Ferie på Bornholm: De 15 bedste seværdigheder

Bornholm er et sandt overflødighedshorn af skøn natur, herlig kultur og en lang række spændende seværdigheder. Her blandt stejle klippefremspring, uforståelige dialekter, charmerende byer og lækre sandstrande føler man sig straks velkommen. For de fleste gæster er landskabet på klippeøen i Østersøen både imponerende og dragende, og har du først besøgt Bornholm én gang, kommer du helt sikkert gerne igen…

Bornholm, Bornholm, Bornholm / Du, min dejlige ferieø / Bornholm, Bornholm, Bornholm / Ved den herlige Østersø. Således indledte Ib Mossin sin sang i den klassiske familiefilm, Far til fire på Bornholm (1959), og denne tekst har efterhånden givet genlyd i generationer.

Den dejlige ferieø har både noget hjemligt og noget fremmed over sig. Her møder du de hyggeligste landsbyer med romantiske huse, de smukkeste hvide rundkirker og den majestætiske borgruin, Hammershus. Det hele venter bare på at blive oplevet.

Udover de mange klassiske attraktioner på Bornholm, opstår der også hele tiden nye initiativer og spændende aktiviteter for både børn og voksne. En ferie på solskinsøen er således aldrig den samme – og skulle vejret mod forventning ikke leve op til sit ry, så findes her skam også en lang række sjove indendørs aktiviteter.

Du kan med fordel dykke ned i denne korte rejseguide, hvor du finder inspiration til de bedste seværdigheder og attraktioner på Bornholm. Det gælder både hvis du rejser som familie, som par, alene eller sammen med venner eller veninder. God tur til Bornholm!

Sådan kommer du til Bornholm

Du kan komme til Bornholm med fly og færge – vælger du sidstnævnte er der gode muligheder for at have bilen med. Der findes også direkte busforbindelse mellem København og færgelejet i Ystad.

Fly til Bornholm

Vil du gerne slippe for sejlturen og en potentielt lang køretur, så er det ligeledes muligt at flyve til Bornholm. Hele året flyves der direkte til Bornholm fra København og i sommersæsonen udvides der desuden med direkte flyvninger fra Jylland. I sommerperioden kan du således også flyve fra Aalborg, Aarhus og Billund.

Læs mere om fly fra København til Bornholm med DAT her

Læs mere om fly fra Aalborg til Bornholm med DAT her

Læs mere om fly fra Aarhus til Bornholm med DAT her

Læs mere om fly fra Billund til Bornholm med DAT her

Bornholms Lufthavn ligger ca. 5 km sydøst for Rønne. Har du brug for at komme ind til Rønne, kan du benytte busrute 3, som kører direkte fra lufthavnen til centrum. Der er også mulighed for at leje bil i lufthavnens terminal, hvor både Avis og Europcar har kontor.

Færge til Bornholm

Bornholmslinjen driver færgerne, der sejler til Bornholm fra henholdsvis Køge i Danmark, Ystad i Sverige og Sassnitz i Tyskland. Overfarten fra Ystad til Rønne er den mest populære, og tager ca. 80 minutter. Færgen sejler flere gange dagligt og i højsæsonen (juni til september) er der op til otte daglige afgange hver vej.

Overfarten med færge fra Køge til Bornholm tager ca. 5 timer og 30 minutter. Der er en afgang dagligt, og sejladsen sker om natten, så du kan være klar til at udforske skønne Bornholm fra morgenstunden. Fra Sassnitz er overfarten på ca. 3 timer og 20 minutter, og i højsæsonen sejles op til to gange dagligt. Du kan læse mere om Bornholmslinjen og købe dine billetter her.

Bus til Bornholm

BornholmerBussen (Rute 866) kører dagligt fra Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn til Ystad, hvorfra der sejles til Bornholm. Det er muligt at købe billet som gælder til både bus og færge. Det er også muligt at benytte selskaberne Rute700 (fra DGI Byen) og Kombardo Expressen (fra DGI Byen og lufthavnen).

Sådan kommer du rundt på Bornholm

Du kommer nemt rundt på Bornholm i bil, på cykel eller med bus. Bilen er naturligvis et oplagt valg – specielt hvis du er ankommet til øen med egen bil, men det er også muligt at leje bil efter ankomst. Bornholm er ikke specielt stor, og afstandene passer således også perfekt til cykelferie. I fugleflugt er der ca. 40 km fra Hammeren til Dueodde (fra nord til syd) og ca. 30 km fra Rønne til Svaneke (vest til øst).

Det kan anbefales at komme rundt på øen i bil eller på cykel, så du har den maksimale frihed på ferien. Alternativt findes der dog også et godt netværk af busser (10 regionale ruter), som bringer dig rundt til de forskellige byer, landsbyer og bedste seværdigheder på Bornholm. Du kan finde information om busruter, billetter mm. hos BAT her.

Seværdigheder på Bornholm – de 15 bedste oplevelser

1. Hammershus

[Borgruin + Udsigt + Besøgscenter]

Den romantiske borgruin er blandt de største seværdigheder på Bornholm. Foto: Bente Jønsson fra Pixabay

Den flotte borgruin (Nordeuropas største) rejser sig majestætisk syd for granitklippen Hammerknuden i Bornholms nordvestligste hjørne, og er i dag et yndet udflugtsmål for øens gæster. Hammershus er blandt de bedst kendte og mest populære seværdigheder på Bornholm, og siden 2018 har et omfattende besøgscenter med historiske udstillinger gjort oplevelsen endnu mere spektakulær.

Historien om Hammershus går helt tilbage til slutningen af 1200-tallet, hvor ærkebiskoppen i Lund – Jens Grand – rejste borgens første mure. Kildematerialet om Hammershus’ første år er ganske sparsomt, men det vides med sikkerhed, at borgen skiftevis hørte under kronen og kirken.

Flere gange gennem historien er Hammershus blevet erobret – bl.a. af lübeckerne i 1522 – og ved Roskildefreden i 1658 blev hele borgen – sammen med resten af Bornholm – givet til svenskerne. Øen var dog kun på svenske hænder i kort tid, inden et voldsomt oprør bragte Bornholm tilbage til Danmark.

Herefter tjente borgen også som fængsel, hvor bl.a. Leonora Christina (Christian IV’s datter) og hendes mand, Corfitz Ulfeldt, var indespærret efter at være blevet dømt for landsforræderi. På besøgscentret kan du høre mere om ægteparrets dramatiske men mislykkede flugt ned ad de stejle mure og klipper.

Fra kongeborg til ruin

I 1743 blev Hammershus opgivet som kongeborg, og bornholmerne fik herefter lov at hente sten på stedet. Denne praksis ophørte igen i 1822, hvor borgen – nu som ruin – blev fredet. Selvom mange af borgens sten fandt anvendelse som byggemateriale andetsteds på øen, står Hammershus fortsat som et imponerende fæstningsværk. Manteltårnet, hvor Leonora Christina sad fængslet, står stadig, og det samme gælder en stor del af det øvrige murværk.

I dag er det en spændende oplevelse at bevæge sig rundt på det store borgområde. Man kan både udforske Hammershus inde og ude, ligesom man naturligvis kan nyde de skønne omgivelserne med de stejle klipper.

I sommersæsonen arrangeres rundvisninger på Hammershus, som klart kan anbefales. Det samme kan besøget i Besøgscenteret, der er tegnet af den prisvindende arkitekt, Christoffer Harlang.

Åbningstider: Besøgscentret ved Hammershus har varierende åbningstider, som afhænger af sæsonen. Du kan se de aktuelle åbningstider her.

Transport: Bus 1 og 2 kører fra Rønne til Hammershus.

2. Østerlars Rundkirke

[Kirke]

Rundkirken i Østerlars er en af de mest populære seværdigheder på Bornholm. Foto: Matthias Lemm fra Pixabay

Selvom der også findes rundkirker andre steder i landet end på Bornholm, så hænger den særlige byggestil uløseligt sammen med den skønne klippeø. Det skyldes ikke mindst den store og velbevarede rundkirke i Østerlars, som i dag er blandt de mest populære seværdigheder på Bornholm. Øens øvrige rundkirker ligger i Olsker, Nylarsker og Nyker.

Rundkirkerne på Bornholm blev opført i det 11. og 12. århundrede, og kombinerede det hellige kirkerum med et solidt forsvarsværk. Oprindeligt var rundkirkerne forsynet med flade tage med brystværn, hvorfra potentielle fjender kunne beskydes. De koniske tagkonstruktioner, man oplever på kirkerne i dag, blev først tilføjet i slutningen af middelalderen.

Østerlars Kirke er den største og formentlig ældste af Bornholms rundkirker, og er anlagt på en bakketop i den lille by Østerlars, ca. seks km syd for Gudhjem. Kirken fungerer som en helt almindelig sognekirke, men tiltrækker samtidig et stort antal besøgende, som gerne vil opleve det særlige bygningsværk, og ikke mindst det specielle kirkerum.

På den enorme midterpille ses en række smukke kalkmalerier, som stammer fra omkring år 1350. Malerierne forestiller Jesu liv, begyndende med Marias bebudelse og slutter ved Dommedag. Særligt scenen, hvor de døde trækkes mod helvedes port, er gruopvækkende. Kalkmalerierne blev tildækket efter reformationen, men blev genopdaget i 1882.

Udover det specielle kirkerum, er der også adgang til kirkens øvre etager, som bl.a. rummer en udstilling om kirkens historie. Her kan man også betragte den specielle tagkonstruktion indefra, ligesom man kan nyde udsigten fra de små vinduer.

Åbningstider: Mandag til lørdag 9:00-17:00 (sommer). Mandag til lørdag 9:00-14:45 (vinter).

Transport: Bus til Østerlars: Bus 1 eller 4 fra Rønne og Gudhjem samt bus 3 fra Rønne og Svaneke.

3. Almindingen

[Skov + Natur + Vandring + Fortidsminder]

Almindingen er et stort naturområde midt på Bornholm, som byder på en lang række spændende oplevelser og seværdigheder for hele familien. Her finder du bl.a. Ekkodalen, som er den største sprækkedal på Bornholm, Rytterknægten, som er øens højeste punkt, samt et væld af skøn natur, dyreliv og fortidsminder.

Ekkodalen er blandt de oplagte seværdigheder i Almindingen. Her er det meget populært at undersøge, om den 12 km lang sprækkedal nu også lever op til sit navn. De bedste forudsætninger for et ekko opleves ved H.C. Ørsteds kilde nær traktørstedet, Ekkodalshuset.

Kilden med det velsmagende vand har navn efter fysikeren H.C. Ørsted, der i begyndelsen af 1800-tallet var med til at undersøge og kortlægge den bornholmske geologi. Ekko eller ej så sørger de grønne enge og de lodrette klippevægge for, at dalen er en fornøjelse at besøge.

Et andet populært stop på turen rundt i Almindingen er Rytterknægten – Bornholms højeste punkt. Rytterknægten er 162 meter høj, og udsigtsmulighederne kan forbedres yderligere ved at bestige stentårnet, Kongemindet.

Den massive del af tårnet blev opført i 1856, og navnet refererer til Frederik VII og grevinde Danners besøg på øen. I 1899 forhøjede man tårnet med et stålstillads – stilladset har bestemt ikke pyntet, men udsigten over det skovklædte område er fremragende.

Blandt områdets øvrige seværdigheder er kampestensruinerne af de tidligere fæstninger Gamleborg og Lilleborg. Gamleborg menes at stammer fra vikingetiden eller endnu tidligere mens Lilleborg blev opført omkring år 1190 under kong Knud VI.

Siden 2012 har det også været muligt at besøge indhegningen med europæiske bisoner. Indhegningen med bisoner findes ved Chr. X’s Vej. Bisonen er Europas tungeste landlevende pattedyr, og levede engang frit i Danmark, indtil menneskenes jagt udryddede dem i Jernalderen.

Transport: Bus 9 fra Rønne til stoppestedet Almindingsvej v. Ekkodalsvej.

4. Helligdomsklipperne

[Natur + Grotter]

Ved Helligdomsklipperne kan man for alvor opleve den barske bornholmske natur. Foto: Frederik Mouritsen fra Pixabay

Langs kysten mellem Tejn og Gudhjem rejser de imponerende Helligdomsklipper sig. De skarpe skær og dybe kløfter er skabt gennem årtusinders erosion, og er i dag blandt de mest storslåede naturlige seværdigheder på Bornholm. De stejle klippevægge rejser sig op i 20 meters højde, og dybe grotter – de såkaldte ovne – giver gæsterne mulighed for at gå på opdagelse bag granitsøjlerne.

Helligdomsklipperne har fået deres navn efter en hellig kilde, som engang løb ud for foden af klipperne. I Middelalderen var man overbevist om kildens helbredende egenskaber, og særligt på Skt. Hans nat valfartede lidende – bl.a. spedalske – til stedet.

En trappe fører ned til klipperne, og her er det muligt at gå ind i Sorte Gryde – en næsten 60 meter lang grotte. Husk endelig en lommelygte, hvis du gerne vil udforske den dybe grotte! Sorte Gryde er kendt som hjemsted for den bornholmske grotteedderkop, som spinder specielle og meget kunstfærdige ’ægspind’, der ligner kinesiske lanterner.

Transport: Bus 1, 2 eller 4 fra Rønne til Helligdommen – Kunstmuseet.

5. Christiansø

[Sejltur + Fæstning + Natur]

En kort sejltur fra Bornholm finder du skønne Christiansø, som byder på en håndfuld spændende seværdigheder. Foto: Alfred Koop fra Pixabay

Kom med til Danmarks østligste punkt, Christiansø, hvor det historiske fæstningsbyggeri og den skønne natur venter. De isolerede øer nordøst for Bornholm er oplagt til en hyggelig dagsudflugt med masser af spændende oplevelser. Vil du have endnu mere tid på øerne, kan du også overnatte på Christiansø Gæstgiveri.

Øgruppen Ertholmene består af de to beboede øer, Christiansø og Frederiksø, fuglereservatet Græsholmen samt en række større og mindre skær. Gennem størstedelen af Danmarkshistorien spillede de afsidesliggende øer ingen synderlig rolle, men med tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, var det nødvendigt med en dansk flådebase i Østersøen. Her faldt valget på Ertholmene og den oplagte naturhavn mellem Christiansø og Frederiksø.

Byggeret af fæstningen ’Christiansø’ blev indledt i 1684, hvor Store Tårn blev opført på Christiansø og Lilletårn opført på Frederiksø. Siden kom også bastioner og ringmure til, ligesom en lang række bygninger blev opført indenfor fæstningens mure. Fæstningen gav de danske skibe mulighed for at søge tilflugt fra fjendtlige fartøjer, samt mulighed for proviantering og reparationer.

Fra fæstning til turistattraktion

Fæstningen på Christiansø blev nedlagt i 1855, men store dele af de historiske bygningsværker står i dag tilbage som en idyllisk tidslomme. Her er det oplagt at gå på opdagelse, og på turen kan du samtidig krydse hængebroen over til Frederiksø.

Besøg Store- og Lilletårn – begge tårne er åbne for publikum, og byder på spændende udstillinger. Besøg også fængslet ’Ballonen’ – den gule stenbygning var i begyndelsen af 1800-tallet et højsikkerhedsfængsel for politiske fanger, og husede bl.a. systemkritikeren Dr. Dampe. Dampe sad fængslet på Christiansø fra 1826 til 1841, og det er muligt at opleve hans celle. Gå også en tur rundt på Kongens Bastion, hvor du kan nyde synet af seks flotte kanoner samt de smukke omgivelser.

Der bor ca. 100 personer på Christiansø, og det lille samfund har både skole, kirke, bibliotek, forsamlingshus, teltplads, købmand og gæstgiveri. En tur langs havnen og rundt i den lille by med de små stræder er en dejlig oplevelse, og kan med fordel afsluttes med en sildemad på gæstgiveriet eller en is fra iskiosken. Husk også at beundre den skønne og barske natur, der byder på et rigt fugleliv.

Transport: Turistbådene sejler til Christiansø fra Allinge og Gudhjem i sommerperioden. Resten af året skal man benytte postbåden fra Gudhjem. Læs om Christiansøfarten og bestil dine billetter her.

6. NaturBornholm

[Oplevelsescenter]

Naturen på Bornholm adskiller sig markant fra den, man oplever i det øvrige Danmark. Med klippekyst og grundfjeld har øen i Østersøen sin helt egen geologi, ligesom dele af plante- og dyrelivet også har udformet sig anderledes end i det øvrige Danmark.

På oplevelsescentret, NaturBornholm ved Aakirkeby, kan du gennem udstillinger og aktiviteter blive klogere på den bornholmske natur – både som den ser ud i dag, og som den så ud for millioner af år siden.

Et af centrets højdepunkter er udstillingen ’De danske dinosaurer’, som tager gæsterne med tilbage til kridttiden, for 145,5 til 65,5 millioner år siden. I kridttiden var Bornholm det eneste område af Danmark, der lå over havets overflade, og klippeøen er således det eneste sted, man kan forvente at finde spor efter de landlevende dinosaurer.

Selvom denne tese længe havde været udbredt, var det dog først i år 2000, at det første dinosaur-fossil blev fundet. Siden er der gjort flere fund, og disse vises naturligvis frem i udstillingen, der suppleres med store dinosaurus-figurer og interaktive elementer.

I ’tidsmaskinen’ – en slags biograf – kan man komme med på en spænende rejse tilbage til urtiden, og i Kridttidslagunen er det muligt at se på levende krokodiller, skildpadder og fisk. NaturBornholm er en skøn aktivitet for børn, hvor der er gode muligheder for leg og læring, men de voksne kan bestemt også få noget ud af besøget. Husk også at beundre bygningens særlige arkitektur, som er tegnet af stjernearkitekten, Henning Larsen.

Åbningstider: Sommersæsonen: 10:00-17:00 (mandag til søndag).

Transport: Bus 5 eller 6 fra Rønne til Aakirkeby.

7. Dueodde Strand

[Strand]

Stranden ved Dueodde er blandt de mest populære attraktioner når det er sommer på Bornholm. Foto: janina & sven schnicar | fotografie fra Pixabay

Stranden ved Dueodde på Bornholms sydspids er blandt Danmarks bedste og mest populære, men selv på en solrig sommerdag, er det muligt at finde et fredeligt område langs havet eller i de 15 meter høje klitter. På de bredeste steder måler stranden 100 meter i bredden, og sandet er så fint, at det tidligere blev anvendt i timeglas. Kort sagt: Dueodde er en skøn oplevelse for alle naturelskere!

Du kommer bedst til stranden fra parkeringspladserne på Fyrvej og Skrokkegårdsvej. Herfra er der anlagt træramper (over 500 meter lange) gennem klitterne, som gør det nemt at nå frem til den skønne strand. Parkeringspladsen ved Fyrvej har også kiosk og toiletter.

På en dag med vind er det oplagt af søge læ i klitternes gryder, hvor man kan være helt uforstyrret, men ellers er det skønt at være nær havet. Vandet ved Dueodde er meget rent, og byder både på lave og dybe områder. Bag stranden ligger plantagen Strandmarken, som blev plantet for at hindre sandflugt. Vil du gerne have et overblik over det hele, så tag en tur op i det 45 meter høje Dueodde Fyrtårn.

8. Bornholms Middelaldercenter

[Oplevelsescenter]

Ved byen Østerlars syd for Gudhjem kan du komme på en spændende rejse tilbage til middelalderen, når Bornholms Middelaldercenter byder børn og voksne indenfor til aktiviteter og interaktiv historieformidling. Med udgangspunkt i perioden 1300-1450 kan man gå på opdagelse i den befæstede stormandsgård, bondehusene og værkstederne, ligesom børnene kan afprøve deres evner med bue og pil.

Når man besøger Bornholms Middelaldercenter er det samtidig et besøg i en fjern fortid. Her er det lykkedes at genskabe en række flotte middelalderlige bygninger – den mest imponerende er stormandsgården med sin 150 meter lange træpalisade og porttårne – ligesom skuespillere og formidlere bevæger sig rundt på området i autentisk tøj fra perioden.

I værkstederne kan man se nærmere på datidens håndværk, og på det 15 hektar store område kan du også opleve en lang række husdyr på nærmeste hold. For børnene arrangeres der mange forskellige aktiviteter og rollespil sæsonen igennem, ligesom man kan opleve den store kanon blive affyret. Uanset om I tager på rundtur med de dygtige formidlere, eller går på opdagelse på egen hånd, får I et spændende indblik i livet i middelalderen for stormænd, håndværkere, bønder og bøndernes dyr.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden her.

Transport: Bus til Østerlars: Bus 1 eller 4 fra Rønne og Gudhjem samt bus 3 fra Rønne og Svaneke.

9. Rokkestenen i Paradisbakkerne

[Sten]

Der findes flere såkaldte ’rokkesten’ på Bornholm – kæmpestore vandreblokke, som indlandsisen har transporteret til øen ved seneste istid. Den største og bedst kendte af disse blokke er Rokkestenen i Paradisbakkerne.

Paradisbakkerne er et skønt skovområde på Midtbornholm, som foruden Rokkestenen også byder på dejlige vandremuligheder mellem træer, enge, søer og bakker.

Rokkestenen i Paradisbakkerne vejer ca. 35 tons, og trods den voldsomme vægt, er det altså muligt, at få den store sten til at rokke, men det kræver den rette teknik! Rokkestenen er et fremragende udflugtsmål, og den store sten (ca. 4x3x2 meter) er ligeledes et oplagt fotomotiv, når børn og voksne tager plads ovenpå eller ved siden af den.

10. Brændesgårdshaven

[Forlystelsespark + Vandland + Minizoo]

Brændesgårdshaven er et sandt slaraffenland for legebørn i alle aldre. Her findes et forfriskende badeland med vandrutsjebaner, en minizoo med forskellige dyr samt en række sjove attraktioner, legepladser og forlystelser. Det hele opleves i de skønneste omgivelser og en blanding af vild natur, blomsterbede og søer.

Brændesgårdshavens historie går tilbage til 1933, hvor gårdejer Emil Ipsen og hans kone bød de første betalende gæster indenfor. For 25 øre fik gæsterne mulighed for at nyde det herlige område og ikke mindst de populære både i den opdæmmede sø.

Både sø og robåde er fortsat en central attraktion i haven, som desuden er blevet udvidet flittigt gennem årene. Selvom der er kommet en række moderne aktiviteter til, så lever historien og nostalgien fortsat i Brændesgårdshaven.

I vandlandet kan man nyde flere forskellige rutsjebaner – alle flot integreret i landskabet – samt svømmebassin for både små og store. I den zoologiske have kan man opleve klassiske bondegårdsdyr som æsler og geder side om side med mere eksotiske arter som aber, surikater og lemurer.

Selvom havens kørende attraktioner er relativt primitive – man skal bl.a. selv trække rutsjebanens vogn op ad sporet, inden man kan hoppe ombord – så har de bestemt deres charme. Herudover findes også minigolf, tarzanbane, svævebane og meget andet.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden her.

11. Madsebakke

[Helleristningsfelt]

På Madsebakke – en klippeskråning mellem Sandvig og Allinge – er det (bogstaveligt talt) muligt at gå i vore forfædres fodspor. Danmarks største helleristningsfelt var et betydeligt kultsted i bronzealderen, og består af fjorten skibsristninger, fem hjulkors, fem fodfigurer og en lang række skåltegn.

En helleristning er den arkæologiske betegnelse for billeder af mennesker, dyr og genstande, som er hugget eller malet på bjergsider og stenflader. På den flade og langstrakte Madsebakke kan man nyde de fine værker, hvor de ældste formodes at være skabt omkring år 900 f.Kr.

Udskæringerne i klippen er foregået med primitive redskaber, og arbejdet med de sirlige figurer har således været et krævende projekt. Hvad der gør helleristningerne endnu mere interessante er imidlertid deres orientering mod sommer- og vintersolhverv.

Fodfigurer og skibe peger således mod solen, når denne rejser sig fra horisonten ved sommersolhverv. Årstiderne har spillet en vigtig rolle for oldtidens landbrugssamfund, og datidens viden om astronomi er ganske betagende.

Transport: Bus 1, 2 eller 4 til Allinge Nord.

12. Bornholmertårnet

[Museum + Udsigt]

Udsigten fra toppen af det 70 meter høje tårn ved Dueodde er intet mindre end fantastisk. Herfra kan man spejde ud over store dele af Østbornholm med de skønne sandstrande ved Dueodde og den blanke Østersø i baggrunden.

Da Bornholmertårnet blev opført i 1986 var formålet imidlertid ikke at give øens turister en førsteklasses panoramaudsigt. Tårnet hørte i stedet under Forsvarets Efterretningstjeneste, som med antenner og radar stod for overvågningen af Sovjetunionen og resten af Warszawa-pagten.

Tårnet og den øvrige militærbase blev lukket ned i 2012, og den tidligere ’lyttepost’ er i dag åben for offentligheden. I bygningerne er der indrettet en spændende udstilling med en lang række billeder, film, maskiner og apparater. Det meste stammer fra tiden under Den kolde krig, men dele af udstillingen omhandler også 2. Verdenskrig.

Udstillingen giver et godt indblik i Danmarks rolle i NATO-samarbejdet, ligesom det naturligvis er spændende at opleve de ‘hemmelige’ og topsikrede bygninger.

Åbningstider: Dagligt 10:00-17:00 (sommer).

13. Bornholms Kunstmuseum

[Museum]

Det er de færreste museer, der kan prale af en lige så fantastisk beliggenhed, som Bornholms Kunstmuseum. Den karakteristiske bygning fra 2003 ligger langs kysten over Helligdomsklipperne, og følger det naturligt hældende landskab ned mod klippekysten.

Stedet havde gennem århundreder været populært på grund af Helligdomskildens helbredende vand, og i dag løber selvsamme kilde bogstaveligt talt gennem museet og via en smuk vandkunst, inden det sendes gennem en ønskebrønd og ud i Østersøen.

Med sin særprægede og moderne arkitektur er Bornholms Kunstmuseum en attraktion i sig selv, men her findes skam også en lang række spændende værker. Her fokuseres naturligvis på bornholmsk kunst og kunsthåndværk samt værker med relation til klippeøen, og her er kunstnerfællesskabet ’Bornholmerskolen’ en af hovedattraktionerne.

Bornholmerskolen fungerede som et interessefællesskab for kunstnere som Karl Isakson (1878-1922), Edvard Weie (1879-1943), Oluf Høst (1884-1966), Olaf Rude (1886-1957), Kræsten Iversen (1886-1955) og Niels Lergaard (1893-1982), og mange af deres modernistiske værker – med inspiration fra franske mestre som Cézanne og Matisse – kan i dag opleves på kunstmuseet mellem Gudhjem og Tejn.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på museets hjemmeside her

Transport: Bus 1, 2 eller 4 fra Rønne til Helligdommen – Kunstmuseet.

14. Melstedgård Landbrugsmuseum

[Frilandsmuseum]

Det skønne Melstedgård syd for Gudhjem er et fantastisk levende landbrugsmuseum, hvor gæsterne kan opleve et autentisk bornholmsk gårdmiljø anno 1860. På denne tid var landets gårde stort set selvforsynende, og på Melstedgård kan du derfor blive klogere på alt fra dyrehold til håndarbejde, madlavning og meget mere.

Frilandsmuseet på Melstedgård hører under Bornholms Museum, og byder på en lang række forskellige aktiviteter, som følger årets gang. Uanset hvornår du besøger den gamle gård, er der gang i forskellige projekter, og du er meget velkommen til at deltage!

Det er sjovt at opleve de gamle arbejdsmetoder på nært hold, komme tæt på gårdens søde dyr, og blive klogere på de historiske redskaber og maskiner (bl.a. hestevogne og traktorer). Stuehuset er indrettet med datidens møbler – bl.a. med et klassisk bornholmerur fra 1700-tallet.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden her.

Transport: Bus 1 eller 4 fra Rønne til Gudhjem.

15. Svaneke Bryghus

[Bryggeri + Restaurant]

Efter årtusindskiftet opstod en regulær ølrevolution i Danmark, hvor mikrobryggerier dukkede op på stribe i hele landet. Det gjaldt også på Bornholm, som gennem en årrække havde været uden eget bryghus. I Svaneke omdannede man en gammel firlænget købmandsgård til bryggeri og restaurant, og i år 2000 kunne man for første gang byde gæsterne på lokalt ufiltreret og upasteuriseret øl.

Svaneke Bryghus brygger en lang række forskellige øl – også uden alkohol til dem, der gerne vil kunne sætte sig bag rattet efter en god frokost. Inspirationen til øllet er i lighed med flere af ingredienserne hentet i den bornholmske natur, og på bryghuset i Svaneke arrangeres der rundvisninger og ølsmagninger i sommerperioden.

Ifølge brygmester, Jan Paul, skal man bruge fem ingredienser, hvis man gerne vil lave god øl; malt, humle, vand, gær og tid. Tiden er særlig vigtig i bryggeriets ’slowbeer-filosofi’ hvor øllet ikke fremskyndes, som man typisk gør på de industrielle bryggerier. I Svaneke er der tid til at vente på det gode øl. Besøg bryghuset og smag på det lækre bryg, og benyt eventuelt også muligheden for et godt måltid.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider for restauranten og tidspunkter for rundvisning og ølsmagning på bryghusets hjemmeside her.

Transport: Bus 3 fra Rønne til Svaneke.

Hotel på Bornholm – de bedste overnatningssteder

Der findes heldigvis mange gode hoteller på Bornholm, og uanset hvor, du vælger at bo, er der ikke langt til skøn natur, dejligt hav og hyggelige lokalmiljøer. Her får du fem forslag til oplagte hoteller på Bornholm. Hotellerne ligger i henholdsvis Rønne, Allinge, Gudhjem, Svaneke og ved Balka Strand:

1. Griffen Spa Hotel

[Nordre Kystvej 34, 3700 Rønne]

Ønsker du et hotelophold med masser af forkælelse, så er Griffen Spa Hotel i Rønne et oplagt valg. Hotellet byder på lækre og moderne spa-faciliteter (spabad, sauna, indendørs pool) samt en skøn strand lige udenfor bygningen. Om sommeren kan man nyde en lækker cocktail og restaurantens mad på den udendørs terrasse, og hver morgen kan du stå op til en indbydende morgenmad.

Værelserne er pæne og moderne med dejlige senge og pæne badeværelser. Rønne er et oplagt udgangspunkt, når du skal udforske Bornholm, og indenfor 20 km finder du både Hammershus, Ekkodalen, Østerlars Rundkirke og mange andre seværdigheder. Du kan læse mere om hotellet her.

2. Allinge Badehotel

[Løsebækgade 3, 3770 Allinge]

I idylliske Allinge finder du det utroligt charmerende Allinge Badehotel, som byder på masser af ro og afslapning samt oplevelser i det omfang, du selv ønsker det. Hotellet er indrettet i en smuk gammel gård fra 1774, men værelserne på det historiske hotel er heldigvis indrettet med alskens moderne bekvemmeligheder og faciliteter. Hotellet ligger i den sydlige del af byen direkte ned til havet, og med blot få minutters gang til den lokale strand.

Der serveres en utrolig lækker morgenmad hver dag, og i hotellets opholdsstue findes forskellige spil. Her er også mulighed for cykeludlejning, så du nemt og hurtigt kan komme ud og opleve de skønne omgivelser som f.eks. Hammershus (3 km) og Helligdomsklipperne (8 km) foruden den hyggelige bymidte i Allinge. Du kan læse mere om hotellet her.

3. Hotel Gudhjem

[Brøddegade 29, 3760 Gudhjem]

Hotel Gudhjem ligger lige midt i den skønne havneby blot 150 meter fra færgelejet, hvorfra bådene sejler afsted mod Christiansø. Her er masser at opleve i sommerperioden, og trænger du til afslapning på hotellet, kan du nyde faciliter som indendørs swimmingpool, billardbord og en hyggelig fællessal. Hotellet er indrettet i en smuk rød bygning, og fra de øverste værelser har man udsigt over Østersøen. Om morgenen serveres en lækker morgenmadsbuffet.

Hotellets værelser er meget enkle – her er ingen luksus, men alligevel alt hvad du skal bruge til en skøn ferie på klippeøen. Vælger du Gudhjem som dit udgangspunkt for at opleve Bornholm, har du mange gode seværdigheder indenfor kort afstand; f.eks. 4,5 km til Østerlars Rundkirke, 5 km til Helligdomsklipperne og under 15 km til henholdsvis Ekkodalen og Hammershus. Læs mere om hotellet her.

4. Hotel Siemsens Gaard

[Havnebryggen 9, 3740 Svaneke]

Med en beliggenhed ned til havnen i Svaneke kunne Hotel Siemsens Gaard ikke være placeret smukkere. Udsigten over Østersøen er fremragende, og det samme gælder betjeningen på det klassiske hotel. De idylliske bygninger stammer fra 1600-tallet, og den historiske stemning er heldigvis bevaret. På værelserne findes køkken, bad og udgang til en skøn terrasse. Om morgenen serveres desuden en lækker morgenmadsbuffet.

Svaneke er et herligt udgangspunkt, når du skal udforske skønne Bornholm. Fra hotellet er der under 3 km til Brændesgårdshaven, 12 km til Østerlars Rundkirke og 16 km til henholdsvis Ekkodalen og Dueodde. Herudover er Svaneke en spændende og hyggelig by, der bestemt også er værd at opleve. Du kan læse mere om hotellet her.

5. Strandhotel Balka Søbad

[Vestre Strandvej 25, Balka, 3730 Nexø]

Kommer I til Bornholm for at skabe fantastiske ferieminder, så er det oplagt at vælge Strandhotel Balka Søbad. Hotellet ligger ved den skønne Balka strand syd for Nexø, og byder foruden sandstranden også på 2 opvarmede swimmingpools. På værelserne (ferielejligheder) findes køkkenafdeling, badeværelse og udgang til altan eller terrasse. Herudover byder det omkringliggende område på masser af gode legemuligheder for børnene.

Der findes en restaurant på hotellet samt flere forskellige spisemuligheder i lokalområdet. Desuden er der blot 3 km til den hyggelige by, Nexø som byder på restauranter, caféer, butikker og aktiviteter. Af øvrige seværdigheder på Bornholm er der bl.a. 5 km til Dueodde, 10 km til Brændegårdshaven og 15 km til Ekkodalen. Der er mulighed for cykelleje på hotellet. Læs mere om hotellet her.

Flere oplevelser…

I forbindelse med din ferie på Bornholm, kan du med fordel opleve natur og hyggelige landsbyer i dejlige Skåne, eller tage et smut til Tyskland med færgen, der sejler mellem Rønne og Sassnitz. Du kan også gøre ophold i Malmø eller København.

Malmø Vil du have bilen med til Bornholm, går turen over Øresund og gennem Skåne. Her kan du med fordel gøre stop i hyggelige Malmø – enten på ud- eller hjemrejsen. I Malmø kan du bl.a. opleve den historiske bymidte, det tidligere danske kongeslot Malmøhus og flere spændende museer, charmerende caféer og hyggelige spisesteder. Du finder min rejseguide med de bedste oplevelser i Malmø her.

København Kører du i bil fra Jylland mod Bornholm, vil det være oplagt med et længere ophold på vejen – det kunne f.eks. være i den danske hovedstad. Skønne København byder på en lang række oplevelser og attraktioner, lige fra parker og forlystelseshaver til museer, slotte og stemningsfulde spisesteder. Du kan finde inspiration til de bedste seværdigheder og oplevelser i København her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (by og hav på Bornholm): Billede af Torpong Tankamhaeng fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *