbage på Ringvejen, venter en unik køretur gennem de specielle omgivelser. Eldhraun-lavamarken er dækket af mos, som er det eneste, der kan vokse på den ugæstfri og hårde lava. På afstand ligner det et blødt og boblende landskab, men under moslaget er der skarpe kanter.

Lavamarken er et resultat af Laki-udbruddet – et af de største vulkanudbrud i nyere tid, som stod på fra 1783 til 1784. Det 565 kvadratkilometer store område er helt unikt, og ligner mest af alt et månelandskab. Faktisk er sammenligningen med månen så præcis, at astronauterne på Apollo 11-missionen trænede deres månevandringer netop her.

Moslaget, som dækker lavaen, er meget porøst, og bliver ødelagt, hvis det betrædes. Derfor skal du udelukkende benytte de officielle parkeringspladser og de officielle stier i området. Der er til gengæld flere gode rastepladser direkte langs Ringvejen.

Overnatning i Vík i Mýrdal

I Vík i Mýrdal overnattede vi i en af hytterne hos Vík Cottages, som administreres af Hotel Vík i Mýrdal lige ved siden af. Hver hytte består af to boliger, som deler indgangsparti, men som har eget badeværelse. Hytterne ligger med en rigtig fin udsigt over byen og havet, og parkeringsforholdene er gode.

Ønsker du mere luksus, kan du tjekke ind på hotellet i stedet. Vík i Mýrdal er en ganske lille bygd beliggende ved både fjeld og hav. Her er flere gode spisesteder, og vandreruter lige i nærheden. Du kan læse mere om Vík Cottages her.

Du kan også se et kort over Vik i Mýrdal her

3. Etape: Vík i Mýrdal – Laugarvatn (170 km)

Efterhånden som man kommer længere vestpå, udgøres Ringvejen af lange lige strækninger, og man skal ikke længere køre den snørklede vej langs fjorde og vige. I stedet fører Ringvejen væk fra havet umiddelbart efter Vík i Myrdal, hvor et kæmpestort fjeld (Reynisfjall) tårner sig op langs kysten. Da det første stop på ruten er stranden Reynisfjara, skal man derfor på lidt af en omvej rundt om fjeldet, for at komme ned til havet igen.

Reynisfjara-stranden

På Reynisfjara-stranden kan man komme helt tæt på de specielle basalt-formationer. Foto: Benjamin Munk Olsen

Reynisfjara er et af sydkystens fineste naturlige vidundere, og et oplagt stop, når du kører langs Ringvejen. Her kan du både nyde den sorte strand, de tårnhøje klippeformationer i den smukkeste basalt og ikke mindst de spidse klippeøer, Reynisdrangar, som stikker op over havoverfladen lige ud for stranden. Alle tre elementer gør Reynisfjara til et magisk sted, hvor der også er gode muligheder for at spotte søpapegøjer.

De takkede Reynisdrangar-klippeøer siges at være forstenede trolde. Troldene forsøgte at trække skibe ind på kysten, men i deres dårskab fik de ikke afsluttet deres forehavende inden solopgang, og derfor blev de overnaturlige væsener altså til sten. Hvis du har set HBO’s hitserie, Game of Thrones, virker klipperne måske bekendte, for de er nemlig med i sæson 7, i scenerne der udspiller sig nord for Muren.

Dyrhólaey-klippen

Dyrhólaey-klippen med sin buede ‘døråbning’ i baggrunden. Foto: Benjamin Munk Olsen

Man kan faktisk kigge fra Reynisfjara-stranden til klippeformationen Dyrhólaey, men afstanden er kun kort i fugleflugtslinje. For at komme til Dyrhólaey må man nemlig køre tilbage til Ringvejen, fortsætte nogle få kilometer, hvorefter man atter må tage en afstikker mod syd. Den imponerende klippedør er dog en afstikker værd.

Dyrhólaey-klippen er Islands sydligste halvø, og navnet kommer fra den karakteristiske dør (dyr), som ses i bjerget. Den enorme klippebue er resultatet af mange års erosion, og er i dag et vidunderligt syn. Klippen er ca. 115 meter høj, og endnu et oplagt sted, hvis du vil spotte forskellige havfugle.

Skógafoss-vandfaldet

Det er en overvældende oplevelse at komme til det store Skógafoss. Foto: Benjamin Munk Olsen

Skógafoss er et af Islands største vandfald – 25 meter bredt og 60 meter højt. De voldsomme vandmasser sørger for en ligeledes betydelig mængde vanddamp, som fylder luften omkring vandfaldet. På solrige dage er der gode chancer for at spotte en dobbelt regnbue her.

På højre side af Skógafoss fører en (lang) trappe op til en udsigtsplatform, men man får faktisk det bedste indryk af vandfaldet nedefra. Hvis du alligevel bestiger de 427 trin (ja, jeg har talt dem), så husk i det mindste et regnslag, for de mange vandråber i luften, gør dig hurtigt gennemblødt. Regnslaget kan du også få brug for, hvis du vil nærme dig vandfaldet i bunden af kløften…

Skógar Museum

På det fine frilandsmuseum er der adgang til en række forskellige huse. Foto: Benjamin Munk Olsen

Selvom det er naturens vidundere, der fylder meget på en rejse rundt i Island, så er der faktisk også nogle gode museer, som er værd at besøge. Et af disse er Skógar Museum, som ligger ca. to kilometer fra Skógafoss.

Skógar Museum består af tre dele; et frilandsmuseum med fine gamle bygninger, som er blevet genopført her, et klassisk kulturhistorisk museum samt et transport- og teknologimuseum. Det kræver god tid at se det hele, men du kan med fordel gøre nedslag i den store samling, og prioritere det, du finder mest interessant. De gamle tørvehuse og værksteder er meget spændende, og det kan være lidt af en udfordring at komme ind i dem, da murene er utroligt dybe, og dørkarmene lave.

På transport- og teknologimuseet kan du opleve en fin udstilling af historiske køretøjer (bl.a. gamle skescootere og snebiler med larvefødder), men det er også værd at høre historien om dengang telegrafen kom til Island. Det var selvsagt et enormt projekt, at få ført telegrafkabler til den nordatlantiske ø og ikke mindst videre ud til øens udkantsområder.

Bobby Fischer i Selfoss

Efter besøget på Skógar-museet kørte vi videre til LAVA Centre i Hvolsvöllur, men det var mildest talt en skuffende oplevelse. Her kan man lære om Islands ellers spændende geologiske historie og de mange vulkaner, men udstillingen og dens interaktive elementer fangede os ikke.

Turen gik herefter videre til byen Selfoss, som er den største by i det sydlige Island. Med ca. 7.000 indbyggere er Selfoss en storby i islandsk kontekst, og du finder både gode spisesteder og indkøbsmuligheder her.

Er du interesseret i skak, kan du også med fordel besøge byens lokale skak-museum tilegnet legendariske Bobby Fischer. Den amerikanske stormester ligger begravet her i byen, og i det hele taget spillede Island en stor rolle for Fischers liv. Det var nemlig her, at han i 1972 tog Verden med storm, da han besejrede den forsvarende verdensmester, Boris Spassky, i en af historiens mest intense VM-kampe.

Kerið: Vulkansk krater

Det store vulkankrater skaber et særpræget og spændende landskab. Foto: Benjamin Munk Olsen

I Selfoss kørte vi væk fra Ringvejen, og begyndte turen ind i landet mod destinationen Laugarvatn (ad rute 35+37). På denne strækning kommer man lige forbi det enorme vulkankrater, Kerið, der med sin turkisblå sø i bunden, er et helt specielt syn. Det ellipseformede krater måler ca. 170 meter på den korte led og ca. 270 meter på den lange, mens dybden er ca. 55 meter.

Den vulkanske jord i og omkring krateret er rødlig, hvilket giver en flot kontrast til det turkisblå vand og den sparsomme vegetation i området. En sti fører hele vejen rundt om kraterets top, mens en trappe leder ned til søen i bunden. Søen er ikke specielt dyb, og den opvarmes derfor nemt. Er du her på en sommerdag, kan du sagtens soppe i søen, men vær opmærksom på, at bunden er relativt mudret.

Overnatning i Laugarvatn

Laugarvatn er en meget lille by, som ligger strategisk placeret på oplevelsesruten ’Den gyldne cirkel’ (The Golden Circle. Cirklen tæller nogle af de mest spektakulære og populære seværdigheder på Island – læs mere herom nedenfor. Vi valgte at overnatte i Laugarvatn for at have et godt udgangspunkt for de næste dages oplevelser i området.

Vi overnattede på Laugarvatn HI Hostel, som ligger lige ved hovedvejen. Her kan man både bestille værelser med privat og fælles badeværelse, ligesom morgenmad kan tilkøbes. Værelserne er pæne, og halvdelen af dem har udsigt over den store sø, som har givet navn til byen. Desværre var der mange insekter i området, som uden tvivl har været tiltrukket af søens ferskvand. Jeg vil derfor anbefale myggenet eller lignende, hvis du skal overnatte her om sommeren. Du kan læse mere om Laugarvatn HI Hostel her.

Når man ser bort fra insekter, så er Laugarvatn en hyggelig lille by. Her er et par restauranter, et supermarked og så er der naturligvis de varme kilder. Går du en tur ned til søen, vil du opleve hvordan kogende vand trænger op gennem jorden og løber ud i søen. Et meget specielt og spektakulært syn. Det kan også anbefales at besøge spa-badet Laugarvatn Fontana, hvor man kan bade i det geotermiske vand og tilmed se, hvordan der bages brød ved jordvarme.

4. Etape: The Golden Circle (153 km)

Den gyldne cirkel er en turistrute, som bringer dig forbi nogle af Islands mest populære attraktioner; det gamle tingsted Þingvellir (Thingvellir), gejserne Geysir og Strokkur samt det verdensberømte vandfald, Gullfoss, som har lagt navn til ’Den gyldne cirkel’.

Gejserne er blandt de mest fantastiske seværdigheder i Island, og kan opleves på Den Gyldne Cirkel. Foto: Benjamin Munk Olsen

Der arrangeres mange forskellige dagsudflugter med bus til The Golden Circle fra Reykjavik. Fra den islandske hovedstad er ruten ca. 300 km lang, men fra Laugarvatn, som ligger midt på ruten, er turen rundt til de tre nævnte seværdigheder blot 153 km.

Har du overnattet i Laugarvatn har du derfor god tid til besøge attraktionerne, og du kan endda nemt få tid til at se flere af områdets øvrige seværdigheder. Alternativt kan du bruge den ekstra tid på at slappe af på det geotermiske spa- og wellness center Laugarvatn Fontana.

Da jeg allerede har beskrevet den gyldne cirkels tre ikoniske attraktioner i mit indlæg om Reykjavik, er en gentagelse ikke nødvendig. Læs om den gyldne cirkel i min rejseguide til Reykjavik her.

Secret Lagoon (Gamla Laugin)

Lige ved siden af den indbydende swimmingpool bobler det kogende vand op fra undergrunden. Foto: Benjamin Munk Olsen

Efter at have oplevet de populære seværdigheder på The Golden Circle kørte vi mod Secret Lagoon, som ligger ved den lille by Fluðir. Trods navnet er Secret Lagoon ikke specielt ’hemmelig’ – faktisk er det fine badeanlæg det ældste på Island (deraf det lokale navn, Gamla Laugin) og populært blandt både lokale og turister.

Secret Lagoon ligger ca. 32 km fra Gullfoss (følg rute 30 mod syd) og er bestemt en afstikker værd. Selvom den er menneskeskabt, fremstår den store pool som en hyggelig sø med græskanter og træer. Man bemærker dog hurtigt, at der ikke er tale om en helt almindelig sø, for i periferien af svømmepølen syder og bobler det. De varme kilder er hegnet inde, og et skilt advarer om 100 grader varmt vand. Badevandet er dog nedkølet til 38-40° året rundt.

Det er fantastisk at svømme rundt i Secret Lagoon, eller bare slappe af i det varme vand. Man kan også gå turen rundt om svømmepølen og betragte de boblende kilder – den ene er faktisk en lille gejser med en udbruds-cyklus på ca. fem minutter.

Omklædningsfaciliteterne er rigtig fine – der kan lejes badetøj og håndklæde hvis du ikke selv har medbragte dette. Der er også en lille café som sælger drikkevarer og snacks. Du kan købe entrébillet til Secret Lagoon her.

Farmers Bistro

Den geotermiske varme i området bruges ikke alene til at opvarme huse og swimmingpools. Omkring Fluðir anvendes jordvarmen også til landbrug, og når du kører rundt i denne del af Island, kan du se flere store drivhuse.

Et af de steder, hvor du kan smage på de lokale råvarer, er hos Farmers Bistro. Farmers Bistro ligger tæt på Secret Lagoon, og jeg vil på det kraftigste anbefale at spise frokost her, når du er færdig med at nyde de varme kilder.

Farmers Bistro har kun åbent for frokost, men det er til gengæld en fornem én af slagsen. Her anvendes hjemmedyrkede grøntsager, lammekød og rigelige mængder champignon – gården er nemlig Islands største champignon-farm. Udover at servere fantastisk mad, arrangerer Farmers Bistro også rundvisninger for grupper.

5. Etape: Laugarvatn – Reykjavik (97 km)

Efter to nætter i Laugarvatn påbegyndte vi køreturen ind mod Reykjavik. Den korteste rute fra Laugarvatn til Reykjavik er ca. 78 km, men hvis du gerne vil lære mere om den islandske undergrund, og høre hvordan man omdanner geotermisk varme til energi, kan det anbefales at besøge kraftværket Hellisheiði Power Plant. Lægger du vejen forbi kraftværkets besøgscenter, er turen til Reykjavik lige under 100 km.

Hellisheiði Power Plant

Der er masser af damp i luften, når man nærmer sig det aktive kraftværk. Foto: Benjamin Munk Olsen

Man kan spotte Hellisheiði-kraftværket (officiel hjemmeside) på lang afstand takket være de enorme søjler af damp, der omhylder de store industribygninger. På afstand kunne det ligne røg, men det er altså vanddamp, for geotermisk varme er en relativt co2-venlig energiform.

Det er genialt, at man kan sende varmt vand fra undergrunden ind i folks hjem, og det er endnu mere imponerende, at man også kan udnytte denne varme til at producere strøm. Begge dele sker på Hellisheiði-kraftværket ca. 30 km sydøst for Reykjavik. Fra kraftværket transporteres det varme vand i enorme pipelines ind til hovedstaden. Her er desuden indrettet et moderne og spændende besøgscenter, hvor du kan lære meget mere om processen.

Selve udstillingen er meget informativ, men du får den bedste oplevelse ved at tage med på en af de guidede rundvisninger, som foregår flere gange dagligt. En del af udstillingen er interaktiv, hvor du selv kan få lov at betjene diverse apparaturer, mens en anden del foregår i en biograf, hvor der vises film. I receptionen er det muligt at købe drikkevarer og kager. Du kan købe entrébillet til kraftværket her.

Aflevering af bilen i Reykjavik

Efter at have besøgt Hellisheiði-kraftværket kørte vi ind mod Reykjavik – nu atter tilbage på Ringvejen. Omkring Reykjavik er Ringvejen ganske trafikeret, og flere steder har den fire spor. Vi havde planlagt at aflevere vores lejede bil i Reykjaviks indenrigslufthavn (ikke at forveksle med den internationale lufthavn i Keflavik), og herfra tage en bus ind til byen. Det gik rigtig fint, og vi kunne aflevere en bil uden skrammer og ridser.

I Reykjavik tjekkede vi ind på vores hotel og gik straks ud i byen, for at opleve den fantastiske stemning i Verdens nordligste hovedstand. Du kan læse mine anbefalinger til de bedste seværdigheder i Reykjavik lige her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (ringvejen på Island): Billede af Free-Photos fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *