Det skal du se i Stockholm: Byens bedste seværdigheder

Selvom Stockholm er en moderne storby, byder den svenske hovedstad samtidig på masser af skøn natur. Byen er anlagt på 14 øer, og i alle retninger finder du parker og bynære skove. Stockholm er virkelig i pagt med naturen. Udover naturoplevelser byder Stockholm dog også på en lang række spændende seværdigheder, som bestemt er en rejse værd.

De mange klipper (meget markante, når man kigger mod Södermalm fra den gamle middelalderbykerne, Gamla Stan) giver Stockholm en helt særlig anatomi.

Det er lige her mellem øerne, at Skærgården møder ferskvandssøen Mälaren, og placeringen var således mere end oplagt, da regenten Birger Jarl i 1200-tallet grundlagde Stockholm. Her kunne man nemlig kontrollere vandvejene.

Ifølge sagnet kommer byens navn da også af en barriere af pæle, som strakte sig over vandløbet Norrström. Pælene, eller stokkene, dannede senere en ø (holm), som med tiden blev til denne moderne hovedstad.

Der er mange grunde til at besøge Stockholm. Både naturen, kulturen og historien gør nemlig den svenske hovedstad til et overflødighedshorn af spændende oplevelser. I dette indlæg får du mit bud på nogle af de bedste oplevelser og seværdigheder, du bare SKAL se, når du er i Stockholm.



Booking.com

Sådan kommer du til Stockholm

Du kan nemt komme til den svenske hovedstad fra Danmark, hvor både fly og tog sørger for gode forbindelser.

Fly til Stockholm

Du kan flyve direkte til Stockholm fra København og Billund. Fra København er flyvetiden ca. 1 time og 15 minutter mens den er ca. 1 time og 20 minutter fra Billund. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Tog til Stockholm

Der er direkte tog mellem København H og Stockholm Central Station. Den direkte forbindelse tager ca. 5 timer og 20 minutter, mens det med skift i Malmö tager nogle minutter mere. Du kan også besøge Stockholm, hvis du rejser rundt i Skandinavien på Interrail. Læs mere om Interrail her.

Fra Stockholm Arlanda til Stockholm centrum:

Der er flere måder at komme fra Stockholms lufthavn til centrum, og det er særligt dit rejsebudget, som vil være afgørende for, hvad du bør vælge.

Arlanda Express er navnet på hurtigtoget, som uden stop bringer dig fra Arlanda til Stockholm Central Station på blot 18 minutter. Toget kører ca. 200km/t, og er utrolig behageligt at køre med.

Lokaltog

Du kan også tage lokaltoget (Pendeltåget) fra lufthavnen og til Stockholm Central Station. Pendeltåget kører hver halve time, og turen tager 37 minutter. Det koster almindelig zone-takst at køre på selve ruten, men koster desuden et ekstragebyr, som betales ved udgangen.

Bus

Flygbusserne er ekspresbusser, som kører mellem lufthavnen og Stockholm Central Station. Officielt tager turen 45 minutter, men er det i myldretiden, kan turen tage væsentligt længere. Det er billigst at købe billetter online, hvilket du kan gøre her.

Den billige (og lidt hemmelige) rute

Hvis du har et SL-kort (kan købes i ankomsthallen i lufthavnen, hvor der også kan sættes penge på det), kan du tage bus 583 fra Arlanda-lufthavnen til Märsta Station, og herfra lokaltog (pendeltåg) til Stockholm Central Station. Denne rute tager længere tid, men er også væsentlig billigere (ja, den er faktisk gratis, hvis du alligevel havde planlagt at købe et SL-kort for en periode (f.eks. 24 eller 72 timer).

Sådan kommer du rundt i Stockholm

Det centrale Stockholm, herunder Gamla Stan, kan med fordel opleves til fods. Faktisk kører der hverken biler eller busser i de smalle gader i Gamla Stan. Skal du længere omkring anbefales det at købe et rejsekort, et såkaldt SL-kort. SL-kortet kan tankes op med et valgfrit beløb, hvorefter du betaler for hver tur du tager, eller det kan tankes op med en periode, f.eks. en uge.

SL-kortet gælder til alle transportmidler i Stockholm, herunder bus, tunnelbane, tog, SL-bådene og sporvognen. Tunnelbanen består af tre hovedlinjer, som forgrener sig til i alt syv endedestinationer. Alle linjer passerer T-Centralen, som hænger sammen med Stockholms hovedbanegård.

Tip: Hop-on/hop-off-sightseeingtur i båd og bus – Køb din billet her

Det meste af Stockholms sporvognsnet blev nedlagt i 1967, men én sporvognslinje eksisterer fortsat; linje 7 fra T-Centralen til Djurgården. Sporvognen er en god mulighed for at se en del af byen, og den kører bl.a. langs vandet og ud til Djurgården, hvor mange af Stockholms bedste museer findes. Der kører også retro-sporvogne på denne rute, med flotte gamle vogne. Disse kræver dog en særlig billet.

Det kan også være oplagt at benytte SL-bådene. I Stockholms kollektive trafik findes tre bådlinjer (pendelbåtslinjer), som kan benyttes med et SL-rejsekort. Her er særligt Djurgårdsfærgen (Djurgårdsfärjan, Linje 82) en god smutvej til søs. Djurgårdsfærgen sejler mellem Slussen og Allmänna gränd på Djurgården, som ligger lige ved forlystelseshaven Gröna Lund.

Seværdigheder i Stockholm – de 20 bedste oplevelser

1. Gamla Stan

[Bydel + Sightseeing + Shopping]

Stortorget midt i Gamla Stan. Foto: Michelle Maria fra Pixabay 

Gamla Stan er det oplagte sted at starte, hvis du gerne vil opleve den mest fortryllende side af Stockholm. Stockholms gamle bydel byder på en labyrint af smalle, brostensbelagte gader og gamle farverige byhuse – alt sammen samlet på øen Stadsholmen lige midt i den svenske hovedstad.

Når man går rundt i Gamla Stan, får man fornemmelsen af at være rejst tilbage i tiden, for de eventyrlige omgivelser leder nemlig hurtigt tankerne i retningen af middelalderen. Hvis det ikke lige havde været for de mange turister og souvenirbutikkerne, så kunne man fristes til at tro, at man var trådt direkte ind i et fjernt århundrede.

Vi skal da også til et fjernt århundrede – nærmere bestemt 1200-tallet – for at finde de ældste dele af Gamla Stan. På denne tid rejste Birger Jarl nemlig et stort borganlæg på Stadsholmen, og grundlagde dermed det, der senere skulle blive til Stockholm. Mange af husene i Gamla Stan stammer dog fra 1600- og 1700-tallet.

Smalle gader og et torv med en drabelig historie

Vil du have den mest autentiske oplevelse af Gamla Stans smalle gader, så kan du med fordel gå en tur gennem Mårten Trotzigs Gränd – byens smalleste gade. På de smalleste steder måler Mårten Trotzigs Gränd blot 90 cm i bredden.

Helt så smal er hovedgaden – Stora Nygatan – ikke. Her finder du til gengæld masser af hyggelige butikker, som sælger souvenirs og kunsthåndværk, samt caféer og restauranter.

Midt i Gamla Stan ligger Stortorget, der med sine ikoniske, farvede byhuse på den ene langside, og den flotte facade på den gamle børsbygning på den anden, emmer af historie. Selv om her ser smukt og fredeligt ud i dag (både om sommeren, men i høj grad også i december, hvor her holdes julemarked), dækker Stortorget over en knap så behagelig historie, nemlig Det Stockholmske blodbad.

Under Det Stockholmske i blodbad i 1520 henrettede den danske konge, Christian II, op mod 100 mennesker ved halshugning på Stortorget – de fleste var medlemmer af den svenske adel og gejstlighed. Blodbadet var en konsekvens af et svensk ønske om selvstændighed i den periode hvor Danmark, Norge og Sverige var samlet i Kalmarunionen.

Blandt de øvrige højdepunkter i Gamla Stan finder man bl.a. Kongeslottet og Storkirken – begge dele kan du læse mere om nedenfor. Herudover er det spændende blot at gå rundt op opleve atmosfæren i Gamla Stan. Selvom bydelen er proppet med turister om sommeren, er det fortsat en fornøjelse af fare vild i labyrinten af smalle gader, og turistmængden til trods kan man sagtens dreje om et hjørne og pludselig have en af de hyggelige gader helt for sig selv.

Gamla Stan med guide: Kom med på en guidet gåtur i Gamla Stan – Læs mere her.

Transport: Tunnelbane til Gamla Stan.

2. Kongeslottet (Kungliga slottet)

[Slot + Museum]

Kongeslottet set fra vandet. Slottet er blandt de største seværdigheder i Stockholm. Foto: Erich Westendarp fra Pixabay 

Ikke langt fra Stortorget i Gamla Stan ligger en af Stockholms største seværdigheder: Kongeslottet, eller Kungliga slottet. Den pompøse barokbygning, tegnet af arkitekten Nicodemus Tessin den Yngre, blev færdiggjort i 1760, og rummer intet mindre end 600 værelser fordelt på syv etager. Slottet tjener som den officielle residens for det svenske kongepar, selvom de reelt bor på Drottningholm Slot.

Der er masser at opleve på kongeslottet, og man kan sagtens få en hel dag til at gå her. Du kan f.eks. se de kongelige repræsentationslokaler, skatkammeret med kronjuvelerne og Tre Kronor-museet. Tre Kronor-museet er dedikeret til det originale Tre Kronor-slot i Stockholm, som blev ødelagt af en voldsom brand i 1697.

Blandt højdepunkterne inde på selve slottet er Rigssalen med dronning Kristinas pragtfulde sølvtrone og Karl 11.s galleri – en fornem festsal i svensk senbarok, som anvendes til officielle middage med kongen som vært.

Også Livrustkammaren med et væld af royale genstande er et besøg værd. Her i de smukke kælderhvælvinger kan man bl.a. se Gustav 2.s udstoppede hingst, Streiff, som kongen red på i 1632, samt kong Adolf Frederiks og dronning Lovisa Ulrikas flotte kroningskaret. Der kan købes enkeltbilletter til de forskellige udstillinger og museer, eller fællesbillet, hvis man ønsker at besøge flere udstillinger.

Det er også værd at opleve det daglige vagtskifte, som foregår i den ydre slotsgård. Vagtskiftet foregår kl. 12.15 (hverdage og lørdage) og kl. 13.15 på søndage.

Åbningstider: Slottet og de enkelte museer har varierende åbningstider alt efter sæson (Slottet lukkes også ved officielle lejligheder). Læs mere om slottet og se åbningstider her.

Transport: Tunnelbane til Gamla Stan.

3. Skansen

[Frilandsmuseum + Zoo]

Hyggelige omgivelser på Skansen – en skøn oplevelse for både børn og voksne. Foto: Michelle Raponi fra Pixabay  

Skansen er en af de mest populære seværdigheder i Stockholm, og fungerer både som et omfattende frilandsmuseum, og som en zoologisk have med et stort udvalg af skandinaviske dyrearter. Parken er anlagt i et bakket landskab på øen Djurgården, og er et perfekt udgangspunkt for en spændende rejse tilbage i tiden.

Ønsker du at slippe for den strabadserende gåtur op gennem terrænet, kan du køre med den historiske tandhjulsbane, Skansens Bergbana, der stammer fra 1897.

Et besøg på Skansen – verdens første frilandsmuseum – er en spændende rejse tilbage i tiden. Da Artur Hazelius åbnede parken for publikum i 1891 var det nemlig med et ønske om at give gæsterne et unikt indblik i en svunden tid – en slags interaktivt museum forud for sin tid. Industrialiseringen havde for alvor ændret på livsvilkårene i de svenske byer, og med Skansen kunne Hazelius vise hvordan man levede og arbejdede ’i gamle dage’.

Gennem en længere periode rejste Artur Hazelius rundt i hele Sverige og indsamlede bygninger til sit frilandsmuseum. Omkring 150 huse blev det til, som alle blev skilt ad, fragtet til Skansen og genopbygget her. Der findes således gårde, huse og værksteder fra hele landet, og langt de fleste er åbne for publikum. Formidlere i tidstypiske klædedragter fylder gadebilledet, ligesom de er i fuld gang med det arbejde, der hører årstiden til.

Rundt i den store park findes også indhegninger med skandinaviske dyr som elge, bjørne, ulve og rensdyr. De store indhegninger giver gode betingelser for dyrene, som nemt kan skjule sig i den tætte underskov. Særligt bjørnegrotten med de søde og bamsede dyr er et besøg værd.

Billet: Du kan købe din entrébillet til Skansen hjemmefra her.

Transport: Sporvogn 7 eller bus 67 til Skansen.

4. Vasamuseet

[Historisk krigsskib + Museum]

Det smukke træskib er hovedattraktionen på Vasamuseet – en af de største seværdigheder i Stockholm. Foto: Markéta Machová fra Pixabay 

I det 17. århundrede var Sverige en stor krigsførende nation, hvor herredømmet over Østersøen konstant var på spil. Krige mod bl.a. Polen og Danmark var således daglig kost, og til disse krige skulle der bruges mægtige skibe.

Skibet, der skulle være det mægtigste af dem alle, blev bygget i Stockholm mellem 1626 og 1628. Et imponerende skib med plads til 145 sømænd, 300 soldater og 64 kanoner. Skibets navn var naturligvis Vasa, opkaldt efter den svenske konge, Gustav Vasa (1496-1560).

Vasa blev søsat den 10. august 1628 øst for Gamla Stan. Det foregik med pomp og pragt, for hele byens befolkning var naturligvis mødt op for at overvære begivenheden. Og det skulle blive en begivenhed, som folk sent ville glemme. Vasas jomfrurejse sluttede nemlig blot 1.300 meter fra kajen, da skibet kæntrede og senere sank ned på bunden af havet. Det lykkedes at bjærge nogle af skibets kanoner, men Vasa var tabt.

Vragets placering blev glemt for eftertiden og først i 1950’erne lykkedes det at lokalisere Vasa på havbunden. Efter grundigt forarbejde kunne man i 1961 hæve det store krigsskib, som siden har været udstillet for publikum i en indendørs dok. I dag er Vasamuseet blandt de mest populære seværdigheder i Stockholm – og med god grund.

Spændende historier og smukke dekorationer

Det er en fantastisk oplevelse at se det storslåede skib med egne øjne. Udover at komme helt tæt på det historiske skib – der for øvrigt slet ikke ligner et vrag – kan du også høre de spændende historier om selve skibet, om livet ombord og ikke mindst høre forklaringen om hvorfor skibet sank. En hel udstilling er desuden dedikeret til det omfattende restaureringsarbejde, som fortsat er i gang.

Det er selvsagt ganske unikt, at man i dag kan opleve et 400 år gammelt krigsskib på nærmeste hold. Den iltfattige dynd på skærgårdens bund hvor skibet var begravet, har givet egetræet de rette betingelser, så det ikke er blevet nedbrudt.

Blandt skibets højdepunkter er den ganske enestående agterstavn, hvor det sirlige træskærearbejde viser minutiøst udskårne soldater og andre figurer. Læg også mærke til den fire meter lange galionsfigur, som forestiller en løve – Kong Gustav 2. Adolf – Vasas bygherre – var kendt som Nordens Løve, og skulle naturligvis være repræsenteret på skibet. Vil du gerne vide mere, kan det anbefales at tage med på en af de gratis guidede ture rundt om skibet.

Åbningstider: 10:00-17:00 (september til maj – onsdag til 20:00). 8:30-18:00 (juni til august).

Transport: Sporvogn 7 eller bus 67 til Nordiska Museet/Vasamuseet.

5. Sejltur i skærgården eller på Mälaren

[Sightseeing + Afslapning]

Turbåde er klar til at tage dig med på oplevelse i Stockholm. Foto: Benjamin Munk Olsen

Vandet har spillet en helt central rolle for Stockholms historie, og er fortsat en naturlig del af byens dna. Uanset hvor i byen, du befinder dig, er der ikke langt til vandet, og det er således oplagt at krydre dit besøg i Stockholm med en sejltur. En tur langs skærgården eller på søen Mälaren er en fantastisk måde at opleve byen og dens omgivelser på.

Den Stockholmske skærgård strækker sig 80 km mod øst, mens Mälaren, Sveriges tredjestørste sø, strækker sig ind i landet mod vest. I begge retninger, og omkring de 14 øer som Stockholm i dag breder sig ud over, er der altså masser at se fra søsiden.

Det er populært at tage med båd på oplevelse i skærgården. De mange turistbåde og almindelige passagerfærger afgår enten fra Strömkajen (bag Kungsträdgården) eller fra Strandvägen. Et oplagt turforslag er den lille hyggelige skærgårdsby, Vaxholm, som er et populært udflugtsmål i sommerperioden.

I Vaxholm kan man bl.a. opleve den spændende Vaxholms fästning, som ligger på en lille ø ud for byen. Fæstningen blev opført i 1548 som led i Gustav Vasas store forsvarsplan, og udbygget af flere omgange. Fæstningen skulle primært beskytte indsejlingen til Stockholm mod Sveriges fjende nummer 1, nemlig Danmark. Fæstningen er i dag museum.

Sightseeing på Stockholms vandveje

Bådene i modsatte retning – mod søen Mälaren – afgår fra Klara Mälarstrand ved Stadshusbron (lige syd for T-Centralen). Her er de oplagte destinationer Drottningholm Slot – det svenske regentpars residens (ca. 10 km vest for Stockholm) og vikingebopladsen Birka, som er optaget på UNESCO-verdensarvsliste (ca. 30 km vest for Stockholm). Du kan læse mere om begge dele nedenfor.

Det er også muligt at tage med på en kanalrundfart – en sightseeing-tur, der bringer dig rundt om Stockholms centrale øer. Disse ture afgår bl.a. fra Klara Mälarstrand og Strömkajen og varer gerne 2,5-3 timer. Her får du en førsteklasses introduktion til Stockholms smukke natur og spændende historie, ligesom du kan opleve nogle af byens største seværdigheder og smukkeste broer.

Som et billigt og lettilgængeligt alternativ til de kostlige bådture, kan du også nøjes med at sejle en tur med SL-bådene. SL-bådene er en del af byens offentlige transport, og betales med de traditionelle billetter. Har du købt et rejsekort til tunnelbane og bus, gælder det også til SL-bådene. En oplagt tur går fra Slussen i den sydlige del af Gamla Stan til Gröna Lund på Djurgården.

Du kan købe din billet til den fantastiske Bådtur under broerne og byens højdepunkter her. Turen varer 135 minutter og viser dig de mest populære seværdigheder i Stockholm.

6. Nordiska Museet

[Museum]

Nordiska Museet set fra vandet. Bag det elegante ydre gemmer sig masser af spændende genstande. Foto: Ykaiavu fra Pixabay

Nordiska Museet er et overflødighedshorn af kulturelle og etnografiske skatte, som bestemt er værd at opleve. Bygningsværket i den sydvestlige ende af øen Djurgården ligner nu mere et slot, end et klassisk museum, med lige dele ekstravagant og overdådig arkitektur.

Museet stod færdigt i 1907, og bærer tydelige referencer til hollandsk og dansk nyrenæssance med bl.a. Frederiksborg Slot i Hillerød som inspiration. Den centrale del af bygningen rummer en kæmpemæssig sal – 126 meter lang – hvorfra man kan gå på oplevelse blandt museets tusindvis af genstande.

Nordiska Museet blev grundlagt af Artur Hazelius, som også var ophavsmand til Frilandsmuseet Skansen, og i museets unge år sørgede Hazelius personligt for at indsamle relevante effekter fra hele Skandinavien til de to institutioner.

Udstillingen fokuser på tiden fra 1520’erne til i dag, og rummer alt fra klædedragter og fine smykker til hverdagsgenstande som møbler, legetøj og forskellige brugsgenstande. Komplette værelser som f.eks. det pragtfulde sovegemak fra 1600-tallets Ulvsunda Slot kan også opleves her.

Nordiska Museet består af fire etager, og der er nok at tage fat på. I Storesal (som er en oplevelse i sig selv, bl.a. på grund af den forgyldte statue af Gustav Vasa) er der skiftende udstillinger, mens den permanente udstilling tæller højdepunkter som Strindberg-samlingen, fine dukkehuse og storslåede bordopdækninger. I 1600-tallet var det at dække et spisebord til herskabet nemlig forbundet med stor kunstnerisk opfindsomhed. Det er bestemt også værd at se udstillingerne om samernes historie og kultur.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Sporvogn 7 eller bus 67 til Nordiska Museet/Vasamuseet.

7. Drottningholm

[Slot + Park]

Drottningholm Slot er en sand perle og blandt de mest populære oplevelser i denne del af Sverige. Foto: Erich Westendarp fra Pixabay

Drottningholm Slot blev oprindeligt opført som en ekstravagant sommerresidens, men fungerer i dag som det svenske kongepars private helårsbolig. Inspireret af samtidens italienske og franske arkitektur, skabte arkitekten Tessin den Ældre (1615-1681) et forment bygningsværk, som blev færdiggjort af sønnen, Tessin den Yngre. Beliggenheden på den grønne ø Lovön i Mälaren er også enestående, og opleves bedst, hvis man kommer hertil med turbåd inde fra Stockholm.

Selvom slottet fungerer som kongelig residens – kongeparret har boet i vestfløjen siden 1981 – er en stor del af bygningen også åben for offentligheden. Det samme gælder de store barok- og rokokohaver samt den frodige landskabspark i engelsk stil.

Der er bestemt ikke sparet på noget, når det gælder udsmykning, og sammenligningen med franske Versailles er ikke helt ved siden af. Dekorationer udført i de fineste materialer, klassiske malerier og udsøgt møbelkunst præger slottets store sale, og der er sandelig nok at kigge på.

På de guidede ture får man et spændende indblik i slottets historie og i de personer, der har boet her. Blandt højdepunkterne indenfor murene er den fantastiske trappe, som strækker sig ind i bygningen, Dronning Lovisa Ulrikas smukke bibliotek samt Dronning Hedvig Eleonoras sovegemak, hvor der i forne tider blev afholdt overdådige morgenreceptioner. Det tog efter sigende Sveriges dygtigste kunstnere 15 år at indrette dette værelse, som stod færdigt i 1683.

Det er bestemt også værd at gå en tur rundt i Slotsparken, hvor blomster, kastanjealléer, formklippede buske, vandfald og skulpturer sætter den overdådige scene. Herudover kan du opleve to smukke bygninger; Den kinesiske pavillon og Hofteatret. Begge dele stammer fra 1700-tallet, og i Hofteatret kan man besøge det historiske teatermuseum. Drottningholm som helhed med slot, park og øvrige bygninger har været optaget på Unescos liste over verdenskulturarv siden 1991.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Turbåd fra Stadshusbron eller bus 178, 301 eller 323 (kører alle fra tunnelbanestationen Brommaplan).

8. Vikingebopladsen Birka

[Vikingeby + Arkæologiske udgravninger + Frilandsmuseum]

Vikingebopladsen Birka er blandt de oplagte seværdigheder til en dagsudflugt fra Stockholm. Foto: Falco fra Pixabay

Vikingebopladsen Birka er et populært udflugtsmål i sommerperioden, og en oplagt attraktion for både store og små. Birka – som blev anlagt på øen Björkö – regnes gerne for Skandinaviens første by, og blev grundlagt af Kongen af Svea i 700-tallet. Björkö ligger ca. 30 km vest for Stockholm, og kan bl.a. nås med turbåde fra Klara Mälarstrand ved Stadshusbron.

I samtidige kilder beskrives Birka som en by med rige købmænd, og en overflod af kostbare genstande. Byen havde omkring 700 indbyggere, og var anlagt med beskedne træhuse, som alle vendte ud mod landingspladsen. Her kunne skibe fra nær og fjern lægge til, og forsyne byens marked med alskens spændende og eksotiske varer.

Områdets bedste håndværkere og dygtigste købmænd slog sig ned i Birka, men fjenderne var også interesserede i byens rigdomme. Derfor blev der opført store forsvarsvolde, som stadig kan ses i landskabet. I 900-tallet valgte befolkningen at opgive Birka, og i stedet søge mod byen Sigtuna 15 km længere nordpå. I dag anses Sigtuna for Sveriges ældste – kontinuerligt beboede – by, og den er bestemt også et besøg værd.

På den gamle handelsplads ved Birka har man foretaget en lang række arkæologiske udgravninger, og på museet kan gæsterne få et indblik i de mest interessante fund. Her ses også en model, der viser hvordan Birka må have se ud i vikingetiden. Herudover kan man udforske det smukke område med forsvarsvolde og vikingegravpladser.

Den største attraktion – i hvert fald for børnefamilier – er handelspladsen med rekonstruerede huse og vikingeskibe. Her kan man opleve hvordan vikingerne boede og arbejdede, ligesom man kan få sig en snak med byens ’vikinger’ (formidlere i flotte tidstypiske klædedragter).

Åbningstider og transport: Besøg hjemmesiden for aktuelle åbningstider og sejltider til Björkö.

9. Stadshuset

[Rådhus + Udsigt]

Stadshuset har måske Stockholms bedste beliggenhed, og er samtidig blandt favoritterne, når det gælder seværdigheder med udsigt. Foto: Hans Hansen fra Pixabay 

Det flotte Stadshuset, Stockholms rådhus, er tegnet af arkitekten Ragnar Östberg, i hvad der betegnes som nationalromantisk stil, med lige dele inspiration fra de nordgotiske og norditalienske stilarter.

Placeret på den yderste spids af Kungsholmen, kunne Stadshuset ikke ligge smukkere placeret. Fra det imponerende tårn får man et superb panorama over Stockholms indre by; City, Gamla Stan, Södermalm, Kungsholmen, Riddarholmen mm. Tårnet er åbent fra maj til september.

Stadshuset blev indviet i 1923, og det er ikke blot bygningens ydre, der er værd at bemærke. Tager du med på en af de mange rundvisninger, får du mulighed for at opleve den overdådige udsmykning indenfor.

Her er særlig Guldsalen, hvor over 19 millioner fragmenter af bladguld udgør de byzantinsk-inspirerede vægmosaikker. I Den Blå Sal afholdes den årlige Nobelprisfest, og orglet i salen er det største i Skandinavien. Man kan også se den flotte byrådssal.

Transport: T-bana til Rådhuset.

10. Gröna Lund

[Forlystelsespark]

Gröna Lund med grønne Djurgården i baggrunden. Er du i Stockholm med børn er forlystelsesparken en oplagt seværdighed. Foto: Giraffew fra Pixabay 

Gröna Lund er Stockholms svar på Tivoli i København. Gröna Lund er mere kompakt end den danske pendant, og er ikke lige så smukt dekoreret – til gengæld er udsigten til den Stockholmske skærgård fantastisk. Her er også mange spændende forlystelser og vilde rutsjebaner (f.eks. Jetline-rutsjebanen, som når op på 90km/t).

Her er mange udmærkede spisesteder, og ligesom i Tivoli er her koncerter i sommerperioden. Den relativt kompakte park resulterer nemt i trængsel om sommeren.

Transport: SL-båd linje 82 (fra Slussen) eller sporvogn 7 til Liljevalchs/Gröna Lund.

11. Historiska Museet

[Museum]

Udsøgte arkæologiske fund og storslåede skatte venter bag murene på Historiska Museet – et markant bygningskompleks opført mellem 1935 og 1940. Det er oplagt at afsætte en hel dag, hvis du skal have mulighed for at fordybe dig i den store samling. Der er selvsagt mange spændende genstande at kaste sig over, men Guldrummet er naturligvis et af højdepunkterne.

Det 700 kvadratmeter store rum ligger under jorden, og byder på de mest moderne sikkerhedsforanstaltninger, for det er her, de uvurderlige skatte udstilles. Fantastiske genstande af guld og sølv kan opleves i det magiske rum – bl.a. de fine guldhalskraver og det tusind år gamle Elisabeth-relikvieskrin, hvor Skt. Elisabeths kranie tidligere blev opbevaret.

Blandt museets øvrige højdepunkter findes den flotte udstilling om vikingetiden samt unikke enkeltgenstande som Alunda-elgen – en stenøkse fra år 2000 f.Kr. som forestiller et elsdyrhoved – og figuren af Maria fra Viklau – en forgyldt træskulptur af Jomfru Maria uden Barn. Husk også at beundre bygningens fornemme udformning, og brug tid på at studere de imponerende bronzedøre, Historiens Porte, som skildrer væsentlige begivenheder i Sveriges historie.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Tunnelbane til Karlaplan, sporvogn 7 til Djurgårdsbron eller bus 67 til Historiska museet.

12. Skovkirkegården (Skogskyrkogården)

[Kirkegård]

Der er fred og ro på skovkirkegården. Foto: Benjamin Munk Olsen

Skovkirkegården i det sydlige Stockholm er blandt mine yndlings-oaser i den svenske hovedstad. Den ærbødige stilhed der hersker mellem træerne, de vildtvoksende planter og de smukke kapeller, byder på en helt særlig oplevelse. Det gælder ikke mindst hvis du kommer dikrete fra menneskemængderne i Gamla Stan og Drottninggatan i centrum.

Som navnet indikerer, er Skovkirkegården anlagt blandt hundredvis af træer. Under nåletræernes kroner er gravstederne sirligt anlagt på rækker, men de er ikke nødvendigvis skarpt adskilt. Græsset er plejet, og foran gravstenene er der gerne placeret enkelte blomster, lys eller figurer. Den særlige atmosfære og stemning, der hører en kirkegård til, intensiveres i disse omgivelser.

Skovkirkegården breder sig over et areal på 108 hektar, og blev tegnet af arkitekterne Erik Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz fra 1920 til 1940. De smukke og forskelligartede bygninger passer smukt ind i landskabet, og illustrerer udviklingen indenfor nordisk klassicisme og funktionalisme.

Flere kunstfærdige kapeller ligger spredt ud over det store område, og ved hovedindgangen til kirkegården kan man se den store bygning der huser krematoriet. Overfor krematoriet rejser en nøgen bakke sig. Det er meditations-højen, og på toppen kan man passende tage plads på en bænk og fundere over livet.

Skovkirkegården rummer begravelsespladser for flere forskellige religioner og trossamfund, og det er en spændende oplevelse at se kontraster og lighedstræk mellem begravelsestraditionerne.

I 1994 blev Skovkirkegården optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, hvilket naturligvis har været med til at øge opmærksomheden omkring stedet. Alligevel er her ikke overrendt – heldigvis – og der er fortsat plads til fordybelse og ro. Du kan også gå på jagt efter gravstederne for skuespillerinden Greta Garbo og den svenske dj Avicii.

Transport: Tunnelbane til Skogskyrkogården.

13. ABBA The Museum

[Museum + Musikhistorie]

Voksfigurer på ABBA-museet i Stockholm. Foto: Pasja1000 fra Pixabay

‘Walk in, dance out!’ Sådan lyder sloganet for ABBA-museet, der åbnede dørene i 2013. Er du interesseret i det svenske popband eller i 1970’ernes pop- og discokultur generelt, er der virkelig noget at se frem til. På museet får du hele historien om Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som sammen stod bag en af musikhistoriens mest succesfulde grupper.

Udstillingen rummer desuden mange interessante genstande fra ABBAs storhedstid, ligesom den byder på flere interaktive elementer. Museumsgæsterne kan bl.a. opleve at stå på scenen sammen med gruppen, synge med på sangene i deres studie, og deltage i den ultimative ABBA-quiz.

Når du kommer ind på museet, udstyres du med en audioguide, og du kan således lytte til medlemmernes beretninger og minder fra karrieren, mens du bevæger dig rundt i udstillingen. Turen går gennem en række rekonstruerede miljøer, som passer til historierne. Her er det bl.a. muligt at opleve Polar Studios, som det så ud, da ABBA indspillede plader her i slutningen af 1970’erne.

Alle gruppens medlemmer har bidraget med effekter til udstillingen, som tæller festlige kostumer, musikinstrumenter og forskellige personlige ejendele. Du kan også opleve ABBA som voksfigurer i fuld størrelse.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Sporvogn 7 eller bus 67 til Liljevalchs/Gröna Lund eller SL-båd til Allmänna gränd.

14. Moderna Museet

[Kunstmuseum]

Udendørs udstilling foran Det moderne museum i Stockholm. Foto: Helituov fra Pixabay

Er du til moderne kunst, så er Moderna Museet stedet. Stockholms museum for moderne kunst ligger smukt placeret på den lille ø, Skeppsholmen, hvor du foruden Moderna Museet også finder Östasiatiska Museet og Arkitekturmuseet.

Herudover er Skeppsholmen i sig selv et herligt sted at gå rundt, og man kan bl.a. betragte det tidligere fragt- og skoleskib Af Chapman fra 1888, lastekranen fra 1751 og en række smukke skulpturer på sin vej rundt om øen.

Moderna Museet har til huse i en luftig bygning, tegnet af den catalanske arkitekt, Rafael Moneo, og indviet i 1998. Her finder du førsteklasses moderne kunst, både svensk og international.

Et af hovedværkerne er ’Monogram’ fra 1956 af Robert Rauschenberg. Værket består i al sin enkelhed af en udstoppet angoraged, som både har fået malet næse og ører, samtidig med at den har fået et bildæk monteret om livet. Er det kunst?

Der er gratis adgang til den permanente udstilling, mens særudstillinger koster entré. Åbningstiderne er tirsdag 10:00-20:00, onsdag-torsdag 10:00-18:00, fredag 10:00-20:00, lørdag og søndag 11:00-18:00 (mandag lukket). Restauranten har smuk udsigt over vandet.

Transport: SL-båd linje 82 (fra Slussen) eller T-bana til Kungsträdgården.

15. Storkirken (Storkyrkan / Sankt Nikolai Kyrka)

[Kirke]

Et kig indenfor i Storkyrkan. Foto: Michelle Raponi fra Pixabay

Allerede i 1200-tallet sørgede Stockholms grundlægger, Birger Jarl, for at opføre en lille landsbykirke i hjertet af den nye by. Den beskedne kirkebygning blev dog hurtigt for lille, og i 1306 afløstes den af en væsentligt større basilika, der fik navn efter den kristne skytshelgen, Sankt Nikolaus.

Sankt Nikolai Kyrka, som senere blev kendt som Storkyrkan, havde oprindeligt et gotisk udtryk, men i 1700-tallet gennemgik bygningen en opfattende renovering, så det i dag er senbarok efter italiensk forbillede, der præger kirkens interiør og facade. Det var ved denne lejlighed at det 66 meter høje kirketårn blev tilføjet.

Stockholm blev først gjort til stift i 1942, hvorefter Storkyrkan fik status af domkirke. Netop af denne grund, omtales kirken sjældent som ’Stockholms Domkirke’.

Storkyrkan er blandt de største seværdigheder i Gamla Stan, og bestemt et besøg værd, når du bevæger dig rundt i det centrale Stockholm. Den 700 år gamle kirkebygning rummer mange spændende historier og indtil flere fornemme kunstskatte, bl.a. statuen Skt. Jørgen og dragen (skabt i egetræ og elsdyrtakker), der gerne omtales som et af de mest fornemme sengotiske kunstværker i Nordeuropa.

Læg også mærke til David Klöckers voldsomme barokmaleri ’Dommedag’ fra 1696 og den 3,7 meter høje bronzelysestage, der står placeret foran alteret. Det fornemme sølvalter er også en attraktion i sig selv. Det blev opstillet i 1650’erne, og var en gave fra diplomaten Johan Adler Salvius. Kirkestolene, som er arrangeret nærmest koret, er forbeholdt kongefamilien, og stammer fra 1684.

Åbningstider: Dagligt 10:00-18:00.

Transport: Tunnelbane til Gamla Stan.

16. Junibacken

[Oplevelsesland for børn]

Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Karlson på taget er alle flyttet ind på Junibacken – et slaraffenland for børn og barnlige sjæle. Junibacken er opkaldt efter Astrid Lindgrens ’Madicken fra Junibakken’ og kan bedst beskrives som et stort indendørs lege- og oplevelsesland.

Den spektakulære seværdighed åbnede i 1996, og ligger på øen Djurgården, et stenkast fra Vasamuseet. Selvom en stor del af opmærksomheden er vendt mod Astrid Lindgrens populære figurer, findes her også referencer til øvrige børnebogsforfattere, bl.a. Sven Nordqvist, der står bag fortællingerne om Peddersen og Findus.

Højdepunktet på Junibacken er uden tvivl Sagotåget – et minitog, som kører gæsterne gennem de flotte udstillinger. Turen foregår i et adstadigt tempo, og starter ved en kopi af Vimmerby Station (Lindgrens hjemby). Mens toget kører gennem de fine kulisser, er der god tid til at betragte de velkendte steder og figurer. Togturen ender ved Pippi Langstrømpes fantastiske hus, Villa Villekulla, hvor børnene kan bruge masser af tid på at lege og gå på opdagelse.

Der arrangeres også forskellige forestillinger på Junibacken, og selvom det foregår på svensk, bliver man hurtigt draget ind i de klassiske historier.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Sporvogn 7 eller bus 67 til Nordiska Museet/Vasamuseet.

17. Middelaldermuseet (Medeltidsmuseet)

[Museum]

Kom med ned i mørket og oplev middelalderens Stockholm i et storartet underjordisk museumskompleks. Medeltidsmuseet byder på nogle af byens mest interessante arkæologiske levn, og fortæller historien om Stockholms udvikling i perioden fra 1200-1500-tallet. Museet åbnede i 1986, og blev allerede samme år kåret som Årets europæiske museum.

Oprindeligt skulle der have været anlagt en stor parkeringskælder i den nordøstlige ende af øen Helgeandsholmen, hvor man også finder den svenske rigsdag. I forbindelse med udgravningen stødte man imidlertid på en række ganske imponerende fund fra Stockholms glemte fortid. Nogle af disse fund går helt tilbage til 1200-tallet og byens grundlægger, Birger Jarl, ligesom resterne af Gustav Vasas bymure fra 1530’erne også dukkede op af mulden. Udstillingen byder dog også på interessante arkæologiske genstande fra andre dele af byen.

Fra gadeplan fører en lang tunnel ned i en rekonstrueret underjordisk by, og den stemningsfulde udstilling rummer både huse, stalde og værksteder. På torvet står skamstøtten, og på galgebakken er bødlens redskaber gjort klar. Også byens gamle havn er minutiøst genopført her under jorden.

Blandt museets øvrige højdepunkter findes desuden det 22 meter lange Riddarholm-skib – et velbevaret træskib fra 1520’erne, som blev fundet ud for øen Riddarholmen i 1930.

Åbningstider: Se de aktuelle åbningstider på hjemmesiden.

Transport: Tunnelbane til Kungsträdgården.

18. Kaknästornet

[TV-tårn + Udsigt]

Udsigten fra Kaknästornet er fabelagtig – her fanget på en efterårsdag. Foto: Benjamin Munk Olsen

I det skovklædte område øst for bydelen Östermalm findes en af de oversete seværdigheder i Stockholm. Misforstå mig ikke, det er skam svært at overse det 155 meter høje Kaknästornet, men det er alligevel de færreste turister, der begiver sig ud i denne del af Stockholms opland. Den markante betonkonstruktion byder imidlertid på en fremragende udsigt over byen og ikke mindst de smukke omgivelser med skov og vand.

Kaknästornet blev indviet i 1967, og har siden da været centrum for landets tv- og radioudsendelser. Det vrimler med antenner og paraboler – både på selve tårnet og i terrænet omkring bygningen.

På 30. og 31. etage findes udsigtsplatforme, og et par etager nedenunder kan man besøge restauranten. Udsigten fra tårnet er fabelagtig på alle årstider, men efteråret, hvor træernes blade farves i de fineste nuancer, kan særligt anbefales.

Åbningstider: Se hjemmesiden for aktuelle åbningstider.

Transport: Bus 69 til Kaknästornet.

19. Hagaparken

[Park + Museer + Væksthuse]

Koppartälten er blot en af flere interessante bygningsværker i Hagaparken. Foto: Benjamin Munk Olsen

Stockholm byder på masser af skønne naturoplevelser, for naturen er her, der og alle vegne. Med bynære skove og søer er det strengt taget ikke nødvendigt med overdådige parkanlæg, men det er lige præcis hvad Hagaparken er. Den store park i engelsk landskabsstil ligger nogle kilometer nord for bymidten, og blev skabt på initiativ af kong Gustav 3. i midten af 1700-tallet. Foruden store plæner og velplejet skov findes her flere interessante bygningsværker, som det er værd at kigge nærmere på.

Hagaparken på 144 hektar ligger langs søen Brunnsviken, og var oprindeligt tænkt som en kongelig lystpark. Af denne grund findes her flere fornemme bygninger, bl.a. Haga Slot, der siden 2010 har fungeret som bolig for Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel.

Da der er tale om en kongelig residens, kan parkens gæster ikke komme helt tæt på slottet, men fortvivl ikke; vil du gerne opleve fornemme kongelige gemakker, kan du i stedet besøge Gustav 3.s Pavillon, som ligger umiddelbart syd for slottet. Her kan du beundre den fine indretning med fornemme møbler samt se den fantastiske spejlsal.

En anden spændende seværdighed i Hagaparken er Koppartälten. Det særlige bygningsværk stammer fra 1790, og ligner til forveksling et romersk hærtelt. ‘Teltet’ blev oprindeligt brugt som stald og barak, men huser i dag restaurant, café og museum. Længere borte i parken finder man desuden den fine kinesiske pagode (ligeledes fra slutningen af 1700-tallet) og ekkotemplet med en helt særlig akustik.

Hagaparkens store græsplæner indbyder til afslapning og leg, og er således et oplagt udflugtsmål for børnefamilier. I parkens nordøstlige hjørne findes desuden et stort eksotisk sommerfuglehus med tropisk regnskov, hvor temperaturen ligger på 25 grader året rundt.

Er du royalt interesseret, kan du også besøge den lille ø Karlsborg, som ligger ud for Hagaparkens sydøstlige hjørne. Her finder man nemlig den kongelige gravplads ‘Kungliga begravningsplatsen’, som har været benyttet af kongefamilien siden 1922.

Åbningstider: Se åbningstider for Gustav 3.s Pavillon her og se åbningstider for sommerfuglehuset her.

Transport: Bus 57 til Haga Norra.

20. Musik, scenekunst og sport

Den flotte opera-bygning. Foto: Erich Westendarp fra Pixabay 

Om du er til koncerter, teater, opera, shows eller sport, har Stockholm altid noget at byde på.

I den flotte indendørs arena ’Globen’ er der ofte store shows og koncerter (man kan også tage med en elevator op på toppen af Globen, men denne oplevelse står ikke mål med prisen, da området ikke er specielt interessant at se fra oven. Leder du efter et godt udsigtspunkt, så besøg i stedet Stadshuset (læs mere ovenfor) eller tag ud til tv-tårnet Kaknästornet på Djurgården).

Er du interesseret i scenekunst er Kungliga Dramatiska Teatern stedet. Her gives hvert år ca. 1.200 forestillinger på de fem scener, og der er altid noget for enhver smag. Det er der også i det smukke operahus Kungliga Operan fra 1782, hvor der både kan opleves opera og ballet i verdensklasse. De billigste billetter bagest i salen er bestemt til at betale, og selve rummet er en oplevelse i sig selv.

Friends Arena er Sveriges største stadion. Foto: Benjamin Munk Olsen

For fodbold-interesserede er Stockholm også leveringsdygtig i spændende underholdning. Her er hele tre storklubber, AIK, Djurgårdens IF og Hammarby IF at heppe på. Djurgårdens IF og Hammarby IF spiller begge på Tele2 Arena med plads til 34.000 tilskuere, mens AIK spiller på det svenske nationalstadion, Friends Arena, med plads til 50.000 tilskuere. Begge stadions er moderne og sikkerheden er i top.

Restauranter i Stockholm – de bedste spisesteder

Det kan være relativt dyrt at gå ud og spise om aftenen i Stockholm. Til gengæld tilbyder mange restauranter en ’dagens rätt’ til frokost for under 100 SEK (inkl. drikkevarer). De fleste turistfælder findes, ikke overraskende, i Gamla Stan, hvor flest turister færdes. På Södermalm, Söder i daglig tale, findes mange spændende og hippe barer, caféer og restauranter.

1. Östermalms Saluhall

[Östermalmtorg]

Madmarkedet Östermalms Saluhall blev oprindeligt åbnet af kong Oscar 2. i 1888, inspireret af de Sydeuropæiske torvehaller. Til at begynde med var her over 150 små boder, men i dag er de slået sammen til spændende specialbutikker og lækre frokostrestauranter. I 2020 er hallen genåbnet efter længere tids renovering.

2. Aifur Krog & Bar

[Västerlånggatan 68]

Midt i Gamla Stan kan du komme på en sjov og spændende gastronomisk tidsrejse. Du kan nemlig komme en tur tilbage til vikingetiden! Stemningen er helt i top på Aifur Krog & Bar, hvor du får serveret rigtig vikingekost. Det hele foregår i en hyggelig kælder med levende lys. Her er også levende musik fra kl 18:30. Priserne er i den høje ende, men en aften på Aifur er også en særlig oplevelse.

3. Pelikan

[Blekingegatan 40]

Leder du efter klassisk svensk mad, er Pelikan på Södermalm et oplagt sted. Her er både sild, kødboller og rensdyr på menukortet, og stemningen fejler bestemt heller ikke noget. Pelikan er indrettet som en klassisk ølhal, eller rettere sagt to tilstødende ølhaller, med højt til loftet. Servicen er god og personalet venligt. Råvarerne er gode og retterne er flot anrettet, så forvent ikke kødboller a la IKEA (og ej heller til IKEA-priser).

4. Krogen Soldaten Švejk

[Östgötagatan 35]

Okay, det er måske lidt underligt at foreslå en tjekkisk restaurant, når det nu handler om Sverige og Stockholm. Men ikke desto mindre er Švejk på Södermalm (lige ved T-banastationen Medborgarplatsen) et oplagt sted til en god og solid aftensmad og gode øl. Priserne er fine og menukortet præget af tjekkiske og tyske retter. Du får bl.a. rigtig lækker schnitzel og en velskænket (ufiltreret) Pilsner Urquell.

5. Portofino

[Stora Nygatan, 46]

Portofino er en autentisk italiensk restaurant midt i Gamla Stan, hvor du både får den sprødeste pizza og den lækreste pasta. Med gode råvarer og ikke mindst de bedste italienske opskrifter sørger Portofino for en fornem frokost eller aftensmad. Vinkortet er også godt, og her er udendørs servering om sommeren.

6. Ugglan Boule & Bar

[Naerkesgatan 6]

Det er svært helt at beskrive Ugglan Boule & Bar, men her er et forsøg. Forestil dig en stor, rå kælder, streetart på væggene og med mange forskellige rum. Tag herefter en masse (primært unge) mennesker, en masse forskellige spil, lækker streetfood, snacks og øl… og voila: Det er Ugglan Boule & Bar. Her er både bordtennis, pool, dart og bordfodbold, men det mest oplagte er selvfølgelig et spil boule (petanque), som spilles rundt omkring på gulvet (som for øvrigt nogle steder blot består af grus og stenmel).

Hotel i Stockholm – de bedste overnatningssteder

De mest central områder i Stockholm er City, Gamla Stan, Kungsholmen, Södermalm og Östermalm, men det er selvsagt også ofte de dyreste områder. Der findes også mange gode indkvarteringsmuligheder herudover, særligt hvis du vælger et sted, som har let adgang til T-bana- eller pendeltåg-station. Du kan se en oversigt over alle hoteller i Stockholm her.

1. Radisson Blu Waterfront Hotel

[Nils Ericssons Plan 4]

Waterfront Hotel i Radisson Blu-kæden er et perfekt udgangspunkt til at opleve Stockholm. Hotellet er meget moderne, og ligger centralt placeret i City, blot tre minutters gang fra trafikknudepunktet T-Centralen. Den samme afstand har du til Stockholms smukke rådhus, Stadshuset. Hotellet har en god morgenmadsbuffet og rigtig gode anmeldelser fra andre rejsende. Læs mere om hotellet her.

2. Motel L Hammarby Sjostad

[Hammarby Alle 41]

Leder du efter billig overnatning i Stockholm, er Motel L Hammarby Sjostad et oplagt bud. Hotellet ligger lige syd for Södermalm, men T-bana-stationen Gullmarsplan (som blot er fire stop fra Gamla Stan) ligger tæt på. Det samme gør Eriksdalsbadet, som har gode faciliteter til svømning og badning (både indendørs og udendørs). Hotellet er også oplagt, hvis du kommer i bil, da det ligger lige udenfor betalingsringen. Servicen og morgenmadsbuffeten er i top, og du får rigtig meget værdi for pengene. Læs mere om hotellet her.

3. Scandic Gamla Stan

[Lilla Nygatan 25]

Ønsker du at bo midt i Stockholms gamle, romantiske bydel, er Scandic Gamla Stan bestemt noget for dig. Lilla Nygatan, som hotellet ligger i, er som navnet antyder, en lille, rolig gade. Men lige rundt om hjørnet, åbner alle Gamla Stans muligheder sig op for dig. Og der er blot to minutters gang til T-bana-stationen ’Gamla Stan’, så du nemt kan komme rundt og udforske hele Stockholm. Scandic Gamla Stan er et hyggeligt, men også lidt slidt og gammeldags hotel. Har du ikke noget imod dette, er hotellet et besøg værd, og morgenmaden er rigtig god. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser…

Skal din rejse fortsætte, var det måske en mulighed at besøge den norske hovedstad, Oslo – de direkte togafgange tager ca. seks timer. Læs mine anbefalinger til de bedste oplevelser i Oslo her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (udsigt over Stockholm): Billede af Brightfreak fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *