Seværdigheder i Kaunas: Den ideelle rejseguide til Litauens næststørste by

Litauens næststørste by er fuld af spændende oplevelser, hyggelige gader og masser af livlige caféer, barer og restauranter. Selv uden verdensberømte seværdigheder er Kaunas et herligt bekendtskab, der byder på lige dele historisk charme og moderne arkitektur. Der kan stadig opleves skygger fra 2. Verdenskrig på byens museer, men med hele syv universiteter er Kaunas først og fremmest en ung, og ikke mindst livlig by.

Kaunas har ca. 290.000 indbyggere, og fungerede i en kort periode fra 1920 til 1939 som Litauens hovedstad. Parlamentsbygningen fra denne tid kan stadig ses i midtbyen, men ellers har Kaunas ført en relativt anonym tilværelse. Som turist er det derfor ekstra spændende at udforske denne – i manges øjne – ukendte by. En status som ’Europæisk Kulturhovedstad 2022’ kan dog medvirke til, at omverden i højere grad får øjnene op for skønne Kaunas.

I denne korte rejseguide finder du inspiration til de bedste seværdigheder, restauranter og hoteller i Kaunas. God tur!



Booking.com

Seværdigheder i Kaunas: De 10 bedste oplevelser

1. Kaunas Borg

[Borg + Museum]

Borgen i Kaunas er et markant vartegn, og blandt byens mest populære seværdigheder. Foto: Kmarius fra Pixabay

Tårnet med den spidse tagkonstruktion er et ikonisk vartegn for Kaunas, og ikke mindst for den markante middelalderborg, der gennem århundreder tjente som et vigtigt forsvarsværk for byen.

Kaunas’ borg blev opført i 1200-tallet, men allerede i det følgende århundrede blev den ødelagt, og måtte opføres på ny – denne gang med to meter tykke og 13 meter høje mure. I 1700-tallet blev borgen anvendt som fængsel, men fik siden lov at forfalde. I dag står omkring en tredjedel af den oprindelige gotiske borg tilbage.

Gennem de seneste år har borgen gennemgået en gennemgribende restaurering, og er i dag blandt de mest populære seværdigheder i Kaunas. Det elegante tårn, en del af fæstningsmurene og den klassiske voldgrav, er blevet frisket op til ære for byens turister, ligesom her er indrettet et fint museum, der fortæller om borgen og byens historie.

Det er også muligt at kigge nærmere på de genskabte fangehuller, ligesom du i sommerperioden kan teste dine evner indenfor bueskydning og lignende aktiviteter.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

2. Devil Museum (Velnių muziejus)

[Museum]

Et besøg på djævle-museet i Kaunas er ikke for sarte sjæle. Foto: Andrew Gallagher fra Pixabay

Der findes skam mange særprægede museer rundt omkring i verden, men djævle-museet i Kaunas er alligevel noget helt specielt. Satan, Lucifer, Den faldne engel – djævlen har mange navne, og tydeligvis også mange ansigter.

Den unikke samling af djævle blev grundlagt af den litauiske maler og kunstsamler Antanas Žmuidzinavičius, og efter hans død i 1966 åbnede man et museum i hans hjem.

I 1966 bestod djævle-samlingen af 260 skulpturer, men gennem årene er den vokset til mere end 3.000 djævle – primært i træ, keramik, sten og papir. Mange af djævlene stammer fra de tidligere Sovjet-republikker, men også fra Skandinavien, Japan, Cuba og Mexico.

Blandt højdepunkterne er en skulptur, der forestiller Hitler og Stalin som to djævle, der danser ovenpå en bunke menneskeknogler. Her findes også udstillinger omhandlende forskellige ritualer – lige fra djævleuddrivelse til festlighederne ved Halloween.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

3. Rådhuset (Kauno rotušė)

[Rådhus + Museum]

Rådhuset i Kaunas er kendt som ‘Den hvide svane’. Foto: Makalu fra Pixabay

Kaunas Rådhus, der populært omtales som ‘Den hvide svane’, står i ensom og slank majestæt midt på Rådhuspladsen. Den smukke, hvide bygning fra 1542 ligner nu mere en kirke end et rådhus – specielt på en lørdag formiddag, hvor indtil flere brudepar sørger for fest og farver foran hovedindgangen.

Den tidligere markedsplads er omkranset af gamle tyske købmandshuse, hvor der i dag er indrettet restauranter og caféer. I pladsens østlige ende starter Vilniaus gatvé, en af byens to primære gågader.

Rådhusets tårn er 53 meter højt, og den elegante bygning er dermed den højeste i den gamle bydel. Gennem historien har rådhuset bl.a. været anvendt som teater, kornlager og fængsel, men benyttes i dag primært til officielle anliggender.

Herudover huser bygningen et mindre bymuseum, hvor du kan blive klogere på Kaunas’ historie, industri og kultur. Du kan også komme på fornavn med nogle af byens mest berømte bysbørn, heriblandt dukkefilms-pioneren Władysław Starewicz, der populært omtales som den europæiske Walt Disney.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

4. Vytautas den Store Krigsmuseum

[Museum]

Vytautas den Store (1350-1430) var storhertug i middelalderens Litauen, og regerede landet gennem 38 år. Han nåede således at sætte et markant aftryk på området, og anses i dag som en nationalhelt. I mange litauiske byer findes derfor monumenter rejst til hans ære, og i Kaunas er det lokale museum for krig og krigshistorie ligeledes opkaldt efter den populære skikkelse.

Den markante museumsbygning, opført i en blanding af art deco og tidlig funktionalisme, åbnede for publikum i 1936, og rummer en omfattende samling af militært isenkram. Udstillingen starter med primitive våben fra stenalderen, og viser den historiske udvikling frem til i dag.

Her er alt fra stikvåben og pistoler til kanoner og forskellige former for ammunition samt et udvalg af uniformer. I den tilhørende park kan man bl.a. se statuer af Litauens militære ledere.

Som en hyldest til Vytautas den Store rummer museet også en udstilling dedikeret til storhertugens militærbedrifter samt en introduktion til Kaunas’ fæstning og forsvaret af byen. Et af museets højdepunkter er vraget af flyet ’Lituanica’, som piloterne Steponas Darius og Stanislocva Girénas styrtede ned med i 1933 i et forsøg på at flyve fra New York til Kaunas uden stop.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

5. Perkūnas-huset

[Historisk bygning + Museum]

Perkūnas-huset er blandt de oversete seværdigheder i Kaunas. Foto: Marius Karotkis fra Unsplash

Perkūnas-huset i Kaunas’ gamle bydel er noget så sjældent som et verdsligt gotisk bygningsværk, opført af velhavende hansa-købmænd i slutningen af det 15. århundrede. Normalt ses denne form for arkitektur primært på kirkebygninger, men Perkūnas-huset er altså en undtagelse.

Interesserer du dig for historisk arkitektur, så er den spektakulære bygning i røde mursten et spændende bekendtskab. Den himmelstræbende facade er forsynet med et væld af ornamenter, og en lang række smukke detaljer. Der er ingen tvivl om, at huset har været et fornemt billede på ejernes velstand.

Den historiske rigdom vises også frem bag de tykke mure, hvor storslåede lysekroner og ekstravagante spiseborde tiltrækker sig opmærksomhed. I husets bibliotek findes en udstilling dedikeret til den litauiske digter, Adam Mickiewicz (1798-1855), der var elev her i en periode, hvor huset blev benyttet som skole. Husets specielle navn henviser til den hedenske tordengud, Perkūnas, som man fandt afbilledet i forbindelse med en renovering i 1818.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

6. Det 9. Fort (Devintas Fortas)

[Fæstning + Museum + Mindesmærke]

Et af de mørkeste kapitler i den litauiske historie venter på at blive udforsket her i den nordlige del af Kaunas. Det 9. Fort blev opført i starten af det 20. århundrede, mens Litauen var en del af Det russiske imperium. Fortet var et potent forsvarsværk, der skulle beskytte Kaunas mod invaderende tropper, men huskes i dag for noget helt andet.

I Sovjet-tiden blev Det 9. Fort nemlig anvendt som fængsel for politiske fanger, inden de kunne sendes til arbejdslejre i Sibirien, og i tiden fra 1941-44 blev fortet skueplads for nazisternes nedslagtning af op mod 45.000 jøder, kommunister og krigsfanger. Det er således en voldsom historie, der fortælles på Det 9. Fort, og den er bestemt ikke for sarte sjæle.

Udstillingen om stedet fortæller både om lidelserne under den sovjetiske besættelse og om nazisternes krigsforbrydelser.

Efter 2. Verdenskrig tjente Det 9. Fort atter som sovjetisk fængsel, og i dag kan du opleve de autentiske fængselsceller, og få et indblik i de brutale forhold. Du kan også dykke ned i personlige beretninger fra Holocaust, og naturligvis opleve det fantastiske mindesmærke, der rejser sig 32 meter over terrænet. Mindesmærket, der forestiller mægtige granitformationer, som skyder op af jorden, er tegnet af den litauiske billedhugger Alfonsas Vincentas Ambraziūnas.

Åbningstider: Se aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Bus 57G til Kauno IX forto muziejus.

7. Kabelbanerne i Kaunas

[Kanelbaner + Udsigt]

Kabelbanerne giver adgang til en fornem udsigt, men er også en seværdighed i sig selv. Foto: Paulius Andriekus fra Unsplash

Der findes to historiske kabelbaner i Kaunas; Aleksotas-banen og Žaliakalnis-banen. Begge baner bringer dig op til nogle af de højeste punkter i Kaunas, hvorfra man har en fornem udsigt over byen.

Aleksotas-banen (Aleksoto funikulierius) bringer passagererne op ad den stejle bakke af samme navn. Den nedre station findes på modsatte side af Nemunas-floden i forhold til Den gamle bydel, og i umiddelbar forlængelse af den markante Vytautas den Store-bro.

Banen åbnede i 1935, og der benyttes fortsat de originale røde vogne med træsæder fra mellemkrigstiden. På bakketoppen findes en panorama-platform med udsigt over hele Kaunas.

Žaliakalnis-banen (Žaliakalnio funikulierius) findes i den østlige del af Kaunas, hvor den bringer passagerer op ad Žaliakalnis-bakken. Den nedre station er placeret bag Vytautas den Store Krigsmuseum, mens den øverste station befinder sig ved Kristi Opstandelseskirken.

Kabelbanen åbnede for gæster i 1931, og er både den ældste kabelbane i Litauen og blandt de ældste aktive baner i verden. Turen er 142 meter lang og foregår i originale gule, træklædte vogne.

8. Skt. Peter og Skt. Paul-katedralen (Kauno Šv. apaštalų Petro ir Povilo katedra bazilika)

[Kirke]

Et kig indenfor i Skt. Peter og Skt. Paul-katedralen. Foto: Makalu fra Pixabay

Skt. Peter og Skt. Paul-katedralen er blandt de ældste murstensbygninger i Kaunas, og byder på en spændende blanding af arkitektoniske stilretninger. Den oprindelige gotik fra 1400-tallet suppleres med renæssance og barok, og resultatet er en ganske enestående bygning. Katedralen har hele ni altre, men det er det storslåede barokalter i midten af kirkerummet, der stjæler opmærksomheden.

Katedralen er opkaldt efter apostlene Peter og Paulus, og står i dag som et af de mest markante bygningsværker i Kaunas’ gamle bydel. Oprindeligt var den røde murstensbygning, som har en længde på 84 meter, forsynet med to tårne, men efter en brand i 1732, blev kun det ene tårn genopført.

Kirkerummet er ganske overdådigt med masser af farver og malerier. Læg også mærke til kapellet i højre side, der nærmest fremstår som en selvstændig kirke i katedralen.

9. Sugihara House (Sugiharos Namas)

[Museum]

Selvom Kaunas i dag er en hyggelig og fredelig by, så gemmer den på mange tragiske historier – ikke mindst for den jødiske befolkning. Blot 3.000 af byens 37.000 jøder overlevede nemlig nazisternes systematiske udryddelser under 2. Verdenskrig. Men midt i den triste historie finder man imidlertid også en opløftende fortælling, nemlig den om Chiune Sugihara.

Chiune Sugihara omtales gerne som ‘Den japanske Schindler’ med reference til fabrikanten Oskar Schindler, der reddede et stort antal jøder fra gaskamrene i Auschwitz. Sugihara var japansk konsul i Kaunas, og havde kontor samt lejlighed i en fin villa i Vaižgantas-gaden. I sommeren 1940 blev Sugihara kontaktet af en hollandsk kollega, som ønskede transitvisa til en gruppe polske jøder, som var flygtet fra Polen som følge af den tyske invasion.

Sugihara sørgede med de nødvendige stempler for, at jøderne kunne rejse ud af Litauen, og han fortsatte ufortrødent med at udstede transitvisa til de jøder, der opsøgte ham. I alt lavede Sugihara omkring 2.500 transitvisa, først ved sit skrivebord på konsulatet og senere – da myndighederne havde lukket konsulatet – på sit værelse på Metropolis Hotel. I 29 dage nægtede Sugihara at adlyde ordre fra Tokyo, og stemplede herefter 300 transitvisa pr. dag, inden han var tvunget til at rejse.

Da et enkelt transitvisa dækkede en hel familie, antager man, at Sugihara reddede mere end 6.000 jøder fra at ende i nazisternes udryddelseslejre. Ganske paradoksalt eftersom Japan og Nazityskland var allieret under krigen. I dag fortælles hele den spændende historie om Sugihara på museet, der er indrettet i det tidligere konsulat. Her kan du bl.a. blive klogere på manden selv, og på nogle af de mange skæbner, han frelste.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

10. M. K. Čiurlionis Kunstmuseum

[Kunstmuseum]

Uanset om du kender til Čiurlionis på forhånd, eller aldrig har hørt om den litauiske multikunstner, så kan du glæde dig til at besøge museet, der bærer hans navn. Mikalojus Konstantinas Čiurlionis var maler og komponist, og hans værker kan således både ses og høres her. Udover Čiurlionis’ kunst udstilles også litauisk folkekunst, fornemme værker fra 1400-tallet samt udenlandsk kunst.

Selvom Čiurlionis blot var 35 år da han døde, er hans kunstneriske arv ganske betydelig. Han regnes for en af pionererne indenfor den abstrakte kunst i Europa, og hans malerier finder en fantastisk balance mellem det eventyrlige, det poetiske og det musikalske.

Et af højdepunkterne på museet er Verdens skabelse (1905-07), en fremragende serie på 13 mindre billeder, som er meget repræsentative for Čiurlionis’ drømmende billedsprog. Čiurlionis var også manden bag Litauens første symfoni Miške (I skoven), som kan høres i museets særlige lytterum.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Restauranter i Kaunas – de bedste spisesteder

1. Bernelių Užeiga

[Donelaicio gatvé]

Vil du gerne prøve kræfter med ægte litauisk madlavning og ditto stemning, så kan du med fordel besøge Bernelių Užeiga – en af byens hyggeligste spisesteder. Den store restaurant er indrettet med masser af lyst træ på vægge, borde og bænke, mens massevis af kander hænger ned fra loftsbjælkerne.

Menukortet tæller alle de klassiske og rustikke litauiske retter, bl.a. svinekød på spyd, sild i forskellige udgaver, rødbedesuppe og de særlige Didžkukulių (fyldte kartoffelfrikadeller).

2. Avilys

[Vilniaus 34]

Avilys er indrettet i en hyggelig og rustik middelalderkælder i det centrale Kaunas. Her serveres både fremragende mad og lækker øl, og specielt sidstnævnte er værd at komme efter. Restauranten har nemlig sit eget bryggeri, så her kan du smage på en række gode, hjemmebryggede øl.

Menukortet byder bl.a. på lette snacks, der passer perfekt til øl, men også en række internationale klassikere. Her serveres også suppe med øl, ligesom desserten kan være en øl-is.

3. Uoksas

[Maironio gatvé 28]

Uoksas byder på spændende og nyskabende gastronomi, for dig der gerne vil forkæles. Køkkenchefen Artüras Naidenko sammensætter de lækreste økologiske retter baseret på sæsonens råvarer. Der er altid innovation at spore i udvælgelsen af retterne, for Naidenko gentager nemlig aldrig den samme ret to gange.

Ingredienserne hentes primært fra lokalområdet, og det kan smages. Serveringslokalet er råt og minimalistisk tilsat grønne planter i rigelige mængder.

Hotel i Kaunas – de bedste overnatningssteder

Der findes flere skønne hoteller i Kaunas, og nedenfor finder du tre forslag til gode overnatningssteder. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Kaunas hos Booking.com her.



Booking.com

1. Hotel Kaunas

[Laisvės Alėja 79]

Hotel Kaunas er et rigtig pænt 4-stjernet hotel med en central placering i Laisvės Alėja – en af byens primære indkøbsgader. Hotellet er indrettet i en flot bygning fra 1892, men alle værelser er renoveret og byder på alle slags moderne faciliteter.

Her findes også sauna, fitnesscenter og indendørs swimmingpool (mod gebyr). Herudover kan du se frem til en rigtig lækker morgenmad. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

2. Villa Kaunensis

[Rotušés aikšté 21]

Villa Kaunensis er et charmerende ’guesthouse’ placeret i Kaunas’ gamle bydel. Beliggenheden kunne ikke være bedre, og seværdigheder, restauranter og barer findes lige om hjørnet. De rummelige værelser har højt til loftet og store vinduespartier. P

ersonalet er meget imødekommende og hjælper gerne med forslag til oplevelser og udflugter. Der findes også et fælleskøkken, hvor man kan lave mad. Villa Kaunensis har fået topkarakter hos Lonely Planet, og er absolut værd at tjekke ud, hvis du vil have billig og central indkvartering. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

3. The Monk’s Bunk Kaunas

[Laisvés Alėja 48]

Der hersker en afslappet stemning på dette hyggelige og centrale hostel, hvor du både finder klassiske sovesale og privat dobbeltværelse. The Monk’s Bunk ligger ganske tæt på Den gamle bydel i Kaunas og alle byens bedste seværdigheder.

Herudover findes et indbydende fællesrum med tv, bibliotek og brætspil samt fælleskøkken – et oplagt sted at komme i snak med andre rejsende. Læs mere om hotellet hos Booking.com her.

Sådan kommer du til Kaunas

Ligesom det gælder for øvrige rejsemål i de baltiske lande, så er fly den oplagte transportform, hvis du gerne vil besøge Kaunas. Alternativt kan du tage bilen, og køre de ca. 1.400 km, som der er til Kaunas fra den dansk/tyske grænse.

Fly til Kaunas

Det er muligt at flyve direkte fra København til Kaunas med lavprisselskabet Ryanair. Flyvetiden fra den danske hovedstad er ca. 1 time og 30 minutter.

Kaunas Airport (KUN) ligger ca. 14 km nordøst for bymidten. For at komme fra Kaunas lufthavn til centrum kan du benytte bus 29G, som kører til busterminalen og banegården via midtbyen.

Sådan kommer du rundt i Kaunas

Du kan nemt komme rundt til mange af byens mest populære seværdigheder på gåben, men Kaunas har også et udmærket netværk af busser og trolleybusser.

Du kan købe enkeltbilletter direkte hos chaufføren, eller anskaffe et rejsekort (Kauno Kortelé), som kan fyldes op med et valgfrit beløb. Man betaler et mindre beløb for selve kortet, men sparer efterfølgende penge på hver enkelt rejse. Alternativt findes særlige billetter, som gælder i henholdsvis tre og syv dage. Disse billetter er oplagt, hvis du er i Kaunas over flere dage, og skal bruge bus for at komme rundt.

Flere oplevelser

Når du har været forbi de bedste seværdigheder, restauranter og barer i Kaunas, kan du passende fortsætte rejsen i det skønne Baltikum. Du kan f.eks. besøge Litauens charmerende hovedstad, Vilnius, eller historiske Riga mod nord. Du kan finde inspiration til de bedste seværdigheder i Riga her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (gadehjørne i Kaunas): Foto af Makalu fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *