Bratislava: 10 seværdigheder i den slovakiske hovedstad

Den slovakiske hovedstad er kærlighed ved første blik. Bratislavas gamle bydel er fuld af romantik – fra de smalle gader og skyggefulde pladser til de skønne parker med blomsterbede i alle regnbuens farver. Den fortryllende tidsrejse starter ved Maximilian-fontænen på torvet og fortsætter ud i de maleriske gader, hvor cafébordene lokker ivrige turister til. Den kompakte bykerne i Bratislava er fyldt til randen med kultur, historie og spændende seværdigheder.

Bratislava kunne ikke ligge smukkere. Ved Donau-flodens bred kan du nyde solnedgangen og bådene, der sejler forbi. Du kan betragte kærestepar, der går hånd i hånd langs vandet, og du kan drømme dig tilbage i tiden. Tilbage til Bratislavas storhedstid (1531 til 1783), hvor byen var hovedstad for Det ungarske kongerige.

Udover en lang række klassiske seværdigheder byder Bratislava også på mange sjove indslag – bl.a. en lang række fine bronzeskulpturer. Foto: István Péter Kis fra Pixabay 

Fra Pressburg til Bratislava

I mere end 1000 år var Bratislava en del af det ungarske rige, og mange af byens fornemmeste bygningsværker stammer naturligt nok fra denne periode. Forbindelsen til Ungarn fik imidlertid en brat afslutning med nederlaget i 1. Verdenskrig, hvorefter Bratislava blev en del af Tjekkoslovakiet.

Som følge af det nye tilhørsforhold skiftede byen i 1919 navn fra Pressburg til Bratislava, og fra 1993 har Bratislava været hovedstad for det selvstændige Slovakiet.

I dag har Bratislava ca. 450.000 indbyggere. Det er en moderne hovedstad, med en international profil. Den strategiske beliggenhed på grænsen til Østrig og Ungarn har appelleret til internationale virksomheder (bl.a. indenfor handel, banksektoren, IT og telekommunikation). Samtidig lokker den korte afstand til Wien (60 km) også mange turister til byen.

I denne korte rejseguide finder du inspiration til de bedste seværdigheder, oplevelser og restauranter i Bratislava. God tur!



Booking.com

Seværdigheder i Bratislava – de 10 bedste oplevelser

1. Bratislavas gamle bydel (Staré Mesto)

[Sightseeing + Caféer + Restauranter]

I Bratislavas gamle bydel findes mange fornemme bygningsværker – bl.a. Roland-fontænen som ses her. Foto: falco fra Pixabay 

Staré Mesto – Bratislavas gamle bydel – er det oplagte sted at starte, når du vil udforske den slovakiske hovedstad. Den historiske middelalderbykerne byder på en lang række smukke bygninger, hyggelige gader og overraskende mange caféer, restauranter og barer.

Du kan med fordel indlede din byvandring på bytorvet, Hlavné námestie. På denne smukke plads kan du nyde synet af det gamle rådhus (læs mere nedenfor) samt en række af byens flotteste bygninger – alle med rigt dekorerede facader.

Midt på pladsen ses Roland-fontænen – en af de mest populære seværdigheder i Bratislava, som alle turister nødvendigvis må have et billede af. Fontænen går også under navnet Maximilian-fontænen, da det var den ungarske konge, Maximilian II, der stod for opførelsen af fontænen i 1572.

Fontænen skulle forsyne byens indbyggere med rent vand, og blev dekoreret med en statue af Maximilian som ridder i fuld udrustning. Fontænen er blevet restaureret og ombygget flere gange gennem tiden, så det er uvist hvor meget dens nuværende udseende har til fælles med det oprindelige.

Bronzeskulpturer og flotte alléer

På bytorvet kan du også se en af byens populære bronzestatuer. Statuerne er et nyere tiltag, og er spredt rundt i bybilledet. Her indtager de ganske aktive roller – f.eks. læner statuen på torvet sig ind over en bænk. Den mest elskede af byens statuer finder du i Panská-gaden, hvor en arbejdsmand i bronze dukker op af kloakken!

En anden af Den gamle bydels populære pladser er Hviezdoslav-pladsen (Hviezdoslavovo námestie). Den aflange plads præges af en smuk allé med indbydende bænke i skyggen. Her er også fine springvand, flotte blomsterbede og dekorative opsatser.

Langs pladsens sider kan du sidde ved hyggelige caféborde hvorfra du kan betragte menneskemylderet. Husk også at beundre den majestætiske bygning, der huser det slovakiske nationalteater.

Afslapning ved floden og indkøb i Obchodná-gaden

Sydpå afgrænses Bratislavas gamle bydel af promenaden langs Donau-floden. Her kan du nyde de dejlige omgivelser, betragte færdslen ude på floden og kigge på vrimlen af mennesker. Om aftenen samles mange unge gerne ved de grønne områder langs vandet.

De historiske huse i den gamle bydels charmerende gader er i dag omdannet til caféer, restauranter og barer – nogle forsynet med helt fantastiske gårdhaver. Til gengæld byder den gamle bydel ikke på de bedste indkøbsmuligheder.

Obchodná-gaden i bydelens nordlige ende er den gamle indkøbsgade, og her findes fortsat en del butikker. Ellers foregår meget shopping i de moderne indkøbscentre lidt udenfor bymidten, bl.a. Aupark (på modsatte side af Donau), Eurovea (tæt på den gamle bydel) og Avion Shopping Park (byens største indkøbscenter nær lufthavnen).

Du kan også med fordel gå en tur forbi Grassalkovich-paladset, hvor den slovakiske præsident bor. Det flotte rokoko-palads stammer fra 1760, og selvom der ikke er adgang til selve bygningen, kan man nyde den store plads foran med den moderne vandkunst. Man kan også gå en tur i paladsets have og naturligvis se nærmere på de uniformerede vagter.

2. Mikaelsporten (Michalská brána)

[Byport + Udsigt + Museum]

Mikaelsporten er en spændende seværdighed og samtidig et godt pejlemærke i Bratislavas gamle bydel. Foto: falco fra Pixabay 

I middelalderen var Bratislava omringet af massive bymure, og det var kun muligt at komme ind i byen gennem en af de fire befæstede porte. I dag står blot én af disse porte tilbage, nemlig Mikaelsporten, som dermed er en af byens ældste bygninger.

Mikaelsporten blev opført omkring år 1300, og var den smalleste af Bratislavas byporte. Portens nuværende barokke udseende stammer imidlertid fra 1758, hvor også statuen af ærkeenglen Mikael sammen med en drage blev tilføjet på spirets top.

Med sit hvide tårn og flotte kobberspir er Mikaelsporten et af byens væsentligste vartegn, og inde i tårnet findes i dag et lille museum. Her kan man foruden en række historiske våben, se en udstilling om den middelalderlige befæstning af Bratislava. Modeller og kort giver et godt indblik i byens forsvar, ligesom de gamle rum også emmer af historie.

Den måske største attraktion ved Mikaelsporten er udsigtsplatformen, som man når til øverst i tårnet. Selvom Mikaelsporten med sine 51 meter langt fra er den højeste bygning i Bratislava, har man et fremragende vue til en anden af byens væsentlige seværdigheder, nemlig Bratislava Slot.

Åbent tirsdag til fredag: 10:00-17:00, lørdag og søndag 11:00-18:00. Mandag lukket.

3. Bratislava Slot (Bratislavský hrad)

[Slot + Museum + Udsigt]

Bratislava Slot med den barokke slotshave er blandt byens største seværdigheder. Foto: János Bencs fra Pixabay 

Bratislava Slot er uden tvivl det mest ikoniske bygningsværk i den slovakiske hovedstad. Med sin flotte hvide facade, røde tegltage og fire hjørnetårne, er arkitekturen på det tidligere kongeslot virkelig noget for sig. Og placeringen kunne heller ikke være mere fornem – slottet ligger nemlig smukt hævet over Donau-floden og den charmerende bymidte.

Uanset hvor i byen du befinder dig, kan du kigge op på det majestætiske bygningsværk. Slottet ligger på en isoleret bakke, som i virkeligheden er en del af bjergkæden Karpaterne. Den strategiske beliggenhed har været benyttet til en fæstning siden det 9. århundrede, men området menes at have været beboet lige siden stenalderen.

Du behøver ikke købe billet for at gå rundt på slotsområdet, hvor du bl.a. kan nyde den skønne barokke slotshave og den spektakulære udsigt fra den store terrasse foran hovedindgang. Her må man nødvendigvis finde kameraet frem, og forevige de fine omgivelser. På en klar dag kan du se til både Østrig og Ungarn.

Slottets herskere

Når det gælder arkitektur har Bratislava Slot haft en temmelig omskiftelig tilværelse. Den primitive fæstning på højdedraget tog i det 15. århundrede form som et gotisk slot, blot for at blive ombygget til et renæssanceslot hundrede år senere. I 1649 skiftede stilen atter – denne gang fik slottet et storslået barok udtryk.

Ligesom byen Bratislava oplevede sin storhedstid fra 1531 til 1783 gjaldt det samme for slottet. I denne periode fungerede Bratislava (på dette tidspunkt Pressburg) nemlig som hovedstad for Det ungarske rige. Efter at osmannerne havde invaderet store dele af Ungarn, var det nødvendigt at flytte hovedstaden ud af det besatte område, og her faldt valget på centralt beliggende Bratislava.

Under de ungarske regenter blev slottet moderniseret og ombygget efter alle kunstens regler. Her blev indrettet overdådige sale og anlagt smukke parker, ligesom de ungarske kronjuveler også blev flyttet hertil. Den habsburgske regent Maria Theresia spillede en vigtig rolle i skabelsen af det fornemme kongesæde.

Med tiden mistede Bratislava dog sin betydning. Under Josef II blev guvernørkontoret for Kongeriget Ungarn afskaffet i 1781, og embedsmænd tillige med adskillige kunstskatte blev flyttet fra slottet – primært til Wien. Herefter blev Bratislava Slot bl.a. anvendt som militærbarakker indtil Napoleon i 1809 bombarderede bygningerne med sine kanoner. Det delvist ødelagte slot brændte nogle få år senere ned til grunden.

Det moderne slot

Fra 1811 til 1953 lå Bratislava Slot i ruiner, og først i 1968 efter mange års genopbygning, kunne slottet atter slå dørene op. Denne gang var det ikke som kongelig residens men som nationalt samlingspunkt og museum.

Nogle få af slottets originale elementer er bevaret – bl.a. krontårnet – det af slottets fire tårne, hvor de ungarske kronjuveler blev opbevaret – samt Anton Schmidts senbarokke mesterværk – maleriet af Jomfru Maria, som kan opleves i musiksalen.

På slottet kan du besøge det slovakiske nationalmuseum, som gennem en lang række udstillinger dækker perioden fra stenalderen til i dag. Her findes flere fine arkæologiske fund – bl.a. den lille figur ’Venus fra Moravany’, udskåret af mammuttand 22.800 år før vores tidsregning.

Museet på slottet er åbent dagligt 10:00-18:00.

Transport: Trolleybus 203 eller 207 til Zámocká.

4. Slavín-monumentet

[Monument + Militærkirkegård + Udsigt]

Slavín-monumentet på bakketoppen nordvest for Bratislavas centrum er dedikeret til de tusindvis af sovjetiske soldater, som mistede livet under byens befrielse i april 1945. Her på byens højeste punkt – omkranset af fine villaer og udenlandske ambassader – har man i dag en fantastisk udsigt over Bratislava, ligesom man kan beundre den 42 meter høje obelisk og den store militærkirkegård.

På militærkirkegården ved siden af monumentet ligger 6.845 sovjetiske soldater begravet. Kirkegården består af seks massegrave og 278 individuelle grave.

Selve monumentet blev opført i 1960 og indviet på 15-årsdagen for befrielsen af Bratislava fra den nazistiske værnemagt. Øverst på den markante obelisk står en 12,5 meter høj statue af en sovjetisk soldat. Statuen blev udført af den slovakiske billedhugger Alexander Trizuljak. I sin højre hånd holder soldaten et flag, mens hans venstre fod knuser det nazistiske hagekors.

Slavín-monumentet er ganske enestående og udsigten betagende. Det kan anbefales at komme hertil om aftenen, hvor man kan nyde solnedgangen mens man betragter den livlige trafik nede i byen.

Transport: Bus 147 til Slavín.

5. Den blå kirke / St. Elisabeth-kirken (Kostol svätej Alžbety)

[Kirke]

Er du interesseret i arkitektur, så er Den blå kirke i Bratislava en af de seværdigheder, du ikke må misse. Foto: Hans Hansen fra Pixabay 

I Bezručova-gaden øst for Bratislavas gamle bydel finder man en ganske speciel kirkebygning. Det er St. Elisabeth-kirken, bedre kendt som Den blå kirke; et eventyrligt bygningsværk i jugendstil, der mest af alt ligner noget fra en Disney-film.

Det er nærmest umuligt ikke at glædes ved synet af denne fantastiske bygning, som blev opført i 1910. Arkitekten bag var ungarske Ödön Lechner, som havde stået bag en lang række fremtrædende bygninger i Budapest. Lechner forsøgte gennem sit arbejde at skabe en national ungarsk stil, bl.a. inspireret af lokal folkekunst og orientens arkitektur.

Lechner omtales ofte som den ungarske Gaudí – en sammenligning der bestemt giver mening, når man står foran Den blå kirke. De afrundede former, strålende farver og forskellige materialer, gør Den blå kirke til noget helt særligt. Farven blå går igen i facade, mosaikker, glaserede kakler og skinnende tagsten.

Indenfor er kirken en anelse mere afdæmpet, men de smukke blå-hvide kirkebænke og rigt dekorerede altertavler er bestemt en oplevelse. Over alteret ses prinsesse Elisabeth af Ungarn (som kirken er dedikeret til) i færd med at uddele almisser til de trængende.

Kirken er åben mandag til lørdag 6:30-7:30 + 17:30-19:00 samt søndag 7:30-12:00 + 17:30-19:00. Der er gudstjeneste mandag til lørdag kl. 7:00 og kl. 18:00 samt søndag kl. 8:00, 9:30, 11:00 og 18:00.

6. Det gamle rådhus (Stará radnica)

[Museum + Udsigt]

Det gamle rådhus med det ikoniske klokketårn. Foto: Michaela Wachter fra Pixabay 

På torvet i hjertet af Bratislava finder man en af byens største seværdigheder, nemlig landets ældste rådhus. Rådhuset blev skabt i det 15. århundrede, ved at man forbandt tre eksisterende huse, som lå langs torvets ene side. Det er således en speciel blanding af stiarter, der præger det historiske bygningskompleks, som i dag huser Bratislavas bymuseum.

Det er bestemt værd at besøge det spændende bymuseum, som fortæller hele Bratislavas historie fra middelalderen til i dag. De gamle bygninger er selvfølgelig en oplevelse i sig selv – særligt det ikoniske klokketårn som stammer fra omkring 1370. Turen rundt på museet bringer også gæsterne op i tårnet, hvorfra man har en fin udsigt.

Blandt museets mange interessante genstande findes en række skræmmende torturinstrumenter, antikke våben, rustninger og malerier. Man kommer også en tur ned i de gamle fangehuller, ligesom man kan opleve den helt særlige kanonkugle, som er indlejret i tårnvæggen. Kuglen blev sendt afsted fra en af Napoleons kanoner, da han bombarderede byen i 1809.

Husk også at nyde den fine renæssance-gårdsplads fra 1581. Med sine flotte arkader og prominente hvælvinger sørger pladsen for perfekte omgivelser til koncerter i sommerperioden.

Åbent tirsdag til lørdag 10:00-17:00, søndag 11:00-18:00. mandag lukket.

7. Bådtur på Donau

[Sightseeing]

En bådtur på Donau giver mulighed for at se en lang række af de største seværdigheder i Bratislava. Foto: Peter Tóth fra Pixabay

Der er mange måder at opleve skønne Donau på. Du kan naturligvis gå en tur langs promenaden, som byder på flere grønne områder, eller du kan observere trafikken på floden fra en af byens broer. Der er flere gode aktiviteter på begge sider af Donau, men det bedste indtryk af floden får du selvfølgelig ved at komme en tur ud på vandet.

Trafikken er til tider tæt ude på Europas næstlængste flod (efter Volga). Her sejler store flodbåde afsted på krydstogt side om side med de hurtiggående katamaraner, lave flodpramme, småbåde og mellemstore turbåde. Har du lyst til at opleve Bratislava fra vandet, er der således gode muligheder for det.

Tre oplagte turforslag fra Bratislava med båd inkluderer sightseeing-rundturen, udflugt til Devín-slottet samt katamaranfærgen til Wien.

Sightseeing-rundturen byder på en smuk panoramaudsigt over den historiske del af Bratislava, havnefronten og Bratislava Slot. Du kommer også under byens mest ikoniske broer, bl.a. den moderne SNP-bro, som ligner en UFO. På turen sælges varme og kolde drikkevarer. Læs mere om sightseeing-rundturen her.

Udflugten til Devín-slottet nær den østrigske grænse er en meget populær sejltur. Først kan du nyde udsigten til det historiske Bratislava og det majestætiske slot, og senere kan du opleve byens forstæder, som igen afløses af et mere uspolerede landskab. Læs mere om Devín-slottet nedenfor.

Vil du gerne opleve den østrigske hovedstad, Wien, kan du med fordel tage med den hurtige katamaran-færge, som sejler i rutefart mellem de to byer. Turen tager blot 75 minutter. Det er en oplagt udflugtsmulighed, ligesom du naturligvis også kan benytte katamaranen når du rejser til og fra Bratislava. Du kan læse mere om færgen til Wien her.

8. Devín-slottet (hrad Devín)

[Ruin + Udsigt]

Selvom Devín-slottet i dag ligger i ruiner, er det blandt de bedste seværdigheder i Bratislava. Foto: Benjamin Munk Olsen

Langs Donau-floden rejser en 212 meter høj klippe sig majestætisk fra det flade landskab – den ideelle placering til en fæstning, hvorfra man kunne kontrollere trafikken på den vigtige vandvej.

I dag står resterne af denne fæstning – Devín-slottet – som eventyrlige ruiner. Slottets gamle stenmure former sig efter det klippede landskab, og yderst på en stejl afsats står et smukt vagttårn i ensom majestæt.

Devín-slottet ligger ca. 10 km fra centrum af Bratislava – lige ved grænsen til Østrig – og er blandt de mest populære seværdigheder i området. Du kan komme hertil i bil eller bus, men det er nu engang turen på floden, der er den mest spektakulære.

Da klippen er relativt stejl, kræver det en del anstrengelser at nå toppen, men det spektakulære slot og den mindst lige så spektakulære udsigt er det hele værd. Der er fine muligheder for at gå rundt på området og nyde de forskellige dele af slottet – informationstavlerne er gode, og formidler historien ganske glimrende.

Slottets historie

Devín-slottet nævnes første gang i skriftlige kilder fra år 864, og det er dermed det ældste slot i Slovakiet. I det 13. århundrede blev her opført en fæstning i sten for at beskytte Det ungarske kongeriges vestlige grænse, og gennem de næste århundreder blev slottet udvidet af flere omgange. De sidste store ombygninger skete under krigene mod osmannerne, og det lykkedes aldrig de tyrkiske erobrere at indtage den prominente fæstning.

Under Napoleons-kirgene havde Devín-slottet for længst mistet sin militære betydning. Det forhindrede imidlertid ikke Napoleons tropper i at rette deres kanoner mod den historiske fæstning, og siden 1809 har slottet således stået tilbage som en romantisk ruin.

I dag er Devín-slottet en stor turistattraktion, og der er indrettet en spændende udstilling i den øverste del af slottet. Her formidles slottets historie sammen med forskellige arkæologiske fund. Det er dog de historiske ruiner og udsigten, der er den største attraktion. Nede ved floden findes desuden flere hyggelige spisesteder.

Der er adgang til slotsområdet døgnet rundt. Udstillingerne er åbne tirsdag til søndag 10:00-17:00 (april til oktober). Tirsdag til søndag 10:00-16:00 (november til marts).

Transport: Bus 29 til hrad Devín eller turbåd fra flodpromenaden i Bratislava. Læs mere om turbåden til Devín-slottet her.

9. SNP-broen (Most SNP)

[Bro + Udsigt + Restaurant]

SNP-broen giver dig mulighed for at spise i 84-meters højde med skøn udsigt. Foto: Miloslav Hamřík fra Pixabay 

Bevæger du dig ned til Donau-floden fra Bratislavas gamle bydel, vil du blive mødt af et helt særligt bygningsværk. SNP-broen, der har forbundet bydelene nord og syd for floden siden 1972, er verdens længste bro med blot en enkelt pylon. Pylonen er desuden forsynet med en UFO-lignende restaurant samt observationsdæk i 84 meters højde.

SNP-broens fulde navn (Most Slovenského národného povstania) betyder ’broen for den nationale opstand’ og henviser til den slovakiske opstand mod nazismen i 1944. Mellem 1993 og 2012 gik broen under navnet Den nye bro (Nový most), men den har altså siden fået sit oprindelige navn tilbage.

Uanset om du interesserer dig for arkitektur eller blot vil nyde udsigten, så er det en god oplevelse at kigge nærmere på den asymmetriske bro. Broen er 430 meter lang og består af to niveauer: øverst findes fire vognbaner til motorkøretøjer og nedenunder findes baner for cyklister og fodgængere.

Broen har naturligvis fået tilnavnet UFO-broen, da den særlige konstruktion øverst på pylonen mest af alt ligner en flyvende tallerken. Restauranten, som du finder her, har siden 2005 hedder UFO, og et besøg kan anbefales.

Du kan også nøjes med at tage en tur op til observationsdækket, hvor du kan opleve et smukt vue over Bratislava. Adgangsbillettens pris trækkes fra regningen, hvis du spiser på restauranten.

Åbent dagligt 10:00-23:00 (restaurant 12:00-23:00).

10. Danubiana Meulensteen Art Museum

[Kunstmuseum]

Danubiana Meulensteen Art Museum er blandt de nyere seværdigheder i Bratislava, og interesserer du dig for kunst og arkitektur, kan en tur herud klart anbefales. Kunstmuseet, der slog dørene op i år 2000, er placeret yderst på en spids halvø, der stikker ud i Donau-floden.

Den unikke placering gør besøget på Danubiana Meulensteen Art Museum til noget helt særligt. Omkring den moderne bygning – som for øvrigt skal skabe illusionen af en grundstødt romersk galej – findes en skøn park fyldt med moderne skulpturer.

Den permanente udstilling findes i museets grundplan, og tæller en lang række moderne kunstværker – malerier, skulpturer og installationer. Blandt udstillingens mest fremtrædende kunstnere findes Sam Francis, Christo og Jeanne-Claude, Jill Moser samt flere værker af COBRA-kunstnergruppen (bl.a. af Karel Appel, Corneille og Pierre Alechinsky).

Det store lyse rum fungerer fremragende til de mange kunstværker, og udenfor kan man nyde omgivelserne med floden i baggrunden. Museet arrangerer også mange forskellige særudstillinger, som er værd at tjekke ud.

Danubiana Meulensteen Art Museum er placeret ca. 15 km syd for Bratislavas centrum, men der er udmærkede busforbindelser hertil. Det særlige navn er en sammentrækning af floden, som omgiver museet og museets sponsor, den hollandske kunstsamler Gerard H. Meulensteen.

Åbent tirsdag til søndag 10:00-18:00.

Transport: Bus 90 til Danubiana.

Restauranter i Bratislava – de bedste spisesteder

1. Slovak Pub

[Obchodná 62]

Ønsker du at opleve det slovakiske køkken fra den mest gæstfri side, så kan du med fordel tage et smut forbi Slovak Pub i den populære handelsgade Obchodná. Slovak Pubs 11 serveringslokaler er alle unikt dekoreret med forskellige referencer til den slovakiske historie. Flotte træudskæringer, kakler og malerier skaber en hyggelig atmosfære – perfekt hvis du gerne vil prøve kræfter med den lokale specialitet; Halušky. Halušky er en særlig nuddelret, som spises i store dele af Østeuropa. Den kan med fordel skylles ned med et godt glas øl og eventuelt en slivovitz (den Central- og Østeuropæiske brændevin).

2. Funki Punki

[Klariská 12]

Bardisken er dekoreret med store klavertangenter, og på bagvæggen hænger en cykel af ældre dato. På Funki Punki værdsættes den afslappede boheme-stemning, og udtrykket minder mere om et klasseværelse end en restaurant. Men en restaurant er det nu engang, og maden – alle former for crêpes – smager fremragende. Af fyld kan bl.a. vælges klassiske slovakiske smagsoplevelser som bacon og bryndza-ost samt vegetar-muligheder med aubergine eller krydrede linser. De tynde pandekager kan naturligvis også vælges som desserter (f.eks. med valnød og honning). Den hjemmelavede lemonade er også lækker.

3. Zeleny Rodrigéz

[Zamocka 36]

Blot fem minutters gang fra Mikaelsporten finder du denne lyse og moderne restaurant, som byder på lækre og moderne slovakiske retter. Prisniveauet er yderst rimeligt, og trækker mange lokale til – særligt til frokost. De gode anmeldelser på bl.a. Tripadvisor har dog også fået turisterne til at få øjnene op for de smagfulde retter, gode ingredienser og venlige personale. Den lokale schnitzel er fremragende men prøv også gerne forretten med gedeost samt svinemørbrad tilberedt med honning og sennep. Er du til øl, så bestil den klassiske Zlaty Bazant.

4. Sky Bar & Restaurant

[Hviezdoslavovo nám 7]

Sky Bar & Restaurant – navnet holder, hvad det lover. Vi befinder os på 7. etage, og udsigten over Bratislava er betagende. Det samme gælder maden, som i dette spændende fusionskøkken primært finder inspiration i det thailandske. Alt er friskt og lækkert – prøv f.eks. laks med thailandsk basilikum eller nogle af de velsmagende vegetarretter. Om sommeren kan udsigten til Bratislava Slot blive endnu bedre – nemlig fra terrassen på 8. etage. Cocktail- og drinkskortet er mindst lige så spændende at gå ombord i. Et oplagt sted at starte en mindeværdig bytur.

5. Bratislavský Meštiansky Pivovar

[Drevená 8]

Bratislavas stolte traditioner for ølbrygning fortsætter hos Bratislavský Meštiansky Pivovar – et spændende husbryggeri og spisested under ét tag. Menukortet fokuserer primært på centraleuropæiske retter, hvortil øl er den naturlige drik. I flere af de lækre simreretter indgår øl i selve tilberedningen. Prøv f.eks. den fantastiske gullasch, krydrede and, ølstegte kylling eller nogle af de mange ølsnacks. Man kan tage et kig på de flotte kobbertanke hvor øllet lagrer, og ellers sætte sig til rette i den skønne, moderne ølhal med højt til loftet.

Hoteller i Bratislava – de bedste overnatningssteder

Det er naturligvis dejligt at bo centralt og i gåafstand til alle de bedste seværdigheder i Bratislava. I den gamle bydel findes flere luksuriøse hoteller, men kommer du til byen med tog, kan du også finde god og billig indkvartering på strækningen fra hovedbanegården til centrum. Nedenfor får du tre forslag til hoteller i Bratislava i forskellige prisklasser. Du kan også se en oversigt over alle hoteller i Bratislava hos Booking.com her.



Booking.com

1. Hostel Folks

[Obchodná 2]

Hostel Folks er et oplagt valg, hvis du gerne vil finde billig overnatning i Bratislava, og samtidig være i gåafstand til byens mange seværdigheder. Dette vandrerhjem / hostel byder både på sovesale og private værelser, så du kan vælge hvad der passer dig og dit feriebudget. Alt er nyt og pænt – rengøringsniveauet er højt, og i det store fælleskøkken finder du alt hvad du skal bruge, hvis du selv vil lave mad. Supermarkedet Billa ligger 200 meter herfra, og byens torv finder du efter ca. 300 meter. Læs mere om hotellet her.

2. Film Hotel

[Vysoká 27]

Film Hotel er et klassisk byhotel, som ligger placeret i en stille sidegade mellem hovedbanegården og Bratislavas gamle bydel (ca. 700 meter fra bytorvet). Hotellet er småt, hyggeligt og udsmykket med forskellige filmplakater, fotos og andet film-relateret merchandise – værelserne er også opkaldt efter forskellige skuespillere. Man føler sig straks velkommen fra det sekund, man træder ind ad døren, og selvom værelserne ikke er de mest moderne, er her hvad du skal bruge. Læs mere om hotellet her.

3. Radisson Blu Carlton Hotel

[Hviezdoslavovo namestie 3]

Radisson Blu Carlton Hotel er indrettet i en smuk historisk bygning, og beliggenheden kunne ikke være bedre. 200 meter borte finder du byens torv og du kan nyde synet af skønne Donau blot 100 meter fra hoveddøren. Herudover byder hotellet på skønne og moderne værelser, hvor du finder alt, hvad du får brug for under dit ophold. Atmosfæren er fantastik, og servicen er upåklagelig. Et oplagt valg til en luksuriøs ferie i Bratislava. Læs mere om hotellet her.

Sådan kommer du til Bratislava

Der er lidt over 1.100 km til Bratislava fra den dansk/tyske grænse – en distance, som du både kan tilbagelægge i bil, i tog eller med fly. Den mest direkte rute i bil går via Hamborg, Hannover, Dresden og Prag – alle spændende byer, hvor du med fordel kan tage en overnatning eller to. På togrejsen er det også oplagt med mindst et enkelt længere stop undervejs.

Bratislava med fly

Der er i øjeblikket ingen direkte flyruter mellem Danmark og Bratislava, så ønsker du at flyve til Bratislavas lufthavn, kræver det minimum én mellemlanding. Til gengæld ligger Bratislava blot 60 km fra den østrigske hovedstad, Wien. Det er derfor meget oplagt at benytte Wiens lufthavn, hvis du gerne vil besøge Bratislava. Mellem Wien og Bratislava kører tog hver time, ligesom det også er muligt at benytte bus eller båd.

Bratislava med tog

Det er altid en oplevelse at rejse ud i Europa med tog, og det gælder også, hvis du gerne vil til Bratislava. Turen fra Danmark til Bratislava er dog relativt lang, så ønsker du at køre med tog, kan du med fordel bryde rejsen op i mindre bidder.

Den hurtigste afgang mellem den dansk/tyske grænse (Padborg) og Bratislava er ca. 14 timer. Her skal der blot skiftes tog to gange – nemlig i Hamborg og Prag. Begge byer egner sig fremragende til et par dages oplevelser.

Den billigste togrejse til Bratislava vil ofte være på en Interrail-billet. Interrail-billetterne fås i flere forskellige typer, bl.a. én som giver ret til fire rejsedage over en periode på en måned. Med denne billet kan du således gøre ophold i én by på udrejsen og én på hjemrejsen.

Bratislava er ligeledes et oplagt stop, hvis du er på rundrejse i Europa. Den slovakiske hovedstad ligger nemlig meget centralt, og det er let at komme hertil og videre herfra igen. Du kan læse mere om de forskellige typer Interrail-billetter her.

Bratislava med båd

Mange turister kommer også til Bratislava med flodkrydstogt på Donau-floden. Denne type krydstogter findes der mange forskellige af, men du kan også nøjes med at snuppe den hurtige katamaranfærge ’Twin City Liner’, som sejler mellem Wien og Bratislava. Turen tager blot 75 minutter, og du ankommer lige i centrum. Læs mere om færgen mellem Wien og Bratislava her, hvor du også kan købe dine billetter.

Sådan kommer du rundt i Bratislava

Da bykernen er relativt kompakt, er det muligt at gå rundt til mange af de mest interessante seværdigheder i Bratislava. Planlægger du at tilbringe flere dage i den slovakiske hovedstad, kan det dog være nødvendigt at benytte den kollektive transport, for at komme rundt til seværdigheder og attraktioner udenfor bymidten.

Bratislava har et velfungerende netværk af sporvogne, trolleybusser og almindelige busser. Du kan ikke købe billetter af chaufføren, så sørg for at få købt billet i automaten i god tid. Der er billetautomater ved de fleste stop.

TIP: Sightseeing-bus til Bratislavas bedste seværdigheder inklusive audioguide – læs mere her

Der findes mange forskellige billettyper. Som turist i Bratislava er enkeltbilletterne samt billetterne til 1, 3 eller 7 dage de mest oplagte. Enkeltbilletter findes i tre udgaver: 15 minutter, 30 minutter og 60 minutter. Det er tilladt at skifte transportmiddel indenfor gyldighedsperioden, men du skal have afsluttet rejsen, inden billetten udløber. Huske at stemple billetten i automaten indenfor døren!

Der findes tre knudepunkter for byens offentlige transport, hvorfra du kan komme med langt de fleste sporvogne og busser. Det drejer sig om Præsidentpaladset (Hodžovo námestie), Kamenné námestie (i den gamle bydels østlige side) samt Most SNP ved Donau-floden. Du kan lave rejseplan og læse mere om Bratislavas offentlige transport her.

Flere oplevelser…

Bratislava ligger omringet af spændende byer, hvis mange seværdigheder blot venter på at blive udforsket. Med sin centrale beliggenhed er byen et oplagt udgangspunkt i forhold til at udforske regionen, hvor du bl.a. kan overveje et smut til den østrigske hovedstad, Wien, Tjekkiets næststørste by, Brno eller Ungarns hovedstad, Budapest.

Wien Med blot 60 km til den østrigske hovedstad, er det oplagt at tage et smut til skønne Wien. Her venter storslåede bygningsværker fra kejsertiden, indbydende parker – bl.a. Prater med sine mange hyggelige forlystelser – og ikke mindst lækker mad og skønne caféer. Læs mine forslag til de bedste seværdigheder i Wien her.

Brno Der er 130 km fra Bratislava til Tjekkiets næststørste by, Brno. Det kan godt være, at du ikke har hørt om byen før, men det gør bestemt ikke Brno mindre interessant. Her er masser at spændende historie, smukke slotte, gode indkøbsmuligheder og naturligvis fremragende tjekkisk øl. Turen med direkte tog tager 1 time og 20 minutter. Du finder min rejseguide til de bedste oplevelser i Brno her.

Budapest På 2 timer og 30 minutter kan du komme med direkte tog fra Bratislava til Ungarns spændende hovedstad, Budapest. Den smukke by, som ligeledes ligger ved Donau-floden, byder på en lang række fantastiske seværdigheder for både børn og voksne. Kom med på rundvisning i det majestætiske præsidentpalads, tag turen til slotshøjen med den gamle kabelbane, nyd udsigten fra Fiskerbastionen, eller se spændende dyr i Budapest Zoo. Find mere inspiration i min turistguide til Budapest her.

Fotokreditering: Artiklens øverste billede (Bratislava Slot): Billede af Walkerssk fra Pixabay

Share:

Author: Benjamin Munk Olsen

Jeg elsker at udforske nye og spændende rejsemål, og besøge alverdens destinationer – lige fra Vesteuropas populære turistmagneter til Østeuropas hemmelige og ukendte byer. Siden 2020 har jeg skrevet om det hele her på Oplev Europa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *