Østersøens perle: De bedste seværdigheder i Gdansk

Gdansk er blot Polens sjette største by, med den er blandt de mest populære, for den er spækket med spændende seværdigheder. Byen ligger i den nordligste del af landet, hvor Wisla-floden løber ud i Østersøen. Både Den Tyske Orden, Preussen og Polen har i perioder været herrer over den smukke by, og derfor er Gdansk også kendt under det tyske navn, Danzig.

Floden Wisla løber gennem store dele af Polen, og kommer på sin vej mod Østersøen bl.a. igennem Krakow og Warszawa, inden den når Gdansk. Vandet var en vigtig og indbringende handelsvej, og der kunne tjenes gode penge på at transportere korn, tømmer, salt og skind. Derfor var det også essentielt, at have kontrol over Gdansk.

Flere lande forsøgte at få del i byttet, hvilket gav anledning til mange magtkampe gennem historien. Også Hitler var meget interesseret i den strategiske beliggenhed og ikke mindst byens tyske ophav, hvilket i sidste ende kostede byen dyrt.

De smukke byhuse giver masser af charme til den hyggelige bymidte. Foto: neufal54 fra Pixabay 

Fra ødelagt ruin til idyllisk turistby

Op mod 90% af Gdansk blev ødelagt under 2. Verdenskrig, men det idylliske havnekvarter og de smukke byhuse er blevet nænsomt genopbygget. Derfor er byen i dag en af Polens største turistattraktioner, hvor den romantiske stemning, spændende museer og naturoplevelser ved Østersøen tiltrækker gæster fra nær og fjern.

Den moderne havneby, Gdynia, ligger ikke langt herfra, og i det hele taget er Gdansk et fremragende udgangspunkt for at opleve det bedste, som det nordlige Polen har at tilbyde.

Her har jeg samlet en kort rejseguide til Gdansk, så du let kan finde de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter. God tur!



Booking.com

Sådan kommer du til Gdansk

Det er utrolig nemt og billigt at komme til Gdansk fra Danmark – det gælder særligt med fly, hvor der flyves direkte til byen fra både København, Billund og Aarhus.

Fly til Gdansk

Det er oplagt at flyve til fra Danmark til Gdansk, hvor rejsetiden blot er på ca. en time. Du kan flyve direkte til Gdansk fra København, Billund og Aarhus. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Fra Gdansk lufthavn til Gdansk centrum

Lufthavnen i Gdansk hedder Gdańsk Lech Wałęsa Airport (GDN). Fra lufthavnen kan du tage tog eller bus ind til centrum. Tog kører fra Gdańsk Port Lotniczy-stationen, lige udenfor lufthavnsterminalen. Alle tog kører til Gdańsk Wrzeszcz, og nogle fortsætter videre til Gdańsk Główny (hovedbanegården).

Det lokale togselskab hedder SKM, og billetter kan købes ved billetkiosken markeret med ’SKM’, i billetautomater og ombord på toget (sidstnævnte er dyrere). Billetterne kan kun benyttes til tog (ikke til bus og sporvogn).

Bus 110 kører fra lufthavnen til Wrzeszcz-stationen, mens Bus 210 og N3 kører til hovedbanegården, Gdańsk Główn. Billetter kan købes i automaterne eller af chaufføren. 1-timers billetten gælder også ved skift til andre busser eller sporvogne i byen. Bus er derfor oplagt, hvis du skal skifte transportmiddel for at nå dit hotel.

Tog til Gdansk

Du kan naturligvis også tage toget til Gdansk. Det er specielt oplagt, hvis du er på Interrail, og gerne vil rejse rundt i Polen. De bedste afgange tager lidt over 10 timer fra den danske grænse.

Er det toget, du foretrækker, bør du nok gøre et eller to ophold på vejen. Det kunne f.eks. være i Berlin, hvorfra der er direkte tog til Gdansk (på tysk anvendes fortsat det tyske navn Danzig). Gør du holdt i Berlin, kan du med fordel læse mine forslag til de bedste seværdigheder og attraktioner i Berlin her. Du kan også læse mere om Interrail og købe dine togbilletter her.

Sådan kommer du rundt i Gdansk

Gdansk består af en kompakt bymidte, hvor de fleste seværdigheder, restauranter og barer er placeret i gåafstand. Skal du længere omkring, kan du med fordel tage bus eller sporvogn. Billetterne er billige og transportsystemet fungerer upåklageligt. Billetterne findes som enkeltbilletter og som 1-times biletter, der tillader ubegrænset skift indenfor en time.

Husk at stemple billetten, når du stiger på bussen eller sporvognen. Hvis du planlægger at køre meget, findes der også 24-timers billetter. Transportselskabet hedder ZTM, og billetter sælges i automater og i kiosker med ZTM-logoet. OBS: Disse billetter gælder ikke til lokaltog, men kun til bus og sporvogn.

Seværdigheder i Gdansk – de 10 bedste oplevelser

1. Den gamle bydel og Havnefronten

[Sightseeing]

Der er et stort net af gågader i den gamle bydel, hvor de smukke farvestrålende byhuse står side om side. Foto: Makalu fra Pixabay

Der er masser af smukke bygninger at kigge på i den gamle bydel. Og stemningen er fantastisk. De farvestrålende facader på byhusene fanger straks øjets opmærksomhed. De er alle nydeligt istandsat, og arrene fra 2. Verdenskrig er omhyggeligt fjernet.

De ikoniske huse ligger nu stemningsfuldt side om side langs de brostensbelagte gader. Har du aldrig været i Polen, venter der dig et kulturchok. Det er i hvert fald ikke grå betonbyggerier, der præger Gdansk, og der er også fundet plads til indbydende parker med skulpturer og snørklede vandløb.

De mange penge, der blev tjent på handel via vandvejene, er flittigt blevet investeret i fast ejendom. Sådan har det været for mange af byens købmænd, og det nyder både lokale og turister godt af i dag. Gdansk er en af Østeuropas mest charmerede byer, og du bør starte dit besøg i Den gamle bydel med en gåtur ad den flotte hovedgade ul. Długa. Gaden er i dag gågade, og i ul. Długas gamle byhuse finder du mange spændende caféer og restauranter.

De smukke byporte

I Gdansk findes mange af de gamle byporte bevaret (genopbygget), og en af de smukkeste er Den Gyldne Port (Złota Brama), som du finder i den ene ende af ul. Długa. Lige om hjørnet herfra findes også Den Høje Port (Brama Wyżynna), der også er et smukt syn. I den modsatte ende af ul. Długa (der betyder Langegade), kommer du til havnefronten. Undervejs er du helt sikkert kommet forbi en del butikker og gadehandlere, der sælger flotte ravsmykker.

Rav er utrolig populært i Gdansk, og det er oplagt at købe en souvenir med hjem. I den hyggelige gade, ul. Mariacka, der ligger parallelt med hovedgaden, findes mange gode smykkebutikker. Det er desuden en meget stemningsfuld gade, som er noget mere rolig end ul. Długa, og her er fine detaljer at opdage – bl.a. de finurlige nedløbsrør formet som dragehoveder.

Langs havnefronten er der altid noget at opleve. Foto: Krzysztof Walas fra Pixabay

På den aflange markedsplads møder du også Neptun-fontænen (Fontanna Neptuna). Den fine statue af havets gud kan dateres tilbage til 1549, mens selve fontænen er fra 1633. Under 2. Verdenskrig blev fontænen skjult, og på mirakuløs vis slap den uskadt fra de voldsomme bombardementer. I dag er Neptun-fontænen et populært mødested midt i byen.

Havnefronten er i dag det mest hippe område i Gdansk. Den middelalderlige havn er det perfekte udgangspunkt for spisning og afslapning. Her vrimler med caféer og restauranter, og om sommeren kan turiststrømmene blive lige voldsomme nok.

Når du først får dig placeret ved et bord, og har udsigt over havnekanalen og de smukke gamle pakhuse, kan roen dog sænke sig. Fra havnefronten kan du f.eks. tage med på en af de mange bådudflugter (læs mere nedenfor), eller blot nyde stemningen.

2. Sejltur i Gdansk

[Sightseeing + Afslapning]

Man kan bl.a. komme på tur med en af de flotte “piratbåde”. Foto: Kate Lukianova fra Pixabay

Fra molen ved den smukke havnefront sejler der i sommermånederne turbåde afsted mod bl.a badebyen Sopol, Westerplatte, hvor 2. Verdenskrig begyndte, og halvøen Hel med den spektakulære natur.

Fælles for sejlturene er, at de starter her i den gamle middelalderhavn. Herfra går turen via den smalle havnekanal forbi flere af de største seværdigheder i området. Man kommer bl.a. forbi den moderne containerhavn, og det store, gyldne Stadion Energa Gdańsk, som blev opført i forbindelse med Fodbold-EM i 2012.

Da vandvejen har haft enorm betydning for Gdansk gennem historien, er det også oplagt at studere den nærmere som turist. Nogle af bådene, der sejler afsted på tur, ligner genskabte piratskibe, og man kan naturligvis nyde lækre forfriskninger undervejs.

Et oplagt stop på ruten er Westerplatte, en lille halvø i Wisla-flodens delta. Frem til 1939 var halvøen hjemsted for det polske militærs transitdepot, og det var her, at de første sammenstød mellem tyske og polske styrker fandt sted. Dermed startede 2. Verdenskrig, og på Westerplatte findes i dag et 25 meter højt monument i granit, dedikeret til de faldne soldater.

Anderledes muntert er der i bade- og kurbyen Sopol, og en dagsudflugt hertil med båd fra Gdansk kan også varmt anbefales. I hvert fald om sommeren, hvor du kan se frem til lækre badestrande og hyggelig strandidyl. Du kan læse mere om Sopol nedenfor.

3. Det nationale maritime museum

[Vartegn + Museum + Skib]

Den ikoniske lastekran er en del af Det maritime museum. Foto: RENE RAUSCHENBERGER fra Pixabay

Havet har altid haft en stor betydning for Gdansk, og på Det nationale maritime museum kan du blive klogere på den maritime historie, og samtidig se en af byens største seværdigheder indefra. Museet findes på tre forskellige lokationer omkring den smukke middelalderhavn, og et samlet besøg bringer dig både forbi lastekranen, museums-dampskibet Soldek, og det flotte Havkulturmuseum.

Den gamle lastekran fra 1400-tallet er uden tvivl det mest ikoniske vartegn i Gdansk. Den ligner bestemt ikke en kran i moderne forstand, men inde i den smukt restaurerede bygning findes et væld af hejseværk, samt en kæmpe trædemølle. Her trak først mænd og sidenhen heste det tonstunge gods til og fra skibene i havnen.

Fra den øverste etage i kranens bygning har man en flot udsigt. Det er heller ikke tilfældigt, at kranen er forsynet med voldsomt massive mure – i gamle dage tjente bygningen nemlig også som fæstning og byport.

Lastekranen bliver naturligvis flittigt betragtet og fotograferet udefra, men et besøg indenfor murene er godt givet ud. Husk også at sætte god tid af til at opleve det fine dampskib, Soldek og Havkulturmuseet. Den lille passagerfærge, Motława, bringer besøgene over vandet fra kranen til Havkulturmuseet. Sejlturen med færgen er inkluderet i billetprisen, men man kan også blot købe billet til den lille færge, hvis man vil udforske den modsatte side af havnekanalen.

Åbningstider: Varierer efter sæson. Se de aktuelle åbningstider her.

4. Rådhuset med Bymuseet

[Museum + Udsigt]

Bymuseet har den ideelle beliggenhed i det gamle rådhus. Foto: Pawel Pacholec fra Pixabay

Ligesom mange andre Polske byer, blev Gdansk voldsomt ødelagt under 2. Verdenskrig. Her sørgede de allieredes bomber for at uskadeliggøre den strategisk beliggende by, med det resultat, at 90% af Gdansk lå i ruiner i 1945. Den Røde Hær gjorde også sit til, at murbrokkerne flød i gaderne i krigens sidste måneder, og at store dele af byens indbyggere måtte evakueres. Byens civile tyske befolkning måtte også flygte i al hast, og vendte aldrig tilbage.

Mange af de meste skræmmende og intense historier om evakueringerne, ødelæggelserne og genopbygningen formidles på Gdansks bymuseum. Her kan du også opleve stuer og værksteder fra byens tyske periode, ligesom du kan blive klogere på byens generelle udvikling.

Museet er indrettet i en af de smukkeste bygninger i Gdansk, nemlig det gamle rådhus fra det 15. århundrede. Den smukke renæssancebygning bærer et tydeligt hollandsk præg, og blev da også tegnet af nederlandske arkitekter. Et besøg i rådhustårnet giver en fin udsigt, men ikke helt så spektakulær som udsigten fra Mariakirkens tårn.

Åbningstider: Tirsdag 10:00-13:00, onsdag 10:00-16:00, torsdag 10:00-18:00, fredag+lørdag 10:00-16:00, søndag 11:00-16:00 (mandag lukket).

5. Museet for 2. Verdenskrig

[Museum]

2. Verdenskrigsmuseet har til huse i moderne bygninger. Foto: Jacek Dylag fra Unsplash

Gdansk spillede en helt særlig rolle i 2. Verdenskrig, og derfor finder du også verdens største museum om 2. Verdenskrig netop her. Det var nemlig blot få kilometer nord for byens centrum, på halvøen Westerplatte, at de første kamphandlinger under krigen blev en realitet i 1939, da de nazistiske styrker invaderede Polen.

På det flotte museum skildres 2. Verdenskrig fra et Polsk og Østeuropæisk perspektiv, og formidlingen er fremragende. Det kan klart anbefales at benytte den engelske audioguide, som hjælper til en bedre forståelse for optakten til krigen. Her er mange nye vinkler at dykke ned i, selvom du måske troede, at du vidste det meste om krigen. Faktisk er udstillingens primære fokus ikke på det militærstrategiske, men på konsekvenserne for almindelige mennesker og deres liv.

Der findes naturligvis mange museer om 2. Verdenskrig rundt om i Verden, men da dette er det største, bør du selvsagt afsætte rigelig tid til besøget. Museet er også utrolig populært, og for at give alle besøgende den bedste oplevelse, er der begrænsninger for, hvor mange besøgende, der kan komme ind hver dag. Det kan derfor være en god idé at booke billetter online inden besøget, så du ikke går forgæves.

Åbningstider: Tirsdag til søndag 9:00-19:00 (mandag lukket).

6. Mariakirken

[Kirke + Udsigt]

Mariakirken hæver sig højt over resten af den gamle by. Foto: Makalu fra Pixabay

Den enorme barokkirke stod færdig i 1501, og med en volumen på op mod 190.000 kubikmeter, er Mariakirken (Bazylika Mariacka) en af Verdens største kirker opført i mursten – kun San Petronio-basilisken i Bologna er større. I det storslåede kirkerum i Mariakirken er der plads til hele 25.000 mennesker, og selvom kirken på ydersiden virker mørk og dyster, opleves den langt lysere indenfor.

Ved kapellet med Den Sorte Madonna findes mindetavler for de medlemmer af fagbevægelsen, Solidaritet, der blev dræbt under urolighederne i starten af 1980’erne. Et af kirkens sideskibe er helliget søens folk, som der naturligvis har været mange af i Gdansk.

Den største attraktion for turister er dog den fantastiske udsigt over Gdansk, som kan opleves fra Mariakirkens tårn. Den gamle bymidten i Gdansk er ikke præget af høje huse, så fra tårnets top får man et perfekt overblik over hele byen og dens opland. På vejen op i tårnet kan man også betragte kirkens smukke konstruktion, og se de to kirkeklokker, som vejer henholdsvis 7,8 og 2,6 tons.

Åbningstider: Kirken er åben mandag til lørdag 8:30-17:30 (juli og august til 18:30), søndage og helligdage 11:00-12:00 + 13:00-17:30 (juli og august til 18:30)

Tårnet er åbent april: 9:00-18:00, maj+juni: 9:00-19:00, juli+august: 9:00-21:00, september: 9:00-20:00, oktober: mandag-torsdag 9:00-18:00, fredag-søndag 9:00-19:00, november: mandag-torsdag 9:00-18:00, fredag-søndag 9:00-18:00, december: mandag-torsdag 9:00-18:00, fredag-søndag 9:00-19:00, januar+marts: 9:00-18:00 februar.

7. European Solidarity Center

[Museum]

Solidaritet (Solidarność) er navnet på den fagbevægelse, som under ledelse af Lech Wałęsa opstod på Lenin-skibsværftet i Gdansk i 1980. Den var den første frie fagbevægelse i Warszawa-pagtens lande, og en torn i øjet på det kommunistiske styre.

Derfor var det også forbundet med hårde kampe, når de forenede arbejdere gik sammen i Solidaritet. Her ønskede man at sikre arbejdernes rettigheder og levevilkår, og indenfor et år nåede medlemstallet op på 10 millioner mennesker – en tredjedel af Polens samlede arbejdsstyrke.

På European Solidarity Center formidles den spændende og begivenhedsrige historie. Det sker gennem interaktive udstillinger og spændende effekter fra de mange strejker. Her er naturligvis også fokus på Solidaritet-lederen, Lech Wałęsa, som modtog Nobels Fredspris i 1983.

Museet åbnede i 2014, og bygningerne er et studie i moderne arkitektur. Et slags prestigeprojekt, der dog mest af alt ligner en bunke rustent skrot udefra. Til gengæld har European Solidarity Center en fremragende beliggenhed, umiddelbart ved siden af skibsværftet, hvor det hele startede.

Skibsværftet har gentagene gange haft økonomiske problemer, men er hver gang blevet reddet med større pengeindsprøjtninger. Det lever dog langt fra op til tidligere tiders storhed, så meget af det enorme industriområde ligger derfor øde hen. Det kan være spændende at gå en tur rundt i området, hvor der i nogle af bygningerne er indrettet kunstnermiljøer og spillesteder (bl.a. B90).

Åbningstider: European Solidarity Center har åbent dagligt maj til september 10:00-20:00, oktober til april 10:00-18:00.

Transport: Sporvogn 1, 7, 8, 9 eller 12 til Plac Solidarności.

8. Sopot

[Strand]

Om sommeren er Sopot et populært og indbydende rejsemål med lækre sandstrande. Foto: Michał Koper fra Pixabay

Er du i Gdansk om sommeren, er det oplagt at tage et smut til bade- og kurbyen Sopot, der ligger omkring 10 km fra Gdansk centrum. Regionaltogene mod Gdynia stopper i Sopot, og turen tager ca. 15 minutter. I Sopot oplever du den totale feriestemning. Det er her lokale og udenlandske turister indlogerer sig på de lækre spa-hoteller, og benytter de fornemme caféer og barer langs gågaden, Monte Cassino.

Du kan også roligt brede strandhåndklædet ud i sandet, og slikke sol i de smukke omgivelser. Når du har solet længe nok, og måske været en tur i havet, kan du passende følge Monte Cassino mod nord. Her kommer du nemlig til den 500 meter lange træmole med masser af forlystelser. Molen åbnede tilbage i 1827, og er den længste træmole i Europa.

9. Oliwski Park

[Park]

Oliwski-parken er smuk at besøge året rundt. Foto: Nick Romanov fra Unsplash

Selvom Gdansk ikke er nogen hektisk storby, kan det være dejligt med en grøn oase. Sådan én finder du i den 10ha store Oliwski Park. Her kan du opleve fred og ro, smukke og velholdte blomsterbede, botanisk have og palmehus.

Parkens oprindelse er omgæret af mystik, men det vides med sikkerhed, at Cistercienser-abbeden, Jacek Rybiński (1701-1782), stod for at give parken sit nuværende udtryk. Den sydligste del af Oliwski-parken, inspireret af fransk rokoko, var en af Rybińskis ønsker. Senere blev parken overtaget af Hohenzollern-Hechingen-familien, som introducerede endnu flere storslåede idéer, og gennem årene udviklede Oliwski sig til en mondæn og storslået park.

I dag kan du opleve en engelsk landskabspark, en kinesisk have, en botanisk have samt det smukke palmehus. Parken er et meget populært sted for indbyggerne i Gdansk, og mange gæster kommer for at slappe af, holde picnic, og nyde de mange seværdigheder. Under et besøg bør du helt sikkert lægge vejen forbi de hviskende grotter, sydøst for Abbedens Palads. Grotterne er også kendt som ’Dionysus’ Ører’, og det er muligt at have en lavmælt, hviskende samtale mens man står i hvert sit ’øre’.

Transport: Sporvogn 12 til Obrońców Westerplatte eller lokaltog til Gdansk Oliwa.

10. Udflugt til Malbork

[Fæstning + Museum]

De storslåede Fæstning i Malbork er blandt de smukkeste seværdigheder i Polen og ligger blot en kort togrejse fra Gdansk. Foto: Jan Nijman fra Pixabay

Ridderborgen Malbork (Zamek w Malborku) ligger sydøst for Gdansk, og er absolut en udflugt værd. Det enorme forsvarsværk blev grundlagt i 1276, og var de næste 150 år Den Tyske Ordens hovedsæde. På den tid hed stedet Marienburg, og med hele 21ha var det middelalderens største bygningsværk. Højborgen er den ældste del, og blev opført som et befæstet kloster, hvor de religiøse korsriddere kunne forskanse sig bag tykke mure, voldgrave og vindebro.

I 1997 blev middelalderborgen optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, og det enorme kompleks skiller sig også ud fra mængden. Da borgen var komplet udbygget i 1406, var den Verdens største borgbyggeri i mursten, og selv i dag er det Verdens største borg målt på landareal.

Udover at være et bygningsværk af strategisk betydning, har bygningerne også mange fine detaljer, ligesom museets udstillinger er spændende. Du kan bl.a. benytte den udmærkede audioguide på engelsk, som hjælper til at få en god introduktion til den enorme borg. Da skiltningen rundt på området er mangelfuld, er audioguiden den eneste reelle informationskilde.

Åbningstider: Dagligt 9:00-19:00 (maj-september), 10:00-15:00 (oktober-april).

Transport: Det tager omkring en halv time at komme med tog fra banegården i Gdansk til Malbork station med lokaltog. Fra Malbork Station er der ca. 20 minutters gang til borgen.

Restauranter i Gdansk – de bedste spisesteder

Gdansk er en utrolig poplær turistdestination, og i den gamle bydel vrimler det med restauranter. Du kan med fordel tjekke spisestederne i den hyggelige Mariacka-gade og havnepromenaden ud. Her er også nogle forslag til oplagte restauranter i Gdansk:

1. Swojski Smak

[Jana Heweliusza 25/27]

Leder du efter traditionelle polske retter, så er restauranten med det sjove navn stedet. Hos Swojski Smak kan du smage på mange forskellige delikatesser på én gang, hvis du bestiller det store fad med lækkerier. Hvis du er velbevandret ud i det polske køkken, kan du naturligvis også vælge de enkeltstående retter. Ellers er stedet en glimrende introduktion til polsk mad, og priserne er meget rimelige.

2. Surf Burger

[Trubadurów 2]

Surf Burger er det hippe og smarte sted, hvor man gør en dyd ud af at serverer den perfekte burger, og de lige så perfekte pommes frites. Stedet er ikke stort, men er du heldig at få en plads, kan du se frem til en virkelig god oplevelse. Om sommeren er der også nogle få borde udenfor.

3. Prologue

[Grodzka 9 – indgang fra ul. Warka]

Følger du havnepromenaden mod nord, kommer du hurtigt væk fra de mest turistprægede restauranter, og finder i stedet den moderne og hyggelige Prologue Restaurant. Her serveres international mad og lokale retter med et twist – alt er anrettet utrolig flot på tallerkenen. Stemningen er afslappet og servicen i top. Er du til hvedeøl, så prøv stedets lokale variant – den er fantastisk…

4. Restauracja Bazar

[ul. Szafarnia 6]

Autentisk polsk restaurant med en fabelagtig beliggenhed. Restauracja Bazar ligger på den modsatte side af havnen i forhold til havnepromenaden og middelalderkranen. Derfor har du den perfekte udsigt til netop disse, hvis du en sommerdag sætter dig til rette ved et af de udendørs borde. Maden og betjeningen er i top, på denne lille perle langs kanalen.

5. Główne Miasto Pasta, Wine & More

[Weglarska 1]

Lad dig ikke snyde af det unødigt lange og overdetaljerede navn – dette er den bedste italienske restaurant i Gdansk, og så ligger den dejligt centralt i byen, men væk fra turiststrømmene. Den hjemmelavede pasta anrettes som på en gourmetrestaurant, selvom priserne er i den absolut tilforladelige ende. Så har du lyst til italiensk mad under dit ophold i Gdansk, behøver du ikke lede længere.

Tip:

Leder du efter det oplagte gå-i-byen sted i Gdansk, så er Bunkier Klubogaleria oplagt at tjekke ud. Stedet er indrettet i en gammel antiluftskyts-bunker i fire etager – hver etage har sin unikke charme at tilbyde. Bag de tykke mure og massive jerndøre gemmer sig barer, dansegulve og livescener. Diskotek, natklub og retrobar i en og samme (unikke) indpakning. Adressen er Olejarna 3.

Hotel i Gdansk – de bedste overnatningssteder

Leder du efter overnatning i Gdansk, kan du med fordel vælge et af de følgende hoteller. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Gdansk her.

1. Hampton by Hilton Gdansk Old Town

[Lektykarska 4]

Ønsker du at bo lige midt i den gamle bydel, i gåafstand til alt, hvad Gdansk har at tilbyde, så er Hampton by Hilton Gdansk Old Town et sikkert valg. Hotellet er moderne og værelserne er stilfuldt indrettet. Det er et rigtig godt hotel i mellemklassen, som du med fordel kan vælge, hvis du vil bo i centrum i pæne og indbydende omgivelser. Læs mere om hotellet her.

2. Celestin Residence

[Straganiarska 19]

Celestin Residence er et rigtig fint budgethotel, som har hvad du skal bruge, for at kunne nyde en weekend i Gdansk. Værelserne er ikke store, men der er rent og pænt, og morgenmaden er god med et stort udvalg. Placeringen kunne ikke være bedre, da der kun er få minutters gang til havnepromenaden. Læs mere om hotellet her.

3. Hilton Gdansk

[Targ Rybny 1]

Søger du en hoteloplevelse i luksusklassen, så er det Hilton, du bør vælge. Udover byens bedste beliggenhed, direkte ned til havnekanalen, får du et moderne og lækkert værelse, samt fremragende faciliteter, du kan benytte dig af. Her er f.eks. både indendørs pool, samt en udendørs pool på tagterrassen, hvorfra du har en sublim udsigt. Herudover er servicen selvsagt i top. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser…

Når du har oplevet hvad Gdansk har at tilbyde, kan du med fordel fortsætte rejsen til andre af områdets spændende byer. Det kunne f.eks. være den polske hovedstad, Warszawa, den russiske enklave, Kaliningrad (hvor du for øvrigt ikke længere behøver visum til!) eller den tyske hovedstad, Berlin. Du kan nå alle tre destinationer direkte med tog eller bus, ligesom afstandene heller ikke er store i bil.

Læs mine forslag til de bedste seværdigheder i Warszawa her

Læs mine forslag til den perfekte weekend i Kaliningrad her

Læs mine forslag til de 20 bedste oplevelser i Berlin her

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (gade i Gdansk): Billede af Makalu fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *