Det skal du opleve i Nürnberg: De bedste seværdigheder

Nürnberg lever til fulde op til enhver romantisk forestilling om den arketypiske tyske købstad. Her er bindingsværkshuse, gotiske kirker og middelalderlige bymure i skyggen af et enormt kejserslot. Det er et herligt sted at være turist, og man omfavnes af eventyr- og middelalderstemning på den ene side, og en moderne handelsby med masser af spændende butikker, caféer og restauranter på den anden. Herudover står en række seværdigheder i kø, og venter på at du kommer til Nürnberg.

I Nürnberg opsummeres Tysklands voldsomme historie på ganske imponerende vis. Den smukke og romantiske middelalderby var op til 2. Verdenskrig centrum for nazisternes årlige partikongresser, hvilket har sat sit dystre præg på byens eftermæle. Op mod 90% af byen blev ødelagt under krigen, og i efterkrigstiden forblev Nürnberg synonym med nazisternes forbrydelser, da retsopgøret mod nazilederne indledtes med Nürnbergprocessen.

Nürnberg rummer masser af historie, men er også en moderne handelsby. Foto: Duernsteiner fra Pixabay

Mere end 2. Verdenskrig

Begivenhederne under 2. Verdenskrig er ikke glemt, og flere bygningsværker tjener i dag som synlige monumenter over den uhyggelige fortid. Det gælder f.eks. den store Zeppeliner-tribune hvorfra Hitler talte til tusindvis af begejstrede tilhørere. Nürnberg er dog også meget mere end 2. Verdenskrig, og heldigvis for det. Den smukke by ved Pegnitz-floden fortjener at være kendt for andet end fortidens synder.

Nürnberg ligger ca. 170 km nord for München, og med lidt over en halv million indbyggere er det den næststørste by i delstaten Bayern. Nürnberg byder på masser af spændende museer, gode muligheder for shopping, fremragende parker og naturligvis klassisk tysk mad og god øl. Det er en oplagt destination for alle med interesse for historie – både den fra middelalderen, og den mere nære af slagsen.

I denne korte rejseguide har jeg samlet de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter, så du kan blive inspireret til det perfekte ophold i Nürnberg. God tur!



Booking.com

Sådan kommer du til Nürnberg

Nürnberg er et væsentligt transportknudepunkt i det sydlige Tyskland, og byder både på en relativt stor lufthavn og en travl hovedbanegård. Der findes dog ingen direkte fly mellem Danmark og Nürnberg, så hvis du foretrækker at rejse med fly, skal du enten mellemlande, eller flyve til en af de nærliggende byer, f.eks. München.

Det er til gengæld meget enkelt at komme til Nürnberg med tog, selvom rejsen er en af de længere. Du kan naturligvis også køre i bil til Nürnberg, ligesom det er oplagt at stoppe i byen, når du alligevel er på vej sydpå. Der er ca. 775 km til Nürnberg fra den dansk/tyske grænse.

Fly til Nürnberg

Det kræver minimum en mellemlanding, hvis du vil flyve fra Danmark til Nürnbergs lufthavn. Til gengæld er det let af komme fra lufthavnen og ind til centrum. Her kan du blot tage undergrundslinje 2 direkte fra lufthavnen. Søger du en mere oplagt forbindelse mellem Danmark og Nürnberg, kan du i stedet flyve direkte til München, som blot ligger 170 km fra Nürnberg. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Tog til Nürnberg

Det er oplagt at rejse til Nürnberg med tog, da det både er nemt og miljørigtigt. Fra den dansk/tyske grænse (Padborg) kræves blot et enkelt togskift i Hamburg. I Hamburg har du god tid til at skifte tog – ofte op mod en time – hvilket bringer den samlede rejsetid op på ca. 7,5 timer.

De tyske ICE-tog er meget behagelige at rejse med, og byder både på gode sæder, restaurantvogn og underholdnings-app til smartphone. Du kan se afgange og købe billetter via Deutsche Bahns hjemmeside her. Nürnberg er også et oplagt stop, hvis du rejser ned gennem Tyskland på Interrail. Du kan læse mere om Interrail og købe dine billetter her.

Sådan kommer du rundt i Nürnberg

Nürnbergs gamle bydel skal opleves til fods. De hyggelige gader, indbydende pladser og smalle stræder er oplagte at udforske på gåben, men når du skal længere omkring, kan du benytte dig af det udmærkede transportsystem.

Nürnberg har en undergrundsbane (U-bahn) med tre linjer. Herudover findes et stort net af S-tog, sporvogne og busser. Med S-togene kan du bl.a. komme til de spændende byer Bamberg og Fürth samt store dele af det tætbefolkede opland, der omgiver Nürnberg.

Billetsystemet er ens for alle transportmidler og udbyderen hedder VGN – du kan benytte deres rejseplan på hjemmesiden her. Her kan du også læse mere om billetpriserne. Enkeltbilletter er relativt dyre, så det kan hurtigt blive billigere at købe dagsbillet, hvis du skal rejse flere gange i løbet af dagen. Hvis du køber en dagsbillet på lørdage gælder den hele weekenden. En oplagt måde at komme til de seværdigheder i Nürnberg, som ikke ligger i centrum.

Seværdigheder i Nürnberg – de 10 bedste oplevelser

1. Nürnberger Altstadt

[Sightseeing]

Middelalderhospitalet, Heilig-Geist-Spital, er en af byens mange flotte bygningsværker. Foto: Karl-Heinz Lüpke fra Pixabay

Nürnbergs gamle bydel, Altstadt, er utrolig charmerende. Selvom bombningerne under 2. Verdenskrig efterlod en totalt udbrændt og ødelagt by, kom genopbygningen hurtigt i gang. Man kunne have udnyttet muligheden for at bygge en moderne by ovenpå historiens ruiner, men man valgte heldigvis at genopføre de gamle byhuse i overensstemmelse med de bayerske byggetraditioner. Derfor ligner Nürnberg i dag idealet for en klassisk tysk handelsby med masser af middelalderstemning.

Altstadt er omringet og afgrænset af de gamle bymure. Konstruktionen af bymurene startede i det 12. århundrede, og de strakte sig i en bue på 5 km rundt om byen – ca. 4 km af bymurene står stadig den dag i dag.

Når du skal udforske Nürnbergs Altstadt, kan du med fordel tage undergrundsbanen til stoppet Lorenzkirche. Her har du et centralt udgangspunkt for at opleve de mest spændende sider af byen. Har du valgt indkvartering i den gamle bydel, kan du naturligvis nøjes med at gå ud af hoveddøren, hvor de smukke gamle bygninger venter.

Lorenzkirche er en af byens vigtigste kirker (beskrevet i sit eget afsnit nedenfor), og bestemt værd at studere nærmere. Herefter kan du følge Königstrasse op mod Hauptmarkt. På vejen krydser du Pegnitz-floden, og får et formidabelt kig til Heilig-Geist-Spital – en af de smukkeste og mest fotograferede bygninger i Nürnberg. Bygningen husede et af middelalderens største hospitaler, og blev grundlagt så tidligt som 1332.

Hovedtorvet Hauptmarkt

Haputmarkt er byens hovedtorv og vigtigste samlingspunkt. Det er her, der afholdes stort julemarked i december, og så er pladsen desuden omringet af en række smukke bygninger. På Hauptmarkt kan du bl.a. betragte den gotiske Frauenkirche.

Sørg for at være på pladsen kl 12, hvor det daglige klokkespil sætter i gang. Klokkespillet, installeret mellem 1506 og 1509, forestiller kejseren omringet af sine kurfyrster. Lignende klokkespil findes i mange tyske byer, men de små mekaniske figurer er meget populære hos både lokale og turister.

Klokkespillet på Frauenkirche med kejseren i midten. Foto: Birgit Böllinger fra Pixabay

Midt på Hauptmarkt står den forgyldte fontæne, Schöner Brunnen. Det 19 meter høje kunstværk er udformet som et gotisk spir, og blev bygget mellem 1385 og 1396. Det siges at bringe held, hvis man drejer de to messingringe, som sidder på hver side af fontænen.

Fortsætter du ad Rathausplatz, kommer du forbi byens smukke rådhusbygning. Her kan man bl.a. komme på rundvisning i byens gamle middelalderfangehuller. Rådhuspladsen fører videre over i Burgstrasse, som bringer dig op til højdepunktet i Nürnbergs Altstadt: Det gamle kejserslot (læs mere nedenfor).

2. Kaiserburg

[Slot + Museer + Udsigt]

Det imponerende kejserslot i røde sten er symbolet på Nürnbergs historiske storhed. Foto: Gerhard Gellinger fra Pixabay

I middelalderen havde kejserne af Det Tysk-Romerske Rige ikke nogen egentlig hovedstad, og dermed ikke nogen fast bopæl. I stedet rejste de rundt til de forskellige kejserpaladser, som var spredt ud over riget.

Et af de mere prominente slotte var Nürnberger Burg, også kaldet Kaiserburg med reference til slottets ejere. Kaiserburg er en imponerende fæstning, som ligger hævet over den øvrige bydel i det nordvestlige hjørne af Nürnbergs Altstadt.

Sammen med bymurene er kejserslottet i Nürnberg regnet blandt Europas mest storslåede middelalderlige fæstningsværker. Byggeriet af fæstningen startede omkring år 1000, og de næste århundreder blev den udvidet af flere omgange. Slottet havde stor betydning for Nürnbergs status, og det tiltrak mange prominente folk til byen.

Efter Trediveårskrigen (1618-1648) mistede slottet sin betydning, men da den generelle interesse for middelalderligt byggeri steg i det 19. århundrede, begyndte man at vedligeholde og udvide slottet endnu engang.

Et storslået museum

I dag er der indrettet et spændende museum på slottet, hvor man både kan betragte de imponerende haller og sale, og blive klogere på Det Tysk-Romerske Rige og dets kejsere. Når kejseren og hans enorme følge ankom til Nürnberg, blev både by og slot sat på den anden ende. Udstillingerne er både flotte og spændende. Du bør også afsætte god tid til at nyde omgivelserne og den smukke slotsplads.

Udover selve slottet kan det også anbefales at besøge Tiefer Brunnen – slottets brønd, der findes i en lille bygning, samt det høje Sinwellturm. Fra toppen af Sinwell-tårnet har man en fremragende udsigt over slottet og Nürnbergs gamle bydel.

Åbent april til september: dagligt 9:00-18:00. Oktober til marts: Dagligt 10:00-16:00. Der arrangeres rundvisninger med guide, men der findes også en udmærket audioguide, som du kan gå rundt med selv. Tiefer Brunnen vises kun frem med guide. Åbningstiderne for brønden er april til september: Dagligt 9:30-17:30 og oktober til marts: Dagligt 10:30-15:30 – rundvisningen foregår hver halve time.

3. Lorenzkirche

[Kirke]

Lorenz-kirken er ikke alene fyldt med smukke kunstværker – den er også et gotisk kunstværk i sig selv. Når du træder ind ad hovedindgangen, mødes du af den dunkle indgangsportal. Mørket afløses dog hurtigt af et blændende lys, når du kommer ind i kirkeskibet. Her bliver øjnene straks tiltrukket af de smukkeste glasmosaikker.

Den oprindelige kirke udgjordes af en simpel bygning, opført mellem 1243 og 1315, men fra 1439 til 1477 blev det store kirkeskib bygget, og fuldført af den tyske arkitekt Konrad Roriczer.

Selvom Lorenz-kirken var blandt de første Lutheranske kirker i landet (1525), rummer den bemærkelsesværdigt mange kunstskatte fra før reformationen. Kutymen var ellers, at disse kunstværker skulle fjernes, men de (indflydelses)rige indbyggere i Nürnberg ønskede at bevare dem. Derfor kan man i dag opleve flere unikke træskulpturer af bl.a. Veit Stoss og Adam Kraft i det smukke kirkerum.

Lorenz-kirken blev voldsomt beskadiget under 2. Verdenskrig, og først den 10. august 1952 kunne kirken atter tages i brug. Der arrangeres daglige rundvisninger i kirken, og hver lørdag (maj til oktober) arrangeres rundvisninger i kirketårnet. Sidstnævnte kan være meget populært, og da der kun er plads til 15 personer i tårnet på én gang, er det en fordel at købe billetter til denne rundvisning på forhånd.

Kirken er åben mandag til lørdag 9:00-17:30, søndag 10:00-15:30.

4. Albrecht Dürers Hus

[Museum]

Det smukke Albrecht Dürer-hus er blandt byens ældste. Foto: Karl Nömayr fra Pixabay

Albrecht Dürer (1471-1528) er nok Tysklands mest berømte maler, og hans hjem og arbejdsplads midt i Nürnbergs gamle bymidte, er bevaret som museum. Og det er altså ikke et hvilket som helst museum, du finder her.

Det historiske byhus (Albrecht-Dürer-Haus) er et af de få overlevende borgerhuse i byen, og samtidig Nordeuropas eneste overlevende kunstner-bolig fra det 15. århundrede. Du får således ikke blot et indblik i Dürers spændende liv, men også en autentisk oplevelse af datidens levevilkår.

Udover at beundre den smukke bygning, kan du opleve kopier af Dürers værker, og blive klogere på arbejdsteknikkerne for datidens malere. Selvom du ikke interesserer dig for kunsthistorie, kan du ikke undgå at blive draget ind i den spændende historie, som omgiver Albrecht Dürers hus. Og vil du have en helt unik oplevelse, kan du komme med på de specielle rundvisninger, hvor en skuespillerinde byder velkommen i rollen som Dürers kone, Agnes.

Åbent tirsdag onsdag og fredag 10:00-17:00, torsdag 10:00-20:00, lørdag og søndag 10:00-17:00. Fra juli til september samt ved julemarked også mandage 10:00-17:00.

Transport: Sporvogn 4 til Tiergärtnertor.

5. Historische Felsengänge

[Underjordisk labyrint]

Du skal ikke lide af klaustrofobi, når du begiver dig ned i kældergangene under Nürnbergs gamle bydel. De sparsomt oplyste passager har været benyttet siden middelalderen, hvor der bl.a. er blevet opmagasineret madvarer i de kølige omgivelser. Her er også blevet brygget og lagret øl, og så har de solide kældre tjent som beskyttelsesrum under 2. Verdenskrig.

Den underjordiske labyrint gemmer på mange spændende og utrolige historier. Komplekset nævnes i kildemateriale tilbage fra 1380, og det omfattende arbejde med at udgrave hvælvinger og korridorer i sandstenen har krævet en enorm arbejdsindsats gennem århundreder. Der er adgang til kældergangene gennem rundvisninger med guide.

Rundvisningerne foretages både på tysk og engelsk. Meget belejligt slutter rundvisningerne ved bryggeriet Hausbrauerei Altstadthof, hvor man passende kan smage på den originale Nürnberg Rotbier (rød øl), som traditionelt er blevet lagret i kældergangene.

Du kan se de aktuelle tidspunkter for rundvisningerne på den officielle hjemmeside for Historische Felsengänge her.

6. Reichsparteitagsgelände

[Historisk område for de nazistiske partikongresser]

Selvom Zeppeliner-tribunen delvist ligger i ruiner kan man fortsat fornemme fordoms storhed. Foto: Benjamin Munk Olsen

Området for nazisternes store partikongresser repræsenterer i dag ideologiens storhed og fald. Det 11 kvadratkilometer store ’Reichsparteitagsgelände’ ligger ca. 4,5 km udenfor centrum, og bestod af en række enorme bygningsværker, hvoraf flere stadig kan opleves – nogle ødelagte, andre aldrig fuldendte…

Fra 1933 til 1938 blev de nazistiske partikongresser afholdt i Nürnberg, hvor tusindvis af borgere fik mulighed for at hylde den nye ideologi og ikke mindst dens ikoniske lederskikkelse, Adolf Hitler. Billederne af de enorme folkemasser og Hitler stående på det store podie sidder utvivlsomt indprintet på mangen en nethinde kloden rundt. Det skyldes ikke mindst Leni Riefenstahls storslåede propagandafilm, som blev optaget ved disse lejligheder.

Efter Hitlers anvisninger designede arkitekten Albert Speer det store område og dets bygninger (med undtagelse af Kongreshallen). Den store Zeppeliner-tribune med inspiration hentet fra oldtidens Grækenland, var Speers første projekt for nazistpartiet, og netop dette bygningsværk er værd at opleve i dag. Fra midten af 30’erne blev området udbygget i stor stil, men med udbruddet af 2. Verdenskrig, blev flere af byggerierne sat på pause, og projekterne blev aldrig genoptaget.

En tur gennem historien

På din rute rundt i området, bør du bemærke den ufærdige kongreshal, den næsten 2 km lange paradeboulevard, Große Straße, som blev færdig i 1939 og aldrig anvendt, og den 360 meter brede Zeppeliner-tribune, hvorfra Hitler holdt sine medrivende taler. Zeppeliner-tribunen ligner delvist en ruin, men store plancher gør det muligt at forestille sig, hvordan her så ud i nazismens velmagtsdage.

Du kan med fordel starte med at besøge Dokumentationszentrum – det spændende museum i kongreshallen. Her får du en grundig introduktion til Speers planer for området, til nazismen som ideologi og til de almindelige mennesker, som blev fascineret af den.

Reichsparteitagsgelände gemmer på en fortid, som man helst vil glemme. Alligevel ligger det her som et tydeligt symbol på fortidens fejltagelser. Området er i dag smukt og meget fredfyldt – en enorm kontrast til de historiske begivenheder, der fandt sted netop her. I den hyggelige sø ved siden af kongreshallen kan man leje vandcykler. Fra søen har man et førsteklasses kig til det store bygningsværk – en oplevelse som blot bidrager yderligere til Nürnbergs kontrastfyldte historie.

Museet ’Dokumentationszentrum’ er åbent mandag til fredag 9:00-18:00, lørdag og søndag 10:00-18:00.

Transport: Sporvogn 6 eller 8 til Doku-Zentrum.

7. Justizpalast

[Domstolsbygning + Museum]

Nürnbergs store justits-palads gemmer på en spændende og uhyggelig fortid. Foto: Benjamin Munk Olsen

Nürnbergprocessen var det store retsopgør efter 2. Verdenskrig, og bestod af tre retssager afholdt mellem 1945 og 1949. Ved den første retssag i 1945 var 24 fremtrædende nazister under anklage, herunder prominente navne som Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop samt Hitlers private arkitekt, Albert Speer. Nürnbergprocessen foregik i den store domstolsbygning, Justizpalast, lidt udenfor centrum, hvor man i dag finder et spændende museum.

Selvom Nürnberg var blevet voldsomt beskadiget under 2. Verdenskrig, var den store domstolsbygning sluppet uskadt fra de allieredes bombardementer. Da komplekset samtidig rummede et stort fængsel, var det oplagt at placere retssagerne netop her. Nürnberg blev altså primært valgt af logistiske grunde, men det havde naturligvis også en vis signalværdi, at byen havde været centrum for mange af nazisternes store møder, og dermed havde stor betydning for Det Tredje Rige.

Justizpalast fungerer fortsat som almindelig domstolsbygning, men her er samtidig indrettet en spændende og dybdegående udstilling om Nürnbergprocessen.

På museet kan man blive klogere på retssagen og de mange udfordringer, der var forbundet med den, samt få et indblik i beviserne mod de nazistiske ledere. Tiltalepunkterne indebar forbrydelser mod freden (konspirations-anklagepunktet), krigsforbrydelser, samt forbrydelser mod menneskeheden, hvilket resulterede i dødsdomme for mange af de tiltalte.

Retssagerne blev afviklet i Retssal 600, Gerichtssaal 600, som man også har mulighed for at besøge, hvis ikke den er i brug. Museet er ganske informationstungt, og man kan nemt bruge mange timer her. Man kan dog også blot fokusere på hovedpunkterne, og samtidig fornemme den særlige stemning, der præger bygningen.

Åbent sommer: Mandag samt onsdag til fredag 9:00-18:00, lørdag og søndag 10:00-18:00. Åbent vinter: Onsdag til mandag: 10:00-18:00 (lukket tirsdag hele året).

Transport: Undergrundslinje 1 til Bärenschanze.

8. DB Museum

[Museum]

Et af de flotte lokomotiver som kan ses på museet. Foto: Erich Westendarp fra Pixabay

Deutsche Bahns store jernbanemuseum er et af byens mest populære museer, og et oplagt sted for toginteresserede i alle aldre. Museet er indrettet i en flot bygning fra 1925, men historien går endnu længere tilbage. Forløbere til det nuværende DB Museum var nemlig Bayerns Jernbanemuseum, som åbnede i Nürnberg i 1882. Dermed er det Verdens ældste togmuseum, og samtidig et af de flotteste.

På museet kan du opleve hele den tyske jernbanes historie fra omkring år 1800 til i dag – fortalt gennem periodens lokomotiver, vogne og øvrige effekter.

Fordelt på to haller byder museet på et 6.800 kvadratmeter stort indendørs udstillingsområde. Her kan man bl.a. se Tysklands ældste overlevende personbil, en kopi af Ørnen, det første damplokomotiv i Tyskland samt de nyeste designmodeller indenfor togdrift. Hvis du har mod på mere, så venter et over dobbelt så stort udstillingsområde udenfor.

Du bør afsætte rigelig tid til at besøge det store museum, hvor du kan blive klogere på de stolte traditioner, der knytter sig til den tyske jernbanehistorie. Her findes også en flot modeljernbane samt en indbydende udstilling for børn, hvor genstandene både må berøres og bruges. Desuden har børnene mulighed for at være passagerer på minitoget, der kører rundt i udstillingen.

Åbent tirsdag til fredag 9:00-17:00, lørdag og søndag 10:00-18:00 (mandag lukket).

Transport: Undergrundsbane 2 eller 3 til Opernhaus.

9. Tiergarten Nürnberg

[Zoologisk have]

Majestætisk tiger i Nürnbergs zoologiske have. Foto: Gerhard Gellinger fra Pixabay

Er du i Nürnberg med børn, så er den zoologiske have, Tiergarten Nürnberg, et oplagt sted at tilbringe dagen. Haven ligger smukt placeret i det bakkede område, Schmausenbuck, hvilket har givet mulighed for at skabe varierede og spændende indhegninger for dyrene. Hvis du vil opleve hele haven, skal du afsætte god tid, og have de rette travesko på. Tiergarten Nürnberg er nemlig hele 67 ha, og således blandt de største zoologiske haver i Europa.

Gennem de seneste år er mange af havens indhegninger blevet ombygget, og de giver dermed dyrene de bedste forudsætninger for et godt liv. Det har bl.a. resulteret i flotte områder til gorillaer, sneleoparder og isbjørne. Når du skal besøge havens store katte (løver og tigere), skal du gå gennem en flot klippetunnel. Kattedyrenes indhegninger er nemlig indrettet i et område, hvor der tidligere er blevet udvundet sandsten. Sammen med den zoologiske have findes også et delfinarium.

Tiergarten Nürnberg har varierende åbningstider afhængig af sæson. Du kan se åbningstiderne på havens hjemmeside her.

Transport: Sporvogn 5 til Tiergarten.

10. Legetøjsmuseet (Spielzeugmuseum)

[Museum]

Tyskland har en stolt tradition for at producere legetøj af høj kvalitet, og Nürnberg har historisk set været et af landets vigtigste centre for landets legetøjsindustri. Denne rige kulturarv kan man opleve på det flotte 1.400 kvadratmeter store museum, som byder på masser af spændende udstillinger i børnehøjde.

Her kan man bl.a. se historiske dukker, tinlegetøj, traditionelt trælegetøj samt en stor modeljernbane. Du kan også besøge udstillingen med mere moderne legetøj som Lego, Barbie, Playmobil og Matchbox-biler.

Åbent tirsdag til fredag 10:00-17:00, lørdag, søndag og helligdage 10:00-18:00.

Transport: Sporvogn 4 til Hallertor.

Restauranter i Nürnberg – de bedste spisesteder

Det tyske køkken bliver ofte undervurderet, når man stiller det overfor de sydeuropæiske madkulturer. Men det er absolut en skam, og du skal ikke besøge mange restauranter i Nürnberg, før du får øjnene op for de lækre lokale specialiteter. Nedenfor kan du finde inspiration til nogle af byens bedste restauranter – både med tysk og udenlandsk mad. God fornøjelse!

1. Bratwursthäusle

[Rathausplatz 1]

Bratwursthäusle er en institution i Nürnberg, og du finder den rustikke beværtning lige overfor rådhuset. Her bliver der værnet om traditionerne, og de lækre pølser grilles over trækul. Smagen er himmelsk. Man kan både spise i den hyggelige bindingsværksrestaurant eller på terrassen med udsigt til Hauptmarkt. Begge steder er der rød- og hvidternede duge på bordene, og de karakteristiske brødkringler (bretzel) ligger klar under et klæde i de små kurve på bordet – du betaler kun for dem, du spiser…

2. Goldenes Posthorn

[Glöckleinsgasse 2]

Når man besøger en tysk restaurant, hvor vægge og al interiør består af lyst træ, virker det ofte en smule påtaget og kunstigt. Sådan forholder det sig dog ikke i Bayern, og slet ikke på Goldenes Posthorn. Her føles det lyse træ ganske autentisk. Og det samme kan man sige om maden, som serveres her. Klassiske lokale retter, af den slags der ikke nødvendigvis hører til under en slankekur. Bag den tunge kobberdør er der blevet serveret mad for både konger og kunstnere (bla. Albrect Dürer) siden 1498, og stedet bryster sig af at være Tysklands ældste vinstue.

3. Alte Kuch’n / Im Keller

[Albrecht-Duerer-Str. 3]

Hvad der kunne ligne en klassisk turistfælde udefra, er faktisk en glimrende restaurant, som serverer klassiske tyske retter. I kælderetagen er restauranten indrettet med en hyggelig middelalder-atmosfære, og det er muligt at få serveret en ægte middelalder-menu, som naturligvis kræver, at man spiser med fingrene. Tjenerne er også flot klædt på i de rette dragter, og som ved en ægte banket i 1200-tallet, kan du også forvente en trubadur. Er du ikke til middelalderstemning, så er restauranten i stueetagen mere almindelig.

4. C’era Una Volta

[Johannesgasse 51]

Selvom Nürnberg byder på rigtig mange gode restauranter med lokale specialiteter, kan man også godt få lyst til at smage på andre typer mad. Her er det italienske køkken et oplagt valg for mange, og på C’era Una Volta får du byens ypperste pasta og fiskeretter. Restauranten er blandt de bedst anmeldte på Tripadvisor, og om sommeren er den hyggelige gårdhave et perfekt sted at nyde god mad og vin. Servicen er også formidabel, så du kan roligt glæde dig til en fremragende aften.

5. Namaste Indisches Restaurant

[Hirschelgasse 1]

Man føler sig straks velkommen hos Namaste, hvor menukortet byder på autentiske indiske retter. Atmosfæren i restauranten er perfekt, og tjenerne er meget søde og imødekommende. Portionerne er ikke voldsomt store, men det giver mulighed for at prøve flere forskellige retter. Alle tallerkener og skåle er sirligt anrettet, og smagen med de eksotiske krydderier er uovertruffen. Leder du efter en kontrast til den tunge tyske mad, så er Namaste Indisches Restaurant et godt sted at tjekke ud.

Hotel i Nürnberg – de bedste overnatningssteder

Der findes mange skønne hoteller i Nürnberg, og nedenfor finder du tre udvalgte overnatningssteder i forskellige prisklasser. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Nürnberg her.

1. Burghotel Nürnberg

[Lammsgasse 3]

Som navnet antyder, ligger Burghotel Nürnberg ganske tæt på byens imponerende kejserslot – Kaiserburg. Det er imidlertid ikke alene den fabelagtige beliggenhed, som gør Burghotel Nürnberg til et oplagt valg, når du besøger den bayerske by. Hotellet byder også på masser af hyggelig middelalderstemning, samt pæne og komfortable værelser. Der findes desuden swimmingpool, og så kan du se frem til en glimrende morgenmad. Læs mere om hotellet her.

2. Gideon Hotel

[Königstraße 45]

Gideon Hotel ligger utrolig centralt i Nürnbergs gamle bydel syd for Pegnitz-floden. Det er et perfekt udgangspunkt i forhold til at udforske den skønne Altstadt, og så er der samtidig blot få minutters gang til den nærmeste undergrundsstation. Gideon Hotel byder på pæne moderne værelser, som er indrettet med alt hvad du skal bruge under dit ophold i Nürnberg. Og så byder morgenmadsbuffeten på et stor og lækkert udvalg. Læs mere om hotellet her.

3. Five Reasons Hotel & Hostel

[Frauentormauer 42]

Søger du billig overnatning i Nürnberg, så er Five Reasons et rigtig godt valg. Placeringen i den sydlige del af Nürnbergs gamle bydel fås ikke bedre til prisen, og så byder Five Reasons både på klassiske sovesale og simple private værelser. Her er rent og pænt, og hotellet er blevet renoveret for nylig. Herudover er morgenmaden frisk og lækker, og langt bedre, end man kunne forvente, prisen taget i betragtning. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser

Bayern Hvis du ønsker at fortsætte din rejse, så vil det være oplagt at besøge andre af Bayerns spændende byer. Det kunne f.eks. være storbyen München eller den utroligt smukke by Bamberg, kendt for sin middelalderbykerne og sine mange bryggerier.

Pilsen Det er også muligt at tage et smut over den tysk/tjekkiske grænse, og besøge den historisk bryggeriby, Pilsen (Plzen). Der er ca. 200 km mellem Nürnberg og Pilsen, og turen tilbagelægges hurtigt med bil eller tog. Du kan læse mine forslag til de bedste oplevelser i Pilsen her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (gademiljø i Nürnberg): Billede af Gerhard G. fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *