Den ukendte storby: De bedste seværdigheder i Kiev

Med omkring 3 millioner indbyggere er Kiev (Kyiv) blandt Europas største byer, men på samme tid er den, for mange vesteuropæere, så godt som ukendt. Det er imidlertid ærgerligt, for der er masser af charme over den ukrainske hovedstad, som ligger smukt ved Dnieper-floden. Og så byder Kiev også på en god portion spændende seværdigheder.

Kiev er mere end smukke kirker og boligblokke i beton, men du finder naturligvis begge dele her. Desuden er Kiev en ekstremt grøn og indbydende by, med masser af parker og natur. Her er også spændende museer med både kunst og historie.

Historie er særligt interessant i Kiev, der er en af de ældste byer i Østeuropa. Så tidligt som i det 5. århundrede var Kiev et kommercielt centrum for regionen. Byen blev også erobret af vikingerne, inden den blev ødelagt af den mongolske invasion i 1240.

Udsigt over Kiev. Foto: deson_ fra Pixabay 

En moderne by har rejst sig fra asken

Under den industrielle revolution blomstrede byen atter op, for på ny at blive ødelagt – denne gang under 2. Verdenskrig. Hver gang er Kiev dog blevet genopbygget, og i dag oplever man ikke en krigshærget hovedstad, men nærmere en flot og kosmopolitisk storby, der trods sin imponerende historie og gamle bygninger (specielt de smukke ortodokse kirker) samtidig fremstår moderne.

Der er masser af muligheder i den ’ukendte storby’, og med direkte flyforbindelser fra både København og Billund venter Kiev bare på at blive udforsket af danskere. Her får du en kort rejseguide til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Kiev, så du er godt klædt på til rejsen.



Booking.com

Sådan kommer du til Kiev

Boryspil-lufthavnen er Ukraines største lufthavn. Foto: Jørgen Deleuran fra Pixabay

Der er flere måder at komme fra Danmark til Kiev, men grundet afstanden må fly siges at være den oplagte rejseform. Alternativt er tog i Østeuropa en spændende oplevelse, og du kan køre i tog fra f.eks. Polen via den smukke ukrainske by Lviv til Kiev. Der er kortere fra København til Kiev end til Rom, så det er naturligvis også muligt selv at køre, men vejforholdene i Ukraine er ikke de bedste, og det samme kan i mange tilfælde siges om skiltningen.

Fly til Kiev

Fra København kan du flyve direkte til Kiev med henholdsvis lavprisselskabet Wizz Air og det nationale ukrainske flyselskab UIA (Ukraine International Airlines). Flyvetiden er ca. 2 timer og 15 minutter. Fra Billund flyver Wizz Air direkte til Kiev. Flyvetiden er her ca. 2 timer og 20 minutter. Du kan bruge søgefunktionen herunder til at finde flyafgange med Skyscanner:

Vær opmærksom på, at der er to internationale lufthavne i Kiev: Kyiv Boryspil (KBP) og Kyiv Zhuliany (IEV). Førstnævnte er den store lufthavn, og her er det let at tage toget fra Terminal D og ind til hovedbanegården i Kiev (turen tager 38 minutter).

Kyiv Zhuliany-lufthavnen er mindre, og bliver bl.a. brugt af lavprisselskaber som Wizz Air og Ryanair. Den ligger tættere på centrum, men har ikke en togstation. Her kan du i stedet tage bus 368 eller 805, og stå af på Vokzalna station. Herfra har du forbindelse til metronettet.

Sådan kommer du rundt i Kiev

I Ukraine bruges det kyrilliske alfabet, og det kan derfor godt være en udfordring at finde rundt, da alle skilte er på kyrillisk. Derfor kan det anbefales at downloade en app til smartphone, som kan oversætte fra kyrillisk til latinsk alfabet.

Kievs metro har tre linjer, som alle går gennem centrum. Tidligere betalte man med særlige poletter i plastik, men disse udgik i 2019, så i dag skal man bruge et rejsekort med kontaktløs funktion. Disse kan købes for 15 UAH, hvorefter der sættes det ønskede beløb på. En rejse koster 8 UAH (ca. 2,25 kr).

Undergrundsbanen kan med sine rigt dekorerede stationer, være en oplevelse i sig selv. Desuden er metrostationerne i Kiev blandt europas dybeste, og Arsenal’na er med en dybde på 105,5 meter faktisk verdens dybeste station.

Seværdigheder i Kiev – de 10 bedste oplevelser

1. Sightseeing i centrum af Kiev

[Sightseeing]

Uafhængighedspladsen i Kiev. Foto: aleskomuc fra Pixabay

En gåtur rundt i Kievs gamle bymidte bringer dig forbi nogle af byens bedst kendte seværdigheder. Et oplagt sted at starte er på Khreshchatyk-gaden, Kievs populære shoppinggade. Her finder du bl.a. stormagasinet TSUM, som bestemt er et besøg værd.

I weekenden er Khreshchatyk lukket for trafik, og i stedet fyldes gaden med mennesker, som nyder den dejlige allé, og måske benytter sig af en af de mange caféer og restauranter med udendørs servering.

Centrum for Den orange revolution

I forlængelse af Khreshchatyk kommer du til Maidan Nezalezhnosti (Uafhængighedspladsen), som blev berømt over det meste af verden i 2014, da tilhængere af Yushchenko og den ’Orange revolution’ lavede camps og massedemonstrationer på den store plads.

Den stejle, brostensbelagte Andriyivskyy uzviz er også en stor seværdighed. De lidt for opstemte turistguider omtaler området som ’Kievs Montmartre’, men bedøm selv sammenligningen, når du står her. Bakken er dog både en stor turistattraktion og et nationalt klenodie.

Den stejle gaden, der er 720 meter lang, går fra toppen af Starokyivska Hora og forbinder Det Gamle Kiev (den øvre by) med Podil (den nedre by).

Den smukke Andriyivs’ka-kirke. Foto: Adrian Pescar fra Pixabay

Langs Andriyivskyy-gaden er der mange smukke bygninger, bl.a. Andriyivs’ka-kirken, som har givet navn til gaden. Her er også masser af souvenirboder og spisesteder. Er du gået fra Uafhængighedspladsen hertil, er du nok også kommet forbi kabelbanen, som fragter passagerer op til den gamle bydel. Det kan være en sjov køretur med kabelbanen, og billetprisen er den samme som til byens metro.

Cirka 900 meter fra Uafhængighedspladsen står den store middelalderbyport ’Golden Gate’. Synes du, at den ser lidt for ny ud af en middelalderbyport at være, så er det ikke helt forkert. Den er nemlig bygget i 1982 i anledningen af Kievs 1500-års jubilæum.

Den gyldne port er dog en kopi af den port, som besøgende kunne opleve i middelalderen, når de ankom til Kiev. Dengang var Kiev hovedstaden for Kievan Rus, føderationen af slaviske stater. Rundt om Golden Gate er en dejlig park.

2. Rodina Mat og Krigsmuseet

[Museum + Monument + Udsigt]

Moderland-skulpturen er en stor seværdighed i Kiev. Foto: Mickey Estes fra Pixabay

Statuen Rodina Mat (Moderland) kan ses i miles omkreds, og den fungerer derfor som et fremragende pejlemærke, hvor end du befinder dig i Kiev. Statuen er en del af 2. Verdenskrigs-museet, og blev rejst til minde om Sovjetunionens sejr over Nazi-tyskland. Monumentets samlede højde er imponerende 102 meter, og selve statuen er 62 meter høj, og vejer over 450 tons.

Moderland-statuen blev fuldført i 1981, og står flot placeret på bakken ned mod Dnieper-floden. Hvorvidt statuen i sig selv er flot, er der meget delte meninger om, og det har der været siden, den blev rejst. Statuen er forsynet med to udsigtsplatforme: En på piedestalen i 36,6-meters høje, og en i 91-meters højde. Du kommer til sidstnævnte ved at klatre med en instruktør, og du skal medbringe gode sko og gerne sportstøj.

Krigsmuseet, eller officielt ’Det nationale museum for Ukraines historie i 2. Verdenskrig’ findes i statuens piedestal, ligesom der findes mindetavler og udstillinger af kampvogne og andet militær isenkram i hele parken. Du kan bl.a. se marmorpladerne for byens 11.600 faldne soldater.

Selve museet er også meget spændende, og du kan nemt bruge en del timer her. De fleste af os kender mange af historierne fra 2. Verdenskrig, men det er helt specielt at få det ukrainske (og sovjetiske) perspektiv. Her er også rigtig mange genstande at kigge på. Det kan klart anbefales at tage med på en af de guidede ture, så du er sikker på, at du får set de vigtigste genstande, og hørt de mest spændende fortællinger.

Åbningstider: Dagligt fra maj til oktober (10:00-18:00).

Transport: Metro til Arsenalna (som forøvrigt med 107 meter er Kievs dybeste metrostation)

3. Tjernobyl-museet

[Museum]

På Tjernobyl-museet kan du høre den uhyggelige historie om verdens værste atomulykke. Foto: Danny H. fra Pixabay

Tjernobyl-museet, Natsional’niy muzei Chornobyliu, er både informativt, som et museum jo skal være, og skrækindjagende på én og samme tid. Her får du formidlet historien om den aprildag i 1986, hvor atomkraftværket i Tjernobyl eksploderede, og sendte massevis af radioaktivt materiale ind over Europa.

I kølvandet på verdens største atomkatastrofe, måtte 336.000 mennesker evakueres, heriblandt 50.000 mennesker som boede i byen Pripyat. Siden er Pripyat blevet en uhyggelig spøgelsesby, og rundt omkring Tjernobyl-værket har lige siden være en zone på 30 km, der er forbudt område.

Det meste tekst på museet er på ukrainsk, men billeder og video taler deres eget sprog. Herudover er der mulighed for at låne en audioguide på engelsk. Er du mere interesseret i Tjernobyl-ulykken, er det også muligt at komme på en dagsudflugt til den lukkede zone og byen Pripyat (læs mere i afsnittet ’Dagsudflugt til Tjernobyl’).

Åbningstider: Tjernobyl-musset har åbent mandag-lørdag 10:00-18:00 (lukket søndag samt sidste mandag i hver måned).

Transport: Metro til Kontraktova Ploshcha

4. Kyiv Pechersk Lavra

[Kirker + Hulekloster + Udsigt]

De gyldne kirketage er et imponerende syn. Foto: Richard Mcall fra Pixabay

Huleklostret Kyiv Pechersk Lavra, et ortodoks klosterkompleks, er blandt de største attraktioner i Kiev. De ældste bygninger i komplekset kan dateres tilbage til det 11. århundrede, og sammen med Skt. Sofia-katedralen (læs mere i afsnittet om Skt. Sofia-katedralen) er Lavra optaget på UNESCOs liste over Verdensarv.

Klosterkomplekset er både populært på grund af den spændende historie, og ikke mindst på grund af den helt særlige arkitektur. Her findes et væld af forskellige monumenter, og det er fantastisk at nyde synet af de imponerende klokketårne, katedraler, grotter, huler og store fæstningsmure af sten.

Kyiv Pechersk Lavra er faktisk et overflødighedshorn af arkitektoniske perler, og hvis du vil se hele området tager det nemt en hel dag – i hvert fald hvis du vil være dedikeret til hver del. Derfor kan du med fordel ’nøjes’ med at opleve klokketårnet, Dormition-katedralen, Trinitatis-kirken (The Gate Church of the Trinity), og naturligvis hulerne.

Det fantastiske klokketårn

Lavra-klokketårnet er blandt favoritterne, ikke mindst grundet den fantastiske udsigt fra tårnets top. Her får du et førsteklasses panorama over komplekset, så det er klart værd at klatre herop. Tårnet blev tegnet af den tyske arkitekt Johann Gottfried Schädel, og opført fra 1731-1745. Med sine 96,5 meter (inklusiv korset på toppen), var tårnet dengang Verdens højeste fritstående klokketårn.

Dormition-katedralen (Uspensʹkyy Sobor) er ikke den originale katedral, men er blevet omhyggeligt genopbygget i 1995, og er sammen med Trinitatis-kirken den mest berømte kirke i komplekset. Begge kirker er bestemt værd at opleve, da både arkitektur og udsmykning er helt speciel.

Grotterne i Kyiv Pechersk Lavra er en attraktion i sig selv. Her har klostrets munke levet en afsondret tilværelse, i ønsket om at komme tættere på gud. De smalle underjordiske korridorer er op til 1,5 meter brede, og op til 2,5 meter høje. Områderne hvor munkene har levet, og ikke mindst de underjordiske kirker, er betydeligt større. Og du skal ikke blive overrasket over at støde på gamle mumier; 79 munke er nemlig begravet hernede.

Vær opmærksom på, at der er meget mørkt i gangene, så lider du af klaustrofobi, bør du muligvis afstå fra at besøge grotterne. Desuden: Ankommer du tidligt, så start med grotterne. På grund af den trange plads, kan her godt blive meget fyldt op ad dagen. Ligesom med andre ortodokse kirker i Ukraine bør du ikke have udfordrende tøj på (f.eks. shorts eller kort kjole).

Åbningstider: Dagligt 9:00-18:00 (Klokketårnet til 17:30).

Transport: Metro til Arsenal’na.

5. Mykola Siadrystyi Micro Miniatures Museum

[Museum]

Dette museum ligger egentlig som en del af Kyiv Pechersk Lavra, men fortjener alligevel sit eget punkt, da det hverken har med klostret eller dets kirker at gøre. I stedet er museet dedikeret til kunstneren Mykola Syadristy. Og selvom han var en produktiv herre, kan alle hans værker opleves i et enkelt rum. Hvordan hænger det sammen? Jo, Mykola Syadristy lavede værker i miniature format. Eller mikroskopisk format for at være mere korrekt. Derfor skal alle hans værker opleves gennem et mikroskop.

Mykola Siadrystyi Micro Miniatures-museet er så specielt, at det bare skal opleves. Når du betragter værkerne gennem mikroskop indser du hvor komplicerede, de er. Det gælder f.eks. et komplet skakbræt på spidsen af et søm, og verdens mindste bog, der blot er 0,6 kvadratmillimeter!

Åbningstider: Onsdag-mandag 9:00-18:00 (lukket tirsdag).

Transport: Metro til Arsenal’na

6. Mariyinsky-parken

[Park + Slot]

Kievs parker er flotte året rundt. Foto: Laila_ fra Pixabay

Der er mange parker i Kiev, og en af dem, det er værd at besøge, er den storslåede Mariyinsky-park. Udover træer og blomster, er parken hjemsted for en række flotte skulpturer, og ikke mindst den smukke fontæne i smedejern fra år 1900.

Udover at det kan være oplagt at slappe af i parken, og finde skygge på en solrig sommerdag, er der også flere interessante bygninger at se rundt om, og i nærheden af parken. Det gælder både Mariyinsky-paladset (hvorfra parken har fået sit navn), parlamentsbygningen og fodboldklubben Dynamo Kyivs gamle stadion (i 2011 overtog de det Olympiske Stadion som hjemmebane).

Mariyinsky-paladset blev tegnet af Bartolomeo Rastrelli, som også stod bag Vinterpaladset i St. Petersborg, på bestilling af kejserinde Elisabeth af Rusland. Selvom paladset både blev hærget af en stor brand i starten af det 19. århundrede, og voldsomt beskadiget under 2. Verdenskrig, er Mariyinsky-paladset blevet genopbygget gang på gang. Det smukke barokpalads fungerer i dag som residens for den ukrainske præsident ved officiel ceremonier.

Transport: Metro til Arsenal’na.

7. Skt. Sofias Katedral

[Kirke]

Skt. Sofia-ketedralen er Kievs ældste kirke. Foto: Светлана Бердник fra Pixabay

Det er svært at tage øjnene fra de store kupler af grønt og guld. Den smukke Skt. Sofia-katedral (Sobor Sviatoyi Sofiyi) er både den ældste og en af de flotteste kirker i Kiev. Dele af kirken kan dateres helt tilbage til det 11. århundrede, og den har verdens ældste samling af fresker og mosaikker fra den tid.

Skt. Sophia var en aktiv kirke indtil 1934, hvorefter den blev et officielt museum. Selvom det kan være lokkende at tage et billede af kirkens flotte interiør, er dette strengt forbudt. I stedet kan du tage en tur op i klokketårnet og få en flot udsigt. Overfor Skt. Sofia-katedralen findes Skt. Michael-katedralen, som også er værd at se.

Transport: Metro til Zoloti Vorota.

8. Oleg Antonov State Aviation Museum

[Museum]

Der er mange spændende fly på luftfartsmuseet. Foto: Артём Апухтин fra Pixabay

Det store udendørs luftfartsmuseum er opkaldt efter den ukrainske flydesigner, Oleg Antonov (1996-1984), og et absolut must for flyinteresserede. På museumsområdet, der ligger lige ved Zhulyany-lufthavnen, findes både kommercielle og militære flyvemaskiner, helikoptere, droner mm. De militære maskiner har både været brugt i det sovjetiske og det nationale ukrainske forsvar, og du kan komme helt tæt på de imponerende maskiner.

Du kan bl.a. opleve den enorme transporthelikopter ’Mil Mi-26’, verdens største og tungeste serieproducerede helikopter. Den er 40 meter lang, vejer over 28 tons, og kan have plads til 70-100 passagerer. Lige så spændende er de mange jager- og bombefly, og mange af dem kan man endda komme ind i.

Desværre er det meste tekst på ukrainsk, men du kan med fordel slå maskinerne op på nettet, og læse om dem. Åbent: November-marts 10:00-17:00 (tirsdag-søndag), april-oktober 10:00-19:00 (tirsdag-søndag). Mandag lukket. OBS: Tirsdage er der begrænset adgang til flyene.

Transport: Bus 220 til Museum of Aviation. Bussen kører fra metrostationerne Demiivska, Slavutich, Osokorky, Poznyaky og Kharkivska.

9. Afslapning i Hydropark

[Park + Badning]

Solnedgang ved Dnieper-floden. Foto: lobyslo0 fra Pixabay

Der kan blive meget varmt i Kiev om sommeren (og meget koldt om vinteren), så er du i Kiev en sommerdag, og har brug for at blive kølet ned, så er Hydropark stedet. Her kan du nemlig bade i Dnieper-floden. Du kommer nemt til parken med metro – stationen hedder ’Hydropark’, og på en varm dag kan du helt sikkert bare følge strømmen af mennesker på vej mod parken og stranden.

Hydroparken ligger på sin egen ø, og foruden den udmærkede sandstrand, er her også masser af caféer, barer og restauranter, hvor man kan slappe af. Der er også mulighed for at leje både, og dermed komme en tur ud på vandet.

Herudover findes også forskellige forlystelser som karruseller og radiobiler – nogle af disse er helt sikkert tilbage fra sovjettiden. Stranden er altid velbesøgt i godt vejr, men dele af den øvrige park kan virke noget slidt. Har du lyst til at opleve en ægte tidslomme, så er en tur til Hydropark en spændende oplevelse.

Transport: Metro til Hydropark.

10. Dagsudflugt til Tjernobyl

Radiobiler i den forladte by Pripyat. Foto: Robert Armstrong fra Pixabay

Atomulykken på Tjernobyl-atomkraftværket i det daværende Sovjetunionen er en begivenhed, som stadig står i klar erindring for mange. Ikke blot i Ukraine, hvor konsekvenserne har været størst, men også i resten af verden.

Da Reaktor 4 på Tjernobyl-atomkraftværket eksploderede lørdag den 26. april 1986, resulterede det i historiens værste atomulykke. Der blev sendt en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren, og den øgede radioaktivitet kunne måles helt til det østlige USA.

Som følge af ulykken måtte 336.000 mennesker evakueres, da store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine var blevet så slemt forurenet, at det ikke var sikkert at blive boende.

Du kan få meget spændende viden om ulykken og dens konsekvenser på Tjernobyl-museet i Kiev (læs længere oppe), men efterhånden som årene er gået, er det faktisk også blevet muligt at besøge området som turist. Her kan du bl.a. opleve den forladte by Pripyat, med det ikoniske pariserhjul, ligesom du kan se den store kuppel, som indkapsler reaktor 4.

Begrænset stråling

Den stråling, som du udsættes for ved at besøge området en enkelt dag, udgør ikke nogen særlig risiko. Faktisk udsættes du ikke for mere stråling, end du gør ved at flyve fra Danmark til Ukraine. Dog gælder der visse regler i forbindelse med besøget. Det gælder først og fremmest påklædning: Jakke eller trøje med lange ærmer, lange bukser (ingen shorts, nederdele eller leggings) samt lukkede sko. Herudover skal du kunne vise pas ved adgang til den lukkede zone.

Mange rejsearrangører, både lokale og internationale, arrangerer dagsudflugter til Tjernobyl, og det kan være en stor oplevelse at tage med på en af dem. Det er faktisk din eneste mulighed for at opleve Tjernobyl, da der kun er adgang med officielle guider. En af de mest populære er Chernobyl Tour. Læs mere her.

Restauranter i Kiev – de bedste spisesteder

Pirogger er en klassiker i Ukraine. Foto: pasja1000 fra Pixabay

I Kiev finder du alle de internationale køkkener og moderne restauranter, men har du lyst til at udfordre dig selv, er der også mange spændende lokale retter og små hyggelige spisesteder.

En af de ukrainske nationalretter er pirogger, som her hedder varenyky. Varenyky kan f.eks. være fyldt med hytteost, kartofler, bønner, ærter, kål, kød eller fisk, og serveres traditionelt med cremefraise (smetana) og smør, og nogle gange også med stegte løg og flæsk. Varenyky kan også serveres som dessert med søde ingredienser (f.eks. blommer og andre frugter).

Kålruller og rødbedesuppe

Herudover er holubtsi (kålruller) også meget populære, og kan have meget forskelligt fyld. Og så naturligvis rødbedesuppen borscht, som er populær i store dele af Østeuropa men oprindeligt stammer fra Ukraine.

Selvom det efterhånden er et ukendte fænomen i Vesteuropa, har mange restauranter i Ukraine stadig en ryger- og en ikkeryger afdeling. Bed om at blive placeret i det område, du foretrækker.

Vil du selv på jagt efter råvarer til madlavning, er markedshallen Besarabsky Market et oplagt sted at starte. Det gælder også, hvis du bare gerne vil opleve det traditionelle marked.

1. Lyubimy Dyadya

[Pankovska 20]

Lyubimy Dyadya betyder ’yndlings-onklen’, og det er bestemt også et hyggeligt sted, og et godt sted at få en introduktion til det ukrainske køkken. Lyubimy Dyadya er også en af anbefalingerne fra Lonley Planet, med fornemme anmeldelser på Tripadvisor til at bakke forslaget op. De ukrainske retter på menukortet er suppleret med det mellemøstlige køkken, så der er bestemt noget for enhver smag. Den afslappede atmosfære er en fornøjelse. Bestil kun forret hvis du er meget sulten, da hovedretterne er ganske store.

2. Shato

[Khreshchatyk St. 24]

Går du rundt på hovedgaden, Khreshchatyk, og føler dig tørstig (og måske lidt sulten), så bør du kigge ind på Shato. Hos Shato brygger de selv deres øl, og det smager glimrende. Samtidig har det et stort menukort, hvor der både er regulære retter og en pub/snack-menu. Og menukortet er på engelsk. Her kommer nemlig en hel del turister takket være den meget centrale placering. Men det er okay, for Shato er hyggeligt og så har det åbent altid!

3. Barvy

[Mechnikova St. 3]

Maden på Barvy er fremragende, og muligvis noget af det bedste, du finder i Kiev. Serveringerne præsenterer sig flot på tallerkenen, og den moderne ukrainske menu er fantastisk at sætte tænderne i. Man fornemmer at råvarerne er af bedste kvalitet og restauranten er hyggelig – særligt det forreste lokale. Kulturforskellene kan nemlig nemt gøre, at man ikke føler sig velkommen og imødekommet på en ukrainsk restaurant, men det er ikke tilfældet på Barvy. Tværtimod. Her er også fremragende cocktails.

4. Musafir Teatralna

[Mechnikova St. 3]

Har du nogensinde prøvet tatar-mad? Ikke tatar som i råt kød, men som i den etniske befolkningsgruppe tatarer, bl.a. fra Ukraine, Rusland og Usbekistan. Hvis du har, ved du hvor lækkert det kan være, og hvis du ikke har, er der virkelig noget at se frem til på Musafir Teatralna. Det er ikke tilfældigt at Musafir Teatralna er blandt de bedst anmeldte restauranter på Tripadvisor. Her får du både lækre retter med kød (prøv de fantastiske grillspyd) og grøntsager. Det er altid dejligt at opleve en restaurant hvor ejerne er passionerede og sætter en ære i at levere en særlig oplevelse for gæsterne. Desuden er Musafir Teatralna ganske billigt, så du kan roligt kaste dig ud i nogle forskellige retter og prøve noget nyt.

5. Mama Manana

[Velyka Vasylkivska vul. 44]

Savner du smag, så er Mama Manana stedet, du skal besøge. Mama Manana er en autentisk georgisk restaurant, og hvis der er noget det georgiske køkken har flair for, så er det krydderier. Hos Mama Manana føler du dig straks velkommen, og maden er fantastisk, så du får sikkert lyst til at komme igen. Normalt er menukort med billeder ikke det bedste tegn, men i Ukraine kan det være en fordel, da den sproglige kommunikation kan være en udfordring. Dette gælder også hos Mama Manana. Du kan både få morgenmad, frokost og aftensmad, men restauranten er ikke stor, så det kan være en fordel at reservere bord.

6. Ukrainskie Stravi

[Otradnij Prospect, 22]

Ukrainskie Stravi ligger et godt stykke fra centrum. Faktisk giver det sjældent menig, at anbefale et sted, som ligger så afsides, men her er altså en undtagelse. Hvis du vil opleve den ægte ukrainske gæstfrihed og traditionerne som følger med, så er dette nemlig stedet. Efter den obligatoriske velkomstdrink, gælder det bare om at nyde den autentiske atmosfære, og ikke mindst det lækre, velsmagende og traditionelle køkken. Mens det er et stykke fra centrum, så kører Bus 27K fra Zhulyany-lufthavnen og stopper lige ved restauranten på fem minutter.

7. Punkraft – Craft Beer Bar

[Igorevskaya St., 14a]

Er du interesseret i specielle øl, så er Punkraft stedet i Kiev. Tæt på floden ligger denne moderne og stilfulde bar indrettet i en kælder med flotte hvælvinger. Her kan du prøve mange forskellige lokale øl på både fad og flaske. Du kan også få et fint udvalg af ølsacks.

Hotel i Kiev – de bedste overnatningssteder

Mange af Kievs seværdigheder er centreret omkring den gamle bydel, og langs venstre side af Dnieper-floden. Derfor er det også oplagt at bo her, når du skal vælge hotel i Kiev. Herunder er forslag til tre gode hoteller i Kiev. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Kiev hos Booking.com her.

1. Dream House Hostel

[Andriivs’kyi uzviz 2]

Leder du efter et billigt og centralt sted at overnatte, er Dream House Hostel det oplagte valg. Dream House er et ekstremt populært hostel, som bl.a. kan prale af at være blandt de bedst anmeldte indkvarteringssteder i Kiev. Det er et hostel, og du kan naturligvis købe en seng på en fælles sovesal, men der tilbydes også private værelser. Dermed kan du få det sociale og den spændende atmosfære, som et hostel tilbyder, men samtidig have dit eget værelse (evt. med eget bad). Læs mere om hotellet her.

2. Ibis Kiev City Center

[Tarasa Shevchenka blvd. 25]

Ibis Kiev City Center er ideelt hvis du leder efter et mellemklasse-hotel centralt beliggende i Kiev. Du får meget for pengene, og hotellet ligger i gåafstand til den gamle bydel. Metrostationen Universytet er også blot seks minutters gang herfra. Hotellet har alt hvad du skal bruge til dit ophold i Kiev, og har lækre lyse værelser og en udmærket morgenmad. Læs mere om hotellet her.

3. Senator Maidan

[Shevchenka Tarasa prov. 8B]

Senator Maidan er et førsteklasses hotel i centrum af Kiev – blot få minutters gang fra Uafhængighedspladsen. Hotellet er det perfekte udgangspunkt for at udforske Kievs gamle bydel, og samtidig er værelserne dejlige at slappe af på efter en begivenhedsrig dag. Læs mere om hotellet her.



Booking.com

Flere oplevelser…

Lviv Har du lyst til at fortsætte rejsen i Ukraine, så kunne din næste destination være den smukke kulturby, Lviv, i den vestlige del af landet. Der kører moderne højhastighedstog på strækningen mellem Kiev og Lviv, og du kan endda flyve hjem til Danmark igen fra Lvivs lufthavn. Dermed kan du gøre turen til Ukraine til en rundrejse. Du finder mine forslag til de bedste oplevelser i Lviv her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (russiske dukker): Billede af Monika Robak fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *