Seværdigheder i Málaga: Solkystens skønne perle

Går turen til solbeskinnede Málaga kan du se frem til en skøn blanding af strand og storby, masser af spændende seværdigheder, lækker mad og spansk gæstfrihed. Nyd livet i skyggen under palmetræerne, i liggestolene på stranden eller ude i det dejlige Middelhav. I byen nedenfor den arabiske fæstning kan du besøge butikker, se på moderne kunst og lægge vejen forbi autentiske restauranter, tapasbarer og caféer.

Beliggenheden på den spanske solkyst, Costa del Sol, gør Málaga til en oplagt destination året rundt. På trods af de mange turister, byder Málaga fortsat på en autentisk spansk oplevelse, som bl.a. bliver tydelig, hvis du besøger den lokale markedshal, overværer en fodboldkamp (på stadion eller på en bar) eller spiser på de lokale restauranter.

I Málaga er man også stolt over at være Pablo Picassos fødested, og kunst – ikke kun den kubistiske – fylder meget i byens bevidsthed. Det kan således anbefales at besøge et af byens mange kunstmuseer og gallerier, hvis du har den mindste interesse for malerier, keramik og glaskunst.

Udsigt over Málagas gamle bydel. Foto: Jonas Denil fra Unsplash

En lang og spændende historie

Málagas historie går mere end 2.800 år tilbage i tiden, og byen er således en af Europas ældste. Det var fønikerne, der grundlagde byen omring år 770 f.Kr. – dengang var den kendt som Malaka. Under romerne skiftede navnet til Malaca, og under de muslimske maurere kom endnu et navneskift – denne gang til Mālaqah. Det nuværende navn blev indført, da Ferdinand II erobrede byen fra maurerne i 1487.

I dag har Málaga ca. 600.000 indbyggere, hvilket gør byen til den næststørste i Andalusien (efter Sevilla) og den sjette største i Spanien. Man kan fortsat se tegn på byens spændende fortid – mest prominente er de arabiske fæstningsværker Alcazaba og Gibralfaro, som begge rejser sig på bakkedraget øst for Málagas gamle bydel.

Herudover er Málaga en moderne storby, som byder på en lang række spændende aktiviteter for børn og voksne. Er I til shopping, så gå en tur ned ad den store indkøbsgade La Calle Larios, og forbi den flotte plads, Plaza de la Constitucion, med de fine marmorfliser. Skulle du få hjemve, så kig forbi Plaza de la Marina, hvor der står en statue af en berømt dansker, nemlig H.C. Andersen.

Den verdensberømte digter sidder meget passende på en bænk med sin rejsetaske, for Andersen elskede jo netop at rejse. I 1862 kom han til den spanske solkyst, og besøget i Málaga var bestemt vellykket. I sine rejsebeskrivelser skrev han: ”I ingen by i Spanien har jeg følt mig så veltilpas og så velkommen som i Málaga” – forhåbentlig vil du opleve samme følelse…

Med denne korte rejseguide kan du gå i H.C. Andersens fodspor, og opleve det bedste af Spanien lige her på solkysten. I guiden finder du forslag til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Málaga. God tur!

Sådan kommer du til Málaga

Med cirka 2.900 km fra Danmark til Málaga må fly siges at være den oplagte rejseform, når turen går mod den spanske sydkyst. Turen i bil tager i hvert fald lang tid, og kræver grundig planlægning i form af rute og overnatningssteder undervejs. Det samme gælder for togrejse til Málaga, som primært bør overvejes, hvis du rejser rundt på Interrail.

Fly til Málaga

Det er nemt at komme til Málaga med fly, og fra Danmark flyves både fra København, Billund, Aalborg og Aarhus. Alt efter hvilken lufthavn, du rejser fra, er flyvetiden mellem 3,5 og 4 timer.

Læs mere om fly fra København til Málaga med SAS her

Læs mere om fly fra København til Málaga med Ryanair her

Læs mere om fly fra Billund til Málaga med Ryanair her

Læs mere om fly fra Aarhus til Málaga med SAS her

Læs mere om fly fra Aalborg til Málaga med Great Dane Airlines her

Málagas lufthavn (officielt Aeropuerto de Málaga-Costa del Sol, AGP) ligger ca. otte km sydvest for byen. Det er ganske nemt at komme fra lufthavnen til Málagas centrum, hvor du både kan benytte tog og bus. Togstationen ligger modsat ankomstterminal 3 – tog til hovedbanegården, Málaga Centro, afgår fra spor 2. Turen tager ca. 12 minutter.

Det er også muligt at benytte Bus A for at komme ind til centrum. Bussen stopper bl.a. ved Alameda Principal og Paseo del Parque – begge steder er oplagte for omstigning, da mange busruter går her forbi.

Sådan kommer du rundt i Málaga

Málagas gamle bymidte opleves bedst til fods, men skal du længere omkring, kan du med fordel benytte det udmærkede transportsystem af busser, lokaltog samt metro med to linjer.

Der er op mod 50 busruter i den sydspanske by, og på de centrale ruter kører busserne med få minutters mellemrum. Der kan købes enkeltbilletter af chaufføren, men skal du benytte bussen meget, kan du også investere i et rejsekort, som der kan fyldes penge på.

Lokaltogene kendt som ’Cercanias’ kører bl.a. til lufthavnen og til kystbyerne Torremolinos, Benalmadena og Fuengirola. Metroen, der åbnede i 2014, består pt. af to linjer – den ene (1/rød) går mod vest, mens den anden (2/blå) går mod sydvest. Til metroen kan du købe et primitivt rejsekort kendt som ’tarjeta monedero’, og fylde det op med 1-9 rejser. Dette kort er ikke personligt og kan benyttes af flere personer, som rejser sammen.

Seværdigheder i Málaga – de 10 bedste oplevelser

1. Alcazaba-fæstningen (La Alcazaba)

[Fæstning + Udsigt]

Bag den smukke fontæne rejser Alcazaba-fæstningen sig majestætisk over byen. Foto: Astrid Schmid fra Pixabay

En af de største seværdigheder i Málaga er uden tvivl den velbevarede fæstning, Alcazaba. Alcazaba kommer fra det arabiske ord ‘al-qasbah’, som betyder citadel, og det var netop områdets muslimske herskere, der opførte det storslåede fæstningsværk i midten af det 11. århundrede.

Citadellet blev rejst ved foden af Gibralfaro-bjerget, og herfra snor de brede stenmure med skydeskår sig op langs bjergkammen, indtil de til sidst når den højere fæstning, Castillo de Gibralfaro.

Málagas Alcazaba anses som den bedst bevarede arabiske fæstning i Spanien, og bestod tidligere af tre ringmure. I dag eksisterer blot de to inderste. Man kan dog fortsat få et glimrende indblik i fortidens militærarkitektur, og ikke mindst nyde udsigten over Málaga fra den øverste del af fæstningen og tårnet Torre de Maldonaldo.

Det er en udsøgt fornøjelse at gå rundt indenfor murene af Alcazaba-fæstningen. I midten af den moderne storby træder man med ét ind i en eventyrlig fortid, hvor snoede stier og frodige haver gemmer sig i den eventyrlige labyrint.

Langs fæstningens ringmure findes mere end 100 tårne. Porten, Puerta de los Cuartos de Granada, leder ind til fæstningens centrum, hvor man kan nyde de skønneste gårdhaver. I dette frodige område finder man træer og blomster, smukke søjlegange og forfriskende vandkunst.

Åbningstider: Dagligt 9:00-18:00 (november til marts), 9:00-20:00 (april til oktober) – sidste adgang 30 minutter før lukketid. Det er muligt at købe en kombinations-billet, som både gælder til Alcazaba og Gribalfaro-borgen.

2. Katedralen (Catedral de Málaga)

[Kirke]

Katedralen i midten af Málaga er blandt byens mest storslåede bygningsværker og populære seværdigheder. Foto: loyal69 fra Pixabay

Har man penge kan man få, og har man ingen må byggeriet gå i stå. Sådan har devisen været for den store katedral i midten af byen, som faktisk ikke er fuldendt. Kirkebygningens sydtårn blev aldrig færdigbygget, og Málagas indbyggere har derfor givet katedralen kælenavnet ’La Manquita’ – den enarmede.

Indenfor skorter det dog ikke på guld, sølv og marmor – en fornem udsmykning, som blev muliggjort op gennem det 18. århundrede, hvor handlen med varer fra Amerika voksede stødt.

Ved århundredets afslutning smækkede kong Karl den 3. af Spanien dog pengekassen i, da han prioriterede at støtte den amerikanske uafhængighedskamp (samt renovering af San Telmo-akvadukten). Da førstnævnte årsag var den mest ædle, er dette naturligvis den officielle forklaring, som du kan læse mere om på informationstavlen ved sydtårnet.

Som så mange andre spanske kirker er også katedralen i Málaga bygget på fundamentet af en moské. Byggeriet startede i 1528 og afsluttedes i 1782. Det meste af bygningen – bl.a. det flotte kirkerum – er i spansk renæssance, mens facaden er i barok.

En tur gennem kirken er en spændende oplevelse, hvor du kan beundre det store, lyse kirkerum med de imponerende marmorsøjler, det fine orgel og de smukke helgenbilleder udskåret i træ.

Åbningstider: Varierer efter sæson og ugedrag. Se de officielle åbningstider her.

3. Atarazanas-markedet (Mercado de Atarazanas)

[Marked]

Der kan købes alle slags lækkerier på det store marked. Foto: Michiel Faassen fra Pixabay

Atarazanas-markedet er blandt de mest populære seværdigheder i Málaga. Intet andet sted får du et lige så spændende indblik i lokalbefolkningens dagligdag, som i denne historiske markedshal fra det 19. århundrede. I de travle boder sælges frisk og tørret frugt, grøntsager, kød og fisk, ligesom du kan besøge flere udmærkede tapasbarer, hvis du trænger til en hurtig bid mad.

Arkitekturen er meget speciel, og arkitekten Joaquín Rucoba har anvendt en række forskellige materialer til at skabe dette unikke madmekka. Hovedindgangens svungne former, som ligeledes anes i den omsluttende jernkonstruktion, er et udtryk for den lokale mudéjar-stil, der blander spanske og arabiske traditioner. Læg også mærke til den smukke glaskunst, som viser et udsnit af Málagas stolte historie.

Åbningstider: 8:00-15:00 (mandag til lørdag).

4. Castillo de Gibralfaro

[Fæstning + Udsigt]

Fra de gamle ringmure har man en fantastisk udsigt over Málaga og Middelhavet. Foto: María López Jorge fra Unsplash

Da Alcazaba, der blev opført i det 11. århundrede, ikke længere kunne yde tilstrækkelig beskyttelse, besluttede den mauriske konge, Yusuf I, at opføre endnu en fæstning. Castillo de Gibralfaro blev anlagt højere oppe på bjerget, hvorfra man både kunne beskytte byen og det gamle citadel.

I dag byder den majestætiske Gibralfaro-fæstning på en fantastisk udsigt, mens museets udstilling giver et interessant indblik i fæstningens opbygning, dens mange funktioner og dens spændende historie.

Castillo de Gibralfaro blev opført i 1340 og trods de mange år på bagen er fæstningen overraskende velbevaret. Som besøgende har man adgang til stort set hele det spændende område med ringmure, udkigstårne og gårdhaver.

Selvom bygningsværket blev opført af de muslimske maurere, så var Gibralfaro-fæstningen kun under muslimsk herredømme i mindre end 150 år. Efter tre måneders belejring i 1487, måtte maurerne overgive fæstningen til de katolske monarker, Ferdinand II og Isabella I.

Ferdinand gjorde herefter Castillo de Gibralfaro til sin midlertidige residens, ligesom han indtegnede fæstningen i Málagas byvåben – en position, som bygningsværket fortsat har mere end 500 år senere.

Åbningstider: 9:00-20:00 (april til oktober), 9:00-18:00 (november til marts).

5. Picasso-museet (Museo Picasso)

[Museum]

Pablo Ruiz Picasso er muligvis Málagas mest berømte bysbarn til trods for, at han kun boede her de første 10 år af sit liv. Picasso blev født i 1881, men allerede i 1891 flyttede familien til Nordspanien. Siden boede og arbejdede Picasso i Barcelona, Madrid og Paris, men hele livet bevarede han kærligheden til fødebyen.

I Málaga kan kunstinteresserede opleve Picassos fødehjem på Plaza de la Merced, hvor hovedattraktionerne er et genskabt atelier samt nogle enkelte kunstværker.

Langt flere af Picassos værker kan opleves på det store Picasso-museum, Museo Picasso. Museet er indrettet i den historiske bygning, Palacio de Buenavista, og åbnede for publikum i 2003, efter en gennemgribende renovering. I dag byder museet på 285 af Picassos værker – alle doneret af malerens familie.

Det gamle adelspalads, Palacio de Buenavista, er oplagt til at huse denne fine samling af Picassos værker. Udstillingen rummer værker fra det meste af Picassos karriere – fra tidlige akademiske studier og skitsebøger til hans verdensberømte kubistiske malerier og hans bearbejdninger af andre kunstneres værker. Her findes også en flot samling af keramik.

Åbningstider: Dagligt 11:00-19:00 (juli til august), 10:00-18:00 (september og oktober), 11:00-18:00 (marts til juni), 11:00-17:00 (november til februar). Audioguide er inkluderet i entréen.

6. Jardín Botánico Histórico La Concepción

[Botanisk have]

Den ikoniske pavillon kan opleves i den botaniske have nord for byen. Foto: Paolo Trabattoni fra Pixabay

Den botaniske have, Jardín Botánico Histórico La Concepción, er bestemt et besøg værd, hvis du gerne vil nyde subtropiske planter, klassiske skulpturer, smukke fontæner og en vaskeægte bambusskov. Den historiske have blev grundlagt efter et ægteskab mellem to af byens fornemme familier i 1855, og var i privat eje indtil 1994.

La Concepción-haven blev anlagt i engelsk landskabsstil, og er i dag en skøn oase, som både lokker lokale og turister til. Selv på de varmeste dage sørger skyggen fra de gamle palmetræer for, at temperaturen forbliver tålelig. Det samme hjælper vandkunst og fontæner med til.

Den centrale del af haven er den ældste og mest romantiske. Her vokser de fineste planter fra alle egne af kloden, ligesom nyklassicistiske skulpturer og pavilloner bidrager til den eventyrlige tidsrejse. Det er også muligt at besøge museet, Museo Loringiano, hvor der findes en fin arkæologisk samling, opbygget af havens tidligere ejere.

Uden for ’Den historiske have’ er parken inddelt i forskellige sektioner. Den sorte bambusskov er den største af sin slags i Spanien, og bestemt værd at gå en tur i. Det samme gælder ’Verden rundt på 80 træer’ – en afmærket rute med flotte træer fra det meste af jordkloden. Vil du gerne slappe af finder du nemt et fredeligt sted i den store park, som er velforsynet med bænke. Her findes også en café, som sælger mad og drikke.

Åbningstider: Tirsdag til søndag 9:30-19:30 (april til september), tirsdag til søndag 9:30-16:30 (oktober til marts).

Transport: Bus 2 til San Rosé (herfra 15 minutters gang).

7. Automobil- og modemuseet (Museo Automovilistico y de la Moda)

[Museum]

Automobil- og modemuseet er blandt de mest populære indendørs seværdigheder i Málaga, og her kan man bl.a. se masser historiske luksusbiler. Foto: Peter H fra Pixabay

Regnvejrsdage hører til sjældenhederne på den spanske solkyst, men skulle du alligevel få lyst til en museumsdag – om ikke andet så for at få pause fra solen – så er Automobil- og modemuseet et oplagt valg. Blandingen af lækre biler og historisk mode skulle gerne appellere til begge køn – store som små.

Udstillingen af biler er ganske imponerende og tæller omkring 100 modeller – fra Maserati og Cadillac til Aston Martin og Bugatti. Rejsen gennem bilens historie indledes med en De Dion Bouton fra 1903, som er museets ældste model. Herfra kan du tage turen op til vore dage, og undervejs blive fascineret af hurtige sportsvogne, fashionable dollargrin og lange limousiner.

Husk også at kigge indenfor i bilerne, hvor perlemor og elfenben præger instrumentbrættet, mens kabinen er betrukket med det lækreste skind og pels.

Som supplement til den flotte biludstilling, byder museet samtidig på en ekstravagant afdeling dedikeret til det 20. århundredes modetendenser. Her får du et spændende indblik i den mest fornemme haute couture på turen gennem museets syv mode-gallerier.

Åbningstider: Dagligt 10:00-19:00.

8. Malagueta-stranden (Playa de la Malagueta)

[Strand]

Playa de la Malagueta er bystranden i Málaga og et oplagt sted for solbadning og en dukkert. Foto: Michiel Faassen fra Pixabay

Den spanske solkyst er fuld af lækre og indbydende strande, og en byferie i Málaga bør naturligvis kombineres med afslapning og badning ved havet. Bor du i feriebyer som Torremolinos og Fuengirola, er der ingen grund til at tage til Málaga for at ligge ved stranden, men har du valgt et hotel i selve Málaga, så er det oplagt at benytte stranden Playa de la Malagueta.

Playa de la Malagueta er en populær sandstrand få minutters gang fra Málagas pulserende bymidte. Stranden er ca. 1,2 km lang og 45 meter bred – en klassisk bystrand, som både trækker lokale indbyggere og turister til. Blandt faciliteterne findes livreddere, restauranter, brusere og toiletter. Det er også muligt at leje strandstole, parasoller og forskellige remedier til vandsport.

9. Peña Juan Breva

[Flamenco + Museum]

Et flamenco-show er en af de oplagte seværdigheder i Málaga. Foto: Werner Gmünder fra Pixabay

Det er oplagt at overvære et flamenco-show, når du er i Málaga. Den særlige kunstform med sang, guitarspil og dans stammer netop her fra Andalusien, men er tillige stærkt påvirket af orientalske tendenser. Oprindeligt handlede flamenco om sang, men siden er dansen og guitaren komme til, og i dag fungerer danserinder med smukke kjoler gerne som blikfang for den karakteristiske musik.

Hvis du ønsker at besøge en flamenco-klub (en peña), kan du med fordel vælge Peña Juan Breva, som er Málagas ældste. Klubben er opkaldt efter den legendariske flamenco-kunstner, Juan Breva. Udover muligheden for at overvære de fantastiske shows rummer Peña Juan Breva også et hyggelig og intimt flamenco-museum med guitarer, fotografier, plakater, lp’er, udklædninger og meget mere.

Åbningstider: Museet er åbent 10:00-14:00 (mandag til lørdag). Flamenco-shows som regel torsdag og lørdag aften.

10. Málagas havn (Puerto de Malaga)

[Marina + Promenade + Shopping]

Málagas smukke havnefront er åbnet op for publikum, og her finders mange gode aktiviteter. Foto: Manolo Franco fra Pixabay

Havnen i Málaga er fortsat en væsentlig indtægtskilde for den sydspanske by, men mole nummer 1 (muelle uno) i den gamle fragthavn er lavet om til et dejligt rekreativt område. Her kan man shoppe i det store indkøbscenter, slappe af på caféer og restauranter og naturligvis gå en tur langs den skønne marina.

De vindblæste palmer står som en fornem allé langs den moderne havnepromenade. Langs molen kan man kigge på de flotte lystbåde og hurtige motorbåde, mens man nyder det turkisblå Middelhav. Det er også muligt at leje diverse køretøjer (cykler, løbehjul etc.), og udforske det store havneområde, som er blevet åbnet op for interesserede gæster. Læg også mærke til det flotte fyrtårn, der bidrager til den charmerende maritime stemning.

Restauranter i Málaga – de bedste spisesteder

Når du holder pause fra sol, strand og seværdigheder i Málaga, kan du med fordel nyde lækker lokal og international mad på en af byens mange gode restauranter. Nedenfor finder du fem forslag til gode spisesteder i Málaga.

Tip: Vil du prøve en ultra-lokal spise, så går turen til en autentisk chiringuito (strandbar), hvor der serveres espeto (grillede sardiner). Den klassiske tilberedning foregår på pinde over bål, og de serveres gerne med en skive citron og nydes med et glas hvidvin.

1. La Alacena de Francis

[Calle Montalban 1]

Hvis du ikke har noget imod en kort gåtur væk fra turistfælderne i centrum af Málaga, så venter der en helt særlig oplevelse hos La Alacena de Francis. Man føler sig straks velkommen i det ganske lille serveringslokale – husk bordbestilling! – og menukortet er virkelig spændende. Her er autentiske sydspanske retter og et overraskende udvalg af russiske specialiteter. Det er en sjov blanding, som den passionerede køkkenchef og ejer, Francis, har valgt, men alt smager fremragende. Prøv den skønne platte med hjemmerøgede fisk og den himmelske crêpe suzette.

2. Bodegas El Pimpi

[Calle Granada 62]

Den legendariske vin- og tapasbar, El Pimpi, er et besøg værd på lige fod med de mest kendte seværdigheder i Málaga. Baren er en institution, som trækker hundredvis af turister til, og der er plads til langt de fleste. Her er mange mindre serveringslokaler, en hyggelig gårdhave samt en terrasse med udsigt over Teatro Romano. Væggene er dekoreret med historiske plakater og fotos, mens de enorme vintønder er forsynet med autografer af en række kendte gæster, herunder Antonio Banderas, Tony Blair og Michael Laudrup. Kom for stemningen og drikkevarerne, men hvis du er sulten er tapaskortet også tillokkende.

3. Cortijo de Pepe

[Plaza Merced 2]

Cortijo de Pepe er en hyggelig og meget autentisk tapasbar og restaurant midt i Málagas dejlige bymidte. På førstesalen finder man restauranten med en udmærket a la carte-menu, mens tapasbar – samt øl- og vinbar – findes på etagen under. Kommer du tidligt, er valget dit, men kommer du lige til spisetid, må du nok tage til takke med en plads ved baren. Cortijo de Pepe er nemlig et yderst populært sted – også for de lokale. Tapasretterne er meget velsmagende, og anrettet ganske enkelt. Samtidig er priserne yderst rimelige, så det er et oplagt sted at prøve nye retter.

4. Trattoria Mamma Franca

[Avenida Imperio Argentina 7]

Nær metrostationen ’Palacio de los Deportes’ sydvest for centrum finder man den italienske restaurant, Trattoria Mamma Franca. Hvad restauranten ikke har i praktisk beliggenhed har den til gengæld i velsmagende retter og udsøgt service. Man føler sig straks velkommen, når man tager plads ved bordene med de rød- og hvid-ternede duge. Med menukortet i hånden kommer man dog på en udfordring – her er simpelthen så mange lækre delikatesser, at det næsten er umuligt at vælge. Frisk pasta og sprød pizza er klassikerne, men Trattoria Mamma Franca byder på meget mere end dét…

5. La Barra de Zapata

[Calle Salinas 10]

Er du på udkig efter en finere gastronomisk oplevelse i Málaga, så bør du bestemt overveje at besøge La Barra de Zapata. Her laves mad til alle sanser, og de dekorative retter kan bedst beskrives som kunstneriske installationer, når de kommer ind på bordet. La Barra de Zapata byder på et moderne take på en lang række klassiske retter, samt nogle helt nye smagssammensætninger. Muligheden for at sidde udenfor på terrassen er fantastisk, og betjeningen er yderst kompetent.

Hotel i Málaga – de bedste overnatningssteder

1. Molina Lario

[Molina Lario 20-22]

Molina Lario er et skønt 4-stjernet hotel, som ligger i midten af Málagas gamle, romantiske bydel. På tagterrassen kan du nyde den indbydende swimmingpool og udsigten til byens smukke katedral, mens en lang række restauranter, caféer og butikker venter lige udenfor hoveddøren. Værelserne er moderne og stilfuldt indrettet, og byder på alle de bekvemmeligheder du kunne ønske dig. Morgenmaden er god og varieret. Der er ca. 800 meter til stranden og 300 meter til pladsen, Plaza de la Constitucion. Læs mere om hotellet her.

2. Hotel Sur Málaga

[Trinidad Grund 13]

Hotel Sur Málaga er et godt budgethotel med en fremragende beliggenhed nær de bedste seværdigheder. Fra hotellets hoveddør kommer du nemt rundt til byens største attraktioner, spisesteder og caféer, ligesom du blot har 800 meter til Malagueta-stranden. Hotellet er meget populært, og du bør ikke lade dig narre af de 2 stjerner – det er ikke luksus, men værelserne er pæne og rigtig gode til pengene. Det samme gælder morgenmaden, hvor du finder noget for enhver smag. Læs mere om hotellet her.

3. The Urban Jungle Hostel

[Calle Niño de Guevara 8]

Søger du billig overnatning i Málaga, så bør du bestemt kigge nærmere på The Urban Jungle Hostel. Dette hostel / vandrerhjem er blandt de bedst anmeldte i byen, og byder både på private værelser med eget badeværelse og senge på sovesal. Uanset hvad du er til, kan du se frem til et hyggeligt og socialt miljø samt en formidabel beliggenhed i midten af Málaga – 100 meter til Picasso-museet, 300 meter til Alcazaba-fæstningen og 950 meter til stranden. Indretningen er moderne, fællesfaciliteterne pæne og personalet imødekommende. Læs mere om hotellet her.

Flere oplevelser…

Er du på jagt efter flere oplevelse og seværdigheder, kan du fortsætte rejsen fra Málaga og f.eks. besøge Grenada med det smukke Alhambra-slotskompleks, tage på bjergvandring i Sierra Nevada, nyde sandstrandene i feriebyerne mod syd, eller besøge den britiske koloni, Gibraltar.

Madrid Selvom afstanden mellem Málaga og den spanske hovedstad er relativt stor, tager det blot 2 timer og 40 minutter at komme til Madrid med direkte tog. I Madrid kan du bl.a. opleve det smukke kongeslot, de hyggelige parker og de fantastiske kunstmuseer. Du kan finde inspiration til de bedste seværdigheder i Madrid lige her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsigt over Málaga): Billede af marbus_79 fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *